Eyid studerede hende i tavshed, mens hun fik fumlet sig ud af rummet - glemte Distriktskronen, huskede Distriktskronen og et øjeblik så ud som om hun ville sige andet og mere, end hvad der endte med at komme ud af munden på hende. 
    Heldigvis fik hun stoppet sig selv. Heldigvis... For hvis hun ikke havde været i stand til det, vidste Eyid heller ikke, om han havde... Hænderne var knyttet så hårdt bag hans ryg, at senerne skreg hele vejen op i hans underarme. 
    Og så - endelig - klirrede perleforhænget sammen bag hende, og han kunne slippe sine hænder fri med en snerren; kunne slappe af i kroppen uden at skulle frygte, at den pludselig gjorde noget fatalt...
    "Dybet tage dig...!" mumlede han sammenbidt for sig selv, mens tangen, hun havde viklet omkring hans underarm, blev flået op med korte, koncise bevægelser, og følelsen af hendes villighed under hans hænder, spøgte bagerst i hovedet og gav ham kvalme. 
    Endelig kom de løsnede skæl til syne, og med Netflænseren i hånden gav han sig til at genvinde kontrollen, til vandet omkring ham lugtede metallisk af blod og smerten havde krystalliseret hans tanker og rettet fokus tilbage til dét, der var vigtigt.
    Med hende er du svag...
  

"Cyreesai?"
Cyreesai fornemmede, at nogen havde sagt hendes navn en del gange efterhånden med den tone, der blev lagt for dagen nu. Hun brød sit tankemønster og så op, hvor hun blev mødt af Arkitekttalerens skarpe blik og et sæt øjenbryn, der næsten ikke kunne komme længere op i panden på ham. Han ventede på svar på et eller andet, gjorde han ikke?
"Ja, jeg er enig," proklamerede hun, men fangede straks Atha'ames chokerede udtryk og åbne mund. Hun måtte trække i land, og det hurtigt. "Jeg mener nej! Altså-" Hvorfor så Atha'ame stadig ud, som om hun lige havde kvalt en fisk med de bare næver foran dem? "Jeg undskylder, Rådsmedlemmer. Jeg tabte mig selv i tanker om, hvordan vi laver det næste piratangreb." Åh, forkert ordvalg. "Altså ikke laver - jeg mener..."
"Las os alle sammen tage en kort pause og få noget at spise!" Atha'ame rejste sig op og kom hende til undsætning - som altid. "Det har været en lang session allerede. Vi samles igen om to stimedrejninger."
Cyreesai åndede lettet op og forlod sin plads ved bordet for at finde noget at sætte tænderne i. Inden hun nåede særligt langt, var Atha'ame ved hendes side med et så bebrejdende ansigtsudtryk, at Cyreesai pludselig blev helt sikker på, hun nok skulle blive en god mor. 
"Hvad har du gang i, Cyreesai? Kan du i det mindste ikke prøve at koncentrere dig om samtalen?" spurgte hun.
"Jeg sov ikke så godt," halvløj Cyreesai og undgik øjenkontakten. Hun kunne ikke ligefrem fortælle Atha'ame, at tanker om hendes storebrors læber havde holdt hende vågen. "Jeg spiser noget nu - det skal nok hjælpe."
"Ja, det håber jeg ved Dybet," vrissede Atha'ame, og plastrede så et perfekt smil på ansigtet, inden hun svømmede hen til Arkitekternes Taler. Der var vist noget, der skulle reddes, inden det gik helt galt. 

Cyreesai selv fandt et net med hummerhaler og gav sig til at gnave aggressivt i dem. Kort efter blev en hånd lagt på hendes skulder, men den var for stor og hårdhudet til at være Atha'ames. 
"Jeg håber ikke, jeg er skyld i nogen forvirring her," sagde Rhodion. "Det var ikke min mening at gøre dig distraheret. Rådsarbejdet kommer først i rækken."
"Nej, nej," skyndte Cyreesai at svare med munden fuld af hummer. "Det er ikke dig, det ... Jeg har bare meget om ørerne. Det skal du ikke tænke på."
Rhodion så ud til at ånde lettet op og fjernede sin hånd fra hendes skulder for at tage en håndfuld tangkerner. 
"Er du fri efter mødet? Vi kan tage en rokke en tur ud på søgræsmarken syd for revet. Det kan være, det kan give dig et tiltrængt afbræk fra alt arbejdet," sagde han med et smil, hun overhovedet ikke kunne tyde.
"Øøøøh... Jaeh, det lyder ..." begyndte hun, men kunne ikke rigtig finde ud af, hvad hun skulle sige, og endte med bare at stoppe der. 
Rhodion ventede på mere, men da det gik op for ham, at det ikke kom, smilede han bare igen, og gjorde antræk til at svømme væk med sine tangkerner. "Så ses vi bagefter, Cyreesai."
Lidt hummerskæl flød ud i vandet foran hendes synsfelt, og hun fik sunket det, hun havde i munden og lagde resten fra sig uden at tænke over, at hun virkelig burde rydde op efter sig selv. Det var alligevel tid til at komme tilbage rundt om bordet, og hun fulgte efter skinnende, grønne skæl frem for Atha'ame. Der var som sådan ikke faste pladser, og man kunne stille sig, hvor man ville, så Cyreesai fik mast sig ind ved siden af Eyidivan. 
Inden Atha'ame var klar til at kalde til stilhed, så de kunne begynde igen, lænede Cyreesai sig ind mod Eyid og lod sin hånd søge hans under bordet.
"Kan du ikke dræne mig lidt?" hviskede hun til ham. "Bare en lille smule? Lige nok til ro i hovedet, så jeg kan holde det her møde ud."

