Zirra blev grebet af Trestons stærke arme lige som hendes egne knæ blev til smør og hun var faretruende tæt på at synke sammen på gulvet. Den bløde send var meget mere tiltalende - både end gulvet og i stedet for de hårde muskler, Trestons arme primært bestod af. Der var Bertram nu engang langt bedre at putte sig op ad - trods spidse skuldre. 
Selvom det var Treston, der holdt hende fra at vælte omkuld, var det kun Bertram, hun havde øje for. I det svømmende farvelandskab var ildhåret det, der holdt hende fra at synke ned i bevidstløshedens dyb igen. 
"Bare gerne ... Have et kram ..." fik hun frem, men blikket i de ufokuserede øjne fortalte også, at hun godt vidste, det næppe var en mulighed. 
Han havde sagt, han ikke havde kontrol over sig selv, og det ødelagde desværre de fleste muligheder for nærkontakt mellem dem. Et par gange havde hun endt med at tilbyde sit eget blod - meget mod Bertrams vilje - for at kunne nyde noget mere tid med ham, men lige nu var hun meget bevidst om, at det på ingen måde var en holdbar løsningsmulighed at foreslå. 
"Tres, han er go' nok ... Tro ... Tro mig nu," prøvede hun i stedet henvendt til sin bror, hvis gyldne hår hun ikke helt kunne finde, hvilket dog nok mest skyldtes at hun ikke rigtig prøvede. "Han var selv ... Selv jæger ... Engang."
Det var det eneste, hun kunne komme på måske ville dulme Trestons iver efter at stikke en af sengestolperne gennem Bertrams brystkasse. Hvis han nu kendte til en flig af historien, den mest vigtige del omhandlende Bertrams ufrivillige forbandelse, kunne det være, han ville lytte til resten også. Hvordan de ikke var ligesom de menneskedræbende monstre, Treston primært havde været udsat for kontakt med.

    Bertrams greb havde slækket sig så meget, at Treston var i stand til at trække sig fri og gribe Zirra, inden hun kollapsede helt på gulvet. Forsigtigt holdt han søsteren ind til sig - støttede hende og holdt hende oprejst, mens han lige så stille kunne mærke, hvordan øjet og kindbenet bankede en hævelse op fra Bertrams slag.
    Tak Guderne for, at han ikke havde givet ham en blodtud…
    Zirra havde kun øjne for den høje, rødhårede mand, der stirrede tilbage på dem begge med et udtryk, som om noget meget indlysende først nu var gået op for ham.
    Hvad var det også, han havde sagt..? 
    Det er din bror? 
    Ja, hvad i Isaris’ riger og lande skulle han ellers være…?
    Zirras fortsatte forsikringer om, at den anden var god nok gav Treston ikke det store for - ikke så omtåget, som hun var lige nu - og oppe i hovedet havde han planlagt, hvordan han skulle gå til vampyren; lægge Zirra fra sig på sengen, gribe olielampen og smække den i synet på blodsugeren inden han nåede at reagere. Men så sagde hun sagde det sidste, og hendes ord fik ham til at tøve - til at gøre holdt i de flugtplaner, han eller havde været ved at lægge for dem. Han kneb øjnene sammen og tog så en beslutning.
    ”Okay!” mumlede han - henvendt til både blodsugeren og Zirra - og løftede så sidstnævnte op i sin favn uden at tage sig det mindste af eventuelle protester. Det gjorde forbandet ondt i den forbrændte hånd - trak ubehageligt i den ødelagte hud - men han lod sig ikke mærke med det og priste sig lykkelig for, at han havde ladet én af healerne lægge en forbinding om et par timer forinden... ”Jeg tror, vi skal tage dét hér fra en ende af! Og hvis Mester Bertram virkelig er god nok, sådan som du påstår, Zi, så kan vi forhåbentlig gøre det, uden at han prøver at hamre mit ansigt ind eller sætte tænderne i mig… Dog har jeg tænkt mig at hente mit sværd.” Han øjnede blodsugeren - udfordrede ham tavst til at modsige sig erklæringen. ”…og jeg har tænkt mig, at tage dig med derud, Zi, for jeg lader dig kraftedeme ikke være alene med ham dér, før jeg ved, hvad zalan der foregår!”
