Zirra havde været lige ved at afbryde ham, da han indrømme, at det stod stille. Det var sjældent noget som helst stod stille for Treston, og ikke at smide en kæk bemærkning ind der var næsten uimodståeligt. Men hun hørte hans tøven tids nok og lyttede i stedet for at afbryde. Selvom han så fint havde afværget hendes ord før, brugte han dem nu som var de hans egne. Der lå noget mere til det, begyndte hun at føle. 

Hun tørrede langsommere i takt med hans tøvende ord, og var stoppet helt, da farten tog til igen. Hendes blik lå på ham en smule overrasket. 
Åh, Treston, tænkte hun. Jeg gør uforudsigelige ting hver eneste dag, langt væk fra den løgn jeg lever. Jeg ved aldrig hvad min næste opgave bringer, og det holder mig i live. Skulle jeg være en rigtig sekretær, ville jeg visne og dø. 

Men det var ikke de ord, der kom ud af hendes mund. Det der kom ud, var en løgn. Der var ingen måde at pakke det ind på, og selvom hun altid prøvede at bruge hvide løgne og især hadede at lyve over for sin familie, kunne hun ikke få sig selv til på nogen måde at berøre sandheden bare en smule. 
"Nej..." sagde hun stille. "Men jeg forstår dig godt. Du gør hvad far gjorde og hvad Ersten gør. Hvad der er forventet af dig, uden at stille spørgsmål. Det er vel kun forståeligt hvis det føles ensartet og ligeud hele vejen. Måske var jeg kun heldig at være elseptionelt dårlig til alting?"
Hun forsøgte sig med et opmuntrende smil, men det hjalp ikke på dne gustne smag i hendes mund. 

    Med et lille skuldertræk rystede Treston tænksomheden af sig - tvang følelsen af den eksistentielle frygt og frustration helt ned i maven, hvor den efterhånden havde fundet sig så godt tilrette. 
    "Det er også en fjollet tanke," erklærede han og rakte hende den sidste tallerken. "...og du er ikke dårlig til alting - kun til at undgå mors misbilligende kommentarer og - tilsyneladende - at holde nallerne fra mine overordnede officerer." Han sendte hende et lille smil, for at vise, at det ikke var et angreb. Men stikpillen havde ikke den sædvanlige energi, og han kunne godt selv høre det. "Jeg er nok bare træt - det er udmattende at være så meget væk, og når vores opgaver primært består af at rydde op og undgå baghold, er det let at blive en smule deprimeret." Det lød præcis som den dårlige undskyldning, det var, men han kunne ikke gøre det bedre. I stedet brød han sin hjerne efter et godt emneskift, og havde faktisk vendt sig imod Zirra for at foreslå, at de skulle gå ind til forældrene med den famøse tærte, da han bemærkede en svag misfarvning henover hendes kæbe - næsten som resterne af et gevaldigt blåt mærke.
    "Hvad har du lavet dér?" spurgte han overrasket og rakte ud efter hende i dén hensigt at tippe hendes hoved lidt til siden, så han bedre kunne se.

Zirra kunne ikke helt holde er lille rigtigt smil fra læberne, da han nævnte det med at holde nallerne fra hans overordnede. Der var vist nogle flere I dén række hun skulle se lidt nærmere på, hvis han allerede selv omtalte dem i flertal. Men hans tone fik hende til ikke at give igen og blot lade ham fortsætte med sin forklaring. Hvor ville hun dog ønske, hun kunne dele mere med ham. 
Hun stod med halvåbne mund og en næsten færdig sætning på tungen, da han tilstede hendes hoved til siden for at... Åh pis også. 

I hovedet prøvede hun at komme på, hvad det faktisk var, der havde givet hende det mærke. Havde hun et nyt mærke på kæben, hun bare ikke havde opdaget? Nej, det måtte være de ellers meget utydelig rester fra sammenstødet med dæmonerne, som Storm havde reddet hende fra. Det var over en måned siden, men nogle af skaderne havde været magisk ladet, og kroppen havde ikke fået den samme plads til at restituere som normalt, så mærkerne havde været svære at få bugt med denne gang. Hun havde holdt sig for sig selv, hvilket ikke havde været svært da familien alligevel var blevet udsendt kort efter hun var kommet hjem igen. Hun havde brugt flere dage med helbredere, men fokusset havde ikke ligget på hendes fysiske tilstand. De grufulde minder slog stadig gnister af ubehag i hendes sind. 
Havde hun selv opdaget mærket inden hun tog herhen, ville hun have dækket det til med sminke. De nyere mærker på hendes arme dækkede trøjen heldigvis fint - og de havde i det mindste kun skyldtes en lidt for hurtig tur ned ad en skrænt til en øvelse. 

