Adena kæmpede for at holde et par tårer tilbage og bed sig selv hårdt i læben. Hun kunne høre, at Talons latter ikke var ilde ment, men den ramte stadig lige der, hvor det gjorde ondt på hende lige nu. Efter en lidt akavet stilhed mellem dem, brød hun fri af hans greb og satte sig med korslagte ben og fronten mod ham. Det var ikke fordi hun ikke ønskede kontakten, men hun havde brug for at se ham i øjnene. Se nogen  i øjnene og faktisk snakke om det her. Talon kunne måske hjælpe med at finde en løsning. Den, Fabian ikke havde kunnet give hende. 

"Jeg betalte en skøge for at prøve at hjælpe mig," sagde hun så, klar til at kaste alle sine dårlige beslutninger imod ham. "Altså ikke noget uanstændigt, det ville jeg ikke gøre. Men jeg hørte om en formskifter, så jeg bad ham ligne Aldamar, så jeg kunne prøve bare lige lidt mere end at være ved hans arm til en fest, hvilket... Hvilket er det eneste vi har gjort."
Var det egentlig ikke også lidt mærkeligt? Når Adena hørte om trolovelser, var det tit om at forældrene ikke kunne holde det unge par fra at gemme sig bare buskene og kysse eller liste hænder op under hinandens tøj. Aldamar havde ikke engang én gang gjort mine til at kysse hende, og havende absolut ingen interesse i det, havde hun ikke prøvet at få ham til det. Måske var det fordi han var lige det ældre og nok mere moden end andre mænd... Såsom Talon. 
"Men han kunne ikke hjælpe mig," fortsatte hun. "Han sagde der ikke var noget galt med mig. Det er bare... Absurd." Hun sænkede blikket og pillede lidt ved kanten af sin kjole. "Der er et eller andet galt med mig. Jeg har det ligesom dig, Talon - overhovedet at tænke på at røre Aldamar mere end venskabeligt, det... Det frastøder mig. Tror du alkymi kan gøre noget?"

De stålgrå øjne blev for alvor spærret op som hun nævnte, at hun havde betalt en skøge. En SKØGE! a. hun var i sandhed blevet voksen den sidste tid, han måtte huske at aflægge nogle visit lidt oftere, inden hun blev gift væk og endte i en familie med en fyrstesøn, så ville hun nok for alvor få travlt og endnu værre, det lykkeds hans forældre at få ham afsat. "Adena en skøge! Er du blevet vanvittig?" Han rettede blikket mod hendes, givende den øjenkontakt hun havde higet efter, men et kækt smil spillede kort efter på hans læber, dét smil der strålede helt op i hans øjne, inden han brød ud i et hjertevarmt smil "Tænk hvis Tante Hecate fandt ud af det!" Han bed sig i læben bare alene ved tanken, han kunne ikke lade være med at more sig ved tanken, og alligevel frygtede han tanken helt ind til benet. Jo, det var tragisk, men det gjaldt om at finde en smule glæde midt i det hele, ellers ville man ende med at søle sig ind i sin egen sørgelighed. 
"Men for nu er det jo blot det som du skal forholde dig til, at gå i arm!" Trøstede han videre, for der var intet andet forventet af hende, for nu, det var først til bryllyppet det for alvor blev problematisk, men dér havde de forhåbentligt fundet en løsning. Det var ikke just en knude han før havde skulle løse og det var ikke et problem man kunne strø omkring sig med på gaden, så ikke underligt at hun havde gjort hvad der havde stået i hendes magt for at få det løst.
"Der er intet galt med dig Adena, jeg har hørt om det før!" Det var ikke løgn, Talon havde vitterligt hørt om at det samme køn kunne være tiltrukket af hinanden, men han havde aldrig set det før i virkeligheden, joda, han havde set nogle af skøgerne pille på hinanden, men det var udelukkende et spørgsmål om, at de ville sælge mere, heller ikke et syn han kunne brokke sig over måtte han så medstå. "Joo, alkymi, det burde da kunne klare sagen, de kan mange ting de alkymister der!" Forsikrede han hende, han skrev sig bag øret, at han måtte snakke med Mattis. Han ville ikke sidde og love hende at Mattis var kvinden der kunne løse problemet, derfor sagde han det heller ikke højt, men hun kunne muligvis finde ud af noget 

