Nej, Ecaeriss havde ikke set nogle ørneryttere i aktion. Højt en drage, der fløj over hendes skov med måske en uset rytter på ryggen. Normalt betragede hun dens bug, indtil den var væk og bed ellers ikke mærke i den slags luftbårne væsner. Så længe de ikke slog sig ned og tiltrak sig ballade i hendes område, måtte de for så vidt gerne have himlen for sig selv. 
Hans kommentar blev modtaget med med det skælmske smil og en let løftet hage. Så han bekræftede, at det var et svagt punkt - omend ikke nok til at han farrede op over en enkelt lille sammenligning.
"Så hvorfor er du så fortørnet over det?" spurgte hun. "Det er årtusinder siden, I blev sparket ud af Elverly, og du slår mig ikke som så gammel - er had noget, I går meget op i at videreføre i slægterne?" 
Ecaeriss kunne ikke afholde sig fra at tvære mere i emnet. Måske en lille smule af nysgerrighed. Hun havde kun båret sit had i lidt over to hundrede år - hvad gjorde det ved bjergelverne, hvis de havde båret det i flere årtusinder?
Og måske en lille smule fordi det ikke var tit, hun havde mulighed for at stikke verbalt til en nogenlunde ligeværdig partner. Faktisk var det ikke så tit, hun fik lov til nogen form for verbal interaktion, der ikke bare var halvskræmte ord eller handlede om betaling. Elisor, som hun lige havde været hos, var en udmærket ven, men en travl en, så de fik aldrig talt meget, og møderne med ham fik hende altid til at længes efter mere selskab  -  i hvert fald for en stund.

Eroan blev siddende og lod søen tage noget af hans vægt. Vandet var ikke lige så let at flyde i som havvandet nord for Vinterskjold hvor han havde tilbragt en sommer med at lære at svømme i havstrømme, men det gik da. Han lænede sit hoved tilbage, så op på den blå, kølige forårshimmel så Ecaeriss ansigt ikke distraherede ham for meget. Det virkede, kortvarigt. 
"Min bedstemor var en af de første bjergelvere. Hun var ung da vi blev forvist. Ikke at det gjorde dem nogen forskel. " Bitterheden der langsomt krøb ud i Eroan's stemme var kold som is. "Jeg har hørt historierne siden jeg var helt lille. Og jeg var dum nok til at tro at det sikkert var overstået og glemt. Men nej. " Han gjorde en pludselig bevægelse med sine fødder og smidig som en odder forsvandt han ned under vandets overflade. Hernede, i det glitrende halvmørke, var der ro. Ro til at tænke i de sekunder det tog ham at kommer ind på lavere vand. 
Da han brød overfladen igen var han kun få meter fra hende. Han kom op langsomt, næsten uden at vandet bølgede omkring ham. Hans gyldne øjne var stadig åbne, intense som vintersolen selv. 
"'De Forviste, kalder de os. Med latter i stemmen eller med buer i hånd. For kujon-agtige til at gøre noget ved det, for storsnuede til at se en anden verden end deres magiske lille fe-slot af et hjem. En ork ved ikke bedre end at være en ork. Men skovelverne... bah. " Bitterheden var nærmest hadefuld nu og Eroan tog en dyb indånding og satte sig op igen. Siddende på knæ her gik vandet ham kun til lige over livet og hans hud var mærket af let gåsehud af det kølige vand. Med en lidt roligere stemme fortsatte han. 
"Så ja, jeg hader skovelverne. Og havde jeg kunnet se du var skovelver havde jeg ladet dig klare dig selv og taget mig af resterne bagefter. " 

"De Forviste, hmrf," fnøs Ecaeriss blot, inden han forsvandt under vandet.
Mens han dykkede ned under, satte hun sig nærmere bredden, så hun kunne nå vandet, hvis hun rakte en hånd ud efter det. Han var tættere på, da han kom op igen, og hun fulgte vandets driven af ham med øjnene og fik tygget ubevist på sin overlæbe et øjeblik, inden hun pressede læberne sammen i en tynd streg og fik tankerne tilbage på hans ord.
"Jamen så er det da et stort pivilegie for mig, at du sådan nedværdigede dig selv til at hjælpe en skovelver," sagde hun og holdt sit blik fæstnet på hans. Håbede lidt på, at øjenkontakten ville gøre ham dårligt tilpas, men regnede ikke helt med det med alle de andre dyriske træk, hun havde set fra ham. "For det er da også nogle væmmelige ting at kalde jer. De Forviste. Væmmeligt, helt igennem. Nok til at hade hver og en som pesten," Noget mørkt havde sneget sig ind over hendes stemme. Noget hadefuldt, der kørte videre på den stemning, Eroan få øjeblikke før havde sat, for derefter straks at have hevet sig selv ud af igen. Ecaeriss havde taget den til sig som en tørstende tog imod vand, og mundvigende blev nu trukket ned ad bitterhedens vægt.
"Men ved du hvad, Eroan? I er sluppet billigt, for tro mig - de har kaldt mig værre."

