”Det dumme, ulogiske hjerte…” gentog Treston langsomt og kom til at tænke på en samtale, han havde haft med Lynn for noget, der lige nu føltes som meget lang tid siden. De havde været temmelig fulde, og hele dagen havde været temmelig forvirrende, og han var endt med at give Lynn dét råd, at hun skulle lytte til sine følelser og slå logikken fra en tid… Men det var jo altid noget andet, når det gjaldt andre - ens eget liv havde alt for mange gråzoner, og selv simple råd var ikke altid simple at følge…
    Han sukkede og lod så et lille, trist smil forme sig på sine læber. ”Jeg ved ikke, om jeg synes, det er forkert, dér hér, Sedna…” Til sin overraskelse var han - trods alting - stadig i stand til at få et lille gib i maven ved tanken om, hvilke følelser, hun refererede til - følelser, han havde gået og lunet sig ved siden deres første måde… ”Situationen, måske - omstændighederne. Alt udenom er forkert, men hvis vi bare havde været dig og mig og intet andet på den pokkers kro, så havde det været mere rigtigt end noget andet, jeg kan komme i tanke om.” Smilet falmede, da et glimt af Zirras mishandlede krop, som den havde set ud i sygesengen, fløj over hans indre blik. Han skar en lille grimasse. ”…Men sådan var det desværre ikke… Sådan er det ikke. Kan du…” Med en panderynken brød han af og løftede så hovedet i håb om at kunne fange hendes blik igen. ”Kan du huske dén svada, jeg holdt dér på kroen? Om hvordan vi ikke bliver født gode eller onde, men i stedet langsomt bliver fanget af de valg vi tager - og i endnu højere grad; de valg, der bliver taget for os? Det er dét, der er sket, Sedna… Valgene blev taget på forhånd, og selvom jeg tror, vi begge har lyst til at gå imod dem, er vi bare fanget på hver vores side af de forpligtelser, der gør os til dem, vi er…” Han rakte ud og lagde blidt en hånd imod hendes forslåede ansigt - strøg en tommelfinger over hendes kindben, mens han hviskede afsluttede: ”Og vi har været det siden før vi mødte hinanden… så måske det var naivt at tro, at det kunne slutte anderledes…”
    Og det var naivt - det vidste han godt - men der var stadig en del af ham, der ønskede at give pokker i det hele og gøre det alligevel. Jovist, han havde oprindeligt troet, at det kun var hendes race, der ville give problemer, og jovist - alting havde vist sig, at være hundrede gange mere kompliceret end som så…
Men alligevel kunne en del af ham ikke lade være med at indvende, at de begge var et produkt af de folk, der havde formet dem, og at de begge forsøgte at gøre sig frie og finde deres egen vej… og måske med hinandens hjælp kunne de-
    Men synet af Zirras krop og lyden af hendes smerte hele vejen hjem til Dianthos var dét hjørne, der gjorde, at han ikke kunne bygge en perfekt mur af selvinduceret ignorance op i sit indre - for meget kunne undskyldes med opdragelse, og mange slette gerninger kunne tilskrives nødvendighed, når man var i krig, men Zirra var stadig hans søster, og ingen af hans logiske rationaler kunne helt slette den anden stemme i hans hoved, der skreg af ham, at han burde forbande kvinden foran sig for dét, hun havde gjort…
    Det blev for meget - det forvirrede kaos blev for meget - og med en lille, fortvivlet lyd trak han hånden til sig, blot for at ombestemme sig, give pokker i det hele, og læne sig frem for at dele dét kys med hende, som føltes lige så nødvendigt og påkrævet, som dén hævnlyst, der brændte i ham på Zirras vegne, og som af én eller anden grund havde hans fars stemme…

Alt havde været så meget nemmere, hvis tingene var så sort hvide, som der var en tendens med at alt blev sat op. Havde de bare kunnet være fjender, hvis eneste formål var enten at indfange eller slå hinanden ihjel ’for er større formål’. Hun dyrisk mørkelver, der fortærede kødet fra intelligente væsner i største velbehag, mens han var et forskræmt menneske, fyldt op til renden med fordømmelse og dobbeltmoral. Så havde de aldrig rørt hinanden med en ildtang, og han ville være blevet sparet for så meget hjertesorg og de begge for en indre konflikt mellem følelser, logik og forventninger. Desværre var verden bare ikke sat sort hvidt op, men fuld af alskens grå nuancer, der gav livet dets mange facetter – også dem man kunne skære sig dybt på.

Hvad var ekstra hårdt var at se den tristhed, som smilende bar på og vide at det var en selv der bar skylden alene, men endnu mere at vide at de samme smil kunne have haft en helt anden karakter og varme, hvis bare alt ikke havde formet sig som det havde gjort. Hun endte derfor med at sidde og lytte med lukkede øjne og med opspændt kæbe, i forsøg på at hindre sig selv i at sige noget Sedna vidste hun ville ende med at fortryde. For selvom selv om lysten til at gribe ham om kraven og trække ham ind med løfter om de ville finde en vej sammen, at der måtte være en vej, for hvordan kunne noget der var så forkert, samtidigt føltes som det eneste rigtige? Havde hun på samme tid også lyst til at skubbe ham væk, forsikre ham om at dét hér aldrig kunne føre noget godt med sig, at det han havde set i skoven, var hendes sande side og hun ville have gjort mod ham, som hun havde gjort mod Zirra.
Smide den ene lodrette løgn efter den anden efter ham, hvis det i sidste ende kunne skåne ham – hvis det at hjælpe med at skabe et had til hende, kunne lette hans tilværelse når han gik herfra også om det var på hendes eget hjertes bekostning.
Se på mig? Kunne han lige så godt kunne have fortsat, hvor hans egne ord var bremset, for den afbrudte sætning fik Sedna til at møde hans blik øjeblikkeligt, inden Treston mindede hende om hvad han havde sagt i kroens varme ly. Et så svagt nik, at hun selv kunne været blevet i tvivl om hendes krop havde lystret tilkendegivelsen for, at hun naturligvis huskede svadaen. Hun forsøgte derfor på ny at nikke, men blev bremset i bevægelsen af hånden.
Hånden sendte hende tilbage til kroen, hvor Treston havde rørt hende på samme måde. Kinden trykkede sig mod hånden i håbet om berøringen ville vare ved, mens hun forsøgte at ignorere smerten der fulgte med handlingen, selvom de sammen rynkede øjenbryn afslørede andet.
Da Treston fjernede hånden og fik det en panik til at opstige fra hendes inderste. En panik der hurtigt strammede sit tag med en overbevisning om, at han ville rejse sig op og gå uden at se sig tilbage, at han vil tage lyset med sig og efterlade hende tilbage i mørket. Tankerne fik maven til at trække sig samme om det nedsunkne hjerte, så de gyldne øjne blev glas blanke.
Næste øjeblik mødte fløjsbløde læber, ru sår bidte i et kys, der var lidt så tiltrængt som det havde været uventet. Et kys der fik håbet om ham til at flamme op, kraftigere og mere opslugende end skovbranden ved bjergkæden i Tusmørkedalen havde været. Kun modvilligt og kortvarigt afbrudt, da Sedna med besvær og skrigende ribben der ledte til et smertefuldt støn imod hans læber, fik flyttet nok på benene til at sno dem omkring Treston og trække ham endnu tættere på. Munden slap hans, med panden hvilende imod hans ”Du gør det svært at glemme alt om dig, så forbandet svært. – Du kommer til at hjemsøge mig for evigt Treston.” hviskede hun stakåndet, både at af kysset og kroppens afstraffelse for at hive ham tættere. Men det gjorde ikke at mundvigene forblev neutrale, men i stedet trak de sig op i et lille skævt smil.