    Med de ord og Zirra i favnen satte han kursen imod værelsets dør med dén tanke, at hvis hans fornemmelse var rigtig og Bertram var præcis dét monster, Treston antog, så var han da trods alt i en bedre position til at kunne slippe derfra med Zirra, nu hvor hun var blevet tvunget op i hans arme…
    Sværdbæltet han præcis, hvor han havde efterladt det - irriterende harmløst og fuldstændig ubrugeligt - indtil han besværet fik revet det til sig, travede tilbage til sygestuen og sparkede døren i bag sig. Øjnede blodsugeren på turen over til sengen, hvor han forsigtigt lagde Zirra fra sig - ubehageligt bevidst om, at de få sekunder, han skulle stå bøjet over sengen, tvang ham i en meget udsat position i forhold til Bertram…
    Da Zirra var vel placeret tog han bedre fat om sværdskeden, trak stolen ud og placerede sig demonstrativt i den med sværdet lagt hen over knæene. Han var vred, gik det pludselig op for ham - arrig og misbilligende og på alle måder overbevist om, at dér hér ville blive endnu en situation, der ville ende i forbandet lort - og adrenalinen fra det korte håndgemæng med blodsugeren var ikke blevet forløst i dén vold, hans krop havde forventet, hvilket bestemt kun gav ham endnu mere lyst til at slå på noget… nogen nu…
    ”Jamen, lad os da tale sammen, så!” udbrød han og stirrede afventende på blodsugeren. ”Hvad zalan er det, der foregår!?”

Zirra prøvede at finde ord til protester, da hun blev samlet op og båret med ud for at hente Trestons sværd. Et sværd, hun virkelig ikke ville se ham bruge mod Bertram, og et sværd hun på ingen måde ville kunne holde ham fra at bruge, hvis han besluttede sig for at det var bedre at befri sin søster for den farlige vampyrkæreste. Men der var ingen ord at komme efter, og hun var egentlig mere ved at falde i søvn i hans varme arme end noget andet. Da hun blev lagt ned i den bløde seng igen, vågnede hun en smule op igen, og så snart Treston havde befriet sine arme fra hende, skubbede hun sig op at sidde. At ligge ned lige nu ville uden tvivl trække hende ned i drømmeland, og det var situationen alt for vigtig og alvorlig til.
Som Treston bød Bertram at forklare - på en rimelig uhøflig måde - åbnede Zirras mund sig for både at give en reprimande om at tale pænt til brormand, men også for at forsvare sin kæreste. Kæresten kom hende dog i forkøbet med langt mere fattede og velformulerede ord, end hun selv kunne have mønstret lige nu, så hun lukkede bare kæften igen. 
Det var vist en situation, hvor det var bedre at lade dem ved fulde fem, ikke på berusende smertestillende og ellers prikket hul på tage sig af de lange sætninger.
I stedet fandt hun en tråd i tæppet, som hun kunne pille ved, mens hun lyttede til Bertrams fortælling. En fortælling, der for nu gik meget let og elegant henover deres eget møde og den ret uheldige første date. Det tilfældige møde, der aldrig burde være endt som det var. Slet, slet ikke efter, at han havde overfaldet hende og drukket hendes blod. Zirra var ikke sindssygt god til at falde for de rigtige mænd, så det ud til. En ting, hun ofte havde hørt for, ikke mindst af Treston. Noget, hun havde brugt for blot et par måneder siden som undskyldning for, hvorfor hun gik med højhalset krave og havde et blåt mærke på kindbenet. 
Bare en uheldig smag i mænd, havde hun sagt. 
Han havde troet på hende, og selvom det blå mærke ikke var Bertrams skyld, var Treston garanteret ikke længere i tvivl om, hvad det højhalsede tøj det sidste år ellers dækket til.