Ganske som hun forventede så han ikke væk. Tværtimod lod det til at hendes mørke, bitre blik var mere dragende end ubehageligt og i løbet af de første par sætninger bevægede han sig tættere på hende. Ikke meget, men nok til at det var synligt. Men i hendes nedladende, spydige stemmeføring var det som om noget lige så bittert tog rod bag hans gyldne øjne og lod ham trække sig væk igen. Hans kæbe skød en smule frem som han bed tænderne sammen og tog en dyb indånding. I forhold til hvordan hans tidligere bevægelser ikke havde forstyrret søen skabte det her små ringe omkring ham. 
"Typisk skovelver arrogance. At koge hele problemet ned til et navn. " Hans stemme var lavmælt, nærmest knurrende. "Så er det nu en konkurrence om hvem af os der er blevet behandlet dårligst? Eller skulle du bare lige, som resten af dem, have det sidste ord. " 
Han fortrød det, næsten lige så snart han havde sagt det. Til trods for hans udseende og pragmatiske natur var Eroan mere empatisk end mange andre og han kunne tydeligt se smerten og hadet i Ecaeriss. Ikke at det var nok til at få ham til at sige undskyld. I stedet trak han sig længere væk og forsøgte at lægge låg på den måde hans krop reagerede på den smukke hunelvers nærvær. 
"Hvad er det da der får dig til at hade dem lige så meget som jeg gør? " Hans tonefald var mindre fjendsk, mere amålt. Ikke helt en undskyldning... men i det mindste en invitation til at tage samtalen et andet, bedre sted hen hvor den ikke behøvede grave grøften imellem dem dybere. Lige nu. 

En grimasse af ren afsky gled over Ecaeriss' ansigt, og hun brød øjenkontakten. Ikke som et svagt dyr, der indrømmede nederlag, men fordi hun ikke gad se på ham mere (fortalte hun sig selv). Hun virrede med hovedet, så det lange hår blev kastet over den ene skulder, mens hun strakte det ene ben frem og tog fat i den tilsvarende støvle. 
"Måske er det tilsvarende bjergelvisk tendens at antage, at alt bør være en konkurrence?" fnøs hun og hev strømpe og støvle på med hårde bevægelser. "Den tynde luft deroppe har måske..."
Svineren fik lov til at hænge i luften mellem dem, da hun fornemmede hans tone og kropsholdning skifte igen. Der var noget imponerende over hans evne til at skifte mellem følelserne og kontrollere deres indvirkning på hans ord. En bekræftelse af, at han ikke blot var en dumdristig undelver.
Langsomt vendte hun hovedet mod ham - sad nu med siden til og fortsatte med at tage den anden støvle på også. Håret hang ned foran hende, men bevægelserne fik kappen til at vige for små glimt af hendes anderledes, lette påklædning. Smykket på hendes hånd fangede sollyset - det var det ene punkt, hvor hun stadig påskønnede den skovelviske kultur over andre. Knoglesmykker blev aldrig rigtig hende.
"De forviste jer for at ønske at jage og spise dyr," svarede hun tørt. Hånden slap støvlekanten og gled over græsset, som blev til tjære under hendes berøring. Kortvarigt blev øjnene igen helt mørke, inden hun slap magien og lod tjærepletterne ligge mellem de tilbageværende græsstrå. "Hvordan tror du selv de behandler en, der opløser deres kostbare natur - selvom det redder liv?"
De gyldne øjne fangede hendes blik, men hun rev sig løs og fortsatte med at binde støvlernes snører.

Han kunne sådan set godt forstå at hun gik i gang med at gøre sig klar til at tage videre. De var alligevel for forskellige, for anderledes, til at det ville ende med andet end bitterhed. Well, mere bitterhed. Der er nok af det mellem os til at fylde søen. Måske det er bedst bare at lade hende gå. Underligt nok påvirkede hendes kommentar om bjergelvisk konkurrence ham ikke ret meget. For det var jo egentlig sandt nok. Mange af bjergelvernes unge elskede at konkurrere. Om at være den bedste jæger, den bedste klatre, hvem der først kunne få en kæmpeørn til at lade sig ride på den... Selv om de stadig var elvere var Bjergelverne vilde nok til at de stærkeste blandt dem havde lettest ved at finde partnere og det var en stærk motivator. 
Da hun nævnte hendes evne til at opløse naturen og lod en smule græs opløses gav det hele jo bedre mening. Selv Eroan, i alt hans pragmatiske vælde, kunne ikke lade være med at væmmes en lille smule over bare sådan at... ødelægge. Men som hun selv sagde, og havde vist, så kunne hendes evner meget mere end det. Med et let suk gled han gennem vandet og satte sig op lidt fra vandkanten med siden til hende, så det var op til hende eller ej om hun ville se hans ansigt. Vandet her dækkede kun lige hans ben. 
"Det... kan jeg jo godt forstå. " Han så på hende, og fangede hendes blik kortvarigt før hun vendte tilbage til at tage støvler på. Og forsøgte at undgå at fokusere på det glimt at 'tøj' han havde set under kappen. Og de rigelige mængder elfenbenshud han havde set også. 
"Min modvilje imod dem virker måske... smålig, i forhold til dine egne oplevelser. " Han tog en dyb indånding, og rakte så forsigtigt ud og rørte kort ved hendes hånd. "Jeg... er ked af at jeg rullede dig ind sammen med dem. " Han var ikke vandt til undskyldninger og trak hurtigt hånden til sig igen. 

