v0idwitch 13.09.2020 16:17
‘Jeg er mere dødelig, når man er alene med mig’, var præcis hvad Hunter havde tænkt om Evlyn. På trods af hendes smil og afslappede opførsel, så lignede hun én, der skar halsen over på dig i en mørk gyde, eller hældte gift i din øl, når du kiggede væk. Hun var sød og, i Hunters øjne, uendeligt køn, og selvom hun lignede én, han havde lyst til at stole på, så fortalte alle hans instinkter ham samtidig, at han ikke burde.
Alligevel fulgte han efter hende, hvor hun ledte ham hen, og stirrede i betagelse på hende, imens hun håndterede sine pligter som leder. Han nikkede selv til Dominic som hilsen, men holdt sig ellers udenfor deres snak. Hvis de to bander teknisk set var hver deres, så følte han slet ikke at han havde ret til at høre om deres private anliggender, og han så bestemt ned i jorden, imens der blev snakket ved siden af ham.
Han var lettet, da han endelig blev ført ind i et rum, som måtte være en helbreders, men også hun snakkede for meget for ham. Han trådte et skridt længere ind på Evlyn, da han blev diagnosticeret uden andet end et blik.
“Er det brækket?” Spurgte han undrende.
“Det kunne være sket... Flere gange,” indrømmede han lavmælt. Han havde haft en del kampe, og flere af hans modstandere var gået efter det samme område - muligvis var skaden sket allerede i en af de første kampe han havde haft, og hans modstandere havde kunne se hans skade bedre end han selv havde. Det var under alle omstændigheder blevet til en af hans svagheder og nu forstod han hvorfor.
Han skævede til Evlyn, da han blev bedt om at sætte sig ned, men hun så ikke ud til at betvivle den unge kvinde, så han valgte også at stole på hende, og forlod sin sikre plads bag Evlyn for at gå hen og sætte sig ned.