"Der er da... Der er da netop noget galt med mig, Talon!" udbrød hun og tog hånden op til brystbenet. "Bare fordi du har hørt om det før, betyder det da ikke, det ikke er forkert! Råberne på markedspladsen fortæller også om masser af soldater, der vender sig mod Mørket - det gør det absolut ikke mindre afskyeligt!"
Her troede hun lige, hun havde fundet en, der ville bekræfte, hvad hun vidste, og så prøvede han... på hvad? At dulme hendes bekymring? Det var sikkert det samme Fabian havde gjort - ude af stand til at ville fortælle en ung, sød pige at hun var dybt forstyrret indeni. 
Sådan var det altid med folk, der var ældre end hende. Hun havde vidst det instinktivt - at der ikke var nogen at gå til med det her problem. Hendes moder ville have reageret med samme afvisende adfærd og modvillighed, som Adena selv havde forsøgt sig med - nok i flere år, end hun endnu havde ladet sig selv indrømme - og hendes far... Hun ville slet ikke tænke på, hvor gal hendes far ville blive, hvis hun lettede hjertet til ham. Fabian havde været den første, hun havde snakket bare en smule med det om, og nu Talon... Talon, der i det mindste var mere brugbar på løsningsfronten, end Fabian havde været. 

"Kender du nogle gode alkymister?" spurgte hun forsigtigt  efter sit noget høje udbrud. "Jeg har lidt travlt, jo. Jeg bliver nødt til at finde en eller anden løsning inden brylluppet, og der er snak om at det skal stå allerede inden sneen falder! Det er snart, Talon, virkelig, virkelig snart!"
Adenas blik var en blanding af bedende og oprørt. Der var ikke lang tid igen, og hun anede ikke, hvor stort et projekt det ville være at få hende til at have lyst til Aldamar i sengen. 

Talon sukkede opgivende, han ønskede i sandhed at give Adena den komfort hun så inderligt søgte, men det var praktisk talt en umulig opgave at begive sig ud i, den unge adelsfrøken havde besluttet sig for at hun var et misfoster og hun ville ikke lade ham tale hende ud af den dumme opfattelse. "Adena, ved Zaladin da. Uanset hvad er det ikke jordens undergang. Masser af adelsmænd nyder selskabet af flere kvinder..." Startede han og bed sig i kort efter i læben, det kom ud helt anderledes end han havde forstillet sig, det var ikke just de følelsesmæssige snakke Talon havde mest erfaring med, men man hente det hele i sandhed og i god tro "Tænk nu..." Han kunne mærke katastrofen var på vej, han var ude hvor han ikke kunne bunde, men det var for sent at vende om nu "Han kommer da til at nyde at have en kone som deler hans passion for smukke kvinder!" Ærligt ville Talon ikke rigtigt vide hvad han selv ville mene om den sag, jo da, han ville elske at tage flere damer med i seng, det skulle ikke være det, men nok næppe hvis hans kone yndede at give de omtalte kvinder mere opmærksomhed end ham selv.

Talon udstødte et lille suk, som han rejste sig fra sengen i en doven bevægelse, inden han rakte den store bjørnelap ud mod hende, opfordrende til at hun måtte komme op at stå, det gik virkelig ikke at de endte med at sidde heroppe i halve og hele timer, og Adena kom ned med det samme tøj hun var forsvundet i. "Jeg kender én, hun er rigtig dygtig, men jeg ved ikke om hun kan lave lige præcis det vi leder efter..." Startede han, som han sænkede stemmen en kende, skævende rundt i lokalet, ledende efter en passende kjole til arrangementet "... Jeg lover dig at jeg nok skal spørge hende, og selvfølgelig være yderst diskret, men måske det er en idé at lede lidt mere bredt? Jeg mener... Hvis de virkelig har tænkt sig at brylluppet skal stå så snart!" Han nikkede tænksomt over sin egen idé, i tilfælde af at Mattis ikke kunne fremstille en bryg der kunne hjælpe den stakkels Adena, var det den bedste plan at have en anden udvej 

Adena rejste sig op, da Talon også gjorde anlæg til at komme videre. Det var nok bedst for dem begge to, at de ikke brugte alt for lang tid - folk ville blive bekymrede. Allerede nu, var der gået lang tid, men hun kunne altid undskylde sig med, at en snor i kjolen var knækket, og Talon havde måtte hjælpe hende ind og ud af udstyrsstykket to gange. 
Hun fulgte hans blik hen til en anden kjole, hun havde hængt over en stol, da hun havde valgt denne i stedet for. Med ryggen til ham lod hun ham hjælpe med den te-indsmurte kjole, så hun kunne komme ud af det våde, men rimeligt velduftende stof. 

