For Richard var det naturlige at både Isabel og Clara vendte tilbage til Turmelinien. Det var deres hjem! Men et sted dybt inde bag den tykke og uvidende hud, vidste hans hjerte godt at det næppe blev sandheden. Og når den sandhed stod foran ham ville hans hjerte græde af afsavn til dem begge. Især Clara, som han i mange år nærmest havde set som sin egen, trods de begge godt vidste bedre.

Som stilheden faldte over de to mænd, var der en ro i luften til at tænke og overveje. Richard tænkte på hvad der mon ville ske for dem i Dianthos, og om han kunne hilse på dem. Også selvom han ikke brød sig om storbyerne.
Det lille suk fra fyrsten fortalte Richard at deres møde nåede en afslutning. Han drejede hovedet og et roligt smil var formet på den bredde mands læber.
Han brummede accepterende og nikkede i sammentykke. Det var ikke altid Iorvo havde tid, men Richard havde for vane altid at gå op til vagterne og spørge når han befandt sig i byen. Det hørte sig til sjældenhederne, men han forsøgte trods alt aktivt at være en del af sin fars liv og familie, ligesom Iorvo forsøgte at være en del af sin søns. Det fungerede for dem.
"Døren står altid åben" inviterede han tilbage. For ham, hans kone, hans børn og hvad end der måtte komme forbi herude. Hans dør og gæstfrihed var åben.

Det var en sætning som Iorvo allerede vidste, ligeså meget som Richard altid vidste at døren stod åben til Iorvos hjem. Men alligevel var det somom at de ikke helt kunne lade vær med at minde hinanden om det. Det havde trods alt været underligt at lære sin voksne søn at kende, selvom det var mange år siden efterhånden.

"Pas på dig selv," brummede Iorvo med et venlgit glimt i sine øjne, som han tog Richards hånd i en sidste hilsen, inden at han forlod det lille hus ssom Richard kaldte for sit hjem, så han kunne vende tilbage til sin borg. Noget større og ekstravagant, men havde Iorvo haft valgmuligheden, så havde han måske også fundet sig i et liv som Richards. Et der blot krævede at han arbejdede hver dag med kroppen, men intet af det forbandede politik som fulgte ham på sin vej som fyrste.

Richard havde fortsat et smil på læben som han svarede "I lige måde" Han fuldte ham ud af døren, og nikkede til hans følge. Han så efter dem som de red ud af den snedækkede skov og stod et øjeblik i den kolde luft med armene foldet foran sig.

Der var stadig så mange ting han ikke forstod sig på, specielt hvad angik adlen. Det blev aldrig noget han forstod, men efter at have fået lidt indblik i de adeliges familie, forstod han at deres liv heller ikke var en dans på roser. Deres frihed var på mange områder meget mere begrænset end den almene mand.