Bålets knitren og de forståelige stemmer skabte en ro i Rhaya, hun ikke havde følt længe. Ikke helt en hjemlig følelse, for det var her alt for koldt og alt for lidt sand til. Hun var jo nok faldet lidt for Balzeras røde facader, skulle hun være ærlig over for sig selv. 
Selvom deres ord kunne tolkes til at hun var en uvelkommen byrde for dem, føltes det ikke sådan. Selv den rødhårede kvindes hårde blik gemte på en underliggende modvillighed til bare at kaste hende ud i vildnisset for sig selv. Noget sagde Rhaya, at hun var stødt på de helt perfekte: Nogen, der samlede på fortabte sjælde som hende selv.
Søvnen kom med glødernes ulmende, søvndyssende skær, og den var behageligere end den havde været længe. Drømmeløs og helende. I trygt selskab.

Morgenen var frisk og kølig med duggen liggende som et perletæppe over den frosthårde jord. Rhaya skuttede sig under tæpperne og trak knæene op til maven for at nyde den sidste varme. Efter lidt tid fik hun sat sig op og gnedet øjnene stadig med tæpperne tæt pakket om sig. Kroppen var stadig øm, men de mange små rifter føltes ikke lige så slemme, som da de havde været fyldt med iskoldt vand. Måske havde de også renset de værste, da de havde taget tøjet af hende. Hun så over på tøjet, der stadig hang til tørre. Det glimtede svagt med frost. Puh, hvem ville have lyst til at bo heroppe, hvor alting kunne blive så koldt  - og ikke kun om natten?

Der gik ikke længe før, at Domino prikkede hende på skulderen, og Evy rystede kulden af sine stive legemer. Da kvinden som de havde hævet op af vandet, lå med størstedelen af deres tæpper, måtte der deles om det - hvilket var en anelse modvilligt, da hun stadig ikke havde tilgivet den anden kvinde, for at skubbe hende rundt i mudderet. Mudder, hun stadig var ret sikker på lå steder og i revner hun ikke ville tænke over, før hun havde mulighed for et varmt bad!
Men hun krøb nu alligevel ind til den andens varme, som ganske vanligt greb omkring den spinkle ramme Evlyns krop udgjorde og knugede hende ind til sig. For nogen, som opstod fra den verden de befandt sig i, og som var deres virkelighed. Var der altid to slags mennesker, dem som nægtede nærvær i frygt for at mindste det igen. Og dem som der tog imod det fra enhver, og opsøgte det hver nat i håb om bare et øjebliks lykke i en andens favn. 

Tiden gik, og den bløde skikkelse, blev skiftet ud med Domino der med et let grin, greb omkring den blonde kvinde som der lagde sit ansigt mod hans brystkasse. Og sådan lå de også, da de hørte hvordan at Rhaya begyndte at rumstere rundt i hendes tæpper. Faith sad allerede og gjorde klar til morgenmaden, “Er i klar til at stå op turtelduer? Og i prøver at snyde mig, at der ikke er noget mellem jer.” Grinede hun, og Evlyn skyndte sig ud af den andens favn med rødmen der steg i kinderne. “Aldrig!” Kom der oprevet, som hun sprang hen til ilden og satte sig en anelse surmulende ved den.
“Du forstår altid at såre en mands følelser Evy, sådan som du springer væk var jeg lavet af snegle.” Brummede han, dog stadig med et smil på læberne. 
“Hold kæft begge to, jeg skal ikke have nogen i min seng! Og det var kun fordi jeg frøs.” Kom der surmulende, som hun kiggede hen mod elverkvinden. “Jeg håber du sov okay?” Sagde hun hastigt, og ville gøre alt for, at de kunne skifte emnet der var oppe lige nu.

Rhaya nikkede. Gruppens venlige drillerier tydede på de kendte hinanden  godt. Det var rart at høre så almindelig samtale igen. 
"Jeg tror ikke mit tøj er særligt tørt," sagde hun og måtte rømme sig flere gange i løbet af sætningen. Kulden havde nogenlunde forladt kroppen, men den sad fast i halsen, tør og ru. "Men jeres vogn. Vi kunne binde en tyk gren henover bruddet, indtil vi har en bedre løsning?"