"Tak, Talon. Jeg prøver at se, hvad jeg kan finde af alkymister i byen. Der må være nogen, man kan gå diskret til," sagde hun. Der fandtes efterhånden alkymi for alting, så mon ikke de var vant til at holde mund omkring hvem, der besøgte deres butikker og boder. 
Hun var stille lidt, fokuseret på at ordne knapper og snore. Det så i det mindste ikke ud til, at der var kommet te på underkjolen, så den kunne hun beholde på. Så behøvede Talon heller ikke gå uden for døren. Ikke at hun havde noget imod at netop han så hende nøgen - de var trods alt familie - men han holdt mere på formerne, og nu hvor hun var trolovet, skulle hun også begynde at gøre sig mere i det.

Hans ord hang ved i hendes sind. Han kommer til at nyde at have en kone, som deler hans passion for smukke kvinder...
Ville Aldamar det? Han virkede udadtil som en meget traditionspræget mand. Arysslægten havde et godt ry og Adena kunne næsten ikke forestille sig, hvis Aldamar ville finde sig tilfreds med andre end hende. I hvert fald ikke... kun.
"Jeg tror de færreste mænd har noget imod flere kvinder i sengen," startede hun endelig ud. "Problemet er lidt, at jeg virkelig ikke har lyst til at ligge med en mand. Men vi skal jo have arvinger... Åh, jeg er så bange for at skuffe ham. Han er så venlig og ser sikkert frem til et lykkeligt liv med en perfekt viv. Og alt jeg kan give ham, hvis jeg ikke får det løst, er en dårlig undskyldning af en rugemor, der ikke kan holde hans sultne blik på mig ud."

Talon var ikke længe som at samle op på Adenas tanke, det tog ham ikke mange øjeblikke at begynde at hjælpe hende ud af manageriet, som de fine kjoler bestod af. Det var i det mindste endnu en af Reier-familiekomsamnere, hvilket ikke krævede det voldsomt store stads, men det var alligevel rigeligt til, at han selv sikrede sig Adenas underkjole var på, inden han trak kjolen over hovedet på hende. I en nænsom bevægelse, lagde han beklædningen over stolens ryg, mens han tog den nye kjole frem. Som han stod der med den, gik det for alvor op for ham, at Adena snart skulle bortgiftes. Seancer som denne ville der ikke blive flere af, så snart giftemålet var i hus, det var uanstændigt også selvom de var i familie, også selvom det i Talon øjne var noget af det nærmeste familie han havde. I hans øjne ville hun nok for altid være det lille barn, som vraltede imod hans badekar efter han havde været med de fuldvoksne på jagt, inden hun i fuld lille børnepåklædning, fik sig selv vippet op i karret til store glædeshvin og latter.
"De fleste alkymister ved godt hvordan man går diskret til sagen..."Startede han med et skævt smil, som han lod stoffet glide mellem hans hænder, mens han løsnede snørene i ryggen så den var klar til at komme på "... Det er trods alt de færreste som kommer til dem, på grund af en simpel forkølelse!" Han sendte hende det skæve varme smil, inden han rakte kjolen op, så hun ville kunne komme i den uden de store problemer, man kunne ikke afklæde så mange kvinder som Talon i sin tid havde formået, uden at kende de kvindlige beklædningsstykker ud og ind.
"Det tror jeg du har ret i..." Sætningen morede ham, men hvad der fulgte efter dannede en dyb fue mellem hans bryn, hanvidste godt at hun havde ret, sellv med Talons alder og smalle udsigter til at skulle have påtvunget en fast viv, var forventningerne om arvinger bestemt i udsigt. Han tog en dyb indånding og holdt vejret kort, inden han besluttede sig for, at der ikke var nogen måde at forsøde sandheden. "Adena, jeg ved det er svært, men forhåbentlig er han viril, så vil det ikke kræve af dig at du skal ligge med ham mere end et par gange..." Brummede han en kende mere utilpas, virilitet kunne nogle alkymister måske endda også hjælpe med, det ville så bare kræve at Adena kunne få det i manden "Han virker som en god mand. Han er altid høflig og ordentlig, måske du kan... Bede en af de flotte tjenerinder på hoffet om at, du ved, hjælpe dig igang, inden akten? Hun skal formodentlig afklæde dig først alligevel" Folk i Aldamars stilling havde nok folk til at afklæde, arbejdet med at få en brud ud af alle de lag var ikke let, det var en sandhed, så måske Adena kunne være heldig nok til at der var en åbning der 

