Kompasset opførte sig mere og mere underligt, som de sejlede langs Medaniens kyst og rundede den lange odde lige ud for Topalis. Eller... underligt var måske for meget sagt, mere - uønskeligt. For da de sejlede ind langs Medaniens bugt, og han fandt endnu en nøgle i én af de større havenbyer, der også havde lidt under Mørkets angreb, svingede den lille nål meget bestemt imod vest, og selvom Treston fortalte sig selv, at Sedna kunne være taget til Topalis, vidste han godt med sig selv, at sandsynligheden for, at hun var på Obsidianøerne bare var så meget større...
    Det blev først bekræftet, da de var nået så langt op af kysten, at de 'rigtige' byer blev skiftet ud med små fiskerlandsbyer, der havde Amazonitskovene i baghaven, og de efterhånden var så langt forbi Topalis, at Treston ikke længere kunne narre sig selv.
    Hvis Sedna var på Obsidianøerne var der ingen chance for, at han kunne følge hende - i hvert fald ikke på Hviskeren og i hvert fald ikke uden en helt igennem genial plan...
    Da Hviskeren lagde til med medicin og forsyninger i én af de små fiskerbyer, der havde været ekstra uheldige i efteråret, og Treston genkendte deres nye palisadehegn, tog han det som et tegn og takkede pænt Lynn for turen. Han var ikke meget for at give slip på hende igen, for selvom hun bestemt ikke havde været en venligt ansigt på hele turen - til dét, havde hun råbt for meget af ham og sågar en enkelt gang fået Darren til at kyle ham i havet, fordi han havde været flabet - så var hun et kendt ansigt. Og et kendt ansigt, han holdt meget af...
    "Undskyld igen, Lynn... Jeg håber, jeg en dag kan gøre det hele godt igen," mumlede han som det sidste, inden han slap hende, og med en vinken til resten af Hviskerens besætning blev roet i land af Darren, siddende på en mellemstor kasse medicin, han havde lovet at aflevere på kroen. 
    Den lille, velkendte fiskerlandsby så næsten lige så sølle ud, som da han så den første gang, og den på det nærmeste var blevet jævnet med jorden efter angreb fra Mørket. Dét palisadehegn han og hans folk havde knoklet sådan for at få bygget, så bestemt ikke ud af meget, og selvom Treston på det bestemteste havde formanet byens ældste at sætte vagtposter op, så de ville kunne spotte et nyt angreb i god tid og denne gang nå at få fiskebådene indenfor hegnet, var der ikke en vagtpost at se i miles omkreds. Treston sukkede lidt opgivende og bekræftede sig selv i dén fordom, at firs procent af dét arbejde, han havde gjort sig i Hæren havde været fuldstændig ligegyldigt...
    Krostuen var smerteligt velkendt, da han skubbede døren op med en lille ringlen. Samme lugt, samme slidte bardisk, samme sure krovært. Treston mente sågar det var et par af de samme, vejrbidte, rødnæsede fiskere, der sad og spillede terninger ovre i hjørnet...
    Han trak øjnene til sig, inden de vandrede over til det lille bord ved trappen. Trappen, hvor han første gang havde kysset Sedna. Trappen, der ledte op til dét værelse, de havde tilbragt en lang og magisk nat sammen på - hvor hun havde fortalt ham om sit liv, og han til sidst var faldet i søvn med hende i armene...
    "Ja?" gryntede kroværten bare - ikke noget: 'Hvad skulle det være?', hér...
    "Jeg har medicin med fra kommandørkaptajn Valeriev," meddelte han og smækkede med et anstrengt støn den tunge kasse op på disken, så de snavsede ølkrus klirrede. Kroværten betragtede bare kassen og Treston med et uimponeret blik. "Er du soldat?"
    "Nej, jeg er..." Hvad var han egentlig? "Jeg er bare budbringeren. Kommandørkaptajn Valeriev har en del stop planlagt op langs kysten, og jeg har alligevel...ting at gøre her i området. Jeg tilbød at aflevere kassen dér, så hun kunne komme hurtigt videre..."
