Aldamar løftede et enkelt, tvivlende øjenbryn ved de ord, og rystede umærkeligt på hovedet. Ikke en - og undskyld hans elvisk - skid han lagde ord i munden på hende. "Du havde ellers vældig travlt med at understrege hvordan du havde gjort det bedre, ved at finde en af stand" sagt uden at skippe et slag, og som en konstatering - i hvert fald for ham. Han lagde ikke ord i munden på folk. At han skubbede samtalen en bestemt retning, se det var en helt anden ting. At misforstå ords mening, det var en helt tredje ting. Men han behøvede ikke lægge ord i munden på hende, for at få sin egen pointe understreget. 

Derpå rankede komtessen sig, og næsten som ønskede hun at afskære ham, var det at blikket forlod ham til fordel for rummet omkring dem. Endnu engang meldte en insisterende prikken sig, endnu engang fornemmede Aldamar hvordan at det her bare skulle overståes, og som læste hun hans tanker, syntes Adena nu at mene det samme. De kom trods alt ingen vegne. 
Et decideret hånligt fnys fulgte, da hun sagde at hun ikke var hans, og Aldamar kunne ikke stoppe det korte øjenrul der kom. Det skulle hun heller ikke være, det var så helt sikkert. Han skulle ikke have mere end hvad der var nødvendigt af ansvar, overfor så - så... usmageligt et menneske. Så opslugt af sig selv at hun havde været tæt på at græde, og samtidig så alvidende at hun bare gik ud fra, at han ikke kendte til sit eget forhold med Fabian, konsekvenserne deraf, og hvilke problemstillinger de stod overfor. Han gav ikke en trøstende skulder, han gav løsninger, hjælp til selvhjælp. Og han ville ikke undskylde for at hun var så oversensitiv, at det fornærmede hende. 
Med en uimponeret trækning valgte hun derpå at vende om og gå, og nyde den udstilling der var sat frem. Han fulgte hende med blikket, mørkeblå øjne uudgrundelige og en dybere vejrtrækning fulgte. 
Og så en til. 

Han havde så absolut intet behov for at blive her yderligere med hende. Men han gjorde det heller ikke for sin egen fornøjelse, han gjorde det ikke for egen interesse, men fordi at han skulle. Fordi at det var det rigtige at gøre, og ironisk nok, som et forsøg på at række ud til Adena, selvsamme ting hun klandrede ham for ikke at ville. Så Aldamar lod en enkelt hånd kører frustreret igennem de mørke krøller, løsnede de anspændte fingre der havde boret små halvmåner ind i hans håndflader og stoppede med at spænde i kæben også.... hankede op i sig selv, og fulgte efter hende ind. 
Og var der noget han var ret så god til efterhånden, var det at skubbe frustrationerne væk - de skulle nok ramle sammen omkring ham en af de andre dage, og der ville han være langt væk fra Adena - og fremstå jovial, høflig og god. Passivt aggressivt, havde Fabian engang kaldt det. "Om du vil det, skal du være velkommen. Fabian tager imod alle der har krystaller at betale med" kom det med overraskende neutralt toneleje, da han gled op på siden af hende, dog uden at kigge på hende. "Og det er desværre ikke en mulighed at forlade dig, sådan uden videre" Aldamar's blik gled sidelæns, og en anelse ironisk gled et skarpt smil over læberne, men blot i det sekund ordene blev sagt, og så var det væk igen. "Hvad ville folk ikke tænke"

"Folk ville tænke, du har mindre smag for kunst end mig," lød det prompte svar, iskoldt og uden at lægge op til en opfølgning. "Og de ville næppe fortænke dig i det."
Og det er sikkert også rigtigt, fortsatte hendes tanker. Når du nu kun forsøger at fremstå som om du er interesseret.
Adena var noget et godt stykke ind i udstillingen, da Aldamar var gledet op ved siden af hende. Noget i hende søgte at fortsætte konflikten. Få ham til at bide de sidste ord i sig igen. Hun havde på ingen måde ytret, at hendes valg i partner var bedre end hans - det var hans tolkning. Hendes mening havde blot været, at hendes var mere praktisk at få til at hænge sammen, men hvad han læste ind i det, pustede kun til ilden mellem dem. 

