Mens Cyreesai forsøgte sig med vandfortyndingen, skubbede Eyid med al dén kraft, han kunne mønstre, til de klippeblokke, hun arbejdede på. Kravebensfinnen brokkede sig helt enormt meget, og han forventede faktisk en spids kommentar fra hende, men hendes egne anstrengelser bar jo ligesom heller ikke frugt, så måske hun alligevel havde en form for selvindsigt... en lille snert situationsfornemmelse, selvom det måske var at strække det for vidt, når det trods alt var en Va'Chakessa, der var tale om...
    Da hun endelig talte, lod han sig falde tilbage på hælene - holdt med en grimasse en hånd imod kravebenet, mens smerten dunkede sig til ro. 
    "Måske," svarede han, selvom han ærligt talt tvivlede temmelig meget på det; havde han været i Krigerne og Sangernes situation udenfor grotten, var han klar gået ud fra, at de var blevet kvast - det var ligesom det mest sandsynlige... "Hvis de altså klarede piraterne. Eksplosionen, der rev skibet fra hinanden, var noget ganske andet end deres små sprængkugler - trykbølgen spredte vores folk for alle strømme... Jeg håber, de nåede at regruppere sig, inden piraterne svarede igen."
    Han fik sig opgivende bugseret op og sidde, lænet op af klippevæggen de havde arbejdet på. "Jeg har to grankusiner derude... Den ene har kun været med ude i felten en enkelt gang før..." Han vidste ikke helt hvorfor han fortalte hende det, men måske tænkte han bare højt... Det endte med, at han slog sine egne ord hen med en hovedrysten og kom tilbage på sporet: "Glem de klippeblokke dér et øjeblik - spar på kræfterne. Sæt dig ned og lad os prøve at lægge... én eller anden form for plan... Gennemgå vores muligheder." 

Der var ikke noget værre end at give op. Cyreesai hadede det helt ind til benet, for det betød at sluge et nederlag, og nederlag var aldrig nogensinde et ærefuldt øjeblik. Men sluge det, måtte hun, for hun kom absolut ingen vegne med sin fortynding - heller ikke selvom Eyidivan lagde sine sparsomme kræfter i at skubbe til stenene. Dog fortsatte hun et øjeblik efter han havde trukket sig - han skulle ikke tro, det var hans ord, der fik hende til at stoppe de nyttesløse forsøg på at skabe en udgang, skulle han!
Det var dog med et lettet suk at hun endelig stoppede og trak sig hen til en af siderne, så hun kunne støtte sig ryg op ad grottens væg. Modsat der, hvor Eyidivan havde taget plads, selvfølgelig. Hans ord sank først rigtig ind, da hun lod sig selv finde en smule hvile. Nu var kroppen også kommet sig over det værste chok ved at ligge med sten haglende ned over sig.
Cyreesai vidste godt, hvem han snakkede om. Den uerfarne sanger var ikke gået hendes blik forbi, da de lavede holdene, og hun sænkede blikket, selvom det ikke rigtig gjorde en forskel. I mørket kunne hun alligevel mest bare ane hans omrids og ikke se, om han betragtede hende eller ej. Det var virkelig sådan de så på hele familien - som følelsesforladte rovdyr, der kun tænkte på kamp.
"Hun er i Asrihams gruppe, og han er den mest erfarne kriger af os alle sammen," svarede hun stille. "De var ikke fremme i fronten, så han skal nok have fået hende væk. I modsætning til, hvad du tror om mig, ville jeg aldrig lade en så uerfaren fisk stå forrest."
Dem, der havde stået forrest, var nok også omkommet... Det var hendes pligt at få samlet resterne sammen og få de døde med tilbage til revet, så de kunne få en værdig begravelse. Hvis de ikke blev fundet her, eller fandt en vej ud, ville de eneste begravelser, hun kunne sørge for, være deres egne.

    Det var en lettelse at høre, at Thalil'ami var i gode hænder, for Eyid vidste, at han ikke ville kunne se sine mødre i øjnene, hvis der skete den unge fisk noget. Og selvom Eyid syntes, at Asriham tilhørte dén del af Krigerne, der godt kunne være en lille smule forstokket en gang imellem, anerkendte han også deres dygtighed og fik ro i maven ved tanken om, at hans grandkusiner var i gode hænder. 
    Nu han tænkte over det, var det måske i virkeligheden dér, det nogen gange gik galt... De gamle Krigere vidste, hvad de snakkede om, og var derfor uvillige til at overveje, om der alligevel kunne være alternative, bedre måde at gøre tingene på...
    I modsætning til, hvad du tror om mig...
    Eyid lagde hovedet lidt på skrå - forsøgte at se hende bedre i den svage bioluminescens. Det var en retfærdig udmelding, meddelte hans analytiske hjerne ham; med dén måde, han havde talt om hende og ikke mindst til hende på. Men den generede ham alligevel
    "Hvad tror du da, jeg tror om dig?" spurgte han pludselig - temmelig urelateret til hendes egne ord. Og så alligevel ikke... Han havde løftet blikket og forsøgte at fange hendes igennem mørket, men det var svært at se, hvad hun kiggede på. Var det ikke, som om der blev mørkere og mørkere i grotten? 