    Det var underligt at høre blodsugeren fortælle, som var de bare to helt almindelige mænd på en kro, der var faldet i snak over et par øl. Samtidig… Dét, han fortalte, var både velkendt og fremmed for Treston. Fremmed fordi blodsugeren foran ham havde førstehåndsfortællinger fra en tid, der lå så langt tilbage, at rødderne på Trestons stamtræ ikke engang kunne nå den, og velkendt fordi…
    Ja, fordi metoderne, der blev beskrevet, ikke var ukendte for Treston, selvom de havde arbejdet på en lidt anden måde, dengang han selv var tilknyttet den lille gruppe Lysets Krigere, der stod for udrensningen i Dianthos… Han havde hørt historierne.
    Også historierne om de jagere, der ikke klarede den - dem, der blev slået ihjel, og endnu værre; dem, der blev forbandet. Bare det halvandet år, han selv havde brugt i Undergrunden, havde de i hans enhed alene mistet fem - to til en frygtelig død, og tre til forbandelsen. Ligesom Bertram…
    Men dét ændrede ikke på det faktum, at blodsugeren ikke havde en skid at gøre med Zirra. Hvis han virkelig var så meget en stakkel og et offer, som han forsøgte at få det til at lyde som, så havde han vel-
Treston afbrød sine egne tanker, fordi han pludselig var kommet i tanke om noget. Den sidste familiemiddag, både han og Zirra havde været til, og som lå uendelig mange skænderier og hemmeligheder tilbage i tiden… Deres samtale i køkkenet…
    ”Vent et øjeblik,” afbrød han og slap sværdskeden for at holde en hånd i vejret. Hans hjerne kørte på højtryk - kombinerede små stykker information, der først gav mening nu, hvor han havde fået den første, modbydelige mistanke. Zirras pludselige forkærlighed for højhalsede trøjer og kjoler. De falmede, blå mærker, han havde bemærket, mens de snakkede over opvasken. Det ubehagelige glimt af perfekte, dybe bidmærker, han havde registreret, men ikke fundet mening med, da han skar hende ned efter Sednas tortur…
    Sedna…
    Vreden steg op i ham igen - ikke nødvendigvis en vrede, der var affødt af denne situation… men om ikke andet en vrede, der hjalp med at blæse hans tanker rene. Rene fra gyldne øjne og mørk, blød hud... Han øjnede Zirra i sengen med en vantro stirren og tvang alt andet end vreden om i baghovedet.
    ”Er du fuldkommen idiot?” spurgte han - temmelig meget ud af det blå, men han var ligeglad nu; hun måtte forstå det eller lade være. Hvis hans mistanke var rigtig… ”Har du ladet ham DRIKKE fra dig, Zi? Har du? Har du ladet en forbandet blodsuger sætte tænderne i dig?!”

Det gik ellers lige så godt...
Eller gjorde det nogensinde det?
"Jeg..." begyndte hun, men vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Der var ikke særligt meget, der kunne dulme broderens vrede lige nu, var der?
"Første gang var et uheld..." 
Et uheld? Kunne man virkelig sige det? Bertram havde overfaldet hende, og hendes overromantiserende, tryghedssøgende sind prøvede til stadighed at gøre det første møde til noget, det ikke havde været. Mindre skræmmende. 
Og nu havde hun oven i købet indrømmet, at det ikke havde været en engangsforseelse, at Bertrams spidse tænder var endt i hendes hals. Tre eller fire gange - det var ikke så slemt, vel? Lige nu kunne Zirra ikke helt huske, præcis, hvor mange gange det var sket. Det burde hun nok holde mere styr på.
Hvis Treston blev ved med at være i det her humør, behøvede hun dog nok ikke. Alt, han skulle gøre, var at fortælle det til deres forældre, og hun ville blive holdt under så strengt opsyn, at hun ikke engang ville kunne tage på spiontur lige foreløbigt. Ikke at hun kunne det i den her tilstand alligevel.
Måske hun skulle foreslå Bertram og Treston at give hånd på det hele? Hun var stadig ikke helt sikker på, hvordan Bertrams magi fungerede, men det var noget med løfter og håndtryk. De havde snakket om det en nat efter de havde delt seng, men det havde været for kompliceret til at hun kunne huske det hele. Eller også havde hun været distraheret ... Nok mest det sidste.