I stedet forsøgte hun at fokusere på billedet foran sig. De blå penselsstrøg lå under midterlinjen mens toppen havde røde og gule nuancer. I midten lå et hav af småsten og dannede en sti gennem farvespillet. En note ved siden af maleriet navngav værket Chakrastrømme, og Adena kunne se intentionen, selvom den nu ikke var lige så unik som de foregående malerier. Uden at sige yderligere til Aldamar fortsatte hun ned langs væggen, skippede et par af en kunster, hun ikke brød sig om, og stoppede op ved et landsskabsbillede så detaljeret, at man kunne fortabe sig i det i timevis og stadig finde nye dele. Malingen lå i klumper på lærredet og gav oplevelsen en dybde, de andre malerier havde manglet. Hun lagde kunsterens navn i hukommelsen til senere - det var en, hun ikke havde hørt om før - og fortsatte til det næste bærende samme navn. Lige så detaljeret, nu blot en skæbnesvanger krigsscene mellem Lyset og Mørkets styrker. Meget hurtigt trak Adena sit blik fra det og søgte noget mildere. Ikke fordi synet frastødte hende, men det var da ved Zaladin nok, at hun allerede skulle giftes til at bære et navn, hvis blotte udtale mindede hende om sin storesøsters død. Heldigvis var den modsatte væg betrukket med små lærreder af forskellige portrætter. Ikke som man normalt så dem, men så underlige eksistenser, som man kunne støve frem, så det ud til. En ethornet trold og en alt, der var blevet tegnet i helkrop, selvom alle de andre var portrætter. En blå kvinde og øjne midt i ild. 
Alt det var såmænd normalt nok her i Krystallandet, men det der gjorde dem specielle var ukendtheden og de flig af tøj og omgivelser, der var taget med. De var ikke stadset ud eller sat op. De var tilsmudset, oplyst af et båls flammer eller midt i en kamp med sveden piblende ned ad ansigtet, der var vrænget i anstrengelse. 
Ligesom mine egne tegninger, tænkte Adena, og var enig i titlen på samlingen: Udsnit af virkeligheden.
Den slags viste sig sjældent fra sin pæneste vinkel.

Det kunne godt være at Aldamar kun forsøgte at fremstå interesseret, men.... det var satme noget han var god til. 
Det havde han været god til en god del af sit liv, og det ærlige ansigt af umiddelbar ligegyldighed, blandet med den stolte facade af reserveret fyrstesøn, var meget selektivt valgt at være fremme lige nu, og især lige her. Kunst havde aldrig været hans styrke, og han kunne respektere det, men ikke involvere eller investere sig i det - det havde han hverken evner eller tålmodighed til når han var sammen med nogen han vidste var langt bedre end han nogensinde ville blive, så hvorfor overhovedet bringe det på bane. Ikke ligesom sidst de havde gået alene, hvor at han faktisk havde gjort en indsats i at tage et samtaleemne der interesserede hende, ligesom pointen egentlig havde været ved at gå ind her - en hjemmebane for hende. 
Og hun brugte den til at hastigt søge videre, midnatsblå kjole flagrende om benene idet at hun passerede billeder hun ikke fandt interessante, og selektivt valgte dem der berigede hendes øje. Tænkte han. 

Han fulgte mere afmålt efter, og talte i sit indre sekunderne til minutter, og samlede minutterne i små bundter af tid. På et eller andet tidspunkt, ville det være mere passende at undskylde sig. Så han skulle velsagtens bare vente det ud og lade komtessen nyde hvad hun kunne nyde i den her særudstilling. Hvis det var tavshed der så skulle runge imellem dem, så måtte det være det. 

Som sagt, sagde kunst Aldamar ikke meget, og specielt ikke når han var i det her humør. Men alligevel, endte Aldamar overraskende nok med at stoppe op ved et maleri der næsten befalede ham at kigge, og det tårnede sig op over ham. Genkendelige huse, bakker, bygninger og natur omend alt virkede overvejende dystert i selve billedet - og så var der de næsten bevægende skygger, der vidnede om et kommende uvejr i baggrunden. Zircon. Brynene gled en anelse imod hinanden og brød dermed illusionen om ligegyldighed, og han lod Adena fortsætte fremad (hvis hun valgte at gøre det) imens at han selv blev stående, jah sågar med et skridt tilbage for at få hele billedet ind. 
Zircon under belejringen af mørket. Det lignede en afstikker af malerier fra 'Lyset imod mørket' samlingen - en titel der fik fyrstesønnens næver til at knyttes en anelse anspændt, og strakte sig 7 malerier længere ned af gangen. Han burde ikke... 
Men et eller andet behov skubbede Aldamar's skridt videre til det næste billede; et billede der fik is til at glide ned af hans rygsøjle; Ofelia og Kastian af Arys, et portræt der var malet lige så dystert som den her del af familiens historie, og Aldamar fnyste afvisende, imens at han tvang sig selv videre til det næste billede. De så... så ulykkelige ud. Hvilket var forkert - de havde ikke været ulykkelige, det var ikke et billede der var hans bedsteforældre værdigt. 
De havde været stolte, og dét havde dræbt dem, ikke... ulykkelighed. 

