Flere gange gik Sedna lige til grænsen for hvor dybt sylen kunne synke ind før den ville ramme noget livsvigtigt som større blodåre og indre organer. Hele tiden var det et spørgsmål om erfaring og et spørgsmål om at kunne mærke forskel på hvornår metallets ikke længere kun gik gennem de forskellige hudlag og fedtlag. Baner af blod farvede den nøgne krop rød, gjorde skaftet på sylen våd, fedtet og glat og dens sødlige duft af jern blandede sig med den Sedna have slæbt med sig tilbage.

Hvor mange der var døde? Vreden over hun overhovedet tillod sig at stille dét spørgsmål af alle fik Sedna til at gribe hårdt omkring kæben på hende. Fingrene borede sig ind i den forslået hud. Musklerne spillede under den spændte kæbe af det hårde sammenbidte udtryk der mødte Zirra’s blå blik ”Hvor mange? Du vil vide hvor mange?” gentog hun med en stemme der kunne gøre efterårskulden varm i sammenligning ”Hele dit telt Zirra. Hver og en af de mænd som lagde sig til at sove ved siden af dig.” det var omtrent halvdelen af delingen. Herefter var der de, som i forsøget på at redde sine deling kammerater ud af flammernes gab, var blevet forbrændt i sådan en grad at de ville være vansiret for livet. En enkelt eller to af dem ville måske endda ikke overkomme deres skader og måtte bukke under for Kile’s hånd.
Hånden slap sit greb om hovedet i et af skub der ville tvinge hendes hoved til at dreje sig ”Men det var ikke svar på mit spørgsmål Zirra, var det vel?” spurgte hun, ikke forventende at modtage andet end et anstrengt flabet modsvar. De gyldne øjne sænkede sig til sylen i hånden, vendte og drejede den et par gange inden den faldt tungt mod skovens bløde bund.
Erstatningen var på ingen måde bedre alternativ. Et velplaceret under brystbenet, på samlingen af nervetråde i solar plexus fulgte ikke længe efter. Mens Zirra måtte kæmpe med virkningerne af mellemgulvsmusklen diafragma’s ufrivillige ’spasmer’, der gjorde det svært at få luft, sank Sedna på knæ foran hende. Greb om begge fødder, trykkede tommelfingeren mod det samme punkt under begge fødder. Punktet lige under forreste fodballe og i starten af svangens bue. Fodens solar plexus punkt.
”Hvem har sendt dig?” ved den fortsatte fornægtelse i at svare blev tog trykket under fødderne til i styrke før det slap ”Fint...”.
Fra samme inderlomme det lille læder etui havde befundet sig i, blev en lommelærke lignende flaske i metal trukket op. Et af tøj stykkerne samlet op og noget af stoffet klemt sammen. Flaskens indhold havde en lugt bedst beskrevet som harsk og bitter, Sedna lod noget af den grøn gullige væske vædet stof klumpen i hendes hånd.
Med ’kluden’ holdt over den ene side af Zirra’s brystkasse, men uden at lade den ramme endnu forsøgte hun sig atter en gang ”Hvem.” klemmende om stoffet, dryppede enkelte dråber af den giftige, ætsende blanding ned på toppen af brystet ”Alt du skal gøre, er at fortælle mig hvem du arbejder for, så kommer kluden aldrig til at røre dig?” begyndte hun mæglende, givende mennesket en chance for at slippe for at få presset stoffet mod sin hud og den følgende smerte, når giften ville ødelægge vævet det kom i kontakt med.
Smerten ville minde om at stikke sin hånd ind i både åben flamme og ned i tøris på samme tid, tage til i intensitet selv efter stoffet ikke længere blev holdt mod Zirra. 


Gul prik er solar plexus punktet under foden

Zirra stønnede, da Sedna tog fat om hendes ømme ansigt og det føltes som om en hammer blev slået ind på sårene. I det mindste svarede hun da, og Zirra bed en træls kommentar i sig. Hun vidste, hvordan det var at miste venner i sådan en situation, og Sednas harme var berettiget, omend Zirra stadig mente, det var det bedste hun kunne havde gjort for de uskyldige, der ellers ville være faldet for deres hånd.
Fem eller seks mand havde været i teltet. Zirra havde ikke helt set det præcise antal, så hun lagde seks til sin mentale liste for at være på den sikre side. Hun havde unægteligt været skyld i færres død end den almene soldat, men når det var få, føltes det på en eller anden måde værre. Især fordi mange af dem ikke var død direkte for hendes hånd. Hun havde kun haft del i at sende dem til Kile. Håbet var, at dem, hun havde reddet, ville opveje dem, når Aladrios besluttede sig for at veje hendes gerninger i livet. Ikke at hun havde de største forventninger, når hele hendes liv primært havde været i skyggerne. 

Sedna fortsatte til Zirras fod og de famøse trykpunkter efter et yderst velplaceret slag. Hendes ben sprællede i spasmerne, men det afholdt ikke Sedna længe fra at få fat i hendes fod.
De mange aftener med Devranas havde betalt sig. Siden starten af deres spiontræning havde de udfordret hinandens smertetærskel, og især trykpunkterne var noget, de havde gjort sig meget i. Det var en af de mest brugte - og ofte ret effektive - metoder, så var de ikke forberedt på den slags, var der ingen grund til at fortsætte som spion. Nogle gange var de gået for langt, og Zirra havde selv beskadiget et par nervebaner i Devs ene fod. Lige nu ville hun ønske, det havde været hende. Selvom hun kunne holde det her ud og stadig holde mund, gjorde det stadig allerhelvedes ondt.
Hun holdt ordene inde og smed alle tanker væk. Et tomt hoved kunne ikke sladre. En punkteret krop kunne kun dø, og så ville Sedna ikke få, hvad hun var ude efter. 