    Overrasket lod han sig trække tættere på og måtte tage af med hænderne imod den kolde, klamme stenvæg for ikke at komme til at mase hende med sin krop. Hendes henhviskede ord fik hjertet til at sætte farten endnu mere i vejret end kysset havde gjort, og hun var så tæt på nu, at han mere mærkede end så det, da hun smilede. Ét af hans egne smil blomstrede frem på hans læber, og han vidste, at hun ville kunne høre drilleriet i hans stemme, da han svarede:
    "Skal jeg være ærlig, tror jeg en lille smule, at jeg er godt i gang med at grave min egen grav lige nu - så dét med at blive hjemsøgt må du vist hellere til at vænne dig til." 
    Nu hvor han pludselig havde hende så tæt på var det som om tvivlen og forvirringen fik mindre plads - som om hendes nærhed viskede nogle af gråzonerne ud og gjorde det lettere at tage dét valg, han egentlig havde mest lyst til at tage... Han lagde en hånd imod siden af hendes hals - lod fingrene følge kæbelinjen og kærtegne den bløde hud. "Jeg ved ikke, hvad zalan dét hér skal ende med, og det er meget muligt, at det bare er, at trække pinen ud, men jeg har ikke lyst til at gå op herfra og så glemme alt om dig, Sedna. Og jeg har heller ikke lyst til, at du skal glemme alt om mig... Jeg har lyst til at lære dig endnu bedre at kende!" Han smilede til hende - drak hendes ansigt i olielampens bløde skær ind med øjnene. "Jeg har lyst til, at komme bare en smule til bunds i dét mysterium, der er Sedna Calypso Van der Zee." 
    Det krævede noget af en kraftanstrengelse at trække sig væk fra hende, for han havde ikke lyst - ville allerhelst bare blive her sammen med hende og dele flere kys, og flere ord og flere kærtegn. Men det var umuligt at glemme, at de sad i den allermørkeste fangekælder, Lyset kunne byde på, og endnu mere umuligt at glemme, at Sedna var en krigsfange og sandsynligvis ville blive trukket for en militærdomstol og dømt for...
    Treston standsede sin tankerække, inden nye billeder af Zirra og de ting, Sedna havde gjort ved hende, skulle dukke op påny i hans hoved. Nu havde han lige fået styr på det hele deroppe...
    Ved Zaladins rådnende tænder, altså....
    "Jeg prøver, at få én af mine overordnede i tale," sagde han - prøvede at overdøve tankerne med ord. "Måske jeg kan tale din sag - løse situationen. Hvis jeg kan stå inde for dig, vil de måske..." Han lod sine ord ebbe ud, fordi han inderst inde godt vidste, at det var en naiv tanke - hun ville ikke slippe for straf. Ikke under nogen omstændigheder. Men måske hvis han kunne sætte sig ned med Zirra... Have en ordentlig snak, forklare hende det hele... Måske hun ville forstå... 
    Måske hun kunne tilgive. 
    Han tvang et smil frem, rakte ud og strøg Sedna hurtigt over kinden en sidste gang, før han rejste sig med en lille grimasse. "Jeg lader lampen stå," bekendtgjorde han og begav sig modvilligt imod tremmedøren - langsomt og stadig med øjnene hvilende på hende. "...Og jeg kommer herned igen snart, Sedna - lige så snart jeg har fået sat en form for løsning i vandet." 
    Det føltes forkert at gå ud af tremmedøren og låse den bag sig, men det var slemt nok med lampen - fangevogterne ville klart slå alarm, hvis døren til Sednas celle også stod ulåst...
    Uden for cellen tøvede Treston atter - med den ene hånd om én af tremmerne og den anden knuget om nøglen. "Vi finder ud af dét hér," lovede han som det sidste med et forsøg på en tapper mine, før han gjorde omkring og begav sig ud i mørket - tilbage imod vagtstuen og trappen op til Lyset.

Zirra havde holdt sig så meget for munden, at hun var ved at miste bevidstheden. Hulkene skulle undertrykkes, men ved Aladrios om hun på ingen måde skulle opdages lige nu. Forvirrede følelser fyldte hele rummet, og hun forstod både mere og mindre af det umage pars forhold, jo mere de snakkede. Da de til gengæld kyssede begyndte vreden af boble i hendes mave igen. Sedna havde sat sig så godt fast på hendes storebrors sind, at han ikke kunne finde ud af at gøre det rigtige mere.
Ville du det? spurgte underbevidsthedens stemme, men blev ignoreret. 
Indhyllet i skygger sad hun stille og lyttede, græd og så hullet mellem Treston og hende blive til et gabende dyb - indtil han gik, og hun sad tilbage med ondt i maven af vrede, sorg og fortvivlelse.

Han troede, han kunne løse det - løse det! Åh Treston, der er intet at løse. Der var galgen eller sværdet, og det var de to muligheder, hun havde for en tur ud af den her klamme fangekælder. Medmindre hun sagde ja til at spionere for Lyset, og det ville sende hende tilbage til Mørket og alligevel forhindre Treston i at se hende. Og med Sednas baggrund var den mulighed nok ikke engang på tale.