Hun havde dog allerede udleveret dele af Bertrams fortid, og følte ikke ligefrem, at hun burde blive ved med det. Var de i hinandens sko, ville hun trods alt blive pissesur over at han ikke lod hende afsløre sine egne fortællinger. I stedet prøvede hun at finde ord til at forsvare, hvad hun havde ladet Bertram gøre ved sig. Der var bare ikke rigtig nogen ord, der helt kunne bære den opgave.
"Undskyld Treston ..." Hun kunne ikke møde hans blik - alligevel vidste hun, præcis hvordan han så ud. "Jeg kan bare virkelig godt li' ham ..."
Et eller andet sted var der ikke så forfærdelig meget mere at sige. Hun var faldet for en, der egentlig havde gjort noget utilgiveligt ved hende - om en forbandelse så tvang ham eller ej.Hun havde reddet ham og han hende flere gange, og de kendte hinandens hemmeligheder og blev ved med at trave ind i hinandens liv med mudder under skoene. Intet var nemt mellem dem, og alt var hæsblæsende skønt. 
Hvis Zirra bare havde vidst, at hun ikke var den eneste af de to søskende, der var faldet for den helt forkerte, ville den her samtale nok være nemmere. Men for nu var den bare dårlig samvittighed og en klam smag i munden over den begyndende tvivl, Treston såede i sin søsters sind.

    ”Første gang var et uheld?” gentog Treston tvivlrådigt - på grænsen til det nedladende, selvom han godt vidste, det ikke var retfærdigt. Slet ikke sådan som Zirra havde det lige nu…
Men hun kunne vel godt selv høre, hvor sindssygt, dét hun sagde lød? Kunne vel forstå, at han vitterligt sad her og bekymrede sig om hendes mentaltilstand, når hun kunne få sit… forhold til en blodsuger til at lyde som en lidt for lemfældig omgang med opium?
    ”Du skal sgu ikke undskylde overfor mig, Zirra - du har ikke gjort mig noget.” Ordene blev afleveret i et alt for hårdt tonefald, til at være det mindste trøstende, og Trestons udtryk var akkurat lige så uforsonligt - fik næsten ordene til at lyde advarende. Da blodsugeren i det samme gav sit besyv med og ovenikøbet udbasunerede deres gensidige kærlighed, løftede Treston et provokerende øjenbryn.
    ”Så I elsker altså hinanden,” konkluderede han tonløst og kneb så øjnene sammen. ”Så meget, endog, at du liiige… hvad? Stikker hende en flad, inden du sætter tænderne i hende?” De lynende, blå øjne fór til Zirra i sengen. ”Dårlig smag i mænd, Zirra? Ja, det skal jeg kraftedeme love for…”

"Åh Bertram... Jeg... " At høre ham sætte ord på, hvad hun ikke kunne. Hun elsker mig. At blive bekræftet i, at han følte det samme. Efter så lang tid uden kontakt, så meget usikkerhed og en nærdødsoplevelse, fik det Zirras øjne til at vædes med tårer, der for en gangs skyld ikke skyldtes smerte eller sorg. At give Bertram et kram  -  og væsentligt mere  -  fyldte nu endnu mere for Zirra. Hun ville forsikre ham om, at hun også ville beholde ham for sig selv, og at al hans undertrykte jalousi (for den var hun dog ikke helt blind for, selvom hun på ingen måde havde luret, at det var dét, han havde troet om Treston til at starte med) var uberettiget. Selvom hun aldrig ville give slip for sin mulighed for at nyde tiden med en vis prinsesse i ny og næ, var der ingen sandsynlighed for at hun forsvandt ud i natten med en anden, ukendt elsker. Hun ville berolige ham og kærtegne ham og forsøge at gengælde ordene, selvom hun bare var et ungt menneske, og Bertram som gammel vampyr havde et par århundredes forspring på at finde det rigtige ordvalg. 
Øjeblikket blev selvfølgelig ødelagt med det samme igen af lortebror Treston, der skulle komme her og tro, han havde regnet alting ud.