Adena tænkte over Talons ord, mens han hjalp hende med tøjet. Det slog hende, at han næsten var bedre til at hjælpe hende med påklædningen, end hendes egen mor - eller, han var i hvert fald hurtigere. Det skulle hun ikke tænke længe over, før det slog hende, præcis hvorfor han nok var hurtigt til at finde knapper og snore og sætte alting på den rigtige måde. Et lille smil trak i hendes mundvig. Den lømmel. 

Hans ord om en kvindelig tjenerinde var ikke helt en dårlig ide. På den anden side kunne Adena ikke bare tvinge en tjenerinde til sådan noget - hvem sagde hun havde lyst til at hjælpe Adenas afvigelse på vej? På den anden side havde Adena virkelig ikke brug for at det allerede var på bryllupsnatten, rygterne begyndte at florere. Hvad hvis de sagde, hun ikke ville sin mand? Selvom de blev gift, kunne de godt smide Adena ud igen - i hvert fald inden for de første par uger, hvis noget gik rigtig galt. Det var sket før, var det ikke? 
Nej, det ville være bedre at holde det hemmeligt og få fat i noget alkymi, der kunne narre både Aldamar og hende selv. Det ville være bedst for dem begge, hvis det aldrig blev et problem, og hvis Adena fik løst det inden den forestående ægtenat. Det var dog en god ide med noget, der kunne øge chancerne for at en graviditet kom hurtigt. Så kunne hun altid undskylde sig med kvalme i ni måneder og derfra være for træt, indtil det næste barn skulle laves. 

Adena ventede til snøren var bundet stramt på ryggen af hende, hvorefter hun vendte sig og mødte Talons blik. 
"Talon," sagde hun og fangede et glimt af sig selv i spejlet bag ham. Hendes øjne var stadig røde, og hun havde vist brug for at snuse til noget myntesalve, inden de skulle ned igen. Ikke at det ville snyde hendes mor, men det ville nok snyde far. "Ville du helt ærligt være tilfreds med en viv, der kun lå med dig for at lave børn? Ville du være glad nok for alle de andre damer, du kunne se i stedet, eller ville du altid være frustreret over at netop din hustru ikke vil dig?"

Talon lukkede den sidste sløjfe med overraskende præcision, beklædningen fik ham endnu engang til at glæde sig over, at være født med en penis, det forhindrede i sandhed en masse bøvl. Han kunne da i det mindste beklæde sig selv, i hvert fald de gange skrædderen havde fået hans mål korrekt, der var gennem tiden mere end én skjorte der måtte lade livet grundet en enkelt forkert bevægelse. Han trådte et enkelt skridt bagud, studerende resultatet af bånd og knapper, inden han nikkede anderkendende. Hun så fin ud, en rigtig dame efterhånden. Nostalgien ramte ham endnu engang. "Den er smuk den kjole Adena, ligesom kvinden der bærer den!" Han lagde en hånd på hendes skulder, en hånd der dækkede det meste af ungpigens kraveben, inden han gav hende et lille klem. Hun var i sandhed i en rigtig kattepine, men det var vigtigt for ham, at hun ikke glemte hvor hun kom fra, at hun ikke glemte sit værd 