Da lyden af Trestons skridt var forsvundet, lod Zirra sig langsomt komme frem fra skyggerne. Olelampen oplyste hendes ansigt nedefra, så man kunne se tårestriberne på kinderne og vreden i blikket. Hun så ikke på Sednas mishandlede krop. Ville ikke blive mindet om, at det der kunne være hende selv en dag, omend i en fangekælder på Obsidianøerne.
"Du skal holde dig fra min bror," snerrede hun med rystende stemme og dirrende, knyttede hænder. Olielampens skær føltes pludselig som en trussel - både fordi Zirra vidste, hvad Sednas blik kunne gøre, og fordi Zirra intet kunne gøre mod det. Det kriblede i hendes fingre for at hive lyset til sig, men hun kunne ikke. Der var ikke en dråbe magi tilbage i hendes krop. Takket være Sedna. 
En øjenkontakt, hun vidste ville bringe medlidenheden tilbage i hendes tanker. Alligevel knækkede hendes stemme over, da hun talte igen. "Jeg kan prøve at få dig hængt hurtigt ..."
Det var en sølle trøst, men hvor Trestons kærlighed (eller hvad pokker det var) drev ham ud i den vildeste naivitet, var Zirra ret sikker på, Sedna forstod spillereglerne. Blikket gled fra olielampen og ned på gulvet, idet Zirra vendte sig for at gå. Det her var ikke i orden. Hun skulle ikke gnide mere salt i såret. 

Det havde været en kraftanstrengelse uden lige, at lade benene sno sig omkring ridderen. Men Sedna lod sin forslået og udsultede krop trække næring fra kysset. Treston var som et knitrende bål i Nordens bidende kulde, Hvor hun for første gang længe kun mærkede varme, siden Lyset havde afklædt hende, efterladt hende drivende våd, for at kulde kunne trænge ind til knoglen.
I sidste ende måtte hun alligevel modvilligt løsne sit greb om ham, da benmusklerne sitrede under huden, der truede med at få dem til at trække sig sammen i en unådig krampe som ville kunne mærkes i dage og nætter efter den slap. Et overvejende ’Mumm’ lød til at starte med ”Mon ikke jeg lige kan overkomme at trækkes med dit genfærd?” svarede hun drillede tilbage, men smilet fik alt for hurtigt en bittersød smag frem på tungen. Sandheden var trods alt, at Treston’s ord havde holdt en vis sandhed i sig. Dét hér kunne ikke kun koste ham sin rang i Lysets styrker, det kunne koste ham noget langt mere kostbart; hans liv.
En ubærlig tanke og en hun havde haft én gang tidligere, hvor hendes værste mareridt var blevet en del af virkeligheden. Koldsved begyndte at dannes ved mindet om, hvordan Pandora havde været slap som en kludedukke dén morgen, og hvordan Treston’s lige så slappe krop dukkede op ved siden af hendes datters i sindet.
Desperat for at fortrænge tankerne, fangede hun hans læber i et kys kortere end det forrige, denne gang afbrudt af hans stemme og smil. Et smil som ikke bar på den kant af trist som de forrige havde haft, et smil der mindede så meget mere om det der så ofte havde besøgt hende i både natte- og dagtimerne.
Fornuften kredsede mod hjerneskallen, bød hende at afslå enhver mulighed for at lære hende bedre at kende. Overbevise ham om at han var nødt til at glemme hende, finde en anden kvinde at lade sit hjerte blive forført af – en menneske kvinde, som hans familie kunne acceptere og ikke ville give større hjertesorger end, at have glemt at have maden klar til når han kom hjem efter en hård dags træning.
”Treston. –” hun bremsede sig selv i at give efter for fornuften, ændre kurs i sidste øjeblik med blikket følgende hans bevægelse ”- Lov mig at du træder varsomt, at hvis du ikke kan…” finde en løsning – rede mig ordene blev fanget i struben på hende ”Det er okay.” forsikrede hun sikker på han uden mærket var klar over, hvad hun mente. Det var okay hvis der ingen løsning var og det var okay, hvis ikke han kunne holde løftet om at komme tilbage til hende. Hun ville bearbejde ham det.

Sedna havde set efter Treston’s forsvindende skikkelse, med samme udtryk som en efterladt hundehvalp der ønskede ham tilbage til hende med hver en celle. Fængselscellen virkede pludseligt langt mere kold, fugtig og mørk, trods olielampens flamme der kastede et varmt skær af sig.
Hun havde været så opslugt af det oprevne sind, at det først var da Zirra’s stemme brød gennem lydmuren fra tremmerne af, at Sedna ænsede den blonde kvinde.
Havde Treston hevet hende med herned? Hvor længe havde hun gemt sig i mørket? Hvorfor skulle Treston have hevet hende med? Havde det hele været løgn, var det her i virkeligheden et forsøg på at knække det sind der indtil nu havde holdt nogenlunde stand?
Munden blev tør og hovedet ørt og tungt ved flodbølgen af tanker, der truede med at drukne hende i fortvivlelse og vrede ”Hvordan har din magi det Zirra? Savner du dine lysene sten?” mundvigene trak sig op ad i et spottende smil. Der med stor overbevisning fik det til at fremstå at Zirra’s truslen pralede af på hende, som olie skyr vand. Inderst inde havde Sedna mest af alt lyst til at knække sig.
Da hun talte igen, var det med samme honningsøde stemme, som hun havde hvisket i skoven inden syren fik lov til at æde sig ind i huden ”Jeg skal nok huske at smile til dig når de lægger lykken om min hals, hvis du overbeviser dem om ikke at trække en hætte over mit hoved inden? Med lidt held rammer du hovedet mod en sten, når du falder til jorden.”.