    I det samme kom en lille, bred kone vimsende ud fra køkkenet og lyste op i et kæmpesmil, da hun fik øje på Treston og kassen med Lysets symbol brændt ind i træet. "Næ! Jamen dog! Først hestene og nu medicinen! Hvor er det bare dejligt! - Tænk at vi har lov at være så heldige...!" Hun tørrede fingrene af i sit forklæde og rakte - stadig storsmilende - en hånd frem imod Treston. Han trykkede den - temmelig overvældet. "Mit navn er Mirian. Slå dig endelig ned i stuen, så kommer jeg lige med en skål suppe, ikke? Vi kan ikke have, at de kære folk, der hjælper os så godt, skal gå brødflove herfra, vel? Hvilket minder mig om..." Hun vendte sig imod sin mand. "Er du ikke flink at se til pigen? Feberen var ikke faldet i morges, og jeg er ved at blive lidt bekymret... Måske vi skulle have Genja forbi og kigge på hende - bare for en sikkerheds skyld..."
    "Genja er en forpulet pulverheks," mumlede kroværten, men gav sig alligevel til at binde sit eget forklæde op med irriterede bevægelser. "Hun tager bare vores penge i bytte for en slevfuld mosevand, der ikke virker det mindste..."
    "Genja hjalp begge dine sønner til verden!" bed Mirian. "Havde det ikke været for hende, havde jeg ikke været her i dag! Og havde det ikke været for pigen ovenpå, så havde vi ikke haft tre heste i stalden, der kan trække bådene op om aftenen! Så om du mener, det er mosevand eller ej, så får du lov til at betale for det!"

Krofatter brummede noget halvutydeligt, smed sit forklæde på bardisken med noget der lignede en vred bevægelse, men ikke rigtig blev til noget, fordi forklædet bare floppede udover kanten og landede på gulvet uden særligt meget spetakel. Spetakel var der til gengæld nok af, mens han trampede op af trappen til de små værelser. 
"Tag dig ikke af min mand - sådan bliver man bare efter nok trælse år i den her butik," sagde Mirian og smuttede ind i et baglokale, hvorefter hun hurtigt dukkede frem igen med en skål suppe i hånden. "Her, kære, og tænk endelig ikke på at betale for det. Hvis du vil overnatte, må vi dog bede om lidt. Med et helt værelse til den stakkels pige, der bragte os heste, er min mand bange for at komme til at ligne en, der giver alting væk af sit gode hjerte."
Meget mere nåede hun ikke at sige, før hendes mand kom ned igen - der var næsten ikke gået nok tid til at man kunne tro på, han faktisk havde set efter den syge pige, men så grøn som han var i hovedet, var der vist ikke trivl.
"Hun har kastet op igen og ligger og roder rundt. Brandvarm og drivende af sved," brummede han og fortsatte lidt modvilligt. "Det er måske meget fint at få Genja forbi... Hvis det er noget smitsomt... Ved du om hun var ude fra landevejene? Er det ikke altid dem, der tager de her småopgaver, så de kan få lidt ekstra krystaller? Nå, men jeg hørte, noget var i omløb derude, og ved alle havets fisk om jeg vil have sådan noget stads ind i min kro, altså!"

    "Jeg tror ikke..." Treston tog imod skålen, Mirian stak i hånden på ham og lod sig så føre ned til et bord - sendte Mirian et overgivende smil. "Jeg tror ikke, jeg bliver og overnatter, ellers mange tak, jeg... Jeg har et ærinde i Zircon..." Han ville i hvert fald hellere vente på, at Sedna (forhåbentlig) forlod Obsidianøerne i Zircon end her... I Zircon var der bare knapt så mange minder... "I skulle vel ikke have en postrute i dén retning, jeg kan købe mig ind på?"
    I det samme kom den sure krovært ned ad trappen igen, og Mirian rynkede panden af sin mand. "Tal dog ikke sådan, Alfriet! Den stakkels pige har nok bare fået for lidt søvn og for dårlig mad! Dén slags kan tage hårdt på én! Især en kvinde i hendes..." Mirian bremsede sig selv med en tydelig kraftanstrengelse og sendte et underligt, ulæseligt blik fra Treston til sin mand, som Treston ikke fattede en brik af. Det var nærmest hemmelighedsfuldt. Hemmelighedsfuldt og ubeslutsomt på samme tid.
    Ikke om han fattede kvinder, altså...
