"Åh, vi fra Dragorn går meget op i det med familien .. ofte mere end jer mennesker, men vi lever jo også længere." Smilede Aunahild. "Så du siger endelig til, hvis jeg kan kede dig med fortællinger om mine børn og børnebørn.." Det var jo blevet til nogle stykker gennem årene, og selv om hun kunne kontakte de fleste telepatisk, savnede hun dem alligevel meget.

"Jeg vil utvivlsomt nyde vinteren i Dianthos. Der er så meget at se og vejret er jo en del mildere så langt sydpå.." De fleste beboere i Dianthos ville nok ikke beskrive byen som beliggende specielt langt mod syd, men man så anderledes på det, når man kom helt oppe fra Krystalbjergene.

Hun tog en slurk af sin te og smilede. "Som shaman har jeg ofte skulle rådgive i forskellige anliggender .. brygge urter til forskellige medicinsk virkning.. nogle gange til mere åndelig virkning. Min særlige evne er, at jeg er i stand til at se sjæle og ånder.. nogle gange har de behov for at blive ledt på vej."

Romeo smilede ved den ældre kvindes åbenhed og varme. Han tvivlede stærkt på at hendes historier ville kede ham,
 "Du fortæller bare løs. Jeg er lutter øre." han smilede til hende, hvorefter han kradsede lidt på koppens kant med sin fingernegl imens han tænkte, og nævnte så, "Har nogen fortalt dig at du har en rar stemme? Den får i hvert fald mig til at føle mig afslappet." komplimenterede han hende. Ilden, teen og Aunahild var en perfekt kombi til at føle sig afslappet, og han kunne mærke at den stress som hang over ham som en grå sky, forsvandt for en kort stund. 

Da Aunahild nævnte at Dianthos lå meget syd, forundrede det præsten. Han ville normalt ikke kalde Dianthos særlig sydligt beliggende, men det var måske anderledes fra dværgekvindens synspunkt. 
"Ja, jeg tænker at vinteren kan være mere hård der hvor du kommer fra." sagde han venligt, og skuttede sig ved tanken om vinter. 

"Åndelig virkning? På hvilken måde?" Spurgte han nysgerrigt og fjernede ikke blikket fra hende. Mon Aunahild kunne brygge noget der kunne hele hans sjæl? Eller i så fald gøre ham mindre træt? Mindre ængstelig og stresset? Eller var dette blot en del af ham nu. 
  Romeo nikkede da hun fortalte om sin evne, og han lyttede med omhu. Mon Aunahild kun kunne se dødes sjæle, eller om evnerne sågar rakte ind i levendes? Kunne hun se ham som han var? Han håbede det ikke. 

Aunahild slog en munter latter op. Det var rart at se den stakkels, trætte udseende mand få slappet lidt af. Mennesker, især dem af hankøn, havde ofte så frygteligt travlt, at de glemte at passe på sig selv. Ud af øjenkrogen holdt hun øje med hans kop - det  kunne tænkes, at den ville få brug for at blive fyldt op igen.

"Jamen, så vil jeg skam ikke holde mig tilbage. De fleste af mine bor i Dragorn, men nogle af draget ud .. min ene søn, Sigmundur, og hans kone ville gerne være eventyrere, forstår du. Det var ikke et liv for deres barn, så hende tog jeg under vingen .. en dejlig pige."

Hun nikkede vidende og tog en tår af sin te. "Vinteren i Nordlandet kan være ganske frygtelig. Selv de mest hårdføre dværge ved, at man ikke skal trodse en snestorm, ønsker man at opleve den kommende sommer.."

Snakken faldt på urterne og hun klappede en af sine små poser ved siden med sin krogede hånd. "Sindet er en besynderlig en. Med de rigtige urter, kan man tage en drømmerejse og lære sig selv bedre at kende. Der er også lidt mildere ting, til at dulme kaotiske følelser eller åbne sindet til at tage imod mentalisme.." Hun prikkede sig selv på siden af hovedet med en pegefinger. "Men man skal huske, at urters virkning kun er midlertidig! Det er det, der ligger bagved, der skal fikses, hvis man skal have en permanent virkning.." Hun sendte ham et skarpt blik, for nysgerrigheden i hans stemme, var ikke gået hende forbi.

  Romeo sad og lyttede interesseret til Aunahilds fortællinger om sine børn. Han blev meget overrasket over at forældre kunne forlade sit barn, men det hørte måske kulturen med sig. "Og hvad laver Deres barnebarn nu?" spurgte han mildt, for at holde snakken kørende - det beroligede ham. Han tog endnu en slurk af sin te, den var blevet en god temperatur nu. 