"Spar mig," vrissede hun, men trak ikke hånden til sig, før han selv gjorde det. "Jeg så det glimt af væmmelse i dit blik, Eroan."
Kortvarigt var hendes blik blevet fanget af hans igen, men støvlerne så ikke på hende, som om hendes magi var det ondeste i verden, så de var nemmere at holde blikket på. Nemmere ikke at få lyst til at drukne i tjæren, lavet af den natur de alle sammen ville ønske, hun ikke trak sine kræfter fra.
"Lige så meget, som jeg ikke kan løbe fra mit ophav, kan du heller ikke. Hvor meget, I end prøver at være forskellige fra skovelverne, er det stadig jeres rødder," fortsatte hun og spændte de sidste snører, så hun kunne binde knude. Hun rejste sig op og så ned på ham. Vandet dækkede ikke meget nu, men det var rent faktisk hans øjenkontakt, hun søgte. "I jager måske dyrene og spiser kødet, men væmmes stadig ved at sådan en som mig har magi, der trækker på naturen. Naturen, som I har så kær. Alt bliver til muld og skaber nyt liv, når det går til, men min magi er forkastelig. Ond. Mørk."
Bitterheden blev dybere i hendes stemme, mere indestængt og giftig. Alligevel blev hun stående. Tøvede med bare at gå tilbage til sin hest og komme videre. Vidste ikke helt, om hun havde lyst til at snakke med en ligesindet om skovelvernes mangler, eller om han var lige så slem som dem på bunden. Eller om det i virkeligheden handlede om, at hun havde lyst til at gøre ved ham, hvad hun havde gjort ved røverne. 

Eroan holdt hendes blik med hans, noget han aldrig havde forstået andre havde så svært ved. Det var jo den mest naturlige ting i verden. Langsomt rejste han sig op fra vandet imens han holdt øjenkontakten, indtil de var i øjenhøjde med hinanden sådan som han stod lidt lavere. 
"Nu lægger du ord i min mund jeg ikke har sagt, tanker i mit sind jeg ikke har tænkt. " Han lød faktisk en smule vred nu, sammenbidt mere end ophidset. Som enhver anden skovelver! blev i hans tanker, i stedet for at komme ud af munden på ham. "Din magi er anderledes, fremmed. Skræmmende. Men hverken ond eller mørk. Ikke mere end en pil, en skovl eller min egen magi. " 
Han trådte op fra vandet, tættere på hende. Hvis ikke kun selv bakkede væk ville de ende med at stå ganske få centimeter fra hinanden. Eroan havde helt glemt at han var nøgen. Tøj var for at holde varmen, og efter det kolde vand var luften nærmest varm. 
"Du er ikke den eneste hvis magi påvirker naturen omkring dig. Bøjer den og ændrer den. " Hans overlæbe trak sig væk fra hans venstre hjørnetand i takt med at hans stemme blev hårdere. "Du er helbreder. Det rager mig en fjer hvad du ofrer for at gøre det, så længe du gør det med omtanke. For det er forskellen på os og skovelverne. " Ved ordet skovelverne trak hans læber sig helt og hans stemme blev lige så giftig som hendes. "Pragmatisme. " Han kunne have sagt mere, ville have sagt mere, men han bed tænderne sammen i stedet for at lade sin vrede og bitterhed løbe af med sig. I stedet vendte han sig pludselig væk og begyndte at gå hen imod sine ting med lange, tydeligt irritable skridt og skuldermuskler der var tydeligt anspændte under hans oliven-farvede hud