Det var dog unægteligt ved at blive svært at holde sammen på sig selv. Ikke blot var hendes krop så gennemhullet, at hun lignede en krakeleret statue fra tempelhavernes springvand, men der var snart ikke et eneste sted indvendigt, hvor der ikke skød smertestråler ud fra. I det mindste kunne det snart ikke blive værre, vel?
Det nåede hun kun lige at tænke, inden Sedna gik videre til sit tungere skyts. Hvor mange ting havde den kvinde i sin tanke? 
Giften var ikke til at tage fejl af, og som de første ætsende dråber ramte huden, snappede hun efter vejret. Gennem det ene ikke-hævede øje, så hun ned på skaden - og blev stille på en anden måde end ellers. Tanker fløj tilbage ind i hendes hoved. Minder, fortællinger og det mentale billede af lignende skade, der prydede en stor del af hendes faders ene lår. Det der var ikke bare almindelig gift. 
Noget hun i den grad blev bekræftet i, da hele kluden lagde sig henover toppen af brystet. Det gjorde så ondt, at hun næsten ikke kunne skrige. Efter slaget i solar plexus havde hun stadig vejrtrækningsproblemer, og skriget satte sig fast og blev til en sær rallen i hendes strube. Huden sydede og en sær stank steg op fra den nu boblende hud, der ihærdigt forsøgte at trække sig sammen under påvirkningen. 
"Du er... Septas... Afkom," gispede hun, idet det gik op for hende, præcis hvilket lort, hun var havnet i. Dastor Reynlest havde fortalt om sit møde med Mørkets torturmester, og selvom det var længe siden, genkendte Zirra pludselig alle Sednas metoder lidt for godt. Men i følge Dastor havde Septa ikke kunne knække ham. En ringe trøst, for var der noget, Zirra ikke var, var det hendes far. "Hun knækkede ham ikke... Du bør bare... Gøre det af med mig..."

Sedna havde tidligere haft mænd tre gange så store, som den spinkle kvinde. Mænd der havde grædt som et kolikramt spædbarn og tigget med grødet stemme for deres liv. Spyttet flere sandheder ud end spurgt efter, som en blind famlen, i forsøget på at få stoppet den smerte der bed sig ind både krop og sind.
Hvordan det rent faktisk var lykkedes Zirra at modstå fristelsen for at stoppe sine pinsler, ved at fortælle noget så simpelt som, hvem der havde sendt hende bag fjendens linjer, var den mørk hudet kvinde en gåde og dog…
Den nøgne krop vidnede om at mørkelveren langt fra var den første, der havde haft fingrene i den blonde kvinde. Der var ikke mange ar, men de som prydet den lyse hud var alle bemærkelsesværdige. Tand mærkerne nær og på halsen var ikke dem som havde vakt mest interesse, det var mærkerne efter lyn. Kun få gange havde Sedna set sådanne mærker, det havde taget et øjeblik inden hun genkendte dem, med et lille stik af jalousi.

Der var det, grunden for hvorfor at navnet Reynlest havde været så bekendt i sin klang. Navnet var forbundet til den kvinde, som havde lært sin datter alt om hvor meget skade kroppen og sindet kunne tage, hvor langt man kunne skubbe grænserne, når målet ikke var at slå ihjel.
”Afkom.” fnøs hun med tydelig fornærmelse at spore i stemmen. Latteren var spottende da Zirra fortalte sin sandhed, den sandhed der var blevet hende givet af hendes far, Dastor Reynlest. Latteren satte sig i øjne, hvor den livligt spillede endnu morret, mens mundvigene trak sig op i et ulve grin. Med honningsød hvisken punkterede flaske illustrations boble Zirra klamrede sig til, lænede hun sig nærmere øret ved det for slået øje ”Der er ingen skam i at knække, give efter for smerten. Hvad der ér skam i, er at lyve for sine nærmeste. Påtage sig en uberettiget helte titel, som ham der ikke kunne knækkes af Septa...-” en kunstfærdig pause mens hun trak hovedet lidt tilbage, for at kunne betragte hele Zirra’s ansigt og dets udtryk ved de næste ord ”-… Dastor Reynlest ikke bare knækkede, han smuldrede for hendes hænder, tiggede og bad Kile om at hente ham. Selv da han blev sat fri, faldt han for min mors fødder og ønskede døden over livet. Din far lever kun fordi han blev brugt til et eksempel og han var værdiløs.” nådesløst blev klædet presset mod brystkassen, velvidende det for Zirra ville føltes som at giften blev tvunget dybt ind i vævet, skubbe smerten endnu længere. Fuldstændig upåvirket af den anstrengte vejrtrækning og lyden af giften der arbejdede under stoffet.

   Eftermiddagssolens stråler gav Sednas hår en rødlig kant, som den sank om bag træerne. De gyldne øjne midt i den mørke, lilla hud havde været smukke i en hver anden situation end den her. Duften af røg var kvælende, idet hun lænede sig frem for at hviske i Zirras øre. Et var, at hun havde troet, hun skulle ende sit liv her midt i skoven for hånden af en mørkelver fra Mørket. Noget andet var at blive dræbt af datteren til den tidligere torturmester. Noget helt andet var, at datteren også kendte hendes familie. 
   Zirra havde ikke sagt sin fars fornavn, og så meget som hun ønskede at benægte Sednas ord, lige så meget vidste hun rationelt, at Sedna ikke havde nogen grund til at lyve for hende. Havde Dastor været så standhaftig, som han selv fortalte om i sine historier, ville hun nok bare dræbe Zirra og komme væk, inden Lyset overrendte stedet. Men hvis Dastor var knækket...
   Zirra vred sig i rebene. Den nye information var for meget at bære, og hun kunne ikke holde sine egne tanker på afstand. Smerten i kroppen virkede mere intens, når hovedet ikke kunne forsvinde ind i indlærte øvelser, og panikken fik tag om hendes galoperende hjerte. I den ligegyldige kamp mod rebene, rev skulderen sig helt af led.
   "Nej.... Nej det kan ikke passe..." råbte Zirra gennem tårer. "Du lyver!" 
   Råbet gik over i skrig, da stoffet igen blev presset mod hendes bryst. Giften sank sydende længere og længere ind under huden. Denne gang fjernede Sedna ikke stoffet lige så hurtigt igen. Det spredte sig ned i nervebanerne, og pludselig skød stråler af smerte ud fra startpunktet i brystet og syntes at finde alle de steder, Sedna havde prikket huller i hende med sylen. Musklerne trak sig sammen, tårerne flød ukontrollabelt og Zirra skreg som aldrig før. Det var som at blive hevet i fra for mange steder ad gangen og den indledende smerte, der havde været ved at få sylen i sig, falmede oven på denne kaskade af sanseindtryk - alle sammen under hendes hud; ætsende, sviende og bidende. 
   Aldrig havde hendes krop været så ødelagt. Lynar og bidemærker blegnede til fordel for syren og sylen. Hendes nøgne krop var stribet af frisk, rindende blod. Halvdelen af ansigtet var efterhånden tættere på Sednas hudfarve end Zirras egen, hævet og blodsprængt. Skulderen sad helt forkert, og de trænede muskler, som hun normalt gemte under løstsiddende tøj, dirrede af overbelastning.
   "Stop! Stooooop!" skreg hun endelig gennem sine hulk. "Jeg er... Spion for Lyset..." 