"Hvad?" Zirra havde genvundet nok åndsnærvær til at kunne slå verbalt fra sig igen. Det hjalp at sidde ned. Det der med at stå op skulle vist udskydes et par dage. "Du tror...? Nej Treston, det var ikke ham! Det mærke... Det..." Hun sukkede; havde virkelig ikke lyst til at snakke om dét her. "Det var en opgave. Dæmoner i felten - de smuglede ting ud af Dianthos og jeg fulgte efter dem. De... De slog mig næsten ihjel, Treston." Nok sagde hun det til ham, men blikket lå stadig på Bertram. Fordi det ikke rigtig virkede til, at de kom nogen vegne, tvang hun sig selv til at se på sin bror igen. Tanken om at tale om hele affæren med Storm var næsten for meget at bære oven i alt det her. "Bertram ville aldrig gøre mig noget. Jeg har givet ham lidt blod, så han kunne holde tilværelsen ud. Det er mit valg. Ligesom det er mit valg at sætte mit liv på spil for jer," Nogle gange er hemmelighederne nemmere at holde på. "Det ville have været lettere, hvis du ikke havde vidst noget."
Endnu en ting, hun aldrig havde troet, hun kunne dele med sin nærmeste bror. En af de ting, hun have ønsket, hun kunne tale med ham om - åbent og ærligt. Lade ham møde Bertram. To personer, hun elskede over sit eget liv. To personer, hun vidste, ville lide unødigt, hvis de kendte til hinanden. Det her var grunden til at spioner holdt deres liv hemmeligt for familien, tænkte Zirra. Det hele var lige blevet så meget mere besværligt. 
I manglen på tillid i Trestons blik, skubbede Zirra tæppet over sig til side. Hun hev op i den underlige halv-kjortel, hun havde på henover bandagerne og fandt et af de snørklede lynar, dæmonen Trechan havde efterladt på hende. 
"Bertram har ikke lyn-magi," sagde hun stille og så på Treston med et bedende blik. Bedende om, at han ville prøve at forstå. Nok havde hun generelt en dårlig kærlighedshistorik, men det var mest hendes egen skyld med al hemmelighedskræmmeriet og løgnene, der drev hende selv til at flygte fra forholdet, før det kunne udvikle sig til noget seriøst. "Dæmonerne gjorde det her." Hun pegede på et andet lynar og løftede så sin arm, så han kunne se det skæve håndled. "Og det her." Hun hev ud i kraven og blotlagde bidemærket i skulderen, der stammede fra et helt spidst tandsæt - nok havde vampyrer spidse tænder, men i det mindste kun to. "Alt det her er gammelt. Før Sedna, før nu." Hånden gled op til bidemærkerne, der var fra Bertram, og som blegnede til fordel for de andre ar, kroppen nu bar. "De her var frivillige."

    Før Sedna...
    Ordene gik ind som en isdolk - viste Treston i et uhyggeligt, klart glimt hvor urimeligt, han opførte sig overfor sin søster lige nu. Efter alt dét, hun havde været igennem - alt dét, som han endnu ikke vidste, om han på én eller anden måde havde været skyld i, fordi han havde ladet Sedna komme ind på livet af ham.
    Fordi han havde været dum - decideret naiv. 
    Fordi han havde fundet en mørkelver lidt for interessant, selvom de var notorisk kendt for at være en flok lyvende, manipulerende sadister...
    Måske var det ikke kun Zirra, der var fuldkommen idiot...
    Til sidst måtte han sænke hovedet og blikket - kunne ikke holde ud at se på de ar, hun viste ham. Forholde sig til den smerte, der lå bag dem, og som han indtil for få dage siden ikke havde anet, hun kunne udsættes for...
    "Du har ret," mumlede han til sidst. "Det ville nok have været lettere, hvis jeg ikke havde vidst noget... Og du har også ret i, at du har ret til at leve dit liv, som du selv vil, og at jeg skal blande mig udenom og passe min egen butik. Jeg..." Han skar en grimasse og kørte en træt hånd over ansigtet. "Jeg opfører mig som en komplet idiot lige nu, gør jeg ikke?" spurgte han dæmpet - et spørgsmål, der ikke var henvendt nogen bestemt; måske dem begge, måske kun ham selv. 
