Junos ansigt fortrak sig i noget, der næsten var en latter, da Treston fortalte om den kogte pastinak. Det var ret sjovt, men Juno forsøgte trods alt stadig at lade som om han hadede Treston og derfor gik det heller ikke, hvis han grinede for meget af hans historie, og i stedet gemte han sit ansigt imod sin skulder og blandede sig ellers udenom deres samtale. 
Da Paxs fod kom op på Junos stol, hans ben imellem ham og deres gæst, skævede Juno undrende til sin kæreste. Det tog ham dog ikke mere end et par sekunder at lægge brikkerne sammen, til han forstod at Pax på sin egen måde forsøgte at beskytte ham. 
Ikke at det hjalp. Det instinkt, Juno altid kæmpede mod, der bad ham om at møve sig tæt ind til Pax, eller kysse ham, eller springe op i armene af ham, eller op på ryggen af ham, eller sætte sig på hans skød, eller skubbe sig op under hans arm - dét instinkt lå konstant i ham, og var kun lige til at holde under kontrol, når de var i nærheden af andre, fordi Juno trods alt også var en meget privat person, men når Treston var deres eneste gæst og Pax var indenfor rækkevidde, blev det kun endnu sværere at holde sine hænder for sig selv. 

Han kunne dog ikke undgå at høre med, og ville heller ikke misse et ord, for det Treston bad om, var helt surrealistisk. Troede han selv, at han ville få al den hjælp, når Pax i virkeligheden bare kunne slå ham ihjel? Enten måtte deres gæsts hjælp være utroligt meget værd, eller også havde Pax seriøst et blødt punkt for ham, at han overhovedet turde komme og spørge om så meget.  

Og Paxs reaktion på det var mere spændende for ham end noget andet der var sket indtil videre. Når man kendte ham, som Juno gjorde, var det ret tydeligt, at han gjorde sit bedste for at hjælpe, og Juno trak også kun på skuldrene, da Pax skævede til ham. 
"Det er din ven," svarede han med et kækt smil, der afslørede, at han vidste præcis hvor provokerende han var, når han omtalte Treston sådan foran dem begge, og nærmest for at understrege, hvor lidt det ragede ham, skubbede han også sin stol op på at balancere på de to bagerste ben. "Medmindre du vil bruge vores bryllupsrejse som undskyldning for, hvorfor vi skal eskortere ham." Det var ment som en joke, men så snart han havde sagt det, indså han hvor meget han virkelig hadede ideen og skyndte sig at sende Pax et blik, der sørgede for at fortælle ham, hvor meget han ville hade dét. 

    Treston mødte ikke Pax' udbrud med andet end et træt, løftet øjenbryn, mens et ufrivilligt minde af godt nok ikke Eylia, men Ersten, der kylede ham ned ad trappen til fadeburet hjemme i forældrenes lille byhus, fordi han havde været flabet, skød igennem hans tanker. Mindet om at være vægtløs et sekund - og allerzalans skræmt - før han ramte reolen nede for enden af den stejle trappe, så moderens mange glas med sylte og marmelade ramlede ned over ham og knustes imod gulvet. Eylia havde været rasende - på Ersten, naturligvis, men af én eller anden grund også på Treston, hvilket Treston på otte havde fundet yderst uretfærdigt, når det nu ligesom var ham, der var blevet kastet med, og ham, der havde fået en bule i hovedet og et kæmpe blåt mærke på ryggen... og desuden stank af eddike, selv efter en halv time i badehuset. Da han klagede sin nød og forurettelse til Zirra havde hun stirret på ham, som om han da var idiot, og sagt: "Hun troede vel, du var kommet alvorligt til skade - selvfølgelig blev hun også sur på dig!"
    Måske var der alligevel noget om, at piger blev hurtigere færdige oppe i hovedet end drenge...
    Da Pax fortsatte med at fortælle om de mange gadebørn, der skulle brødfødes, nikkede Treston langsomt - jo, han fattede det godt, og han ville ikke for noget i verden være skyld i, at der gik noget fra dem, der i forvejen ikke havde så meget... Han havde bare ikke vidst, at Ulven - og tilsyneladende også Ulvens partner - bekymrede sig så meget om gadens børn.
    "For mig er det det samme, om jeg låner eller køber - bare kompasset virker," erklærede han og skar så en grimasse, da Pax begyndte at tale om legitimitet... "Jeg vil nødigt... være nødt til at udnytte almindelige folk på min vej, hvis det er dét, du hentyder. Men jeg er sold-" Han rettede sig selv: "Var soldat, og jeg er ikke bange for at være ukomfortabel - sove i stalde eller under åben himmel, hvis jeg skal. Men nej - ingen officielle papirer. Kun hvis jeg får tid til at tjekke ind med de større Isari-templer på vejen, hvilket jeg tvivler på..." Han gik ud fra, at om ikke andet Pax havde hørt detaljerne i hans dom - om genskolingen i landets templer, der var et kriterie for, at han kunne få lov til at vende tilbage til Dianthos. Alligevel trak han dommerskriftet frem fra sin inderlomme og lagde det med en sigende grimasse på bordet, hvis nu én af mændene skulle få lyst til, selv at få syn for sagen. "Hvis I har... venner ude i landet, der kan overtales til at hjælpe mig på vej eller lade mig overnatte i et skur... noget i dén stil. Så er det også mere end fint."
    Treston fangede godt blikket imellem de to mænd og trak også overrasket på smilebåndet over Junos kommentar om bryllupsrejse. De var gift simpelthen...? Men dog, men dog... Hvem skulle have troet, at Ulven tilsyneladende kunne påråbe sig retten til flere voksenpoint end Treston, med både hus og børn og ægtefælle...
    Smilet blev dog gemt bag en påtaget, træt indignation. "Gavmild beskrivelse," mindede Treston Juno om, som svar til kommentaren om det formodede 'venskab' mellem ham selv og Ulven.
    Som svar til sidstnævntes spørgsmål sukkede han og kørte sig lidt selvbevidst over kæben med den ene hånd. Han trængte til en barbering, men dét blev der sgu nok ikke tid til inden afrejsen... "Jeg har på fornemmelsen, at hun er taget til Fristavn, og så sandsynligvis har fundet sig et skib derfra..." Og hvis Sedna var taget til Fristavn, var Zirra uden tvivl fulgt efter. "...Men jeg kan sige det med sikkerhed, når jeg får kompasset - jeg har en nøgle, hun har lavet, og chakra-aftrykket burde være stort nok til at pege mig i den rigtige retning..."
    Han specificerede ikke, at det var Sedna - krigsfangen, hvis flugt han havde været ansvarlig for - der var målet for hans jagt. Ej heller nævnte han Zirra, for dét ville bare afkræve ham endnu flere forklaringer. 
    "Det var oprindeligt planen, at jeg ville finansiere rejsen - i hvert fald delvist - ved at... tage arbejde som karavanevagt, eller noget i dén stil... Men der er sket nogle ting på familiefronten, der gør hele denne rejse en anelse mere... presserende..." Han pustede ud og skar en grimasse. "Men igen; hvis I kender nogen, der kender nogen, der kunne tænkes, at have en form for brug af en forhenværende soldat, så er det også en hjælp... Jeg bilder mig bestemt ikke ind, at jeg kan tillade mig at være kræsen..." Så kom han i tanke om, hvem det var, han talte til og skyndte sig at tilføje - en anelse tørt: "...Så længe det altså er brug af mine evner med et sværd, I sætter til salg, og ikke... andet..."
    
