Det lød som om en dårlig fløjte gentagende gange blev blæst i, da hoste anfaldet endelig lagde sig, og hun kunne tørre svedet fra hendes bryn. Øjnene svømmede, som hun kiggede op mod Jamie der blot stod og betragtede hende. Et lille smil dannede sig på hendes læber, da der var noget ganske velkendt over det. Alle dage, når hun havde været sur, dårlig eller virkelig glad. Var han altid der, som en støtte der blot betragtede og deltog på hans helt egen måde. Der for Pandora var ganske fabelagtig, hun havde aldrig været særlig god til at integrerer med folk selv. Så med de to, kunne de sagtens sidde og snitte træ i flere timer, uden at der var et ord der behøvede at blive sagt mellem dem.
Hun nikkede, da han annoncerede han ville gå efter helbrederen igen. Det var nok for det bedste, selvom tankerne om hvordan hun skulle tilbagebetale ham. Hun måtte finde en vej, i hvert fald måtte kile ikke tage hende, før hun havde fået ordnet gælden hos Jamie.
Da han var gået, formåede hun at holde sig vågen. Det var en af de vigtigste ting, for døden kom tit når kroppen slappede af og ikke længere kæmpede imod. Så hun lod tankerne vandre, lod sig selv dagdrømme væk i minderne omkring Jamie og Jaspar. Det var en finurlig ting, sådan som de to brødre var polar modsætninger. Og alligevel, trods den charmerende lillebror, havde det været nemt for Pandora at se, hvordan alle pigerne altid hade kastet lange blikke efter den stille og tilbagetrukkent Jamie. Ikke at hun havde forstået konceptet af kærlighed, hvilket tit havde gjort hendes mor urolig. For hvis det havde stået til hende, havde hun allerede fundet en mand da hun var sekstenvintre.
Mon han snart kom tilbage igen? Lod tankerne, som hun lagde hoved mod den kølige væg, øjnene der langsomt gled i og åbnede igen, søvnen ville snart tage hende. Trods hendes krampagtige forsøg på at holde sig selv vågen.
Krystallandet