    Det tog længere tid end Treston ville være ved at finde vej tilbage igennem fangekælderen uden olielampens lys. Men endelig kunne han skimte det bløde, gyldne skær fra vagtstuen helt nede for enden af gangen, og nærmest uden at tænke over det trak han en lille håndfuld af det til sig, og holdt det højt over hovedet, så den sidste bid vej op af trapperne kunne gå bare en anelse hurtigere.
    Han slap lyset, da han tog det sidste trin, og havde kun lige nået at løfte hovedet for at tage vagtstuen i øjesyn, da Kester fløj op fra sin plads ved det solide plankebord med et dumt grin tværet ud over ansigtet og overfaldt ham med sin idioti:
    "Jeg skal da love for, at du tog dig god tid! Man håber da, at du har gemt lidt af godterne - selvom jeg ved, at nogle mænd kan lide det, når marken er forpløjet, så er der jo ingen, der gider køre i en plovfure nogen andre har lavet for dyb!" Han slog en rå latter op og rakte hånden ud efter nøglen. "Vagtmesteren er for resten en gammel ven, så du skal ikke bekymre dig, hvis han kommer tilbage - det kan sågar være, han smutter ned og er med på en kigger!" 
    Treston havde stukket hånden i lommen, som om han fumlede efter nøglen, mens han ventede på at Kester skulle komme tæt nok på. Nu - mens den store mand plaprede videre om hans 'gode ven vagtmesteren' - lokkede Treston ham det sidste stykke frem, ved at holde nøglen ud imod ham, og netop som Kester skulle til at lukke hånden om den, ramte Trestons anden næve ham lige i nyren, så idioten knækkede sammen med en overrasket, halvkvalt rallen. 
    Men Treston gav ikke Kester tid til at komme sig - han greb manden i kraven og smækkede ham så hårdt op imod vagtstuens væg, at idiotens hoved dunkede tilbage imod de kolde sten.
    "Du holder dig fra dén celle, Kester," hvæsede Treston indædt og lagde vægt bag dén hånd, der holdt manden, så Kester ville kunne mærke præcis hvor alvorligt påbuddet skulle tages gennem presset imod sit saltkar... "Og alle andre celler, nu vi er ved det. Jeg lover dig ved samtlige guder, at jeg tværer din hjerne ud over Paladsets brosten, hvis jeg får så meget som det mindste nys om, at du har været nede i dén fangekælder." Han slap foragteligt sit tag i manden og så til, mens Kester, fortumlet og stadig ude af stand til at få vejret fra slaget, gled ned ad væggen som en klat snot og endte på gulvet. "Jeg har tænkt mig, at gå til den første og bedste officer med dét hér. Du og 'din gode ven vagtmesteren' er færdige i Lyset." 
    Og med de ord som slutreplik snurrede han om på hælen og trampede ud af vagtstuen.

    Det tog Kester et par minutter at få vejret igen og komme sig over chokket. Hvad zalan havde dét handlet om?! Han havde troet, at de forstod hinanden, ham og Reynlest - at de hadede Mørket med samme inderlighed. Ved Zaladins rynkede røvhul - han havde da for pokker forsøgt at gøre Reynlest en tjeneste! Hvad lignede dét hér!?
    Bandende og svovlende fik Kester stablet sig på benene, mens Reynlests ord kørte igennem hjernen på ham. Jeg har tænkt mig at gå til den første og bedste officer med dét hér... En kold hånd greb ham om hjertet. Det ville betyde enden på hans karriere i Lyset...
    Men så blussede vreden op og smeltede ishånden, for kraftedeme om sådan en tøsedreng skulle få lov til at trække ham ned i sølet! Han ville kæmpe med arme og ben!
    Og det var da, han besluttede sig for at gå ned i kælderen og gøre dét, han var kommet for! Reynlest skulle ikke tro, han kunne kommandere rundt med ham! Kester gjorde præcis, som han havde lyst til, og hvis den blonde tumpe havde tænkt sig at lege sladrehank og løbe til ledelsen, så skulle Kester nok sørge for, at skaffe sig noget snavs, han kunne kaste tilbage i hovedet på ham!
    Optændt af dette formål fandt Kester dét bundt ekstranøgler, vagtmesteren engang havde vist ham lå gemt bag en løs mursten, og med det kolde metal knuget i næven trampede han ned af trappen til fangekælderen - fyldt op til randen med grumme hensigter.

Sednas ord ramte hårdt. Straks påvirket af frustrationen, prøvede hun at gribe ud efter lyst i olielampen. Trække det til sig og lade den sidste rest af mørkelverens hyggelige stund med Treston forsvinde i mørket. Det var som at prøve at bunde midt på havet. 
"Zaladin tage dig, Sedna!" råbte hun ind gennem tremmerne. Ordene stødte på vejbump i hendes hals efter gråden havde haft fat i hende. 
Hun greb om de kolde ståltremmer og kastede et enkelt vredt blik mod kvinden i buret. Et øjeblik var det svært at vriste det fra hende igen. Hun ønskede bare at vise Sedna sin vrede, men selvom kvindens ord havde bidt fra sig, var kroppen ødelagt. De udspændte arme, den nøgne, forslåede hud... Blodet ved læberne. Det mindede hende alt for meget om, hvordan hun selv havde set ud efter Sednas behandling. 
Vi er ikke en skid bedre end de er.
Det havde hun et eller andet sted altid vidst.
"Hvad end du har gjort med min magi, og hvad end du har gjort med min bror, håber jeg det dør med dig," fortsatte hun med dirrende stemme. "Du er en gemen lakaj for Mørket! Jeg skal nok sørge for, at de lægger mindst to sække over dit hoved, inden løkken bliver lagt. Så kan det være, du bliver kvalt, inden din nakke knækker."
Ordene smagte dårligt i hendes mund. Vreden havde formet sig til en hård klump i hendes mave, hvorfra den spyede dårligdom op gennem spiserøret. Det eneste, hun kunne tænke på var at kaste alt det mundlort ud mod Sedna - det lette offer, der tydeligvis stadig kunne svare igen. De havde vidst ikke været hårde nok ved hende. Tanken gjorde hende næsten svimmel. Hvornår var det nok? Ville det nogensinde stoppe? 
Begge sider var lige skruppelløse, når det kom til deres fanger. Zirras tanker faldt på den nat i skoven, hvor dæmonerne havde fået fat i hende. De havde tortureret hende, men de havde også tænkt sig at slå hende ihjel samme aften, havde det ikke været for Storm. Der ville gå lang tid før Sedna fik lov til at dø. Lyset ville vriste alt de kunne fra hendes tunge, inden de skar den ud og lod hende dingle. 
Da trampende skridt lød fra trappegangen, slap Zirra tremmerne og vaklede et par skridt bagud. Hun skulle finde en skygge at falde i et med - hurtigt. Var det Treston, der kom tilbage?

Desto større tankerne voksede sig om Treston’s forræderi, jo desto nemmere blev det at vende både de vrede og såret følelser mod den blonde søster. Zirra skulle aldrig havde kunnet infiltrere Mørket. Skylden var hendes alene. Hun bar skylden for at Sedna var havnet i fjendens klør, hvor elveren nu sad fanget med udsigten til en dødsdom hvad end det var torturen eller galgen, som ville drage det sidste åndedræt ud. Det havde været hendes ide - det måtte det være, at Treston var dukket op som et lys i mørket. Han havde ingen gang kunne få sig til at se på hende til at starte med.
Hun burde have anet uråd, og ikke blindt Ikke havde ladet sit hjerte forføres, af varme kys og håbefulde berøringer.
Mundvigene trak sig i et grimasse smil ”Din magi dør med mig Zirra, den er væk. Du er intet andet end en ussel magi løs, knækket spion. Er din far stolt, nu du bærer samme mærke som ham?” det var lave slag, men de salte ord håbede at ramme endnu ikke ophelede mentale sår. Det var hendes eneste våben at kunne trække. Hun havde brug for at det skulle gøre ondt på blondinen, brug for at se hvordan salt-syle ville gennembore Zirra, hvor Sedna mest af alt burde bede hende om tilgivelse.
De hårde skridt nærmede sig hastigt. Zirra forsvandt ud af olielampens lys og ind i skyggerne, lige så lydløst som hun var trådt ud af dem for få øjeblikke siden. På sin egen races sprog, knurrede Sedna lavt mod skyggen i forventningen om også Lysets spioner lærte fremmed racers sprog ”Som død vil jeg leve videre gennem dig.” afslørede at hun forventede det ville være Treston, som om lidt ville dukke op, og at hun ikke ønskede han hørte dem.

