Pax nikkede, hans stålgrå blik fæstnet i Junos koralblå. Han forstod uvilligheden, for at dømme efter den lille knægts tøj og talemåde, var der ingen tvivl om, at hans familie var faldet fra et samfundslag til et andet. Dertil virkede han også klogere end mange andre drenge på hans alder, og Pax var ikke sikker på, at det alene kunne tilskrives det, han havde været tvunget til at lære på gaden. Tanken gjorde Pax taknemmelig.
Pax satte sig bedre tilrette, da Juno kravlede ind imellem hans ben. Han fortrak ikke en mine, som var handlingen den mest naturlige i verden og for Pax var det også sådan, at det forholdte sig. Som alle andre ældre børn bar rundt på deres småsøskende i myldretiden, således gjorde også Pax, Domnall og Verdis. At holde de små varme, at trøste, made og vaske dem var blevet til en monoton opgave af pligt.
Pax strøg Juno henover det blonde hår, og lagde dernæst sine arme om ham. "Okay", svarede han, velvidende hvad det egentlig betød og hvorfra befalingen kom. Dernæst rejste han sig, stadig med Juno i favnen, og gik på lydløse skridt ind i det tilstødende soveværelse, hvis gulv var dækket af små kroppe.

Pax bevægede sig vant igennem dem men nåede ikke den væg, han havde til hensigt at sidde op af, for et lille hulk lød nede for hans fødder. Han satte sig på hug og strøg den lille pige over kinden, hvorefter han hviskede: "alting er fint, Em. Sov."

Juno var ikke sikker på, hvad han havde forventet, men det var ikke det her. Den eneste der bare engang imellem havde tilladt det, havde været Julia. Han var sjældent blevet afvist, når han havde søgt op til sin mor, omend han var blevet tjekket for beskidte hænder først, eller hvis Kerfeir havde været i lokalet med dem. Til gengæld havde hun sjældent være tilgængelig, og Juno havde aldrig været nem nok at have med at gøre, til at nogle af deres ansatte havde skænket ham mere end et blik. 

Pax var hverken som hans mor eller som nogle af de ansatte derhjemme, men alligevel havde Juno regnet med en mere velkendt reaktion, end blot at få sin vilje, og han klamrede sig forskrækket fast til Pax, da han oven i købet løftede ham op med sig. Hans små fedtede fingre var begravet dybt i Paxs tøj, imens han forsigtigt skævede op til den ældre dreng, der gik med ham, som var det det mest naturlige i verden.
Juno var fuldstændig hypnotiseret, indtil Pax satte sig på hug for at trøste en anden, og Junos for første gang udviste interesse for de andre børn i rummet. Der var alt for mange af dem - flere end han nogensinde havde været sammen med på én gang før, og de fleste var beskidte. Mange af dem så ud som om de kun lige var Junos alder eller yngre, og pludselig sad Juno med følelsen af, at han kunne have været meget mere uheldig end han var.
Alligevel ville han ikke opgive Pax til dem. Han var hans nu. Stædigt blev Juno hvor han var. Hvis han kunne, ville han blive i Paxs arme til evig tid.

Først da pigen faldt i søvn og Paxs fortsatte hen, hvor han kunne sætte sig ned, løsnede Junos greb i ham en smule. "Godnat," mumlede den lille blonde dreng ind imod den gråhåredes brystkasse og møvede sig kun tættere på ham, inden hans øjne faldt i, kun for øjeblikket efter at åbne sig langsomt op igen, så han kunne skæve op til den andens ansigt. Kun hvis Pax udstrålede ro, ville Juno selv kunne føle den. 

Pax satte sig til rette, den tynde ryg hvilende mod væggen og de lange ben strakt frem foran sig. Han så ned på Juno, da den lille dreng maste sig ind i hans velkommende favn og smilede skævt, fortroligt, ned til ham. Han genkendte blikket, skønt han aldrig erindrede selv at have betragtet andre på en sådan måde og Pax forstod, at han på dét tidspunkt var det eneste kendte.
De fik ikke lov til at sidde selv længe før, at en skikkelse, et år eller to større end Juno, rejste sig op og traskede hen til Pax. Knægten sagde ikke noget, men skævede ned til Juno med en rynket næse, Pax ikke kommenterede på men iagttog ud af øjenkrogen.
Drengen sukkede, pakkede sig ind i sit tykke tæppe og gav sig derefter til at kravle op i Pax’ favn, op ved siden af Juno, siddende på den større drengs andet lår. Han skævede hele tiden til den fremmede, tydeligvis ikke sikker på, hvad han skulle tænke om det hele, hvormed Pax strøg ham hårdhændet over håret og tvang det mindre hoved til at finde hvile mod sit bryst, hans hånd liggende over hans øjne.
”Sov”, mumlede han lavmælt, beordrende, velvidende ingen af de to børn var stille af sig.

Juno skævede skeptisk til den anden dreng der satte sig hos Pax, men så snart det gik op for ham, at det ikke betød, at han selv blev smidt væk, lukkede han sine øjne og faldt snart derefter i søvn. 