Cyreesai prøvede at stirre olmt på Eyidivan, men i mørket var det ligesom lidt lige meget. Det hun kunne se af ham var primært toppen af hans ørefinner, som blev oplyst af svampen, der groede direkte over ham. I det mindste var der den at kigge på. Det første instinkt var at kaste nogle hårde ord efter ham og hans familie, men for en gangs skyld bed hun det i sig. Han havde stillet et spørgsmål, og så var det god praksis i det mindste at prøve at besvare det. Hvor der ikke kunne være andre mere irriterende folk at blive dødsdømt i en grotte med, kunne der godt være mere belastende måder at dø på end at sygne langsomt hen herinde - eksempelvis at skændes hele vejen til den bitre ende. Han gjorde det bare så forpulet svært at lade være med at skændes!
"Du har været tydelig i, hvad du mener om mig og min familie," spyttede hun tilbage, så bobler for ud i vandet sammen med ordene. "Vi er bare nogle overilede krigerfisk med et forpulet dødsønske, ikke? Og nok synes jeg at I er nogle blødsødne gællegoplere, men derfor kan jeg altså godt anerkende jeres værd i kampsituationer som den i dag."
Nej, det var bare for svært at sige en hel sætning til ham uden at fornærme ham på en eller anden måde. Det lå i blodet.

    "Jeg har givet dig svar på tiltale, Cyreesai," bemærkede han tørt og brugte for en gangs skyld hendes fornavn og ikke dét efternavn, hun delte med resten af de arrige Krigerfisk. "...for du har bestemt også været temmelig klar i mælet omkring, hvad du mener om mig og min familie..." Han kunne ikke undertrykke et ganske, lille smil - nærmest kun en trækning af mundvigen - ved hendes næste ord, og med en selvforklarende bevægelse slog han ud med hånden. "Jeg kan også godt anerkende dit værd - værdsætte dine styrker. Jeg ved udmærket, at du kunne brække mig over på midten, hvis du ville... Jeg ved udmærket, at din viden og erfaring i felten langt overstiger min..." Han lænede hovedet tilbage imod stenen, stadig med det lille smil om læberne - håbede, hun ikke kunne se det i det tiltagende mørke. "Men jeg anerkender også dine svagheder, selvom du tror, du ikke har nogen. Og du er overilet, Cyreesai. Overilet og så temperamentsfuld at det halve kunne være nok. Dog," skyndte han sig at tilføje, inden hun rev hovedet af ham. "Dog har jeg aldrig troet, at du var grusom eller hjerteløs. Jeg har aldrig troet, du kunne finde på at sætte en uerfaren fisk i forreste geled, bare for at skade mig om min familie." Han lagde atter hovedet lidt på skrå - vidste, at hun måtte opfatte ham som en arrogant skiderik, men nød det også lidt. Lod hende høre smilet i stemmen, selvom han vidste, det sandsynligvis ville gøre hende rasende. "Så de fordomme kan du godt tage og pakke langt væk, Sukkertang, for jeg tager det faktisk som en fornærmelse."

Cyreesai blev rasende. 
"Hvis jeg ikke sad med en smadret fodfinne, havde jeg vist dig, hvor nemt, jeg kan brække dig midt over, Ke'Jaelin!" bed hun tilbage. Smilet i hans stemme fik blodet til at boble i hende, og det utiltalende kælenavn - Ugh! - det var for meget! Bare det at høre sit fornavn komme ud af hans grønne algemund var mere end hun kunne klare lige nu. "Og så er der i øvrigt afgrunde til forskel på at være overilet og så at vide, hvad man laver," Hvor ville hun gerne kvæle ham, eller hamre ham ned mod stenene, eller alle mulige andre virkelig uproduktive ting. "I modsætning til jer - og som du selv siger - har vi nemlig bare mere erfaring og ved hvad vi laver. Det er ikke overilet - det er taktik og viden og erfaring! Men jeg forventer ikke, at du forstår sådan noget. Af hvad jeg har hørt, har I gopler tilbage i stamtræet, så det er helt i orden, hvis I lige skal have ting at vide to gange."
Imens hun talte, gravede hendes fingernegle sig ned i den koralvækst, der kravlede på stenunderlaget under hende. At kradse den bløde masse af med fingrene holdt hende fra at gøre noget lige nu - noget, der ikke ville hjælpe situationen, og noget, som uden tvivl kun ville få foden til at gøre mere ondt. For nu måtte det blive ved ord, men ved Dybhavet, hvor var hun ikke vant til kun at bruge ord i kamp.