    Soldaten fra Mørket havde voldsomt underbid og et ansigt grimet af sod, og hvis det ikke var fordi, Treston netop havde set ham tæve baghovedet ind på én af de yngre mænd i delingen, havde han nok ikke vurderet manden til at være særlig farlig. Men soldaten havde bevist, at han ikke var til at bide skeer med, og desuden var det svært at se skovbunden ordentligt, når de nu kun havde det truende, flakkende skær fra skovbranden, så Treston vogtede på manden, som var han et arrigt dyr - med sværdet trukket og den anden hånd klar til at suge lyset fra ilden og sende det i ansigtet på fjenden, selvom huden på håndfladen gjorde ondt og væskede, fra de brandvabler han havde erhvervet sig et sted undervejs i brandslukningsarbejdet.
    Han var træt efterhånden - havde først øset energi i at skovle vand ud over Birkelundes stråtage og  etablere brand-render, og derefter kaste sig ind i et modangreb imod Mørkets soldater, der var blevet spottet i udkanten af flammerne. 
    Og det var så her, han var nu - udmattet, sodet og midt i en mindre træfning imellem hans mænd og Mørkets soldater, der skulle afsluttes hurtigst muligt, så resten af fjendens mænd ikke skulle få nys om, hvad der foregik, før Ersten og Lysets folk i minen kunne nå at slutte sig til dem. 
    Og inden ilden nåede at indcirkle lysningen her, så de - alle som én - ville brænde ihjel i flammerne. 
    Soldaten gjorde et udfald, og Treston kastede sig til side - gled lidt i skovbundens blad - men fik slået ud efter manden, så sværdet snittede ham tværs over låret, og kødet åbnede sig, som en blomst. Manden skreg og drattede om - knugende benet og med blodet piblende ud imellem fingrene, men Treston havde ikke tid til at blive hængende, var allerede videre, og kastede sig ind i en konfrontation imellem en korporal fra hans deling og en mand fra Mørket, der ud fra hans størrelse at dømme, havde mere end en smule ork-blod i årerne. 
    Det krævede mere, end Treston brød sig om, at få halv-orken ned med nakken, og da korporalen endelig fik et heldigt stød ind, var ilden kommet så tæt på, at de kunne mærke varmen fra den og høre den buldrende brølen. Treston kastede et desperat blik rundt i lysningen - noterede sig, hvordan en såret kammerat sad lænet op af et træ og en ældre gut, de normalt brugte som spejder, desperat forsøgte at få en ung soldat på benene, inden ilden nåede ham. I den fjerneste ende - længst fra de brølende flammer - var der endnu en enkelt af fjendens soldater, der holdt stand imod én af Trestons folk, en fyr med hår, der var næsten lige så rødt som ilden omkring dem.
    "Hjælp Jerico med at få de sårede tilbage til Birkelunde," råbte Treston over skulderen til korporalen, inden han styrtede den rødhårede til hjælp. Varmen var næsten uudholdelig nu. Der ville ikke gå lang tid, før det ville være umuligt for dem, at komme tilbage igennem skoven...
    "Overlad ham til mig!" kommanderede Treston og gjorde et kast med hovedet af den rådhårede. "Hjælp de andre! Se at komme tilbage til Birkelunde!" 
    Han nåede at dele et vildt blik med soldaten, før denne vendte om og gjorde som der blev sagt, så Treston kunne koncentrere sig om modstanderen - den sidste, der var tilbage, i den lille lysning.
    Udfald, udfald, parade - et skub med skulderen - og smerten, der eksploderede fra de stadig helende ribben, da soldaten fik et slag igennem med dén metalkølle, han havde i den ene hånd. 
    Treston kunne vel bare prise sig lykkelig for, at det ikke var kortsværdet, der var gået igennem hans forsvar...
    Det var svært at se soldaten igennem hedeflimmeret fra flammerne efterhånden, og Treston kunne mærke, hvordan varmen gjorde hans øjne tørre og stikkende, og fik luften, han indåndede, til at kradse i lungerne. 
    Og så - endelig - lykkedes det at fange soldaten på det forkerte ben. En hurtig finte gav ham dén åbning han havde ventet på, og Treston fik givet soldaten et skub, så han tumlede baglæns - ind i flammehelvedet, der brølede imellem de sorte stammer. 
    Treston havde ikke lyst til at se mandens smertefulde endeligt, og han havde desuden også vigtigere ting at koncentrere sig om, for ilden havde sultent ædt sig ind på lysningen nu, og alting brændte. Ilden var alle steder. Der var ingen vej ud. 
    Og dog - mellem et par brede træstammer så det ud til, at ilden ikke havde fået lige så voldsomt fat - og Treston betænkte sig ikke et øjeblik; trak bare uniformsjakken op som beskyttelse for ansigtet og kastede sig gennem flammerne i fuldt løb, uden at have det mindste overblik over, om det skete i retning af Birkelunde eller ej. 
    Heden var mere intens end nogen, han før havde mærket, og det føltes, som om han flygtede i blinde gennem den brændende skov i en evighed, før han halvt ramlede ind i en træstamme, der ikke brændte, og turde se, hvor pokker han var, og hvad der foregik. 
    Det lod til, at ilden havde været forbi her, for skovbundens efterårsblade var for størstedelens vedkommende brændt væk sammen med underskoven, og alting var forkullet og sort af sod. Men dét flammehelvede, som han var flygtet fra, var åbenbart buldret videre, for den eneste ild, der var at se, var lidt småulmen her og dér, og så det truende inferno - et sted bag ham.
    Treston bukkede sig forover og hostede og harkede - trak den sure, røgede luft ned i lungerne i store gisp, blot for straks at få brækfornemmelser. Han anede ikke, hvor han var, eller hvilken retning Birkelunde lå i længere - hans indre kompas var i dén grad blevet rundforvirret, og han havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan han skulle finde tilbage til sin deling.
    Men så rettede han sig pludselig op, for der lød et kvindeskrig igennem skoven - et skrig, der lød som om det blev flået ud af en smertende strube og en endnu mere smertende krop. Det var lyden af frygtelig, frygtelig pinsel, og inden han nåede at tænke nærmere over det, var Treston sat i løb imod lyden - helt blank i hovedet, bortset fra ønsket om at hjælpe; at forhindre et medmenneske i at skulle lide så forfærdeligt. 
    Han brød gennem træerne og nåede at tage hele scenen ind - den mørke skikkelse på jorden, der havde ryggen til ham, kvinden, der var hejst op i træet; nøgen, skrigende, med ansigtet helt forvredet af smerte og blodet rendende i floder ned over den lyse hud, og- 
    Så stoppede Treston op, lige så brat, som hvis nogen havde stukket en glødende kniv i ham. For han kendte den skrigende kvinde i træet - kendte hende bedre end nogen anden faktisk - for det var Zirra.
    Og så - inden han på nogen måde kunne nå at komme sig over chokket - skreg hun: "Stop! Stooop! ...Jeg er... Spion for Lyset!" Og hele hans verden ramlede sammen.
    
