Hun stoppede, og hun stoppede på ingen måde elegant, som hendes fod gled ned af halvanden trin, og vand elementet næsten faldt til bunden af trappen men af rent held fandt hun balancen tre trin længere nede end hvor hun blev flået ud af sine tanker og sin monolog. Håret bevæget sig i alverdens retninger i den korte stund hun bekæmpede sine følelser og beroliget sin indre chakra, det var det for den leg sluttet før den overhovedet kom i gang, ingen ordenlig jagt, ingen..noget..Petrichor hævede blikket og blinkede nogle gange som hun beskuet Cordelia, intet..bare..slut? Med et dybt både irreteret men samme tid lettet suk.

De gul grønne øjne tydeligt frustreret over flere ting, men læberne var samlet i en eftertænksom mine,
"Hej." svaret hun tilbage i en forvirret tone som hovedet kort vippede frem og tilbage før blikket gled tilbage på horisonten, lejren, de trænende soldater, lydende fra slavelejren fangede kort blikket også, før det igen faldt tilbage på Cordelia.
"Virkelig?" spurgte hun som skulderne blev hævet mens hun drejede om på trappen og lagde front imod Cordelia, langsomt satte hun en fod på trinet over.
"Virkelig? Du er..færdig med at løbe?" Gentog hun som fødderne blev ført lidt længere op for at stå få trin under Cordelia. hagen, blikket og panden faldt til trinet mellem de to som hun åndede ud opgivende.

Kunne hun ikke, i det mindste forsøge denne gang? Hun havde jo alle fordele uniform, endda med mærke! Og..intet? Bare..at give op som hun kom uden for? Ikke engang nyde friheden lidt? Går i slave lejren og..behandle nogle dårligt? Udfordre nogle til en duel? Finde en spion og høre om Arys? Gøre..noget? Andet end bare at..dræbe stemningen.

Igen tydeligt plaget af hendes tanker skiftede hendes blik flere gang og lod sine øjne vandre fra et sted til et andet, før det endelig fandt ro og tankerne døde ud, igen drejede Petrichor om på stedet, og lod sig selv falde til trinet, og lod den ene hånd møde hendes pande.
"Du er forfærdelig." mumlede som hun virkede til at give lige så meget op som Cordelia havde.

Som Petrichor så udover stedet, fulgte Cordelias blik med. Soldater, slaver, drager... Alt sammen noget hun forventede af en lejr hos Mørket. Det her var bare ikke en lejr - de havde et reelt slot!
"Jeg... Hvad er meningen med det?" spurgte hun og slog opgivende ud med armene. "I skoven havde jeg en reel chance for at komme væk, men her? I har fået en ø nu. Jeres eget, enorme slot! Flere soldater, end jeg husker. Selv dragerne er større, men det er nok bare fordi jeg kun har set sølvfisk nede i kælderen. Hvornår fik I et slot? Er det det nye palads? Har I i virkeligheden allerede vundet? Er det Topalisøens vulkan, der er et slot? Nej, det giver ikke mening, så er kælderen vel ikke vand..."
Forvirret og træt, dumpede Cordelia ned at sidde på det øverste trin. Det havde været en lille smule morsomt at se Petrichor glide ned ad et par trin, men hun kunne ikke finde nok glæde inde i sig selv til at det blev til latter i munden eller opløftede sjælen. Mest af alt var det bare lidt morsomt på sådan en ynkelig måde, der gav Cordelia til at fnyse hånligt eller prøve at skubbe hende ned ad trappen bare for at se, om hun ville ende som en lille pøl vand dernede for foden af den. Måske ville hun fordampe i morgensolens stråler. 
"Øer er svære at komme fra," fortsatte hun og hvilede hagen i hænderne. "Jeg ville måske kunne holde mig skjult i en af de der barakker et par dage, men hvad nytte vil det gøre? Jeg er vant til at slås, ikke snige mig væk. Eller... Jeg er vant til at sidde i en kælder, nærmere... Det er vist så meget sagt, at jeg stadig er vant til at slås. Men det er vel meget rart lige at se solen igen..."
Hun lød ikke overvældende meget som om hun havde det rart. Ordene var tomme og tørre i hendes mund, og hun var ikke sikker på det ville være meget anderledes, hvis hun havde befundet sig på fastlandet og set udover et genkendeligt landskab.

Blikket gled imod himlen som netop dragen forsvandt i skyerne, og dens lange hale, vinger og størrelse, fik kort et ryst igennem Petrichor, der var bare et eller andet ubehageligt ved drager, jo der var langt større, og langt farligere ting i dybet af havet, men drager var langt mere problematisk at håndtere. Hvad er meningen? Ordene rev Petrichor ud af hendes ubehagelige drage fornemmelse som lagde blikket over sin skuldre.

"Aner det ikke." Blikket gled op imod slottet. "Du snakker så om dette slot er nyt..bygget de sidste år. Så vidt jeg ved, så har det været her længe..Den var her da jeg kom ud af Kzar Mora, og kun blevet udvidet på siden, og tro mig..Det var ikke en 'spontan' beslutning for mørket at tage herud. Vores herre planlægger ting bedre end alle tror." hun smilte, mere og mere som hun tog slottet, og blikket fra det højest hun kunne se, til de igen faldt over Cordelia hvor smilet forsvandt nærmest øjeblikkeligt.
"ja..det er svært at komme fra os..Næste så om du er min fange!" Igen mødte hånden hendes pande som hun stirret ned i trappen trinende foran sig.
"Oh..hold dog kæft.. Du..fokusere slet ikke på de rigtige ting! Før jeg svare på alt dit brok..så svar mig på en ting..Hvordan i al verdens magi..findes du stadig? Vi dræbte dit 'sande' jeg som vi tog dig med os!-" hun slog hænderne ud til siden i frustration som hun spurgte, og hovedet lagt bagover, som ordene forlod hende.
"Du bløder, du heler naturligt og langsomt! Din chakra er stabil! Så hvad..er..du! Nu har du pirret mig i år med det! Er du blevet den nye sande 'cordelia højlund', eller..vil du forsvinde, som den ussel mængde chakra du bærer forsvinder?" hun rystede hovedet opgivende, og lod sin krop falde ned på trappens trin og et trin lidt fra hende som pude. "Jeg forstå det ikke! Har forsøgt..at eksperimentere! Men! Du..giver ingen mening!" brummede hun ud, irreteret. Cordelias reaktion havde hun ikke givet et tanken, netop derfor holdt hun ikke øje med at få set den reaktion hun havde ønsket at se i flere måneder.