    Eyid fnøs en kort, sarkastisk latter, han udmærket godt vidste ville være brænde på bålet. "Hvis du ikke sad med en smadret fodfinne, ville vi ikke have den her samtale, Cyreesai!" bemærkede han muntert og nød at han for en gangs skyld kunne stikke åbenlyst til hende uden at skulle bekymre sig om, hvilket signal det sendte til folk omkring dem - hvilken konsekvens det kunne have for deres politiske arbejde. "Jeg er jo ikke idiot - modsat visse andre forsøger jeg faktisk at holde mig ude af konflikter, jeg ikke er sikker på, jeg kan vinde... Men hvis det er erfaring og taktik, der nær havde fået dig til at tage herud uden at vente på rapport fra Sangerne, så er jeg vitterligt en gople, sådan som du siger! Hvis du derimod kan indrømme, at du er overilet, så indrømmer jeg gerne, at jeg er en irriterende sandorm lige nu." Han sendte hende et grin, der fremviste de spidse hjørnetænder og lod det være åbenlyst, hvor godt underholdt, han var - så godt, at han næsten kunne glemme, hvor ondt alting gjorde. "Så går vi begge herfra med en del af værdigheden i behold, og jeg lover tilmed aldrig at kalde dig 'sukkertang' igen..."
    Han prøvede hende af lige nu, for det første, spæde udkast til en idé var begyndt at forme sig bagerst i hans hoved. En idé, der byggede på De Ældste Sange og de sagnhistorier, der lå gemt i dem, og som det havde været hans families pligt at værne om i generationer, så Den Gamle Viden ikke skulle gå tabt. 
    Men hun skulle regne ham for en værdig modstander - en modvægt, der fik dem begge i balance, hvis man skulle tro de gamle vers... Det var han ved Dybet ikke sikker på, var tilfældet endnu...!

Dybhavet tage den lille, snyltende, kødbladsspisende skøjtemyg!
I stor kontrast til, hvad Cyreesai lige havde sagt til sig selv, hun absolut ikke skulle gøre, skubbede hun sig fri af grottevæggen, bed smerten i sig og skød sig selv over på den modsatte side af grotten, hvor Eyidivan sad. Det var kun omtrent to meter, så hun hamrede ind i ham med lidt større kraft, end hun havde planlagt. Det flabede grin, der prydede hans ansigt, blev nu synligt for hende, og det fik kun vreden til at blusse endnu mere op.
"Jeg handlede efter de oplysninger, jeg havde fået, din mågelort," snerrede hun helt oppe i hans ansigt, så deres luftbobler forvildede sig ind i hinanden. "Havde du ikke haft en ny rapport, havde det været dén plan, vi havde udført!" 
Hendes hånd lagde sig på hans skulder, og hun skubbede ham ind mod grottevæggen. Fodfinnen værkede bag hende, men vreden dulmede hjernens opfattelse af det, og gjorde hende i stand til at holde sig oppe med det modsatte knæ i stengulvet ved siden af hans ben og den sårede fod strakt ud bag sig. 
"At du kom med ny information, ændrede planerne, ja" gav hun ham en lille smule ret i, mens hun skød brystet frem og armfinnerne foldede sig ud og ind i et velkendt aggressionsmønster. "Planerne var også blevet ændret, hvis vi var kommet uvidende herud og havde set de mange skibe og net. Så tro ikke, det er din fortjeneste, at vi ikke løb hovedkulds ind i de pirater. Det er til gengæld rigtig meget din fortjeneste, at vi er fanget lige nu!" 

    Kravebenet sendte et smertensjag igennem ham, da han sådan blev smækket op imod klippeblokkene, men han gjorde sit bedste for at bide det i sig - prøvede at holde sin reaktion til en enkelt, smertelig grimasse, selvom mødet med den hårde sten rev et enkelt støn fra ham. Han var stakåndet, da han svarede: "...Men du havde ikke tænkt dig at vente på mig, havde du? Fordi du handler overilet. Fordi du ikke regner mit bidrag for noget." Hendes armfinner gav sig til at rejse sig, og han lo hæst gennem smerten. "Men bank da endelig mit hoved ind for at fortælle dig sandheden! Dét understreger i hvert fald ikke min pointe..." Kravebenet sendte endnu en serie smertensspyd ud i hans krop, og Eyid kunne ikke forhindre sig selv i at vride sig en lille smule i hendes greb. Prøve at lette hendes tryk imod ham. "Nej, okay... Jeg kan godt mærke, at du ikke rigtig er forberedt på at møde mig på halvejen med personlige indrømmelser... Fint nok! Så lad os prøve noget andet! Jeg indrømmer, at det er min skyld, at vi sidder i denne suppedas - at det var mig, der lavede en fejlvurdering, og at det er mig, der bør skamme mig langt ned i Dybet." Hans ene hånd lagde sig om hendes håndled - prøvede at løsne hendes greb. Det var som en forbandet skruestik... "...Men så skal du også indrømme, at jeg reddede dit liv."