Bruddet var slemt og tværpinden burde skiftes, men det var ikke første gang Rhaya havde fundet en midlertidig løsning på lignende problemer. Ofte når de havde stjålet ting i Balzera havde de været nødt til at få en vogn til at bryde sammen for at udføre tyveriet - men ofte var vogne netop det, der lod en komme væk med tingene igen. 

Evlyns blik lagde sig hurtigt på tøjet, som der bestemt ikke var tørt - ja, det var selvfølgelig et problem. Men heldigt for dem, så var ørkenelveren en meget lille person. Ja hun kunne næsten være på højde med nogle af børnene nede i skumringskvarteret. 
Hvad der blevet sagt som det næste, fik den blonde kvinde til at kigge helt anderledes på den mørkhudet kvinde. Det var også meget tydeligt, at det var respekt som der skinnede i de blå øjne. En tyk gren over bruddet - det var faktisk ikke en dum idé. Det var ikke en holdbar løsning, men det ville sikkert være nok til at få dem til Dianthos, også måtte de finde ud af hvad de gjorde derefter.
"Du har ret, det ville være en fordel! Hellere et hurtig fiks nu, og hvis vi er heldig når vi hele vejen til Dianthos, før at hele kæret bryder sammen." grinede hun og rejste sig op - "Hvis du laver mad Faith, så går Domino og jeg ud og leder efter en gren som er stor og stabil nok" Faith himlede med øjnene og sukkede højlydt - en anelse dramatisk, som også gav udtryk for, at hun nok alligevel ikke havde så meget imod det, som hun fik det til at lyde som om.
Da de var gået, henvendte Faith sig mod hende - "Du er ikke vegetar vel? Bare, så jeg sikre mig, hvad jeg putter i suppen." sagde hun en anelse henkastet, som var det ikke et venligt spørgsmål hun lige havde spurgt. Der var vel noget om, at de elver var meget naturbevidste, var der ikke?

Rhaya lyste op i endnu et smil da Evlyn grinede og tog imod hendes forslag. At få så positiv respons var noget, hun havde savnet, og det lyste hele hendes verden op. Hun sad med et fjoget smil på ansigtet helt indtil Evlyn og elvermanden var smuttet, og den rødhårede kvinde talte til hende. 
"Eh, nej, jeg... Spiser, hvad... skoven giver?" Det endte mere som et spørgsmål, end hun havde planlagt, og hun fnes lidt. "Det lød elveragtigt, ikke?"

Rhayas blik flakkede lidt rundt og faldt på jorden for den rødhårede kvindes fødder. Hun stadig et smil på læben, men følte sig stadig lidt rodløs. Hun vidste godt, at nogle havde en idé om at alle dyr var hellige - og at nogle endda syntes at planter skulle inkluderes i den kategori - men Rhaya kunne ikke leve af luft alene, så hun tog næring fra, hvad verden gav hende, om det var fisk, bær eller en hare. Ikke at hun var stærk nok til at fange en hare lige nu med den ødelagte fodsål og sin underernærede tilstand, men hvis hun kom rigtigt på benene, ville hun begynde at kunne tage sig af sig selv igen. Netop de her tyvefolk virkede ikke kun som den eneste mulighed, men også som den absolut bedste for hende.