"Slottet har vel bare ikke været... Altså jeg mener, så ville vi vel ikke have boet i skoven dengang... Men det er.."
Cordelias forklaringer var lave og halve, ind over Petrichors ord. Selvfølgelig var slottet sikkert ikke nyt-nyt, men hun mistede tidsfornemmelsen i kældre og mørke gange. Kzar Mora... Havde hun været i dæmonriget? Var det én af de kældre, hun havde opholdt sig i over årene? Alle de år... Over tredive... Hun kunne stadig ikke forstå det. 
Ligesom hun ikke forstod, hvad Petrichor dernæst sagde til hende. Hun vendte blikket mod det uhyggelige elemental, men de var tomme og uforstående. Hun lyttede, mens flere ord bekræftede de første. 
Dræbte dit sande jeg...
Din chakra er stabil...
Er du den nye sande...
Du giver ikke mening...
Det tog virkelig lang tid for de ord rigtigt at bundfalde sig. Cordelia sad med mere og mere åben mund og vantroen lysende ud af øjnene. Men hun var jo blot et spejlbillede. Hun havde kun den chakra, hun var skabt med, og den var bundet i hendes krop på en måde, hvor hun ikke engang selv kunne tilgå den. 
"Er jeg... Er hun... I har..." intet gav mening i Cordelias hoved. Munden stod åben, men der kom ikke ord ud i lang tid. "I har dræbt hende?"
De havde dræbt Cordelia Højlund. Ligesom de burde have dræbt spejlbillede-Cordelia dengang på marken, men havde taget hende med sig i stedet. Dengang havde de troet, hun kunne bruges for at lokke Kastian til, men da han faldt, beholdt de hende, fordi hun var knækket under deres behandling og havde fortalt dem alt, hvad de vidste. Alt, hvad de ville have. Hun havde været sikker på, hun skulle dø, da de havde pumpet de sidste informationer ud af hende, men det var aldrig sket. De havde holdt hende i live... Givet hende god mad... Ladet hende holde sig i form... Stoppet hende i at flygte et par gange, jo da, men hun levede. Modsat den rigtige Cordelia.
"Hvordan skete det? Er jeg den rigtige nu? Hvorfor har jeg ikke magi? Er... Er... Er Leonora død?" spurgte hun og så pludselig helt underlig ud i hovedet.
Som om forfærdelsen over tanken om den afdøde fyrstedatter ikke helt kunne overskygge glæden over det, hvis det var sandt. Cordelia havde viet sit liv til Arys. Sit liv og sin krop og alle sine spejlbilleder. Hun havde elsket Leonora mere end hun nogensinde havde kunnet sætte ord på. Havde. For med tiden i kælderen var den kærlighed svundet og svundet, som det gik op for hende, at der ingen hjælp var at hende mere. De havde glemt hende. Kastet hende væk. Hun bebrejdede ikke sig selv - altså sit rigtige selv. Cordelia kunne ikke huske de spejlbilleder, der blev lavet. Det var Leonora, der altid havde hjulpet med at holde styr på det. Hun havde valgt at lade Cordelia sidde hos Mørket, mens hun udnyttede sin livvagts godtroenhed til at sende flere spejlbilleder direkte i Mørkets klør. Cordelia døde for Arys - for Leonora - om og om igen... Og hvad fik hun igen?

Cordelias ord blev ignoreret, ikke at spørgsmålet eller kommentaren ikke var relevant til dialogen, nen der var vigtigere emner at tage op ifølge Petrichor, og som dialogen døde ud gik det op for hende at hun var ved at gå glip af det hun sådan havde glædet sig til at se, hovedet blev lånet mere bagover for at se på hendes egen nat over de kort klippet kvinde som virkede til at dreje hvert et ord flere gange i sit eget sind, og skuffelsen som lige før havde plaget dæmonens mimik var væk, og et smil kæmpede sig frem som en hav af følelser kunne anes på Cordelia læber, som viberert, blikket som skiftede og blev store, øjebryn som bevæget sig som tankerne blev kastet rundt i det stakkels menneske.
"Ja..Da vi overtog ædelsborgen." smilet faldt på ingen måde, som hånden forlod hendes pande, og gled til hendes kæbe.
"Mhmm...hvis jeg husker rigtigt, så var alle af dine spejle døde, som vi tog ejerskab af dig." De blå læber spredte sig i en kort latter, som hun rettede sig op, satte sig faktisk ordenligt og lod blikket møde Cordelia over hendes skuldre igen. En latter som gentog sig ved de næste ord fra Cordelia.