"Vi ville have ventet på jer ved revets kant, hvor amøbeagtige tror du vi er? Vi ville..." Det gik op for Cyreesai, at hun gjorde ham ondt - sådan rigtig ondt. 
Med et stille "Åh..." slap hun, men hun kunne ikke trække sig langt væk, mens han stadig havde fat om hendes håndled. Lidt akavet, fordi hun stadig forsøgte at holde den skadede fod over den hårde stenbund, endte hun halvt liggende ovenpå ham. Instinktivt greb hendes anden hånd om hans skulder, men da han ikke krympede sig i smerte på den side, slap hun ikke lige med det samme igen. Denne gang var hånden også for at holde sig selv oppe og ikke for at skubbe ham på plads.
"Jeg vidste ikke, du var såret," fik hun frem, men ordene lød lige så hule som grotten, så snart de forlod hendes mund. 
Hun burde have antaget, at han var såret efter den omgang, de havde været igennem. Eller som minimum spurgt. Hun havde ikke engang spurgt, og han havde hjulpet hende med benfinnen.
"Undskyld," lød det stille, mens forlegenhed og beklagelse skyllede ind over hende. 
Han var under hendes kommando herude og det betød, at hun havde ansvaret for hans sikkerhed og velbefindende. Ligesom alle dem, der sikkert var døde uden for grotten var hendes byrde at bære, og hendes ansvar at fortælle til sine forældre... Til deres forældre... 
"Jeg..." Måske skulle hun prøve faktisk at se lidt ud over sig selv for en gangs skyld. "T...T...Tak... For at..." 
Det tog lidt mere tilløb, end hun var tilfreds med, og hun bed sig selv i læben. Man takkede ikke en Ke'Jaelin. Man udholdt dem nådigt, indtil man kunne slippe for at være i samme strøm som dem.
"Tak for at redde mig liv," ordene brændte næsten i hendes mund. "Men du er stadig en mågelort, Eyidivan."

    "...Og du er stadig lige så velovervejet som en arrig hvidhaj, Cyreesai," fik Eyid frem. Han kunne ånde lidt lettere nu, hvor hun ikke havde helt så voldsomt fat i ham. "Men jeg er glad for, at jeg kunne være til hjælp. Skulle det være en anden gang." 
    Han forsøgte at skubbe sig lidt til rette, men det var svært med havkvinden liggende halvt ind over sig og en kravebensfinne, der brokkede sig ved selv den mindste bevægelse. I stedet gav han op og sendte hende et blik - løftede et sigende øjenbryn. "Selvom jeg er lige så begejstret som dig over vores... nyfundne forståelse, ville jeg virkelig værdsætte det hvis du- " Han brød af og skar en smertensgrimasse under hende. "Hvis du lige... hoppede af en gang. Jeg er jo bare en blødfisk, og mødet med din hårde Krigerkrop er ikke en behagelig oplevelse... ikke lige nu i hvert fald." Det sidste sagde han primært for at stikke til hende - gøre hende forlegen. Men det var ikke ondsindet, og det gjorde han tydeligt med det vel underholdte glimt i de grønne øjne. Hendes tak havde givet ham en nyfunden respekt for hende, for det var tydeligt, at det havde kostet hende blod at sige det. Måske den begyndende plan alligevel ville kunne føres ud i livet...
    

Det blev nemmere at flytte sig, idet Eyidivan slap hendes håndled - men også sværere at holde sig oprejst uden at holde fast på ham, fordi den åndssvage fod gjorde ondt, hver gang hun rykkede bare det mindste på den. 
"Jeg prøver," mumlede hun og fik med yderligere kamp mod tyngdekraft efterhånden skrabet sig selv væk fra ham. Ikke uden at famle i mørket efter noget at holde fast på og selvfølgelig ramme hans lår i stedet for stenstrukturen. Som om hans ord ikke havde fået nok forlegenhed til at stige op i hendes kinder - lige nu var mørket lige så velkomment som uvelkomment. 
En lav banden akkompagnerede hendes smertesudbrud, da hun endelig fik sænket sig ned på stenstrukturen ved siden af blødfisken. Planen havde været at holde  mindst en meter mellem dem, men et fremspring i grotten tvang Cyreesai til at sidde ubehageligt meget skulder-ved-skulder med Eyidivan.
"Nu er du eksperten på områder, hvor der ikke skal kæmpes, og jeg må sande, de sten der ikke er særligt villige til at blive slået ihjel," kommenterede Cyreesai med en påtaget tør tone. "Så har du nogle guldperler, du lige kan dele?"