    Kroppen havde taget over, for hjernen havde absolut ingen forbindelse - var ude af stand til at gøre andet end at være tom og forvirret og i benægtelse. Men kroppen vidste, at der måtte gøre noget, og kroppen fik ham på én eller anden måde over det lille, åbne stykke, uden at den mørke skikkelse, der var i fuld gang med at rive hæse skrig ud af hans søster, lod til at bemærke ham.
   Det var først, da han var så tæt på, at han kunne lægge sværdspidsen truende til hvile imellem soldatens skulderblade, at hjernen kom ind i kampen igen og tog styringen. Og for at overdøve de mange spørgsmål, der truede med at flyde over, lagde han en lille smule vægt bag sværdet - lige nok til, at spidsen ville give et ubehageligt prik - og hvæsede: 
    "Stop! Stop hvad zalan, du har gang i, og træd væk fra hende! Jeg sværger ved alle Guder, at du får mit sværd gennem brystet, hvis du så meget som overvejer, at gøre noget dumt!"

Det krævede ikke meget forestillingsevne, før at man med lidt god vilje kunne hører hvordan den lyshåret kvinde slog sprækker, som et tabt spejl sprængtes hun i hvad der synes at være hundredvis at fragmenter. Ikke alene havde mørkelveren punkteret Zirra’s krop i den mest bogstaveligste forstand, hun også brast den sandhed hun var vokset op med, trukket en lang flænge hen over det perfekte maleri Dastor havde malet af sig selv. Alt hvad hun vidste måtte føltes som en løgn.
Helt nænsomt havde Sedna tørret enkelte små perler af salte tårer fra Zirra’s foreslået ansigt med sin frie hånd, men det salte vandfald lod sig ikke standse så let ”Det ved vi begge to godt ikke er rigtigt, for hvordan skulle jeg ellers kende hans fornavn?” spurgte hun retorisk efter beskyldningen om at lyve.
Skriget var rædselsfuldt, der var så meget smerte og opgivenhed i det at det oversteg et hvert lidende dyrs. Et skrig der kunne høres flænge sig gennem skoven i miles omkreds fra hvor hun var ophængt, men alt Sedna have øre for var svaret; Lyset, spion for Lyset.
Nattens anden fejl blev begået, da hun have været så optaget af Zirra og syrens virkning på hende, at det først var da et ubehageligt prik mellem skulderbladene kunne mærkes, at det stod klart de ikke længere var alene.
Uden at lette presset mod kluden, reagerede hun på sværd spidsen ved at klemme sammen om stoffet, til syren blev presset ud af stoffets vævning. Mandsstemmen bag blev genkendt med det samme. Den fik en varme til at spredte sig, hvor udforskende berøringer fra hænder og læber, havde bevæget sig over den mørke elver krop. Ved mindet om hvordan hun var faldet i søvn til hans hjerteslag i den lyse brystkasse efter at have fortalt om Nordlandet, om at hun engang havde været mor til den smukkeste lille pige. Hvordan hun havde tilladt sig selv at ligge og betragte det skønne mands ansigt med det rodet korn gyldne hår, med ønsket om aldrig at møde ham i kampen mellem Lyset og Mørket, inden hun havde forladt kro værelset med en bøn til Chance, om det ikke ville være sidste gang de mødtes.
Chance have som altid sin egen morskab i, at sørger for skæbnens snoede veje lagde sig stik modsat det ønskede.
Varmen blev lige så hurtigt den var dukket op erstattet af følelsen af blodet der frøs til is, koldere end nogen vinterstorm hun havde oplevet i det Nordligste krystalland.
Et sted var Sedna godt klar over hans ord var en truslen, men det var som om hun ikke kunne fokusere på ordene. Stoffet faldt mod jorden i det øjeblik det var blevet klart, at det var Treston, af alle, som stod med et sværd mod hendes ryg.
Fra første parket havde Zirra fuldt udsyn til, hvordan de gyldne øjne blev store og runde og havde det været muligt, hvordan alt farve ville have forladt Sedna’s ansigt.
”Tre..Treston..?” var alt Sedna fik kvækket frem fra struben, med en spinkel stemme.

Zirra så sin bror dukke op bag mørkelveren. Hun så Sednas øjne blive store. Hun hørte hende sige Trestons navn. Men hun opfattede ikke rigtig noget af det. 
I smertens greb - for selvom kluden faldt til jorden, sydede syren stadig inde i hende - kunne hun ikke vide sig sikker på, hvad hun så. Figuren af hendes bror kunne være en anden, og Zirra så bare, hvad hun havde lyst til. I dette tilfælde den ene person, hun følte, hun burde undskylde over for, inden hun gav op og døde. Giv-op-delen var hun allerede ovre med sin tilståelse. Nu skulle Sedna bare tage hendes liv. 
Bertram vidste, hvem hun var, og han respekterede hendes livsfarlige valg af arbejde. Omend kortvarigt havde de delt lidt usandsynlig lykke. Familien ville finde ud af det, når liget kom tilbage til Dianthos. Fielthena skulle finde en ny sekretær, og det ville nok også være lettere for hende bare at have en almindelig civil ansat. 
Men Treston... Treston ville ikke tilgive hende, og hun havde ikke nået at skrive noget mere i afskedsbrevet specifikt til ham. Det var en forfærdelig måde at forlade verden på; i uvenskab med det menneske, hun gennem hele livet havde haft det tætteste bånd med.
Så Zirra græd bare i smertefulde hulk. "Dræb mig, dræb hende, bare få det til at stoppe!"