  Han prøvede at forestille sig de voldsomme snestorme i Nordlandet, og var egentlig glad for at vinteren ikke blev særlig hård i Dianthos.

 Kaotiske følelser.. Romeo blev en smule chokeret da Aunahild så skarpt på ham, og han følte sig som en elev der havde fået en reprimande af sin lærerinde. Havde han kommet til at lyde lidt for ivrig da han spurgte ind til urterne? "Selvfølgelig." Lød det hurtigt fra ham og han skyndte sig at studere sin tekop som om det pludselig var det mest interessante han havde set i lang tid, inden han så tog en tår af teen. 

 Han rømmede sig forsigtigt, "Urter, og den slags.. Deres fag, er noget jeg altid har haft lyst til at høre mere om.. men i et erhverv som mit har jeg ikke så meget tid til det. Så, tak fordi du ville dele det med mig." 

At Romeo spurgte ind til hendes barnebarn, glædede hende omgående. Familien var et emne som Aunahild elskede at tale om, medmindre det omhandlede hendes søn Baern, der stadig var lidt af et ømt punkt for hende.

"Hendes navn er Eri, og hun er stadig ved at finde sin vej i livet, tror jeg.." Klukkede Aunahild. "Hun går og kaster lange blikke efter alle de kønne damer i Dragorn, så jeg regner ikke med, at der kommer oldebørn den vej igennem.."

Ikke, at det gjorde Aunahild noget. Familien var ganske stor, og de skulle nok komme andre steder fra. Hun håbede dog, at Eri ville finde lidt mere ro og tryghed i livet på et tidspunkt - måske et erhverv og en person, der gjorde hende glad.

Hun så på den unge menneskemand med lidt mildere øjne:

"Man kan bruge hele livet på at lære. Jeg er sikker på, at det ikke er for sent for Dem .. og der skulle være mange bøger om emnet i Dianthos' biblioteker, har jeg hørt." Hun tog en lille tår af koppen og stillede den fra sig for at gribe om kedlen: "Mere te, eller er De på vej videre?"

 Romeo smilede mildt da han lyttede til Aunahild fortælle om sit barnebarn. Han kunne mærke hvordan hun virkelig måtte elske sit barnebarn. "Hun må være en rigtig charmør," kom det venligt fra ham. "Ønsker De mange oldebørn?" spurgte han nysgerrigt, med en bekymret panderynken - ærgerlig på hendes vegne hvis hun ønskede dette og ikke kunne få nogen. Dog som de begyndte at komme ind på emnet om Aunahilds familie, begyndte hans egne tanker at distrahere ham. Han ville ikke være uforskammet og afbryde hende - så han tvang sine tanker bort, og lyttede med nyfunden interesse til hende. 

 Bøger, kunne han finde masser af i Dianthos, men.. desværre havde han ikke kunne finde noget om at bryde sin forbandelse. Hvis han kunne bryde den.. ville han måske endelig kunne vende hjem og se sin egen familie igen. Hvis bare.. 

Romeo sad og pillede lidt ved koppen da hun spurgte om han var på vej videre. Han var stille lidt, og lignede en der havde noget på sinde, men havde svært ved at få det sagt. Flammerne i bålet knitrede sagte som en påmindelse om hvor stille der var blevet, og at han hellere måtte tale frem for at tie. 

  "Øhm.." han lavede små cirkler med fingrene på koppen imens han tænkte, med dybe fuger i panden. "Ved De... måske noget om at ophæve forbandelser?" Han tænkte først på sin egen, men det var for risikabelt at udstille sig selv. Hun virkede allerede en smule mistænksom når det angik ham. Så istedet gik hans tanker på Phillippe. Han havde ikke set ham siden deres første og sidste.. møde.. taget i betragtning af hvordan den endte. Men, Romeo var en mand der holdt sit ord - et løfte var et løfte. Og han havde lovet Phillippe at forhøre sig om der var en måde at ophæve hans forbandelse på. 
  "En slags.. tilknytningsforbandelse. Hvis man kan kalde det dét." Han sank en nervøs klump, bange for at være gået over stregen for kvindens gavmilhed. Han så forsigtigt hen på hende. 