Hans snerrende, dirrende læber fangede Ecaeriss' opmærksomhed. Pirrede hende. Provokerede hende. Fik hende til at knytte hænderne og få hjertebanken, der ikke helt passede sammen.
"Virkelig - det er, hvad der adskiller jer?" spurgte hun og inkluderede ubevidst ikke sig selv i den sætning. "Det rager dig sikkert en fjer, indtil jeg ofre noget, du ikke selv var klar til at ofre."
Han fik ikke lov til at tage mange skridt, før hun satte efter ham. Hun holdt sig lige i hælene på ham, mens hun talte, og da han stoppede op, lagde hun sin hånd på hans anspændte skulder og forsøgte at vende ham imod sig.
"Den dag jeg redder dit liv ved at ofre din ulvs lig?" Hun nikkede mod det hvide pelskræ. "Din mages? Din vens? Din mors?" Påvirket af hans humør, snerrede hun lige så meget som ham og spyttede næsten ordene ud i hovedet på ham. "For det var, hvad jeg gjorde. Ofrede de levendes mulighed for at begrave deres kære, så endnu en ikke skulle dø. De regner med eksilet vil lære mig naturens orden - godhed og gudsfrygtighed - men ved du hvad? Jeg ville ikke gøre noget anderledes, hvis det skete igen i dag. For jeg er helbreder, og Kile er en syg spøg , hvis tekster ikke skal holde mig fra at vriste dødens klamme tag fri fra en krop."
Det var ikke meningen, hun ville prøve at forsvare sig selv, men det endte lidt sådan. Formålet havde mest været at bevise over for sig selv, at han var lige som alle andre. At hendes syge, forvredne magi ville skubbe alle omkring hende væk, indtil hun kun havde lig og ensomhed tilbage. Indtil skovelvernes ord ville være sande, og hun havde opløst den sidste rest af sin egen, gode sjæl med magibrugen.
De stadig knyttede hænder dirrede på hver side af hende, men de let sammenknebne øjne veg ikke for hans blik. Hun veg ikke for nogen og agtede ikke at gøre det. Ville ikke underlægge sig nogens regler mere, om det så var Elverlys, menneskers eller andre elverracers syn på verden.

Ecaeriss' hånd på hans skulder havde ikke gjort ret meget for at få ham til at gøre noget som helst. Men så snart hun nævnte Sne vendte han sig med samme hastighed som en slange der gjorde klar til at hugge. Hans gyldne øjnes altid intense blik var fyldt af vrede, sorg og en afgrundsdyb smerte der kun lige var begravet under de to andre. Meget af den rolige, elviske opførsel han havde udvist indtil nu forsvandt som dug for solen imens hans tænder blev blottet i en grimasse så tæt på en ulvs snerren en elver's ansigt kunne komme. De to dyr stoppede det de var i gang med øjeblikkeligt og Sne's lave, rullende knurren lagde sig bag Eroan's ord mens tre sæt umenneskelige øjne fokuserede på Ecaeriss. Dybt i Eroan's bevidsthed var han klar over at Jagtskygge havde skiftet kurs og var på vej med stærke vingeslag imod dem. Men han tog sig ikke af det. 
"Hvad ved du om at ofre? Hvad har du mistet? Dit hjem? Pfah. Din familie? " Det eneste der forhindrede Eroan i at tage et vredt skridt frem var at de allerde stod så tæt at han kunne have slået tænderne i hendes skulder før hun kunne reagere. Vent... tænder? Tanken var lille, utydelig, ikke vigtig. Eroan's hænder var ikke knyttede, men lige som Ecaeriss' sitrede de af vrede, krogede i humanoide kløer i en imitation af Solvinge's. "Du tror virkelig at de jordiske rester er det vigtige? " Hans stemme var faldet til en hård, knurrende tone der lød alt andet end civiliseret og var langt mere truende end noget råb. "Se på min kappe. Se hvad -jeg- må gøre af mine nære og fortæle mig igen at det ligger mig fjernt at ofre mine nærmeste's rester! " 

Mens Eroans vrede buldrede op, var det som om Ecas egen faldt til ro. Som ringe i vandet fordampede hendes temperament og en isnende kulde lagde sig over hendes sind. For nu handlede det ikke om hende eller hendes magi mere. Andres følelser var ikke hendes, og det var noget, hun kunne distancere sig fra. Hun blev stående, men de knyttede hænder slap deres rystende sammenkrumning og lagde sig i stedet strakte og rolige over kappens foldning ved lårene. Vejrtrækningen var stadig øget, men hun fik tvunget et langt åndedræt ind gennem næsen og fik foldet sine egne snerrende læber ned over tænderne igen. En øvelse i kontrol, hun ikke havde brugt meget, meget længe.
"Nu er det dig, der lægger ord i munden på mig, Eroan," svarede hun med al følelse ude af stemmen. Udover bitterheden. Den havde sat sig permanent fast for mange år siden. "Jeg påstår ikke, at jeg ved noget om at ofre - kun at andre ikke ved, hvad de er villige til selv at miste. Men der er du måske alligevel en undtagelse," Hun mødte hans blik uden frygt i sit eget. "Så tillykke - du er nok den eneste i verden, der ikke ville se skævt til mig, hvis jeg brugte en af dine nærmestes rester til at redde dit skind." Hun holdt en pause, løftede et øjenbryn og lod kort blikket glide over mod den knurrende ulv, inden det fandt tilbage til hans lignende grimasse. "Eller du ville måske være den eneste, der faktisk tog dig sammen til at slå mig ihjel for forseelsen?"