Hendes spørgsmål havde været et slag i maven på Talon, for han vidste at hun havde ret, selvfølgelig ville han ikke tage sig til takke med en kvinde som kun lå med ham af nød og ikke lyst, det måtte være det værste ægteskab i mands minde, og det var muligvis ingen måde at gøre den kendsgerning lettere at sluge, men selv Talon vidste, at han kunne ende i samme situation en dag, med en kvinde som slet ikke begærede ham som det maskuline vidunder han i sandhed var, det var sådan det var med trolovelser, man fik ikke meget at skulle sige selv. "Selvfølgelig ikke..." Brummede han med de sammenknebne bryn, han sukkede med en rungende, opgivende tone, inden han trak på de store skuldre, "Men det er heldigvis et problem vi slet ikke har kigget på endnu, ikke? Lige nu skal vi bare bekymre os om at få dig gennem bryllupsnatten!" Første problemer måtte komme først, og lige nu handlede det om at finde en løsning til brylluppet. Så snart den kode var knækket, kunne de fkusere på at få løst problemerne til resten af ægteskabet. "Kom her" Han rakte sine hænder mod hendes kinder, tørrende de sidste spor af tårer væk fra hendes ansigt, jo hendes øjne var endnu en kende røde, og hun var let hævet omkring øjnene, men det var småting i det samlede billede

Det var som Adena havde troet. Talon ville ikke finde sig tilfreds, hvis hans kommende hustru kun lå med ham af nød. Selvfølgelig var det sådan, og det vidste Adena jo godt. Det var derfor, hun skulle fikses - og det helst så hurtigt som muligt. 

Hun lod ham tøre sine kinder af få væden og lukkede øjnene, så han også kunne få de tårer med, der stadig lå på øjenvipperne. Så tog hun en dyb indånding og rakte om bag ham til en skuffe, hvor hun havde en lille bøtte med myntesalve stående. To små striber blev lagt under hendes øjne, hvor hun masserede det ind i huden, mens den friske duft tørrede hendes øjne og næse ud og fik hende til at live lidt op med varm farve i kinderne. 
"Godt nok?" spurgte hun Talon og sendte ham et prøvende smil. Det var stadig lidt mærket af, at humøret havde nået sådan et lavpunkt. "En kommende fyrstinde værdi? Er det ikke... Er det ikke lidt sindssygt?"

Hans kompliment før havde fået hendes tanker i et lidt andet spor. Både væk fra bryllupper og behårede varulve (som om der ikke var ikke nok hår på Talons krop i forvejen), men i stedet hen på at hun nu var trådt helt ind i de voksnes rækker: Som en kvinde. Hun kunne ikke gemme sig bag blonder og sløjfer mere, selvom det meste af tøjskabet stadig bar ungpigestilen, men i stedet skulle hun føre sig med hævet hage og finere gevandter. Arysslægten forventede sikkert også nogle anderledes snit, end hun var vant til. 
En dag ville hun blive fyrstinde ved siden af fyrst Aldamar. Den del var ligesom ikke rigtig sunket ind endnu.  

Talon var grundig når det kom til at tørre Adenas ansigt for de våde dråber, som kort forinden havde løbet over hendes ansigt, det var ikke første gang han havde trøstet, men det var første gang at det havde været af så alvorlige årsager, som havde spillet mellem dem få minutter forinden. Han betragtede næsten med beundring hvordan Adenas salve fik tørret tårene væk, kvinder og deres tricks. Det frembragte et skævt smil på hans læber, som forvandlingen fandt sted, det var første gang denne aften hun havde set så livlig ud, guderne måtte vide, at hun allerede havde set mere død end levende ud da han havde trådt ind i huset. Nu vidste han hvorfor. "Åhjo, det er i sandhed vanvittigt!" Smilede han stort til hende, det var i sandhed en glæde for ham at vide, at hun ville komme godt i veje her i livet, også selvom det ville have nogle kommende problemer. Men alle havde jo deres at slås med, Talon havde tilladt sig selv en hvis løssluppenhed, selv med gite kvinder, nok til at tro på, at langt fra alle ægteskaber var perfekte. "Tror du Fyrstinden har energi til at bekymre sig om sin gamle fætter, når hun først får den fine titel?" Denne gang slog han ud i et stort ulvegrin, der strålede helt op i de blågrå øjne. Han rakte armen ud imod hende, som de adelige gjorde, når de anmodede kvinderne som en gåtur, eller eskorterede dem til dansegulvet. "Du kommer endda i så god stand, som din veninde... Hvad var det hun hed?" Ikke at Talon bekymrede sig specielt meget om andre adeliges affære, men han havde hørt lidt om bedstevenindens æteskab, mest af alt fordi han vidste hvordan det havde trygget Adena ikke at kunne se hende lige så ofte "Amelia, hvis jeg ikke husker helt galt?" Han hævede opmuntrende øjenbrynene, at Adena nu ville komme lige så højt på strå, var kun positivt for deres venskab, det ville lægge op til langt flere besøg og mæsken for hinanden familer. Hvis Adena var glad, var Talon kun lykkelig for hende.

