Måden, hvorpå Selmy også lænede sig ind, som for at trække ordene ud af Winchell, kunne ikke andet end at gøre den buttede mand lidt glad. Det var ikke alle, der fandt hans erhverv det mest positive. Mange mente, det var et usselt liv eller bare et erhverv, der ikke burde findes. Sådan anså Winchell det ikke. Jovist gjorde han det for krystaller og når han gjorde det, lod han altid kundne styre showet, hvis ikke andet var blevet aftalt. De brugte jo deres dyrebare krystaller på ham. Derfor ramte det også Winchell relativt hårdt, da Selmy virkede til først at være forvirret, før brikkerne blev lagt sammen én af gangen. 

Den blonde mands ansigt og udstårling gik fra forvirring og skepsis til et toneleje, der nærmest virkede bange. Selmy lænede sig helt tilbage, så ryggen var helt op af ryglænet. Winchell fulgte med på sin egen side, dog ikke nær så dramatisk. En kort vejrtrækning blev givet, som for at give Selmy lidt plads til at tænke, før den buttede mand uddybede sin forklaring og besvarede Selmys spørgsmål. "Jeg anser mig som en nydelsesmand, men der findes mange ord for det. Ikke alle er pæne, men de beskriver det samme." Smilet var endnu at finde på den buttede mands ansigt, men det var forvandlet fra et af hygge til et mere af sorgmodighed. Det kunne også ses på øjenbrynene. Selmy var sikkert en af typerne, der ikke ønskede overhovedet at anderkende, at Winchells profession fandtes. Og hvad ville den blonde overklassemand ikke tænke, hvis Winchell fortalte, hvilken slags kunder kom til ham? Hvor stor variation der var i dem. For den buttede mand var alt andet end kræsen jo. En kunde var en kunde og han kunne finde på sjov med dem. Race, alder, køn.
Det var i sandhed knald eller fald med Selmy lige nu. Hvis den blonde mand rejste sig, vidste Winchell, hvad hans holdning var til det. Hvis den blonde mand forblev siddende, var der endnu håb. At det ikke nødvendigvis var det værste, Winchell kunne fortælle om sig selv. Men igen, manden ville næppe kalde sig den største ven af nogen, hvis ikke de kunne acceptere det erhverv, der havde ladet ham fordybe sig i sig selv. Det havde været delvist denne præcise profession, der havde accepteret Winchell for den, han var, dengang han først kom til Dianthos. En accept, hans familie aldrig kunne have givet ham.

Og dér kom Selmys rigtige opfattelse af Winchell. Den sande Winchell, der sad over for ham. Selvfølgelig sårede det ham denne reaktion fra den blonde mand. Men igen, skulle Winchell være skamfuld over sin tilstedeværelse? Han havde valgt det erhverv, han var i og han fortrød intet. Det var bare ikke alle, der havde det sådan om ham. Derfor var Winchell nok også mere end klar på at lade Selmy forlade. Alt for mange krystaller blev klasket på bordet, hvorefter den blonde mand gjorde sig klare til at forlade. En ulempe ved at komme fra overklassen og her ned. Mængden af krystaller var i en overflod for, hvad de havde fået. De skulle tømme en hel række i vinkælderen for, at denne mængde af krystaller var korrekt givet.

Winchell så blot på Selmy, som han rejste sig, strammede sit bælte og tømte sit glas. Klar til at lade den blonde mand gå skulle Winchell til at række ud efter sit eget glas - nu var det jo betalt for af en anden - men Selmys ord stoppede den buttede mand. Var det, hvad han var oprevet over? At han mente, Winchell havde leget med ham? Prøvet at få ham i sengen som en kunde og derefter beordre betaling? Dette fik den buttede mands blod lidt i kog. Derfor rejste han sig brat op og nåede hen til den blonde mand, inden denne havde forladt kroen.
"Hey, bare fordi jeg er, hvad jeg er, betyder det ikke, jeg altid er på arbejde. Nogle gange prøver man også bare at slappe af og skabe venskaber," Der havde ikke langt noget dybere, da Winchell havde tændt Selmys pibe. Jovist havde den buttede mand fundet ham køn og ville næppe klage om at komme i seng med ham. Men hvis de overhovedet gjorde dette, ville Winchell ikke kræve penge for sin lyst. Når han hyggede uden for arbejdet var det netop dette. Uden for arbejdet. Der gjorde han det af komplet egen fri vilje og ikke for at tjene krystaller. Derfor var der også et lettere vredt ansigtsudtryk på Winchells ansigt, som han kiggede på Selmys røde ansigt. "Jeg er ikke altid på arbejde. Hvem siger overhovedet, du vil være min kunde?" Efter at bedømme ud fra mængden af krystaller, Selmy havde lagt for dette måltid, ville den blonde mand være en god kunde, men det behøvede han da ikke at vide. Winchell havde intet imod at se personer forlade ham efter oplysningen af arbejdet. At person så mente, at han kun var sammen med dem på grund af arbejdet var en anden sag. Det tog Winchell ikke let på, hvilket Selmy uden tvivl også kunne mærke nu. Jovist var han en skøge, men han var ikke en skøge lige nu. Lige nu var han bare Winchell.