    Det havde været Eyids plan at bruge dette møde mellem Rådet og nabodistriktets Arkitekter til at få Atha'ame til at fremsætte sig selv i et dårligt lys - på en måde, så der ville blive pustet til Håndværkernes harme over, at det efter borgerkrigen var blevet besluttet at lade Arkitekterne stå for en god del af genopbygningen. 
    Men i stedet var det Cyreesai, der formåede at få sagt alle de forkerte ting - dog til Arkitekterne, hvilket bestemt ikke passede ind i Eyids planer. Så da pausen var forbi og hun lod sig glide ned ved siden af ham med sin bøn, sendte han hende et sigende sideblik.
    "Hvis du lover ikke at sige noget, før dine tanker er på ret køl igen," hviskede han tilbage og rakte under bordet hånden ud for at lægge den på hendes knæ - drænede en ganske lille smule af hendes enorme reserve. Det føltes som om energien piftede blodet i hans årer op - fik det til at løbe stærkere og drive enhver træthed ud af hans system. Han lod hånden ligge, selv da han brød forbindelsen imellem dem; ville gerne have, at hun hørte efter, hvad han sagde: "...du bliver skyld i en diplomatisk fadæse, hvis du ikke tager dig sammen, Sai. Husk på, at I har haft et tæt samarbejde med Takhee'ta-distriktet i hvad... et årti? Lad nu være med at smide det på gulvet, fordi du ikke kan holde fokus..." Lad nu være med at sætte flere forhindringer i vejen for mine planer... 
    Han gav hendes knæ et lille klem for at tage brodden af den hviskede irettesættelse - det var ikke altid let med Cyreesai; hun reagerede godt på ligefremhed og ærlighed, men enormt dårligt på kritik eller en belærende tone... Nogle gange var det bare svært at vide, hvordan hun ville fortolke ens ord...
    "...Gojira-familien i nord lukket af for adgangen til de store tangskove gennem deres Distrikt - medmindre, selvfølgelig, man betaler deres uhyrlige toldbeløb! Og nu hvor vi ikke ligefrem er på... god fod med Thuki'ath-distriktet er det et problem for vores Søgere - vi mangler materialer til vores byggerier - og vi håbede..." Arkitekternes taler sukkede så dybt, at havtænderne omkring hans hals klirrede imod hinanden. "Vi håbede, at De, Distriktsleder Atha'ame, måske ville tage en snak med Najubi-disktriktet - vi ved jo, at De personligt havde stærke bånd med dem dengang Reformisterne-"
    "Taler," afbrød Atha'ame. Eyid var temmelig sikker på, at det ville gå over hovedet på størstedelen af bordet, men for ham var det tydeligt at hun var beklemt ved drejningen. "Jeg lagde Reformisterne på hylden for længe siden. De unionistiske tanker vi udtrykte dengang var resultatet af et umodent og impulsivt sind - jeg er heldigvis blevet ældre og klogere siden da."
     "Jeg snakker ikke om Reformisternes gamle mærkesager, Distriktsleder," præciserede Arkitekternes Taler manende. "Vi spørger blot om De ikke - for gammelt venskabs skyld - kunne bruge Deres indflydelse til at sætte et møde op med Najubi-distriktet. Måske lægge et godt ord ind også... Vi har virkelig desperat brug for en alternativ rute til Tangskovene..."
    "Najubi er et... prekært Distrikt, Distriktsleder," advarede Håndværkernes Taler, og Eyid kunne have klappet i sine små hænder... Det uvenlige blik, der blev smidt i retning af Arkitekternes Taler gik ham bestemt heller ikke forbi. "Gojira-familien yder stærk indflydelse over det."
    "Gojira bør holde sig til deres eget Distrikt," indskød Eyid neutralt, og Atha'ame tog åbenbart dette som opbakning fra sin storebror, for som håbet sagde hun: "Jeg skal nok opsætte et møde, Taler. Men jeg kan ikke love noget for udfaldet - det må være op til jeres egne folk."
    

Mødet var væsentlig mere udholdeligt med Eyidivans hånd på knæet. Den lille, langsomme dræning, fik hendes sind til at beroliges og kroppen til at sidde lidt mere afslappet. Hun foldede hænderne på bordet og gav sig til at lytte - noget hun ikke tilnærmelsesvis havde gjort indtil nu. Uønskede tanker forduftede for en skøn ro, og det begyndte langsomt at gå op for hende, hvad det her møde egentlig handlede om. Heldigvis klarede Atha'ame det hele ret godt uden hjælp, og Cyreesai kunne nikke og smile og forholde sig tavs - et tip en vis grøn havmand også havde givet hende lige inden de satte sig igen. Efter de indledende diskussioner bød hun ind med lidt viden om Najubi-distirktets svage punkt ved udmundingen af tangskoven mod vest - noget, der potentielt kunne handles med, hvis Gojira ikke bare lige ville sætte sig ned til en forhandling om bedre adgang. 
Da mødet nåede sin ende, var der lidt flere underliggende, simrende vredesblikke og hævede overlæber, end hun var komfortabel med, men hvorfor det lige var sådan, kunne hun ikke helt lure. Hun måtte sørge for at holde et opfølgende møde med Atha'ame og blive helt skarp på, hvorfor deres samlinger i øjeblikket føltes som at træde vande omringet af hajer. Lige som hun skulle til at sætte efter Atha'ame, flød Rhodion dog hen til hende og hvor han hurtigt havde snoet sig henover gulvet for at aflægge distancen, løftede spruttearmene ham nu op i hendes højde.
"Vi mødes bare derude - jeg skal lige ordne noget," sagde han og forduftede så hurtigt, han var kommet - dog ikke i en røgsky.
"Ehm... Det skal jeg vel også," mumlede hun til absolut ingen, hvorefter hun fortsatte hen mod Atha'ame, klar til at få en røvfuld over sin tidligere opførsel - selvom det aldrig ville virke normalt at få en røvfuld af sin bedste vens lillesøster.

Med Cyreesai informeret havde Rhodion fundet det han skulle ordne; Eller nærmere den.
Ude på en af gangene rundt om Hjertet strøg han mod de grønne skæl, der lyste op som om idioten havde smurt sig ind i luminøscent gel (og det skulle egentlig ikke overraske Rhodion, hvis han havde). Med en hurtig spruttearm, der blev over dobbelt så lang i strakt tilstand, greb han fat i Eyidivans skulder og smækkede ham op mod koralvæggen. Heldigvis var den fortabte Ke'Jaelin-søn vendt tilbage med et ekstra stort behov for at forlade lokaler alene, og det gjorde bestemt ikke noget lige nu. 
"Hey, makker," sagde Rhodion brysk og trak sig selv helt op i fjæset på grønskollingen. "Hvad tror du lige du har gang i, hva'? Sad du og gramsede på din distriktsleder under mødet?"

    Tentaklen, der sugede sig fast over Eyids skulder, kom ud af det blå og rev havmanden ud af de tanker, han ellers havde været sunket hen i, mens han langsomt pakkede sine ting sammen og lod resten af mødet forlade lokalet inden han selv satte kursen imod døren. Han skar en grimasse, da hans ryg kolliderede med koralvæggen - hårdt - og fik så løftet blikket; så hvem der havde overfaldet ham.
    "Ah," bemærkede Eyid fladt og stirrede igen - ind i Rhodions skiftende, mangefarvede øjne med de underlige, aflange pupiller. Farveskiftene var jo til at få kvalme af... "Så når det sker i Rådssalen er det et problem, men uden for Hjertet er det fint at stikke sin tunge ned i halsen på hende? Er det dét, du lever dit liv efter, Taler? Jamen, dét skal jeg så huske..!"
    Rhodion lagde sin vægt bag fangearmen med en snerren, og Eyid måtte skære en grimasse - sugekopperne på den enorme blækspruttearm ville uden tvivl efterlade blodunderløbne mærker...
    "Jeg ved ikke, hvad du taler om, Ke'Jaelin!" hvæsede den anden havmand, og Eyid tvang sig selv til at le, selvom det var svært med fangarmens knusende vægt imod brystet. Latteren kom tydeligvis bag på Rhodion - vant som han var til den politiske maske og de neutrale udtryk Eyid holdt sig til i Rådsregi. 
    "Jamen, så siger vi det!" fik han frem og måtte så gribe om Rhodions fangearm, fordi den truede med at lukke for blodtilførslen til hans hoved. Jægeren var ikke til at rokke, og et øjeblik ønskede Eyid, at han havde en hjernekraft-til-krops-ratio, der var forskubbet bare lidt til den anden side, så det ikke skulle være så let for alle de forpulede muskelbundter, han var omgivet af, at passe ham op... "Tror du helt ærligt selv, at jeg kunne lægge en hånd på Cyreesai, hvis hun ikke ville have det? Tror du, hun ville afholde sig fra at brække samtlige af mine fingre, bare fordi vi havde fint besøg fra Takhee'ta? Så kender du hende tydeligvis ikke særlig godt, Sprutte, men dét kunne jeg vel have sagt mig selv!" 