    Eyid fulgte forundret og moret forlegenheden blusse op i hende - hvordan den afvæbnede hende fuldstændig. Nærmest gjorde hende helt medgørlig...
    Han smilede for sig selv. Hun var altså en skæg fisk, hende Cyreesai Va'Chakessa...
    Da hun trak sig famlende væk i mørket og nær var kommet lidt for tæt på et andet ømt område, gav han sig under hende og nåede lige at hvæse: "Pas på!" før det gik rigtig galt...
    Han fnøs en lille, medgivende latter af hendes ord, da hun var kommet sikkert ned og sidde. Overvejede at kommentere på, at de færreste væsener i denne verden ligefrem udviste decideret villighed til at blive slået ihjel, men mente også, at hun muligvis ville tage det som en anledning til at forsøge at tage livet af ham...
    Igen.
    "Jeg har faktisk en idé," sagde han derfor i stedet. "Men du kommer sandsynligvis ikke til at bryde dig synderligt om den... og jeg er heller ikke sikker på, at det rent faktisk kan lade sig gøre..." Klar over, at det hele nok blev lige lovligt hemmelighedsfuldt til hendes smag, uddybede han: "Du ved, at vi vogter over De Ældste Sange, og at de er propfyldt af gamle sagn og overleveret viden... Meget af det er bare sludder og gamle myter, men der er nogle sandheder gemt imellem al fyldet, og..." Han besluttede sig for at gå lige til sagen:" "Ved du, hvad et Blodsbånd er?"

Nej selvfølgelig kommer jeg ikke til at bryde mig om idéen, så længe den kommer fra dig, tænkteCyreesais morderiske tanker, men hun havde da så meget selvkontrol, at hun ikke fik sagt det højt. Hun fik heller ikke sagt det næste hun tænkte højt, men det var som om Eyidivan alligevel havde fornemmet hendes brændende utålmodighed og faktisk begyndte at komme til sagen. En forelæsning om gamle sagns overlevering virkede ligesom ikke rigtig passende i den her situation.
"Pfft, selvfølgelig ved jeg, hvad et Blodsbånd er!" svarede hun og himlede med øjnene, og selvom han sikkert ikke kunne se det i mørket, kunne det høres i stemmen. "Jeg har ligesom set min far gøre det rigeligt med gange!"
Cyreesais far havde evnen til at trække blod ud af andre levende væsner, såfremt der var et hul indtil en åre. Mens chakraen havde fat i blodet, ville det hænge i lange bånd ud fra væsnets krop, inden det opløstes i lyserøde røgskyer. At Eyidivan overhovedet spurgte hende om noget så indlysende, virkede fuldstændigt absurd. 
"Hvad har det med noget som helst at gøre?" fortsatte hun og kunne ikke holde irritationen ude af sin stemme. 
Det kunne umuligt hjælpe dem, medmindre Eyidivans plan var at få sunget højt nok til, at Cyreesais far ville dukke op, og derfra på en eller anden måde bruge hans magi til at transportere dem ud gennem de ikke-eksisterende revner i grotten. Hvis han kunne få fat i hendes far, virkede det også rimeligt latterligt, at han ikke allerede havde sat dén plan i værk - men kunne man overhovedet forvente, at en Ke'Jaelin både udtænkte en plan og udførte den?

    Eyid drejede hovedet og stirrede på hende (eller i hvert fald på dén silhuet, han kunne se) i tre, lange sekunder. "Jeg mener ikke..." Han rynkede panden. "Jeg snakker ikke om den måde, din far laver åreladning på folk, han ikke bryder sig om! Jeg snakker om et Blodsbånd - som i de gamle sagn! Som i sangen som Hatha'ale og Meekinja." De nævnte havfolk hørte til en gammel folkevise, der beskrev hvordan vindene og strømmende blev adskilt. De havde været som nat og dag - altid konkurrende, altid i modspil, men også altid opvejende hinanden. De lune havstrømme og vinden, der holdt havfuglene svævende over skumtoppene var udsprunget af deres kærlighed, mens de dybe malstrømme og de kraftfulde havvinde, der piskede bølgerne op, var udsprunget af deres savn. 
    Men alt dét var faktisk underordnet... Sangen nævnte et Blodbånd. En Blodsbånd, der gik igen ikke så få steder i De Ældste Sange...
    "Du har endnu ikke haft din Anden Opvågnen, vel?" spurgte han, lidt ud af det blå. Men han var nu rimelig sikker på, at det ikke var tilfældet, så han fortsatte med det samme: "Ifølge de gamle sagn, kan to havfolk, der opvejer hinanden så de begge er i balance," Han brugte med vilje den gamle formulering i håb om, at hun måske genkendte den fra én af Sangene. "Sådan to havfolk kan indgå i et Blodsbånd, og hvis de fuldender hinanden, vil Blodsbåndet ikke bare balancere dem, men også gøre dem stærkere..." Fordi hun havde misforstået ham først, mente han, det var sikrest at uddybe: "Det kan fremprovokere den Anden Opvågning, hvis man skal tro de gamle sagn. Jeg tænkte, at det om ikke andet er en form for... sidste udvej." 
    Med et lille fnys rettede han på sig, så hans dårlige side ikke rørte hendes skulder. Smerten fra kravebenet dunkede helt ud i armen på ham... "...Hvis dit blod altså ikke viser sig at være lige så giftigt som dit humør, så min hånd ender med at blive sort og falde af..."