Aldamar fulgte hende som en skygge rundt ved billederne, og hun kunne næsten mærke hans opgivende, fnysende ånde i nakken ved hvert billede - om hun så på det eller ej. Han antog sikkert hun havde nogle ophøjede tanker om dem, hun skippede let henover - eller måske om dem, hun dvælede længe ved. Men som han havde bekræftet for hende, forsøgte han kun at ligne en, der var interesseret. Tænk, at hun havde troet, han faktisk var interesseret efter deres første møde. Da han havde sagt, han gerne ville se hende male en dag. Han havde taget imod blomsten... Den var sikkert blevet smidt væk, så snart hun var ude af syne. 
Adena skulle lige til at vende sig om og sige, at han altså bare kunne vente ved døren - at han ikke behøvede udstå al den kulturelle indsigt, når han nu så tydeligt ikke gad være der - da hun opdagede, at hun faktisk havde tabt ham. 
Han stod ved sektionen med Lyset mod Mørket og var gået i stå foran et portræt af sine forfædre. Forfædre, han enten ikke havde brudt sig om, eller som var portrætteret helt forkert i forhold til hans minde om dem. Det var den perfekte mulighed for at starte en samtale. Lade ham tale om noget, hun ikke kunne sige ham imod på. Det ville hendes mor sige, hun skulle gøre. 
Mænd vil ikke høre om dig, Adena, havde hun engang sagt, efter Adena havde været for åbenmundet i en samtale med en bejler. Få dem til at tale om sig selv og vær stille. Lyt, og husk.
Adena hadede det. Hadede at hendes liv var at stå ved siden af en eller anden mandsperson, der ikke magtede at tage sig af, hvordan hun havde det, eller hvad hun følte. Hun havde fejlagtigt troet, at hun kunne tale mere frit med Aldamar, nu hvor hun vidste, at de delte en afvigende tilgang til kropslig omgang med andre, men i dag havde bevist, at det ikke var tilfældet. Der ville falde brænde ned, hvis hendes forældre fik nys om det her skænderi. Det var netop den slags, der fik en bejler til at trække i land, og selvom alliancen var en vigtig gestus for at vise Arys-familiens taknemmelighed, kunne Aldamar stadig sætte hælene i. Adena måtte sluge noget af sin stædighed, som mor altid havde sagt. Ikke tro, hun kunne ende med at være i et ligeværdigt forhold. Det var barnedrømme for en af deres stand. Adena var en funktion i et hus, og lige nu var hendes funktion at få Aldamar til at have det bedre i hendes nærvær - så han ikke smed hende ud som et fejlkøbt møbel. 
Malerierne i den her sektion var fyldt med følelser og sorg. Nok for mange, for det var trods alt stadig i alles bevidsthed, hvad der var sket i de år. Adena selv havde været for lille til at lægge meget til det, men Aldamar havde været ældre og uden for hovedstaden. Alt havde været værre uden for hovedstaden, havde Adena lært. 

Men det var ikke den normale emotionelle tilgang, der ville virke med Aldamar. Det havde han i den grad bevist. Nej, hvad der fik Aldamar i snakkehumør, var tydeligvis at være utilfreds med et eller andet. Hun var ikke helt sikker på, om hun havde lyst til at få ham i snakkehumør (eller være sammen med ham i det hele taget), men hun måtte gøre et forsøg. Hvis han brød forlovelsen, fordi hun ikke kunne finde ud af at konversere med ham, ville hun ende i større problemer på hjemmefronten end hun ville ved at blive en del af Arys-familien. 
"Er det sådan, De husker dem?" spurgte hun mildt og neutralt, mens hun undertrykte den bitre smag i sin mund. 
Hænderne var igen samlet på fronten, men uden at pille ved fingrene i den nervøsitet, hun var dukket op på trappetrinnene med. Uanset om man var velbevandret i kunst eller ej, havde man en holdning til det. Måske kunne det bløde stemningen lidt op, hvis Aldamar fik lov til at brokke sig over noget, der ikke var hans kommende hustru.