Noget man ofte glemte ved spruttefolk var, at de kunne bevæge deres sugekopper uafhængigt af hinanden og styre dem forskelligt. Så når der lagde sig en arm henover Eyidivans skulder, var det med omkring fyrre sugekopper, der bevægede sig i alle retninger, drejede og formede sig efter hans hud og satte sig fast med varierende intensitet.
Især mens der kom ord ud af Eyidivans mund, blev grebet strammet og de frie fangarme foldede sig omkring sig selv og hinanden, så man ikke længere kunne skelne, hvor mange han egentlig havde under sig. For ordene gjorde ham nervøs. Det kunne ses i hans ansigtsudtryk, og kunne man ikke tyde dét, skulle man blot kigge på hans farvespil, der var overgået til en række grønlige farver, der passede ret godt til Eyidivan, men meget lidt til Rhodion. Ordene var sande. Cyreesai ville knække enhver midt over, der så meget som forsøgte at gøre noget ved hende, som hun ikke brød sig om (hvorfor Rhodion selv også var en anelse forvirret over, at hun ikke havde opsøgt ham noget mere, for hun havde jo netop ladet ham kysse hende - og det havde været et ret godt kys selv, hvis han skulle sige det) - så havde hun virkelig ladet Eyidivan befamle hende under mødet? Havde han set forkert? Nej, Eyidivan sagde det på en måde, der ikke benægtede det. Hvordan vidste han i øvrigt at der havde været kysseri uden for rådssalen? Der måtte havde været nogle Ke'Jaelinner i nærheden, da det skete... 
"Hah!" udstødte Rhodion endelig - fnysende! - og støttede sin rigtige arm på væggen bag Eyidivan, så hånden var lige ud forhans ansigt. Herpå lænede han sig væsentlig nærmere havmanden som for at trænge ind i den personlige sfære med vilje (ikke at spruttemænd i forvejen havde megen respekt for sådan en). "Der er ikke nogen, der kender Va'Chakessa særligt godt, men din tilbagekomst har ændret noget. Det kan vi alle sammen se," Han blottede tænderne i en snerren og sænkede stemmen. "Jeg så den kniv ligge i Hjertet efter jeres lille snak for en måned siden. Hun prøvede sikkert at stikke dig ned, men du fik hende på bedre tanker måske? Hvad end det er for nogle havheksekunster, du har gang i, kunstnerfisk, så synes jeg du skal tænke dig riiiiiiigtig godt om, før du fortsætter," Den bløde spruttehud blævrede mellem fangarmene, og ved hans hænder gennemgik huden det samme farvespil - nu i en aggressiv rød - som blækspruttedelen af ham. Uhyggeligt nok ændrede hans ansigtsform sig og blev mere spids i det, mens to små horn dukkede op ud af hans pande. "Alle dine fine idéer er et årti gamle, makker, og Va'Chakessa har ikke brug for dig."

    Da Rhodion lænede sig frem imod ham, blev hele Eyids indre mørkt et øjeblik, som havde en skyklap lukket af for den virkelige verden og kastet ham tilbage - tilbage før forståelsen... før Zahinael hærdede ham og gjorde ham til et våben...
    Nej... hviskede hans indre - den indre stemme, der for længe siden var holdt op med at lyde som hans egen, men nu i højere grad havde Spionmesterens tonefald. Kontrol... Lad ikke et uværdigt væsen som Rhodion indgyde frygt i dig - hvad kan han gøre dig? Hvad kan nogen udsætte dig for, som du ikke allerede har udholdt?
    Dén tanke bragte af én eller anden grund en snert af vrede med sig. Og vreden bragte bekymring og den efterhånden velkendte kvalme, ved kroppens forventning af smerte. 
    Men vreden var heldigvis brugbar, så dén holdt Eyid ved - brugte den til at finde dét nedladende, øretæveindbydende udtryk frem, der altid havde virket som brændende olie på Cyreesais temperament. Med en lynsnar bevægelse strakte Eyid halsen og plantede et hurtigt, provokerende kys på Rhodions næsetip.
    "Hvad vil du gøre mig?" spurgte han og løftede et udfordrende øjenbryn. Nej, han kunne ikke konkurrere med Rhodion, når det kom til rå, fysisk styrke, men hvis Zahinael havde lært ham noget, så var det, at det sjældent var rå, fysisk styrke, der i sidste ende knækkede en mand. Som regel var dét betydeligt lettere, hvis man først formåede at såre hans stolthed... "Hvis du har ret, og Cyreesai vitterligt forsøgte at stikke mig ned, men så kom på bedre tanker... vil du så gøre arbejdet færdig for hende? Tror du helt ærligt, du ved bedre end din Distriktsleder? Eller du tror måske, Cyreesai er en sådan kvinde, der bryder sig om tåbelige brushoveder, der tror, de skal redde hende? Vi kan også vende den om engang - antage, at grunden til, at hun ikke modsætter sig min berøring, er fordi, hun ikke har noget imod den. Hvad så? Hvad vil du gøre ved det? Prøve at overbevise hende om, at hun tager fejl?" Han slog en lille latter op. "Held og lykke med dét! Så har du nok mere held med at banke mig sønder og sammen her - forsøge at afskrække mig! - men så er løbet ligesom også kørt for dig, ikke sandt? Eller! Lad os vende det hele på hovedet endnu en gang!" Eyid fangede Rhodions blik med fandenivoldskheden spillende i sit eget - dét hér; det var det han gjorde bedst. Den eneste våben han nogensinde havde haft imod idioter som Rhodion; foragt. "Hvad nu hvis dén kniv, du er så besat af, i virkeligheden var min? Hvad hvis jeg har din Distriktsleder i et jerngreb? Hvad hvis hun lader mig komme nær, fordi jeg holder noget forfærdeligt over hendes hoved? Hvad vil du så gøre, Sprutte? Risikere at min vrede går ud over hende?" Et hårdt smil trak Eyids mundvige op, og han klemte en enkelt gang med dén hånd, der havde forsøgt at fjerne Rhodions spruttearm. "Er vi færdige?"

