Hovedet tippede lidt på skrå mens Ingrid lyttede til hvad Sofie sagde. Ingrid havde ikke rigtig haft muligheden for at bevæge sig ud om natten, men hun havde også på fornemmelsen hun nok bare ville være mere nervøs. Det var meget nemmere at se lyset i mørket. Der gik et øjeblik inden det helt gik op for hende hvad Sofie havde sagt til sidst, men da det gik op for hende, spærrede hun øjnene imponeret op.
 " Over hustagene!?  " Ingrid blinkede et par gange inden hun rømmede sig lidt, en smule forlegen over reaktionen.
 " Jeg mener.. Det er ret sejt. " Den ene hånd lagde sig akavet i nakken. 

 Hånden var på vej til at falde ned langs siden, da Sofie pludselig bombarderede hende med spørgsmål. På vejen fandt den ind foran de spinkle læber, idet Ingrid forsøgte at kvæle et lille fnis over ivrigheden, inden den så landede ordentligt langs siden. 
 " Hmm.. Altså...  " læberne spidsede sig lidt mens hun tænkte. 
 " Jeg har lidt forskellige ting.. Noget man kan bruge til at beskytte sig selv mod angreb, noget til sår og smerte, noget til ens.. eh.. humør og noget til.. Noget man kan bruge i soveværelset.  " Det sidste blev sagt i et lidt laverer tonelejre, og Ingrid kunne ikke helt holde den varmen fra at snige sig over kinderne. 
 " Det er ikke fordi jeg kan lave hvad som helst.. Tror jeg.. Mmhh.. Det er lidt kompliceret. Jeg blander egentlig bare ting fra naturen, men selvfølgelig ikke hvad som helst.. Jeg ved det ikke helt, det er lidt som om nogle ting bare..  " Ingrid trak lidt på skuldrene. 
 " .. taler til mig? " hun skar en kort grimasse for hun kunne godt selv høre hvordan det lød.

Sofie rødmede selv en smule ved Ingrids reaktion. Nåh ja, 'over hustagene' var nok ikke så normal en måde at komme omkring på, som Sofie forsøgte at få det til at lyde som om.
"Jah, det var også med hjælp altså" indrømmede Sofie og nikkede ned mod kasserne hun havde flyttet for Ingrid før "Samme evne som jeg gjorde kasserne lette med, kan jeg også bruge på mig selv, så det var ikke så svært når man bare lidt kan svæve fra tag til tag. Og det er min kærestes evne, så har ret nem adgang til den" grinede Sofie mens hun kløede sig i nakken.

Det var med store øjne, og ild-røde kinder ved nævnelsen af soveværelset at Sofie lyttede til Ingrids forklaring.
"Det lyder... SÅ SEJT! Det er da helt vildt at du sådan, bare kan fornemme hvad der giver det resultat du leder efter! Det er virkelig en vild intuition du har" udbrød Sofie imponeret, for selvom hun ikke anede hvordan det at blande græs og blade kunne lave sådan nogle effekter, så gjorde hendes egen manglende forståelse det faktisk kun sejere at Ingrid kunne.

 Ingrid lyttede interesseret med som Sofie fortalte. Det lød så sejt og spændende. Meget mere spændende end Ingrids kedelige liv. Da Sofie sagde at evnen var hendes kærestes fik Ingrid nærmest et drømmende udtryk i øjnene. Ingrid ville så gerne selv have en kæreste.
 "  Du lyder virkelig til at have et spændende liv, " indrømmede Ingrid med en svag tone af jalousi i stemmen.  Hvordan kunne hun andet? Det lød jo som om Sofie levede lige det liv Ingrid drømte om?

 Selvom Ingrid selvfølgelig var stolt af sin lille bod og handel, var hun også godt klar over at det jo et eller andet sted ikke var noget  vildt. Hun var ret sikker på tingene virkede, for de fleste fik hun jo testet, men det var jo ikke fordi man ikke kunne læse om planterne og selv bruge den viden til at lave det samme som hende. Ingrid kunne bare ikke læse. Derfor blev hun også lidt forlegen da Sofie lød så begejstret over det. Blikket blev slået ned, skuldrene trykkede sig lidt op til ørene og hun kom med en kort, genert latter. 
 " Det er kun fordi jeg ikke bare kan læse i bøger hvad de kan.. " prøvede hun at afværge det lidt, mens et svagt lyserødt lys sneg sig frem i brystkassen.

Sofies kinder puffede op, inden hun pustede højlydt ud. "Det tør siges! Nogle gange lidt for spændende. Nogle gange savner jeg dælme den snollede landsby jeg kommer fra, hvor der aldrig skete noget" kommenterede hun med et sigende blik og et lille, glædesløst smil der forrådte hendes tanker. Sofie havde altid drømt om eventyr og spænding, men da hun fandt det, fik hun noget mere end hun havde søgt.
"Det er meget fedt indtil nogen ender på helbrederhuset" tilføjede hun. Al helbredende magi i verden ændrede ikke på at det stadig gjorde zalens ondt at få et sværd i hoved.