    Kester havde kultiveret sin vrede på vej igennem fangekælderens mørke, snoede gange, og da han nåede fejlfarvens celle, var han rødglødende. Hun var jo intet andet end et menneskelignende dyr! Mente Reynlest også, at han kunne blande sig, hvis Kester piskede et stædigt muldyr? Satte sporene til sin hest?
    Og oven i dét, var mørkelveren en kvinde, og Kester var vant til at få det, som han ville have det med kvinder... En stærk mand tog, hvad han ville have - dén lektie havde han lært i en tidlig alder - og lige nu ville Kester have nogen, at tømme sin frustration, vrede og forvirring ud i...
    Det kom som en overraskelse, at der var lys ved fejlfarvens celle, men Kester tænkte ikke nærmere over det - styrede bare direkte imod tremmedøren med det bredeste smil, han kunne mønstre, og hamrede på den et par gange for ligesom at melde sin ankomst. 
    "Godeftermiddag skønjomfru!" Kester grinede råt og efterlod ingen tvivl om, at ordene var ment mere som en fornærmelse end et kompliment. "Så sidder man bare her helt alene, hva'? Det er sat'me en skam!" Han drejede nøglen i låsen og smækkede tremmedøren op med et øredøvende rabalder - trådte ind i cellen som en erobrer. "Men du har selvfølgelig også lige haft besøg, har du ikke? Af en blond mand - ikke at forveksle med en blød tøs på tretten, selvom ligheden er slående." Døren blev smækket i bag Kester med et syngende, metallisk brag. "Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad I to snakkede om. Ser du - det var mig, der lånte Reynlest dén nøgle, han må have brugt, for at kunne stille sin olielampe herind..." Netop som han sagde det sidste, gav han olielampen et spark, så glasset gik i stykker, og olien løb ud i de yderst sparsomme halmklumper på gulvet - blev antændt af flammen. Kester smilede diabolsk - oplyst nedefra af de flakkende flammer. "...Men det var sgu ikke dét, der var meningen, skønjomfru. Den implicitte aftale var ligesom, at han skulle tage sig dén hævn, du har gjort dig fortjent til, og nu er jeg yderst forvirret over, at dét ikke er sket - så måske du kan forklare?" Et truende skridt fremad - stadig med det ubehagelige smil klistret til ansigtet - et smil, der virkelig ikke lovede noget godt for Sedna. Det skulle nok blive sjovt dét hér. Fejlfarven var tilmed blevet lænket nede på knæ - og dét, tænkte Kester, var jo faktisk helt perfekt..! 
    Helt ud af det blå gav han hende et spark - lige i ansigtet - med sine solide militærstøvler. Både for at få hendes tunge på gled, men bestemt også med dén tanke i baghovedet, at hvis han skulle bruge hendes mund til noget, når hun var færdig med at forklare Reynlests mærkelige opførsel, så ville det være et smart træk at fjerne så mange tænder som muligt først...
    Han lod hende ikke komme sig oven på sparket, men satte sig på hug lige foran hende og greb hende hårdt om kæben, så hun var tvunget til at se på ham. Han havde så hårdt fat, at hendes kinder og mundvige blev trukket unaturligt ud. "Hvorfor blev Reynlest pludselig så øm over dig, at han truer med at stikke mig til vores overordnede? Kan du svare på dét, hva'?" 
    Trods sit spørgsmål gav Kester hende ikke tid til at svare, for han havde fået lidt for meget smag for dét med at uddele smerte. Slaget blev trukket helt oppe fra hans modsatte skulder, og mødet med bagsiden af hans hånd kastede hendes hoved til siden - men atter en gang lod han hende ikke komme sig, før han trak hende helt tæt på og hvæsede: "Jeg har faktisk haft det rigtig godt med, at kunne tage en tur i fangekælderen fra tid til anden for at få tømt kuglerne, og det ville gøre mig pisse-arrig, hvis dén mulighed bliver taget fra mig, bare fordi en lille tøsedreng pludselig får fine fornemmelser! Så nu skal du høre, hvad der kommer til at ske." Kester strammede grebet om hende en ekstra tand og hvislede ind i hendes øre: "Der kommer til at ske dét, at jeg tæver dit kønne ansigt sønder og sammen og derefter banker min pik så langt ned i halsen på dig, at du ikke kan kaste den op. Og når Reynlest så kommer rendende med ledelsen, fortæller du dem, at det var ham, der gjorde det ved dig, så de tror, han bare prøver at sætte mig i et dårligt lys. For ellers skal jeg love dig, at jeg har rigeligt med venner i baghånden, truntemus, og jeg kan sagtens arrangere, at der står et dusin mænd i morgen uden for cellen her - klar til at give dig samme omgang!" 
    Med pludselig voldsomhed tvang han hende tilbage imod den kolde væg, så kæderne raslede, og hendes hoved dunkede imod stenene. "Er det forstået? Hvis du ikke hjælper mig med at sælge historien om Reynlest, skal jeg sørge for, at dit liv bliver én lang elendighed frem til, at de lægger løkken om halsen på dig!"

Sednas ord gav Zirra en endnu mere ram smag i munden, end hun allerede havde. Da hendes magi ikke kunne bruges på turen hjem til Dianthos, havde hun troet det bare var udmattelse. Da hun vågnede i helbrederhuset og stadig ikke kunne fremkalde sine ildfluer i mørket, havde ræsonnementet været, at healerne havde trukket på hendes chakra for at få hende lappet sammen. Da den ikke kom tilbage dagen efter... Eller dagen derefter igen... 
Hun havde altid været den magisvage i familien, men at være den magiløse? Hun havde ikke noget at gøre i Lysets tjeneste uden sin magi, og familien ville give hende utiltrængt medlidenhed... Eller undgå at tale om, hvordan hun kunne skuffe endnu mere. 
Benævnelsen af hendes far hjalp heller ikke. Det gav hende lyst til at kværke Sedna, samtidig med at hun fik ondt i brystet bare ved tanken om det ar, hun havde efterladt på hende. 
Sedna ville aldrig forlade hendes sind, selvom hun forlod de levendes verden. Den lænkede mørkelver havde ret - hun havde mærket hende for livet. Det gik ikke engang op for Zirra, at hun havde sagt det sidste på et andet sprog.