Faith begyndte at grine, som kvinden selv nævnte det som hun selv havde tænkt. At det lød utrolig elveragtigt. 
“Godt du sagde det, og ikke jeg - men det giver mening. Vi er ikke i en situation, hvor vi kan takke nej til næring, lige meget hvilken form det måtte komme i” sagde hun - “Det lød meget som en filosof gjorde det ikke?” Sagde hun og blinkede mod den lille elverkvinde, som stadig var pakket ind i deres tæpper. 
Hun rørte langsomt rundt i gryden, og fik tilføjet de ting de nu havde tilbage. De skulle snart nå Dianthos, deres ressourcer var ved at slippe op, og med en ekstra mund at brødføde var det kun et spørgsmål om tid, før at de ville have tomme maver alle sammen. 
Endelig dukkede Evlyn og Domino op igen, bærende på en lang tyk kæp der næsten mirakuløs vis var den samme længde der passede til vognen. “Det perfekt! Forhåbentlig er vi i Dianthos om fem dage” nynnede hun, og satte sig tilbage ved siden af Rhaya, det var næsten af ren refleks i håb om at det ville gøre det mere komfortabel omkring hende. 
“Tak Rhaya, du har lige sparet os for brugen af en masse unødvendige krystaller” mumlede hun, mens at hun spiste for sig af den skål som var blevet stukket i hånden af Faith. Jo hurtigere de kunne komme afsted, desto bedre!

Rhaya fnes af Faiths ord og tog gladeligt imod suppen, da den blev rakt hende. De her folk kunne hun godt se sig selv falde godt til hos. Selvom hun havde overlevet på sin mistillid i mange år, var det genkendelsen af samme, der nu fik hende til at bløde op for og stole på disse tre sjæle. Fortabte og genfundne. Forhåbentlig ville hun snart nå sidstnævnte igen. 

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt krystaller - altså sådan... Helt normalt," svarede hun med et svagt smil til Evlyn. "I Balzera havde jeg sjældent krystaller."
Hun havde stjålet mere end hun kunne huske, og et par gange i løbet af det sidste år havde hun også stjålet fra nogen, der ikke havde fortjent det. Hun havde undskyldt sig med at hun i det mindste havde holdt Atesh fra at gøre værre, men det lå stadig lidt i hende. 
Hendes blik gled over mod kærren igen, hvor pinden blev surret godt fast om den knækkede del. Fem dage lød som ingenting i forhold til den endeløse vandring, hun havde været tvunget ud på før dette. Tænk at kunne have et mål. Bare et eller andet.
"Sørg for at sætte mig lidt væk fra hængslerne," sagde hun så og pegede over på kanten af vognen, hvor metalhængsler holdt to sider sammen. "Jeg er uheldigvis blevet magnetisk, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg styrer det endnu."
Rhayas blik var undskyldende, som hun trak hånden inden for tæppet igen. Hun var virkelig meget til besvær, var hun ikke? Først skulle hun reddes og bespises, og nu kunne man ikke engang tage hende med i en vogn uden at hun måske ville rive noget i stykker.

Evlyn stoppede kortvarigt med at drikke af suppen, som hun hørte hvad Rhaya sagde. Det gav dog mening, der havde også været en tid, hvor hun ikke vidste hvornår hendes næste måltid ville være. Eller hvordan hun skulle betale for en overnatning i en varm seng, så derfor typisk var endt i stalden sammen med hestene. 
Og nu var det blot et fjernt minde, selvom at rigdom havde lange udsigter som det var lige nu. 
Da de endelig var færdige med at spise, havde sikret at vognen ikke længere ville give op på dem halvvejs gennem deres rejse. Fik de spændt de udhvilet heste for, og lige som Domino skulle til at løfte Rahya op og sætte hende i den. Måtte de alle tre grine. "magnetisk? Det ville have været meget uheldigt" lo Evlyn, som hun pegede hvor det ville være bedst at sætte den magnetiske kvinde. 
Evlyn satte sig ved siden af hende, mens at Faith og Domino satte sig på det lille bræt bagved hestene. Også gik turen ellers ud over de disede bakker ind til midten af landet. 
Dianthos var blot fem dage væk, og hvor ville det være godt at komme tilbage til varme og bløde skind og sove på. Frem for den kolde jord, og alt for få tæpper - og maden som var ved at slippe op.

Rhaya puttede sig ind i tæpperne og endte med at læne sig ind mod Evlyn, da vognen for alvor begyndte at bumle over den ujævne sti. Det var underligt at få en venlig respons på noget, også nærheden. Bare det at Evlyn have lyst til at sidde nær hende, føltes uvant.