"En ting af gangen." hun sukkede dybt som de ord dræbte hendes latter. "Mhmm..Hvordan skete det..nu er det snart tre år siden jeg læste den rapport lille ven." hånden nussede hendes kæbe som hun tænkte sig om, blikket lukkede og forlod Cordelia som de faldt retur til horisonten. "De kæmpede side om side med en ældre herre, som faldt i kampen. Soldaterne fik fat i Cordelia, og brugte hende som eksempel foran Arys leder...tror jeg det var..Og nej vi rørte ikke din 'elskede' Leonora." hun træk på de to sidste ord, nærmest hånligt. "Hun skulle bruges.." ordet skulle, var valgt meget nøje. "og..til det sidste..er du den rigtige?" Petrichor rejste sig og slog hænderne ud til siden "Hvis du spørger mig..så ja! Selvfølgelig er du det! Du er den 'eneste' Cordelias højlund! Hvem er ellers den 'rigtige' hvis ikke det er dig!" hun rystede hovedet igen, som de ord døde ud i luften mellem dem, tonen på det sidste var høj. Petrichor var tydeligt ligeglad med hvem der hørte det, og forsøgte at vende sig om som de blev sagt, håbede at lade blikket møde Cordelias fortvivlet blik igen. "Og jeg vil væde din frihed på at din 'elskede Leonora' ved vi tog dig! Vi skjuler ikke hvem vi tager! smilet voksede det sidste blev sagt, og et trin blev belejret som hun kom nærmere Cordelia, nu kun fire trin mellem dem, og blikket låst på -sin fange-.

Cordelia rystede og måtte lægge armene over kort foran sig med hænderne på skuldrene. Det var ikke morgenkulden, der frembragte den reaktion i hende.
... Tog ejerskab af dig ...
... Elskede Leonora ...
... Hun skulle bruges ...
... Du er den eneste ...
... Leonora ved vi tog dig ...
"Jeg tror ikke på dig!" råbte hun, højere end hun havde planlagt. "Leonora ville ikke... Hun ville vide det - hun ville komme efter mig, hvis hun vidste det!"
Tårer havde samlet sig i øjnene, mens situationens alvor gik op for hende. Fanget hos Mørket i over tredive år, måske fyrre... Hendes far ville være død af alderdom - vent, hvad havde Petrichor lige sagt? Kæmpet ved siden af en nobel mand... Åh nej... Hvis han også var faldet til Mørket... Cordelia var blevet slået ihjel foran Arys' leder... Det måtte være Leonoras mor. Som et eksempel. Hugget ned som en hund og frarøvet den ærefulde død i kamp, som hun vidste var en kernesten i hendes væsen, selvom den var trillet væk i revnerne af fortvivlelse for netop det her spejlbillede. 
Spejlbilleder... De havde slået alle de andre ihjel. Indtaget Ædelborg. Indtaget fastlandet også? Paladset? Dronningen?
"Hvorfor er jeg her stadig?!" fortsatte hun, mens fortvivlelsen satte sig som en skinger tone i hendes stemme. "Jeg bør ikke være her! Hvad vil I med mig?!"
Hun kom op at stå, mens Petrichor kom nærmere. Fumlende og snublende kom hun de sidste trin op og begyndte at bakke væk fra sin uhyggelige fangevogter. Pludselig følte hun sig så lille og skrøbelig, som da hun blev fanget af hæren og kastet for mørkeelvermandens fødder. Så skræmt som da hun blev kastet for Petrichors fødder første gang. Så opslugt af frygten og sorgen og fortvivlelsen, at der ikke fandtes andet.

Oh, hvor vidunderligt endelig at se dig sådan! Ikke at vide hvem og hvad du er! Oh, hvor ser du godt ud lige nu..det blik, de tåre der snart kommer! den stilling, de ryst! Petrichor bidt sig i læben under sig smil som Cordelia råbte tilbage af hende, råbte og delte sin tvivl med verden, det var umuligt for Petrichor ikke at smile mere, ikke at lade hendes glimt i blikket vise hvor meget glæde hun fik af alt dette.
"Og hvorfor skulle jeg lyve? Hvorfor? Hvad får jeg ud af det?" hun rystede hovedet af mennesket og tog blikket fra hende, ikke længe, men kort lod hun blikket falde over hendes skuldre.
"Vi tjener en god del penge..på at folk køber deres kære ud af vores slave lejr." hun træk blikket tilbage på mennesket, en hånd pegede på lejren ikke langt derfra.
"Folk er ikke...glade for at vide deres kære er her. Specielt ikke forældre...Deres kære små børn.." hun fniste kort af sine ord, ord som ikke var helt sande men delte elementer af sandheden. Som slag blev tabt, var krystaller var lidt i nød og visse beslutninger var blevet taget for at holde ting ved lige. Hånden faldt kort efter til hende side og endnu et skridt blev taget op, det næste trin belejret.

"Fordi..du er dig. Lille frøken Arys." armene slået ud til siderne igen og et dybt suk forlod hende ved Cordelias næste ord, hendes kamp for at blive stående. Det var mere end muligt at gribe hende, men nej, hvorfor hjælpe hende, selv om at få fat i hende ny var mere end tiltalende for Petrichor, valgte hun blot at lade hende flade.
"Hvad vil vi med dig?" gentog elementet som hun tog det næste skridt og var så nær hun kunne uden at dele trin med mennesket.
"Hvad vil jeg? Eller mørket?" spurgte hun, og vippet hovedet kort frem og tilbage. En hånd faldt og rækte frem efter det skrøbelige menneske, langsomt, bevist, en meget langsom bevægelse.
"For mig..er du vel en veninde, og underholdning." indrømmede hun, som hånden kom tæt på. "En jeg vil få til at indse du er din egen person! Og ikke bare en kopi af, hvem end Cordelia højlund var." og det nåede hånden mennesket, eller rettere hatten mennesket havde på.
"Min." lyd det, som hatten nærmest øjeblikket blev placeret over det fugtige, levende hår.
"Og..mørket, er fascineret af din evne..Skabe flere af dig selv, få fuld information fra dine kopier? Mørket ser meget værdi i den evne..og ønsker at "høste" den." hun sukkede som det blev delt. "Tror jeg det var." hånden forlod hatten, og mødte hendes hage eftertænksomt.