Når Adena aflæste ham som utilfreds, så tog hun virkelig ikke fejl. 
Der var mange ting Aldamar var dybt utilfreds med, både her i teatret, her i livet, på sin helt egen front og når det gjaldt selve landet. Et utal af tanker der ikke skulle tænkes, eller forslag der ikke hørte hjemme. En god mængde indebrændt frustration og et drys kølig benægtelse - alt sammen noget der kun kom til syne når vrede infiltrerede Arysprinsens is-avers, og fik plads som giftige ord han ikke burde sige. Hans givne humør var ikke eksplosivt, farligt eller voldeligt som sådan. Men det var slidsomt at være i, når man i en årrække allerede havde levet i det; slid der allerede havde skåret sig ind i ansigtet som dybere panderynker eller mørkere felter under øjnene. 

De seneste par måneder var det blevet bedre - så meget bedre at når Aldamar passerede sig selv i et spejl, kunne han enkelte gange se sig selv stoppe op og ane hvordan at forandringen havde glattet meget ud og tilmed næsten lysnet den mørke farve, der havde resideret i hans øjne. Men udsigten til at det her - den her tavse, kolde og ubehagelige energi der hvilede imellem dem - i flere år. Det gjorde fremtidsudsigterne mindre lette end han havde troet de ville være. Og han var oven i det, ingen prins på den hvide hest; han besejrede ikke dragerne i andres liv, slet ikke når han knap nok kendte dem. 
Derfor var det også ufatteligt fristende at ignorere Adena, der nu havde besluttet at gå hen til ham frem for at undgå ham. Men ligesom hende, vidste han godt hvilke forventninger der lå til ham, og de blå øjne gled derfor sidelæns hen imod hendes neutrale skikkelse, der endnu engang havde taget det formelle 'De' til sig. 
Om han huskede dem sådan? Aldamar's ene mundvig sitrede en anelse, men det var overvejende sarkasme som løftede musklen. "Nej, overhovedet ikke" kom det fra ham, og hovedet gled en anelse tilbage idet at han løftede blikket og flyttede det væk fra Adena. "Har du nogensinde malet en død person, som du ikke kendte?" de formelle udtryk var allerede brudt, og Aldamar tog dem ikke til sig, for at samle dem op efter velbefindende - den grænse var krydset for ham. 

Dog var spørgsmålet - trods den tørre tone - overraskende oprigtigt som spørgsmål. 
Måske var det noget kunstnere gjorde ubevidst, måske var det virkelig nemmere at portrættere ulykkelighed. Men måske var det bevidst, Aldamar kiggede kortvarigt ned på kunstnerens navn - Oliver C. Revsal - det var ikke en han kendte. 
 

Sarkasmen i Aldamars stemme fik Adena til at gøre sig klar på det værste. Værne sig mod hans ord og bygge vægge op, for han ville sikkert på en eller anden måde få vredet alt det her rundt, så det egentlig var Adena, der sagde noget dårligt igen. Hun havde prøvet at holde sig så neutral som muligt, men alt kunne vel vendes mod en, hvis man dagligt omgikkes folk i adelen og i øvrigt ikke nærede den store lyst til at snakke med sin vordende brud. Måske... 
Aldamars spørgsmål kom bag på hende. Det var lige så neutralt som hendes eget havde været, og derfor ressonerede hun sig straks frem til, at det måtte være en fælde. Han var på krigsstien ligesom alle de her malerier, og han ventede bare på, at hun trådte forkert. Hun måtte sørge for at svaret var passende, men ikke for anklagende mod den almene borgers beskuende øjne (for de forstod sig jo ikke på kunst).

Har du nogensinde malet en død person, som du ikke kendte?
"Jeg..." Adena skulle til at sige noget om kunstnere og kunstneriske friheder. Noget om, at uanset om folk var levende eller døde, ville man altid bringe sin egen opfattelse af verden ind i portrætter. Selv landskaber så forskellige ud, malet af forskellige malere. Men i stedet bragte Aldamars spørgsmål et grusomt minde frem, og hjertet sank i brystet på hende. Al tanke om konflikt forlod hende, mens hun gennemlevede en af de tegninger, der stadig ikke var til at glemme. 
"Ja," svarede hun stille, næsten uhørligt og med let rystende stemme. "En lille pige, for to år siden. Alt det..." Hun sank en klump. "Alt det blod i hendes hår..."