"Hvem har I stjålet fra?" spurgte hun, da de havde bumlet af sted et par timer.
Hun kunne lige så godt have spurgt hvordan vejret var, eller hvad de skulle have at spise til frokost. Tonefaldet var ikke den mindste smule anklagende. Det var interesse og nysgerrighed, det fik hende til at spørge. Hun skulle stadig spore sig ind på, hvilke typer de var. Det var bedre at være sammen med dem end at ende i rendestenen alene, men var de typerne, der stjal fra alle og enhver - også dem der ikke kunne tåle at miste mere - ville hun nok smutte, så snart hun var på benene igen. Hvis de ville lade hende. Alle bander have deres regler, og hvad nu hvis de her var typerne, der ikke bare lige lod gratis arbejdskraft gå igen? Hun vidste, hvor værdifuld magnetisme var, selv i hendes utrænede form. 

Normalt var Evlyn ikke en kvinde, der gav særlig meget fysisk omsorg. Det var både hårdt og tærende på hende, da hun på overfladen virkede som om alle var hendes bedstevenner, men så snart at man prøvede at dykke dybere ned i lagene. Ville hun hurtigt være afvisende, og træde væk fra den forbindelse man var ved at opbygge.
Mest grundet hendes evige frygt for at miste, eller gøre nogen fortræd når dæmonen var sit lunefulde humør. Men hun vidste også det var vigtigt i denne sammenhæng, når man havde med en skrøbelig kvinde som Rhaya at gøre. Så efter et øjebliks tøven, lagde hun langsomt armen rundt omkring den noget mindre kvinde. 

Der var gået et par timer, hvor de blot havde sådan. Stilheden havde lagt sig over de fire, som landskabet det flød forbi dem i en konstant fart. Hestenes ånde kunne ses, det samme med de andre som sad og pakkede sig dybere ned i deres tæpper. Vinteren var for alvor ved at brede sig fra norden til resten af landet. 
Evlyns blik rettede sig bag ud over de mange tyvekoster der klirrede og klinkede mod hinanden. "En adelig, der mente han var mere værd en andre oppe i Azurien. Han havde praglet omkring hans rigdom længe nok, så vi mente han fortjente en lærestreg." lo hun, og kunne allerede nu se for sig, hvordan hans ansigts udtryk måtte have været da han havde set sit skattekammer tømt for alle de vigtigste værdigenstande.
"Hvilket er vores speciale, vi går efter alle dem som mener de er højere hævet end os andre, fordi de har krystallerne de kan bade i."

Bade sig i krystaller... Hvorfor ville man dog...? 
Rhaya vendte et forvirret blik mod Evlyn, men kvindens ansigt så ikke ud som om hun havde sagt noget, der kunne misforstås. 
Aaah, det var en talemåde. Selvfølgelig. Ligesom når ingen andre end ørkenelvere fra Thal'Elor forstod, hvad det ville sige at ramme tankerne mod loftet.

Hun rystede på hovedet så de stadig fugtige krøller viftede rundt om hendes ansigt og anlagde så et smil. Det var præcis det svar hun ønskede at høre. Såfremt de talte sandt, altså, men hun fik mindre og mindre grund til at tvivle på deres ord ud fra deres handlinger. Ønskede de hende ondt, havde de udnyttet hendes svækkede tilstand for længst.
"Vi gjorde det samme i Balzera," sagde hun med tankerne om sit gamle hold gadevenner. De måtte tro hende død nu. "Vi stjal mest fra slavehandlerne." Bare ved ordet knyttedes hendes hænder ufrivillig. "Prøvede at rette op på uretfærdigheden. Det... Det gik ikke så godt. For mig..." 