    "....Hendes situation," endte Mirian med at afslutte i et tonefald, der tydeligt fortalte, at det var alt der var at sige om dén sag. "Hent Genja og få hende til at gøre sit bedste, og mens du er nede imod Engen, kan du så ikke banke på hos Tore og høre, om der ikke skulle være en postrute, vores unge..." Det tog hende lige et splitsekund at huske navnet. "-Treston her kan købe sig ind på? Han skulle gerne til Zircon, hører jeg. Hvad er dit ærinde i byen egentlig?" spurgte hun så venligt - nærmest som en eftertanke.
    Treston tvang et smil på sit ansigt. "Jeg er nærmest på en form for... pilgrimsrejse, kan man vel kalde det. Jeg ville gerne tilbringe nogle dage i Isari-templet - vise min respekt." Bo gratis, rettede hans hjerne. Tage hul på domstolens latterlige genskoling... 
    Guderne var virkelig ikke i hans gode bog i øjeblikket, og Treston var temmelig sikker på, at han heller ikke var i deres - så det var vel kun rimeligt, at han forsøgte at udnytte dem lige så meget, som de havde udnyttet ham...
    Han ville jo nok komme til at brænde under alle omstændigheder...

    Tre timer senere var han blevet udstyret med en lille, tæt hest og en slidt posttaske med Lysets symbol punslet ind i læderet.
    "Det er nærmest lige ud efter næsen til du rammer Sydvejen!" oplyste Tore, fiskerlandsbyens Ældste, som Treston for bare et halvt år siden havde sig noget af et hyr med. Den gamle kunne tydeligvis ikke genkende ham uden uniformen, og det passede ham bare rigtig godt... Der var nogle spørgsmål i dén forbindelse, han ikke havde så meget lyst til at skulle svare på...
    "Postgården ligger på hjørnet af Skuepladsen og Aladrios' Stræde... Men spørg dig for - så går det nok lettere alt sammen!" Den gamle klappede den langhårede hest en enkelt gang på halsen og trådte så tilbage. "Lykke til."
    

"... så nu noget bekendt ud..."
Zirra kom stavrende ned ad trappen. Hun havde en smag i munden, der mest mindede hende om moseslam, men hun vidste faktisk ikke, hvor den kom fra. Der havde lugtet forfærdeligt oppe på værelset og alt hendes tøj var udskiftet, kunne hun konstatere. Det, der lå på stolen, og som hun nu havde på, var i hvert fald ikke det samme, som det, hun var dukket op i.
"Han har sikkert været forbi før," svarede Mirian, der stod og pudsede glas ved siden af sin mand. De var de eneste i krostuen. Så måtte det være tilstrækkeligt midt på dagen til, at alle fiskerne var ude at sejle.
"Ja," brummede kroværten. "Han mindede mig og den skide soldat, der købte hende der mørkelveren øl i sommers. De lavede ugudelige ting på det værelse, Mirian, det siger jeg dig. Puh, at vi stadig lejer det ud altså..."
Zirra måtte stoppe på trappen og gribe hårdere fat om gelænderet. Dét var ikke alle kroer, hvor man lige snakkede om en soldat, der havde lavede ugudelige ting med en mørkelver.
"Havde han lyst hår?" spurgte hun, og Mirian stoppede med at pudse og så op. 
"Hvem? Åh, søde pige, du burde slet ikke være oppe. Kom her. Lad mig hjælpe. Genja sagde, du skulle tage et par stille dage i sengen for at passe på... Alting, ikke? Ikke noget med lange rideture, vel?" Hun kom hen til Zirra og hjalp hende resten af vejen ned ad trappen. Zirras tanker kunne ikke slippe emnet, men hvem zalan var Genja?
"Soldaten. Havde han lyst hår? Sådan meget lyst hår?" gentog hun og så på kroværten, der virkede mere sladderagtig end sin kone. 
"Ja, en hel glorie ovenpå den uniform altså," svarede han, selvom Mirian sendte ham et strengt blik. "Jeg havde aldrig troet de soldater var så trængende, at de ville gå efter en af de fejlfarvede..."
"Alfriet!" gispede Mirian forfærdet.
Det tog endnu et måltid mad, før Mirian lod Zirra ude af syne, og det var kun den ene gang, hvor kvinden gik udenfor for at hente noget i fadeburret, at Zirra fik stillet lidt flere spørgsmål om denne soldat og mørkelver. Ikke at hun havde behøvet det - hun var ret sikker på, hun vidste præcis  hvilken åndssvag soldat, der fandt på at ligge med en forførende mørkelver. I det mindste fik hun bekræftet, det ikke var den samme seng, hun havde sovet i.