    

Pax skævede til sin mand med et træt blik, skønt de kække ord ikke kom bag på ham. På dét sprog, der var Flokkens og som kun én af dem, kunne tale, mumlede han hastigt: ”Pas på. Ellers sender jeg dig med ham.” Pax trak begge sine mundvige op i et tomt men advarende smil, der dog var ligeså påtaget som de truende ord. Juno skulle ingen steder, hvis ikke Pax også skulle med. Han havde mistet ham én gang. Det kunne ikke ske igen. Selv så mange måneder efter deres genforening, kunne det stadig volde Pax problemer, hvis han var adskilt fra Juno i længere tid af gangen; han blev irrationel, rasende, humørsyg. Han holdte sig derfor altid så tæt på den anden så muligt, ganske enkelt så han kunne forlade, hvad end han var i færd med og hurtigt finde ham, se, at han stadig var i live, at han var hjemme…
Det var dog også så småt ved at gå op for Pax, at Treston var mere desperat end han gav udtryk for. Der var én, han skulle finde, koste hvad dét koste ville og om det så betød, at gøre forretning med én som ham selv. Dét forstod Pax bedre end både Treston og Juno øjensynligt kunne sætte sig ind i. Havde han ikke selv smidt alt, han havde i hænderne og spurtet i retning af Zircon i samme øjeblik, at han havde hørt rygterne om Juno? Det havde på en og samme tid været den sværeste og nemmeste beslutning i hans liv, og Pax ville gøre det igen og igen, lige indtil den dag Kile kom efter ham.
Med andre forstod, og sympatiserede, Pax med Treston og pludselig blev det så meget desto mere enkelt at hjælpe ham. Venner eller ej.
”Fristavn giver mange muligheder. Og hurtigt”, hørte Pax sig selv svare, ligeglad med om der var blevet sagt andet eller mere i de øjeblikke, han havde befundet sig i mindernes greb. Han stillede sig op af køkkenbordet og gned en af sine hænder henover de vilde krøller, stadig eftertænksom. ”Det er ikke vanskeligt at få dig til Fristavn. Det er bare at komme afsted.” 
Pax skævede atter til Juno, velvidende at han ikke ville hjælpe ham. Det gav ham dog ro, at se på alt det flotte og hemmelighedsfulde og de blå øjne. Det cementerede på en eller anden måde hans eksistens, mindede ham om hvorfor, at han skulle besvære sig med at gøre det her for soldaten.
”Så… det er primært efterfølgende… at det bliver vanskeligt.” Det var tydeligt, at Pax da blot talte højt, for selvom han stadig stirrede på Juno, var hans blik også fjernt og druknet i overvejelser. Sådan stod han for blot et øjeblik indtil, at han atter så op og hen på Treston. Han havde sagt noget i den så velkendte tørre tone, men Pax kunne ikke begribe hvad det betød, hvorefter han rystede på hovedet.
”Jeg kan godt henvise dig til nogle i Fristavn, der i bytte for forskellige tjenester kan give dig plads på et skib eller adgang til nogle af de beskidte teleportører, men du vil ikke bryde dig om det, de vil have for det.” Pax trak lidt på den ene skulder, for det var trods alt ikke hans kvaler. Selv havde han dog ville gøre alt for at få Juno hjem igen, hvormed at… ”Det må være op til dig, hvad du takker ja og nej til. Hvad du er villig til at give dem og ikke. Hvis jeg sender ord ud, er du ikke tvunget til noget som helst, men det er de så heller ikke. Det kan dog give nogle muligheder, hvis du spiller dine kort rigtigt.”
Pax skubbede sig fri af sin position ved køkkenbordet og gik hen til en af skabene, som han åbnede. Det var tomt men som havde han gjort det utallige gange før – og det var ikke løgn – stak han hånden ind og skubbede en af væggene til den ene side. Fra det skjulte rum fremdrog han en lærredssæk, som han stillede fra sig på spisebordet, men dernæst drejede han rundt på hælen og forlod køkkenet. Han skulle have fat i Verdis og eftersom Juno stadig sad i køkkenet, stolede han på at krystallerne forblev, hvor de var.

Juno trak afslappet på skuldrene, da Treston hårdnakket holdt fast i at 'ven' var en gavmild beskrivelse. Det syntes han ikke selv det var, enhver med øjne i hovedet kunne jo se at de to mænd var villige til at hjælpe hinanden på en anden måde en forretningsforbindelser ville. Juno smilede også blot større til Pax, da han advarede ham mod at blive ved, hvis ikke han ville sendes med Treston. Det var en god trussel han kom med, for der var ikke noget Juno mindre ville, end at rejse med en eller anden soldatermand han ikke kendte, eller at blive sendt væk fra Pax overhovedet, men samtidig vidste han også, at det ikke var mere end en tom trussel, så selvom han tav, var han stadig i et godt humør. 

Det gav straks Juno et bedre indtryk af Treston, at det var en pige han ledte efter. Så kunne han i hvert fald ikke flirte med Pax. Ikke hvis han ville tage helt til Fristavn for at finde hende, hvem hun så end var. 
Juno lod sin stol falde ned på alle fire ben igen, for at kunne følge med i hvad Pax lavede, når han gik rundt, og det eneste tidspunkt han så tilbage på Treston, var for at skære en grimasse, da han fastslog at han ikke var villig til at svinge sit kødsværd rundt for krystaller. 

Øjenbrynene løftede sig skeptisk i hans pande, da Pax rent faktisk fandt en lærredssæk med krystaller frem. For det første vidste Juno, hvad der gemte sig bag panelet, og for det andet var lyden af krystallerne i sækken umiskendelig, så selv Treston også måtte vide hvad den var fyldt med. 
Da Pax ligefrem forlod køkkenet, tog Juno straks chancen og vendte sin fulde opmærksomhed imod Treston igen. "Var det for min skyld han lærte at danse, eller var det en undskyldning fra starten af? Blev han god? Hvor meget fik du lært ham? Hvor længe har I kendt hinanden? Hvad har han sagt om mig?" Juno remsede lavmælt og hurtigt alle sine spørgsmål op, hans øjne store og nysgerrige, hele hans krop lænet i retningen af Treston, som kunne han høre noget, ved at være nærmere ham, som han ellers ikke ville have fundet ud af. Det var de samme spørgsmål som han havde brændt inde med, lige siden han var blevet overbevist om, at Treston ikke var en hemmelig elsker.

    Treston nikkede på på passende steder undervejs i Pax' tankerække - enig i hans analyse og taknemmelig for de muligheder, han stillede op. Selvom det naturligvis ikke ligefrem var betryggende nyt, at Ulven mente, han ville bryde sig så lidt om betalingsformen...
    "Dét må jeg tage, som det kommer - som sagt føler jeg ikke rigtig, jeg kan tillade mig at være kræsen... Al hjælp er kærkommen." Han fulgte Ulvens roderier i skabet og løftede et overrasket øjenbryn, da sidstnævnte trak en pose, der efter lyden at dømme var fyldt med krystaller, ud af det tilsyneladende tomme kabinet, og smed den på bordet imellem Treston og Juno.
    "Tak?" Det kom ud som et spørgsmål, fordi handlingen var kommet bag på Treston - ligesom Ulvens exit i det samme gjorde det. 
    Det kom dog endnu mere bag på ham, at Juno næsten med det samme plantede sin fulde opmærksomhed på ham - lidt på samme måde, som en kat ville betragte en lille spurv på den anden side af en rude, hvis Treston skulle pege på en god sammenligning...
    "Dét..." begyndte han og tvang så øjenbrynene ned fra hårgrænsen igen. Vidste ikke helt hvad han skulle mene om dette... krydsforhør, men var på den anden side også temmelig sikker på, at han ikke havde lyst til at bringe den mere morderiske side op i Ulvens partner igen... "Han fortalte mig, at det var for din skyld, og jeg skal ikke kunne sige, om det var en del af sandheden, eller udelukkende et skalkeskjul... Han blev god nok til at narre halvfulde halvadelige til ét af Ridderballerne, men ikke så god, at jeg ikke lagde mærke til ham på dansegulvet..." Trestons mundvige var kravlet en anelse i vejret, fordi Junos interesse alligevel morede ham. Han var godt nok... en finurlig gut. "Jeg fik lært ham vals og et par enkelte, simple kvadrilledanse, så hvis han har nægtet at brudevalse, er han fuld af lort. Vi havde vores første samtale for... trekvart år siden? Men jeg har.. gjort det en del i gadekampe, og i de kredse er det jo svært ikke at vide, hvem Ulven er, så jeg har kendt til ham betydeligt længere." Nu smilede Treston for alvor og lænede sig en anelse tilbage på stolen - krydsede underarmene over stoleryggen og betragtede Juno vurderende. "Han har ikke sagt meget - bare nævnt en Juno, der startede sit eget og tog sine egne børn til sig, og så forsøgt at chokere mig med informationen om at ligge i med mænd - én mand," skyndte Treston sig at specificere, da han efterhånden havde fundet ud af, at Juno var temmelig... territorial omkring den ældre mand. "Det chokerede mig nu ikke så meget, som han måske havde regnet med." Selv hvis Treston ikke var vokset op med Zirra, der havde et meget liberalt forhold - ikke bare til sex, men også til kønnet på dem, hun gik i seng med, og hvor mange (dog ofte uvelkomne) detaljer hun delte med sin storebror bagefter - så var han af dén klare overbevisning, at man ikke burde hælde hverken chok eller fordømmelse ud over nogen, der så let som ingenting kunne få arrangeret at man blev likvideret i en mørk gyde...
    Det var bare én af dén slags små regler, Treston levede sit liv efter...
    "Jeg tænker, det må være min tur nu?" bemærkede Treston så og gav Juno tid til at komme med indvendinger, selvom han ikke havde tænkt sig at lytte til dem - han var ikke i dét humør, for han havde fået færten af en samtale, der kunne være interessant, men hverken involverede store følelser eller årgamle usagtheder... Dén slags havde han nemlig fået nok af for i dag... 
    "Havde du virkelig tænkt dig at stikke dén kniv i mig?"