"Amelia bliver ikke fyrstinde," svarede hun med et næsten undskyldende smil. Heldigvis, når det kom til Athelstan, men Amelia ville nok blive en bedre fyrstinde end Adena selv, tænkte hun. "Ikke medmindre der dør rigtig mange i den familie. Jeg tror faktisk hun er lidt misundelig på mig på den front."
De havde ikke fået snakket meget sammen siden festen, men hun havde fået indrykket, at Amelia ikke var helt så glad, for den Athelstan-slår-mig-ikke-ihjel-løsning, der var dumpet ned i skødet på Adena, helt uden at hun skulle gøre noget selv. Hun håbede inderligt, det ikke ville komme i vejen for deres ellers så stærke ægteskab. Adena så ikke andet end gode muligheder for at lade Amelia få lidt fred fra Athelstan - for hvem kunne sige nej til en tur til Zircon?  -  men hun var også oprigtigt bekymret for, at jalousien ville boble op mellem dem. Hun havde heller ikke fortalt Amelia, at hun ikke ønskede at være sammen med Aldamar. Han var et så meget bedre parti både hierakisk men også personlighedsmæssigt, at hun ikke følte, hun kunne tillade sig at brokke sig.

Hun gled ind under hans ene arm med sin egen - og nåede ikke engang halvvejs rundt med sin lille hånd - som tegn på, at hun var klar til at blive ført ned til selskabet igen, når han var. Lidt opdragen var man vel - også selvom hun hellere ville bruge resten af dagen på at snakke privat med Talon.
"Når jeg bliver fyrstinde, rydder jeg et helt område i skoven - kun til dig," sagde hun og lænede hovedet mod hans store skulder. "Hvis der er det mindste, jeg kan gøre, så sig til." 
Al den hjælp, monstrummet af en fætter havde givet hende igennem årerne, kunne hun næppe nogensinde gengælde. Nu hvor hun blev gift ind i en meget mere velstående familie, kunne hun måske hjælpe en smule - især hvis der var problemer med hans forbandelse. Hvis hun kunne, og hvis han ville lade hende, ville hun gøre alt for at hjælpe ham til et bedre liv med ulven i sig. 