Det betød dog også, at hun skulle til at komme videre. Det nyttede ikke noget at opholde sig på den kro, hvor turdelduerne havde mødtes første gang, for det var med garanti et af de steder, Treston ville søge hen - og måske Sedna, hvis hun også prøvede at søge hans selskab. Sad Zirra allerede på kroen, når Sedna vadede ind, ville planen ligesom ikke rigtig virke.
Senere på dagen gik Zirra sig en tur (mistænkeligt nok med hele sin oppakning), selvom Mirian igen fortalte hende, hvad Genja (hvem end hun var) havde sagt. 
"Du er et par dage forsinket," sagde hendes kontakt, da hun endelig fandt frem til hende - en halvdyrskvinde, der boede i en af fiskerbyens stadig intakte hytter.
"Jeg blev syg," svarede Zirra kort for hovedet.
"Dårlig fisk?" spurgte halvdyret.
Zirra trak bare på skuldrene. Feberen var lettet, og det var det vigtigste. Hun vidste, hun kørte sig selv for hårdt, men det havde hun ikke tid til at tage sig af endnu. 
"Jeg skal finde Valerias Tåre. Lad være med at spørge hvorfor, bare..." Zirra sukkede. "Jeg vil bare vide en havn, den lægger til i i fremtiden."
Kvinden lignede en, der mægtig gerne ville stille spørgsmål til netop dén forespørgsel, men endte med at lukke munden og respektere Zirras hemmelighedsfuldhed.
"Kom tilbage i aften. Så har jeg et svar til dig."


"I Fristavn?! De skal tilbage til Fristavn?! Ahmen ved Zaladins lange løg!" udbrød Zirra. 
Hun var vendt tilbage til hytten, hvor halvdyrskvinden havde leveret på sit løfte og kunne fortælle (med skræmmende præcision) hvad Valerias Tåres rute var, og hvornår de ville lægge til havn igen.
"Havde du håbet på noget tættere på?" spurgte hun med et lille moret glimt i øjet.
"Jeg kommer lige derfra," sukkede Zirra og begravede ansigtet i hænderne. "Det har taget uger at komme så langt, og ingen skibe tager folk med herfra mere."
"Skal jeg skaffe dig en rute i den retning?" spurgte halvdyret, der tydeligvis havde en løsning på alt. "Det bliver ikke den hurtigste, men du bør have lidt tid at løbe på, inden Tåren når frem."
Zirra løftede blikket igen og kom med et smule lettet suk. i det mindste var der lidt modvind at opstøve.  "Ja tak."

Obsidianøerne var virkelige helt som Sedna havde forestillet sig dem. Fjendtlige sorte klipper skød op omkring kystlinjen som sylespidse tænder, klar til at kræve livet fra dem der vovede at nærme sig. Et landskab der med sine skarpe sten ikke indbød til udforskende vandreture. Kun få planter havde valgt at trodse det ufremkommelige terræn. Helhedsindtrykket hjulpet godt på vej af den tætte tåge, som havde indhyllet øen og gjort det umuligt at lægge fra kaj – hvis man da havde bare en snert fornuft i sindet.
Fysisk havde hun været til stede på Valerias tåre siden hun trådte fod på dækket. Det samme kunne ikke siges om tankerne.
Da den tætte havgus på anden dagen hold skibet til gidsel i havnen, havde Sedna fundet sig til rette overfor skibets kaptajn, Aistaraina. I dække af skulle at til fastlandet for at skaffe det nødvendige til giftudvinding, forlod Sedna efter aftale kaptajnens kahyt.

”To gange, det er alt den virker - tur, retur.” blikket var imponerende strengt, trods halv-satyrens farveløse øjne, der havde fået Sedna til først at tænke gedebukkeben var blind. En forud indtagelse som hun havde lært, var så langt fra sandheden som muligt, da det første slag over de mørke fingre var faldet. Den amulet uddelende, fætter ged var åbenbart ikke særlig begejstret for restløse fingre.