Cordelia gispede idet hatten blev flyttet fra hendes hoved igen, og hun vaklede længere bagud. Slog armene om sig selv som en liden beskyttelse  mod havmonsteret Petrichor. Snart nåede hun slottets ydermur, og det var egentlig meget rart at have noget at støtte sig op ad, men også uendelig skræmmende ikke at kunne komme længere væk. Først nu i opgivelsens og fortvivlelsens tag indså hun, hvor meget hun havde nydt den halve times frihed, selvom den var blevet brugt på at løbe rundt i gangene. I det mindste havde det været nye gange, hun ikke havde set før... Og lidt udenfor. 
"Men jeg har ikke magi!" svarede hun igen, panisk og skingert. "Jeg kan ikke gøre det, der skabte mig, det ved I jo godt! Hvorfor har I så ikke prøvet på det før? Jeg har bare siddet i den klamme kælder i lige så mange år, som du kan bilde mig ind. Hvis I prøvede at høste en eller evne, ville jeg vel ikke bare sidde der? Hvorfor høstede I ikke den rigtige Cordelia? Jeg er jo ingenting - jeg er bare en ligegyldig refleksion!"
Ligegyldig, fordi hun var undværlig. Ligegyldig for Leonora. Leonora, der aldrig havde ledt efter hende. Aldrig gengældt de følelser, der engang havde buldret i hendes bryst.
"Jeg er ikke en Arys," tilføjede hun med en lavere stemme, der dog stadig var spækket med gråd. Tårerne var begyndt at flyde over i øjnene på hende. Hvorfor skete det her? Hvordan kunne Petrichor bruge ordene veninde og underholdning i samme sætning uden at det virkede underligt længere? Svigtet fra Arys - fra Leonora - fyldte hele hendes hoved. Viden om, at de havde fortalt dem om hende her, og de stadig havde ladet hende rådne op, opløst i havvand under Mørkets slot. Det blev til sort, fortærrende had i hendes indre, mens ulykken gjorde mere ondt i hendes hjerte end en kniv i låret. Det eneste lyspunkt var, at hun var den sidste tilbage. At den her sorg og det ødelagte hjerte ikke skulle ganges med to, tre eller fem, når hun smeltede sammen med de andre igen. "Jeg har aldrig været en Arys."

Der var mere end rigeligt at smile over, Cordelias reaktioner som hun tog sin hat igen, Cordelias ord, og handlinger, det vidunderlige kropssprog.  Det hele var så skønt! Det øjeblik hvor Cordelias fandt ro ved væggen, blot for at se det forsvinde i samme sekund! Armene blev sat over kors under elementets bryst efter den tænksomme mine forsvandt. Skulderne hævede sig ved påstanden.
"Jeg ved det ikke..ved bare din evne er vigtig for dem." blikket gled fra mennesket op imod de høje vinduer længere oppe af slottet.
"Aner ikke hvad de tænker de oppe.. Gør bare hvad de siger...hvad han siger.." kort lå sig der et ryst igennem Elementet og i dette korte øjeblik virkede det svært for hende at holde sin form. Hun huskede tydeligt den gang hun forsøgte at få spionmesterne til at bevise hun skulle lytte til ham, og blot minded som hun hendes blik lå på spionernes vinduer lod frygt blive en tydelig følelser i hendes blik.
"..ville hjælpe hvis jeg..huskede det hele." i et ryst med hovedet og det meste af kroppen forlod blikket fra vinduerne og tilbage på Cordelia.

"DU ER IKKE LIGEGYLDIG!" tænderne blev vist, blottet og smilet faldt en smule som hun blev irreteret over at gå den anden vej. "Du er dig! Ikke en refleksion! var du bare det...ville spejlet været slået i stykker for mange år siden! Få det ind i det lille hoved! VÆR DIN EGEN PERSON! Skift navn! Gør noget! Der ikke er, at kæmpe for at være en person du ikke er!" igen frys og rystede hun hovedet af den stakkels menneske foran hende. "Selvfølgelig er du ikke en ARYS!" endelig, bidt hun i det navn!
"Nej..du har ej..du har bare været et værktøj for dem, dig og alle dine spejl søskende Cordelia skabte..værktøj, slaver for Arys familien...Skabt til at dø, når de mødte Cordelia, skabt til at blive glemt og kastet ud når de ikke længere var brugbare. Og se dig nu!" SE DIG!" Hånden søgte igen Cordelia, mere kærligt, som hun rettede lidt på uniformen mennesket bar. "du er dig..et stærkt væsen som har overlevet at være i 'det oh så farlige mørkets klør' i flere år, end nogle anden." Igen gled blikket kort fra mennesket, imod de høje vinduer som før fik hende til at ryste, og et kort nik blev givet i deres retning før hun  igen fandt det tåre berørte mental svækket menneske foran sig.