De næste otte år brugte Juno så tæt med Pax som han kunne slippe afsted med. Det var først kort efter han fyldte 15 at han begyndte at undgå ham. Netop som han var ved at være gammel nok til at kunne lykkedes med at få den gråhårede fyr til at tage ham med ud på sværere opgaver, begyndte han at afslå tilbudene om at komme med, hvis han overhovedet blev i nærheden af ham længe nok til at der kunne indledes en samtale imellem dem. 
Årsagen lå i de våde drømme, der første gang havde hjemsøgt ham for et par måneder siden. Alt Juno kunne huske fra sin første drøm havde været Pax' hånd på hans lår og et ømt smil, men det havde været nok til at vække Juno med et problem, han ikke vidste hvad han skulle stille op med. 
Derfra var drømmene kun blevet mere detaljerede, og Juno mistænkte, at det ikke hjalp, at han genspillede dem for sig selv i vågen tilstand. 

Med et fjernt blik og sin hage hvilende i sin hånd, stak Juno en skefuld havregrød i munden. På sin højre side registrerede han svagt at Kalle fortalte ham om et eller andet, men Junos tanker var et andet sted, og hans blik blev først opmærksomt da Pax kom ind i madsalen. 
Den høje fyr var kun blevet smukkere i den tid Juno havde kendt ham. Alt der havde været langt og akavet, da Juno var barn, var vokset på plads, indtil Pax pludselig var symmetrisk og velproportioneret. De løse krøller på hans hoved havde vokset sig for lange, og faldt ned i den ældre fyrs ansigt på en måde, der tvang ham til at stryge håret væk fra sit ansigt, og Juno sank en klump, inden han med et dybt suk hev ud i sin trøje og viftede i den, hele hans krop pludselig brandende varm. 
Alligevel var det først da han hørte et fnys, at han tvang blikket væk fra Pax, kun for at låse sit blik med Edwards, der så ud som om han var ved at få krampe af at forsøge ikke at grine. 

Juno forstod det ikke med det samme. Først da Edwards nikkede i Pax' retning med et bredt smil og et blink, steg varmen op i Junos ansigt. "Jeg ved ikke hvad du tror-" begyndte Juno truende, skeen med havregrød glemt, men han nåede ikke længere, før Edward grinende advarede ham; "Han er på vej herover nu."
Juno skulede til den gamle helbreder, mistænkte at det var et trick for at kunne slippe væk, men da han alligevel skævede tilbage mod Pax, var han ganske rigtigt på vej i hans retning, og Juno sad pludselig handlingslammet. Ved siden af ham pegede Kalle på hans trøje og mumlede "du tabte noget."
Juno var stadig i gang med at skrabe havregrød af sin trøje, da Pax nåede hen til deres bord. 

Pax vidste altid, at Juno var tæt på, så snart luften omkring ham blev forstyrret. Han kunne ikke forklare det på anden vis; der fandtes ingen andre ord; noget skete, noget der var ganske virkeligt men tilsyneladende kun for Pax. Det var ligeså subtilt som det var altoverskyggende, ligeså frustrerende som det var beroligende... Og det havde intet ord. Ingen betegnelse. Ingen definition...

Drengen, der var blevet til en mand på 22 somre, satte sig til rette ved siden af den blonde knægt, hvis ske havde forrådt ham. Det fik Pax til at rynke eftertænksomt på brynene, hans blik skøjtende henover Juno.
"Hvorfor er du rød i hovedet?", mumlede han lavmælt, og så kun den rette modtager ville høre hans ord. Pax lagde en hånd i Junos nakke, dernæst en over hans pande, berøringen hastig, fast, og ganske tydelig ikke til forhandling. "Du er varm. Føler du dig syg?", lød det dernæst, tonen ligeså beordrende som de arrede og senede hænder. Pax var oprigtig interesseret, altid interesseret skønt Juno igennem de sidste måneder undgik ham, som var han Zaladin selv. Han vidste ikke hvorfor... Men det var ikke gået hans næse forbi, og skønt han forsøgte at fange Juno i sit spind, kendte han ham for godt og undslap ham altid. Det var begyndt at sætte sig i Pax' bevidsthed og i nattens mørke grublede han over hvorfor...

Heller ikke denne gang skulle få Pax få noget svar. Heller ikke denne gang blev Juno siddende, deres arme og lår stødende op af hinanden...

Pax så efter ham, hans stålgrå øjne ikke villig til at forlade den så velkendte skikkelse, der var blevet til en fremmeds. Heller ikke ved lyden af et fnys og en hæs latter, der indikerede hemmeligheder, der ikke var Pax'.
"Han er ved at blive voksen, var?"

***

Pax slog døren op før, at han nåede at tænke tanken til ende. Hvad han så, fik ham til stoppe brat op: nøgne kroppe, røde ansigter, manifesteret usikkerhed. Han sukkede og lagde en hånd over begge øjne, han gned til lyden af et skingert hvin af overraskelse. Indvendig bandede han, ikke villig til at gøre det, der dernæst måtte følge.
Han skulle heller ikke være der. Ikke nu af alle tidspunkter... Pludselig virkende det ikke vigtigt at finde nye stofbleer...

Pax anlagde sin mest alvorlige mine og tog de to unge i nærmere øjesyn. Pigen var rund alle de rigtige steder men tydeligt også kun i starten af hendes pubertet. Det samme gjaldt knægten. Igen måtte han bande.
"Jess. Tag tøj på. Vent udenfor", lød kommandoen, der gjorde pigen fri af sin lammelse.