”To gange.” gentog Sedna med et kort, men tydeligt nik og strakte hånden, med håndfladen vendt op ad, frem mod ham. Det var derfor med stor irritation at hånden med den lille amulet blev rykket væk igen, lige som den skulle til at nærme sig Sednas ”Det er meget vigtigt at du danner dig et tydeligt billede af dit mål. Vi har før mistet folk til stenvægge og endda også en øltønde, det var et værre svineri da ha…” tålmodigheden for den belærende halv-ged var tynd slidt da mørkelveren, smilene, bød ham af ”Ja tak, så tror jeg vidst det er forstået. Amuletten tak? Jeg har ikke resten af livet til at høre om alle de tragiske dødsfald til arkitektur og drukne død i alkohol.” med en utilfredsbrummen over både at blive afbrudt og den følgende stikpille af en kommentar, blev den lille blankpoleret sten lagt i hendes hånd.

Det havde ikke været svært at mindes den små lusede kro, minderne om den stod stadig lige så klare som da den varme seng var blevet forladt halv tom. Langt svære var det ikke at lade minderne om Trestons skarpe træk skære sig gennem fokusset på kroen, men det var lykkes at fastholde kroen som midtpunkt.
Uniforms jakken var blevet ladt tilbage på Tåren, den sorte hud skulle nok vække rigeligt med opsigt. Mere end sidst hun havde befundet sig i den lille fisker landsby. Nærmest som en selvopfyldende profeti, så var hun knapt dukket op foran, før den første spydige og hadefulde kommentar var slynget ud, i samme retning som spytklatten der landede for støvlesnuderne. Sedna ænsede det knapt nok, gennem suget der fik hele hendes indre til at trække sig sammen, alt opmærksomhed hvilede på det vejrbidte bindsvæk hus foran hende, kroen.
Kroværten var omtrent lige så besværlig og nedladende som husket. Hvert forsøg på at komme i kontakt med ham var som at slå i en blød dyne, umærkbart, så da han for tredje gang svarede med et ”Vi servere ikke for din slags.” og et ukendt antal ”Vi har lukket, fejlfarve.” nåede frustrationen kogepunktet. Håndfladerne hamrede mod det solide træ, da Sedna lænede sig halvvejs ind på serverings siden af disken ”Hør her, din forpulede kastral af et forsnævret spritsvin! Spids mig af én gang til, og jeg skal give dig alt grund til at hade min race, eller luk din ædespalte for bare et øjeblik og træk det fiskegarn ud af røven, som lukker af for øregangene og lyt!”.
Bjerget af menneske mand stoppede pudsningen af det glas han ellers havde været i færd med at pudse siden mørkelveren trådte ind i krostuen. Aldrig havde en kvinde under halvt hans størrelse været så insisterende og da slet ikke en som hende, det var derfor med tydelig overraskelse at Alfriet vendte opmærksomheden væk fra glas og klud ”Sig mig… Truer du mig? På min kro?” de i forvejen hengemte øjne smallede sig yderligere under de pjuskede øjenbryn. Hvad der i virkeligheden bare var få sekunder, kom til at føles som en flere minutter lang, intenst, stirre konkurrence mellem elver og menneske.
Det tunge suk fra mennesket afgjorde vinderen.
Modviljen forlod aldrig Alfriet, men han forsøgte heller ikke ligefrem at skjule den da han endelig svarede på spørgsmålene. Hvor meget han købte historien om livet som en simpel glaskunstner var uvist. Den lille glasfigur af Treston, der spankulerede rundt foran dem på disken, virkede nu alligevel til at tage den største skepsis
”Han ligner en der har været forbi, men det gør alle unge mænd. Jeg er ikke så god til ansigter som min kone er…” svarede han endeligt efter at have taget figuren i øjesyn, inden han rettede sig op for at kalde hen over skulderen ud mod køkkenet ”Mirian?!” den lille kvinde var kun lige trådt gennem døren med store spørgerne øjne, før Alfriet brummende pegede på glasset ”Kan du huske om der skulle have været en ung fyr for nyligt, som der ligner den der? Han skulle have pis gult h…” – ”Korngult.” bød Sedna det rettende ind, med en stram grimasse fra kroværten til følge ”Det er sgu da næsten det samme, men så korngult hår og blå øjne?” lød det små vrissende fra den skæggede mand.