Men nu blev Zirra nødt til at gemme sig her i mørket, for Treston... Men det var ikke Treston, der kom tilbage. Selvom det røde hår kun kortvarigt blev oplyst af olielampen, var handlingerne nok til at fortælle hende, hvem det var, før idioten åbnede kæften. Hvorfor havde Treston ladet ham komme herned? Med den måde, han havde tal til Sedna på, troede hun ikke, han ville lade en som Kester komme i nærheden af hende. Zirra krympede sig, da støvlen ramte Sednas ansigt. Nok var hun vred på kvinden, der havde tortureret hende, men det her var for meget. Hun var allerede ved at blive revet i stykker af Lysets afhøringsmetoder - Kester skulle lade dem om arbejdet og holde sine klamme legemsdele fra fangerne, uanset hvor meget de havde forbrudt sig mod Lyset. 
Ordene gav Zirra lyst til at kaste op, mens hendes ben helt af sig selv gik hen til tremmedøren. Nøglebundtet sad stadig i og med en indøvet fingersnilde, tog hun det i hånden uden at det raslede. Ikke at Kesters højlydte mundlort gjorde dén del svær. 
Hun måtte synke en ekstra gang, idet hun tog det sidste skridt hen bag ham. Det var det rigtige at gøre, men ved Zaladin hvorfor skulle han være næsten lige så høj som hendes bror? Han havde sat sig på hug nu, men hun var ikke et sekund i tvivl om, at han kunne vifte hende væk med samme hånd, han lige havde slået Sedna med. Alligevel greb hun fat om hans halvlange hår og lod nøgler lægge sig på den bløde hud ved halsen. Nøglerne stak ud mellem hver af hendes fingre, og selvom det ikke var noget nær en kniv, var det metal, og de var slidte og takkede. 
"Du gør absolut intet af det, du lige sagde," snerrede hun det bedste hun havde lært. Stemmen dirrede af lige dele ubehag og følelsesforvirring. "Du holder dig fra fangerne, præcis som Reynlest sagde," Hun trykkede nøglerne hårdere mod hans hud og hev hans hoved lidt tilbage i håret. Prøvede at glemme, at han ikke kun ville gøre grumme ting ved Sedna, men også give Treston skylden. Vidste han, at hun var hans søster? De sidste flammer var ved at dø ud i halmstrøelsen. "Og før du gør noget dumt, Kester... Så se hende ind i øjnene."
Zirra sneg sig for første gang til at møde Sednas blik. Oprigtig bekymring var malet i den blonde kvindes ansigt, og hun bad til Aladrios om, at de ikke havde drænet Sednas chakra. Hvis bare en lille smule var at finde. Bare nok til at få Kesters arme til at summe. Zirra var ikke sikker på, hun kunne slæbe ham ud af cellen, men hun var helt sikker på, hun ikke kunne tvinge ham ud, var han ved fuld førlighed - og da slet ikke i dét der humør. 

Et rovdyr, var den første tanke til at skyde sig ind i hos Sedna. Det bløde lys fra flammen i olielampen kunne have komplimenteret den rødhåret mand, havde det ikke ramt ham nede fra og forvrænget alle ansigtstræk. Skyggerne gjorde kinderne blev knivskarpe, øjenhulerne til sorte huller og smilet gav ham en karakter af en glubsk ulv med snerrende tænder, forvarslende for det angreb der ville komme. Grinet var dog det som fik blodet til at isne i årene og Sedna til at trykke sig så hårdt mod stenvæggen bag sig, at ujævnhederne borede sig ind i en tatoverede ryg. ”Jeg skal huske at sende dig blomster, når jeg kommer ud herfra. Er roser din foretrukne? Nej vent, beklager det er da naturligvis bjørneklo.” fløj det flabet ud med et stift smil, tydeligt utilpas ved hele den aura som Kester trak med sig ind i cellen.
Glasset i lampen sprængtes allerede ved mødet mod støvlen, lyden og bevægelsen fik uvilligt et spjæt til at genenem den mørke krop. Dæmoner trådt ud af selveste Zaladin’s rige blegnede til sammenlign af Kester der uforstyrret fortsatte sin talestrøm for flammerne. Hvad ved hede hule Kzar Mora var der med folk fra Lyset og sætte ild til ting?!
En ny flabet kommentar var på vej til at danne da det kort sortnede for øjnene i et højt støn, der pressede alt luft ud af og fik kroppen til at synke sammen. Munden hang åben med blod og spyt følgende tyngdekraften for det foroverbøjet hoved. Smerten hindrede hende i at lukke den sammen og gjorde det svært at bedømme skadens omfang – var kæben brækket, tænderne flækket og løse?
Kester stemme blev kvalt i en frygtelig hyletone. Hvide stjerne trak fra periferien og ind over hans ansigt, og gjorde det svært for Sedna at finde fokus på andet end ringetonen. ”Reynlest… Øm... Truer…” kun brudstykker trængte igennem. Den støjende blodige vejrtrækning var alt han fik som svar, sammen med støn af smerte slag og greb affødte. Flammen, som Sedna et sted i alt smerte og forvirring døbte det rødhåret uhyre foran sig, trak hende nærmere med et tag så fast, at det føltes som kæben ville give efter i ledne og knække af i Kester’s hånd.
Lyden af baghovedets kollision med væggen gav genlyd i hele den fugtige fængselscelle, inden den løb et godt stykke langs stenvæggene ned ad gangen. Sort sneg sig ind fra siderne og blandede sig med stjernestøvet. Begge dele forsøgte Sedna efter bedste evne med blink at holde på afstand. En rød klat af spyt og blod ramte Kester lige i ansigtet, nær det ene øje og kind ”Løgn, bedrag og falskhed er de svages skjold… Jeg vil aldrig lyve for dig, - dit misfoster af en mand.” snerrede hun sammenbidt ud.
Det havde været svært nok at samle sig om Kester. Hun opdagede derfor ikke at Zirra var trådt ind i cellen før, anden gang hun åbnede munden. Første gang Zirra havde sagt noget til det psykopatiske røde røvhul, var Sedna sikker på ordene var kommet for hendes mund, selvom hun ikke erindrede læbernes bevægelser.
Overraskelsen over at se den kvindelige version af Treston, stod som malet i det mørke, ansigts og selvom hver muskel bevægelse fik nervebanerne til at skrige.
Modsat Kester’s mundlort, gik Zirra’s stemme klart igennem til mørkelveren, hvis blik i et hårdt ryk slap Zirra’s blå og i stedet søgte at fæstne sig med hans. 10 sekunder, det var alt hun skulle bruge. Månehvide pupilløse øjne ville æde sig ind på de gyldne, så snart monsteret fulgte sine ordre. Energi svækket var der kun så meget at trække på for hendes chakra, der kun akkurat havde nok til delvist at paralysere det store mande-lokum.