Eroan kunne tælle på en hånd de folk der ikke havde reageret på hans vrede og på hvor tæt på dyret han kunne kom i den på en hånd. Rheia. Signe. Hans far. Og nu Ecaeriss. Langsomt trak han sig et skridt væk, og hans hænder slap deres krampagtige, klo-lignende positur. Hans snerrende udtryk var længere om at falde, men i takt med at hun talte lagde det sig tilbage i mere naturlige, elverlignende folder. Vreden lå stadig og ulmede i hans øjne og hans kropsholdning var slet ikke så afslappet som den havde været tidligere. Noget i ham kæmpede for at få lov at komme ud, for at angribe det der havde fået ham til at føle den smerte og -få det til at gå væk-, med alle nødvendige midler. Eroan trampede på det til det var stille nok til at han kunne tale. 
"Jeg dræber ikke med mindre det er nødvendigt. " Det lød som om han tvang ordene ud. "Lig er bare... kød. " Han drejede hovedet væk fra hende som han sagde det, for ubevidst at skjule smerten der lå bag de ord. Nok var et lig bare kød og knogler og hår og skind... men han havde været nødt til at skille for mange af sine båndsdyr ad over årene til at konfrontere det mens en anden så ham i øjnene. "Ikke værd at slå ihjel over. Eller hade over. " Han tog en dyb indånding, og holdt den i nogle sekunder. Endnu en sætning pressede på for at komme ud, men den ville ikke gavne nogen. Ikke gavne noget. I stedet slap han indåndingen og vendte sig helt imod sine ting hvor han satte sig på hug og begyndte at finde hoved og hale i hans benklæder. 
"Jeg holder ikke dine evner imod dig, Ecaeriss. Eller at du bruger dem til at helbrede med, koste hvad det vil. Lad være at smelte naturen omkring dig bare fordi du kan, og så har vi intet problem. " Der var gået nogle sekunder, og hans stemme lød næsten normal igen. Hvor Sne lå var hun holdt op med at snerre og havde lagt hovedet ned igen, men både hun og Solvinge havde stadig blikket rettet imod Ecaeriss. 

"Der er altid en grund," svarede hun roligt og blev stående, mens han fumlede med sit tøj. "Det dér er højrebenet. Før var grunden at vise dig, hvad jeg mente, og de græsstrå vil ingen savne. Jeg har tænkt mig at tage mindst ét af de lig med mig som tjære, for mine krukker er næsten tomme, og jeg har lang vej hjem. De røvere kan heller ikke helt regnes som ... Natur ..."
Blikket gled ned over hans ryg. Musklerne arbejdede under huden, og hun havde lyst til at lade sin finger glide ned over rygsøjlen og følge konturerne på de arbejdende sener. Eller sætte en fod på mellem hans skulderblade og skubbe til. Det var lidt to ekstremer, og hun studsede over, hvorfor en af dem ikke bare var at sætte sig på hesten og efterlade ham her ved søbredden med ligene. Et eller andet havde fanget hendes interesse. Eroan var virkelig ikke som andre elvere.
Til gengæld havde han virkelig problemer med at finde ud af, hvordan skindstykkerne, han kaldte tøj, hang sammen, vendte og formede sig. en let trækning begyndte at hive hendes ene mundvig opad, og hun kunne ikke helt holde sin udtryksløshed ved lige.
"Skal du have hjælp med dem der?" spurgte hun.

Det største problem ved store følelsesudbrud var næsten at Eroan altid følte sig en smule omtåget bagefter. At skulle separere sig selv fra de dyriske forsvarsmekanismer var aldrig helt let. Og det betød, tilsyneladende, at han ikke kunne finde rundt i sit eget tøj lige nu. For det er slet ikke pinligt eller noget. :og i skal ikke grine: tilføjede han da han kunne fornemme morskaben fra hans venner. Nu hvor han ikke var i aktivt forsvar længere faldt de til ro hurtigere end ham. 
"Græs kommer igen. " Han trak lidt på en skulder. "Jeg blev mere overrasket end noget andet. Som sagt. Fremmed. Anderledes. " Han fik endelig filtret højre benet løs fra bæltet og sukkede lidt. Fornemmelsen af at Ecaeriss stod bag ham og så ham over skulderen hjalp ikke ligefrem. "Men hvis du kan bruge dem, så tager du dem bare. Ellers skal noget nok æde resterne over de næste par dage. " 
Efter lidt mere fumlen, kun delvist fordi han stadig var let forvirret og væsentligt mere delvist fordi det til syneladende betød at Ecaeriss blev stående bag ham i stedet for at gå... Og hvorfor er det et problem? Hvorfor sender du ikke bare skovelveren hjem, og bedre tidligt end sent? 
"Tilsyneladende ja. Jeg kan ramme en røver fra 150 meters højde, men at finde ud af snørrene på mit eget tøj er åbenbart for meget forlangt. Jeg giver dig skylden. " Hans stemme var let drillende. Vent. Jeg tænkte på at smide hende ud, gjorde jeg ikke? "Og hvis du har lang vej hjem gør en smule forsinkelse vel ikke noget aligevel. " 
Og det var først der det gik op for Eroan, til trods for hvor vred hun havde formået at gøre ham, at han faktisk nød at snakke med hende. Sure, hun var måske lige arrogant skovelver nok nogen gange, men for en gangs skyld var her nogen der ikke bakkede ned og kunne dele hans livssyn. Til dels, i hvert tilfælde. Og det har slet ikke noget med de kurver du så at gøre... 

