Et øjeblik blev Edda's smil endnu brede. Hun elskede honning-øl, så at denne kro også havde det var helt eminent. Hun glemte dog hurtigt sine tanker om øl og vendte opmærksomheden tilbage mod Romulus. Han så så afslappet og hjemmevant ud i denne kro - næsten som om han ejede stedet, som han sad der, tilbagelænet og tilpas.
Et muntert glimt blinkede i hendes øjne da han svarede hende. Hun skulle lige til at komme med en drillende kommentar tilbage, men bed den i sig igen. Det var jo ikke ment på den måde, tænkte hun, men hun kunne godt lide hans drillende spørgsmål. Det var en måde hun nød at omgås andre på, for hvis der ikke var en smule drilleri hist og pist, blev det hele hurtigt så kedeligt.

"Det virker i sandhed som et hyggeligt lille sted”, sagde hun imens hun slap Romulus med blikket og igen lod øjnene glide rundt i den havdunkle krostue. Der gik dog ikke mange øjeblikke før hendes blik atter faldt på Romulus, denne gang med et kækt og drillende glimt. "Hvem kunne dog finde på at forstyrre dig i din fred?" spurgte hun med påtaget uskyldighed. Hun kunne dog ikke tilbageholde et lille grin imens hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham afventende. Hun kunne ikke finde ud af hvad han mente med det, men nysgerrigheden var tydelig at spore i hendes blik imens hunrykkede længere frem i stolen Hun hvilede albuerne på bordet og foldede hænderne inden hun hvilede hovedet på knoerne, og øjnene betragtede denne spændende fremmede.

Hvor god honning-øllen kunne Romulus desværre ikke sige, da han ikke selv var meget for de søde sager, næsten lidt stereotyp for en mand som ham, der foretrak det bitre ved sin mand og sit liv, men han kunne ikke løbe fra det. Han havde sjældent været omkring sukker som barn og nu om dage blev det hele bare hurtigt for meget for hans smag, ikke at han ville stoppe den kønne Edda.

Han lænede sig en anelse frem i stolen, et glimt i øjnene, og et selvsikkert smil på læberne. ”Du forstyrrede mig vel i min fred tidligere,” sagde han drillende, dog velment, som hun nok også kunne forstå, siden de nu sad her alene. Han ville ikke have inviteret enhver med forbi kroen især på hans egen bekostning. ”Men der er vel altid nogen der vil have noget på disse kanter, og jeg foretrækker mit selskab uforstyrret, hvis du forstår hvad jeg mener,” sagde han og drejede hovedet lidt ned og i hendes retning. Hun var vel så klog som en kvinde kunne være, men at kunne forstå dette, måtte hun vel alligevel kunne.

Romulus havde godt erfaret ud af øjenkrogen at tjeneren var på vej herned, og snart efter blev der sat et krus ned til dem hver. Selv tog Romulus fat i sit krus og løftede det. ”Skål for nye bekendtskaber. Jeg håber det smager,” sagde han, inden han med et smil tog kruset op til munden for at tage en tår. 

//Lukkes grundet inaktivitet. Hvis du kommer tilbage, så kan vi sagtens se på en ny tråd, enten med dem eller med nogle andre <3