"Åh... Nårh dét blodsbånd..." svarede Cyreesai og lagde defensivt armene over kors. "Det kunne du jo bare have sagt." 
Selvfølgelig snakkede han om en gammel legende, der ofte blev opført i amfiteatret. Et stykke, Cyreesais forældre havde trukket hende med ind at se som ganske lille fisk, og som hun var blevet ved med at dukke op til forestillinger af af egen vilje. Havde hun tænkt sig at indrømme, det var hendes yndlingsstykke? Under ingen omstændigheder! Slet ikke foran Eyidivan af alle fisk!
Forkærligheden for opførslen havde måske en lillesmule at gøre med, at de altid valgte den her store, bredskuldrede hanfisk til rollen som Hatha'ale, og mens de ville være det værste familieforræderi at nævne, hvor tankerne gik hen, når hun så sådan en flot Sanger-han, kunne hun jo godt nyde et simpelt teaterstykke engang imellem, ikke? Hun vidste, hun en dag skulle finde en stærk kriger som mage, og han var bare god til at spille rollen. 
"Det er jo bare et gammelt sagn," svarede hun, men ordene var svære at få ud gennem en læbe, der blev bidt i, fordi hun var kommet til at tænke på hans skarptskårne hovedfinner. "Og selvom jeg ikke har haft min Anden Opvågnen, så tror jeg måske det er lige i overkanten at antage, det kan hjælpe os at bade i hinandens blod."
I teaterstykket svang mørkerøde stimer af småfisk sig omkring Hatha'ale og Meekinja mens lange bånd bandt dem tættere og tættere sammen. Først når de var helt væk bag alt det røde, holdt Sangernes stemmer inde et par nervepirrende sekunder, før det hele eksploderede ud i en sky af farvespil, og de to steg op over publikums hoveder - nu med hver deres nye magi, der ville definere tredje akt af stimespillet.
Men det var jo latterligt at tænke, den slags gamle sagn kunne hjælpe to ungfisk i en sammenfalden grotte. Især når de var som nat og dag de to. Cyreesais hvirvelstrømme af reaktioner mod Eyidivans evige, rolige overflade. 
"Og din hånd falder garanteret af. Eller tidevandet glemmer at trække sig tilbage næste måned," hun fnøs og gjorde et kast med hovedet. "Eller vores familier bliver på en eller anden måde enige om noget. For det eneste, vi balancere i hinanden er ... er ... ... er ..."
Hendes hvirvelstrømme af reaktioner mod Eyidivans rolige overflade...
Ganske langsomt vendte Cyreesai ansigtet mod ham, let åben mund og store, sorte øjne, der gik i ét med det omgivende mørke. Sådan havde hun aldrig tænkt på det før. Eivyrr ville blive rasende, hvis hun sammenlignede sig selv med sådan et stimespil, som fordrede venskab på tværs af forskelligeheder. Forskellighederne var en dyb afgrund mellem deres familier, og der kunne ikke bygges bro over den. Det havde hun altid fået at vide, og aldrig betvivlet. Vreden, når Ke'Jaelin gik imod Krigernes strømme havde altid vejet tungere. Harmen, når deres uigennemtrængelige stenmasker skjulte alle følelser.  De ophedede debatter, der kun lige akkurat ikke endte med, at nogen fik revet hovedet af. Sådan var hele første akt af stimespillet, indtil Hatha'ale måtte redde Meekinjas liv fra de selv samme ustyrlige strømme, han havde pisket op omkring dem.
"Hvordan gør vi?" spurgte hun lavmælt.