Selmys håndbevægelser understreg blot, hvad den blonde mand sagde. At de aldrig kunne blive venner blev understreget, men hvorfor? Hvad var hans indædte had eller afsky for Winchells erhverv? Den buttede mand kunne uden tvivl fortælle anekdoter af sine kunder, der kunne vende maven på Selmy, hvis blot det at være en skøge var nok for ham.
"Der var intet problem før det. Hvorfor gør du det til et problem? Det er mit job, ja, og hvad så? Jeg tvinger ikke mine venner til det. Jeg tvinger ingen til noget. Alt bliver gjort af lyst," Vrede var aldrig noget, Winchell gjorde sig og selv nu var der ikke en hård tone i mandens ord. De var mere monotone, hvor han normalt gjorde sig i legende og drillende toner. Af ren natur valgte Winchell ikke at røre ved Selmy. Meget vel virkede den blonde mand ikke som den største udfordring, men den buttede mand havde ingen former for kampteknik. Og det havde hans kæbe lidt en anelse under ved sidste møde med en, der ikke var tilfreds med, hvem Winchell var. Alligevel kunne han ikke lade være med at trække en anelse i den ene mundvig til Selmys spejde i kroen, før han kaldte, hvad Winchell var. "Krofatter ved, hvad jeg gør. Jeg er ikke skamfuld over, hvad jeg er. Hvem jeg er." Der blev lagt et specifikt tryk på ordene for at understrege, hvad Winchell mente.

Og dér kom grunden til Selmys forhad til Winchells erhverv. Han var en mand af religion. Selvom de fleste i landet tilbedte guder, var der visse mere ekstreme religiøse individer, der valgte at tage guderne langt mere end andre. Winchell havde oplevet flere af disse. At Selmy var en af disse burde ikke komme bag på ham. "Du behøver ikke bede for mig. Nogle guder har slået hånden af mig. Og dem, der ikke har, har tydeligvis intet imod, hvad jeg gør. Jeg behøver ikke at blive frelst. Jeg er frelst, Selmy." Selvom den blonde mand var på vej imod døren, kunne Winchell ikke lade være med at kalde på ham ved navn. Skønt de tydeligvis ikke var tilfreds med hinanden - eller Selmy var ikke tilfreds med Winchell - kunne den buttede mand ikke lade være med tænke på, at de op indtil denne samtale havde haft det relativt venligt sammen. At hans erhverv skulle anses som et problem, kunne Winchell aldrig se. Det var et ærligt erhverv. Lige så meget som en smed eller snedker. Han lavede ting for folk. Med folk. Midlerne og effekten var bare anderledes. Det lå i alle racers natur at nyde andre. Winchell opfyldte blot dette.

Vreden i Selmys stemme forsvandt, men det gjorde næppe den blonde mands ord blide i Winchells ører. Tværtimod. Han virkede mere forhadende og kold, som han kiggede på den buttede mand med kolde og kritiske øjne, som om han skulle give ham en karakter. Og hvis dette var, vidste Winchell allerede, hvad han ville få. Den laveste karakter, Selmys skala gik til, hvis ikke lavere end denne. Og selvom deres samtale og forhold var gået ned af bakke, valgte den buttede mand at forblive. Om det var for at forsvare sin ære eller bare, fordi han kedet sig og lige nu udgjorde Selmy en form for spænding ved sin attitude, kunne end ikke Winchell svare på. Men når han snakkede med Selmy, var én ting sikkert. Han var ikke alene. Om det var med en ven eller fjende, var han ikke alene med Selmy lige nu. I hvert fald ikke fysisk.