”Det er da ham den høje, kønne unge mand der kom med medicinen, Alfriet. Ikke så længe efter hende den stakkels unge pige ankom med hestene. Det husker du vel nok, ikke? Hun blev så syg, hvem sender også en pige i hendes tilstand afsted på så lagt et ridt?" sukket var tæt på opgivende ved tanken om Zirra, der havde brændt omkamp med pejsen. "Manden, Treston hed han vidst, ville knapt nok tage imod en skål mad, den arme dreng altså… Nogle gange så tror jeg mænd fødes stædige.” det sidste blev sagt med blikket vendt mod mørkelveren, med et sigende blink af det ene øje. Kommentaren vil dog en lille trækning på smilebåndet frem hos Sedna, naturligvis havde Treston sat sig imod tilbuddet om mad. Han sikkert undskyld sig med at andre havde mere brug for maden, med tanke på hvordan tilstanden var ude på den anden side af krodøren. ”Han rejste mod Zircon for omkring en halvanden uge siden. Det var noget med han var på pilgrimsrejse og bruge nogle dage i Isari-templet.”.
Frygten for at Treston havde været et godhjertet fjols og stået op for sine gerninger, havde hele tiden ligget og luret i baghovedet, så at hører han faktisk var i live fik hurtigt tårer til at stige i de gule øjne ”Kom…” stemmen knækkede så hun måtte rømme sig en gang ”Kommer han tilbage hertil? Nævnte han det?” spurgte hun tydeligvis håbefuld, mens øjnene blev mere og mere blanke at se på.
”Åhh jamen dog kæreste, jeg tror ikke han kommer tilbage hertil. Det virkede ikke sådan på ham, men der var en kvinde som har spurgt ” blide hænder lukkede sig om Sednas i et kærligt glem, da blikket blev slået ned. De havde misset hinanden med lidt mere end en uge, tanken gjorde ondt som en kniv i hjertet, kun blødt op ved tanken om Treston stadig levede.
”Selv hvis han kom tilbage, så ville I ikke kunne være her.” brummede Alfriet afvisende og blev straks mødt af sin kones skarpe blik under den rynkede pande ”Alfriet!” med en hånd slået afværgende op foran sig forsøgte kroværten at mildne sin kone med forklarende ord ”Folk snakker stadig om soldaten der lå med fejlf- mørkelverkvinden i sommers… Med Mørkets angreb og endnu en et tilfælde, så vil folk stoppe med at komme her, Mirian.” inden Mirian kunne nå at kommentere brød Sedna den korte stilhed ”Det er okay. Jeg kan ikke blive alligevel der er pligter som skal passes." alt mens hendes mand mere trodsigt krydsede armene i tæt på uhørligt ja, da hans kone spidse albue borerede ham ind i siden. ”Bliv i det mindste og få en bid mad inden du skal videre. Tag endelig plads ved et bord, så kommer jeg lige straks med en skål til dig.” døv for hvad end protester kunne afgives, var hun allerede på vej tilbage ud i køkkenet ”Din gæstfrihed bliver kroens død, Mirian. Folk vil begynde at tro vi er en gavebod.”.

Pladsen blev taget ved bordet nær trappen og i næsten stilhed blev det varme måltid indtaget. Kun lyden af ægteparrets lave diskussion, der blev forsøgt at holdes som en hvisken bag disken, brød stilheden med hendes egen pulsen, når skeen blev løftet til munden.
Ikke længe efter at den sidste skefuld var taget blev den tomme skål sat på disken, og på råbte lydløst begges opmærksomhed "Du nævnte en ung kvinde, hende der kom med heste? Hvordan så hun ud?" blikket søgte Mirians. Der var noget ved måden hvor på kromutteren havde nævnt den syge kvinde, som gav en forkert fornemmelse i kroppen. Det kunne være ingen ting, men Sedna havde efterhånden erfaret sig, at mavefornemmelsen sjældent tog fejl og derfor blev hun nødt til at spørger.
"Hun havde de fineste himmelblå øjne, blondt hår, hvilken skam det lignede det var dyppet i aske fra ildstedet og en skarp kæbe. Hun lignede faktisk næsten den unge mand du søger, hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg have troet de var i familie." kvidrede Mirian lystigt til spørgsmålet, inden hendes mand tilsluttede sig "... Det ved du jo heller ikke om de er, Mirian..." en affejende hånd blev viftet mod Alfriet "Hvis de var i familie, tror du så ikke de var kommet sammen? Var det ikke også noget med at hun havde spurgt ind til ham soldaten og mørkelveren fra i sommers? Det ville hun jo ikke gøre hvis de kendte hinanden familiært, vel?" med ansigtet vendt væk fra sin mand og i retning af Sedna, himlede Mirian opgivende med øjnene, som om det hele da gav sig selv.