Rhodion svingede imellem forvirring, afsky og foragt, og ingen af følelserne indtog rigtig sin plads på hans ansigt, før den næste trængte sig på. Alle Eyidivans opstillede scenarier var skræmmende - for Cyreesai kunne da på ingen måde bryde sig om den slibrige kunstnerfisks berøring. Kunne hun? Og han kunne da ikke have hende i et jerngreb - så ville hun bare gøre det af med ham... Ville hun ikke?
Dertil kom at tantekysset på næsen havde givet ham den største lyst til at flå alle de grønne skæl af ham, men hvad man havde lyst til og hvad man kunne tillade sig, var ikke altid det samme. Desværre.
Man kunne se, hvordan han overvejede sine ord. Lige indtil Eyidivan leverede den sidste sætning. Så slap Rhodion taget i ham og skubbede sig væk. Med et fast greb i en af loftets udskæringer, holdt han sig flydende højere end Eyidivan og bibeholdt sin røde farve og den truende holdning.
"Du er færdig Ke'Jaelin," snerrede han. "Jeg skal nok komme til bunds i det her - og så er du færdig."
Med de ord spredte han sine fangarme og skød sig selv af sted ned ad gangen væk fra Eyidivan, efterladende en stor røgsky hvor han lige havde været.

Cyreesai sad på en afsats ude foran Hjertet over indgangen og trillede tommelfingre. Hun havde fået sin reprimande af Atha'ame og lovet, det ikke ville ske igen. Et løfte, hun vidste, hun nok ikke kunne holde. Nu ventede hun på at Rhodion blev færdig med hvadend, han skulle ordne, så hun kunne tage med ham ... Hvor var det han havde sagt, de skulle hen? Jagt? Nej, det havde ikke været jagt, havde det? En af tangskovene? 
Cyreesai mindedes en af hende og Eyids ture derud. De havde svømmet om kap mellem de høje træer - for alt de gjorde var en konkurrence - og hun havde kun lige holdt sig foran ham uden at snyde og bruge sin magi til at fortynde vandet omkring sig. Mens mindet genspillede sig for det indre blik, ændrede det pludselig karakter, og i stedet for at give hende den obligatoriske lammer på skulderen, da hun vandt, trak han hende nu ind til sig i et længselsfuldt kys. 
En kuldegysning bragte Cyreesai tilbage til nuet. Hun opdagede, hun sad og bed sig i læben, da det begyndte at gøre lidt for ondt.
Måske burde hun bare svømme hjem og prøve at samle tankerne. Det her gik jo slet ikke.

     Eyid vendte kort ansigtet væk, da Rhodion efterlod en blæksky i sit kølvand, men forankrede så blikket i den andens brede ryg og kneb de store øjne en anelse sammen. Forblev lænet op af koralvæggen og lod også hovedet falde tilbage imod den ru overflade, idet Rhodions vrede, røde skikkelse forsvandt omkring et hjørne for enden af gangen. Så tillod han et lille smil at trække op i den ene mundvige. Dét... havde været lidt for tilfredsstillende...

    Rhodion forlod Hjertet af en sidedør med en fart så hidsig, at den fik et par Samlere til skyndsomt at springe til side for den stadig rødlige Spruttemand. De lange, kødfulde spruttearme dansede arrigt omkring den mere menneskelignende torso, og udtrykket i Rhodions ansigt var mildest talt frygtindgydende. Dog sagtnede han farten og blev en anelse mindre skrigrød, da han fik øje på den ensomme skikkelse over Hjertets hovedindgang. Med en hurtig gælleindånding fik han styr på toppen af sin vrede, og tvang så et lidt mere forsonligt udtryk på sit ansigt, da han samlede fangearmene under sig og lod dem skubbe ham gennem vandet - op til Cyreesai på afsatsen. 
    "Du ser... tænksom ud, Distriktsleder," sagde han indledende - en hilsen var ikke nødvendig, når de nu havde aftalt at tage på jagt sammen. Hun ventede vel på ham, gjorde hun ikke? "Er du klar til at gå?"
    Det så ikke umiddelbart sådan ud, så uden at vente på svar slog han sig ned ved siden af hende på afsatsen og fulgte hendes blik ud over Distriktet. Den hidsige, røde farve var så småt ved at lægge sig for i stedet at blive erstattet af blå og dyblilla farvespil, der bølgede som røg henover huden på ham. 
    "Hvorfor sidder du her, Cyreesai? Er der noget, der går dig på?" 
    Havde der virkelig været noget i dét, Ke'Jaelin havde spyttet ud i hovedet på ham inde i Hjertet? Havde den slibrige Kunstnerfisk noget på hende? Blev hun afpresset? Rhodion knyttede hænderne. Hvis dét var tilfældet, skulle han nok komme til bunds i det - så skulle han nok beskytte hende. Ingen skulle true Distriktsleder Cyreesai...

Cyreesai havde været klar til at gå. Smutte fra aftalen, som hun stadig var i tvivl om, hvad egentlig gik ud på, og så bare svømme hjem og begrave sig under det tunge tangtæppe indtil nogen igen syntes de havde brug for hende. 
Hun havde faktisk trukket det ene ben op under sig for at sætte af og smutte, inden Rhodion fandt hende, da denne gjorde netop dette. Hun slugte et suk og formåede faktisk at lægge ansigtet i neutrale folder, inden hun vendte det mod hans sjove, farvespillende purpurhud. Blikket, der mødte hende, var bekymret men med en hård kant, der lige så godt kunne være tiltænkt et bytte ude i Det Store Åbne.
"Jeg ventede på dig her... oppe," fik hun frem, blinkede et par gange, og måtte så lade sit blik flygte fra hans. "Jeg ... Jeg har ikke helt følt mig som mig selv de her dage ..."
Hvordan forklarede man lige at man følte sig som en forvirret ungfisk igen, og at det hele handlede om en Ke'Jaelin, hun ikke havde set i over et årti? Det forklarede man ikke. Det forkastede man. Helst hurtigere end hendes tanker var i gang med lige nu - hvorfor holdt de så forbandet godt fast i minderne?
"Jeg tror, jeg bør tage hjem," fløj det ud af hende, før hun nåede at tænke sig om, og den ene hånd nåede halvvejs op til munden, før hun opdagede, at det var for sent. Det var ikke sådan, hun havde haft lyst til at sige det. Ikke sådan hun havde haft lyst til at afvise ham.
Men jeg har lyst til at afvise ham, tænkte hun i det samme, hvorefter et væld af modstridende følelser dukkede op. For hun burde absolut ikke afvise ham. Han var det bedste parti, hun kunne forestille sig og selvom hans glatte spruttearme (det løb hende koldt ned ad ryggen idet en af dem kom tættere på hendes ryg) virkelig gjorde hende utilpas, var han den stærkeste taler. Alle ville forstå hendes valg. Hvorfor var det så så svært?