Talon rynkede kort brynene sammen, så fnøs han i et hæst grin som han rystede på hovedet over sin egen fjollethed "Virkelig? Åh, jeg må hellere få læst lidt op, inden de gamle går på klapjagt efter en hustru til mig!" Lo han, med en pinefuld grimasse til af afslutte sætningen, jagten var sat ind, og det var bare et spørgsmål om tid inden de fandt ham en kvinde, han rettede blikket i en dramatisk mine mod Adena, spærrede øjnene op og med armen, som hun ikke holdt, lavede han en klo, som hang faretruende over den rødhårede, mens han fandt sin mest dramatiske stemme frem "Det er begyndt!". 
Talon havde ikke rigtigt styr på de forskellige huse, deres titler og alle deres børn, de mindre slægtstræer var en del nemmere, men bare Reierenes eget stamtræ var næsten umuligt at finde rundt i, for ikke at nævne Kazimis. Fyrsten i syden havde i sandhed været produktiv, en evne Talon kun kunne beundre. 
Adena trykkede sig ind til ham, det var rart, det var et familiebånd han ikke havde fået i søskende, men som Adena kunne udfylde med sin fantastiske sprudlende personlighed. Han lod den store frie forhenværende klo, lægge sog omkring hendes ansigt, som han gav det et forsigtigt tryk ind mod hans skulder hun hvilede på. "Ååh, ja, men hun bliver nok glad på dine vegne, hm?" Hans ansigt slog ud i det opmuntrende smil "Hun rendte da af med ham den velplejede fra Erneyll, han er da en flot fyr, så hun har nok ikke noget at brokke sig over!" Stemmen var opmuntrende, han kunne ærligt talt ikke huske meget om den mand, han havde sort skinnende hår og var høj, men det var ikke en interaktion han nogensinde havde besværet sig med, Amelia derimod, hun var vokset til at blive en uretfærdig smuk kvinde. Ærgerligt, havde hun blot været ti år ældre.
Talon trådte frem mod døren, det tog nogle lange skridt mod døren, som han næsten slæbte Adena efter sig. Han hørte fodtrin på trapperne, men den høje adelsherre kom i forkøbet, som han åbnede døren "Bare rolig Fru Reier, vi er på vej!" Råbte han, hvilket fik trinnene til at stoppe, og vende om, af og til måtte han sende sine fine sanser en stille tak. "Er du klar?" Mumlede han til Adena, som han gav hendes figur et sidste øjesyn, bedårende, som de bevægede sig mod trappen, lænede han sig ned mod hende, kun få centimeret fra hendes øre "Jeg glæder mig til den skov!" Lo han hært og stille

Adena krympede sig, da Talon nævnte Athelstan - selvom det kun var af beskrivelse og efternavn, sendte det stadig kuldegysninger gennem hendes krop at tænke på ham. En ting var, at hendes rangstigning ville sikre hende lidt mere, men det betød også, hun nok ville komme til flere af de samme arrangementer som den færdelige møgunge. 
Dog fik hun ikke yderligere mulighed for at reagere, da fodtrin lød på trappen, og Talon fik afværget katastrofen ved at kalde til Adenas mor - havde han virkelig kunnet høre, det var hende blot ud fra fodtrinnene? - at de var på vej. Da de kom ud på gangen, så Adena rigtig nok sin moders ryg længere nede ad trappen. Det var selvfølgelig det mest logiske, at det havde været hende, der kom for at tjekke op på, hvorfor det tog så lang tid, men Adena kunne ikke lade være med at tænke, at Talons forbandelse nok også skærpede hans sanser i andre aspekter af hans liv. 

"Nol'At-lysningen, hvordan lyder det?" spurgte hun med et nik og et glimt i øjet. 
Hun var klar til at gå nedenunder og træde ind i den sociale trædemølle igen. Talon havde nok givet hende hendes liv største chok ved at være i live, da hun troede han var død, og ved at være forbandet, da hun troede han bare var hendes store, enormt muskuløse fætter. Almindeligt var vist ret unormalt på de her kanter. 

Om Talon i sandhed var for dum til at læse andres følelser måtte stå hen i det uvisse, han opfattede i hvert fald ikke den krympen der skete i Adena som de snakkede om Athelstan, han havde i hvert fald ingen måde at gennemskue hvis der endelig skulle være noget ravruskende galt. Han antog i hvert fald bare, at det måtte have noget at gøre med, at middagen snart var klar og det altid endte med enorme politiske skænderier, eftersom Reierenes forhold til henholdsvist Lyset og Mørket var ufatteligt varierende. Han lod den store frie hånd glide nedover hans skjorte, rettende denne til, inden han rettede på kraven på hans jakke, syet af fint sort brokadestof. Adenas tårer var suget op af stoffet, men takket være det skinnende stof, var dette slet ikke til at se. Han strakte øjeblikket lidt længere end overhovedet nødvendigt, mest af alt, fordi han i sandhed nød Adenas selskab, mere end mange var klar over. "Det er en mægtig fin lysning, med mange rådyr!" Konstanterede han med et lille smil, inden han begyndte at gå mod trappen. Allerede herfra kunne man fornemme hvordan de store skænderier fra underetagen brændte på, afskillige højrøstede stemmer rungede gennem den prægtige bygning og fik kæmpen til at skære en grimasse som de bevægede sig ned ad trappen. "Uha, noget siger mig, at jeg må ned og mægle lidt..." Kluklo han, som han gennem menneskemængden fik øje på hans far, der stod i en rasende uenighed med hans onkel, mens hans moder med en bestemt hånd på hans arm, prøvede at mægle til ro. "Det er bare endnu en middag Adena, du slipper nok for mindst halvdelen af disse sammenkomster når du bliver gift!" De tordenfarvede øjne slog ned på hende, som han gav hendes hånd et klem "Vi kan fortsætte hyggen når vi kommer til whisky-timen, med mindre alkoholen endnu engang bare er en katalysator for Hektors temperament!" Grinede han, som Adenas forældre fik øje på de to unge mennesker, moderens blik afspejlende en bestemt lettelse over at se datteren pænt klædt endnu engang