Ecaeriss kunne ikke helt lade være med at ryste på hovedet, men hun holdt dog latter tilbage  -  for nu. Alt han fik var et moret fnys, men hendes øjne og smilet viste ham præcis hvor meget, hans ord havde formået at tø hende op. Hænderne slap deres position på kappen, og hun trådte frem foran ham og bøjede sig ned, så hun kunne smyge den ene arm ind under hans og lægge den anden over hans hånd. 
"Nu skal jeg vise dig kunsten at filtre tøj ud - som en rigtig skovelver er jeg jo uddannet på passende vis," Hendes tone var mindst lige så drillende som hans, mens hun flettede sine fingre ind i hans med håndflade mod håndryg.
Herfra kunne hun flytte hans hånd, mens hendes anden hånd tog fat i stoffet og fik proppet det andet bukseben ind i sig selv og vendte den rigtige vej. Han duftede frisk efter dukkerten i søen, og hans hud var stadig fugtig. Et par vanddråber blev delt mellem dem, mens hendes egen hud gled over hans, roligt og elegant. 
"Snører på ydersiden, pelskant i bunden," sagde hun og undrede sig over, at hun havde sænket stemmen så meget. Næsten som om hun prøvede at ... "Og forsinkelser gør intet - ingen venter på mig, og den kro, jeg normalt overnatter på, når jeg er i området, viste sig at være brændt ned sidste efterår."
Jeg prøver helt sikkert bare på at trække tiden ud... Ecaeriss bed sig i læben, men det stoppede desværre ikke hendes tanker i at fortsætte.

Eroan kunne ikke lade være med at smile bredt ved hendes egen drillende kommentar omkring skovelvere, som var lige så meget en sviner til dem som den passede til situationen. Men hans fokus var langt mere på hendes hånd, på fornemmelsen af hendes fingre imod hans håndflade og hendes arm der smøg sig langs hans. Han fulgte kun halvhjertet med imens hun fik filtret det tøj han så uelegant bare havde smidt fra sig ud. 
I stedet var hans fokus på hendes duft. Så nær ved kunne han dufte meget mere end den tjære hun arbejdede med, selv om den fyldte meget. Søde, næsten blomster-agtige urter tog det værste af den tunge tjæreduft og lod ham fornemme hendes egen duft. Han havde aldrig kunnet forklare det til andre, hvordan hans lugtesans havde ændret sig en smule, men hun duftede... Selvsikkert. Stærkt. Og... noget andet der lå under han ikke kunne forklare. 
Hans hjerte begyndte at slå hurtigere som deres arme gled over hinandens og hans krop reagerede på kontakten og hendes nærvær. Selv imens de fik iført ham benklæderne blev det tydeligere og tydeligere, hvis man så efter, hvordan hun påvirkede ham. Den lavmælte stemmeføring gjorde det ikke bedre. Eller værre. Det afhang vel af hvordan man så på det. Men ved hendes sidste sætning så han op på hende direkte, så hende bide sig i læben og fangede igen hendes øjne med hans. 
"Min... lejr er ikke så langt væk. Du kan altid overnatte der, hvis... du har lyst? " Eroan's stemme var også dæmpet nu, som svar til hendes. Deres ansigter var så tæt på hinanden at han kunne fornemme hendes åndedrag imod sin hud. "Siden du nu ikke har travlt... " Han lod implikationen hænge i luften imens han forsøgte at få sit lændeklæde sat fast igennem bæltet... hvilket hans reaktion på hende ikke ligefrem gjorde let. 

Det var på ingen måde til at skjule, hvordan Eroans krop reagerede på Ecaeriss berøringer, tilstedeværelse og duft - og hun nød det. Det var en magt, hun elskede at have over andre, og det var en type hun efterhånden fik lov til at dyrke ganske, ganske sjældent. 
"Med glæde," svarede hun og fastholdt hans blik så længe, hun kunne - hvilket hun lige skulle vænne sig til var meget længe.
Egentlig havde han bukserne på nu, og hun burde slippe hans hænder. Efter en anelse tøven, gjorde hun det, og lod sine fingre danse let op langs mørke hud, inden de kort kærtegnede hans nakke, idet hun rejste sig op og fik fat i hans vest med den anden hånd. På benene igen rakte hun ham vesten, der dækkede lige så meget af hans overkrop, som hendes kjole dækkede hendes, og sendte ham et skævt smil. Lige nu ærgrede hun sig faktisk over, at kappen dækkede så meget af hendes krop. Det måtte hun lave om på, når der var lidt mere læ. 
"Den her burde været til at finde ud af uden hjælp, antager jeg," sagde hun og lod et let spørgende tonefald glide over stemmeføringen. "Jeg pakker lige et lig ned i en krukke, og så kan du vise vej til din lejr. Såfremt du med tæt på ikke mener i fugleflugt - jeg kommer til at følge med på hesten."