Der skulle ikke mere til end Pax' nærvær før Juno blev irriteret. Han kunne ikke gøre for det eller gøre noget ved det, helt instinktivt fik han lyst til at skubbe den ældre dreng væk fra sig. Han kendte ham for godt, men han kendte ham også som noget han ikke var; et lille barn, der havde brug for hans hjælp og hans bekymring. Sammen med Pax følte han sig lille. Ligeså meget som det kunne få ham til at føle sig tryg og beskyttet, kunne det drive ham til vanvid, og det var også følelsen af tryghed, der fik Juno til at blive siddende, med Pax' hænder mod sig, så længe som han gjorde.
Et helt sekund overvejede Juno at give efter. At lade sine anspændte skuldre falde på plads, og lade sin krop finde hvile op mod Pax'. Han vidste, at han ville lade ham, hvis han påstod at være syg. Han vidste at Pax ville lægge en arm om ham og finde tid til at sidde med ham et par minutter, måske oven i købet følge ham i seng. 
Men det var ikke et par minutter han ville have, og han kunne ikke fjerne den anstrengelse der løb igennem hele hans krop, så snart Pax kom tæt nok på ham til at deres kroppe rørte steder hvor den ældre fyr sikkert ikke engang bemærkede det, imens den selvsamme berøring var ved at drive Juno til vanvid. 

Med en skulen skubbede Juno Pax' hænder af sig. "Jeg er ikke et barn længere," snerrede han, imens han rejste sig op. Der var stadig en plet på hans trøje, da han med et dræbende blik i Edwards retning vandrede væk med ben, der var ved at blive for lange til ham. 

***

Selvfølgelig er det Pax, tænkte Juno, ikke overrasket over sit eget held eller manglen derpå. Selvom han vidste, at Pax ikke var interesseret i ham - ikke var interesset i nogen, hvis man skulle tro rygterne, generede det ham stadig, at han havde fanget ham sammen med Jess. Hvis nu Pax nogensinde skulle ombestemme sig på det punkt, ville Juno ikke give indtrykket af at han var optaget. 
Alligevel slap Juno hende ikke, da hun blev bedt om at gå, men hev hende ind i et vådt kys, hans hænder begravet i hendes lange hår, og betragtede hende med et smil, imens hun klædte sig på, selvom det tog alt i ham ikke at skæve til Pax. 
Først da Jess havde forladt dem, begyndte Juno at hive sine egne bukser på. Han havde brug for afledningen, så han havde en grund til fortsat ikke at se på Pax. 
"Er du her for at skælde mig ud?" spurgte han, og selvom han ikke havde ment det sådan, kom hans stemme lige så irriteret ud, som den altid gjorde for tiden, når det var Pax han talte med. 

Pax' ene øjenbryn skred længere op i panden, da Juno rakte frem og kyssede Jess. Det tog Pax en usigelig mængde af selvbeherskelse ikke at himle med øjnene af den provokerende gestus, at hamre døren i, da pigebarnet omsider forlod dem med ildrøde kinder og derefter at give sig til at råbe af Juno. Ikke, at han i grunden var vred. Langt snarere handlede det om, at Juno var irriteret, altid irriteret på ham, altid ivrig efter at skubbe Pax udover kanten af frustration. Og for hvad? Og hvorfor?

Pax tog en dyb indånding og lænede sig demonstrativt op af døren, ikke villig til at lade Juno slippe fra ham som det første. De var nødt til at tale sammen, om ikke andet i forhold til det, Pax netop havde bevidnet.
"Hør, jeg ved ikke hvad der sker for dig for tiden, men du bliver nødt til at tænke dig om, hvis du begynder at lægge mellem pigers ben!" Pax slog den ene hånd ud til siden, en handling af afmagt og frustration, alt imens hans øjne for henover Junos utilnærmelige skikkelse, ledende efter en eller anden grad af fornuft og forsoning.
"Jeg ved godt, at jer drenge - begynder at tænke på den slags men -" Pax tav og tvang sig selv til at tage en dyb indånding, hvorefter han lagde sine arme over kors. Han havde haft disse snakke før men af uransagelige årsager var det anderledes, næsten... for intimt. "Jeg går ud fra, at du ikke er interesseret i at gøre nogen tykke med et barn. Så. Ved du overhovedet hvordan - har I snakket med Edward? Er I sammen, dig og Jess?"