I sit stille sind takkede Sedna Guderne for sin mørke hud, der skjulte hvordan blodet løb til fødderne. Der var kun én kvinde der lignede Treston, så man ville tro de var i familie, fordi de var i familie... Zirra.
Håndfladere gned mod hvert sit ydrelår, i forsøget på at holde fornemmelsen af sved væk "Tak, det... Tak for alt, for maden, for svar, for..." et fremtvunget, små stift smil banede sig vej frem, anstrængt selvom det blev forsøgt at syne ægte "Jeg må vider, der er en kunde som venter mig. Men hvis han vender tilbage, vil I så ikke nævne han er søgt og skal kigge hvor vi først mødets?” spørgsmålet blev mødt af et accepterende nik og et varmt smil fra Miriam "Naturligvis kære. Pas nu godt på dig selv der ude, Mørkets styrker lurer stadig rundt omkring.".
Med de ord blev Sedna sendt godt på vej, men med et helt andet formål end hun kom med. Zirra var den sidste der skulle komme i vejen for et møde med Treston... Forhåbenligt ville skyggevandren opgive sin søgen, da hun ikke havde fundet hvem hun søgte på kroen. 

En glasnøgle efterladt tilbage ved bordet, da Sedna havde rejst sig fra sin plads. Hængende på et lille søm der stak ud lavt på væggen og derfor ikke lige at se med det samme. Modsat de andre forrige nøgler, så havde denne et matteret dødningehoved med et F i panden.

    Der var gået cirka halvanden time fra at Treston havde meldt sin ankomst i Zircons tempel og overrakt den øverste kirkeansvarlige dommerskriftet, og til at den lille, halvskaldede mand havde sagt det første, der gav Treston lyst til at krølle ham sammen på midten...
    Det var en ganske anden oplevelse, end timerne og dagene tilbragt med den venlige præst i Dianthos - Fader Pavel i Zircon var en gammel, sur hønserøv, der lod til straks at søge personlig fornærmelse i alt Treston gjorde eller sagde. Desuden lagde han uforholdsmæssig stor vægt på de af Isaris dyder, der involverede nøjsomhed, afholdenhed, selvopofrelse og bodsgørelse, og det blev bare meget hurtigt et evidensunderbygget faktum for Treston, at handlinger, der tikkede alle fire bokse, altid medførte en større eller mindre grad af fysisk ubehag... for ham...
    Hver morgen inden sit urimeligt tidlige, obligatoriske skriftemål, tjekkede Treston kompasset for at sikre sig, at den lille nål ikke havde flyttet sig - at Sedna stadig befandt sig ét eller andet sted på Obsidianøerne eller i det nærliggende farvand, hvor han ikke kunne nå hende. Så troppede han opgivende op i templet og forsøgte at mene sine bønner - at angre sine synder. At nyde sine pligter. At afholde sig selv fra at stoppe samtlige, endnu brændende stearinlys ned i halsen på Fader Pavel, når idioten brægede op om helligdage i Trestons pudsning af de hellige artefakter eller bare generelle fejl og mangler i hans karakter... 
    Det sidste punkt var klart dét, der krævede den største portion af Trestons mentale overskud...
    Og så en dag - vel lidt over en uge efter hans ankomst - havde nålen pludselig rykket sig en ganske lille smule, og Treston vidste, at han måtte tilbage til fiskerlandsbyen hurtigst muligt. 
    "Syndsforladelse tager tid, Akolut! Guderne er tålmodige og efterlivet er evigt. Du kan ikke regne med- " Som sædvanligt, når Fader Pavel kastede sig ud i en længere smøre om vigtigheden ved anger eller Isaris enorme barmhjertighed, (som åbenbart alligevel ikke helt rakte til en synder som Treston), holdt den forhenværende Ridder ret hurtigt op med at høre efter. Han havde hurtigt opdaget, at det var lettere at bibeholde sin selvbeherskelse sådan... og præsten havde endnu ikke sagt noget i disse situationer, som Treston for alvor følte, han var gået glip af...