Himmelvendte øjne blev kun givet, da Selmy erklærede ham for endnu ikke frelst. På det punkt kunne Winchell nok ikke ændre noget. Men da opvæksten i Norden blev nævnt, kunne den buttede mand ikke lade være med at kigge olmt på Selmy. "Du ved ikke, hvad jeg kom fra. Du ved ikke, hvordan min familie behandlede mig. Hvordan min far ikke ønskede mig. Hvordan jeg til sidst ikke længere var en del af familien. Jeg kom ikke fra gode vilkår, Selmy. Jeg er kommet til vilkår, jeg kan leve med. Jeg gerne vil leve med." Winchells stemme var rolig og ikke høj, men den var fast. Måske havde Selmy ramt en af mandens få knapper, der kunne få den lalleglade Winchell pakket væk. Men han kendte intet til Winchells liv. Hvad han kom fra, hvad han rejste væk fra.

Alligevel kunne Winchell ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet smørret over Selmys ord. Han havde visualiseret det, når det blev bragt på banen. "Hvis du virkelig er til yndefulde, kønne kvinder, hvorfor tog du så med mig væk fra de mange kvinder?" Kunne det mon være, at Selmy løj? At han ud af til var nød til at have denne type af ønsker, fordi han var fra overklassen? At han måske havde en hel anden type, han blot var blevet trænet til ikke at ville have? Men man kunne aldrig stoppe kroppens lyster. Kroppen ville have, hvad kroppen ville have. Hvem kroppen ville have. "Kærlighed er ikke nødvendig i al nydelse. Mange gange har man bare brug for at komme."Af, på, udover, i. Der var mange steder, men Winchell valgte bevidst at forholde sig vag. Nu skulle han ikke skræmme Selmy komplet væk. Der var noget interessant ved den blonde mand, skønt han virkede hadende imod ham. Men var det virkelig ægte had overhovedet?

Nogen ville sikkert blive mere mærket af de ord, Selmy sagde. Det var jo hårde anklagelser og nedladende ord, der blev rettet direkte mod Winchell og de valg, han havde gjort i sit liv. Men igen, den buttede mand stod stolt ved sine valg. Selv derhjemme i Norden var han nærmest glad for at blive fanget af sine forældre. Skønt hans mor - det sidste familiemedlem, der endnu ikke havde slået hånden af ham der - havde fanget ham i sengen med en fra hvert køn. For op indtil der havde Winchell nok levet i en løgn for sin familie i et håb om at passe bare lidt mere ind. Men derefter var løgnen blevet afsløret og Winchell kunne leve i sin sandhed. Og en del af ham havde elsket dette. Derfor ønskede han ikke længere at leve i en løgn om sig selv. Han var, hvad han var og han var glad for det. Dette havde derudover også givet den buttede mand evnen til at kunne se igennem tydelige løgne. Det samt erfaring som lystmand, hvor kunder kunne lyve, var Winchell blevet lidt af en løgnedetektor. Ved kunder fordybede han sig blot ikke i dette. De måtte leve i deres løgne og trække Winchell med i deres, hvis de ønskede. Det var dem, der købte en oplevelse med ham. De sad med kortene.

Et eller andet måtte Winchell have sagt, der ramte Selmy hårdt. For den blonde mand gispede højlydt og hvad der blev sagt bagefter, ja, det blev sagt alt for forhastet. Og det var ét af tegnene på, at det, der var blevet sagt, ikke var sandt. Havde Selmy ikke masser af kvinder at vælge i mellem? Havde han overhovedet én? For en kort stund tænkte Winchell, om han skulle være flink. Lade Selmy være ligesom hans kunder og lade ham leve i sin løgn. Men så slog det ham, at Selmy meget klart havde sagt, han ikke var en kunde, så hvorfor skulle Winchell behandle ham som en?
"Lad nu vær med at lyve dig selv, Selmy. Er det ikke noget med, at det er kun med sandheden, man kan blive frelst?" Pænt var det nok ikke, men det prøvede Winchell faktisk at vægte op med ved endnu at have et smil på læberne, dog et mere afslappet, samt tonelejet var mere afslappet end anklagende og monotont.

"Skal jeg fortælle dig, hvorfor du gik med mig?" Winchell lod en kort pause opstå, før han besvarede sit eget spørgsmål til Selmy. Han lod øjnene hvile på den blonde mand i lidt tid for at opfange bevægelserne, før Winchells svar blev givet. "Fordi, du gerne ville. Du så mig og ville gerne være med mig. Nok bare som en ven, andet ved jeg ikke. Men du gik med mig, fordi vi var venlige til hinanden. Og det ødelagde du selv ved at blive fornærmet over mine egne valg." Lige nu tvivlede Winchell på, om Selmy havde mange venner. Det virkede som en høj bar for at være dette. Jovist var Winchell måske helt i den anden ende, men bare det at nyde andres kroppe uden direkte kærlighed virkede at være forkert ifølge Selmy. Der var mange i Dianthos, han ikke ville være venner med så, kunne Winchell hurtigt konkludere.