Adena smilede og forestillede sig rådyrene i lysningen, mens de gik ned ad trappen. Hendes moders blik fortalte, at hun sagtens kunne se, Adena havde grædt, men et anerkendende smil fik hende til at tro på, at Lucienna tænkte, ingen andre ville opdage det. Hendes fader sendte hende et enkelt blik ud ad øjenkrogen, og fortsatte sin samtale ufortrødent. Gæsterne virkede for pladskrævende i husets stuer. Kjolestof og lange veste dominerede hver åbning som gardiner, der hang op fra gulvet. Stemningen var allerede kvælende tungt af uenigheder.

"Hvis han får for meget indenbords, kan vi trække ud i haven," svarede hun med samme lavmælte stemme - selvom hun ikke havde behøvet det over snakken. "Når vi først er igennem det værste, plejer de at lægge mindre mærke til de unge. Selvom der nok er mange, der gerne vil sige tillykke, fordi de allerede har glemt, at de har gjort det. Måske slipper jeg for den her slags ballade... Men jeg tror nu ikke jeg slipper for selskaberne og kravet om at være til stede. Måske jeg skal hive dig med og se, om ikke vi kan gøre de forstokkede fyrstefamiliemiddage lidt mere spændende. Hvad siger du, er der ikke en ugift prinsesse et sted derude til dig?"
Hun så op på ham med spillende, drillende øjne. Selvom det røde stadig kunne ses i dem, havde han formået at løfte hendes humør nok til, at hun ville overleve en eftermiddag i samme rum som sin stridsramte familie - eller noget af den, i hvert fald. Hvis alle var samlet, ville det trods alt være meget, meget værre. 

Så snart de var inden for rækkevidde af den resterende familie, rankede Talon sig op til en mere elegant holdning, der passede sig ind. Selvom det var familie, var der stadig etikette, i hvert fald til de brød ind i skabet der indholdte det stærke sprut, så gik der ikke længe før jakkerne og slipsne blev smidt. Hvis man kiggede på Hektor var han allerede godt igang med det stadie. Han var endnu helt rød i ansigtet af diskussionen, mens hans hår strittede faretruende efter at blive rodet i, i arrigskab. "Det skal der nok blive plads til!" Trøstede han lavmeldt, snakkende ud af den ene mundvie som vendte mod Adena, mens øjnene endnu var fæstnet på dramaet i hjørnet af det store rum. Talon sukkede, nej, hun ville nok ikke slippe for de kedsommelige fester, Reier-familien kunne i det mindste skabe lidt drama, så der var noget underholdning hen ad aftenen, højere oppe på strå, var de nok endnu mere besatte af at holde en fin etikette, sidde ret ved bordet og snakke endnu mere kedsommeligt om vejret, høsten og de politiske forhold. "Du kan nok løfte stemningen, til langbordenes kedsommelighed!" Morede han sig en kende, som Han trykkede hendes arm en sidste gang, inden han slap den. "Hey, senere, i baghaven, mhm?" Han rettede blikket mod hende, smilede og begyndte gangen mod det stridslystne hjørne. 
"Onkel, ved Zaladin da, kan du ikke dufte at maden snart er klar hm? Måske det var en idé at få styr på temperamentet og lidt mad i maven?" Den diplomatiske stemme flyttede sig til Hektor som endnu rasede afsted, men Talons tilstedeværelse fik straks snakken over på noget ganske andet, om det var en gave eller forbandelse at kune og skulle skille onkel og far gang på gang var i sadhed et spørgsmål til de højere magter, men nogen måtte gøre det, og det måtte endnu engang være Talon.