    Lyden af hendes stemme - dén måde hun sagde hans navn på... Intimt, privat, men samtidig med et helt hav af oprørte følelser lige under overfladen...
    Kulden bredte sig som en løbeild i hans indre, og i én lynsnar bevægelse havde han grebet hende hårdt om skulderen og drejet hende om imod sig, så han kunne se hendes ansigt.
    Og det var hende. Dén erkendelse ramte ham så hårdt, at han knapt hørte Zirras desperate ord. Det var Sedna - dén kvinde, han havde fantaseret om at drage ud for at finde, når han følte sig fanget i sine pligter. Dén kvinde, hvis ansigt var dukket op for hans indre blik med foruroligende hyppighed lige siden deres første møde den regnfulde aften i en lille, afsidesliggende fiskerby. Sedna...
    "Hvad..." Han var tør i munden - ville spørge: Hvad laver du her? Men ordene nægtede at passere hans læber, for selvom hjernen ikke ville acceptere det - higede sig til en verden, hvor Sedna var et fortryllende, hedt møde; en uventet, men kærkommen, sparringspartner, i mere end én forstand - så kunne hans fornuft ikke lukke øjnene for de fakta, der blev præsenteret for ham: Zirras blødende, mishandlede krop, og dét udvalg af syle og andre torturredskaber, der lå fremme i skovbunden. Sednas påklædning, som ganske vist var neutral, men i hans øjne også meget tydeligt en uniform...
    "Du er én af dem," erkendte han endeligt med en stemme, der lød fuldstændig tonløs i hans egne ører. Det var som om alle hans følelser brødes og ramlede sammen som en kæmpe bølge imod en klippefyldt kyst - vrede, sorg, benægtelse, svigt. Ramlede sammen over den lille-bitte gnist af kærlighed, han havde næret og varmet sig ved siden deres første møde.
    Sedna var en del af Mørket, og han havde været frygtelig, frygtelig naiv...
    Pludselig tog vreden over - rejste sig som de brølende flammer, der nær havde fanget hans mænd - og han strammede grebet så meget om hendes skulder, at det et øjeblik føltes, som om han ville knække hendes fine form under sine fingre.
    "Du er én af Merihems samvittighedsløse tilhængere, er du ikke?" spurgte han med vreden og foragten dryppende hvidglødende fra sit tonefald. Et rusk, inden hun kunne nå at svare - som var han en hund, der ruskede en rotte. "Hvad har du gjort ved min søster?!"

Hver lille celle i Sedna’s krop skreg at det kunne ikke passe, det kunne ikke være ham, det måtte ikke være ham...
Fornuften overdøvede hjertes ønske, det var Treston uanset hvor højt hun så måtte bede til hele landets Guder og Gudinder. Alligevel håbede en stor del af hende stadig på hun tog fejl, at hendes øre havde forrådt hende.
For første gang ønskede hun en hver anden fra Lyset havde fundet hende, så længe det bare ikke havde været dén mand af alle mænd.
Det føltes som om hun var blevet ramt af sit eget blege blik og fejlagtigt havde paralyseret sig selv ude af stand til at få kroppen til at lystre. Selv hvis hun virkelig ville give en flugt et forsøg, lod fødderne ikke til at ville slippe skovbunden. Lyse fingre borede sig ind i skulderen og fik en grimasse til at trække sig over det mørke ansigt, men det var ikke smerten som skød ud fra skulderen, der fik det forpinte udtryk frem i de gule øjne da Treston fik hende drejet om hendes egen akse.

Du er én af dem.
Læberne skilte sig for at svare ham, modsige ham og komme med en vattet dårlig benægtelse af det åbenlyse, men ikke en lyd gled forbi læberne. Alle ord blev fanget i den sammensnørede strube, der samtidigt fik det til at føles som om luften var blevet iltfattig. Han havde da ikke flyttet en hånd om hendes hals, havde han? Tanken fik Sedna til at sænke blikket mod de uniformklædte arme, den forbandede uniform…
Luft blev suget ind gennem sammenbidte tænder, overbevist om skulderen ville give efter for presset lagt på den ”Slip mig Treston!” snappede hun tilbage med et vrid i kroppen for at komme fri for den vrede der brændte sig ind gennem hendes egen uniformsjakke og trøjen under, men hun kunne ikke flygte fra jerngrebet. Fødderne ville stadig ikke lystrer, til at træde væk og ikke nærmere.
Søster, nej det kunne ikke passe…!
Panikken greb Sedna om hjertet og glemte til, hårdere end de lyse hænder, ved realiseringen at det var Treston Zirra havde mindet hende om. Det måtte være løgn, han kaldte hende for sin søster fordi de begge var en del af Lyset’s styrker, det måtte være det han mente med søster? ”Nej, - nej! Hun er ikke din søster… Slip mig, ved Zaladin slip mig så!”.

    Treston overhørte hendes protester - ignorerede hendes kamp for at komme fri - og strammede bare grebet endnu mere. Han var helt blank indeni af vrede og sorg, efterhånden; forræderiet sad helt oppe i halsen på ham, så det føltes, som om han ikke kunne få luft. Havde deres møde, deres aften - deres nat sammen været en tilfældighed, eller havde hun sat ham op? Havde noget af det, hun havde fortalt ham været sandt, eller blot historier, hun havde spundet, for at få hans fortrolighed?
    Havde hun i virkeligheden bare pumpet ham for oplysninger? Var det på én eller anden måde hans skyld, at Zirra hang dét i træet - klynget op som et stykke kronvildt - blodig og tydeligvis i store smerter?
    Hun er ikke din søster! Der var lige dele benægtelse og desperation i de ord, men var det ikke bare spil for galleriet? Kunne han stole på noget, der kom ud af munden på hende?
    Med pludselig voldsomhed smed han sværdet fra sig og greb hende i kravetøjet - trak hende helt tæt på, så han kunne mærke varmen fra hende.
    ”Jeg advarer dig, Sedna.” Ordene var lavmælte og indædte. Dét at have hendes ansigt så tæt på sit eget bragte uvelkomne minder om deres første kys på krotrappen - og de mange kys senere - men han undertrykte billederne og de medfølgende følelser med en kraftanstrengelse; lod længslen blive til sorg og smed sorgen på dét vredesbål, der brændte i ham. ”Hvis du nogensinde igen rører én af mine kære, så helmer jeg ikke, før jeg har fundet dig og fjernet dig fra denne verden.”
    Han slap hende med en foragtelig bevægelse - gav hende et lille skub væk fra Zirra i processen. ”Forsvind,” sagde han så og lagde alle sine sårede følelser i ordet. ”Løb tilbage til din herre og bed til, at vores veje ikke krydser igen. Næste gang, jeg ser dig, får du samme behandling som enhver anden soldat i Mørkets tjeneste…”
    Så trak han sin kniv, rakte op efter Zirra og skar hende fri fra rebene så nænsomt det lod sig gøre - gjorde sit bedste for at gribe hende og lempe hende ned at ligge halvt i skovbunden, halvt i hans arme, uden at det skulle forværre hendes skader. Han kunne mærke, at hans øjne var blanke, men han nægtede at kigge op efter Sedna - koncentrerede sig indædt om sin lillesøster og gjorde alt for at lægge låg på følelsen af tab.