Junos mund faldt åben i en fornærmet måben, da Treston fortalte ham, hvad Pax havde gjort til et af ridderballene. Hvis han kunne narre den slags mennesker til at tro, at han var én af dem, så kunne han også godt danse med Juno, og i samme øjeblik som Juno tænkte dét, pointerede Treston det samme. 
"Han skylder mig en dans," mumlede Juno, hans øjne knebet eftertænksomt sammen, planerne for, hvordan han skulle tvinge dén dans ud af Pax allerede i gang med at blive formet. På dén måde mindede han efterhånden mere og mere om sin ægtefælle. 

Stadig hørte Juno dog godt nok efter hvad Treston fortalte, til at skære en grimasse, da han nævnte gadekampe. Det var samme grimasse, som han havde skåret, da Treston havde bragt muligheden for at prostituere sig selv op; én der betød, at han ikke brød sig om tanken overhovedet. "Har du kæmpet i de kampe, eller har du bare stoppet dem?" spurgte han med et skeptisk blik. Dén del af banden blandede han sig helst ikke i. Hvis han endelig skulle slås, var det mod nogen, der havde givet ham grund til at springe på dem. Krystaller var ikke grund nok for ham til at kæmpe som de gjorde det. 

'- forsøgt at chokere mig med informationen om at ligge i med mænd - én mand.' Treston reddede sig selv fra Junos vrede i sidste øjeblik, og i stedet fnøs den unge mand med et skævt smil. "Jeg gjorde det samme, da jeg fortalte ham det. Prøvede at chokere ham," mumlede Juno og så væk, mindet tydeligvis kærkomment for ham. Det var nemmere at sige den slags, når man opførte sig som om man gjorde det for at provokere og nu var det muligt at Pax havde haft samme følelse. 

Der var heller ingen indvendinger, da Treston krævede sin egen tur, kun et skeptisk blik fra Juno, der kun havde tænkt sig at svare, hvis han kunne lide spørgsmålet. Igen og igen undervurderede han dog hvor respektfuld Treston var, for en soldat at være, og Junos halvkvalte latter kom mere ud som et moret fnys end noget andet. 
"Jeg var gav Pax tid til at stoppe mig, gjorde jeg ikke?" spurgte han og skævede op til Treston under sine lyse øjenvipper, inden han så væk igen. "Spørgsmålet er, om Pax ville have tilladt det. Og det gjorde han ikke." Juno trak på skuldrene, som om intet andet betød noget. "Hvis du havde rørt ved min mand, ville jeg have slået jer begge ihjel," tilføjede han med et afslappet smil, men da han så tilbage på Treston, hans kinder varme og hans blik levende, sagde både hans ansigt og hans kropssprog, at han havde det hele i munden og intet andet sted. De trusler han kom med, var ikke andet end dét. Trusler. 
"Var du virkelig bange for mig? Jeg er halv din størrelse." Junos smil voksede og han trak begge ben op til sig, foldet i skrædderstilling, selvom hans knæ væltede ud over den smalle stol.

    Treston så Junos skepsis og noget ved spørgsmålet - måske dén fordomsfulde måde, det efter Trestons mening blev stillet på - irriterede ham. Dog var han heller ikke just stolt af sine mange, anonyme ture til Skumringskvarteret og Undergrunden - havde set dem lidt som et svaghedstegn siden han første gang var trådt ind i en ring, fordi hverdagens trivialitet strammede til, så han var ved at blive kvalt. Siden han første gang havde fundet ud af, at i ringen var der kun plads til reaktion og smerte - ingen tanker og ingen krav.
    "Tror du helt ærligt selv, din mand havde lukket mig ind, hvis jeg havde ødelagt hans forretninger?" kontraspurgte Treston derfor og lod Juno selv om at brygge en historie sammen, der kunne forklare dén udmelding. Dum lod det jo ikke til, at han var - højst en anelse... følelsesstyret - så mon ikke han ramte nogenlunde plet...? "Nok kender jeg ikke meget til Pax - hvem din mand er under Ulvens ansvar - men han slår mig... helt bestemt som typen, der bærer nag. Og som typen, der hader, når nogen ødelægger hans planer og hans forretninger... Desuden er jeg ikke så dum at jeg skider, hvor jeg spiser!" Treston fnøs en lille latter. "...Det kunne fandeme se kønt ud, hvis man som højhellig Ridder blev genkendt af slummens bærme - synes du ikke?"

    Af én eller anden grund betød det noget, at Juno lo - også selvom det mere var en tørt fnys end noget andet. Dog undrede Treston sig over den yngre mands ord, for det lød som... et underligt forhold dé to havde. 
    ...ikke at han var dum nok til at dele dén tanke med nogen. 
    I stedet trak han skævt på smilebåndet ved tanken om den unge fyr, der forsøgte at tage livet af både Ulven og den forhenværende Ridder. Treston var ikke et sekund i tvivl om, at han mente det - om ikke andet i overført betydning. Det fuldstændig døde udtryk, der havde været på den anden mands ansigt, spøgte i hvert fald et øjeblik på Trestons nethinde.
    "Det kommer ikke altid an på størrelse," bemærkede Treston med et sigende blik til dén lomme, Junos kniv var forsvundet tilbage i. "Og de to mennesker, jeg frygter mest i denne verden, når mig ikke engang til hagen og har nok sådan cirka..." Han trak på smilebåndet med billedet af mor og søster for sit indre blik. "Cirka halvdelen af min kampvægt. Derfor skal du stadig se mig have... uforholdsmæssig megen respekt! Desuden tror jeg, at Ulven ville være temmelig tilbøjelig til at føje dig, hvis du pludselig besluttede dig for, at du ønskede mit hoved på et fad. Så ja. Jeg blev i allerhøjeste grad bange for dig."

Pax vendte tilbage og med sig bragte han - hvad der kunne ligne - resten af husets besøgende:
På hans ene arm hang Ronia, hendes krøllede hoved hvilende mod hans egen muskuløse skulder. De brune øjne kæmpede for at holde sig vågne, alt imens de små hænder lå i Paxs nakke og drillede.
Verdis fulgte i hælene på sin leder, trofast og loyal som altid, og med sine perfekte øjenbryn samlet i midten af hans pande, tydeligvis fordybet i tanker.
Domnall var den næste i rækken, bærende på to stakke af tøj og dertilhørende støvler. Efter at have placeret det på køkkenbordet, drejede han rundt på hælen og skridtede målrettet mod hoveddøren, men forinden at han forsvandt ud i natten med sine beskeder, nikkede han opfordrende til Treston. "Hagen op!"
Efter at Domnall havde forladt dem, dukkede Dion og Tomas op; begge muskuløse mænd med tatoveringer, karakteristisk for nordfolket. De ænsede slet ikke Treston, men begyndte at finde remedier frem: flere lærredsække som Pax og Verdis straks tog i brug, ivrigt mumlende mellem hinanden som de arbejdede med at fylde dem.
Trafikken i køkkenet fortsatte sin fortravlede facon, indtil Pax og Verdis færdiggjorde, hvad de var i færd med og Pax overrakte den nu sovende Ronia til ham.
Først da vendte han sig mod Juno og Treston, i grunden ligeglad med hvad end der havde udspillet sig imellem dem, mens han var væk. Juno så ikke rasende ud og eftersom Guldlok stadig var i live, kunne de ikke være blevet kaosramte. Han nikkede opfordrende til Juno og skubbede dernæst alt tøjet hen imod ham, som tegn på han skulle iklæde sig det.
"Vi skrotter skibet. Det tager for lang tid.", informerede han, hans tone atter effektiv. Pax havde nu et mål, en gennemtænkt plan for, hvad der kom til at ske i løbet af de næstkommende nattetimer og for én med hans grad af kontrolhysteri, var det kærkomment.
Pax begyndte at klæde sig på og forinden, at han bandt snørrene på sine støvler, kastede han en af de små lærredsække over mod Treston. "Jeg kender en, der kan få dig et godt stykke i retning af Fristavn. Han er utilregnelig som en i Zaladins forgård, men han har ikke svigtet os endnu -" Pax skyndte sig at affærdige Trestons modsigelser med en viften med hånden men forinden, at den anden overhovedet nåede at sige noget til det, forklarede han hastigt videre: " - du er under tidspres og det her er den mest effektive løsning. Hvis du var kommet noget før, kunne det her være blevet udført langt mere elegant. Fordi du dog tror, at jeg kan trylle, så må du leve med flere dages kvalme og svimmelhed, for du, min ven, skal flytte det der korpus fire dage frem på på ingen tid overhovedet."
Pax, nu iført tøj til kulden udenfor, dirigerede Juno med sig ud i gangen, hvorefter han skabte et fiktivt rum omkring dem, ved at ligge sin ene arm omkring den andens skulder. "Du kan blive hjemme, hvis du vil. Jeg tænker ikke, at det bliver særlig begivenhedsfuldt. Jeg fører ham til en, der har adgang til en portal, skubber ham igennem den og går hjem igen." Pax lod sit blik hvile i Junos, afventende og allerede accepterende omkring, hvad end den anden besluttede.