Sætningen blev afstumpet da Adena endte med at trække pausen ud, og en anelse undrende gled de mørkeblå øjne i smug til siden, for at betragte hvordan at spørgsmålet - overraskende nok - ikke fik den respons han havde forventet. Hvad end Aldamar havde haft af underliggende agenda for at spørge det spørgsmål, smuldrede, krakelerede og svandt ganske effektivt ind til ingenting da han så... nej, ikke så - hørte den rysten der var at ane i hendes stemme. 
Åh. 
Instinktivt kunne Arysprinsen følte hvordan at sårbarheden omkring det mere ømtålelige emne fik næsten alle muskler til at spændes - næsten som var manden instinktivt underlagt en flygt eller kæmp reaktion på hvad end der skabte røre i hendes sind... og det ville heller ikke være en helt forkert tanke. Men med en knyttet hånd på modsatte side af Adena, tvang Aldamar behovet for at lukke samtalen ned, væk. 
Og med en dybere indånding, tvang han også idéen om at lukke helt af, væk. 

Han havde fået fortalt nogle af de detaljer der fulgte med Adena's evne, og... det var ikke nogen skovtur under solens varme stråler, når noget så uventet dukkede op ud af det blå. Det kunne han underskrive på, men uden at vide hvad der var det rigtige at sige til hende, eller omkring det, gik der nogle sekunder i ekkoende stilhed førhen at han endelig løsnede hænderne fra deres låste hvile op ad lænden, og forsigtigt prøvede at lægge en enkelt hånd på den blonde-belagte skulder. "... det er aldrig helt retfærdigt" dét værende død, dét værende at Adena skulle have endt med at male det, og dét værende den magtesløshed der lå i at stå på den anden side af lærredet, krigen eller virkeligheden.
De mørkeblå øjne betragtede hende, og trods den reserverede skygge af frustration og bitterhed stadigvæk kunne anes, var det dog - alt efter hvem man var - tydeligt at Aldamar af Arys faktisk prøvede ikke at lukke så hurtigt ned som han havde gjort tidligere. Noget spyt blev tørt sunket. 
"Jeg... .... fandt du ud af hvem det var?" hvad der var det rigtige at spørge om eller sige, lå så uendeligt fjernt fra Aldamar at han kunne vride sig indvendigt over sin afstumpede empati, og savne de stik af sympati han vidste burde komme omkring sådan nogle emner, men sjældent kom før timer efter. 

Med sænket blik opdagede Adena ikke rigtig nogen af Aldamars reaktioner, før han lagde en uventet velkommen hånd på hendes skulder. Havde de overhovedet haft andet end den meget formelle arm-i-arm-kontakt?
Til hendes overraskelse stillede han flere spørgsmål - de fleste andre ville nok have prøvet at skifte emne, så de ikke skulle snakke om sådan noget forfærdeligt nok. Sådan noget, der kun sker for de fattige i samfundet. 
"Nej," svarede hun og fugtede sine knastørre læber. "Det er sjældent, jeg ved, hvem de er. Nogle gange er der bare blodspor eller knust glas." 
Hendes moder havde altid formanet hende om at snakke om magien. De fleste, der hørte om den ufrivillige maletrang, den påtvang hende, hørte om den harmløse del. At hun nogle gange tegnede en kop midt på en mark uden grund, eller en halskæde, der var gået i stykker bag et portræt, hvor det intet havde at gøre. Realiteten var, at hun alt for ofte var tvunget til at trancetegne voldsomme udsnit af fremmedes liv. Blod, glasskår, knive - og med Athelstan, de torterede dyr - og intet var harmløst eller rart at tale om. Det var som om magien kun bed mærke i andre personer omkring hende og tvang malerier ud af det, hvis det rystede verdens chakrastrømme. 
Det er ikke noget, du skal snakke om, sagde hendes mor altid, og nu oftere med usigten til at få hende ind i Arys. De vil tro, du er gal, min pige.
Nogle gange overvejede Adena, om det i virkeligheden var sandheden. Af en eller anden grund stod hun alligevel her og fortalte manden, hun kun skulle vise sin gode side, om sin absolut værste egenskab.
"Den lille pige havde de smukkeste, røde krøller," sagde hun. "Jeg sad med bivokskridt, og farverne var næsten smukkere end det, jeg selv havde tegnet, før magien brød ind. Men ingen i adelen kendte hende..." Ubevidst knyttedes Adenas hænder. "Så ingen ville hjælpe."
Hun havde prøvet igen, da hun blev hevet med i Proteaus kort efter, men heller ingen der kunne genkende den lille døde pige, og på det tidspunkt var der gået så lang tid, at de fleste også vurderede, at der ikke var nogen grund til at lede.