Selvom han kæmpede for ikke at give Pax sin fulde opmærksomhed, gled Junos blik over ham, da han hørte ham læne sig op ad den lukkede dør. Paxs skuldre var blevet brede, og når han løftede sin hånd, kunne man se hvor musklerne i hans overarm bulede. Juno havde været hård og nøgen, da Pax trådte ind, men det forhindrede ham ikke i pludselig at få det værre.
Indelukket i rummet, der var så lille, at det nærmere kunne beskrives som et skab, bildte Juno sig selv ind at han kun skulle indånde dybt for at kunne lugte Pax, selv på deres afstand. Juno vidste, at han var ved at blive skældt ud, men han hørte knap nok ordene, hans opmærksomhed stjålet af en fantasi om at få Pax til at tage sig af problemet imellem hans ben. Havde han ikke hjulpet ham med alt andet indtil nu? 
Snakken om risiko for børn, var det første der fik anden reaktion ud af Juno, end det hjernedøde blik han havde haft, imens hans tanker havde været på Paxs brug af sine hænder. Han skar en grimasse og rystede på hovedet. 
Han vidste, at der ikke var andre veje ud, end den dør Pax blokerede, men instinktivt tjekkede han omkring sig alligevel. Det her ville have været et perfekt tidspunkt at stikke af på. I stedet var han nu tvunget til at møde Pax' blik. Juno havde endnu ikke taget sin trøje på, men brugte den til at have noget at knytte sine hænder om, der behændigt også skjulte at hans krop ikke var faldet ned endnu. 
"Jeg snakker ikke med Edward," mumlede Juno irriteret, hans tone langt blidere end den plejede at være omkring Pax, kanten af den taget af, af at situationen ikke føltes virkelig. Han var i et lille, indelukket og mørkt rum med Pax, halvdelen af hans tøj allerede af ham, og hvis Pax troede han stadig var et barn, måtte han snart til at indrømme, at det ikke længere passede. Hele situationen var mere fantasi, end det var virkelighed. 
Men ikke nok med at det var virkelighed, det var også en mulighed. En åbning af den slags, som Pax selv havde trænet ham til at se. Som når kvinder bar for mange varer hjem, til at mærke hvis deres lommer blev tømt, eller når en mand på kroen havde fået så meget at drikke, at han havde samme problem. Der var muligheder over det hele og det her var en af dem. 

"Edward vil heller ikke snakke med mig. Han vil bare drille mig." Juno fortalte det lavmælt, som lukkede han Pax ind i en af sine hemmeligheder igen, med lige nok af sandheden til at han ikke behøvede lyve. Edward ville uden tvivl gerne lære Juno alt der var at vide, men måden helbrederen ville gøre det på, involverede uden tvivl en masse dril, og Juno var fast opsat på at håndtere sit problem med Pax selv.
"Og jeg er ikke sammen med Jess, vi vil bare gerne det samme," tilføjede han med et skuldertræk, uden at tage blikket fra Pax, opsat på at se hans reaktion denne gang. 

Pax skar en grimasse og nikkede medgivende. Der herskede ingen tvivl om, hvorvidt Edward ville drille de uvidende skønjomfruer eller ej. Langt snarere var det et spørgsmål om, hvor ødelagte af skam og forlegenhed de ville være, når de omsider kunne flygte fra helbrederens faldefærdige hjem efter, hvad der føltes som en evighed. Pax havde ikke selv været udsat for forhøret eller den gnæggende forklaring, for han kunne ikke huske nogensinde, at have været i tvivl om de konsekvenser intimt samvær kunne have. Nogen gange glemte han, at det ikke var noget alle af hans unger vidste…

Pax gned sit ansigt, tog en dyb indånding til at ruste sig på, hvorefter han omsider lod sit blik fæstne sig på Juno igen. Han mærkede frustrationen og afmagten boble i hans blodårer, men værst af alt var den lille stemme, der blev ved med at minde ham om, at Juno ikke længere kunne udstå synet af ham; at han ikke vidste hvorfor; at han ikke forstod det…
”Det her er ikke noget, der rager mig –”, svarede Pax omsider, velvidende at de begge vidste, at han selv mente det var en løgn. Sandheden var mere kompleks, deres mange år sammen den kulmination, der havde ledt dem til dét øjeblik. ”Hvad jeg mener, er, at jeg ikke gider høre om hvorfor I går i seng sammen. Det er jeres sag. Det der med forelskelse og sådan – det er, hvad det er.” Pax viftede affærdigende med hånden og kørte den dernæst igennem de vilde krøller, så de strittede endnu mere end før. Der lød et svagt bump, da Pax efterfølgende lod sin tynde ryg kollidere med dørens tynde træ, som kunne den gestus alene signalere hvor utilpas ved hele situationen han følte sig.
”Har I snakket om – du ved nok… Beskyttelse. Så Jess ikke pludselig bliver gravid. Ved du – du ved da godt, hvordan dét sker, ikke?” Pax hævede begge sine øjenbryn, hans blik næsten bedende og hans sind krakeleret af forlegenhed. Det her, nej, det her med Juno var så meget anderledes, end når de andre drenge var kommet til ham med lyserøde kinder. Dér kunne han forholde sig koldt og klinisk, men Juno var så meget mere for ham. For første gang følte Pax sig bekvemt ved at stille spørgsmålstegn ved en andens gøren og laden.

Juno var sikker på at Edward kunne gøre hvilken som helst ung fyr pinligt berørt, men for tiden skulle Edward ikke gøre andet end at skæve i Pax' retning når Juno så det, før han fik lyst til at synke ned i jorden og forsvinde. Han var overbevist om at Edward ville introducere ham for et helt nyt niveau af forlegenhed, hvis han fik fingrene i ham og fik lov til at italesætte den tiltrækning Juno ikke havde kunne skjule for helbrederens skarpe øjne. 