Juno troede på ingen måde at Treston var velkommen, hvis han havde brudt kampe i arenaen op. Grunden til at han overhovedet havde spurgt, var fordi han slet ikke havde tænkt, at Treston gjorde sig i kampe i Undergrunden. Almene slåskampe oppe i Dianthos' gader derimod. Men selv da, havde han jo haft svært ved at se den nydelige soldaterdreng kæmpe sammen med rakkerpakket. Arbejdede han ikke på Paladset? Juno var tilstrækkeligt forvirret til, at han ikke svarede Treston med andet end tavshed. Han kunne pludselig ikke finde hoved og hale i, hvem Treston var, hans billede af ham ødelagt. 

"Størrelsen betyder noget," svarede Juno med et grin, der afslørede at han ikke nødvendigvis talte om slåskampe længere, men tav, da Treston fortsatte med sine tanker om, at Pax ville have ladet ham dræbe Treston, hvis Juno havde sat sig for at ville det. Han tvivlede på at Treston havde ret, men han kunne godt lide at tænke at han havde - eller lide at vide, at det fra udefrakommende så sådan ud. Pax foretrak at bestemme alting selv, det kunne der ikke være nogen tvivl om, men han gjorde alligevel mere og mere for at involvere Juno i banden, på sådan en måde, at Juno næsten ikke kunne være i al det ansvar, på trods af at have ledt sin egen bande før. 
Inden han kunne nå at svare Treston - og det havde han ellers tænkt sig at gøre, ærligt denne gang, sluttede Pax sig til dem igen, og Juno rakte straks en arm ud efter ham og åbnede munden, ivrig efter at fortælle ham, at hans ven var bange for ham, men så fulgte resten af banden også med, og Juno lukkede straks munden, imens alt foregik på én gang omkring ham. Han opgav at følge med i hvad der skete og fokuserede på kun at følge med i, hvad Pax lavede, indtil han fik skubbet en bunke tøj imod sig.
Uden at stille spørgsmål begyndte han at iklæde sig det, takket være Paxs bestemte blik på ham, selv støvlerne. Han troede ikke at Pax ville smide ham ud, så hvis han skulle have tøj på, måtte det være fordi Pax ville have ham med sig. 

Derfor fulgte han også straks med ud i gangen, da Pax indikerede at han skulle, og så snart Pax var tæt nok på ham til at have en arm om ham, møvede Juno sit ansigt op imod hans skulder og indåndede duften af ham. Han vidste at Pax foretrak mere afstand imellem dem når der var andre omkring dem, og særligt i situationer som denne, hvor han gerne ville have øjenkontakt, men Juno var ligeglad. For ham føltes det som en evighed siden han havde rørt sin ægtefælle. 
"Jeg vil altid med. Hvor end du går hen." Han trak sig et skridt væk igen og så Pax direkte i øjnene imens han tilføjede; "Du skylder mig en dans."

    Junos kommentar fik Treston til at fnyse en overrasket latter, og han havde netop åbent munden for smide noget tilsvarende dumt-og-under-bæltestedet, men nåede det ikke, før Ulven var tilbage med sine folk i hælene og den lille pige på armen, og det korte, private øjeblik med Juno druknede i tøjbunker og planlægning.
    Treston modtog den mærkelige opfordring fra Ulvens mand med et forbløffet nik, og stirrede så efter den fremmede mand, da han forlod huset. Der var ét eller andet ved ordene, der gav ham indtryk af, at de betød mere, end man umiddelbart skulle tro, men han kunne sgu ikke lige sætte fingeren på, hvad det skulle være...
    Så gik Pax i gang med sin lange planlægningssmøre, og Treston greb lidt overrumplet dén sæk, han kastede til ham.
    "Sidste gang du tog beslutninger på mine vegne, kostede det mig en bule på størrelse med et hønseæg og en uges kvalme og lysfølsomhed..." bemærkede han og blev af sine egne ord mindet om, at han nok burde have set en læge eller en heler efter ballet og mødet med Pax' lysestage... "Hvis du kan vinde mig fire dage, så brokker jeg mig ikke over lidt svimmelhed!"
    Ulven nåede at gå afsides med sin mand, inden Treston kunne spørge ham, hvad han regnede med, der skulle i posen - et par fingre som pant, måske? Eller løftet om hans førstefødte? - og derfor henvendte Treston sig lidt fortabt til manden, der havde overtaget den lille pige fra Pax. Var det Verdis, han var blevet kaldt?
    "Jeg..." begyndte Treston, men nåede ikke længere, før manden havde taget sækken ud af hånden på ham, og stukket ham det sovende barn i favnen i stedet. Treston var ikke uvant med børn - dét var svært at være, når ens yngste lillebror var så eftertrykkeligt en efternøler, som Soris var det - men han havde aldrig været komfortabel omkring dem, og derfor sad han også meget stille, for ikke at vække den sovende pige, mens Verdis med hurtige, bestemte bevægelser talte krystaller op fra posen på bordet, og tog det lille barn tilbage. 
    "Tak," mumlede Treston og stak posen med krystaller inden for jakken - tog også dommerskriftet til sig igen og lod det gå samme vej. Så rejste han sig og tilsluttede sig de to mænd i gangen - netop tids nok til at høre Junos sidste ord. 
    "Jeg er enig med din mand," erklærede han, selvom han ikke var blevet spurgt. "Hvis du kan svinge tykke adelsdamer rundt, kan du også give din husbond en svingom - det er da det mindste..." 
    Fordi han godt kunne fornemme på stemningen, at de var ved at bryde op, lagde han dog ansigtet i alvorligere folder og tilføjede: "Inden vi forlader byen, bliver jeg nødt til at slå omkring centrum - jeg har en taske og en pakket vadsæk stående hos minde forældre..." De var sandsynligvis gået i seng nu - hans far i studereværelset og hans mor alene i soveværelset efter dét skænderi, de havde haft over ham og hans dårlige livsbeslutninger... Han ville blive nødt til at lægge en seddel som afsked, og dén tanke skar ham i hjertet...
    Der var bare ikke skide meget, han kunne gøre ved det.
     Treston fandt posen med krystaller frem fra inderlommen og rakte den frem imod Juno - ingen grund til at de skulle bekymre dem om, hvorvidt han kom tilbage med deres krystaller. "Jeg kan være frem og tilbage på... tyve minutter eller så." Hvis han løb hele vejen... Heldigvis var gaderne nok mere eller mindre mennesketomme på dette tidspunkt. "Hvor passer det, at jeg slutter mig til jer igen? Her?"

Paxs hånd søgte Junos nakke, da det blonde hoved landede blidt mod hans skulder. De arrede fingerspidser kærtegnede den bløde hud og bandelederen måtte fnyse moret af de ord, der fulgte. Det var en reprimande og fordi, at de var alene – i hvert fald så alene de kunne være i et knap fyldt hus – kastede Pax sin frie hånd, påtaget beskyttende og i overgivelse, op foran sig.
”Ja, ja. Du skal nok få din dans”, mumlede han hastigt og i samme øjeblik som begge hans brede øjenbryn steg til himmels i hans pande. Der lå et smil og truede i Paxs ene mundvige, men netop som han skulle til at bøje sig frem og kysse Junos mund – hvordan kunne han lade være? – dukkede Treston op i gangen.