Kroppen krympede sig instinktivt under berøringen, selvom den kun nåede uniformen og ikke huden. Det flakkende blik forstod ikke, hvorfor Petrichor så opad med en underlig form for frygtsitren i kroppen. Alle de råbende ord klumpede sammen i hendes hoved. Armene flyttede sig fra maven til skuldrene til hovedet, til ørene. Hun ville ikke lytte mere til Petrichors slimede tunge, og hun ville samtidig høre alle de ting, hun havde at sige. Alt det om Arys gjorde ondt helt ind til benet, mens hun ønskede sig stærkere, mere stålsat og havde det præcis som fangevogteren sagde - hun ville være sin egen og ikke en del af et sæt kloner, der bare kunne smides ud, når de var færdige. Det var ingen trøst at vide, at hun ville smelte sammen med Cordelia igen, og det var ingen trøst at vide, at hun aldrig mere ville smelte sammen med hende. Der var intet tilbage. Intet mere at opleve udover de minder, hun selv havde, og dem hun kunne skabe... 
"HOLD DIN KÆFT!" skreg hun til sidst og slog hænderne frem i et forsøg på at skubbe Petrichor bagud og væk fra sig. Hun havde lyst til at flå det syge smil af Petrichors ansigt. "Jeg vil ikke mere! I har taget mit liv fra mig allerede! Et liv, jeg kunne have levet, fri for Cordelia, fri for den hjerteløse tøjte til Leonora! Fri for Arys og fri for den åndssvage, blinde loyalitet! Selv hvis jeg ikke er ligegyldig i dine øjne, er jeg bare chakra, der skal høstes for alle andre i Mørket. Jeg kan aldrig blive min egen person, så hold din kæft, Petrichor!"
Tårene trillede stadig ned ad hendes kinder i stride strømme, men der var ikke kun fortvivlelse at hente der nu. Vreden havde blandet sig med det, og vreden havde et solidt tag i hendes sind. Det pludseligt blussende had til alle dem, der havde frataget hende et frit liv med egne valg. Hun var blevet født som livvagt og ville dø som fange - uden nogensinde at have fået et eneste ord indført om, hvor hendes liv skulle bære hende hen ad, og uden at vide, hvilken lykke, hun kunne have fundet ude i verden, langt væk fra den zalans fyrstefamilie og deres latterlige.

Latterne begyndte igen så panikken, agnsten tydeligt tog hånd over Coldelia igen, ikek en høj eller hånlig latter, men få korte grin af de mange utryg kvinden kom med på så kort tid. Den kraftige stærke kvinde, som så ofte havde gået imod mørket, nu, ingen andet end en bange ligge pige som ikke kendte noget som helts, fremmet i verden, alene..Og en verden som pludselig var helt ny for hende. Hun var ikke overrasket over Cordelia pludselig satte hænderne imod hende, men hun havde forventet en lussing, ikke et skub. Derfor vaklede hun kort baglæns, og fik grebet fat om Cordelias håndled som den ene fod faldt ud over det øverste trin.
"Hej hej!" lyd det med lidt panik i tonen som armen om Cordelias håndled var det eneste der var skyld i hun ikke faldt ned af trappen. "Pas nu..på." fik hun presset ind for Cordelia flod af ord, paniske bange, fortabte år. Ord som dræbte smilet på Elementets læber, og det hånlige glimt i hendes blik forsvandt, som hun træk vejret dybt, og endelig fandt sin balance halvvejs igennem floden af ord.

Langsomt fandt hun sit fodfaste, og rettet sig op, og lod blikket glide imod porten bag dem, og den ene mand som havde hørt mere end bare lidt af deres dialog, deres skrig. En vagt som blev mødt med et olmt blik fra elementet, som fik ham til langsomt at trække sig ind igen. Hun sukkede langsomt og lod træk blikket tilbage til mennesket.
"Velkommen..Har vist ikke mødt dig før." lyd det neutralt. "Hvad er dit navn?" spurgte hun, og træk kort på smilebåndet. Hun slap håndleden af mennesket, og holdt hånden åbent mellem dem og ventede på at møde, menneskets hånd. "SÅ...du får et valg..vil du stoppe med at være min underholdning, eller min veninde?" som det blev sagt, gled blikket op og ned af kvinden, uniformen. "Den...ene vil jeg hjælpe..den anden..trækker jeg tilbage i vandet." tilførte hun, med et lille nik.

Det var lige før, Cordelia gik i panik over taget i sit håndled - men det handlede også rigtig meget om, at Petrichor var ved at falde bagover, og da balancen blev genfundet og håndleddet sluppet, rev hun armen til sig og holdt beskyttende om hånden med den anden. Hendes vejrtrækning var blevet overfladisk og hurtig, men indeni vidste hun ikke, om hun var vred, bange eller en god blanding af det hele og alt midtimellem. 
Den pludselige ro fra Petrchor - den udstrakte hånd og spørgsmålet - fik hende til at stoppe op med hjertet i halsen. Hvad er dit navn? Kunne man overhovedet have et navn, når man var en bunke levende chakra?
"Jeg... Je-Jeg..." stammede hun, mens åndedrættet satte sig fast på vej ud. 
Hun kiggede fra hånden og op på Petrichors uhyggelige ansigt. Ned på hånden igen. Op på øjnene. På uniformen. Sin egen uniform. Himlen. Hånden. Jorden. Hånden...
"Jeg ved ikke, hvem jeg er," sagde hun og tog hånden. "Men jeg vil helst være din veninde. Selvom du stadig er virkelig uhyggelig."
Den sidste del ville hun aldrig komme udenom. Hun havde fra starten af være skræmt fra vid og sans af hvad end Petrichor var, og det handlede lige dele om, at de ting, hun havde set i sit liv havde været i den uhyggelige kategori, og lige dele om, at hun aldrig rigtig havde set hvad verden havde at byde på i underlige væsner. Hun havde aldrig nået at blive forberedt på et sådant møde, og alt for lang tid var blevet brugt bag tremmedøre og mursten. Hvis det kunne ændrer sig nu... Hvis det at blive Petrichors veninde kunne bringe en lille smule mere frihed med sig... Give hende det liv, hun aldrig havde fået. Give hende den retfærdighed, hendes hjerte hungrede efter...

