Athelstan gode øjeblik blev forpurret af en ukendt kvindestemme, og han fik slet ikke værdsat lyden som pigebarnet kom med, da luften blev presset ud af hende, som en menneskelig blæsebælg. Adena, der ved sammenstødet var faldet imod ham – noget der til forveksling kunne minde om en legemliggjort, kluntet kludedukke, syntes pludselig at finde fornyede kræfter til at genoptage sin kamp for at slippe fri. Han så sig over skulderen.
Ergo måtte det betyde, ræsonnerede Athelstan sig frem til, at Adena genkendte denne maskeklædte kælling. Adelssønnen slap Adena uden protester, drejede derpå fronten mod afbrydelsen – hun havde ikke behøvet at sige, at han skulle slippe pigebarnet. Hvad troede denne ukendte, at han var? En som kunne lide at være den straffende part, når der var begået ufine handlinger? En som oplevede en eller anden form for grotesk nydelse ved at slå på det svage køn, når andre så på? Ha! Så sygt et menneske var Athelstan af Erneyll ikke.

”Hvem er du?”
Adelssønnen møntrede den sortklædte, fæstede sig ved de blå øjne, uden at finde genkendelighed. Først da kvinden blotlagde sit lår, flyttede Athelstan sin opmærksomhed nedad.
”Du ved godt hvad der sker, hvis du kaster en af dine fine knive afsted, ikke?” Han behøvede vel ikke at sige det, gjorde han? Hvor strafbart det ville være, hvis hun (ubegrundet) angreb en adelsmand? Hun ville blive radbrækket.

Hendes øjne blev om muligt endnu mere smalle, som hun betragtede det sørgelige udskud af en mand. 
Du ved du godt hvad der sker, hvis du kaster en af dine fine knive afsted, ikke?
En let snerren lød fra hendes læber, som hun trådte et skridt frem. "Du har bedre ting at bekymre dig om, end hvem jeg er." hendes blik gled mod Adena for at sikre sig, at hun var værre tilredt end hun selv kunne rejse sig op igen.

"Åh min kære, jeg har gjort meget værre mod folk af højere stand end du. Du er ikke en gang første valg til fyrsteposten, end ikke tredje eller fjerde - fordi det er så lidt fyrsteparret bryder sig om dig - så hvorfor skulle jeg ikke gøre alle det ønske at rive dig ned fra din høje hest?" hun trådte et skridt tættere på, og hendes fingre kastede et tegn op i luften og pegede om bag hendes ryg.

Adena stil dig bag mig.

Det kunne godt være at hun havde lært Adena i selvforsvar, men det betød ikke nødvendigvis at hun ville kunne holde sig i en kamp med Athelstan. Hun havde dog alligevel formået at studere den højrøvet nar, mere end hun nok ville indrømme - og han var ikke dum til at kæmpe, så derfor undervurderede hun hellere ikke hans chancer til at vinde mod hende. Men noget som der havde været hans problem, havde været hans temperament. Hvor let han var at tirre, hvor lidt der skulle til før at han så rødt og blot farede ind i problemer uden at tænke sig om. Og mange gange ville det nok virke, fordi han valgte et offer som var mindre og svagere end ham selv. Og der ville Evys spinkle statur, nok overraske ham, hvilken styrke der lå bag og teknik. 
Hun fjerende en kniv fra fra bælteremmen omkring hendes ben, og begyndte at lege med kniven - "Så skal vi se om jeg tør, eller -" men inden hun færdig gjorde sætningen, havde hun allerede sendt kniven afsted mod ham, men det var nu ikke så meget for at ramme ham. Men mere for at sikre hans opmærksomhed var andetsteds, som hun sprang elegant frem og greb omkring hans skuldre, som hendes knæ var sendt afsted for at kollidere med hans mave region. 

Der var ikke langt hen til Evlyn, men Athelstan stod i vejen. Så snart Adena havde følt hans klamme hænder slippe sit tag i hende, var hun vaklet et par skridt tilbage og havde ramt ryggen mod muren i den smalle gyde. Hendes ene hånd lå henover maven, der dunkede af smerte, og den anden fandt støtte i muren. Stadig med svælvende budding-knæ og ankler med samme stabilitet som porrer, kunne hun umuligt komme om på den anden side af Evlyn uden at bringe sig selv mere i fare eller simpelthen vælte om på de ikke særligt rene brosten.

Evlyn kunne jo heller ikke vide, at hendes krop var propfyldt med uheldig alkymi. Forhåbentlig ville hun fokusere mere på-

Athelstan.

Kniven susede af sted forbi Athelstan - heldigvis stod Adena overhovedet ikke i en lige linje bag ham - og derefter susede Evlyn selv mod ham. Adena tabte kæben som hun for første gang så præcis, hvor hurtig og handlekraftig en kvinde, hun havde som læremester. Jovist, hun havde da set hende i aktion før, men det havde altid være imod ting og ikke folk. Hurtigt ind, hurtigt ud og en god bunke guld og sølv rigere. Adena selv havde ikke været på indbrudssiden af ting på noget tidspunkt. Hun var lidt for skræmt og havde nok i at tegne dem hjælpetegninger, inden de skulle ind. Det gav hende den helt rigtige grad af eventyr og spænding - uden alt det farlige. 
De farlige, havde hun erfaret efter sit møde med Athelstan, var virkelig ikke hendes kop te. Udsigten til at se ham få med knæet som han lige havde gjort med hende, derimod, det var en kop te med masser af rom i.