Pax trådte instinktivt væk fra Juno, rev sin (for) kærlige hånd til sig og var nær hamret ind i den tilstødende væg af forskræk- overraskelse. Han havde været for opslugt af den blonde fyr og med et irriteret blik – han kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt at dukke op på og var det så med vilje? – i retning af Guldlok, fnøs han.
”Du kan få en time”, lød det affærdigende før at Pax drejede rundt på hælen og begyndte at skridte i retning af hoveddøren. ”Mød os ved Sølvstræde –” Og fordi Pax stadig følte forlegenhedens magt, tilføjede han hastigt og forinden, at han forsvandt ud i natten: ”Hvis jeg skal vente på dig, skrider jeg.”

Pax stoppede op ved det første og bedste hushjørne, og som kunne Tommy læse sin leders tanker, kom han hastigt gående end ikke øjeblikket efter.
Efter at Juno havde sluttet sig til dem, begyndte Pax at lede dem i retning af Vernon, den illegale teleportør, hans skridt effektive og målrettede. Han talte ikke imens, og fordi han ikke gjorde, gjorde Tommy heller ikke; hvad end Pax fortog sig, kopierede halvdyret religiøst og uden skam, og fordi det som oftest involverede at være stille, brød Pax sig forfærdelig godt om det.

Den ro, Juno fik fra Pax, da han lagde sin hånd mod hans nakke, var øjeblikkelig, som var der ikke tryk på i køkkenet lige ved siden af dem, eller en fremmed mand i deres hjem, og da Pax oven i købet næsten smilede, gjorde Juno det samme. Hans øjenlåg var allerede på vej i, hans læber adskilte, som han forventede at kunne kysse Pax for første gang i alt for lang tid, da Trestons stemme lød, hverken høj eller skærende, men pludselig begge dele i Junos ører. 
Den eneste grund til at han ikke straks bed af gæsten, var de ord han kom med. "Noget kan han bruges til, ham din ven," mumlede Juno med et slet skjult grin. Ordene var ment til Pax, men det gjorde ham ikke noget, at Treston også hørte dem. Så længe han tog Junos side i deres uenigheder, så var det svært for Juno at have et problem med ham. Særligt når han sladrede om, hvad Pax lavede, når han var væk hjemmefra. 

Måden Pax havde trukket sig væk på, som var det et angreb på hans image at blive set så tæt med Juno, havde været svært ikke at tage personligt i starten, men Juno var ved at lære, at det bare var sådan Pax havde det med at være kærlig, hvor andre kunne se det. Han kunne ikke relatere til det, men han kunne forstå det.
Han blev stående præcis hvor han var, imens Pax trak sig væk, og tog også ubekymret imod posen med krystaller fra Treston, kun for at skæve til Pax, nærmest faldt over sig selv, for at komme ud af huset. Synet fik ham til at smile med varme kinder op til Treston. Der var flere ting han gerne ville sige til ham, mest af alt held og lykke, eller tak for informationerne om Pax, men han endte med blot at sige; "Vi ses om lidt, soldat," inden han stak af efter Pax. 

Han nåede op til Pax ved et hushjørne, og selvom Pax og Tommy tydeligvis var enige om stilhed, så var Juno ligeglad. 
"Han ved vi er gift, men du kunne ikke give mig et lille kys foran ham? Tøsedreng." Juno daskede til sin ægtefælle, men smilede imens. Pax havde trods alt inviteret ham med sig, og måtte have planlagt at han skulle med også, siden han havde fundet tøj og støvler frem til ham, og dét betød mere for ham end Paxs berøring gjorde; at han ville have ham med sig. Det betød dog ikke, at han kunne undsige sig en mulighed for at drille ham. 

    Treston valgte klogeligt at holde sine dumme bemærkninger for sig selv og skjulte i stedet et smil over Ulvens befippethed - hans 'lidt-for-kort-for-hovedet'-svar. 
    "Min far er Ridder af Lyset - jeg har fået punktlighed ind med modermælken, Ulv," sagde han derfor bare - som svar til Pax' sure afskedsreplik. Mørket nåede dog at opsluge den andens skikkelse, før ordene var ude af munden på ham, og i stedet delte han et kort, forståelsesfuldt blik med Juno, før denne satte efter sin mand ud i mørket og efterlod Treston stående alene tilbage i døråbningen. 
    "Soldat..." gentog Treston for sig selv og vidste ikke helt, om han skulle trække på smilebåndet eller skære en grimasse. Gad vide, hvor længe dét prædikat ville sidde fast på hans person... Om Dastor alligevel havde formået, at forme ham så eftertrykkeligt til til at passe ned i soldaterkassen, at det ville være umuligt for ham, at klatre op af den igen... Gøre noget andet med sit liv, nu hvor han havde fået chancen for en ny begyndelse.
    Men kunne han egentlig andet? Det havde han flere gange påstået over for andre, at han ikke kunne - for Treston var født til at blive soldat; sådan havde det altid været... Og selv nu, hvor han teknisk set ikke var det længere, lod det til, at folk alligevel stadig opfattede ham sådan - og dét var på én eller anden måde endnu mere sørgeligt...
    Men Treston havde ikke tid til at stå og filosofere alt for dybt over sin situation, og hvorfor han var havnet i den. Ulven havde givet ham en time, og Treston havde ikke tænkt sig, at komme for sent.

    Fyrre minutter senere drejede Treston om hjørnet til Sølvstræde med vadsækken indeholdende hans få, tilbageblevne ejendele over den ene skulder og tasken, Josefine havde pakket til ham, over den anden. Som han også havde bemærket, da hun havde stukket ham den i hånden, klirrede den en anelse, hver gang han tog et skridt, og han blev atter mindet om hendes desperate gennemsøgning af moderens køkkenskabe - måden englen havde trukket madlavningsportvinen ned fra overhylden på, som om den var dét reb, der skulle frelse hende fra at drukne...
    Han var glad for, at de i det mindste havde fået mulighed for at sige ordentligt farvel til hinanden, selvom der var sket så mange andre ting i dag, der gjorde dén afsked en anelse bittersød... Hendes trussel. Hendes spørgsmål...
    I det mindste havde han ikke været tvunget til at lægge hende et brev, ligesom han havde gjort til sine forældre. Et brev - i princippet præcis som dét Zirra havde givet deres mor. Et brev uden tilnærmelsesvis nok ord til at forklare, hvad zalan der egentlig foregik...
    Eylia ville gå en lille smule i stykker, vidste han, og dét vejede tungt på hans skuldre. Men hvad skulle han gøre? Han var så eftertrykkeligt begravet i lort i forvejen, at han efterhånden ikke kunne bevæge sig, uden at snavse andre til... Han måtte bare håbe og stole på, at hans mor var så stærk, som han regnede hende for, og så måtte han gøre det godt igen... Måtte bringe Zirra hjem og gøre det hele godt igen...
    Med et lille, opgivende suk lod Treston vadsæk og taske dumpe ned på jorden og lænede sig tilbage imod den nærmeste husmur - regnede med, at de rigtige folk nok skulle opdage hans tilstedeværelse.

Havde Pax hørt Trestons afskedsbemærkning, havde han ikke været i stand til at gøre Guldlok kunsten efter og knytte sylten i respekt. Følgende ville have forladt Paxs mund: ”Jeg vil helst ikke høre om din fars modermælk eller for den sags skyld, hvad han har givet dig og hvornår. Det er sådan noget, man ikke fortæller andre om – ikke engang præsten i skriftestolen!”