Et skridt værd af afstand blev fjernet i mellem dem, da Selmy valgte at træde frem og sågar hæve armen en smule. Og selvom dette virkede som en handling af vold. At den blonde mand havde intentioner om at lade sin hånd, flad eller knyttet, ryge henover Winchells bløde kind. Skønt dette tydeligt ikke var en positiv handling, bevægede Winchell sig ikke ud af flækken. Han lod fortsat blikket hvile på manden, der havde løjet for sig selv. Hvis han kunne lyve om dette, hvad ellers kunne han lyve om? Havde han måske ikke engang noget imod den buttede mand? Det var bare de religiøse overbevisninger, der trak Selmy i retninger, tænkte Winchell kort for sig selv. Der var altid nogen, som spændte ben for dem selv.

Den hævede næve blev forvandlet til en pegende finger direkte i Winchells ansigt. Den skulle uden tvivl virke anklagende, men der var ikke just vrede i Selmys ansigt. Det var næppe glæde, men den buttede mand kendte vrede og det var ikke i manden over for hams ansigt.
"For det første, jeg holdte dig ikke for nar. Jeg kan ikke ændre, hvad du tror, men jeg havde ingen skumle planer, da jeg så dig. Du var en mand i nød for ild og det havde jeg," forklarede Winchell roligt og nærmest med en tone, der kunne lyde beroligende - hvis Selmy tog imod dette. De anklagende ord passede perfekt til den anklagende finger. Winchell løftede kort sin egen hånd for at stryge det bølget hår tilbage, inden den hvilede på brystkassen, nær hjertet. "Ja, du virkede som en, der havde brug for en ven. Man kan være venlig, selvom mit erhverv er, hvad det er, Selmy. Ikke alt behøver at ende på dén måde." Medmindre det selvfølgelig ikke var taget af bordet, selvom det virkede meget taget af her. Selvfølgelig kunne det tages op igen, men Winchell trådte varsomt. Han gjorde det ikke. Ikke endnu i hvert fald.
"Jeg så hverken din pung eller dit navn, da jeg først så dig. Du anklager mig for at være langt mere lystfuld, end jeg er," Og det sagde en del. Dette kunne Winchell have tilføjet, men det virkede ikke just behjælpeligt. "Jeg er ikke på arbejde. Ikke lige nu. Jeg gør hvad jeg vil. Jeg ville have en bid frokost med dig, fordi jeg var sulten og du var mere interessant end de gøgler. Hvad du har lagt mere i dette, er dig selv, Selmy. Hvis du ønsker en ven, så lad mig prøve. Hvis du virkelig ønsker en." Selmy havde nævnt, han var venneløs. Måske var der en grund til dette. Hvis mandens standarder var så høje og han var så kræsen for sin vennekreds, ja, så var det Selmys eget ønske at være venneløs. Om så det bare var inddirekte.

Selmys reaktion virkede mildest som det af en, der endnu mente, han var blevet holdt for når. At Winchell havde intentioner om et pyramidespil for at narre den åbenbart rige, unge mand ud af hele sin slægts opsparing og rigdomme. Dette var blot alt andet end sandheden. Jovist kunne Winchell nyde at lokke en mand, kvinde eller tredje i det, mange ville kalde 'fordærv'. Men ikke alle møder behøvede ende sådan. Meget vel var han en lystmand, der nød sit job, men selv med dette i tankerne om ham var det ikke det eneste, den buttede mand tænkte på.  Selskab var godt, men det behøvede skam ikke altid at foregå nøgent og med nysgerrige hænder.

Dog var den tydelige vrede ved at ebbe ud. Winchell havde lagt mærke til de dirrende fingre. Tråde han tættere på, ville disse fingre sikkert hav endt i en knytnæve eller flad flade henover de buttede kinder. Men nu famlede Selmy nærmest bag ud med hånden til panden. Han satte sig. Svagt kunne Winchell høre noget bag sig. Han kiggede over skulderen og fandt krofatter halvt ude over baren. Hængslet, der holdt en del af bordpladen lukket, var oppe med manden ved dens side. Winchell rystede på hovedet. Der var ikke brug for hjælp af ham. Selmy virkede ikke nær så oprevet nu. Heldigvis. Derfor vendte Winchell sit blik tilbage til den nu siddende mand med det flotte år. Man kunne stadig betage en person, der var oprevet.
"Intet er for sent, Selmy. Du har ikke forladt mig og der skal mere end vrede ord til at skræmme mig væk." Der var en snert af tristhed i stemmen, der kom ud af den smilende mund. Tilbage i Norden havde farens onde ord og bemærkninger sagt bag ryggen på sin søn ikke skræmt Winchell væk. Ikke med det samme i hvert fald. Hvorfor skulle han få halen mellem benene nu, når han først gjorde det flere år efter sidste gang?