    Rhodion rynkede panden. "Cyreesai, vent," bad han og rakte ud efter hende - lagde fangearmen, der alligevel havde ventet tøvende ud for hendes skulder, omkring hendes overarm. "Hvad er det, der foregår? Du har ikke været dig selv, siger du - og dét tror jeg på; ikke siden den ældste Ke'Jaelin vendte tilbage..." Mistanken og beskyldningen - ikke imod hende, men imod Kunstnerfisken - lå tyk og tydelige i spruttemandens stemme. "Du virker helt... ved siden af dig selv." 
    Forsigtigt rykkede han på sig på den smalle afsats, så han kunne lade én af sine menneskearme glide om skulderen på hende. Give hende et lille, beroligende klem. "Hvis der er noget, Cyreesai - det mindste. Så sig det. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at hjælpe dig. Gøre dine byrder lettere." Han øjnede hende sigende. "...fjerne dine forhindringer."
     Fordi han godt lidt kunne fornemme på hende, at hun ikke var til en romantisk, hæsblæsende tur ud over Tangskovene, tilføjede han lidt modvilligt: "Det er helt fint, hvis du ikke vil med mig ud i dag - selvom jeg nu vitterligt tror på, at det ville gøre dig godt. Men hvis du vil have, jeg alder dig alene i dag, så kan jeg vel i det mindste få at vide, hvad der foregår - ikke Cyreesai? Lad mig nu hjælpe dig."

    Da Eyid forlod Atha'ames kontor var det med en dyb tilfredshed i sin sjæl. Hun havde tydeligvis besluttet sig for at efterkomme Arkitekternes anmodning og sætte en møde op med Najubi-distriktet, og der var intet i Det Store Åbne, der kunne have passet Eyid bedre. Gojira-familien havde lidt for store ejerfornemmelser over dét Distrikt, selvom de også havde deres eget at tage sig af, og Gojira kunne ikke fordrage Va'Chakessa. Det ville ikke blive svært at skabe spændinger - eller om ikke andet få det til at se ud som om, der var spændinger - og dét havde Eyid tænkt sig at udnytte. Til fulde...
    Han havde forladt Hjertet af én af de øvre udgange, der lå tæt på Atha'ames kontor, og derfor fik han også øje på Cyreesai og hendes uudholdelige sprutte oppefra, hvilket bestemt kun fik Rhodion til at se endnu mere massiv ud... Hvordan kunne der være så meget muskelmasse på dén havmand, når halvdelen af hans krop manglede knogle? Dét gik altså over Eyids forstand...
     Til gengæld tog det ham kun et par sekunder at beslutte sig for, at slå sig ned på ét af Hjertets øvre plateauer, så han kunne holde øje med dem. Oven på dén tur, han og Rhodion havde haft med hinanden efter mødet, var det måske en meget god idé at danne sig et indtryk af, hvad han rendte til Cyreesai med...

Cyreesai lod sig tynge ned igen. Ikke fordi hun ville, men fordi hun heller ikke ikke ville. Det var ikke fair over for Rhodion, men hvad skulle hun sige? Jeg kyssede en anden, og nu er jeg forvirret?
"Jeg kan ikke forklare dig det hele," endte hun med at begynde, hvorefter hun straks blev opmærksom på at det helt sikkert var et dårligt sted at begynde. Men det var trods alt sandheden. Hun sænkede blikket med et suk. "Jeg er forvirret og ... På udebane ..."
Virkelig, virkelig meget på udebane. Var der én ting, Cyreesai altid havde været dårlig til, var det romantik og følelser. Hun ville gerne have det, men at finde ud af, hvordan man gjorde, havde hun bare ikke rigtig haft tid til. Eller interesse for med andre end ... ham.
Den erkendelse gjorde hende bange. 
"Det har været mit livsværk i over et årti at få ham tilbage jo - bevise min uskyld, og ..." Cyreesai lod sætningen hænge. Der var stadig ingen, der kunne vide, hvor meget de betød for hinanden. Hvor bogstavligt de faktisk hang sammen trods familiernes fjendskab. "Nu hvor han er tilbage ... Jeg havde troet det ville være ... Anderledes ..."
Hvordan skulle hun forklare følelser til en, der sikkert havde lige så svært ved at sætte ord på dem, som hende selv? Det havde altid været Eyidivan, der hjalp hende med ordene - de svære følelsesord, de besværlige forklarende ord eller bare helt generelt alle de ord, der flød væk fra hende, når hun forsøgte at gøre andet end at tæve sine problemer. Lige nu havde hun endda forsøgt at tæve sine problemer - navnligt Eyid - men det havde ikke just hjulpet meget.

    Allerede da hun sagde det første, åbnede Rhodion munden for at komme med en indvending, men nåede ikke at sige noget, før hun var videre - indrømmede at hun var på udebane, hvilket sank ind hos ham. Forklarede den underlige stivhed og overraskelse, hun havde udvist, da han havde kysset hende efter deres sidste tur ud sammen. 
    For der gik da rygter om, at Cyreesai Va'Chakessa aldrig havde taget sig en partner, og ude i Distriktet var der mange, fantasifulde forklaringer på, hvorfor dette var tilfældet. Men hvis hun følte sig på udebane, var det måske bare fordi, hun var uerfaren - havde gemt sig selv til en stærk mage, sådan som det var skik blandt Krigerne og Jægerne, hvor vigtigheden af at sikre en stærk slægt var størst. 
    Hvis det var det, der gik hende på, var Rhodion straks mere rolig! 
    "Er du bekymret for, at folk stadig ikke skal tro dig?" spurgte Rhodion endelig og lod spidsen af blækspruttearmen glide blidt hen over hendes pande - fjerne en hårlok, der truede med at falde ned i øjnene på hende. "Cyreesai... Det er der ingen, der tror! Det lover jeg dig! Du har renset dit navn hundrede gange..." En tanke faldt ham ind og han tilføjede: "...tror du da, han spreder løgne? Jeg har bemærket, at Ke'Jaelin bruger meget tid i samtale med Håndværkernes Taler uden for møderne... Og at Håndværkerne som gruppe har skabt mere røre og besvær siden han er kommet tilbage..." Der fulgte som sådan ingen udtalt beskyldning med ordene, men den lå tyk og giftig imellem linjerne. Fangarmen om hendes skulder strammede betryggende grebet. 
    "Sig til, Cyreesai. Jeg skal gerne snakke med de andre Talere, hvis der er problemer - eller de andre familieoverhoveder, for dén sags skyld. Hvis han chikanerer dig..." Det var i virkeligheden dén del, af Ke'Jaelins svada, der havde skræmt Rhodion mest... tænk hvis Kunstnerfisken havde noget snavs på hende...