Juno vidste, at de begge var klar over, at alt Juno lavede ragede Pax og omvendt. Indtil for nylig havde Juno nægtet at lave noget som helst, hvis ikke han kunne lave det med Pax. Han havde fulgt ham i hælene som en ælling med sin mor. Når de en sjælden gang imellem havde været adskilt, havde Juno ikke kunne snakke om andet end ham. Ikke engang andres drillerier, havde kunne få ham til at holde kæft. Men det havde været dengang Juno stadig selv havde troet, at han bare så op til ham. 
Juno himlede overdrevent med øjnene, da Pax nævnte forelskelse. Den blonde fyr var kun lige ved at finde ud af, at man sagtens kunne være fysisk sammen uden at være forelsket, men det var en opdagelse han ville få gjort godt brug af indenfor de næste par år. 

Hans blik fulgte Pax' bevægelser, og han sank en klump, da de grå krøller faldt ned omkring hans ansigt igen. Ikke for første gang ønskede han, at han kunne begrave sine egne hænder i hans hår, og ubevidst strammede han sit greb om sin trøje, imens han hjerte galoperede afsted. 

En hæs latter undslap ham, da Pax, tydeligvis utilpas, kom ind på beskyttelse, og Juno rystede på hovedet, imens hans blik forlegent landede på gulvet. Nogle af Flokkens kvinder havde lært fra sig til hvem end de kunne komme i nærheden af, og især Juno havde fået et par advarende snakke, da han opdagede at hans naturlige charme virkede lige så godt på piger, som den gjorde på ofre der skulle snydes. Men Pax så så utilpas ud, og Juno kunne ikke misse chancen for at gøre det værre. 
"Hvor skulle jeg vide det fra?" spurgte Juno, imens han endelig trak sin trøje på, for at kunne skjule sit ansigt, og dermed sin løgn, bedre. "Du ved hvor dårlig jeg er til at sidde stille. Jeg er altid stukket af fra den slags samtaler, for at lede efter dig i stedet."
Juno rettede på sin trøje og derefter på sit hår. De blonde lokker var blevet uglet rigeligt til af Jess, men det tog ikke mere et par strøg med sine hænder, før Juno med sin evne lignede en forkælet rigmandsunge igen. Da han rettede sig op igen, hans ryg rank og hans blonde hår strøget tilbage, med hænderne i sine lommer og et afventende blik på Pax, som var det hans skyld, at han ikke vidste noget om sex, kunne han lige så godt have været den arving til et handelsemporium som han var født til at være. 

Pax gjorde sit bedste for ikke at tabe underkæben eller snurre rundt på hælen og stikke af. Hvad Juno insinuerede, gik ikke Pax’ næse forbi og i samme øjeblik følte Pax også, helt og fuldkomment, at han ikke havde været sit ansvar bevidst. De havde trods alt altid været sammen – hvem, udover ham selv, skulle have sat Juno ned og fortalt ham, hvor lidt der skulle til før, at to blev til tre?
For at undgå at miste fatningen, bed Pax tænderne sammen og tvang sine anstrengte skuldre tilbage på plads. Hans stålgrå øjne blev mørkere af alvor, hans ansigt utilnærmeligt og hårdt, som var øjeblikket et ganske andet og som var Juno noget ganske andet. Som han stod dér, hans ryg rank og hans blik afventende, var det også nemmere end hidtil. Han lignede dét, han var født til at være og ikke dét, han var blevet i stedet. Des mere Pax betragtede ham, des mere gik det også op for ham, at Juno ikke længere var ti år gammel og at han ikke rigtig havde erkendt det før i dét øjeblik.

Pax tog en dyb indånding og nikkede dernæst resolut, som følte han slet ikke den forlegenhed, der til stadighed befandt sig i hans bryst. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det på en ordentlig måde, så du får den bare råt. Jeg havde ikke rigtig overvejet, at du – ja… var blevet så gammel.” Pax trak lidt på den ene skulder, en anelse kvalfuldt. I hans blik var der dog også noget andet. Noget der kunne minde om stolthed, men som ikke rigtig var dét – i hvert fald ikke alene det.
”Du ved, piger bløder… Og det kan sådan variere hvornår og… Ja, men… I hvert fald… Så er der nogle dage imellem blødningerne hvor, at hun kan blive gravid og det er noget af det, I skal tage højde for, hvis I… Hvis I sådan, du ved…” Pax virrede lidt med hovedet, hans øjne knebet let sammen og rettet nådesløst mod Juno, som kunne han, hvis han bare tænkte hårdt nok, give Juno forståelsen igennem hans tanker. ”Er meget tætte… Fysisk… Ligesom to puslespilsbrikker…” Langsomt gled Pax’ øjenbryn op, tiggende om at Juno forstod foruden, at han skulle forklare yderligere og i øjeblikket der fulgte, glemte han helt at trække vejret. Hastigt skyndte han sig at tale videre:
”I kan lave andre ting. I kan godt røre ved hinanden, det sker der ikke noget ved, men… Hvis du, du ved…”

Junos ene øjenbryn hævede sig skeptisk. Havde Pax lige sagt, at han havde opdaget, at han ikke var et barn længere? Undrende gled Junos blik op og ned ad den anden fyr. 'Så gammel' var ikke helt det samme som at kalde ham voksen, men Juno nød det ikke desto mindre. Det var svært selv at se, hvor kort tid det var siden at han havde været lille nok til at klatre på Pax som et træ. 