Den stammende stemme, det utrolige blik, ord der aldrig mødte en ende, det var nærmest perfekt for Petrichor, selv det næste, at mennesket før hende var begyndte at tvivl på hvem, og hvad, hun var. En latter spredte sig fra Elementets blå læber som hun igen blev kaldt uhyggelig.
"Jamen..jamen..Dog." lyd det i en glad og forsøg på en venlig tone, blikket gled fra mennesket til slave lejren til vejen bag den.
"Du..har nogle dage til at finde ud af hvem du er." En hånd hævede sig til hatten og kort blev den rettet på. "Fordi..Om tre dage, så sejer en båd til Rubien for at samle slaver op." hun sukkede som hånden gled fra hatten og faldt ned langs hendes side. "Tænker du gerne vil med?" vendte hun sig op og spurgte med et smil.

Tænk det endelig kom hertil, for første gang hjalp elementet nogle fra øen. Jo det var vel ikke et sandt flugt forsøg, men om den forbandet mand var enige i at det var nu, måtte han og Petrichor se om de kunne blive enige om, engang efter Cordelia, eller hvad hun hendes navn nu endelig var eller ville blive. "Så! bad, et våben, pak noget mad, og så..afsted med dig! Det tager to dage at kommer til havnen.." bryd hun sine egne tanker. "De vil ikke sige nej til at have en fangevogter med til at 'passe' på slaverne." hun rystede hovedet af sig selv, og vendte sig om imod Cordelia med et dybt håb om at se hendes ansigt udtryk over denne mulighed.

Ansigtsudtrykket var forvirringen selv. Glæde over at se sig selv aldrig mere sætte fod i den kælder. Frygt over, hvad et flugtforsøg indebar (var det overhovedet et flugtforsøg, når ens fangevogter hjalp til?), og forvirring over, hvad der egentlig foregik. Lige nu, mellem Petrichor og Cordelia. På den her ø. I verden udenfor.
Hele hendes indre føltes som én stor forvirrende havstrøm, eller kaosset midt på en slagmark, når man ikke længere anede, hvor man var, hvor ens venner var, og hvor mange, der var døde omkring en. Alt man vidste var en retning, og nu gav Petrichor hende endelig en retning at forholde sig til efter så mange år, hvor hun (nogle gange bogstavligt talt) bare var rendt panden mod en solid mur. Men den retning føltes underlig. Forkert. Som det, hun ønskede mere end noget andet, men samtidig som at blive kastet for løverne - eller i det her tilfældet kastet for den forandrede, nye, skræmmende verden. En verden uden Cordelia. Uden andre Cordeliaer end hende selv. En verden, hvor hun faktisk kunne være sig selv uden at skulle tænke på at smelte sammen med den anden fem-enighed og føle alle sine egne minder blive til andres, mens alle de andres minder overrumplede det, hun havde været, i den korte tid, hun havde eksisteret. Denne gang havde hun eksisteret længe. For længe. Alene. Kunne hun overhovedet finde ud af at være alene? 
"Hvorfor gør du det her?" spurgte hun og trak sin hånd til sig igen, stadig ikke helt komfortabel med at røre ved fangevogteren "Hvorfor vil du hjælpe mig væk? Vil du ikke have de, ehm, høster mig? OG du vil give mig våben. Hvad..." Cordelia kneb øjnene sammen mod hende. Hun havde lært, man ikke kunne stole på en skid her i Mørket. "Hvad får du ud af det?"

At se følelserne skifte, forvirring, frygt, forvirring, i hendes blik, som var der en unge som legede med et stearinlys, det var umuligt ikke at trække på smilet over det. Se hendes blik glide i retningen på den udgang Petrichor lige havde vist hende, se fristelsen lyse i hende, var vidunderligt. Hvorfor gør du det her? det lyd jo næsten anklagende, og det næste ord der kom fra det såret forvirret menneske tilførte kun til den anklaget fornemmelse, blikket gjorde kun fornemmelsen værre. Hvad får du ud af det? Ordene hang i luften hvor de to blot stirret på hinanden.
"Hvor har det mod været de sidste par år?" hun fniste kort af det, for hvor havde det været? At stirre sådan på sin fangevogter, hvis ikke de stod som de gjorde lige nu, var Cordelias lunger blevet fuldt af vand, og måske endda fryse læberne til blot lidt, og selv nu var lysten til det..meget endda. De få sorte åre under hendes øjne pulseret kort som hun holdt sig tilbage.
"Hvad får jeg ud af det?" Skuldrene blev kort hævet for at vise tvivl.
"Mordskab...Holder altid på folk, lukke nogle ud, hjælpe dem væk..Virker som en sjov oplevelse." Hun træk på smilet, som hun delte sine tanker.
"Og..så tror jeg du kommer igen.." tilførte hun med et lille slik på læben. Et øjeblik lod hun de ord hænge i luften, hænderne hold hun stadig fra mennesket, noget der tydeligt blev sværrer og sværrer for hende, specielt med de provokerne anklager.
"Jeg..tror ikke du kan leve uden mig...du kommer til at savne mig gør du ikke?" ordene hang i luften og hun forventede tydeligt ikke et svar.
"Du kommer til at krybe tilbage, og der skal jeg nok hjælpe dig med at finde et hjem blandt os, her på øen...Som din veninde." hun træk på smilet, et selvglad, stolt, nærmest provokerne smil.
"Hvad skal vi væde på jeg har ret? Hvis du ikke er tilbage om et år..så fortæller jeg dig mit dæmon navn næste gang vi ses." smilet blev kun bredere som det blev sagt, og selvglæden strålede nærmest igennem hende. Om hun ville indrømme det eller ej, lå aftaler i hendes blod nu og at lægge et vædde mål på bordet var nærmest instinkt.