Pax skævede til Juno, da han omsider indhentede ham, glad for det omkringliggende nattemørke. Hans ene arm fandt vej omkring Junos skuldre for endnu engang, og han rømmede sig forinden, at han tøvende svarede:
”Én ting er, at han ved det. Det er noget helt andet at se det.” Det var en lam undskyldning og Pax vidste det i samme øjeblik, at ordene havde forladt hans mund. Og i grunden var det ikke fordi, at de var decideret usande – de var bare ikke tilstrækkelige. At Treston skulle se dem i et nænsomt øjeblik, var for Pax, fuldstændig utænkeligt. Det var deres og deres alene. Det var sårbart, især for øjne der havde potentiale for ikke at forstå dem og hvordan de var endt der, hvor de var. Pax havde ikke højere tanker om sine omkringværende end at han var overbevist om, at de mistænkte ham selv for at være manipulerende – og Juno for at være hans offer. Han ville ikke give sig selv dén slags håb og placere en sådan form for optimisme om bedre tanker i andres hænder.
Prisen kunne være kostelig – og så dyr han ikke kunne betale den tilbage.
”Du ved, hvad jeg mener. Han overvejede slet ikke, at du sad i køkkenet for en grund. Han blev overrasket, da det gik op for ham. Forvirret. Jeg ved ikke, om han burde have tænkt anderledes, men du ligner hverken Domnall eller Verdis. Du er alt for… ja, jeg ved ikke… pæn. Knap så… hærget.” Pax rømmede sig og rystede dernæst på hovedet, tydeligvis affærdigende og forlegen ved sin egen knaphed. ”Du ved, hvad jeg mener”, gentog han i stedet, hvorefter han cementerede afslutningen på samtaleemnet ved at kærtegne Junos nakke.
Han tog den lange vej rundt…
Bare så han kunne være lidt alene med Den Fortabte Prins…

De rigtige folk skulle ganske rigtigt nok finde frem til Guldlok – havde han antaget, at det var Pax, Juno og Tommy.
Paxs arm forblev om Junos skuldre skønt at han måtte kæmpe for at holde den der, pludselig bevidst om hvert enkelt af Guldloks (mulige fordømmende) blikke. Han hilste heller ikke med andet end et ”hm” og et dertilhørende nik, og stoppede ikke op men fortsatte med at føre den lille gruppe i retning af teleportøren.
Da de nåede frem til deres destination – et hus så lig alle de andre faldefærdige og skæve smadderkasser i Nedre Bydel – hev Pax dog sin arm til sig, for at aflægge den sidste afstand til døren og begynde at banke på. Der var nemlig tale om en art ’begyndelse’, for Pax stoppede ikke med at banke, som normen ellers påbød en at gøre.
Da der ikke blev åbnet efter et halvt minut, der dog føltes som en evighed, sukkede Pax træt og trådte få skridt tilbage. Fra det ene øjeblik til det andet begyndte hans metalliske øje dernæst at lyse: i alt det bronzefarvede havde skarpe instrumenter tegnet en iris og det var den, der blev orange og deri magien i øjet lå. Den tillod Pax at se igennem væggene, finde frem til Vernon på førsteetagen, tilsyneladende død eller sovende i seng.
”Han drikker lidt for meget”, undskyldte Pax sarkastisk, hvorefter han begyndte at sparke afprøvende til døren, velvidende at den ville gå op, skulle han presse den tilstrækkelig. ”Altså han er god nok – Tommy”, lød det dernæst, hvorefter halvdyret ivrigt trådte frem. Hvad der dernæst hændte var sket utallige gange før, hvormed de var så indøvet, at det umage par end ikke behøvede at italesætte de forskellige step.
Pax placerede sig nogle meter fra soveværelsesvinduet – hans øje stadig strålende – og samlede sine hænder, bøjede i knæene, tids nok til at sende Tommy en meter eller to højere op, end han selv var kommet, var han sprunget fra de hårde brosten.
Knægten med de abnorme øjne greb om vindueskarmen og var inde før, at Pax atter nåede op til hoveddøren. ”Det er uhøfligt sådan at bryde ind, så…” Pax gestikulerede, til ære for Treston, i retning af den forsvundne Tommy og det nu åbenstående vindue, hvorefter han ellers gav sig til at vente.
Der lød et skrig. Dernæst endnu et og et lavmælt bump, som mindede om et sådan bump, der lød, havde et halvdyr skvattet over sine egne fødder.
Ikke lang tid efter flåede Vernon døren op med øjne så store som tallerkener og gjorde kunsten efter for tredje gang.
Pax synes ikke, at han var så grim…

”Vernon”, hilste han, alt imens han lagde en hånd på den ældre mands bryst og begyndte at dirigere ham tilbage igennem døråbningen, ”jeg er her for at inkassere den tjeneste, du skyl- hold kæft her lugter.” 

Om Treston ville kendes ved det eller ej, så var han en soldat. Han gik som én, stod som én, sad som én, talte som én. Han havde ladet Juno vide, at der lå noget andet under huden på ham, noget der fik ham til at opsøge arenaen i Undergrunden, men Juno genkendte en soldat når han så én, og han håbede kun, hvis han nogensinde så Treston igen, at manden havde fået sparket soldaten ud af sig på sin tur til Fristavn. 

Juno varmede op så snart Pax lagde en arm om hans skuldre, og han smeltede også straks ind mod ham, til han passede perfekt under hans arm, og lod sin egen hånd hvile mod hans ryg, oppe under Paxs jakker, så han kunne tegne dovne mønstre mod han ryg, imens de gik. 

"Oh, så hvis han ikke ser os snave, så tror han bare at vi bor sammen, fordi det er billigere? Nemmere? Fordi vi er så gode venner, at vi vil være ved hinanden side, selv når vi sover?" Juno grinede af sig selv, og det mentale billede han fik af Treston, der måtte være tabt på hovedet som barn, hvis han troede noget som helst andet end at deres forhold var seksuelt, bare fordi han ikke havde set det. 
"Jeg ved hvad du mener," erkendte Juno alligevel, da Pax forsøgte at forklare sig igen, og gnubbede sit ansigt op mod Paxs skulder, som erstatning for at kunne kysse ham. "Jeg er ret lækker. Han skulle have indset, at jeg kun er en del af indercirklen takket været mit udseende. Han skulle have tænkt.. ham Pax der.. han knalder sikkert kun de lækreste fyre i sin bande. Hvem i det her køkken er hottere end mig selv? Det kunne jo kun have været mig, så." Selv når han prøvede, kunne Juno ikke lade være med at drille Pax. Det kom bare så nemt til ham. Når knapperne han vidste, han skulle trykke på, lå lige foran ham, så var det svært ikke at trykke på dem, og han skyndte sig også at presse et kys mod Paxs skulder, med et undskyldende blik op til ham. 
Han havde ikke erfaringen til at sætte sig ind i Paxs tanker, når han ikke sagde dem højt; havde han vidst, hvad Pax frygtede at folk ville tænke om dem, ville han højlydt have mindet Pax om, hvem der indledte deres forhold, og hvem af dem, der som den eneste, havde forsøgt at bryde det flere gange. 

Juno sukkede tilfredst, da Paxs hånd kom op om hans nakke, og endelig lykkedes det også ham at gå i stilhed et stykke.
Hans smil voksede, da de nåede frem til Treston og Paxs arm om hans skulder ikke straks forsvandt. Da den dog gjorde, stillede Juno sig ved siden af Treston, imens Pax og Tommy gjorde deres ting, som var det det mindst interessante Juno nogensinde havde set. "Fik du sagt farvel til mami?" spurgte Juno, med en attitude som havde han ikke selv en mor bare et par gader væk, der havde travlt i et bordelhus og som lignede ham lidt for meget. 

    Treston løsrev sig fra husmuren i samme øjeblik Juno og Pax kom til syne i mørket - fulgt af én af Ulvens folk, som Treston endnu ikke havde fået navnet på. Han nikkede til hilsen, fik et kort 'hm!' som svar, og besluttede sig så for at klappe i og slutte sig til gruppen af mænd uden at kommentere nærmere på, at Ulven lod til at blive yderst anspændt ved synet af ham. Besøget i barndomshjemmet havde lagt en rugende skygge over hans humør - oplevelsen af at stå i det mørke, velkendte køkken og vide, at det ville vare et godt stykke tid, før han kunne stå dér igen... at han i princippet var bandvist fra Dianthos, dét øjeblik, han forlod byen... At det ville være op til nogle andre at bedømme, hvornår han fik lov til at vende tilbage igen...
    Nej, dén tanke gav ham ikke just trang til at komme med dumsmarte kommentarer, selvom Pax' tydelige ubehag bestemt lagde op til det. Derfor forblev Treston også afventende med de to andre mænd, da Ulven gav sig til at hamre uforskammet på den undseelige gadedør. Løftede et overrasket øjenbryn, da den andens øje gav sig til at lyse som en flagermuslygte, men trådte alligevel et skridt frem, da Ulven gav sig til at sparke prøvende til døren - ville tilbyde sin hjælp, fordi dét med at bryde døre ned til halvkriminelles stuer måske ikke ligefrem var en spidskompetence, men alligevel noget, Treston havde gjort rigeligt af i sit liv...
    Det viste sig dog hurtigt ikke at blive nødvendigt, og Treston trådte tilbage ved siden af Juno igen og betragtede showet - både lidt imponeret og lidt foruroliget - til Junos ord rev ham ud af betagelsen.
    "Nej,"  svarede Treston - kort for hovedet. Han havde på fornemmelsen, at Juno havde smidt kommentaren for sjov - at der ikke nødvendigvis var nogen ondskab bag - men ordene gjorde alligevel ondt, og derfor tilføjede han også, selvom det uden tvivl var uklogt: "...og alt med familie er en lille smule ømt i øjeblikket, så pak dén dér attitude væk, medmindre du vil have, vi skal til at være uvenner igen..." 
    Det var ikke retfærdigt, og det vidste han også godt. Men det var sandt, hvad han havde sagt, og hvis lidt bid var dét, der skulle til, for at Juno ikke forfulgte emnet, så var Treston klar til at risikere, at være et røvhul...
    I det samme lød der et skrig og et bump fra overetagen, og sekunder senere blev døren revet op af en Vernon, der så mere eller mindre vild ud i blikket.
    "Lugter?" gentog han - lød en anelse forvirret, hvilket Treston ikke rigtig kunne holde imod ham - han vidste alt om, hvor ubehageligt det var at finde en fremmed i sit hjem, for dernæst at blive konfronteret med Ulvens krav... "Jeg... hvad skal I...?" Han blinkede et par gange fik så øje på Juno og Treston, der stadig stod lidt i baggrunden, og løftede så sine øjenbryn. "Hvaffor'n slags tjeneste?" spurgte han så endelig.