    Kester stivnede, da koldt metal blev mast ind i halsens bløde kød og udstødte et overrasket grynt, da hans hoved blev flået tilbage ved håret, så han nær havde mistet balancen og havde sat sig på halen. Kvindens ord lød hårde, men også en lille smule bange, og Kester var netop kommet sig så meget oven på overraskelsen, at han skulle til at vride sig rundt og lære kællingen en ting eller to, da hun sagde det sidste, og han per refleks gjorde, som hun sagde, og lod sit blik fæstne i fejlfarvens.
    Paralysen føg igennem hans krop som et vinterstormvejr - frøs hans muskler til is og fik hans hjerte til at galopere af sted i pludselig, instinktiv frygt. Han tumlede baglæns, ude af stand til at tage af for sit fald, og fandt sig selv på cellens hårde, kolde stengulv, stirrende op i ansigtet på en blond kvinde, der stod over ham med et bundt nøgler i hånden.
    Han havde set hende før. Kester var hundrede procent sikker på det. Han havde set hende før, til ét eller andet socialt arrangement på Paladset, og der var noget… noget ved kæbelinjen, der mindede ham om...
    Så gik det op for ham, hvem hun lignede, og han kæmpede for at få sin tunge, til at lystre, så han kunne slynge eder og forbandelser omhandlende deres forpulede familie ud i hovedet på hende...
    Men lige meget hjalp det; hans krop var fuldstændig stiv og fremmedgjort for ham. Han kunne ikke bevæge så meget som den mindste muskel.

Det var første - og nok eneste - gang, Zirra blev glad for at se Sedna bruge sin evne. Kester blev blød af lammelse, og hun slap ham, så han ramte gulvet frem for hende. Det vrede blik han sendte hende blev gengældt, før hun bukkede sig ned over ham og baksede sin arm ind under hans. Med et tag i skulderen og et lidende udtryk i ansigtet, for hendes anden skulder værkede stadig efter Sednas tortur, slæbte hun ham ud af cellen. Ude på gangen smed hun ham midt i det hele, hvorefter hun hentede resterne af olielampen og spredte glasskårene ud rundt om ham, før hun satte en fod i brystet på ham og bøjede sig halvt ned over ham.
"Du faldt, forstået, pisfjæs?" sagde hun og holdt nøglerne truende tæt på Kesters ansigt. "Du hørte noget hernede, men der var ikke noget. Hvis jeg hører nogen anden historie senere, skal jeg nok sørger for hele byen kommer til at snakke om dine klamme tendenser."
Hun kunne ikke rigtig true med sine egne overordnede - det var trods alt ikke offentligt kendt at guldsmeden i hovedgaden var lejemorder ved siden af - så rygter var det bedste alternativ for nu. 

Han kunne tydeligvis ikke svare, så hun trykkede en nøgle ind mod hans kind, så han vidste, hun ikke spøgte. Så gik hun tilbage ind i cellen. 
Sedna blødte fra munden, så hun nu, og der var allerede en stor blåsort plamage på hendes kæbe. Var den brækket? Instinktivt rakte hun ned i sin lomme, hvor hun for tiden havde sin helbredelsesamulet fra Lyset, men hun lod den blive. Der var ingen chakra at aktivere den med. 
I stedet trak hun sit ene ærme ud over hånden og satte sig på hug foran Sedna for at tørre det værste blod af. Krigsfange eller ej - det her var ikke en værdig behandling.
"Er den virkelig helt væk?" spurgte hun stille. "Magien?"

Af alle hjælpende hænder der var at finde i dette rige, så havde Sedna aldrig kunnet forudsige at Zirra af alle ville være den, som ville komme mørkelveren til undsætning. Den blonde kvinde havde haft alle muligheder og forudsætninger for at glide uset fra sit skjul, mod udgangen og lade møghunden Kester tage sin tur med Sedna. Alligevel stod hun ikke alene og truede en af sine egne, hun søgte endda hjælp fra den kvinde, som kunne have været hendes egen bøddel.
Tavst sad hun og så til, som Zirra fik bakset møghunden ud i gangen, placeret både glasskår og resten af lampen ham. Sedna havde set hende afklædt, hun havde kunnet se at Zirra’s krop var stærk og alligevel lod hun sig imponere over hele scenariet. Punkter hans øjne, mas et glasskår ind efter nøglen. forsøgte hun at sige, i det Zirra lænede sig ind over Kester og trykkede metallet mod den ene kind. Ordene formede sig aldrig helt. Hvor læberne skiltes for at give ordene fri passage, smørrede struben sig stramt om dem. Lyden der kom ud, blev til ikke andet end en pibende hvæsende tone.

Først da trøjeærme gned nænsomt mod munden, åbnede Sedna øjnene igen. Hun havde ingen gang bemærket hvor blytunge øjenlågene havde føltes som. Hun havde bare givet efter for deres vilje til at lukke i. Luft blev trukket ind i gisp for smerten, selvom Zirra knapt rørte det foreslået og hævede ansigt.
”Ne-nej… Jeg.” løj. Ikke sikker på hovedet bevægede sig, forsøgte hun at bevæge det et par gange fra side til side ”… Den kommer igen.” det mindste hun kunne gøre, var at være ærlig overfor Zirra "Bare... Bare giv den tid." hvad var en sandhed om at hendes lysmagi nok skulle vende tilbage, til bytte for ikke at havne i sådan en som Kester’s klør?
”Tak.”.