    Pludselig rejste han sig op, lod sværdskeden ligge på stolen bag sig og rakte resolut hånden frem imod Bertram med et ansigtsudtryk, som om handlingen havde kostet ham blod. Kæben var spændt og modvillig, men han gjorde sit bedste for at møde blodsugerens... Bertrams blik med om ikke andet mindstemålet af respekt; anerkendelsen af, at den anden i én eller anden grad også var menneskelig.
    "Jeg beklager," fik han frem.

Endelig. Zirra åndede lettet op og opdagede, at hun havde holdt det, fra Treston havde rejst sig op. Med et enkelt håndtryk lettede den trykkede stemning i lokalet, og Zirra lod sig møffe lidt længere ned i sengen og trak tæppet op over sig igen. Hun blev så skidehurtigt iskold bare af ikke at være pakket ind, og hun pressede læberne sammen for at holde dem fra at ryste.
"I tæver ikke hinanden mere nu... vel?" spurgte hun lidt grødet og så halvt opgivende, halvt bedende på de to mænd. "Og Treston... Ligesom ... Ligesom alt det andet ... Du kan ikke fortælle nogen om det ..."
Det var helt urimeligt at kaste sine hemmeligheder over på nogen andres skuldre. At Treston nu også skulle bære hendes læs og lade som ingenting over for familien. Tage deres nedgørende ord med hævet pande og ikke vise, at hun var så meget mere end blot en svag sekretær, der blev hapset fra Dianthos' gader. Hele den løgn var værre end noget andet, Zirra havde opretholdt før, fordi den satte hende i præcis det lys, familien forventede om hende. Det var det rigtige at gøre - det eneste at gøre - men det holdt hende ikke fra at hade vært ord af den.
Hun håbede inderligt, at hun kunne søge tilflugt hos Bertram så snart hun var på benene igen. Snige sig lidt væk fra familien, der uden tvivl ville være over hende det næste stykke tid og bare bruge tid på sin kærestes støvede loft under en masse tæpper. Ikke tænke på andet end den rødhårede skønhed i hendes arme. 

    "Der er... ingen skade sket - tænk ikke mere på dét," fik Treston frem og formåede næsten at få det til at lyde oprigtigt. Dét med at blive slået på var nærmest hverdagskost og i dén grad en del af hans arbejdsbeskrivelse, så han tog det normalt ikke så tungt... Hvad var et par slag også imellem venner? 
    Men Bertram var ikke hans ven og hvis han skulle tro følelsen nede i maven, så ville han heller ikke blive det lige med det første... Og derfor var der sket en skade... på hans stolthed.
    Såret stolthed kunne han dog sluge - om ikke andet for Zirras skyld. Og om ikke andet lige nu...
    "Bare rolig, Zi - jeg skal i hvert fald nok holde mig fra at tæve på nogen i aften," mumlede han og lod sig træt synke ned på stolen igen med en lille, anstrengt lyd. "Og jeg holder også min kæft med dét hér, ligesom jeg holder min kæft med alt andet... Tro mig - jeg har heller ikke lyst til at overvære fars nedsmeltning, hvis han får nys om..." Han gjorde en træt bevægelse, der omfattede Bertram. "...Mester høj, mystisk og farlig, her."
    Nu hvor adrenalinen var dampet af, kunne Treston pludselig igen mærke, hvor fuldstændig udmattet han var oven på de seneste dages strabadser, og han kørte en hånd over ansigtet - sukkede dybt og sendte så Bertram et modvilligt, stramt smil, der forsøgte at være imødekommende, men ikke helt lykkedes med det.
    "Må jeg ikke høre, hvordan I... mødte hinanden, så. Det er vel sådan noget en storebror skal vide, er det ikke?"

Zirra skulle lige til at sige, at Treson på ingen måde skulle høre dén del af historien, da Bertram endelig - endelig - kom hen til hende og kyssede hende. Hans iskolde læber fik hende glemme alt omkring sig. Smerten i hendes krop, broderens blik i nakken, de forfærdelige timer i skoven med Sedna, moderens vordende bekymring, når Ersten fik fortalt hende, at Zirra lå i helbrederhuset.