Det var lige før at Juno fik medlidenhed med Pax, som han kæmpede sig igennem en forklaring af hvordan piger kunne blive gravide, men det var tilstrækkelig sjovt og uspecifikt nok til at Juno kun fik blod på tanden til at presse ham yderligere. 
"Puslespilsbrikker?" gentog han, med påstået forvirring, og hvor han indtil da havde holdt sig så langt væk fra Pax som han kunne i det lille rum, tog han nu et par skridt i hans retning, indtil der var mindre end en halv meter imellem dem. Det var forfærdeligt for Juno at være så tæt på Pax - det testede hans selvkontrol mere end noget andet, når han vidste at han kunne række ud og røre ved Pax, men også vidste, at han ikke måtte. 
Han havde flere gange forestillet sig, hvad der ville ske, realistisk set, hvis han bare kyssede Pax. Han forudså et medynkende blik, og trøst han ikke ville have. Han forudså Pax give sig selv skylden, både for Junos følelser og for hvorfor det ikke ville fungere. Han forudså Pax forsøge at sætte ham op med søde piger på hans egen alder. 'Har du set hvordan Ella kigger efter dig?' eller 'Jeg snakkede med bagerens datter forleden, hun er på din alder. Du burde invitere hende ud, næste gang du er i nærheden, I ville være et sødt par'. Lige så blind som Pax havde været for Junos følelser indtil nu, lige så blind ville han være for, hvor ondt det ville gøre hver gang han forsøgte at fjerne Junos følelser for ham. Han foragtede allerede Pax for noget, der ikke var sket endnu - og som aldrig ville komme til at ske, hvis Juno kunne undgå det. Indtil den kærlighed Pax følte for ham blev romantisk eller seksuel, havde Juno ikke tænkt sig at afsløre hvordan han selv havde det. 
"Hvilke andre ting kan vi lave?" spurgte han og kunne ikke helt holde morskaben ude af sin stemme, da han spurgte, men håbede at Pax var for forlegen til at høre andet end uskyld og nysgerrighed. Pax havde trods alt været rimelig blind for de fleste af de måder Juno manipulerede sine omgivelser på, af valg eller af kærlighed, det vidste Juno ikke.

Pax gned sit ansigt, dernæst sine øjne mens han mumlede noget usammenhængende. ”Ja, du ved…” Han trak lidt på den ene skulder, rettede sig op og trak skuldrene ned på plads. Han stod lidt og betragtede Juno, og skønt han var optaget af sin egen forlegenhed og uvidenhed, nåede han at bide mærke i den andens morede udtryk. Han tillagde det dog aldrig dét, Juno egentlig havde intention om. I stedet tænkte Pax, at Juno grinede af hans utilstrækkelige forklaring og dét faktum, at alle vidste, at Pax ikke besøgte nogens senge og ej heller inviterede noget med i sin.

Pax tog en dyb indånding og skubbede den pinlige følelse fra sig. Juno var ikke som ham, han ønskede fysiske forhold og fordi, at det forholdt sig sådan, måtte Pax gøre sit for at forberede ham. Sikre sig, at der ikke skete noget, Juno ikke kunne komme tilbage fra.
”Hvis du stikker pikken op i hende gentagende gange, så bliver hun gravid før eller siden. Hvis det er det, I ønsker, så fred være med det men jeg tvivler –” Pax hævede et skeptisk øjenbryn, men lod ikke Juno svarer. I stedet fortsatte han sine nådesløse ord. ”Så brug dine hænder eller tunge i stedet, lad hende gøre det samme eller vælg en eller anden knægt, så det slet ikke bliver et problem for jer. Du behøver vel ikke høre mig fortælle, hvor den så skal forsvinde hen.” Pax skubbede sig fri af døren og skævede dernæst til Juno, hans blik pludselig eftertænksomt.
”Hvorfor undgår du mig?”

Juno stod i chok, hans mund hængende åben, da Pax begyndte at forklare for alvor. Han havde aldrig hørt ham tale om sex på den måde, og havde egentlig ikke troet at det var en opgave den anden fyr kunne overkomme. Pax havde også helt ret - Juno var ikke interesseret i at gøre nogen gravid. Han var ikke interesseret i at få et barn, og selv hvis han var, så var der rigeligt i Flokken at tage sig af i stedet. 
Indtil da havde han følt en afstand til det han havde lavet med Jess, og til at Pax havde taget dem i det, men da Pax begyndte at forklare alternativer, steg varmen straks op i hans ansigt. Den information han havde troet at han ville kunne bruge til sine fantasier om Pax, var pludselig i stedet noget pinligt, og Juno hev forlegent op i udskæringen af sin trøje, for at tørre snavs eller sved af sit ansigt, der ikke var der. Med ét føltes rummet halvt så stort som før, og det var ikke gjort bedre af, at Pax havde rettet sig op. 
"For at undgå den her slags samtaler," mumlede han og tog et skridt tilbage. "Når vi er sammen, føles det som om du slet ikke ser mig. Du ser bare den der lille unge, jeg plejede at være. Jeg er træt af at blive undervurderet." Nonchalant trak Juno på skuldrene, i et forsøg på at skjule, hvor svært det var for ham at snakke om. "Må jeg gå nu? Lover jeg nok skal lade være med at gøre nogen gravid."

