I sin hævede overlegenhed, var det ikke at fyrstinden overvejede i dybden når det gjaldt hans tanker omkring hende, og tilhørende intelligens. Heldigvis for ham, da de næppe var faldet i god jord hos den ellers stolte kvinde. I stedet fik han et mageligt smil frem, og en stadigvæk vækket interesse glimtede i de sølvfarvede øjne - noget der også kom til udtryk i hendes lyttende tavshed. Tid virkede hun vil at have oceaner af, når sekunder af stilhed strakte sig imellem dem, bagefter. Lige på grænsen til hvad mange ville finde ubehageligt, omend han ikke virkede ligeså generet som mange af hendes andre gæster havde det med at føle sig. 

En underliggende skarphed i både blik og bevægelser, holdt ham i ro; han havde ikke virket bekymret indtil nu, og lignede ikke en der havde intentioner om det. 

Og det var vigtigt, når man ikke førte længere samtaler med nervøse harer. De var ubrugelige på længere sigt, havde hun erfaret. 
Florence lod en underholdt nynnen bane vejen for ordene, og bar den også i tonen der fulgte med. "Det er ikke det den samme øjeblikkelige transformation som de lige præsenterede, men det er stadigvæk krystallisering. Har de nogensinde overvejet om man - i teorien - kunne gro krystallerne på, og dermed udover selve organismen?" ordene var lavmælte, men bar ikke tøven i sig. Til trods for det forbudte emne, virkede hun ikke videre bekymret overfor konsekvenserne der kunne komme, og hvorfor skulle hun også være det? De snakkede joh bare teori. Og de snakkede abstrakt, her i sydens land. 
De bemalede negle fulgte et indgraveret mønster i krystalglasset, idet at hun fortsatte. "Fungi ernærer sig på træet det er sat sammen med, vokser og udvider sig indtil det til sidst overtager hele stammen..." alt det vidste han selvfølgelig godt. Så mon ikke han kunne ane, hvor hun var på vej hen. "Tænk hvad sådan en slags krystal kunne være værd, går vi ud fra at de absorbere, og ernærer sig på hvad vi satte det sammen med... hvad de, eller det ville blive til?" sjældne magier lagret i krystallens dna, menneskelligt dna - et helt nyt materiale at give sig i kast med, og lave nye forsøg med. En mellemting imellem organisk, og uorganisk. 
Det var en abstrakt teori. Og alligevel, forekom det ikke umuligt om man spurgte Florence selv. Hun vidste dog godt at hun ikke sad inde med den nødvendige viden der kunne binde det hele sammen, men hun havde ressourcerne, og magien til det. Måske. 
Og snart ville Maximillian komme tilbage med bogen, så han selv kunne kaste et glimt over de forsøg der indtil nu havde slået fejl, hvis han da var interesseret.