Kysset var alting. Bertram var alting. Zirra lagde sine egne, kolde hænder mod hans hals og bød ham at forlænge kysset, så længe han kunne. Det var ikke bare et af de små kys, hun havde set sine forældre give hinanden, når de lige huskede det - brugt som hilsen eller farvel. Det var et af de længselsfulde kys, hun nogle gange havde set sin mor give faren, når han kom hjem fra en ekstra lang udsending. Nu havde hun været den udsendte, og det unge elskende par havde set alt for lidt til hinanden op til hendes afrejse. Det skulle der laves om på.
"Lad os ses noget mere," hviskede hun bønfaldende til ham. "Jeg har savnet dig sådan."
Den pludselige afstand mellem dem havde været hård og uudholdelig for Zirra, men hun havde givet ham plads. Plads til at falde til i sit liv igen efter alt rodet med sin klan - plads til at finde ud af, hvad han ville med hende. for selvfølgelig var hendes tanker endt der. På, om han virkelig ville være sammen med en dødelig. Kysset viskede al den tvivl væk. 
Men det viskede ikke Treston væk. Han var stadig virkelig meget til stede i rummet. 
"På en kro," svarede hun derfor, da hans tilstedeværelse ikke kunne ignoreres længere. "Jeg havde fri, men var taget ud for at øve mig lidt alligevel. Jeg er ikke så god til at holde fri." Det var en underdrivelse, der ville noget. "Bertram var sulten, men ret dårlig til at gøre noget ved det, egentlig. Det... Det blev lidt mærkeligt, det hele. Han rodede i mine ting og fandt noget spion-gøgl... Jeg blev skidesur, jeg jagtede ham igennem det meste af byen..." Hun rødmede, selvom farven var svag af blodtab. "Men vi blev ligesom bare ved med at knalde og kysse."
Og der kunne man godt høre, at Zirra stod tætter med sin bror end med nogen anden. Han ville forstå den slags åndssvag, medrivende flirt, for det var også sådan de havde været i deres unge år. Begge to umulige på romancefronten uden at det skulle være en eller anden grad af sygeligt kompliceret.

    Treston løftede sine øjenbryn - først af Bertram skulderklem, fordi det kom bag på ham, og derefter endnu et af Bertrams ord, til han betragtede vampyren med et ulamindeligt skeptisk udtryk i ansigtet. 
    "Jeg tror du undervurderer, hvor mange upassende detaljer Zirra har det med at dele..." bemærkede han tørt, mens han dog inderst inde nikkede anerkendende for sig selv; han kunne værdsætte en mand med humor - også selvom han ikke var helt igennem menneskelig...
    Trods sine egne ord fandt Treston dog noget meget interessant at kigge på henne ved døren, mens Zirra og hendes... hendes kæreste delte mundvand. Én ting var at høre om de mere intime dele af Zirras liv - en ganske anden var at skulle bevidne dem... Det fik en uværdig, barnlig trang til at række tunge og råbe aaaaad op i ham....
    Til sidst måtte han opgive sin post på stolen og skifte den ud med en plads ved vinduet, som det godt nok trak lidt fra, men hvor lyden af turtelduernes smasken var knapt så hørlig...
    "Jeg må indrømme," sagde han, da Zirra endelig havde trukket tungen ud af den rødhårede og afleveret sin fortælling om, hvordan de havde mødt hinanden. "...at jeg har en smule svært ved at gennemskue, hvordan man går fra at jage nogen i blindt raseri igennem byen, fordi de har stjålet af ens ejendele, og til at..." Han lagde langsomt armene over kors. "Knalde og kysse, som du siger... Men måske er jeg bare gammeldags og mangler fantasi..."
    Selvom han gjorde sit bedste, kunne han ikke undertrykke det lille, skæve smil, der brød frem på hans trætte ansigt. Han drillede hende, og hun vidste det. 
    "Er det din første, menneskelige partner?" spurgte Treston pludselig ud af det blå og vendte blikket imod Bertram igen. Det var ikke et høfligt spørgsmål, men det var heller ikke meningen; selvom Bertram før havde fået en streg i Trestons bog, betød det ikke, at Ridderen havde købt vampyren helt endnu. "Eller er det noget, du har gjort dig meget i, Bertram?"

    Jeg er ældre end Krystalpaladset...