Havde Sedna faktisk kunnet undertrykke alle følelserne der raserede som et uvejr i hendes indre, dem der gjorde det umuligt at være andet end en kludedukke i hans hænder, og gjorde det umuligt at se Treston for hvad han faktisk var; en trussel, hendes fjende.
Det eneste hun havde kunnet formå at samle sig omkring, var de desperate vrid for at komme fri, vrid der kun fik taget i skulderen til at strammes med et smertefuldt støn til følge. Vreden og afmagten over den situation Sedna havde sat sig selv i, manifesterede sig i de hårdt knyttede hænder, hvor smerte skød sig op gennem armen fra de foreslåede knoer efter kollisionen med Zirra’s kindben og øjenhule.
Det pludselige træk, sendte hende ud af balance og det var kun Treston’s klippefaste skikkelse, der forhindrede hende i at lande på alle fire i den fugtige og kolde skovbund. Hænderne åbnede sig, lagde sig mod brystkassen og skubbede modværgende imod.
Sværdet var ikke længere rettet mod hende, men det føltes stadig som om han med sine ord alene, åbnede den mørke hud i store blødende flænger. Dødsstødet kom med hans beordring om hun skulle forsvinde, efter at have sluppet som havde hun været en åben flamme han have brændt sig på.

Sylen, nålene i læder etuiet og de andre remedier brugt til torturen, lod Sedna ligge tilbage da hun bevægede sig bagud, væk fra søskendeparret. I lige dele frygt for at han skulle ombestemme sig, stikke hende i ryggen når hun vendte sig, men mest af alt for at få det sidste glimt med af ham. ”Succisa pratensis rod. Zaladin’s bid, dens rod saft… Det stopper ætsningen.” sagde hun som et spinkelt forsøg på at rette op på noget, bare lidt af den skade der var blevet forvoldt Zirra, familien – Treston.
Uvidende om ordene var blevet hørt, drejede elveren om på hælen og satte af i et løb som var selveste Zaladin i færd med at jage hende.
De første 30 meter havde hun haft en ide om hvad retning hun løb i, men tårer steg op og gjorde hoved og øjne slørede. Først for sent blev det klart for Sedna, at hun var løbet fra direkte ind i armene på fjenden, uden muligheden for en vej ud.

Der var så mange ord, og så meget smerte, at Zirra ikke  kunne holde sine tanker på ret køl. Treston sagde ting, der ikke gav mening, og hvadend Sedna havde sagt, gav det endnu mindre mening. Løb hun... væk? Men Treston burde have slået hende ihjel - hvorfor lå hans sværd på jorden?
Jeg advarer dig, Sedna....
Han... Han kendte hendes navn. 
Zirras krop blev skåret fri af træet. Rebene sad stadig fast om hendes arme, men hun var heller ikke på nogen måde i stand til at tage fra eller hjælpe med at få sig selv ned. I stedet skreg hun i smerte, som skulderen faldt nedad igen, men ikke helt satte sig på plads. Alle sårene blev hevet i, og flere af de lange, overfladiske flænger sprang op igen. 
Trestons duft var til gengæld ikke til at tage fejl af. Det var virkelig ham. Hendes krop rystede i hans arme, og hendes hulk var blevet hæse og hule, da hun ikke længere havde væske nok i kroppen til at græde. 
"Tres... Er det ... dig? Har du ... dræbt hende?" hulkede hun mellem ufrivillige spjæt fra kroppen, der igen fik mulighed for at genoptage det normale blodomløb. En process, der ville have gjort latterligt ondt, hvis Zirras hjerne ikke allerede var på overarbejde med at føle smerte. 

    Treston så først op efter Sedna, netop som hun drejede om på hælen og flygtede ind i skoven. Det sidste han så til hende var hendes slanke ryg og det mørke hår, der forsvandt i mørket imellem træstammerne, men han nåede ikke at forholde sig til flodbølgen af modstridende følelser, der rejste sig i ham, for Zirras halvkvalte, hulkende ord rev ham tilbage til virkeligheden - fokuserede ham imod dét, der virkelig betød noget...
    "Shhh," mumlede han og holdt om hende - rokkede hende forsigtigt, som var hun et lille barn. "Rolig Zi - det er mig. Jeg er hos dig... Rolig. Det er overstået nu. Hun er- " Ordene satte sig fast i halsen på ham, og han måtte rømme sig, før han kunne afslutte: "Hun er væk, Zi. Hun kan ikke gøre dig mere." 
    Men det sidste var ikke helt sandt, for han kunne se hvordan huden på Zirras bryst boblede og væskede efter mødet med Sednas gifte. Smerten måtte være fuldstændig uudholdelig...
    Så trængte det sidste, Sedna havde sagt, for alvor igennem til ham, og han kastede et hurtigt blik rundt - fik øje på læderetuiet med syle og Sednas andre, modbydelige redskaber - og rev det til sig med et snuptag. Succisa pratensis...Var det ikke dét, Sedna havde sagt? Han undertrykte bølgen af spekulationer og højtråbende tanker, der meldte sig - både for at fortælle ham, at det kunne være en fælde; at hun var fra Mørket og sandsynligvis ville ham det ondt, men også for at spekulere i, hvad der kunne ligge under et muligt forsøg på at rette op på skaden... Hvilke årsager hun kunne have, for at ville hjælpe ham...
    Og så fik han øje på den lille flaske med Succisa pratensis stående sirligt på etiketten - for selvfølgelig bar Sedna rundt på modgiften til sin djævelskab...
    "Rolig Zi," mumlede han, om og om igen, mens han fik den lille flaske fri og dryppede en god sjat ud på kanten af sit uniformsærme. Det var stærktlugtende, og han tøvede kun et øjeblik, før han duppede det imod Zirras ætsende hud. 