Det var lidt af et risikabelt træk, men Winchell valgte alligevel at sætte sig over for Selmy. Dog forblev hænderne på lårene under bordet. Hvem vidste, hvad den blonde mand ville tænke, hvis hænderne var på bordet halvvejs over mod ham? Winchell holdt sin afstand, men nu var de atter ligestående. "Alle har noget interessant at byde på," fortalte Winchell opmuntrende. Selvfølgelig fandtes der personer, der ikke ønskede at høre disse interessantheder af andres. "For eksempel, så finder jeg det interessant, hvorfor du reagerede, som du gjorde. Du virker mere fornærmet end den gennemsnitlige. Hvordan kan det være, Selmy?" Winchell var ikke sky for at spørge om alt. Enhver kunne være en skøge, men det krævede mere at være lystfolk. Man skulle kunne kommunikere. Skabe tryghed og åbenhed. Og disse evner blødte tit ud over arbejdet og i fritiden. Ja, selv i samtaler som disse, hvor klæderne forblev på.

Lige nu vidste Winchell ikke, om han foretrak en vred eller sorgmodig Selmy, for som den blonde mand opførte sig nu, virkede han nedslået. Som om realiteten havde ramt ham og han måtte indrømme, han havde været ubehøvlet mod Winchell. At sidde med denne slags personer var ikke den buttede mands favorit. Han var ikke til triste scenarier. Han var alt for velkendt med vrede personer, hvor vreden var rettet mod ham. Enten på grund af hans valg af liv, men også dem, han udvalgte, som var forkerte. Hvor den buttede mand læste signaler eller drømte bare om de forkerte. Det var de færreste mænd, der ønskede opmærksomhed fra en skøge, når de ikke ønskede en mand - eller en skøge overhovedet.

En lille indånding blev taget. Ikke af vrede, men mere af opmærksomhed. 'Din egen slags'. "Så forskellige er vi nu ikke. Jeg vil vædde en hel weekends løn på, du ikke ville kunne udvælge mine kollegaer i mængden, når de ikke er på arbejde." Tonen var venlig og rolig i Winchells varme stemme. De snakkede roligt nu. Ja, de snakkede nærmest venskabeligt. Som om Selmy var nysgerrig og ville vide mere om den buttede lystmand over for ham. Og Winchell var altid mere end villig til at svare på spørgsmål.
"Der vil være konsekvenser for alle. Jeg stiller mig jo ikke op på podiet og skriger det for mine lungers fulde kraft," Selvfølgelig vidste Winchell, at der var visse tanker og regler om det at være med samme køn. Men på bordelhuset virkede lovene til ikke at gælde. Der kunne komme byvagter ind. Mandlige byvagter, der ønskede Winchell. "Hvorfor begrænse sig til ét køn, når man kan alle? Jeg er ikke en kræsen mand."

Winchell kunne ikke lade være med at fnise lidt over Selmys kommentar. Den buttede mand kiggede over skulderen på deres halvfyldte tallerkener og glas, der endnu havde rødvin i dem. "Det smager sikkert godt. Ellers vil krofatter sikkert give rabat på det. Han har masse af hjemløse forældreløse og omstrejfende katte." Skønt Winchell ikke havde mange krystaller, var dette ikke nødvendigt for ham. Han krævede ikke at spise hver en krumme af sine måltider. Der var krystaller nok til næste måltid for den buttede mand - ellers ville han jo ikke have sin fine krop.

Én ting var tydeligt fra Selmy lige nu. Han var længere ude på havet end et piratskib fra Topalis. At konversere med en lystmand var tydeligt ikke noget, den flotte, blonde mand gjorde i. Og på en måde fandt Winchell dette for sødt, for lige nu virkede Selmy dejligt akavet og fjoget. Hvordan kunne man ikke finde dette for sødt? Derfor gav den buttede mand også blot et takkende og anerkendende smil. Når Selmy ikke havde regnet ud fra første møde, at Winchell var en lystmand, hvordan skulle han kunne se andre skøger? For Winchell var måske en af de mere tydelige, hvor andre kunne være helt andre personer, når de ikke var på arbejde - selvfølgelig havde Winchell et arbejdsnavn, men der var nu ikke megen forskel mellem Eros og Winchell, når det kom til stykket.