Pax betragtede Juno for et langt øjeblik, hans ansigt ulæseligt. Hans overraskelse var dog mærkbar i hans eget sind. Pax havde ikke overvejet, at Juno rent faktisk ville svare hans ord med sin egen sandhed, lade ham vide hvad der foregik. Pax kunne tilmed godt se, hvad han mente - eller rationelt forstå hvorfra hans protest udsprang. Havde han behandlet Juno som et barn? Så han ikke, at Juno var ved at blive voksen? Sandsynligvis ikke. Pax var ikke bleg for at indrømme, at Juno var hans blinde punkt.
Da han omsider brød tavsheden, der havde lagt sig omkring dem, var det med et nik og ordene: "Det skal ikke ske igen... Jeg har faktisk en opgave til dig."

***

Pax var altid i gang. I løbet af dagen sad han sjældent stille for andet end et hurtigt måltid mad, men det slog ham aldrig før, ikke rigtigt, de stunder, hvor han sad ned og han ikke kunne huske hvornår, at han eksempelvis sidst havde siddet på en tagryg og betragtet Den Nedre Bydel uden intention.
Som eftermiddagen meldte sin ankomst fandt Pax vej forbi Edward, der dog ikke var hjemme. Det forhindrede ikke Pax i at gøre sig til rette i det så velkendte køkken, en varm kop te mellem hænderne og med begge fødder smidt op på en nærtliggende stol. Der var ikke noget, der krævede hans umiddelbare opmærksomhed, intet der dikterede, at han skulle befinde sig nogen andre steder end dér, hvormed han mærkede en mærkværdig rastløshed, der fik hans krop til at summe i alarmberedskab. Hvad havde han glemt? Der måtte være noget... Så fordybet i sine egne tanker bemærkede han ikke, at Juno pludselig også befandt sig i huset før, at døren blev lukket i bag ham. 

Juno fortrød sine ord, så snart de havde forladt ham. De var den delvise sandhed, men han havde mest sagt dem for at såre Pax. For at få ham til at lade emnet ligge og give Juno den plads han havde brug for. Han vidste ikke, hvad der ellers kunne have givet samme effekt, men han fortrød det ikke desto mindre, af frygt for at hans ord havde ødelagt noget imellem dem. 
"En god én?" spurgte han med et forsigtigt grin.

***

Ligegyldigt hvor meget Juno druknede sig i piger eller øl, var det stadig Pax, der sendte en strøm af længelse igennem ham, uden andet end sin tilstedeværelse, og det var ved at drive Juno til vanvid. Til sidst var han nødt til at bukke under og indrømme for sig selv, at det nok var bedst at få snakket med nogen om. 
Den nogen var Edward. 
Indenfor var der dog ingen helbreder at se. Til gengæld skulle Juno knap nok gå ind i huset, før han fik øje på Pax. Et langt øjeblik blev Juno stående i gangen, hans blik låst med Pax', imens han overvejede sine muligheder. Han kunne stadig nå at gå, finde Edward på et andet tidspunkt og fortsætte med at undgå den mand han var så forfærdeligt forelsket i. Eller han kunne tage tyren ved hornene. 
Det var hans krop der tog beslutningen for ham. Junos fødder ledte ham mod køkkenet og mod Pax, selv som han tænkte at det var den dårligste beslutning han kunne have taget, indtil han stod ved siden af den gråhårede fyr og knappede sin frakke op i det varme hus. "Hvad laver du her? Hvor er Edward?" Selvom der var andre stole i køkkenet, gjorde Juno et nummer ud af at skubbe Pax' fødder væk fra den stol de hvilede på, så han selv kunne sætte sig i den. 

Pax så op, da Juno trådte ind. Han sendte ham et skævt smil og betragtede ham, mens han tilsyneladende bestemte sig for, om han skulle stikke af eller gøre ham selvskab. Erkendelsen fik ham til at se væk, ivrig efter at give Juno en eller anden form for følelse af, at han til stadighed kunne beslutte sig til trods for, at det, han undgik, sad ikke mange meter fra ham. Det var måske tåbeligt at tro, at det kunne lykkes men ikke desto mindre forsøgte han. Juno var trods alt sin egen herre.
Lidt efter hørte han dog trin og indvendig bandede Pax over, at han havde søgt tilflugt i Edwards hjem. Juno måtte føle sig forpligtiget til at sætte sig til rette, og det, at han puffede Pax' støvlebeklædte fødder af stolen, bekræftede på en eller anden måde dén antagelse.

Pax trak på skuldrene og tog en tår af sin te. "Jeg har ikke noget vigtigt for lige nu", svarede han ærligt, hvormed han lod Juno bestemme, hvad det betød - og derved hvor meget han ville investere i samtalen. "Og hvad angår Edward... Så befinder han sig sikkert med næsen i en øl. Så vidt jeg ved, er alting stille lige nu." Pax skævede til Juno ud af øjenkrogen, hans blik eftertænksomt og tilbageholdent. Han ville gerne spørge ham, hvad han selv foretog sig der af alle steder men vidste bedre end at give efter for den impuls. De sidste måneder havde været næsten fredfyldte, men Pax vidste, kunne fornemme, at Juno stadig ikke var tilfreds med ham. Havde det været enhver anden...