    "Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på..." indskød Treston, da Fader Pavel holdt en pause, hvor han kunne bryde ind uden at det ville afstedkomme en mindre hjerneblødning af forurettelse hos den ældre præst. "Dén fiskelandsby, jeg blev sat i land ved har virkelig lidt under Mørkets angreb... og deres tilværelse er i forvejen så hård. Jeg søger ikke at mindske min bodsgørelse - jeg rationaliserede bare, at min..." Han kunne ikke lade være med at løfte det ene øjenbryn en anelse. "...angrende arbejdskraft var bedre givet ud i et brændpunkt end her i Zircon, hvor Mørket trods alt ikke har hærget i mange år..."

   Inden samtalen var slut havde Treston smurt så tykt på, at Fader Pavel var ude af stand til at bibeholde sit moralske højsæde og samtidig forbyde Treston at tage af sted. Så det gjorde han næste morgen, på en hest fra templets stald og med saddeltaskerne fulde af medicin og fornødenheder, købt for de almisser Zircons borgere havde efterladt i kirkekassen.
    Kompasnålen gjorde det klart, at den lille fiskerby var målet, og da Treston red ned gennem den korte, mudrede hovedgade med de små, vindblæste huse førte kompasset ham direkte til kroen - præcis som han havde regnet med. 
    Forventningen og spændingen knugede om Trestons mave, da han skubbede den efterhånden temmelig velkendte krodør op og hørte den gamle koklokke ringle over karmen. Hvis han var heldig... hvis han var virkelig heldig havde Sedna indlogeret sig på et værelse lige oppe for enden af trappen...
    "Næ! Er du nu der igen?" spurgte kromutter Mirian med det største smil i verden, da hun genkendte Treston. Den lille, joviale kone klappede begejstret hænderne sammen, da Treston smækkede saddeltaskerne fra templet op på disken og viste hende indholdet. 
    Postyret, som forsyningerne afstedkom, varede et godt stykke tid, og det var først da Mirian havde tvunget en skål stuvning og et krus øl foran Treston, at han fik mulighed for at spørge ind til, hvorvidt en mørkelvisk kvinde havde været indlogeret på kroen for nylig.
    "Jo, nu skal du høre!" udbrød Mirian, og så fik Treston ellers en længere forklaring om den smukke, mørkelviske kvinde; hvad hun havde sagt, hvad hun havde gjort. Hvad der var sket, og dét i en sådan detaljegrad, at Treston mente, han fik bekræftet sin fordom om, at det ikke skete så skide meget andet herude...
    Det var først da Mirian berettede, hvordan Sedna havde spurgt ind til den syge budbringer, at sammenhængen gik op for Treston og han slog sig selv for panden. Hold kæft han var en kraftidiot...
    "Hun sagde for resten, at du er søgt, og at du skulle kigge hvor I først mødtes," afsluttede Mirian endelig sin talestrøm, før hun klappede Treston hengivent på skulderen og efterlod ham en lille smule overvældet til sin øl og sin stuvning. 
    Uvilkårligt kastede Treston et blik hen til bordet ved trappen og rejste sig så brat, da han bemærkede noget, der fangede lyset. 
    Nøglen lignede ikke de andre nøgler, og et sekund eller to betragtede han den med rynket, som den lå i hans håndflade. Så sank hans skuldre og han sukkede. Dybfølt. Gik tilbage til sin stuvning og lod sig falde tungt ned på stolen. Rakte opgivende ud efter øllet.
    "Hende, der kom med hestene," begyndte han træt og betragtede Mirian, da hun løftede blikket fra sin rengøring oppe ved disken. "Satte hun kurs imod Fristavn? Ved du det?"
    "Jeg ved ikke andet end at hun forlod byen samme dag som postbåden fra Genjø kom ind - og dér ligger én af Yderfæstningerne, som sender rapporter til alle landets større byer... Det skulle undre mig hvis ikke-" 
    Men Treston kendte jo egentlig godt svaret, og derfor zonede han også ud, mens hjernen gav sig til at planlægge, at regne sammen, at vurdere hvor hurtigt han kunne komme til Fristavn, og om det overhovedet var realistisk at han ville kunne nå det, inden Zirra forpurrede alting...