Kort kiggede Winchell over på deres gamle bord og deres kolde frokost, før blikket kom tilbage på Selmy, stadig med et smil. "Jo, lad os det, Selmy." Begge mænd satte sig tilbage på deres gamle pladser. Dog var de ikke helt tilbage. Der var delt oplysninger, som næppe kunne fjernes. Og det var nok kun Selmy, der ville ønske at slette de sidste par minutters samtale, hvis nogen ville. Men dette ville manden tydeligvis ikke, for som Winchell tog en kort slurk af sit glas, blev et spørgsmål stillet. Og det var relateret til hans profession. Selmy var nysgerrig for at vide mere. Dette opdagede Winchell og derfor forstærkede smilet sig på læberne, omend det ikke blev en anelse skadefro.
"Ikke mig. Ikke rigtig i hvert fald. Alle kan og er gode på hver deres måde. Hvorfor udvælge en eller få racer, når der findes alle?" Køn kendte Selmy allerede Winchells holdning om, men den samme holdning kunne bruges på alt af en person. Alder - så længe de var lovlige - race, køn, udseende. Hvorfor lade overflødige oplysninger bestemme, hvem man var til.
De tydelige øjenbryn hævede sig halvt op i panden til Selmys andet spørgsmål. Kort tyggede den buttede mand på sit svar, før det blev spyttet ud. "Jo, selvfølgelig er der underlige og uhumske typer. Men vi har alle retten til at sige nej. Bare fordi de finder krystaller frem, skal vi ikke sige ja til dem." Selvom Winchell nok havde taget imod for mange uhumske krystaller i sin erfaring. Men han var endnu i live, så helt slemt var det jo ikke, når det kom til stykket.

Der blev prikket og samlet fisk op på gaflen og ind i Winchells mund. Ja, den var kold nu. Eller nok mere omkring stuetemperatur. Det gjorde dog ikke noget, syntes den buttede mand. Krofatter - eller den mulige kromutter, der måske lavede maden - kunne lave en fiskeret, der smagte godt både varm og kold. Derfor spiste Winchell troligt efter sin fortælling. Selmy skulle sikkert tænke lidt. Vende, hvad den anden mand havde fortalt. For meget vel havde de mere eller mindre bundet en bandage rundt om deres første møde, men Selmy måtte endnu have tanker og være skeptisk over det hele. 

Og alligevel endte Selmys ord at lyde mere forstående end noget andet. "Bare, fordi man ikke bor og arbejder i den pæneste del af byen, er det ikke ensbetydning med, at man skal gøre alt for at overleve. Vi har valg i vores liv." sagde Winchell afslappet i mellem bidderne - selvfølgelig, når der ingen fisk var i munden. Det var jo ikke høfligt at snakke med munden fuld. Dette svar vidste dog også mere end nutiden. Det viste Selmy, at Winchell havde truffet en valg dengang, han første gang var kommet til hovedstaden. At professionen var blevet valgt frivilligt og ikke en detaljeret plan fra en tredje part. Det var Winchells valg ene og alene.
"Igen. Jeg har et liv uden for mit arbejde. Det har du vel også? Medmindre du ikke arbejder." Det blev sagt smilende og afslappet. Der var ingen negativitet bag ordene, for Selmy lignede en mand, der kom fra den højere klasse. Det kunne meget vel være, at denne mand ikke arbejde fysisk eller overhovedet. Det anså Winchell dog ikke som noget negativt. Nogen personer var født i familier og med liv, hvor de ikke skulle gøre noget for at overleve. Sådan var landet bare. Sådan havde det været i flere århundreder og sådan ville det også være århundreder frem.
Dog kunne Winchell ikke lade være med at bide mærke i Selmy. Hvordan mandens blik havde skiftet fra øjnene til længere nede på ansigtet. Munden, skægget, mere. Kort trak Winchell på højre side af læberne. "Hva, tjekker du mig ud, Selmy?" smågrinede Winchell kammeratlig. Selmy burde vide nu, at der ikke var meget filter bag den buttede mand eller inddirekte ord og fortællinger. Hvorfor gemme og snige, når man kunne træde op i al sin storhed?