Denne mand, snakkede et sprog hun ikke forstod. Spøgelser, konnotation, insinuere, som antyde? Hvad betød det alt sammen, og hvorfor ville han have hendes mening om noget, hun ingen mening burde have om. Ville han hende noget, andet?

Hendes fingre fleksede, som han endelig blev færdig og skævede til hende. 
Blikket rettet sig mod hendes fingre, og tatoverende som der gik helt ud til neglerødderne. "Malon, hvad er det du forventer af mig?" spurgte hun endelig, og løftede et uimponeret bryn, hvor efter hun rejste sig op, og skubbede sig hen mod ham.
Hun var træt, og ugidelig, så hun ville egentlig hellere trætte sig til hendes eget kammer.
"Vil du med i min seng, eller hvad?" spurgte hun ganske bramfrit, og lagde armene over kors. Måske var det en eller anden mærkelig mage leg han havde kørende. Solari havde da prøvet at forklare hende, hvordan det foregik med at flirte. Men dette, hun forstod rent ud sagt, ikke rigtig noget som helst af hvad den højere mørkelver ønskede af hende.

Malon rejste sig og begyndte dernæst at pakke remedierne væk. Da Itin dog afkrævede hans opmærksomhed med ord, så han, med mild forundring, på henover skulderen.
”Nej”, svarede han. De sorte øjenbryn krøllede sig en smule sammen i midten af hans pande, hvorefter han rømmede sig besværet. Det var ikke hver dag, at sådanne bramfrie ord blev udtalt og Malon kunne end ikke huske sidste gang, at han havde besøgt en seng, der ikke var hans egen.

”Nej. Det vil jeg ikke. Og jeg forventer ingen ting af dig. Beklager jeg sådan – henvendte mig”, lød det dernæst, hvorefter Malon atter vendte ryggen til hende, skuffet over udfaldet.

“Okay” svarede Itin, som havde hun lige spurgt ham om, hvad han skulle denne aften. Fuldstændig taget ud af virkeligheden, omkring etikette og hvordan man henvendte sig til folk. Så havde Malon håbet på, at mørkelverkvinden, havde kunne give ham dybe og meningsfulde samtaler. Var han desværre kommet til den forkerte. 
Forhåbentlig kunne han se, nu, mere end nogen sinde før. At Itin ikke længere var menneskelig, i sin måde at være på. Men en maskine, drevet af hvad andre ønsker og havde af forventninger. Og i dette tilfælde, var det udelukkende deres fælles mester. Solari. 

“Tak for forbindingen, til vi ses igen” hun nikkede mod hans ryg, og drejede rundt på hælen og åbnede døren. For hende måtte samtalen være forbi, han havde afvist at han ville dele hans seng med hende. Og han ville ikke have noget fra hende, så kunne det vel ikke betyde andet, end hun nu var fri til at gå.