"Jeg kan godt leve uden dig! Jeg vil leve meget bedre uden dig!"  spyttede Cordelia tilbage, men ordene havde en hul klang over sig - som om hun ikke selv troede på det, hun sagde. Hun skulle til at sige noget mere, da Petrichor foreslog et væddemål ... Om sit dæmonnavn.
"Dit dæmonnavn?" spurgte hun overrasket og så et øjeblik ud til at have glemt, at det her handlede om flugt og liv og død. "Du er dæmon? Det forklarer ... Det forklarer så meget," Der var alt for mange nye ting, der gik op for Cordelias stakkels hjerne i dag. Det var næsten ikke til at følge med. For en gangs skyld virkede det til, at den nemmere løsning havde været, hvis Petrichor bare havde givet hende endnu en nærdødsoplevelse med vand i lungerne. Dét vidste man da i det mindste, hvad var. "Jeg troede du var vandelemental, eller måske en underlig havfolksperson. Men det sorte, og alt det andet, du gør, og ... Dæmon giver meget mere mening. Vanddæmon? Kan man det?"
Forvirringen var ikke blevet mindre, for med hver nu opdagelse, dukkede der bare fyrre nye spørgsmål op. Så snart noget gav en lillesmule mening, gav konsekvenserne af de informationer pludselig ingen mening. Mens hun forsøgte at fortælle sig selv, hun sagtens kunne overleve i den fremmede verden uden Petrichors hjælp, steg frygten for, at det på ingen måde var tilfældet. Vidste hun overhovedet, hvordan man talte til folk mere, udover at tigge efter forløsning?
"Aftale," svarede hun. "Er jeg tilbage om en år og én dag, fortæller du mig dit dæmonnavn. Og jeg er stadig fri til at tage herfra, så det kun bliver et kort visit. Jeg skal vise dig, at jeg kan leve uden dig, Petrichor. Vent og se, bare vent og se!"
Måske var det egentlig ikke mod, der var spiret i hendes bryst, men snarere trodsighed. Trodsighed var dog også godt nok - det var brugbart til nogenlunde samme formål, og efter denne korte frihedsløbetur, havde Cordelia fået blod på tanden. Petrichor behøvede ikke give hende dette valg to gange.

At høre der var energi nok til at kaste ord tilbage, fristede noget så meget med at se hvornår energien forsvandt. Men må vente til hun kommer krybende tilbage på sine knæ. Petrichor træk hovedet en smule tilbage og blikkede som Cordelia spurgte ind til dæmon navnet, ind til hele dæmon halløjet. Du..det ..hvad? Cordlelias forklaring på hvad hun troede fik en latter frem i Petrichor, ikke en latter som normalt, men en glad, underholdt latter.
"Det..det kan du ikke mene? Oh..Jeg kommer til at savne dig.." latterne døde ud som orderne blev delt.
"Lille ven.. Jeg er hvad der ske, hvis man fodre et vand element det finest, reneste fuldblods dæmon blod, og intet andet i flere år..alt for mange år. Halv dæmon..Kalder de mig. Desværre..arvet jeg deres forbandet navne." hun træk vejret dybt nogle gange som hun genfandt det luft(?) latterne havde taget fra hende. Det gjorde ikke ondt længere at indrømme hun var intet andet end et eksperiment mørket, eller dæmonerne, havde skabt. Hvem var hun begyndte at tvivl på, og ikke at det havde betydning for hende længere, hævn var ikke noget hun søgte, og svar havde hun for længst givet op på. Det handlet blot om at leve livet og nyde hvert øjeblik, man vidste aldrig hvornår det sluttede. Noget hun selv havde været skyld i nok gange til at være blevet øm over for det, men frygten for det selv var noget helt andet.
"Fantastisk!" udbryd hun med et smil, "Og kryber du tilbage før..tilslutter du dig mørket! ingen brok!" hun løftede en hånd frem, igen åben for at tage imod Cordelias. "Og bare rolig, kender du mit navn..er jeg nød til at hjælpe dig herfra, om andre er enige i du blot er her i et kort visit eller ej."
Blikket gled imod horisonten. "Du er fri, som en fugl., lev dit liv..uden mig.båden er om tre dage..gør hvad du har lyst til..bare..for alle gudernes skyld, lad være at kom for sent til den båd!" hun sukkede som det blev sagt, for tænk hvis hun kom for sent til den båd? Hvad så? Så...blev de begge vel straffet? På mest forfærdelig vis.