Lettelse vældede indover Zirra så det kunne ses i ansigtets pludseligt mindre spændte muskler og skuldrene, der sank et betydeligt stykke. Magien ville komme tilbage. På et tidspunkt. Tålmodighed havde hun nok af - så længe hun vidste, at det førte til noget. Ikke at have udsigt til mere spot fra sin familie og deres omgangskreds var en betydeligt bedre fremtidsudsigt, end den der havde kredset i de mørke afkroge af hendes sind den sidste dags tid. 
"Du bliver stadig hængt for det, du har gjort," hviskede Zirra. Det føltes grusomt at sige højt, selvom det var sandt. Hendes tanker blev ved med at sætte hende i selv i Sednas sted, bare i dybet af Obsidianslottet. "Men ingen fortjener, hvad han ville gøre. Så hellere en omgang gift til."
Hun havde ikke prøvet at slutte af med galgenhumor, men det endte sådan. Sandheden i det var heller ikke til at overhøre - faktisk ville hun hellere tage en tur til i skoven med Sedna end at være i hendes sted, havde hun ikke været her til at forhindre Kester i sin udåd. Egentlig var de nok begge blevet reddet af Sednas magi. Zirra sænkede hånden. Blodet var blevet overført til hendes ærme nu, og det var tungt og vådt. Sednas gyldne øjne så ufokuserede ud. De slag havde ikke gjort hendes tilstand godt. Måske hun ville omkomme hernede inden de nåede at sætte galgen op, hvis det blev ved. 
Hvad ville hun gøre den dag... Være til stede? Holde Treston i hånden, mens han så på sin hede flirt blive henrettet, mens hans søster så på med ivrig glæde - retfærdighed ske fyldest?
Det værste ved hele den her situation var, at Zirra kunne se, præcis, hvad Treston så i Sedna, selvom hun til hver en tid ville benægte alt om det. De faldt tydeligvis for de samme, dårlige typer.

Hun syntes hun hørte Kester røre på sig ude i gangen. Måske var det en anden fange, men det var svært at vurdere. Hendes eget minde af, hvor længe Sednas magi havde virket på hende, var sløret af den tortur, hun var blevet udsat for imens. 
"Jeg bliver nødt til at låse døren, før han får førligheden tilbage," sagde hun og undlod at sige, at hun også selv havde tænkt sig at være langt væk, før det skete. "Jeg tager nøglerne med mig, så kan han ikke røre dig." Hendes blik faldt på klædet, der havde været bundet om Sednas øjne. "Jeg... Jeg binder det her om dine øjne igen. Så kan han ikke påstå, du havde noget at gøre med hans fald."
Det var med tøvende bevægelser, hun gjorde det. Både fordi det bragte hende endnu tættere på mørkelverkvinden, og fordi hun faktisk ikke havde lyst. Noget i hende strittede imod den barbariske behandling, hun blev udsat for hernede. Krig var hårdt og ubarmhjertigt - men behøvede det virkelig være sådan her?

Zirra’s fine stemme, der var så venlige at minde Sedna om hvilken skæbne hun gik i møde ekkoede sammen med den stadig vedvarende hyletone. Mon hun også kunne hører den? Nej så ville den var blevet standset, for den var forfærdelig trættende og hjerne stikkende. Tankespindet trak sig tættere omkring hende, lukkede kvindestemmen ude.
Med et fjernt, blik der mest af alt lignede en døds stirrede Sedna tomt ind i Zirra’s blå vandpytter. Ved Guder hvor hun lignede Treston, havde han da været en kornmark dyppet i askegråt og været mindre... Betydelig mindre. Hun kunne være en pæn mand eller Treston kunne være en køn kvinde. Nej ikke kvinde, det gik ikke – sådan én vidste Sedna ikke hvad hun skulle stille op med.
Foruden den endnu besværet vejrtrækning, var det antydningen af et smil over tankerne, der var det eneste til at afsløre elveren ikke havde givet helt op på livet, endnu.

”Du skulle have prikket hans øje ud. Det ville han have godt af – han kunne også blive en fin kastrat.” mumlede hun kun lige sammenhængende nok til at give lidt mening. ”Det okay, jeg kan blive blind igen ja.” svarede hun som havde hun faktisk hørt Zirra’s ord. Måden hovedet rykkede sig tilbage på, glemsom for muren bag det, klarlagde at det var knapt med et halv øre at Sedna havde lyttet.
Slaget mod baghovedet fik stjerner til at flyve ind fra siderne og ansigtet til at krølle sig sammen, så meget hævelsen tillod det. Utilfreds med det hele brummede hun mens klædet blev bundet om øjnene igen ”Du kunne have fået lov til at se min samling, men du skulle være besværlig.” hvert ord synes at blive lavere end det forrige, jo mere trætheden åd sig ind. Alt hun ville var bare at sove, så kunne hun tænke på Kile i morgen.

Sednas ord fik Zirra til at skæve over skulderen. Herindefra kunne hun kun lige se Kesters fødder, der stadig lå lammede og immobile på gulvet. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. 
Jeg er ikke som dig, Sedna. Blodtørsten må du holde for dig selv.
Men Sednas ufokuserede og rokkende hoved fik hende til ikke at sige noget. Det var ikke nu, man skulle have en samtale om moral. Der var heller ingen grund til det. Om man ændrede mening nu, gjorde hende ikke mindre dødsdømt.
Zirra sukkede og rejste sig op, da hun var færdig med at binde klædet for Sednas øjne. Den sidste sætning kom, mens hun var på vej tilbage til døren. Hendes blik flakkede tilbage mod den ødelagte mørkelver, mens hendes hånd lukkede sig om en af tremmerne. Krig var ikke fair, prøvede hun at minde sig selv om, men ordene klang hult i hendes indre. 
"Måske... Måske en anden gang," var det eneste, hun endte med at få frem. 
Hun sænkede blikket og lukkede tremmedøren så blidt hun kunne. Det gav stadig ekko ned ad gangen - ligeledes da hun drejede nøglen i låsen. 
Hun stoppede nøglerne i lommen, og uden at værdige Kester en sidste opmærksomhed, forsvandt hun ind i mørket - i en retning, hvor der ikke burde være en udgang. 

Det ville have noget uden at trække så meget som en mine, at Sedna ville have fulgt sine egne ord. Havde det været hende muligt. Mænd som Kester havde ingen plads i denne verden og alligevel var det folk som ham der trådte lettest gennem livet. Glorificeret alene fordi han bar ’de godes uniform’ og derfor forventede alle ville falde ham for fødderne…

Hun prøvede at lukke den irriterende konstante højfrekvens tone ude, forsøgte at fokusere alt på Zirra’s fodtrin og hvor de bevægede sig hen. Vigtigst af alt, om Lysets spion ville holde ord og hindre Kester i at nå hende, når han fik førligheden igen. Utydelige og usammenhængende edder blev mumlet under det mekaniske ekko fra låsen. Det føltes som om Zirra jordede den samme nøgle ind i baghovedet.
Stilhed fyldte mørket ud, kun afbrudt af hylet der havde været til stede siden støvlen ramte. Begge dele umulige at lukke ude, selv da mandelokummet begyndte at røre på sig.