"Nejnejnejnej!" Jo mere Rhodion sagde, jo mere fyldte Cyreesais pupiller i de lilla øjne, mens panikkens koldsved bredte sig over skællene. "Du må endelig ikke sige noget til dem!"
Hvordan ville det ikke se ud, hvis det pludselig kom alle for øre, at hun var blevet underligt til mode efter Eyidivans tilbagekomst? Hun vidste godt, hvad de sagde om hende ude i byen, og hun havde absolut ikke brug for, at de rygter blev spædet op med en Ke'Jaelin-flirt. Eyidivan havde trods alt været en ret eftertragtet ungfisk dengang, og konflikten familierne imellem ville garanteret blusse op igen, hvis det kom ud, at hun rødmede ved tanken om ham. I et øjebliks ro tog hun forundret hånden op til kinden. Havde hun lige rødmet ved tanken om ham? Ved Valerias våde skød det her var ikke godt.
Hun vendte sig mod Rhodion og filtrede sig dermed lidt ud af omfavnelsen. Så ham i øjnene og håbede inderligt, hun så mere alvorlig og bekymret ud end ung og forvirret-forelsket.
"Jeg beder dig - bare lad ham være ikke?" fortsatte hun så og lagde hænderne på en af fangarmene, der lå foran hende - den tykke del måtte svare til et lår, ikke? "Han chikanerer mig ikke, altså han ... Jeg ..." Fortænderne fandt underlæben. Åh, hvorfor skulle ord være så forbandet svært? "Jeg skal nok finde ud af det, ikke? Jeg har bare brug for at ... Samle tankerne."
Den ene hånd kørte rastløst gennem håret og hendes blik veg igen fra Rhodions. Hvis han først begyndte at grave i det her... Det ville ikke blive kønt. Et møde mellem ham og Eyid - hun vidste jo hvordan Eyid ville være. Kæk og øretæveindbydende, og Rhodion kunne kværke ham så let som ingenting. Hun måtte holde Rhodion og Eyid adskilt, så det hele ikke eksploderede om ørerne på hende.

    Hendes åbenlyse frygt fik Rhodion til at rynke panden og betragte hende indgående. Hvad foregik der her? Hvorfor tog hun sådan på vej? 
    Han havde sine bange anelser, og de fik vreden til at stige ham til hovedet igen, så bølgende, udflydende bånd af rødlig farve gav sig til at pulsere over de enorme spruttearme. Kæben blev mere og mere spændt, og han havde netop åbnet munden for at komme med en snerrende trussel imod den forbandede Kunstnerfisk, der tydeligvis var skyld i alting, da Cyreesai vendte sig imod ham og fangede hans blik. Lagde hånden på én af fangarmene, så den røde farve veg et øjeblik - blev mindre hidsig. 
    Hendes øjne var alvorlige, men plagede, og Rhodion endte med at bøje nakken under hendes blik - nikkede en enkelt gang modvilligt til hendes ord.
    "Hvis du siger det, Distriktsleder." Det var tydeligt ud fra hans tonefald, at han var skeptisk overfor hendes forklaring - at han helt bestemt mente, at der måtte ligge mere og andet under. Det sidste blev da også fuldstændig klart, da han tilføjede: "Men lov mig alligevel, at du siger til - ikke Cyreesai? Jeg vil gerne hjælpe dig, og det er der mange andre, der også gerne vil. Nok er hans søster Distriktsleder, men Ke'Jaelin-familien som et hele står ikke så stærkt, som de gjorde før borgerkrigen, og dét gør han klogt i at huske!" Han lagde hånden over hendes og gav den et beroligende klem, før han trak alle sine fangarme til sig og rettede sig op på afsatsen. "Send et bud hvis du skifter mening i dag - hvis du får samlet tankerne, eller hvis du kommer frem til, at de er lettere at samle med mig uden for Distriktet." Det sidste blev sagt på en måde, så der ikke skulle være tvivl om, at Rhodion klart mente det sidste ville være mest sandsynligt - og mest effektivt. "Jeg er her for dig, Distriktsleder." Og med de ord  trak han sig ud over afsatsen og forsvandt ned ad koralrevet imod den lavereliggende del af Distriktet.

    Eyid havde fulgt deres minespil fra det øvre plateau, uden dog at kunne følge med i, hvad der blev sagt imellem dem. Ikke at det var så svært at regne ud - Rhodions farveskift gav nogle rimeligt tydelige indikationer, og hans nærgående fangearme var heller ikke gået Eyids opmærksomhed forbi, og Eyid havde åndsfraværende siddet og bukket de løse skæl bagover, mens han betragtede optrinnet. 
    Nu da spruttemanden forlod Cyreesai trak han dog mørkt på smilebåndet og kørte distræt en finger hen over ét af de runde, blodunderløbne mærker Rhodions sugekopper havde efterladt på ham. Måske var nu det helt rigtige tidspunkt at plante det første splidens frø imellem de to...
    
    "Distriktsleder?" spurgte Eyid - tilsyneladende overrasket over at have løftet hovedet og fundet hende siddende over Hjertets hovedindgang. Den høflige, neutrale maske var nogenlunde på plads til ære for de enkelte Rådsmedlemmer, der fra tid til anden drev ud og ind af Hjertet, men ikke så stramt at hun ikke ville kunne se igennem den - til den anden maske nedenunder... "Atha'ame nævnte ellers at du skulle på... jagt med Taler Rhodion?" 

"Det skal jeg nok," var det eneste, Cyreesai fik frem, inden Rhodion svømmede væk i en blævrende bunke af tentakler. 
Hun sænkede blikket og hvilede hovedet i hænderne med et tungt suk. Skam lurede i udkanten af tankerne og blandede sig med den nagende frygt for, at hver eneste handling, hun foretog sig, var en fejltagelse. Sådan ville det ikke have været, hvis hendes forældre stadig havde været her. Fader ville have talt følelserne til ro, og moder ville have sørget for, at relationen til Rhodion og hans familie forblev på god fod, så Cyreesai kunne få sig en stærk og værdi mage ved sin side. En der kunne støtte hende i de svære tider og være en god indflydelse på den næste generation af stolte Va'Chakessaer. Meget af den stolthed syntes Cyreesai at have glemt efter kuppet og de følgende års tumult. Der var sket så meget, som hun vidste, familien oprindeligt ville have forsøgt at undgå, men det havde været den eneste rigtige vej at gå. Selv internt i Va'Chakessa var der stadig havfolk, som mente, Cyreesai havde taget den forkerte beslutning i samarbejdet med Atha'ame - mente, hun burde have taget magten selv og forvist Ke'Jaelin langt ud i det åbne. Konflikten lå i blodet, og nogle gange føltes det som om der kun var to i hele Rashez'ar, der forsøgte at komme den til livs; og det var distriktets ledere.
Eyids stemme hev hende ud af tankesporet, og hans rolige, behagelige røst bragte straks noget ro til hendes indre - hvilket derefter straks blev revet op igen, for sådan burde det ikke være. Uden at se på ham rettede hun sig lidt op og lod hænderne falde fra ansigtet og ned i skødet. Som hun sad der på toppen af bygningen med bundstrømmen trækkende alting nedad, flød det mørke hår frem foran hende og tryggede sig ind mod ryggen i bløde klumper. Uden kronen til at holde det fast, indrammede lokkerne hendes ansigt og dækkede lidt praktisk også noget af udsynet, så hun ikke blev tvunget til mere øjenkontakt.
"Jeg ændrede mening..." svarede hun stille og tog distriktskronen op i hænderne. Den havde stået ved siden af hende, siden hun satte sig herop for at vente på Rhodion. Egentlig  burde hun vel sætte efter ham. Det var det, de altid gjorde i stimespillene, når den ene part i kærlighedsdramaet havde afvist den anden eller gjort noget dumt. De fortrød altid. Men fortrød hun faktisk lige nu?
"Ved du hvad det værste ved at få posten, var?" fortsatte hun med et suk. "At miste mit navn. Nu er jeg altid Distriktsleder eller Distriktsleder Va'Chakessa og  en meget, meget sjælden gang imellem Distriktsleder Cyreesai. Så vil du i det mindste ikke nok..."
Hun gik i stå, da hun løftede blikket fra kronen for at se på sin gamle ven. Runde, mørke mærker prydede hans grønne skæl henover den ene skulder og op langs halsen. Straks svingede hun sig udover kanten og lod sig glide ned mod ham, mens blikket flakkede mellem de jævn placerede mærker.
"Hvad er det på din hals?" spurgte hun med stemmen tyk af bekymring - for hun kunne udmærket godt se, hvad det var for nogle mærker.