Pax anlagde et påtaget eftertænksomt udtryk men lod Junos talestrøm nå sin ende før, at han mumlede, hans tone næsten varsom: ”Skal jeg forstå det som, at du synes Guldlok er lækker? For det var dét, jeg hørte.”

Vernon skar en grimasse af iscenesat ærgrelse, stadig på vej tilbage ind igennem døråbningen guidet af Paxs insisterende hånd: ”Åh, jeg ville mægtig gerne – mægtig, mægtig gerne, Pax, det forstår du, ikke sandt? Du kender mig! Du ved, jeg altid – altid gerne vil hjælpe! Og specielt du! Du som er som so-”
”Ja, ja –”, affærdigede Pax effektivt, hans ene øje vådt af den massive væg af stank, han var endt med at støde ind i. Hans ansigt var forvredet i den fysiske smerte, det var for ham, når hans forbedrede sanser blev så udførligt overfaldet som i dét øjeblik og Pax var så optaget af overvældelsen, at han end ikke kunne mønstre at forsøge at skjule det.
Tommy sluttede sig endeligt til dem, hans abnorme øjne ivrige og tilfredse med nattens resultat. Han nåede dog ikke at modtage hverken ris eller ros (som han ellers plejede) men blev mødt af Paxs hæse stemme: ”Åben vinduerne! For Gudernes skyld gør noget! Åben dem! Jeg tror, jeg skal dø!” Pax skubbede Vernon i retning af ét, hvorefter han selv kastede sig frem mod et andet. Bag ham var Tommy styrtet afsted, ikke sikker på hvad fanden der foregik men fast besluttet på at være behjælpelig uanset.
”Aha!”, lød det triumferende, ”jeg vidste det! Zaladin selv, jeg vidste det!” Vernon gjorde en kejtet sejrsdans, alt imens hans ene krogede finger strittede belærende i luften. ”Eddie ville ingen ting sige, men jeg har regnet det ud! Jeg har set dig! Oh, ja, jeg har skam se- arhg!”
Vild i blikket og med den ene hånds fingre klemt beskyttende om næsen, snurrede Pax rundt. I hans modsatte hånd glimtede en kniv i skæret fra månen og i advarsel, viftede han kortvarigt i luften. ”Vernon, jeg sværger, jeg gør slemme ting ved dig, hvis du ikke holder kæft nu.” Truslen ville have virket bedre, havde Paxs stemme ikke antaget en nasal tone eller havde han, for den sags skyld, ikke pludselig derefter stukket hovedet ud af det nu åbne vindue og knækket sig.
Tommy hoppede og dansede fortvivlet rundt lidt derfra, ivrig efter at gøre nogen men uden at vide hvad. ”Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?”, blev han ved med at udbryde. Da Pax endelig faldt op af væggen, hans ansigt ligblegt og hans fingrer tilbage på deres retsmæssige plads om næsetippen, viftede han desperat med knivspidsen i retning af de øvrige vinduer til lyden af Vernons begejstrede gækken.
Lidt efter forbarmede den ældre mand sig dog tilsyneladende over ham, for Pax fik rakt en lærredspose med grønt pulver i hænderne. ”Du kan stikke det op til næsen i stedet”, smilede Vernon giftigt, som en forskruet videnskabsmand og Pax hans sorgfulde offer. ”Men jeg vidste – okay, okay, jeg har fattet det! Pff!”

Pax gjorde, som Vernon havde anbefalet og med ét forsvandt stanken – som havde den aldrig været der. Kun hans sveddækkede ansigt, hans blege kulør og hans overfladiske vejrtrækning (samt det faktum, at han stod med den spidse næse gemt væk i lærredsposen) var tegn på, at noget overhovedet var hændt.
”Fuck dig.”
Vernon lo grumt, i færd med at finde spiritus gemt væk i skabe og skuffer. ”Når Eddie ingen ting vil sige, ja så må man jo gøre sine egne eksperimenter!”
Pax himlede med øjnene og faldt ned at sidde på en stol, Tommy straks ved hans side. Knægten havde fundet et stykke stift pergament, som han begyndte at vifte foran Paxs ansigt, der dog forinden (med skinger stemme) var gået i gang med at forklare Vernon situationen, og derfor temmelig distraheret prøvede at få tudsen til at stoppe med halveffektive bevægelser. Tommy havde dog besluttet, at hans leder ikke længere var ved sine fulde fem og derfor ikke anede, hvad der var bedst for ham, for han undveg stædigt hånden og fortsatte, så selv den flittigste kurtisane ville være blevet imponeret.
”Jeg kan altså højest sende ham til en destination nogle dagsrejser fra Fristavn! Og jeg skal lige have en lille én at blive ædru på!” 

"Nej!" Udbrød Juno straks, da Pax spurgte om han fandt Guldlok lækker. "Jeg tror han selv synes han er det," svarede han med et fnys. "Og jeg troede han var lækker nok til, at du gerne ville være i hans seng," tilføjede han mumlende, en smule skamfuldt over sin umiddelbare reaktion, der havde været at ville slå Treston ihjel. Men fordi han ikke kunne tåle, hvis ikke Pax holdt om han længere, møvede han sig tættere op af ham og så op på ham med et blik, der søgte efter hvilke som helst tegn på at Pax var sur på ham, så han kunne skynde sig at gøre det godt igen. 

Ved Vernon nægtede Juno at følge med ind, efter Paxs udbrud af lugten derinde. Om hans egen menneskelige lugtesanser kunne opfatte lugten, havde han ikke lyst til at teste. I stedet hørte han Trestons skarpe svar og rettede sig straks lidt op, hans øjne store og forundrede over at høre Treston tale tilbage til ham. 
"Den er gemt væk," lovede han lavmælt, og tog først sit undrende blik til sig, da Pax lænede sig ud af vinduet indefra og knækkede sig. Hvor meget Juno end følte med sin ægtefælle, så var det pludselig svært for ham ikke at grine. "Er du okay?" kaldte han ind, men nægtede stadig at gå indenfor efter ham. 
Til gengæld hørte han tydeligt det meste af hvad Vernon sagde, alkoholikerens stemme altid lidt for højlydt. Snakken om Fristavn var også, hvad der fik Juno til at skæve op til Treston igen. "Jeg skal nok lade være med at myrde dig, når du engang kommer tilbage," lovede han og lod dét være al den afsked han gav den blonde mand. Derfra gik han hen til vinduet Pax netop havde åbnet, undgik bestemt opkasten på brostenene under det, og lænede sig ellers ind over vindueskarmen. "Jeg venter her, så du kan sige farvel til din ven i fred," drillede Juno med et smil, og skyndte sig væk fra vinduet igen, både for at undgå lugten og for at undgå Paxs potentielle vrede. 