Smilet vendte dog hurtigt tilbage til Sofies læber, og hun fnøs af Ingrids afvigelse "Det gør det da kun endnu sejere! Percival Teallach kan lærer dig at læse, uden problemer, så har du dobbelt så meget styr på det som alle andre" fastslog Sofie bestemt. Nok kendte hun ikke rigtig Ingrid, eller det faktiske omfang af hendes evner, men hun var sikker på at de var helt fantastiske!
Efter et øjebliks eftertænksomhed tilføjede hun "Ellers kan jeg lærer dig det. Det kan vi sagtens!"

 Ingrid havde svært ved at forestille sig det kunne blive for spændende. Måske fordi der sjældent skete noget spændende i hende liv, og det der skete var ikke just fantastiske ting. Hvem blev glad for at blive giftet væk for krystaller? Da Sofie dog begyndte at snakke om helbredelses huset, pressede Ingrid læberne sammen til en smal streg og sank kort.
 " Ja okay.   " Mumlede hun lidt og slog blikket ned. Det kunne måske også blive for meget af det gode, lød det til. 
 " Jeg håber ikke det har været .. for slemt.  " Ingrid vidste ikke om det var for meget at spørger om nogle havde mistet livet, men hun ville nok hellere ikke kunne få sig til det alligevel. 

 Lyset lyste en smule mere op, da Sofie forsatte med det komplimenterende ord, og Ingrids kinder blev mere røde i det. Hun havde aldrig været godt til at tage imod en kompliment. Hun nikkede dog lidt til, for det var netop noget af det hun håbede kunne ske.
 " Det er en drøm at lærer at læse, så det håber jeg han kan! " De havde ikke haft så meget tid til at kigge på det endnu, men hun håbede at det snart var! Selvom, det er få mere kontrol over hendes evne og forstå hvad den præcist gik ud på, var hvad de havde fokuseret på ind til videre. For selvom Ingrid drømte og at kunne læse, betød det mere for hende ikke at gå og lyse hele tiden. 
 " Det kan være jeg tager dig op på det, hvis Teallach ikke når til det, " Ingrids smil var stadig en kende genert, men det var også taknemmeligt, for det ville virkelig gøre en kæmpe forskel for hende hvis hun kunne læse.

Sofie skar en grimasse "Der var den ene gang hvor jeg næsten døde... Men ellers har det været okay!" svarede hun noget mere nonchalant end emnet nok fortjente. Men det var vand under broen, og hun havde det bedre med ikke at dvæle alt for længe ved det faktum at hun havde været ved at smelte. Heldigvis skete den slags ikke længere, efter hun havde lært at få bedre styr på sine evner.

Så var det bedre at snakke om Ingrid og hendes læring. "Ej det lærer du snildt, med hans hjælp eller ej. Men hvis du for brug for det, så kan du bare spørger efter mig på kroen Det Halve Svin. Det er der jeg for det meste er, altså, når jeg ikke er her og prøver at få styr på mine egne evner" grinede hun. Det kunne godt være hun havde fået bedre styr på det, men hun var langt fra i mål endnu. Især når det at mestre hendes ene evne lidt indebar at mestre alle evner...

 Den gang jeg næsten døde... Ingrids øjne spærrede sig op og med så store de kunne blive. Hvordan kunne sige det så roligt?! Det virkede som en kæmpe ting. En vild og voldsom ting, og så tog hun det som om det var noget alle og enhver oplevede. Munden åbnede sig, klar til at kommentere på det, men Ingrid var egentlig ikke sikker på om hun faktisk ønskede at høre mere om det. Tænk hvis det var vildt uhyggeligt, så munden lukkede sig i igen. 

 De spinkle læber blev foldet sammen og Ingrid lyttede til hvad Sofie sagde. Mundvigene trak sig lidt genert op ved hendes ord, og hun trak lidt på skuldrene. Ingrid vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, eller om hun troede på det. Det var hvad hun håbede på, men hendes største problem var nok at det var så ligegyldig en evne. Hun kunne ikke noget med den, fik ikke noget ud af den. Den var vitterlig ubrugelig - for hende. 
 " Tror du? " Tænderne sank lidt ned i underlæben, inden hun slog blikket lidt ned.
 " Jeg håber jeg kan blive bedre til at styre den.. Ellers tror jeg bare gerne jeg vil lærer at læse..  " Læberne spidsede sig og hun løftede blikket igen.

( Lukket på grund af inaktivitet )