Hun måtte le, da hun så udtrykket der formede sig i Rhaya’s blik. Ganske tydeligt, forstod hun ikke helt hvad der var ment. Hvilket måske ikke var så mærkeligt, mennesker havde generelt mange talemåder. Men specielt Evlyn havde en tendens til at finde på nye, og tildels også sære måder at formulere sig på. Hvilket for nogen var ganske morsom, og for andre, hvis man lagde mærke til Faith’s dybe suk. Ikke noget alle satte utrolig meget pris på. 

Smilet og hendes grin forlod hende dog, da Rhaya begyndte at fortælle, om hvad hun havde lavet i Rubinien. Fra slavehandlerne? Det kriblede i Evlyns fingerspidser, ja, det var noget hun kunne stå inde for. Og som de blå øjne betragtede det mørkhudet elver, var det som at betragte sig selv. Hvis Rhaya bare fik det rigtige virkemidler, så ville hun blomstre det var hun slet ikke i tvivl om
“Men det var også før du mødte mig, med min hjælp, så forsikre jeg dig om, at du er tilbage i Rubinien og giver alle de slavehandler en lærestreg.” Sagde hun blidt, som hendes hånd klemte omkring Rhaya’s skuldre. 
“På den ene eller anden måde, bare vent og se - så vil Proteaus være noget de adelige, og alle de uærlige mennesker der tjener krystaller på folks elendighed, ryster i bukserne over.” Og dette udsagn, var hun helt sikker. Om det så skulle ske når hun tog sit sidste åndedrag, så skulle det ske.

"Proteaus..." Rhaya smagte lidt på ordet. "Proteaus."
Evlyns blik var så fyldt med håb og planer, at Rhaya følte sig suget helt ind i dybet af dem. En rigtig, organiseret tyvebande. For en gangs skyld havde Chance da vist tilsmilet hende med hvem, der havde reddet hende. Og ikke bare var hun blevet reddet, men de her folk ville faktisk også gerne have hende. Selvom hun lige nu var en byrde. Selvom hun havde ukontrollabel magi, hun skulle lære at håndtere. Hun følte sig ønsket og ved godt mod. 

Hun kunne faktisk komme tilbage til Balzera og hjælpe til igen. Genoptage sin kamp - bedre udrustet og med flere venner. Sikke et syn det ville være. Hun havde lang vej at gå, men pludselig var hun ikke så usikker på, om det ville lykkedes.
Hun sendte Evlyn det første virkelig ægte smil siden de havde hevet hende op ad floden. Der var sket en ændring nu. En gnist var blevet tændt i hendes blik. 
"Jeg er så på at få dem til at ryste i bukserne," sagde hun.

Sådan gik deres tur, solen kastede sine orange arme hen over de frosne marker, og gik ned i en sæk.
“Hvad er det man siger? Når solen går ned i en sæk, vil den stå op i en bæk.” selv her rystede Evlyn opgivende på hoved, over Domino’s forfærdelige overtroiske måder at tænke på.
“Han mener, at i morgen vil det stå ned i stænger.”

Regnen kastede sig nådesløst mod fireskikkelser der sad rystende i deres tæpper, der gav dem meget lidt beskyttelse mod naturens nådesløse overfald. “Jeg hader når du har ret.” Hvislede den blonde kvinde, gennem hvislende tænder, som hun lagde armen omkring Rhayas skuldre, og trykkede dem sammen. De skulle begge have varmen, for ikke at dø af kulden regnen kunne medbringe. 

Så da de endelig nåede Dianthos mure, var det med lettelse og en tungbyrde der lagde sig fra lederens skuldre. Nu var der ikke længe før at de var fremme. Kæret blev stillet ved en gyde, som mange nok aldrig havde været inde i. Foruden dem som er pissede der i en brandert, sådan lugtede der i hvert fald, som Domino kiggede rundt, og fjernede dækslet til kloakhullet. “Velkommen til undergrunden” sagde Evlyn, og rakte en hånd frem for at hjælpe Rhaya ned. 
Dette ville bestemt, være starten på noget stort. Hun kunne mærke det, som hun så de andre forsvinde nede i mørket, inden hun selv fulgte efter.