    "Ah." Eyid lod selvbevidst den ene hånd gå til halsen og sendte hende så det stramme, lille smil, hun havde set hundrede af gange før. "Ja, dét gik du jo selvfølgelig glip af! Efter Rådsmødet havde jeg desværre et lille.. uheld. Ikke noget alvorligt, naturligvis! Bare..." Han lod smilet trække ud en anelse, så der ikke skulle være tvivl om, at det var sarkastisk. "Du ved jo nok, at det er et godt stykke tid siden, jeg rigtig har haft den... fantastiske frihed, jeg nyder nu, og min kontrol over mine gaver er en smule rusten. Efter at du forlod mødet, faldt jeg i snak med én af Arkitekterne, og det udviklede sig til en temmelig ophedet diskussion om... jeg mener, det var antallet af stavelser tilladt i et traditionelt Dybhavsvers. I hvert fald gik bølgerne pludselig højt, og følelserne ligeså, og pludselig har jeg fået forstærket en strømning ud af Hjertet uden at ville det og bliver revet væk fra bordet i en hæsblæsende fart, og..." 
    Eyid lagde ansigtet i stærkt påtagede, taknemmelige folder og samlede andægtigt hænderne foran sig. "Og havde det ikke være for Rhodion og hans hurtige reflekser, er jeg bange for, at jeg var blevet trukket halvvejs over Det Store Åbne. Han var en sand helt, kan du tro." Et øjenbryn blev løftet en anelse, så der ikke skulle herske den mindste tvivl om, at han spandt historier. "Desværre var han så ivrig efter at sikre mit velbefindende, at han kom til at klamre sig lidt for tæt til mig, som det jo er hans vane... Men altså - dét kan jo ske for selv den bedste, og forhåbentlig lærer han af sin fejl."
    Eyid gjorde et lille kast med hovedet, som opfordring til hende om at slå følgeskab med ham, og da han selv rettede ind ved siden af hende lod han de sidste rester af den politiske maske falde, så hun ikke skulle tro, det var hende, han gjorde grin med, men mere... Rhodion og dén verden, der husede ham.
    "Jeg er ked af, at du føler, kronen dér har taget dit navn," bemærkede han - sarkasmen var forduftet som dug for solen. "Men du er stadig dén, du altid har været, Sai. Det ved vi, der kender dig rigtigt."

Den sarkastiske, opfindsomme og helt igennem forfærdeligt fantastiske tone, Eyidivan lagde for dagen, gjorde næsten op for det faktum, at han stod der og fortalte hende, at Rhodion havde overfaldet ham. Vreden over den handling blev for øjeblikket fejet bort til fordel for en skrøbelig, men letsindig latter. Så kendte hun sin Eyid igen. Selv efter et overfald og med Cyreesais mørke tankespor, kunne han formå at få hende til at grine ved at fortælle en så absurd historie. 
"Jeg har altid sagt, du burde skrive stimespil frem for at sidde i politik," lo hun og rakte ud efter ham, men tog det i sig, da hun ikke vidste, om hun havde tænkt sig at give ham et velmenende dask på armen elle stryge fingrene let over de glinsende skæl. 
Hun rystede på hovedet og blev redet af hans gestus om at følge med. Stadig med kronen i hånden rullede hun sig ind i strømmen ved siden af ham
"Der er ikke så mange tilbage af jer," svarede hun med et sorgfuldt smil, som blev efterfulgt af et skuldertræk. "Og jeg har ikke været særligt god til at skaffe nye af den slags venskaber."
Venskab. Deres forhold havde aldrig helt føltes som om det passede godt ned i den kasse. Det var ikke kun mere end det, men også anderledes. Al deres tidligere kamp og stridigheder havde formet relationen i en retning, hun aldrig havde troet mulig. OG dertil kom blodsbåndet, der havde holdt dem sammen selv over havet og tretten år. 
De kendte alle hinandens ønsker og drømme, hemmeligheder og trykpunkter. Eller ... Det havde de i hvert fald gjort. Kløften der var opstået mellem dem var fyldt med minder, de ikke havde kunnet dele med hinanden, og selvom Cyreesai inderligt ønskede at ignorere dens eksistens, blev hun nødt til at anerkende, at der var noget. Om ikke andet havde hun ændret sig, selvom det var Eyid der havde flest nye, fysiske ar at vise frem. Ansvaret og pligterne lå tungere end distriktskronen, og bekymringen for at hun også ville skubbe Eyid væk for distriktets bedste fyldte mere, end den burde.
Lige nu blev den dog overskygget af bekymringen over, hvad der egentlig var sket mellem Eyidivan og Rhodion bagved den morsomme historie om de vildfarne strømme. Så meget som det var sjovt at tænke på Rhodion som en bunke usammenhængende tentakler, der ikke helt kunne finde ud af at holde blidt fast i en strømhvirvlet fisk, vidste hun jo netop hvor god kontrol han havde over de fangarme. Var det derfor han havde været så opsat på at få lov til at snakke med nogen om Eyidivans opførsel? Rhodion var loyal over for Va'Chakessa-familien, men betød det virkelig, at han ønskede at gøre livet surt for Eyidivan, selvom han lige var kommet tilbage fra sit fangenskab? Der var ikke andet for end at grave lidt mere. 
"Men Eyid ..." Cyreesai rynkede panden og genkaldte sig Rhodions ord. Jeg skal lige ordne noget. "Hvorfor skulle Rhodion lige ... Ordne dig?"