    Sætningen gav af én eller anden grund Treston kuldegysninger - måske fordi det blev sagt så selvforklarende... så henkastet. Det var svært for Treston for alvor at kunne forholde sig til, at den anden mand, der sad foran ham med armen om Zirra, og lignede én, han kunne have morgentræning med, i virkeligheden var ældre end dét palads, Lysets magt var centreret i. Dét palads, der var så gammelt, at gangen fra århundredes tjenestefolk havde slidt fordybninger i tjenestetrappernes mørke træ...
    "Din forvandler - lever han stadig?" Det gik op for ham hvem han talte til, og hvad han talte om, og Treston omformulerede sig: "Går han stadig omkring, mener jeg? For jeg er ked af, at være det negative røvhul her, men lige nu er Zirra heller ikke stærk nok til at forsvare sig." Han holdt Bertrams blik med et hårdt udtryk. "Og selvom jeg ved nu, at Zirra på ingen måde normalt er forsvarsløs, så er der en grund til, at Lyset jagter vampyrer i delinger på mindst fem - for pokker, jeg ville være loren ved at skulle stå mig imod én af din slags alene, og jeg har brugt næsten to år af min karriere på at forfine min 'stik-stave-gennem-brystkasser'-teknik...!" Treston vidste godt, at det ikke var en synderlig høflig eller sensitiv måde at snakke om raceforfølgelse på, men selvom han kunne acceptere Zirras ret til at tage sine egne valg, mente han ikke, han ligefrem behøvede at tage hensyn til Bertrams følelser... Hvis han ville tage udtalelsen ilde op, skulle han være så evigt velkommen...
    Dén overvejelse var tydelig i Trestons ansigt, og derfor lød hans ord nok også mere som en trussel, end det egentligt havde været tiltænkt, da han erklærede: "Jeg vil meget nødigt være i dine sko, hvis der sker min søster noget, fordi en psykopat fra din fortid har et horn i siden på dig." Hænderne blev løftet, som for at tage af for dén skældud, han forventede at modtage fra Zirra for sine ord. Udtrykket i hans ansigt var dog stadig hårdt. "Jeg siger det bare! Nu har vi slået hul på - hvad? Femten års hemmeligheder? Så er det vel også kun rimeligt, at jeg er ærlig overfor din fyr..."
    

Zirra var i den grad lige ved at overfuse sin storebror med skældud. Hvad var det lige for en måde at behandle andre på? Zirra havde sgu da aldrig været så hård ved de damer, Treston slæbte med videre fra kroen, selvom op til flere af dem havde haft mindre forstand end en hovedløs hanekylling. Men hans afværgende bevægelse fik hende stoppet fra at spy galde som en anden overophedet drage, og i stedet klappede hun i, og lyttede faktisk til det, han havde at sige. For der var sandhed i de ord. En uhyggelig sandhed.
"Bertram... Er han et problem?" spurgte hun usikkert. Han havde fortalt om sin skaber før, men ikke om sit tidligere kærlighedsliv. Denne Helena. Hendes endeligt. "Jeg er trænet i at håndtere - og primært flygte fra - dæmoner, Bertram, ikke vampyrer. Hvis du kunne overraske og overmande mig dengang... Og du var ret svækket ... Hvad kan din forvandler så ikke? Han lyder ikke som typen, der holder sig fra at drikke nok ligesom dig og din klan."
Det havde været uhyggeligt nok at stå midt i Bertrams klans hovedkvarter i undergrunden og overvære hans retssag. De mange, glubske vampyrblikke og -tænder, der havde været rettet mod hende den nat, var ikke nemme at glemme, så tanken om bare at have én mega-glubsk vampyr i hælene fordi hun var kæreste med en bestemt fyr... Det var en grad af problemer, hun ikke ønskede i sit liv.
Nok var hun villig til at give sit liv for Lyset, men det var Lyset - hele landets befolkning fik noget godt ud af det arbejde, hun gjorde i Lysets tjeneste. At dø, bare fordi hun godt kunne lide Bertram? Det føltes noget tamt til sammenligning.
"Hvad... Hvad skete der med hende?" kunne Zirra af en eller anden grund ikke lade være med at spørge, selvom hun vidste, hun nok ville komme til at fortryde det.