Ikke noget vigtigt for lige nu. En mulighed, en ide, slog rod i Junos sind. Givet at han kunne finde modet, så ville Pax være den mest oplagte at snakke med sit problem om. Fyren havde været der for ham igennem alt andet, hvorfor skulle han stoppe nu? 
På trods af den viden, var Juno pludselig bange for, at noget ville blive permanent ødelagt imellem dem, når han først fortalte om sit problem, og han indså med en ny følelse af panik, at hvis han skulle ødelægge deres venskab, så ville han ikke have at deres sidste interaktion havde været ham, der forsøgte at undgå den gråhårede fyr. 
Juno stolede på Pax, men skævede alligevel omkring dem for at bekræfte at de virkelig var alene, før han rykkede sin stol hen ved siden af hans. Det var det tætteste de havde været på hinanden i flere måneder. Juno søgte Pax' blik og da han ikke straks fik det, skubbede han til hans knæ med sit. 
"Har du savnet mig?" spurgte han og lænede sig tilbage i stolen uden at tage sit blik fra Pax. "Eller synes du også jeg er blevet en røvirriterende teenager?" Han forsøgte sig med et forsigtigt smil, selvom han ikke ligefrem var vant til at indrømme at han undgik Pax med vilje, eller at han var irriterende, eller alt andet end en ansvarlig voksen. 
Han skubbede til Pax' knæ igen, men denne gang lod han deres lår forblive fluks op mod hinanden, selvom det satte hans hjerterytme betydeligt op. 

Pax flyttede sit blik fra tekoppens grumsede bund til Junos koralblå blik. Den andens spørgsmål kom bag på ham og havde Juno ikke tilføjet de næstfølgende ord i spøg, havde Pax ikke vidst, hvad han skulle have svaret ham. Ikke, at han ikke var bevidst om det, for det var han skam, men fordi, at de ganske enkelt ikke havde for vane at snakke sådan sammen. Det nye var uopdaget grund og dét fik Pax til at stoppe brat op, hans instinkt vakt.
"Jeg har tænkt en del på dig", svarede Pax sandfærdigt og hævede begge sine øjenbryn i en sigende grimasse. "Du har jo slet ikke kunne udstå synet af mig og det... Var en udvikling jeg ikke lige havde set komme. Vi plejede at være... - " Tætte. Ens. På samme side. Hinandens. "- Gode venner."
Pax trak lidt på den ene skulder og fjernede dernæst sit blik fra Junos. Han vidste ikke, om han lykkes med at skjule hvor såret og frustreret han havde været. Derfor skyndte han sig at tale videre, ikke villig til at give Juno mulighed for at deducere det, han ønskede at holde for sig selv.
"Men jeg forstår... Taget alting i betragtning. Der er mange ting, der har ændret sig. Jeg har måske... Undervurderet hvordan det ville påvirke os begge to." Fordi, at jeg tog os for givet. Det ser jeg nu. Jeg har altid regnet med, at vi hørte sammen, fordi at det er sådan det føles i mig...

Juno havde ikke regnet med et sandfærdigt svar, og slet ikke med et af den slags, der skar ham i hjertet. Han havde hele tiden følt, at han havde været nødt til at skubbe Pax væk fra sig, for enten at kunne komme sig over sine egne følelser, eller for at blive voksen nok i den andens øjne til at kunne få ham til at gengælde dem, og at se hvor såret Pax blev havde kun gjort det der måtte gøres, sværere at gøre, så som regel var Juno stukket af, inden havde kunne se Pax' reaktion. 
"Det har ikke påvirket os," påstod Juno straks, selvom han vidste, at det modsatte var sandt. Han havde trods alt selv hjulpet den ændring i deres forhold på vej, kæmpet med næb og klør for den. "Vi er stadig... os. Dig og mig mod resten af dem." Selv som han sagde det, vidste Juno godt, at det var det modsatte af hvad han havde udstrålet de sidste mange måneder og hans blik faldt nedad, imens han energi gjorde det samme. Han kunne stadig nå at redde det de havde.
"Det var faktisk - det var fordi jeg gerne ville snakke med Edward om noget, at jeg kom. Jeg ville høre ham om din mening om noget.." Det var det tætteste på sandheden han kunne komme, uden at indrømme den direkte, men selv dét var svært for ham at sige, og han lænede sig fremover, hans albuer hvilende mod hans knæ, imens han gned sit ansigt på samme måde, som han havde set Pax gøre så ofte. Det var langt fra det eneste han havde fået fra ham. 
"Men nu kan jeg godt se at det var ret dumt ikke bare at spørge dig direkte," tilføjede han med et hæst grin og skævede kortvarigt til Pax, inden han fejt så væk igen. Da han åbnede munden igen, var det som om al mod blev taget fra ham. Han kunne ikke længere forestille sig at Pax ville reagere med andet end latter, hån eller ynk, og ingen af delene var til at overkomme. Pludselig kunne han ikke engang holde tanken ud om at skulle se Pax hver dag. Se, hvordan det påvirkede ham at Juno trak sig væk fra ham, når alt Juno egentlig ville var at krybe helt tæt op til ham. 
"Jeg har besluttet at lave min egen bande. Jeg forlader Flokken." Det røg ud af ham, tanken først opstået i hans hoved samme sekund som han havde sagt den højt, men han vidste, at det var den eneste mulighed der kunne få ham væk fra Pax, og samtidig ikke få ham helt ud af miljøet. Han havde brug for en åbning for at holde øje med ham, for han var ikke klar til at slippe ham, ikke helt.