"Aftale," bekræftede Cordelia med et nik. 
Hun var lige ved at fortsætte med et Frue, men man kunne også blive for meget veninde med sin fangevogter. Eller underordnet. Eller hvad det nu var, hun lige havde solgt sin sjæl til - hvis hun da havde en, og den ikke var død sammen med den rigtige Cordelia. For hende at se var der meget lille sandsynlighed for, at hun ville holde året ud. Hvor ville hun tage hen - hvad ville hun give sig til? Men hun kunne ikke give op på forhånd. Ikke før hun nåede båden, havet og fastlandet. Måske var det hele en nøje tilrettelagt plan for at få dem ud på båden og derfra skudt ned af velplaceret drageild, men det føltes for ægte til bare at være det. Det føltes ikke som en af Petrichors mange lege gennem årerne. Det her var anderledes. Der var et nyt glimt i vanddæmonens øjne, og selvom de øjne jagede frygt ind i Cordelias sind, hver gang hun så på dem, var der nu også en lille knivsspids håb. Hvis det her faktisk kunne lade sig gøre... Hun ville få et liv. Sit eget liv. Og hvis hun kom tilbage, før året var gået, ville hun have en plads i hæren. En plads på den forkerte side af en krig, hun havde været holdt fra i mange år. Men hvem kunne sige, hvad der var det rigtige og forkerte, når man bare var et spejlbillede af en nu afdød person, og ingen længere huskede at man eksisterede?
"Jeg har aldrig forstået særligt meget af dig," sagde hun, mens hun tog sig sammen til at vende sig om. Prøvede ikke at forvente en kniv i ryggen eller vand, der ville trække hende ud fra borgen igen. Ville hun overhovedet kunne tage et bad uden i panik at se Petrichors ansigt i genspejlingen? "Men jeg tror ikke jeg kommer til at savne dig. Så jeg glæder mig til at få dit navn," Hvad end det kunne bruges til. Cordelia var ikke vant til at være den, der gav ordre eller planlagde noget. Måske ville hun bare smutte igen med den nye viden og lade Petrichor beholde sin kolde kælder - nu uden Cordelia som evighedsgæst. "Vi-øh ... Vi ses?"
Cordelia sank en klump og satte så i let løb tilbage ind i borgen. Tid til at gøre klar og få et hurtigt bad. Det første bad i lidt for mange år. Og så en bådtur ... En bådtur til fastlandets frihed.

Hun gjorde intet mens Cordelia strålede, at hun endelig indså hun kunne smutte og forsøge at nyde livet igen. Hun stod blot og kigget imod hende, med et skævt smil og ventede på at hun smuttede. Der, endelig kunne den bog lukkes, det havde været sjovt, spændende og nyt at lege med hende på denne måde. Ødelægge båndet hun havde haft, holde hende til det knækkede helt over, og så give hende grund til at søge et liv som hende. Et liv hun kunne nyde som sin egen person.
Fik aldrig et navn... hun rystede hovedet en smule skuffet. Hvis hun stadig kalder sig Cordelia når hun kommer igen pander jeg hende en.
"Vi ses..Om tre måneder!" råbte hun efter Cordelia, som Petrichor selv begyndte sin rejse igennem borgen.

Som hun gik op af trappen nær spioners gemakker, var det ikke til at over se, den sort tonet, lang øret kvinde gå alt for hastige skridt som ord kom efter hende, og blikket skreg af mange følelser, og ingen af dem gode. Der var svært at holde latterne igen til den sort tonet elver var væk, og det lykkes hende ikke, det blik, det blik havde hun kun set hos sine fanger som de blev tvunget til selv at gå tilbage til deres celle, i visse tilfælde svømme. Hvad mon hun har gjort. Lyd tankerne som hun kort beskuet kvinden nervøse hastige skridt, nærmeste smertefulde hvis man skulle gætte. Som glæden over den 'stakkels' elver lå sig fandt hun sig selv foran 'hans' dør. Ham der før havde sat hende på plads, og som tanken gled igennem rystede hånden og kæben blev bidt hårdt sammen som dør håndtaget faldt ned og døren langsomt åbnet. Kort sukkede hun som foden blev sat inden for døren. 
"din spejl er langt om længe væk...Om tre dage." lyd det klart i tonen som hun gik i de let mørke lokale, hun så sig aldrig om, og blot gik over til hans bord, i håb om at han sat med sit papir arbejde. 
"Du skulle have set hende som hun fik snært af friheden, og endelig blev til sig selv!" hun fniste kort af sine ord, og bidt sig kort i underlæben som billede spillede ud foran hende. hænderne mødte bordet, og hun lænede sig ind over det.
"Det var vidunderligt! Der er ikke andre du vil have jeg skal bryde ud af mit fængsel vel?" hun træk på smilet, og endelig kiggede op for at møde de, blå øjne hun sidst så nede fra gulvet rystende.

Zahinael var som altid i gang med papirarbejde. Der var altid noget at lave, altid rapporter at læse eller skrive eller nye ordre at sende ud, forfine, omskrive eller tilbageholde. Bunkerne på hans skrivebord kunne måske nok se rodede ud, men spionmesteren vidste præcis, hvad der lå i hvilken bunke, og hvornår noget skulle forlade bordet. Det samme gjorde hans assistent - for han havde virkelig ikke tid til selv at sørge for, at alting kom ud rettidigt. 
Blikket blev løftet fra den rapport, han var ved at færdiggøre til Merihem og lagde sig i stedet på vanddæmonen, der kom sjaskende ind i hans lokale. Der var altid lidt mere arbejde til slaverne, når hun havde været forbi. Et smil bredte sig om hans læber, da hun begyndte at tale, og han lagde pennen fra sig for at give hende sin fulde opmærksomhed. En sjældenhed for folk, der hverken bankede, tiltalte ham korrekt eller kaldte ham herre.
"Virkelig, Petrichor?" svarede han med morskab i stemmen. "Jeg troede faktisk ikke, vi allerede var klar. Du har fået søsat hele affæren meget hurtigere end forventet. Fortrinligt."
Han rejste sig fra bordet og gik rundt om det for at stå tæt på hende. Lagde sine hænder på hendes overarme og fik vendt hende mod sig, så hun ikke havde bordet som støtte. Han vidste, hun ville hade det. Hade den kropslige kontakt. Hade hans nærhed. Det var præcis hvorfor han gjorde det.
"Hvordan sendte du hende af sted? Med had i hjertet? Håb i sindet?" fortsatte han med blikket glimtende af interesse. "Fortæl mig om det, Pet. Fortæl mig, hvilket våben du har sat fri i verden."