Hans svar fik hende til at smile, det var rart at vide, at han var okay med situationen. Det næste han sagde gjorde hende bevidst om, at hun stadig bare sad med hænderne foran sig, usikker på hvor hun skulle placere dem. En kort latter undslap hende, inden hun forsigtigt lagde armene omkring livet på ham. Det gjorde kun hele situationen endnu mere uvant for hende, men der var ikke så meget at gøre ved det. Til gengæld var hun vant til at ride uden sadel derhjemme, så at holde sig fast på hans ryg var ikke det store problem, hun klemte bare godt til med benene.

Da han satte farten ned slap hun taget lidt med benene, nu hvor det ikke var strengt nødvendigt for at holde sig fast. ”Lov mig at sige til, hvis jeg klemmer for hårdt, ikke?” Det var ikke noget hun havde tænkt så meget over før, det var jo ikke ligefrem fordi Idunn kunne fortælle med ord, hvis hun klemte for hårdt. Men det her var trods alt noget andet, og Lianna ville for alt i verden ikke gøre Mikas ondt, eller gøre situationen mere akavet end højst nødvendigt.
Hun så sig omkring inden hun svarede ham. ”Altså til fods ville det nok stadig tage et par timer, men i dit tempo ville det selvfølgelig gå en del hurtigere. Hvis sporene er for svære at følge, kan vi bare tage stien derovre.” Sagde hun, mens hun pegede mod en sti lidt længere fremme.

Mikas tillod sig at undersøge omgivelserne omhyggeligt, mens han lyttede til Liannas ord, og han kunne ikke lade være med at smile. Så betænksom hun dog var. Han nikkede stille.
"Det skal jeg nok, men det forventer jeg nu ikke bliver et problem" svarede han muntert. Han gik igen tilbage til at undersøge buske og jordbund for spor, som Lianna svarede på hans næste spørgsmål, og han nikkede endnu engang.
"Altså, sporene fører denne vej, men vi kan nok ikke fortsætte i samme tempo. Træerne står for tæt sammen" svarede han og pegede mod et sæt hovspor, der tydeligt kunne ses i den mudrede jord.

Hans svar fik hende til at smile. Det var rart at vide, at det ikke generede ham. Lianna fulgte interesseret med, som han undersøgte området, og bemærkede også sporene i den mudrede jord foran dem.
Som han igen talte nikkede hun, og svarede. ”Hvis De ikke har noget imod det, så lad os bare følge sporene. Det var mere hvis nu De skulle skynde Dem tilbage til Dianthos.”

 
Omtrent halvanden time senere nåede de frem til den lille gård, og ganske som forventet stod Idunn nu på marken med de andre heste. Liannas bror Alf havde hørt lyden af hove der nærmede sig, og kom ud for at se, hvem det var. Synet af sin lillesøster på ryggen af en kentaur fik ham til at gøre store øjne, det var bestemt ikke lige det, han havde forventet at se.
”Lia! Hvor er det godt du er uskadt! Vi blev så bekymrede, da Idunn kom hjem alene.” 
Hans ord fik Lianna til at grine en smule, inden hun forsigtigt svang sig ned af Mikas og gik hen for at give Alf et kram. 
”Bare rolig, der er ikke sket mig noget. Idunn blev bare skræmt mens jeg var på markedet, og så farede jeg vild i byen, men til alt held hjalp Mikas her mig tilbage til byporten, og da vi så opdagede at Idunn var væk, var han så sød at hjælpe med at lede efter hende.” Hun vendte sig nu mod Mikas, og sendte ham et venligt smil. ”Tak for Deres hjælp. Det var meget venligt af Dem.”

Mikas smilede til Lianna, inden han rystede på hovedet.
"Jeg har overhovedet ikke travlt" svarede han, inden han begyndte at gå i den retning, sporene viste.

Mikas havde ærligt ikke styr på, hvor længe de havde gået, men det havde ikke været svært at følge sporene i skoven. Der havde været et par mudderhuller, han omhyggeligt var gået uden om for ikke at sidde fast, men ellers havde turen været ganske problemfri. Det var dog stadig en spøjs følelse at have en siddende på ryggen. Det var han ikke helt sikker på, han nogensinde kunne vænne sig til.

De var for et stykke tid siden nået ud ad skoven, og de kom nu til en gård. Mikas nåede ikke engang at spørge, om det var hendes hjem, før en mand kom løbende og talte til Lianna, hvilket besvarede hans ustillede spørgsmål. Mikas nikkede kort til manden og gav ham hånden, da han blev præsenteret. Så hjalp han Lianna ned.
"Det var da så lidt, skulle det være en anden gang" svarede han med et blidt smil. "Jeg håber, vi ses igen." Så vendte han rundt og satte kursen tilbage til Dianthos. Det havde været en højst besynderlig, men også en temmelig dejlig, dag.