    Cyreesais ord fik ham til at grine en helt oprigtig latter - ikke bare et halvsarkastisk fnys, men en kort, overrasket latter, der kom helt nede fra maven af.
    "Jeg havde ikke ligefrem tænkt," afslørede han, "at vi skulle bade i hinandens blod! Jeg havde håbet, det kunne gøres lidt mere civiliseret, må jeg indrømme..." Han sendte hende et skævt, underfundigt smil igennem mørket, og selvom det var en typisk stikpille, var hans tonefald næsten varmt, da han bemærkede: "...men jeg skulle selvfølgelig have husket mig selv på, hvem jeg taler med. For du gør virkelig bare ikke noget halvhjertet, vel?"
    Det var et retorisk spørgsmål, og han forventede ikke noget svar. I stedet uddybede han: "Der er ofte ægte visdom gemt i De Ældste Sange, så faktisk tror jeg ikke, det nødvendigvis er i overkanten at antage... Men jeg indrømmer da gerne, at det er en lavvandet plan - jeg har bare ikke nogen, der er bedre..."
    Han mere hørte og fornemmede det, da hun vendte sig imod ham, end han rent faktisk så det gennem mørket. Af én eller anden grund gav hendes ord - hendes spørgsmål - ham et sug i maven. Det var dét hér Sangen talte om - sådan her, det skulle være. De var gået fra, at hun ville myrde ham til at hun rent faktisk, oprigtigt spurgte ham om råd... Måske kunne det virkelig lade sig gøre.
    "Du har en kniv på dig - har du ikke? Kan du ikke lige finde den frem?" Det var overflødigt at spørge, for han havde bemærket knivskeden om hendes lår, mens der endnu havde været mere lys, og han indrømmede da gerne, at han også et øjeblik havde leget med tanken om bare at trække den fra hende i mørket - drille hende lidt, ligesom han havde gjort det med kommentaren om hendes Krigerkrop.
    Men han havde hurtigt opgivet det; risikoen for, at hun enten slog han ihjel i ren refleks for at tage hendes våben var rimelig stor! Og ellers ville hun sandsynligvis kvæle ham langsomt, hvis hans hånd kom til så meget som at strejfe hendes hud i mørket...
    "Jeg er jo ikke ekspert... Men i sangen snitter de hinanden i hånden, så jeg går ud fra, at vi skal gøre det samme - et lille snit. Jeg snitter dig, og du snitter mig." Han satte sig også bedre til rette foran hende, så de - så vidt han kunne bedømme i mørket - kom til at side næse-til-næse. "...men nu ikke noget med at skære for dybt, Va'Chakessa. Der er mange små nerver og muskler i hånden lige under skællene! Jeg skal ikke nyde noget af, at miste førligheden i et par fingre, fordi du bliver lidt for begejstret over at få lov til at trække blod på en Ke'Jaelin..."

Cyreesai hørte hans latter gennem mørket. Den rungende, oprigtige latter og hans videre beskrivelse. Hans formaninger om ikke at skære for dybt. Iveren i hans stemme. Frygten. Nysgerrigheden. Hun hørte det, men lyttede ikke rigtig. Det var lidt som om hendes tanker var gået i stå. I hvert fald de af dem, der bare gerne ville tæve noget. I stedet følte hun omgivelserne. Hvordan han flyttede sig, så de kunne sidde over for hinanden, den lette skraben af småsten mod grottens gulv. Og hvor det på ethvert andet tidspunkt ville have givet hende en rigtig god grund til at stikke ham ned, gjorde hun plads til ham - mellem sine ben, for hun kunne på ingen måde imitere hans sidden-på-knæ med den ødelagte fodfinne. 
Hvor gællerne indtil nu havde været optaget af enten at hyperflabre af smerte eller vrede over hele situationen, var vejrtrækningen nu rolig og stødt. Langsomt - og langsomme bevægelser var ellers ikke det, hun gjorde sig mest i - fandt hendes hånd kniven ved hoften og vristede den ud af skeden. 
"Jeg skal nok være forsigtig," sagde hun, nok så lavt som nogen nogensinde havde hørt hende sige noget. 
Der var noget sælsomt over det her. Meget lig det øjeblik, hvor Meekinje skar ind i Hatha'ales hånd i stimespillet - der holdt hele publikum også altid vejret, fordi musikken bød det. Uanset hvor mange gange, hun så det, skete det stadig. Hele kroppen spændtes op i ivrig forventning, mens hjertet sprang et par slag over og det var umuligt at vriste blikket fra scenen. Scenen, i dette tilfælde, var Eyidivan, og selv gennem mørket lagde hun for første gang mærke til, hvor grønne hans skæl var. Den svage luminiscens fremhævede en række mørkere skæl langs hans kindben, og hun opdagede, at svømmehuden mellem leddene i hans hovedfinner glitrede svagt som om små lysalger havde sat sig fast på dem.
Cyreesai rakte ud efter hans hånd og tog den i sin. Blikket gled fra hans øjne og ned til hånden flere gange, mens knivsæggens hærdede glas glimtede svagt i det sparsomme lys. Selv hans øjne glimtede lysende grønt midt i alt det sorte, og fokuserede hun længe nok på dem, forsvandt resten af den mudrede baggrund helt. Kun de to grønne cirkler fandtes. 
"Hurtigt og let," hviskede hun, måske for at fortælle sig selv det, måske for at fortælle Eyidivan, hvordan han skulle gøre, når det blev hans tur. 
Med den ene hånd vendte hun hans håndflade opad og lod sine fingre ligge i et blidt omkring hans håndled. Med den anden hånd tog hun et fastere greb om kniven. Et let snit blev lagt med præcision og snilde hen over hans håndflade, så blodet piblede frem i en tynd, lige stribe. 