Tabet af øjenkontakt blev opvejet af lette fingerspidser der strøg op over Eroan's arm og op til hans nakke. Berøringen fik ham til at sitre og de små fine hår i hans nakke rejste sig som hendes fingre endelig mistede kontakt med hans hud. Eroan tog en dyb indånding, så to, før han endelig skuttede sig og rejste sig op for at tage imod sin vest fra Ecaeriss. 
"Ja... den burde lige være til at klare." Med et skævt smil fik han trukket vesten på og fandt sin bentalisman og tilføjet til hans noget begrænsede ensemble. Han formåede at vriste sit blik væk fra hende kort tid efter som hun gik i gang med at fylde sine krukker med tjære fra et af røvernes lig. 
"Der er ikke så langt. Måske en halv time til hest. " Han udnyttede tiden imens hun arbejdede til at tømme røvernes lommer og tasker for eventuelle brugbare ting. Nogle få krystaller. En lommelærke der lugtede svært alkoholisk. Et sæt jadeterninger. Flint og stål. At lade intet gå til spilde var så dybt indgroet i bjergelveren at det slet ikke faldt ham ind at nogen ville finde det barbarisk at han sådan stjal fra de døde, endda døde hvis ansigter ofte var blevet maltrakteret af en fugl. Først til sidst tog han sin kappe op fra hvor den var faldet og slyngede den om skuldrende igen. Den velkendte vægt og duft beroligede ham en smule. 
"Bare følg efter os. Og hvis du mister mig af syne, så se efter ham. " Eroan pegede op i luften hvor en stor skygge med brede vinger var nået til at cirkle over dem. Og imens Ecaeriss satte sig til hest vendte Eroan sig om og lod sin Chakra flyde igennem sig. Luften skælvede imens hans form udviskedes og kort efter stod der en stor, grå ulv hvor han havde stået. 

Turen væk fra søbreden og kamppladsen tog ganske rigtigt kun lige over en halv time, tværs ind over landet. En enkelt gang veg de uden om marker som Eroan selv blot ville have gået hen over og et par gange var han nødt til at vente imens Ecaeriss guidede sin hest over dybe bække. På alle tidspunkter var Ecaeriss altid i syne fra mindst en af Eroan's båndsdyr, eller ham selv, selv om det ikke altid var tilfældet at hun kunne se dem. 
:Det var også på tide du fandt en hun der ikke har et hjerte som en kanin: Det drillende tonefald Solvinge's stemme ofte havde var ikke til stede og det lød faktisk som om ørnen mente det. 
:Hvad ved du om det, selvhøjtidelige fjerbold?: Der var ikke meget irritation i Eroans svar. Hans ven havde jo egentlig ret. De fleste kvinder var simpelt hen for... afbøjende til ham. For magelige. 
:Tydeligvis mere end dig. Men nu har jeg vist hjulpet dig nok for i dag. Prøv at lade være at larme så meget at i vækker mig.: Og med den afslutning fandt ørnen på plads i et af de store træer der omsluttede Eroans lejrplads og satte sig til rette. 
Kort efter brød Eroan's ulveskikkelse igennem krattet under træerne og da Ecaeriss' hest endelig kom igennem det ugæstfri plantvækst var han tilbage i sin elverskikkelse. Lejren var sat op imellem store, gamle Ahorn træer som var vokset i en stor oval. Et tykt krat af blåbærbuske og hasler var vokset op imellem træerne og havde skabt en lysning og det hele var omgivet af høje, klippefyldte bakker. Til trods for årstiden var alle planterne i fuld blomst og bar tætte, grønne blade. Har var også en anelse varmere end i omgivelserne og luften over den lille dam der bredte sig under en af ahorn træerne dampede svagt. Eroan havde rullet sine soveskind ud inde under den største ahorn hvor hans store, tunge bue af takstræ og qua'guaz gevir stod lænet op af stammen ved siden af et næsten to meter langt spyd med en spids af dværgestål. Der var intet telt at se, men den milde luft blandet med ahorns underligt tidlige krone gjorde det unødvendigt. 
"Velkommen til mit hjem væk fra hjem. " Sagde Eroan med et let smil og slog ud med hånden. "Må ærligt tilstå, jeg havde aldrig regnet med at invitere en skovelver herind. " Sne fnyste hånligt af ham da hun passerede ham, og skubbede til ham med sin skulder for at vise hvad hun synes om hans fortsatte stikken til det. 