Det var ikke helt til at sige, om Aldamar havde troet at Adena ville trække sig, skubbe hånden af sin skulder eller søge tættere på. Det var ikke til at sige om hun overhovedet så det som en venlig eller påkrævet gestus, fordi udadtil, jah så skete der ikke noget. Halvt om halvt havde han måske forventet - eller håbet - at hun trak sig tilbage.... fordi det ville gøre det en del nemmere, at komme udenom at snakke om dét her, og dermed gå tilbage til... 
... til jah hvad, ingenting? 

Aldamar lyttede i den pause der var imellem, og kunne føle hvordan at han instinktivt vidste at det hun sagde, bundede ud i sandheden - og ikke kun på grund af hans evner. Nej, adelen hjalp sjældent folk udenfor sine egne, og selvom man kunne arguementere for hvordan at Arys familien hjalp deres borgere, ligesom at enhver af de andre fyrstefamilier søgte at tage de folk der boede under dem - altså de folks behov - op og tage hensyn til dem... var det noget ganske andet, når det var en komplet fremmed, der ikke var under eller svarede tilbage til nogen. Som en tilfældig pige i Dianthos, eller hvor hun nu end kom fra i landet. 
Det var den barske virkelighed, og det var idealisme at tro på, at verden ville være barmhjertig, uselvisk eller god. Hun var nok død nu, og verden passerede videre på trods af det. For langt de fleste mennesker, var det ganske nemt at vende et blindt øje til; ganske forfærdeligt at det ikke var et valg Adena kunne tage. 

Arysprinsen følte hvordan at et stik af.... noget fik ham til at stryge hånden forsigtigt over skulderen på hende, og prøvende drejede han hende en anelse, så da han selv vendte sig, at de ville stå mere front mod front. "..." desværre var der ikke noget rigtigt at sige i den sammenhæng, så i sekunderne efter var Aldamar tavs, inden at han gav hendes skulder et lille klem, så blikket kunne løftes fra gulvet de stod på. "Et sympatisk hjerte er en tung byrde" endte han derfor med at mumle, og vidste at det kom fra en af de mange bøger han havde læst igennem sit liv. 
Det var meget nemmere at lukke af, være ligeglad eller blive vred. 

Tårerne for denne pige var for længst blevet græd, så Adena fandt sig underligt nok tørøjet i denne situation. Det lille klem om hendes skulder og at Aldamar drejede hende mod sig, var uventet, og hun løftede blikket til hans til lyden af de beroligende eller medfølende ord. Og så dan stod hun bare. Så ham ind i øjnene, og anede ikke, hvad hun skulle sige. Hans hånd hvilede stadig på hendes skulder, og hvad hun skulle gøre med det, var også en gåde. Hendes egne hænder hand løst ned foran hende og sitrede næsten efter at gøre et eller andet - noget hun ikke vidste, hvad burde være. 
De blå dyb var ulæselige for hende. Ville han væk herfra, eller skulle hun give ham lov til at afslutte samtalen? Var der noget at afslutte overhovedet?
"Jeg..." prøvede hun, men ordene forsvandt. Forsvandt ind i det ulæselige prinseansigt, som hun lige før havde foragtet mere end noget andet, og nu havde fortalt noget, meget få i landet vidste om hende. Lysten til at sænke blikket var overvældende, men det nåede kun til næsetippen, før hans blik nærmest trak det op mod sig igen.
"Undskyld jeg blev så vred før," ordene føltes ikke rigtig som Adenas egne. De kom fra et sted meget langt væk - et sted, der var blevet druknet af frygten for Athelstan og panikken ved ægteskabet. Mens hun følte, hun burde sige mere - måske forklare, hvorfor hun var blevet så vred og giftig - kom der ikke mere. Der var ingen grund til at prøve at forklare sig, for det ville et eller sted ødelægge undskyldningen. I stedet stod hun stille og så ham ind i øjnene og ventede på hans næste træk.

Det var på tidspunkter som dette her, at Aldamar virkelig burde vide mere omkring at.... omkring.. nærvær, og hvad det førte med sig. Sådan som de stod og så på hinanden, og sådan som tavsheden udfoldede sig - specielt sådan som hendes hænder ikke fandt noget sted at høre til, jah så vidste fyrstesønnen at det der var rigtigt, og der var forkert, at gøre lige nu. Men at overskride dén grænse der med en underlig professionalisme holdt hende i hvad der (næsten) vitterligt var en armslængdes afstand, forekom så godt som umuligt for den stolte fyrstesøn, som frygtede at alt ville kunne aflæses, om han gav plads til at vise hende bare en lille smule af hvad der foregik i den kalkulerende hjerne. Fordi... 
hvad ville hun kunne udnytte imod ham? Hvad ville hun holde for sig selv, hvad ville hun dele med andre. Der var så mange svar der krævede tillid at give - fordi når han først fortalte ting videre, var det udenfor hans kontrol, hvad hun gjorde med det. 