    Eyid var rimelig sikker på, at hun aldrig i al dén tid de havde kendt hinanden, havde rørt frivilligt ved ham - i hvert fald ikke uden at der var fulgt en dødstrussel lige efter. Derfor var det også næsten lige så sælsomt at mærke hendes fingre imod huden, som det var at høre hendes stemme helt afdæmpet og alvorlig. Han fik en sær følelse af, at hun betragtede ham gennem mørket, og derfor løftede han blikket fra deres hænder og stirrede igen. Fulgte det svage omrids af hendes gyldne aftegninger langs skællene og hendes lange, bølgende hår, der dansede omkring hovedet på hende.
    Smerten fra kniven var skarp og frisk, men intet at regne imod den dunkende smerte fra den brækkede kravebensfinne. Han kunne dog ikke lade være med at skære ansigt, og virrede lidt med hovedet, da den metalliske lugt af blod straks bredte sig igennem vandet.
    "Hurtigt og let," gentog han, da han lukkede hånden om såret - næsten ceremonielt tog kniven fra hende, og vendte hendes hånd, så håndryggen kunne hvile i hans sårede, og håndfladen blev blottet for kniven. 
    Han kunne ikke lade være med at stryge en tommelfinger over hendes håndflade under foregivelse af, at skulle finde det rigtige sted at skære i mørket. Han vidste egentlig ikke helt hvorfor han gjorde det, men det var lidt... lidt fascinerende at have hende dér, foran sig, uden at der skulle være ufred og uvenskab imellem dem. Lidt som han ville have det, hvis en stor, arrig hvidhaj var svømmet op til ham, ude i Det Store Åbne, og havde givet sig til at gnide sig kælent op af ham som en kattekilling op af en menneskeben. I dén situation ville han nok heller ikke kunne nære sig for at skulle røre den på snuden...
    "Nu må du ikke slå mig ud eller sådan noget..." mumlede han. Kniven blev lagt imod håndfladen og det skarpe, hærdede glas trukket forsigtigt over huden, til det mørke blod blandede sig med vandet. Han beholdt hendes hånd i sin, men rakte kniven tilbage til hende. Fangede hendes blik igennem mørket. "Er du klar?"

Den metalliske duft i vandet omsluttede hende som den gjorde, når de var i kamp uden for revet. Den fik hendes næsebor til at spile sig op og pupillerne til at udvide sig, så der næsten ikke var noget af den lilla iris tilbage. Den gav hende lyst til at svømme hurtigt og hakke sit spyd i fjenden. Men der var ingen fjende. Der var kun Eyidivan og to blødende håndflader. 
"Hvis jeg skulle slå dig ud..." begyndte hun, men gispede midt i sætningen, da kniven delte huden under sig. Hun glemte resten af sætningen. "Spejlblank og klar."
Kniven blev sat på plads i skeden igen, mens hun sørgede for ikke at bruge den sårede hånd for meget. Så vendte hun blikket tilbage til Eyidivan og fandt hans hånd i mørket. Hendes fingre gled over svømmehuden mellem hans fingre, og hun lod hånden glide skråt over hans, så de kunne lægge håndflade mod håndflade. Med svømmehuden var det ikke muligt at flette fingre, men det ville nok også have været lige en tand for romantisk til Cyreesai. 
"Eyid, hvad ... Hvad tror du, der kommer til at..." spørgsmålet blev afbrudt så snart håndfladerne mødte hinanden. 
Som om en hvirvelstrøm havde overtaget deres blodbaner, blev sårene trukket mod hinanden. Cyreesai gispede og øjeblikket efter blev hendes krop tvunget helt op imod hans af en usynlig, pludseligt opstået strøm i grotten. Hendes anden arm fløj om bag hans skulder, hvor hun kunne holde fast på hans ryg lige ved siden af rygfinnen. De to sårede hænder syntes at sidde urokkeligt fast i hinanden, som var de to havfolk fanget i en tvunget stimedans. Grotten var så lille, og alligevel blev de hævet op af strømmen og holdt fast mod hinanden - præcis som i stimespillet, hvor de to hovedpersoner blev bundet ind i de røde bånd. 
Blodet i årerne brusede lige så meget som vandet omkring dem. Cyreesai kunne mærke Eyidivans blodbaner suse ind i hendes, mens hendes egne susede over i hans. Hun følte sig indtaget af hans invasive blod, mens hun selv blev tvunget over i ham. Et halvkvalt, lidende støn pressede sig ud af hende. Det var for meget. Det var forfærdeligt. Hun var bange. 
Panikken over, hvad der skete, fik hende til at vride sig mod ham og virre med hovedet. Uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke vriste sin hånd fra hans, og mens den prøvede at slippe, gravede den anden sit greb ind i hans skulder. For han var det eneste holdepunkt. Det eneste, hun vidste hvad var, midt i den underlige strøm, i blodet der flød forkerte veje, i chakraen der føltes som om den prøvede at bryde fri eller brække sig selv midt over. Aldrig før havde hun mærket sin chakra på den her måde - eller sit blod. Det var ting, der holdt hende i live og var en del af hendes krop ligesom håret og skællene og finnerne. Ikke levende entiteter, der kunne gøre noget selvstændigt. Det var unaturligt og hun havde ikke længere nogen kontrol over situationen. Ikke andet end at hun kunne surre sig fast på Eyidivans krop og høre sin egen stemme skrige i angst.