"Eh, det er... Ik..."
 Ikke noget, Zirra? Kunne hun allerede høre Treston sige, og stoppede sig selv. Hvad kunne hun give ham af forklaring? Faldet ned af trappen? Nej, han ville aldrig købe den
Nok var hun til hans bedste viden uduelig i kamp, men hun havde aldrig været klodset. Overfaldet på gaden? Det ville gøre ham overbeskyttende eller i værste fald ville han tvinge hende til at fortælle byvagten om det. 
"Dårlig smag i mænd," endte hun med at sige og undgik hans blik. 

Trestons udtryk blev hårdt ved dén besked, og han lod forsigtigt en tommelfinger stryge over resterne af mærket, før han sagde: "Hvad gjorde han, Zi? Hvem-" Han brød selv af - vidste, at den overbeskyttende storebror var en rolle, hun sjældent reagerede alt for godt på. Med spændt kæbe slap han hende og trådte et skridt tilbage - bemærkede alt for godt, at hun ikke ville møde hans blik - og blev vred og ked på samme tid, fordi han tolkede det som skam, og hun da var den sidste i verden, der burde skamme sig. 
    "Jeg håber ikke, han er i dit liv længere, søs," endte han med at sige, da en række andre og mere aggressive ting havde været en tur forbi hans hjerne og var blevet afvist som alt for overbeskyttende. Hans tonefald gjorde det klart, at ordene var en trussel - ikke imod hende, men imod denne ukendte voldsmand. "Hvis jeg kan gøre det mindste for at hjælpe dig, så..." 

"Bare rolig, du ved... Du ved hvor korte mine forhold er," svarede hun og lænede sig op ad køkkenbordet. "Det har var kun én nat... Jeg ser d-ham forhåbentlig aldrig igen."
Hun flyttede viskestykket til den anden hånd og hev lidt ned i sit ærme, men stoppede lige akkurat sig selv fra at gøre det samme ved det andet ærme.
Hun sluttede sig lidt og tog fat på at tørre de sidste tallerkener af. Havde Storm ikke været der den aften, havde hun været død. Hendes familie ville have fået et forvredet lig tilbage fra en skov hun aldrig havde haft noget at gøre i. Såfremt de overhovedet fandt liget. Pinna havde sagt, at spioner familie ofte fik det rigtige erhverv at vide, hvis de fandt liget. Hvis. Så længe der ikke var et lig, var der stadig hemmeligheder at holde på. Det var Zirras måde at føle sig fanget i livet på. De ville få ting at vide, når hun døde på opgave en dag.
"Nå, skal vi tage tærten ind til de gamle?" spurgte hun med et svagt smil. "Og forsøge ikke at henlede samtalen på giftermål og arbejde?" 

Treston studerede hende et langt øjeblik, før han tog en dyb indånding og lod det fare. "Okay," sagde han og nikkede for sig selv. "Jo, lad os for Gudernes skyld gøre dét. Jeg sætter far i gang med én af hans gamle krigshistorier, hvis mor får trængt dig op i en krog, og du sætter hende i gang med at snakke om nedklipning af roser og ompotning af sukkulenter, hvis far spørger for meget ind til mine opgaver ved kysten. Aftale?"
    Han rakte ud, gav hendes skulder et lille klem og snuppede så tærten fra køkkenbordet. I døren til spisestuen vendte han sig, og sendte hende et dumt grin. "Lad forestillingen fortsætte!"

[Treston out]

Det fik Zirra til at le. Trestons plan var gammel og godt brugt, men den virkede altid. Hun greb tallerkener og skeer og smed skødesløs viskestykket i den nu frie vindueskarm, så det kunne tørre. 
"Aftale," sagde hun så med et grin og fulgte efter ham ind i stuen - aftenens manege, de skulle manøvrere rundt i et par timer endnu, før de fik lov at slippe.
Der var aldrig noget, der hed en stille og rolig aften i familien Reynlests hus, når børnene var hjemme. Det havde der aldrig været, og det ville der nok aldrig blive.