De ætsende bobler lagde sig straks efter mødet med væsken på Trestons ærme. Det sank ind i huden ligesom giften havde gjort, og de sviende bobler, der prøvede at grave sig hele vejen igennem hende, blev fanget og indkapslet af modgiften. Dæmpet, mildnet og beroliget. Zirras hulk aftog en smule og trangen til at vride sig i Trestons arme svandt lige så stille ind. Så kom gråden tilbage, mens hun trykkede sit forslåede ansigt ind i hans uniformsjakke, der lugtede af ramt af bål og død, men Zirras næse var for tilstoppet til at vrænge ad det. 
Mens den voldsommeste smerte aftog og de andre dele af den mishandlede krop begyndte at give lyd fra sig igen, kom en smule af tankevirksomheden også tilbage. Det var Treston, der sad med hende i armene. Treston, der rokkede hende beroligende frem og tilbage. Hendes bror, der ikke måtte vide, hvem hun var og hvorfor mørkelveren havde haft kløerne i hende. 
"Jeg vil gerne hjem," hulkede hun hviskende, mens hun tyggede på en svær løgn at få ud. 
Han ville spørge snart, det vidste hun. Selvfølgelig ville han det. Hvad kunne hun sige? Det havde været nemmere sidste gang, hvor hun i sin vrede over hans åndssvage kamp i Ringen havde haft noget klar til ham. Efter timevis - hun anede ikke engang, hvor længe, hun havde hængt i det træ - af tortur, tænkte hun ikke klart nok til at komme med en ordentlig undskyldning. Hun burde slet ikke være herude i skoven blandt brændende træer og Mørkets styrker. Nøgen og ødelagt. 
"Jeg ved ikke ... hvor, jeg er," løj hun endelig ind i hans trygge brystkasse. "Ved ikke, hvorfor ..."

    Hendes løgn fik Treston til at stivne en smule, før han sank lidt sammen i skuldrene og gav hende et lille, uendeligt forsigtigt klem.
    "Zirra..." hviskede han ned i hendes hår - blidt og trist på samme tid. "Lad være... Jeg hørte, hvad du sagde til hende. Jeg ved, hvad du er. Du behøver ikke forsøge at vildlede mig - det er for sent nu." 
    Erkendelsen, der havde ramt ham som et kølleslag, da han hørte Zirras hæse, smertefulde indrømmelse, havde nu haft tid til at bundfælde sig, og der var så mange ting, der var faldet på plads; hendes vaghed omkring arbejde, de rester af halvt helede skader, han havde bemærket fra tid til anden til familiemiddagene. Hele episoden i Ringen... Det gav mening nu da han vidste, at hun var spion for Lyset.
    
    Et helt andet sted i skoven var Ersten og resten af dén deling, der havde ligget i skjul nede i minen, netop nået frem til resterne af Mørkets lejr. En løber fra Birkelunde havde gjort dem opmærksomme på, at planen var gået helt galt, og derefter havde de mobiliseret sig så hurtigt, det lod sig gøre, og var trampet igennem den stadig brændende skov for at knuse Mørkets deling, inden det var for sent. 
    Træfningen var kort og brutal og krævede ikke det store af dem - Mørkets soldater var spredt for alle vinde og havde været så travlt optagede af brandslukningen og forsøget på at redde lejren, at Lysets folk kunne trampe hen over dem uden det store besvær. De soldater, der gjorde modstand, blev majet ned, og de, der overgav sig blev taget som krigsfanger. Derefter var turen gået til Birkelunde, hvor de gav en hånd med til det sidste af brandslukningsarbejdet. 
    Heldigvis var det lykkedes at advare landsbyboerne i tide, og de samlede skader var mirakuløst få - en enkelt staldbygning i udkanten af landsbyen var brændt ned til grunden, og en del landsbyboere og soldater havde brandsår, men det var heldigvis i småtingsafdelingen. Alle var enige om, at det kunne være gået meget værre...
    Og det var nogenlunde dér - midt i flokken af landbyboere, der omfavnede hinanden af lettelse, og soldater, der smilede trætte til hinanden over et godt stykke arbejde - at det gik op for Ersten, at Treston ikke var nogen steder at finde. 

Zirra tav. Pludselig vældede tårer op i de øjne, hun troede ikke kunne græde mere, og hun gemte hele sit ansigt i Trestons favn, mens hun hulkede igen. Hun havde brugt femten år af sit liv på at lyve og vildlede hele sin familie og alle sine venner. Samtaler ved middagsbordet havde vært vage og affejende, og hun var ikke i tvivl om, at det ofte var blevet opfattet som hendes håndtering af, at hun ikke kunne gøre farmand stolt. Hun kunne ikke blive en mægtig ridder ligesom de andre - ville altid være en skuffelse. 
Udover at... Det var hun ikke. Hun havde aldrig været en skuffelse i virkeligheden - kun i familiens opfattelse. Hun havde gjort Lysets gerning siden hun kom i træning som ung. Mens familien havde troet, hun endte hos en Aladriospræstinde, der kunne vise hende vej gennem et liv uden stærk magi, var hun blevet hevet ind i spionnetværket og trænet, hærdet og oplært. 
"Undskyld," kvækkede hun ind i den tårevædede uniform. "Undskyld, Tres."
Fortvivlesen blandede sig med lettelse. Ikke at behøve at lyve for ham mere var mere, end hun nogensinde kunne ønske sig. Han ville ikke først vide det, når hendes lig blev bragt hjem. Hun kunne fortælle ham om... Nej. Det var netop derfor, det var så farligt at have folk nær sig, der vidste, hvad hun lavede. Vidste Ersten, hvem der havde gjort hende fortræd, ville han ikke helme før han havde deres krop spiddet på sit sværd. Dastor ville sørger for at hive hende ud af spionnetværket med sine kontakter i hæren. Tvinge hende i et ægteskab med en eller anden, der kunne sikre hendes sikkerhed. Treston... Treston var nok den eneste, der ikke ville reagere lige så voldsomt og måske endda ville udvise en lille bitte form for forståelse. 
Men nu blev han nødt til at lyve for hende.
"Du..." sagde hun. Hvis hun kunne, havde hun løftet ansigtet, men hun var bange for, hvor ondt det ville gøre, hvis hun rykkede bare den mindste smule på sig. "Du må ikke... Sige det til nogen..."

    Hendes gråd og hendes undskyldning kom som en overraskelse for Treston, men han lod sig ikke mærke med det - holdt bare om hende og rokkede hende, mens hun græd og græd og græd.
    "Jeg tror det er mig, der skylder dig en undskyldning, søs," mumlede han og håbede, hun forstod, at han mente for alting; for de mange år, han ikke havde forstået hendes hemmelighedsfuldhed og havde fejltolket den med dét resultat til følge, at han selv holdt en anelse igen med at lukke hende ind. For skænderiet i Ringet, og de hårde ord - og slag for dén sags skyld - de havde udvekslet på Træningspladsen. For alting.
    "Så far og mor..." begyndte han tøvende, fordi det først nu - for alvor - gik op for ham, hvilke implikationer hendes ord havde. "Far og mor ved ingenting? Og heller ikke Ersten eller Sorris?" 
    Tanken var til at blive helt rundtosset af, og han rystede langsomt på hovedet - halvt imponeret, halvt forfærdet. Hvordan zalan har hun formået at holde noget så stort fra familien i så mange år? 
    "Hvor længe har du været i Lysets tjeneste, Zirra?"