"Joo, det ville da være ganske dejligt .. heldigvis har jeg en større flok unger, så det skal nok komme." Smilede den ældre dværg. Hun holdt meget af sin familie - børn, børnebørn og det hele. En lille del af hende var ikke helt sikker på, om hun ville nå at vende tilbage til Dragorn efter at have set resten af verden .. ikke med den alder, hun havde. Men hvis det var tilfældet, så var det også i orden. Hun havde haft et langt og godt liv.

Det var tydeligt, at den unge præst havde noget på hjerte, og hun skyndte sig at hælde mere i hans kop, mens han tænkte over, hvad han ville sige. En alvorsrynke var dukket op mellem hendes bryn.

"Hmm, forbandelser siger De.. Mest hvis det har med de afdøde at gøre." Tilstod hun, da hun trods alt kendte en del til det med ånder og hvad de kunne finde på at efterlade sig af modbydeligheder, hvis de ikke var tilfredse med den måde, de havde forladt livet på. Men det lød ikke helt som det, han mente..

"Men hvad med, at De fortæller det hele fra starten af. Så kan jeg bedre fortælle Dem, om jeg kan gøre noget." Sagde hun venligt.

 Romeo var glad for at Aunahild havde en stor familie om sig - også selvom hun ikke var tilstedeværende hos dem nu, så måtte hun have haft et rigt familieliv i sin tid med dem. Det gav Romeo hjemve for sin egen familie. Det var omtrent femten år siden han sidst havde givet sin mor et kram. Den sidste gang han så på sin lillebror, Beau, var natten til da han forsvandt. Og selvom hans far kunne være en svær person at omgås til tider, var han en god mand. Det fik ham til at tænke på hvordan de mon klarede sig nu. Da tanken gjorde for ondt, forsøgte han det bedste han kunne at skubbe det væk. Han havde ingen familie mere; det havde han selv valgt. 

 "Jo.." brummede han lavmælt, og kradsede lidt ved sine neglebånd i det han forsøgte at huske hvad Phillippe havde fortalt ham dengang. "Jeg skal se om jeg kan huske det korrekt." Han rynkede brynene og prøvede at få ordene til at give mening, så de ville give nogenlunde mening for Aunahild. 

 Præsten gjorde et kort nik og begyndte så at fortælle, "Min.. ven," Ven, Romeo smagte lidt på ordet; Det lød underligt når det kom fra ham. Normalt ville han ikke have brugt sådan en vending, og slet ikke efter deres afsked; han var ikke engang sikker på at Phillippe ville se deres relation som venskab. Så hvorfor han fik sagt ven, fremfor en bekendt, forekom som en overraskelse for ham. Han forsatte, "Er udsat for en forbandelse. Han nævnte at denne forbandelse gør at han ikke kan leve uden hende. Den gør ham fysisk som psykisk dårlig når han har været væk fra hende i omtrent en måned." 

Han rynkede panden, og begyndte at kradse mere ved sit neglebånd. "Han brugte vist ordet, visne." Et suk forlod hans læber, og han kiggede op på Aunahild, for at se om hun måske lod til at vide noget om sådanne forbandelser eller ej. 

Aunahild nippede til sin te, lyttende i tavshed til Romeos fortælling. Han tøvede lidt ved ordet ven, men hvad der præcis lå i det, kunne den gamle dværg ikke sige - det var personligt, og hun ville ikke spørge ind til det, hvis han ikke ønskede at fortælle. I forvejen viste han hende stor tiltro ved at åbne op om denne forbandelse..

"Det lyder som en mørk magi .. ved denne .. kvinde, hvem der har kastet forbandelsen? Det lyder som om de begge er ramt af den.." En kærlighedsmagi af en art, men af den slags, der ville tvinge folk sammen, frem for at lade det ske naturligt .. hun rystede en smule på sit hoved for sig selv. Nej, det var ikke den rigtige måde at gøre tingene på.

At det var manden der visnede, kunne tyde på, at han var offeret for forbandelsen, men at magien på en eller anden måde var rodfæstet i eller stammede fra kvinden. Havde hun afgivet et ønske til en dæmon eller en djiin om at beholde ham hos sig?

 Romeo lyttede og så opmærksomt på Aunahild som hun overvejede den andens fortælling. Han håbede måske hun kunne komme på noget - men måske var det et langt skud ud i tågen. Til og med vidste han ikke så meget mere.. det var kun ganske lidt Phillippe havde fortalt om forbandelsen der hvilede over ham. 