Og der var meget få mennesker, som var bebyrdet med den tillid. 
Intet af det kom dog ud, og stilheden fik også lov til at sluge hendes første sætning, førhen at hun fulgte op med en langt mere ubehagelig, og dog fantastisk en. Undskyld? 

Aldamar's blik flakkede overrasket væk fra hende og fandt i stedet ud til siden, hånden slap en anelse, men fjernede sig ikke. Insisterende påpegede en indre stemme at han bestemt ikke havde noget at undskylde for selv, jah sågar selvhævdende var den, når den mente at han blot skulle sige 'alt forladt' og kalde det en aften. Men intet af det kom  ud, da blikket endelig fandt tilbage til Adena's lyseblå øjne. "Jeg undskylder også" sagt en anelse lavmælt, og Aldamar slap med et sidste lille klem skulderen. En tøvende hånd hang en anelse i luften imellem dem, inden at han lod dem finde om bagved ryggen igen; han vidste ikke hvor han ellers skulle placerer den. 
Et næsten akavet nik fulgte, og han skævede til maleriet, der med sit sorgfyldte udtryk kiggede ned på de to adelige. ".... og jeg er glad for at du har fundet Alyssa, Adena. Jeg skulle ikke blot være gået dengang, og jeg er ikke.. ligeglad. Hverken med dig, eller hvad der sker i dit liv" tilføjede han, og sukkede en anelse lavmælt. Det var i hvert fald en retmæssig fortrydelse at tage på sig, når han sendte de signaler.
Fordi det var han ikke. Han var måske ikke så god til at... vise, at han ikke var ligeglad, men han var ikke ligeglad. 

Den underlige atmosfære mellem dem fortsatte. Adena syntes at ane forvirring eller utilpashed i hans kropssprog, men hun var langt fra sikker. Hånden slap hendes skulder og endte lige så formelt bag Aldamars ryg som hendes egne lå foran over kjolen. 
"Tak," svarede Adena lige så lavmælt som Aldamars gengældte undskyldning og forsikring havde været, men ikke desto mindre oprigtigt. 
Det nyttede ikke noget, at de kun gik hinanden på klingerne og piskede stemningen op. Selvom det var svært for Adena at tro på, at Aldamar bare sådan lige havde ændret mening, blev hun nødt til at prøve. Give ham muligheden for at vise, at ordene var sande, og han ikke bare så hende som en forkælet overklassesnob. 
"Og jeg har ikke noget imod Fabian," fortsatte hun. "Jeg fik kun et godt indtryk af ham, da jeg mødte ham første gang."
Det var nu nok det vigtigste for hende at få sagt. Når han nu havde valgt en så utraditionel partner, og hun havde fået formuleret sig, så hun lød som om hun afskyede underklassen, var det ret vigtigt at få dén del på det rene. At have Fabian rendende i husstanden var på ingen måde noget, Adena så et problem kun. Kun udfordringer for at holde det hemmeligt for stab og omverden. Men den snak måtte de tage, når det blev relevant. Lige nu ville det kun puste til gløderne, som uden tvivl ulmede lige under overfladen hos begge de to ildsjæle. 
De havde ikke været hele udstillingen rundt endnu, men det virkede ikke længere som det vigtigste i rummet. Nok havde Adena glædet sig til at se malerierne, men skænderiet med Aldamar havde gjort det vigtigere for hende at prøve at komme tilbage til noget, der bare mindede en lille smule om det venskab, hun havde forestillet sig ville blomstre mellem dem efter deres første møde. 
"Hvad med at du viser mig noget, der interesserer dig, næste gang?" spurgte hun prøvende. 
Hvis der bliver en næste gang, og du ikke bare har ødelagt alle dine chancer i dag, hviskede en forræderisk stemme i hendes baghoved.

Overraskelse tindrede i de mørkeblå øjne, der i en rykvis bevægelse faldt tilbage på den midnatsblåklædte kvinde, hvis ord faldt i god, men også uventet jord hos Aldamar. Hun fik et godt indtryk af ham? Men hun havde jo sagt før at... vagt kunne han godt erindre at hun havde påtalt hans hurtige konklusion af hvem hun brød sig om, og hvem hun ikke brød sig om. Men det havde virket så indlejret i tonen, sætningen og ordene, at han ikke havde skænket det mere tanke... end et forsøg på at rense sin egen samvittighed for åbenlys fordomsfuldhed. 
Så... hun havde ikke noget imod ham? 

