”Hvad med klamme tæer med gule negle og svamp? … Eller forestil dig Edwards gamle, rynkede pik…?”
Timerne gik langsomt, men stemningen i det skæve stråtagshus blev unægtelig bedre, des mere liv der vendte tilbage i Lizzy. Edward rendte rundt og nynnede, alt imens han arbejdede og Pax skiftede atter form, så den lille pige fik sit kæmpemæssige og levende tøjdyr tilbage. Will havde for længst forladt dem – noget Pax var lettet over, eftersom det ikke gik, at have så smuk en mand rendende efter Juno. Som formskifter var Pax’s sanser bedre end det almen menneskets, og han brød sig ikke om, hvad han havde lugtet på de to mænd.
Da Edward omsider afgjorde, at Lizzy var rask nok til rejsen hjem, sendte han Juno og pigen afsted med alskens miksturer og remedier. ”Det er hvis, hun får det værre. Ikke overgør det – ellers så får hun det bare skidt af det og næste gang, så afkræver jeg betaling, sønnike! Og du der! Pax, du bliver her! Vi to skal tale sammen.”
Det var blevet mørkt, da Pax var vendt hjem til sikkerhedshuset og selvom, at han vidste bedre, kunne han bekæmpe følelsen af skuffelse i det, at han lugtede, at Juno ikke var derinde. Der var dog ting, der skulle ordnes og Pax gjorde sig komfortabel – hvem vidste, om den anden ville dukke op alligevel? – og smed overtøj og støvler, så han til sidst ikke stod i andet end løse bukser og uldsokker.
Dernæst begyndte han – Ulven, selveste Pax og anfører af Ulvens Flok – at lave mad. Til to. Hvis nu…
Krystallandet