Zirra rystede svagt på hovedet af hans spørgsmål, men det sendte jag af smerte ned ad hendes nakke, og hun måtte bide sig i læben for ikke at skrige igen. Det satte sig fast i hendes hals og kvalte et par hulk, der endte med at blive spyttet ud som anstrengte host.
"De ved ingenting," sagde hun i stedet. Selvom halsen var hæs og oprevet efter hendes skrig, gjorde det mindre ondt at tale end at rykke på sig. Hun var dog begyndt at ryste af kulde og anstrengelse i Trestons arme. Læberne var begyndt at blive blå der, hvor de ikke allerede var præget af hævelse og sortlilla mærker fra Sednas knoer. "Kan du hu... huske Pinna? Hun-Hun fandt mig, tog mig ind... Jeg var... Tolv. Der var ikke noget... tempel, nær Paladset. Vi trænede i nærheden, så jeg kunne... Besøge jer, når I gjorde... Ville bare gøre... Far... Stolt."
Den ene ting, hun aldrig havde formået. Den ene ting, hun aldrig ville lykkedes i, fordi hendes livsværk var bygget på hemmeligheder og løgne. Han ville ikke blive stolt, når han fandt ud af det over hendes mishandlede lig. Han ville nok bare blive endnu mere skuffet.

    Det var tydeligt, hvor svært det efterhånden var for hende at tale, og Treston skændte mentalt på sig selv - han burde ikke have stillet spørgsmål, når hun var så svag...
    Men hendes ord bundfældede sig alligevel, og han kunne ikke undertrykke en voksende forfærdelse... Så længe! Femten år! Hun havde båret på dén hemmelighed - helt alene - i femten år...
    Og alt dét, bare for at gøre deres forældre stolte... Bevidstheden om dét, fik vreden til at blusse op igen, for hvad pokker var det for noget pis? Hvordan havde deres forældre formået at hjernevaske dem så eftertrykkeligt, at Zirra skulle ligge her i hans arme - blodig og ødelagt og hulkende - i et forsøg på at leve op til deres faders forventning? 
    Dét billede og dén erkendelse fik noget til at briste i ham. Én ting var det, at han selv var ulykkelig på dén sti, Dastor havde valgt for ham - det kunne han leve med, i hvert fald til et punkt. Men Zirra var hans lillesøster, og at se hende sådan her og vide, at grunden til hendes smerte i sidste ende kunne føres tilbage til faderens forventninger og ønsket om at tvinge bare en lille smule stolthed ud af ham... Det gjorde ham edderspændt rasende.
    Han gemte dog vreden et sted dybt, dybt nede, for lige nu var det Zirra, det handlede om, og Zirra havde alvorligt brug for hjælp. 
    "Hvis far havde bare den mindste evne til at tænke ud af boksen, så ville han være stolt af dig allerede, Zi," mumlede han og kunne alligevel ikke helt skjule vreden, der lå og ulmede lige under hans tonefald. "Hold fast!" Med et lille, anstrengt grynt kom han på benene - rettede sig op med søsteren i armene så forsigtigt det lod sig gøre. "Vi skal have lægehjælp til dig hurtigst muligt - der ligger en landsby i nærheden, Birkelunde hedder den, og resten af mine mænd burde stadig være der... Der er flere af dem, der er kamphealere..." Han krydsede i sit stille sind fingre for, at nævnte folk ikke havde tappet al deres chakra i kampen, sådan som Treston selv havde gjort... "...Og ellers må Birkelunde have en klog kone eller noget i dén stil..." Det sidste var mere for hans egen skyld end for hendes, og med Zirra i armene satte han igennem skoven i dén retning, han håbede Birkelunde lå i.

Zirra græd noget tid endnu. Mest af smerten, der kom, hver gang Treston tog et skridt. Også af de ord, han havde sagt. En lille smule af lettelse over, at han ikke var vred på hende. Ret meget fordi hun følte sig uduelig. Hun var blevet fanget igen, på den opgave der skulle have vist Victoria, at hun godt kunne klare at komme tilbage til felten. 
Femten år... Måske var det så lang tid, en spion kunne holde hovedet koldt i felten. Men hvad var hun, hvis hun ikke var spion i Lysets tjeneste?
På et tidspunkt rystede hun så meget, at hendes tænder klaprede ubehageligt mod hinanden. Hun opfattede ikke hvordan, men resten af turen tilbragte hun svøbt i Trestons jakke. Duften af sod og røg mindede hende om ildstedet derhjemme, og hun lænede hovedet mod hans brystkasse og prøvede at tælle hans skridt for at holde smerten på afstand...

Ersten stod bøjet over et kort over området, da meldingen kom til ham: "Treston er dukket op! Han bærer på en såret!"
Det var lige før kortet blafrede af træstubben alene ved den fart, Ersten havde haft på, da han forlod den og straks satte i løb i den retning, der var blevet kaldet. Lettelse skyllede indover den garvede ridders ansigt, og han råbte instinktivt efter healere på vejen - nu hvor der var blevet talt om en såret.
"Treston!" råbte han lettet og sænkede farten, idet han kom tættere på sin lillebror. Han så meget mere medtaget ud end de andre - hvor længe havde han kæmpet mod ilden? Den havde da været under kontrol og slukket det sidste stykke tid.
Menneskebylten i hans arme tiltrak sig dernæst Erstens opmærksomhed. Fødderne var blålilla af kulde og sår, oversået med striber af størknet blod. Det han kunne se af en arm så lige sådan ud, og eftersom skikkelsen kun var pakket ind i Trestons uniformsjakke, kunne der ikke være meget tøj gemt under. Men der var ingen brandsår, som han ville forvente. 
"Hvem har du fu-" Ersten rakte ud fik løftet i jakken. Så snart hans blik gled opad fra brysterne, trådte han et skridt bagud som om han havde brændt sig. "Zirra..." Han løftede et forfærdet blik til Treston og talte med en stemme, der var væsentligt mere anklagende, end den burde være. "Hvad laver hun her, Treston?! Hvad har du gjort?"
I Trestons arme begyndte Zirra at vågne op igen fra den svagt blundende tilstand, hun var endt i. Hendes mund var så tør, at den føltes umulig at åbne. 
Du må ikke fortælle ham det, tænkte hun om og om igen og håbede inderligt, at hendes bror ikke ville sige sandheden til hendes anden bror.