Aldrig var Aldamar blevet så beskyttende overfor nogen, som da Adena havde sagt - eller han i hvert fald havde hørt - at han havde valgt forkert med en mand som Fabian. At Fabian var en dårlig beslutning, og mindre værd end så mange andre. At han lå for langt nede i samfundet, til at Aryprinsen burde lade det ske. Derfor var det næsten mærkbart hvordan at overraskelsen løsnede hans anspændte holdning, og med det, nikkede han langsomt; han vidste trods alt at det hun sagde var sandt. 
"...." intet blev dog sagt - han havde hørt hende, men fik ikke sagt noget yderligere. 
I hvert fald ikke førhen at hendes forslag til deres næste lille møde kom på banen. Nogle af hans interesser? Det var sjældent at der blev spurgt ind til dem, og i og for sig, havde fyrstesønnens interesser aldrig været noget han delte med alt og alle, da de slet ikke faldt i alt og alles smag. Men efter et par sekunders eftertænksomhed kunne han til sidst nikke en enkelt gang, og et prøvende smil skubbede den ene mundvig en anelse op. 
Det nåede ikke øjnene, så langt fra. Men det var der, og det var ikke falskt. "Det ville være mig en fornøjelse, frøken Reier" Aldamar's øjenkontakt blev brudt med det nik der fulgte med, og han rettede prøvende den ene arm ud, og drejede sig en anelse imod gangen igen. "Men jeg er ganske sikker på at vi slet ikke har nået alle billederne herinde endnu... hvis du vil, ville jeg kun have godt af at få noget kontekst til de billeder vi ser... jeg må indrømme at jeg ikke kender nogle af kunstnerne herinde, trods det måske ikke var helt tydeligt i starten. " oh joh, det havde skam nok været tydeligt. Men ligeså prøvende som invitationen der lød, ligeså prøvende søgte Aldamar at løfte bare noget af den stemning der trykkede for hjertet, med hvad der mindede om en spæd snert af humor. 

Forhåbentlig, faldt det ikke til jorden. 

Overraskelsen i Aldamars blik overraskede Adena, indtil hun det gik op for hende, at han faktisk oprigtigt havde misforstået hendes ord om valg af partner. Han havde troet, hun ikke kunne se ud over sin egen næse og derfor ingen respekt havde for dem lavere af stand. Måske var det ikke så overraskende, når den beskrivelse passede på langt størstedelen af adelige damer. Alt de havde i deres liv var silkekjoler og timevis af spejltid, mens kammerpigen satte deres hår. Adenas tegninger var det, der første gang havde bragt hende ud af den adelige verden, og det var den evne, der i sidste ende havde vakt interessen hos Evlyn og dermed fået Adena indblandet i Proteaus. Det havde givet og vist hende så meget. Slummen, sulten og fortvivlelsen. Uretfærdigheden og hvordan, der egentlig ikke var så meget at gøre ved det. Nok kunne de stjæle fra adelsfamilierne og måske bringe enkelte til en sådan bankerot, at de måtte frasige deres titel, men sjældent hjalp det nok til man kunne se det på madbordet. 
Nu skulle hun den modsatte vej. Dette ægteskab bragte hende så højt til tops, man kunne komme uden at være dronningen selv, og hun ville blive nødt til at lægge Proteaus bag sig. Forhåbentlig kunne hun fylde den plads i sit hjerte ud med befolkningen i Zircon i stedet. Mon Zircon havde bander?

Med Aldamars lille smil fulgte hendes eget - det nåede heller ikke helt øjnene - og skuldrene slappedes mere af. Hun tog imod Aldamars arm og tog en afslappende, dyb indånding. Måske var det hele ikke så forfærdeligt alligevel. Måske var der en løsning på alle problemerne et sted derude - også Erneyll-problemet - og måske var Aldamar ikke helt så meget en selvoptaget idiot, som han havde fået præsenteret sig som i starten af dette stævnemøde. Ligesom hun selv ikke var en lige så stor selvoptaget snob, som hun tydeligvis havde fremstået som.
Måske var der en lille smule håb for dette ægteskab.
Og med det lod Adena sig føre tilbage ind i kunstens verden.
"Lad os starte herovre. Hele den her sektion er lavet af frøken Oliviera Fresseso - førende inden for landskaber i øjeblikket, og med de fineste penselstrøg, du kan forestille dig. Se hvor tæt de ligger på lærredet i modsætning til portrættet, vi så på før, hvor det buede ud. Motiverne i sig selv har altid lidt kant i sig ..."