Turen hen til Eroans lysning var blevet tilbagelagt i stilhed. Hestens prusten og dyrenes lyde var som sædvandligt hendes følgesven, og denne gang var dyrene det i meget bogstavlig forstand også. Hun nød udsigten og den trætte sols stråler. Det sidste stræk gennem det tykke krat var hårdt for hesten, og hun endte med at stige af og hjælpe den igennem de værst svirpende bevoksning. 
Lysningen, der mødte hende på den anden side, var intet mindre end overdådig. Træerne som højloftede hvælvinger og varmen, der fik hende til at gyse fra den kulde, hun lige havde forladt. Magisk - på flere måder. 
Et smil trak i den ene mundvig af hans kommentar, mens hun satte hesten til rette henne ved et af træerne og befriede den for saddeltaskerne, der nu bugnede af fyldte tjærekrukker. Hun tog sig sin tid - for hestens skyld, fortalte hun sig selv - og gik så hen til Eroan igen og genoptog samtalen, som om den aldrig var sluttet, selvom den i virkeligheden aldrig rigtig var kommet i gang. 
"Her er smukt," sagde hun, lagde saddeltaskerne fra sig og begyndte at snører kappens lukning op. "Varmt, grønt, frodigt. Yderst magisk."
Smilet ændrede sig til noget drillende, idet hun trak kappen over hovedet og lagde den fra sig halvt oven på taskerne. Med den ekstra varme i luften var der ingen grund til ikke at tilpasse sig hans grad af afklædthed, og det klarede hendes kjole jo ganske udmærket. Det mørkeblå stof dækkede det mest intime af fronten - men nærmest også kun det - mens håret tog sig af at dække ryggen. Guldkæderne, der hang tværs henover brystkassen fangede solens stråler, og Ecaeriss tog sig selv i at tanke, at de næsten ydede samme funktion som Eroans knoglebræt. 
"Du formskifter til dyr og bor i din egen lille, private lysning i skoven, med magelig magi til at gøre det hele grønt og varmt," fortsatte hun og lagde hovedet let på skrå.  "Hmm, hvor mon det kommer fra."

Eroan lod Ecaeriss gøre tingene i sin egen hastighed. Tålmodighed faldt ham normalt ellers ikke nemt, men ingen af dem skulle nå noget. Imens Ecaeriss tog sig af sin hest fandt Eroan noget tørret kød frem fra sin egen begrænsede oppakning som han havde hængt fra en gren så eventuelle firbenede gæster ikke kunne komme til det. Maden forsvandt i tre mundfulde imens han holdt øje med sin gæst. Han var halvt bevidst om at Jagtskygge passerede over dem og slog sig ned på en klippetop en lille kilometer væk. Selv her i Azuriens lavland var der aldrig langt til klipper. 
"Jeg ved ikke med magisk. " Eroan lagde hovedet let på skrå som han havde for vane imens Ecaeriss lagde oppakning og kappe fra sig. Hans gyldne øjne fandt hendes ben og fulgte den blege, perfekte hud op over hoften, forbi den meget begrænsede kjole, dvælede kort ved guldsmykkerne, og det der var bag dem, før han fandt hendes ansigt igen. I modsætning til hvad man måske ville have forventet af civiliserede folk gjorde han ikke noget forsøg på at skjule hvordan han så på hende. "Men det er et praktisk lille sted. "
Han vrængede lidt på næsen af hendes sammenligning og hvad den tydeligt skulle drille ham med. Det var ikke ligefrem fordi det var første gang han var blevet sammenlignet med en skovelver. Han lignede trods alt ikke hans blege, lyse og høje slægtninge særlig meget. Han var blevet kaldt alt fra ørkenelver til mørkelver gennem årene, og enkelte gange havde folk da også troet det var en skovelver de stor overfor. Det betød ikke han kunne lide det. 
"Bah. Det er ikke fordi jeg bor her. Men den varme kilde er praktisk om vinteren og stedet er nærmest umuligt at finde til fods hvis man ikke ved det er her. " Han trak lidt på skulderen. "Jeg ved simpelt hen ikke nok om magi til at vide hvorfor her er sådan. Jeg gik bare ud fra det var noget med vandet. " 
Uden rigtigt at tænke over det rakte han ud og lod sine fingre stryge hen over hendes guldsmykke. Det var langt mere poleret og vellavet end de få gulddele han havde i håret og var med til aktivt at drage hans blik imod hendes bryst. 
"Min bedstemor mener mine evner formentlig stammer fra hendes egen bedstemor. Hun kunne noget lignende, tilbage i tiden før bruddet. " Han så op igen og for en gangs skyld var der ikke noget af hverken ulven eller ørnen i hans holdning. "Men det er ikke så vigtigt. Nu er du her. Hvad så nu? " Eroan var muligvis ikke den mest veltalende elver i verden. Faktisk absolut ikke. Men han var i det mindste direkte.