 "Min forståelse er.. at det er kvinden, som har kastet forbandelsen." Han gnavede sig i indersiden af kinden og tænkte lidt. Var der andet han havde glemt at tilføje? Romeo syntes ikke at han kunne huske andre vigtige detaljer. Imens han kiggede ind i bålets flammer sank han en klump. Det var måske nyttesløs.

 "Men.. " Han trak opgivende på skuldrende, "Jeg ved dog ikke forfærdeligt mere.. blot at han er i smerte - og bange." Han rystede ærgerligt på hovedet og kiggede ned i sin tekop med et lille suk. "Jeg beklager at jeg ikke kan give Dem mere at arbejde med en dét." kom det dæmpet fra ham, og han trak undskyldende i mundvigen. 

Aunahild smilede venligt, men undskyldende. Det var tydeligt, at det gik den venlige, unge mand på, og utvivlsomt var det en frygtelig forbandelse - men også noget, der gik ud over Aunahilds evner.

"Jeg kan desværre ikke fortælle Dem så meget .. men med den type magi, er der ofte indgået en pagt med noget andet. En ånd eller en dæmon. Hvis De ønsker at hjælpe deres ven, må de finde ud af, hvad præcis der er sket." Hun så ind Romeos øjne med et alvorligt blik.

Hun sænkede derefter stemmen en smule. "Og ønsker man at bryde forbandelsen, kan det være nødvendigt at finde den, der har skabt den .. måske væsnet kan tilbydes noget bedre eller man kan .. overvinde det." De sidste ord kom lidt tøvende, for det var næppe en god idé at sende den unge præst på en dæmon-jagt, såfremt det da virkelig var hvad, der plagede hans ven.. 

 Romeo så med alvorlig omhu på Aunahild. Det havde været et langt skud ud i tågen, men der var alligevel et spædt håb der havde vokset sig frem i ham, skønt han godt vidste at det var meget at forvente af en fremmed. Men hun kunne selvfølgelig ikke fortælle meget; det havde næsten været for nemt, ikke? 

 "Mhm.." Et beklemt smil, der var blandet med taknemmelighed banede sig frem om hans læber, inden mundvigene faldt ned til sin neutrale tilstand endnu engang. Han skulle finde ud af præcis hvad der var sket. Det var nok ikke nemt, for.. hvem ved om han nogensinde ville se Phillippe igen? Præsten klemte om koppen i sine hænder, og sænkede blikket til væsken. Den ældre dværgekvinde forsatte dog, omend ganske dæmpet, og det fik Romeo til at spidse ører, og klemte øjnene opmærksomt sammen som han hævede blikket og betragtede hende. Overvinde det? "Som i at.. slå den ihjel?" Spurgte han eftertænksomt, og stirrede lidt ind i ilden. Slå den ihjel.. ønsker man at bryde forbandelsen.. Kunne det overføres til varulve forbandelsen? Muligvis ikke. Ud fra hans evige undersøgelser, og opslagsværker så var der intet der tydede på det.. 

Aunahild kiggede med bekymring i blikket på den unge præst. Hun ville gerne tilbyde sine råd, men det var ikke hendes ønske, at sende ham ud på en farefuld færd, hvor han måske ville omkomme .. for hvilken chance ville have han have mod en eventuel magtfuld dæmon?

"Ja, men det vil kræve stor, magisk hjælp.." Skyndte hun sig at sige. En dæmon var ikke noget, man blot kunne dræbe med et fysisk våben. Åh ved alle guderne, hvad havde han dog rodet sig ud i?

"Jeg håber for din ven, at det er muligt at finde en løsning, der ikke bringer jer alle i fare.." Sagde hun stilfærdigt. Hun tømte tekoppen og gjorde mine til at begynde at pakke den lille lejr sammen. Hun ville gerne undgå at opholde sig alt for længe i Lazura.

Romeo hørte varslen i Aunahilds stemme mens blikket forsat betragtede flammerne. Et spædt suk forlod hans næsebor mens han eftertænksomt gnavede sig i indersiden af kinden. Stor magisk hjælp..

Det grønne blik der emmede af udmattelse søgte hen på kvinden og gjorde er lille anerkendende nik til hendes ord. Som hun forsatte, lod han blikket hvile på Aunahild. En løsning der ikke bringer alle i fare.. var det overhovedet noget han skulle blande sig i? Ham og Phillippe var alligevel ikke på talefod. 
"Tak, jeg ønsker ham blot det bedste." Sagde han ærligt, men med en smule håbløshed gemt deri.