    Junos øjeblikkelige sammenpakning gav selvfølgelig straks Treston dårlig samvittighed, men da var det ligesom for sent og ethvert forsøg på at bløde ordene op eller tage dem tilbage ville bare virke... nedladende. Og dét havde han ligesom heller ikke rigtig lyst til.
    Så i stedet nikkede han bare til tak - sendte den anden et skævt, lille smil som svar til kommentaren om, ikke at myrde ham når han engang kom tilbage - og fulgte så Ulven ind, da Vernon trådte til side i døren. Kaosset, der dernæst fulgte, fik Treston til at standse op lige inden for dørtrinnet og bare stirre lidt dumt, mens Pax vendte vrangen ud på sig selv og Vernon på det nærmeste gav sig til at danse af begejstring - i hvert fald lige indtil Ulven rev sin kniv frem, og Trestons forvirring var komplet. 
    Hvad zalan var det, der foregik? Hvorfor var alle tilsyneladende gale heromkring?
    Faktisk vidste Treston ikke, om det var Ulven eller Vernon, der løb med prisen som Årets Galning lige nu, for selvom der da bestemt var en... yderst ram lugt i huset, så var den på ingen måde så slem, som Ulven gav udtryk for - mindede mest af alt om et lidt for fyldt latrin, eller...
    Så fik Treston øje på rækken af glaskrukker på Vernons køkkenbord og besluttede sig for, at prisen alligevel måtte tilfalde Vernon. Alt andet ville simpelthen være en fornærmelse... 
    Men Treston gemte sine spørgsmål, for Ulven var i fuld gang med at sætte Dianthos største galning ind i sagerne - stadig noget bleg om næsen - og selvom Treston ikke helt kunne tage blikket fra glaskrukkerne, der stod til stolt og alt for offentlig skue, lod han sig alligevel synke ned ved bordet ved siden af Pax i  accept af, at han enten måtte lade sig rive med eller lade sig rive omkuld af den komplette vanvid, der åbenbart omgav Ulven...
    Først da Vernon endelig erklærede sine betingelser og derefter rejste sig og forlod det lille køkken - uden tvivl for at finde den 'lille én', han skulle blive ædru på, lænede Treston sig tættere på Ulven og forsøgte at fange hans umage blik med et yderst tvivlende ét af sine egne. 
    "Pax," sagde han og lod den uvante brug af navnet understrege alvoren i sine ord. "Manden er jo blød i hovedet - dét ser du godt. Ikke?" Inden Ulven fik mulighed for at komme med alt for mange indvendinger, slog Treston sigende ud med hånden imod glaskrukkerne. "Dét dér er ikke ét eller andet udvidet surdejsprojekt! Manden har af ukendte årsager," hans stemme var blevet en smule skinger i kanten, da han indskød: "...og Guderne skal vide, at jeg gerne ville finde en form for mening i det, men det er mig nu engang umuligt, for manden har skidt i syv glaskrukker og udstillet dem på sit køkkenbord! Og hvis du tror, at jeg lader en sådan psykopat fragte mig nogen-som-helst steder hen, hvor der er en meget reel risiko for, at et lille opmærksomhedsslip fra hans side kan få mig fanget med ansigtet halvvejs gennem en husmur, så-"
    Han blev afbrudt halvvejs igennem sin svada af Vernon, der med en flaske i hånden nærmest snublede ind i køkkenet igen og fik væltet en stol i processen. Og fordi det bare var lidt for meget nu, rejste Treston sig og pegede på den temmelig uappetitlige udstilling på køkkenbordet.
    "Hvad zalan er dét hér!?" udbrød han - spørgsmålet både vredt og desperat og rettet lige så meget imod Vernon som imod Ulven; han higede efter en form for mening. 
    Vernon fulgte lidt tåget hans finger og lyste så op, som om han så frem til muligheden for at forklare noget, han var stolt af, til Treston også.
    "Ja altså! Udover et middel til et mål, du ved - jeg havde en teori, jeg ville teste!" Han sendte et underligt blik i retning af Pax, som Treston ikke fattede en brik af - en teori om, hvor meget der skulle til, før Ulven vendte vrangen ud på sig selv, eller hvad? "...så hjælper jeg også sommetider Edward med hans... ja, forskning, kan man vel kalde det! Den gamle ræv er jo-"
    "Er det," afbrød Treston, "eller er det ikke afføring, i de glas. På dit køkkenbord." 
    Vernon viftede afværgende med hånden, som om han fandt Trestons lige dele apatiske og chokerede udtryk ualmindeligt overdrevent. "Vi undersøger den menneskelige fordøjelse! Se for eksempel hér - jeg slugte en håndfuld hele majskerner og de kom hele ud igen!"
    Mere havde Treston ikke brug for at høre. Han fangede Ulvens blik og slog med et meget tvivlrådigt udtryk ud med hænderne. "Seriøst? Mener du virkelig dét hér?"

”Hm”, lød det eftertænksomt, ”jeg tror, du synes, han er lidt dejlig at se på. Og det er han da også.” Pax klemte Juno tættere ind til sig, velvidende at hans drillerier ville blive modtaget med et blik, der lovede ham, at lommekniven ikke var længere væk, end at den sagtens kunne dukke op i det lette mørke igen, skulle han ønske det.

Pax havde travlt med at forsøge at trække luft ned i lungerne – dén type af luft der ikke ville ætse ham op indefra – så da Juno dukkede frem i vinduet, nåede han ikke at hvæse andet end: ”Vi afgav hinanden et løfte om, at blive ved hinandens side i medgang og modgang! Kom herind!” Han ville have lovet Juno hele verden derefter, men da var den blonde mand allerede forsvundet igen og snart efter indfandt Treston sig ved hans side.
Fordi at Juno havde forladt ham, følte Pax, at det var på sin plads at lavmælt udbryde: ”Juno synes, du er lækker, så luk røven.” Forhåbentlig ville det gøre Guldlok så perpleks, at Pax kunne få i hvert fald 10 sekunder mere i lidelsesfuld stilhed. Han var begyndt at svede, hans lunger sydede og hans næse føltes, som var den gået i brand. Pax led og da Treston fortsatte sine indtrængende protester, måtte han skære en grimasse af frustration, for Guldlok havde jo for fanden ret.
Pax skulle dog aldrig rigtig nå at svare, for ikke lang tid efter udbrød Vernon muntert, tilsyneladende slet ikke i stand til at læse de to yngre mænds afsky: ”Man skulle jo tro, at mavesyren ville tage hånd om de små gule bæster, men næ nej! Har I egentlig nogensinde set mavesyre? Nej? Jamen se nu –”
Pax fløj op fra stolen og om bag Treston, hans frie hånd placeret på Guldloks ene muskuløse skulder, parat til at skubbe ham i retning af tossen, der begejstret havde samlet begge hænder om endnu et glas; dette fyldt med noget gult og tykt, og dernæst selv kaste sig i retning af den første og bedste udgang. Der var en grund til, at han foretrak Vernons lillebror og ikke Vernon selv.
Vernons begejstrede ivrighed svandt ind til arrig fornærmelse over drengenes reaktion men Pax var ikke længere interesseret i, at de skulle noget som helst andet end at skubbe Treston igennem en hvilken som helst portal, hvormed han, forinden Vernon kunne nå at protestere, halvskingert udbrød: ”Men – Vernon. Portalen. Tjenesten, husker du nok, ikke?” Stadig stående gemt bag Treston, skævede Pax forbi ham og hen i retning af den ældre mand.
På intet tidspunkt forlod den lille lærredspose spidsen af Paxs næse…

Vernon forsvandt op af trappen til førsteetagen og i samme øjeblik drejede Pax rundt på hælen, nåede at gribe Trestons skjorteærme, for at føre dem begge over til et åbent vindue. Han skubbede Trestons hoved ud igennem det, drevet af et instinkt, der påbød ham at beskytte og tage vare om, fordi at de befandt sig i en kaotisk, livstruende situation. Pax fulgte derefter efter, pladsen trang men også ligeglad med det faktum.
”Hør –”, lød det anstrengt, hvorefter lærredssækken forsvandt til fordel for den rene luft, der var hovedstadens slum og dårligskab men som duftede som en rosenhave sammenlignet med det, de var kommet fra. ”Han er god nok, okay? Man kan regne med ham. Alt, du skal gøre, er at gå igennem en portal, han åbner for dig. Den er forbundet til et netværk. Det kan nærmest ikke gå galt.” Pax tav for at stikke næsen ned i den lille pose for endnu engang, hans ene øje så fugtigt, at salte dråber havde samlet sig i hans øjenkrog. Hastigt skyndte han sig dog videre, ivrig efter at overtale Treston:
”Desuden – du skal ud og finde din dame, ikke? Du har travlt. Det her er den mest effektive løsning på et romantisk problem. Du ved, hvad jeg mener! Tommy kommer med dig, okay? Han smutter ind, sikre sig du er det rigtige sted, peger dig i den rigtige retning og render så tilbage igen.”