    Eyid fnøs. "Ja? Jamen, jeg har også altid regnet mig for lidt af en digter, faktisk! Men jeg tror min kære moder ville få et mindre slagtilfælde - for nok er stimespil en del af kulturen og dén vogter vi Ke'Jaeliner jo nidkært om, men det er også lidt et job for... kusiner og fætre, ikke?" Eyid trak på skuldrene. "Det er i hvert fald sådan Riyeena ser det. Jeg tror, min... tid hos Mørket ville fremstå nådig ved siden af dén behandling, hun ville udsætte mig for, hvis jeg forsøgte at lægge politikken fra mig!" Han sendte hende et sideblik - glædede sig indvendigt over, at det var så let at falde ind i rollen lige nu. Mærkede så et stik af bekymring, da det gik op for ham, at det helt klart var Rhodions exit og dét faktum, at Cyreesai havde valgt at slå følgeskab med Eyid i stedet, der fik ordene til at flyde så let...
    Fraværende lod han hånden glide ned til de løse skæl og gav sig til at fingerere med dem. 
    "Du har i hvert fald mig, Sai. Og Atha'ame og Relivesta. Og desuden er mit ego stort nok, til at gælde for én til." Det var løgn. Zahinael havde lært ham ydmyghed - havde vist ham, at hans gamle jeg havde været arrogant, forkælet og opblæst, og at det skævvredne selvbillede havde gjort ham svag.
    Med hende er du svag...
    "...Du har været tvunget til, at være ekstremt fokuseret på Distriktet og at holde roen i det - selvfølgelig har du ikke lige haft tid til at gå ud og skaffe dig nye, dybe venskaber." Han sendte hende endnu et sideblik. "Jeg kender følelsen, Sai. Men nu er vi her til at aflaste hinanden - og på et tidspunkt bliver alting måske lidt mere... normalt."
    De fulgtes lidt ad i stilhed - lod strømmene tage dem ned fra Hjertet og ned igennem Distriktet. Der var ikke mange folk ude - ikke her midt på dagen, hvor de fleste havde for travlt med deres respektive gøremål - og det var sjældent nødvendigt for Eyid at trække den neutrale maske på igen, til ære for forbipasserende.
    Han gjorde det dog helt automatisk, da Cyreesai gav sig til at spørge ind til Rhodion. "Han kunne vel ikke stå for min charme - eller også havde han ligesom dig fået indtryk af, at jeg skulle være den bedste kysser i Aquarin, og kom for at få råd..." Ordene blev afleveret hårdt og sarkastisk, men inden Cyreesai kunne nå at irettesætte ham alt for meget, sukkede Eyid og indrømmede: "Han tror, jeg vil dig ondt." Han kommenterede ikke på, at det hele faktisk var startet med, at Rhodion havde set Eyid lægge hånden på Cyreesais ben under mødet. Ordene sad af én eller anden grund fast i hans mund. "Det er vel meget naturligt, tænker jeg - med vores baggrund og vores fortid. Måske er det oven i købet fint at folk ser os som adskilte - så er det lettere at støtte hinanden politisk. At skubbe til de andre Rådsmedlemmer fra hver vores side af bordet, uden at de skal få mistanke om, at de bliver presset sammen i én stor, kærlighedscirkel, hvor alle er de bedste venner." Et af de hurtige rovdyrgrin fór over hans læber - et, der havde til hensigt at lade hende vide, at han måske nok mente, det var et sted ude i fremtiden.
    I virkeligheden havde han primært planer om det modsatte - at skrælle Cyreesai og Atha'ames politiske støtter væk én for én, til han selv kunne sætte sig på Distriktet, så Zahinael kunne få det, som han ville have det...
    Men dét skulle hun naturligvis ikke vide. 
    "Rhodion er ikke et problem, Sai. Jeg har oplevet - og overlevet - betydeligt værre end ham, og han skræmmer mig ikke."

Selvom det mest var Eyid, der ledte deres vej gennem distriktet, fik Cyreesai skubbet dem over i nogle mindre befærdede strømme, da samtalen gled hen på politik og mere personlige ting. I modsætning til ham kunne hun nemlig ikke holde sit ansigtsudtryk hverken køligt og distanceret eller venligt og afslappet på kommando. Så den sammenbidte maske og den bekymrede fure i panden måtte hellere blive skjult for distriktets beboere på den nemmest mulige måde: At undgå dem helt.
Strømmen førte dem nedad til nogle af de mørkere dele af distriktet, hvor de høje koralfacader blokerede for ovenlyset. Hernede var det selvlysende gel og magisk lysende sten, der gjorde det muligt at se noget - for det var trods alt ikke Dybet, og man behøvede ikke være helt overladt til sit nattesyn, selvom havfolk sagtens kunne begå sig dunkle steder. 
"Jeg ville ønske, det ikke behøvede være sådan her," sukkede hun efter lidt stilhed mellem dem. 
Eyids sidste sætning om at Rhodion ikke var et problem, havde affødt en lille serie af nik fra hende, men ellers havde hun forholdt sig stille, mens hun vendte hans ord i hovedet og tyggede på sit eget svar. Politikken og hvordan Eyidivans hjemkomst havde skabt så mange ændringer og røre i vandene, gik hende mere på, end hun havde lyst til at indrømme. Det var en befrielse at have ham tilbage - og endda ved Rådsbordet, hvor hun havde savnet hans tilstedeværelse lige siden hun selv endte der - men den forventning der nærmest var opstået i hendes opland om, at hun skulle være evigt uenig med ham... Igen. 
De havde selvfølgelig aldrig set andet. Aldrig set, hvordan de egentlig kom ud af det med hinanden.
"Et eller andet sted havde jeg nok naivt håbet på, vi ville være færdige med alle løgnene og hemmelighederne nu," fortsatte hun og pegede mod en lille klynge tang, som prydede en afsats på en af bygningerne. Hun havde brug for en pause - og at sidde et sted, hvor de ikke bare lige blev overhørt af en tilfældig forbipasserende. "Nu hvor mine forældre er ... Væk ..." Cyreesai hev sig op mod afsatsen og skubbede sig lidt bagud så hun endte med at sidde mellem det høje tang, der her i skyggen næsten matchede hendes hår. "Jeg havde håber, vi ikke behøvede gemme os for at være ... Os. At grotten måske kunne blive overflødig, og vi kunne vise, at samarbejdet går udover bare Atha'ame og mig selv. De behøver jo ikke vide, at det altid lidt har været sådan, og Valeria forbyde at nogen kommer til at vide noget om det her," Hun viftede sigende med sin venstre hånd, hvor man skulle vide, at arret var der for at kunne se det inde bag smykket. "Men politisk er vi så tæt på et brugbart samarbejde, der holder længere end en enkelt udflugt. Prøv at overveje, hvor meget, vi kunne udrette, hvis folk så, at vi faktisk kan blive enige. Sådan konsistent."