Som dværgekvinden begyndte at pakke sammen, gik det op for Romeo at for alle parters skyld, måtte han hellere selv komme videre også. Romeo tømte sit krus for te, og med en resolut bevægelse kom han op at stå med et dæmpet suk. 

"Nåh.. Jeg må nok også selv se at komme videre. Er der noget jeg kan hjælpe Dem med inden vi skilles?" Han rakte hende det tomme krus.

Aunahild så lidt mere beroliget ud, da han trods alt ikke lød som om, han var klar til at fare i flæsket på en dæmon. Hun nikkede lidt for sig selv, mens keddel, krus og urter fandt vejen tilbage i hendes oppakning. Hun havde en del at slæbe på, men hun var trods alt også en dværg - og selv om hun var gammel, var der stadig styrke i hende.

"Åh, tak for at tilbyde. Jeg satte pris på selskabet .. så det eneste skulle blot være, om der er noget, jeg skal være særligt opmærksom på, når jeg følger landevejene til Dianthos?"

Spurgte hun smilende. Hun havde godt hørt, at der kunne være uroligheder på grænsen til Turmelinien, men han så ud til at have rejst noget mere i omegnen, end hun selv havde gjort..

Romeo stod stille og betragtede den ældre dværgekvinde med en blanding af forundring og beundring. Der var en form for ro og accept over hende, som den unge præst selv drømte om at kunne mestre en dag. Et trist, men taknemmeligt smil formede sig om hans læber, da hun vendte blikket væk. Han var ikke engang klar over, at hans ansigt havde antaget sådanne folder.

Med et stille nik bekræftede han hendes bemærkning. Han havde virkelig sat pris på hendes selskab. Det var berigende at samtale med en fremmed, der var så anderledes end ham selv. Hun havde åbnet hans øjne for nye perspektiver, og han følte sig taknemmelig for det, skønt han stadig stod uklar i forhold til Phillippe. 

Da Aunahilds blik faldt på Romeo, fremtvang han det triste i smilet væk, men læberne var forsat presset sammen, og kragetæer kunne skimtes i øjenkrogene af præsten. "På den anden side af bjergene langs Turmelinien har der været en del uro. Men de behøver slet ikke at tage den rute til Dianthos. Jeg vil anbefale dem at følge stierne sydvest i Azurien, i retning mod Dianthos," sagde han med et lille oprigtigt smil, selvom gløden manglede i hans grønne øjne. Heldigvis var det nok svært at se det i mørket der lå omkring dem. 

Aunahild nikkede taknemmeligt. Det var et godt råd - hun var jo blot en enlig dværgekvinde, og selv om hun havde et trick eller to i ærmet, kunne hun ikke gøre meget, skulle hun blive overfaldet på landevejen. En enlig rejsende indbød da netop også ofte til den slags, men fulgte hun sin sunde fornuft og de sikre veje, skulle hun nok nå til Dianthos.

"Jeg takker mange gange. Både for råd og selskab." Sagde hun, placerende oppakningen på ryggen, inden hun greb sin vandrestav og gjorde sig klar til at tage af sted. Hun kunne nok lægge en fin afstand bag sig inden solnedgang, og forhåbentlig ville hun ikke møde flere af de storsnudede, spidseørede lokale..

Hun tog afsked med den unge herre, håbende at han fik styr på sine problemer. Nu hvor hun havde set ham med sine egne øjne, ville hun altid have mulighed for at kontakte hende telepatisk .. måske hun i fremtiden lige ville høre, om det var gået ham godt..

"Det er mig der takker." svarede præsten mildt, og smilet formede sig ligeså, mens hans blik dalede ned til Aunahild. Han ønskede hende al lykke og held på sin rejse. Hun var heldigvis en temmelig frisk kvinde taget i betragtning af hendes alder, alligevel kunne han ikke lade være med at føle sig bekymret for hvad hun kunne møde på sin vej. Forhåbentlig ville der ikke ske hende noget, det bedte han til. 

Som afskeden blev taget, vinkede han ganske blidt efter hende, og da hun ikke længere var at se, samlede han selv sine ting sammen og begyndte at gå i den modsatte retning, tilbage mod byen, og til kirken i Lazura. Smilet der før havde hængt om Romeos læber var forsvundet, og mundvigene hang automatisk nedad. Phillippes forbandelse virkede ikke sådan til at bryde - og lige så lidt hans egen. Romeo havde håbet på mere klarhed, men som så mange gange før endte han altid med hovedet mod en mur. Med dybe fure i panden, begav han sig i et rask trav og nåede kirken inden mørket helt nåede at banke på.