Sikke en fyrig, lille pige. Var hun mon rødhåret? De skulle eftersigende være en speciel oplevelse. Angiveligt grundet al det temperament og vildskab de besad var de næsten umulige at tæmme i sengen. Umættelige. Det skulle ikke undre ham, hvis det var det, som gjorde hende så krigerisk; hun ligefrem råbte på at blive taget. Athelstan kradsede sig på buksestoffet omkring sit skridt. Hvis bare hun ikke var kommet på sådant et ubelejligt tidspunkt og var så fandens irriterende at høre på. Det var ikke videre opmuntrende for den lodrette virkelyst. Ja, faktisk affødte hendes latterlige hysteri ingen former for begejstring.
Athelstan bed tænderne sammen. Kæbemusklerne spillede under den mælkeplejede, hvide hud.

Med en bevægelse, som kunne beskrives som værende en blanding mellem skødesløshed eller overmodighed, kastede den maskeklædte pludselig en af sine knive afsted. Hun havde lagt op til det, og selvom Athelstan hurtigt vurderede, at kniven ikke just var i nærheden af udgøre en reel risiko for hans højhellige person, forargede det ham alligevel at hun rent faktisk havde gjort det – kastet den. Den lede købe-kælling. Da hun kort efter selv kom flyvende, var adelssønnen dog ikke sen til at reagere:

”PHILIP!” Gjaldede han, og afværgede frontalangrebet ved at træde tættere på Sommerbæstet og skubbe det maskerede kvindemenneske bort fra sig inden hun fik ordentlig fat i skuldrene.
Derpå udnyttede han sin placering og lod sine akkumulerede aggressioner tilfalde den person, som forekom ham at være det letteste offer: Adena.
Instinktivt greb Athelstan ud efter hendes hår, med intentionen om at trække hende ind foran sig – og dermed bruge hende som et fysisk værn mellem troldkællingen og ham selv.
”Hørt om en prygleknægt?” snerrede han:” – Alt, hvad du gør, vil jeg gøre mod hende, hører du? ALT! Slå mod mig én gang til, og jeg banker hendes ansigt mod muren”

Gør det, bad det arrige glimt i de funklende øjne der stirrede direkte mod den maskeklædte: giv mig bare én grund til at aflive denne heks, som har forbandet mit liv og mit ægteskab. Gør det. Det er alt hvad jeg beder dig om. Giv mig en undskyldning for at slå hende ihjel.

Han kunne tro nej, det sortnede næsten for den blonde kvindes øjne, som hun så hvordan at han greb ud efter Adena, så han mente at han kunne gøre hende til hans skjold? 
Ikke på Vilkår! Hun greb endnu en kastekniv, og trods for at hun var blevet skubbet væk, da han havde set hendes angreb komme. Var det ikke langt han havde formået at få hende væk fra sig. 
Pludselig var det som om at alt gik i stå, hun så hvordan at Athelstans hånd var lige ved at lukke sig omkring de lange brunrøde lokker. Hvordan at solen fik kniven til at glimte op mod de mørkerøde mursten. Hun smed hætten, så hendes blonde lokker bølgede frem, selvom hun stadig havde masken på. Også gik planen ellers i gang. 
Små fine røde hår faldt til jorden, som hun med kniven snittede hårene ud af mandens greb. Med nogle hurtige skridt, skubbede Adena hen og ind i gyden. Og mere eller mindre tog hendes plads i Athelstans greb. “Det er lidt svært at banke hendes ansigt ind mod muren, når det ikke er hende du har fat i!” Snerrede hun og begyndte så en lang rakke forskellige slag som skulle få ham til at give slip. Først hamrede hun sin fod ned mod hans, en albue ind i solarplexius, for derefter at kunne dreje sig rundt og nu hamre hendes knæ mod hans skridt.
Selvfølgelig var hun ikke lige så dum som før, og antog han nok ville kunne kæmpe tilbage. Som hun på bedste vis ville prøve at afværge.

Adena udstødte et hyl, da Athelstan fik fat i hendes hår, men hendes klynkende protester var for lavmældte til at nå op over hans råb og Evlyns råb tilbage. Alting gik så hurtigt, at hun ikke engang opdagede, hvornår hendes øjne flød over og kinderne blev våde. Athelstans ord rungede i hendes sind og fik frygten til at stige. Han var en nådesløs mand, der ikke ville stoppe før han fik det, som han ville have det, og det stod mere og mere klart, at hvad han ønskede, var Adenas endeligt. Evlyn havde fået manet det meste af hendes uro i sig selv igen efter den første fest - der var jo ikke sket noget, og Athelstan kunne da ikke mene, at han bare på grund af sin stand kunne gøre det af med Adena. Men jo - det var helt sikkert det, han ønskede at gøre, og var Evlyn her ikke lige nu, var Adena ikke sikker på, hun stadig ville trække vejret. 

Smerten stak i hårbunden, hvor Athelstans hånd havde grebet om lokkerne, stoppede brat. Hun havde knebet øjnene sammen og knuget hænderne i et forsøg på ikke at gøre ondt værre - selvom hun virkelig gerne ville kradse ham i ansigtet - men da grebet slap håret, åbnede hun øjnene og så... På Evlyn. 
Et forvirret udtryk nåede at skylle over Adenas ansigt, inden hun blev skubbet tilbage og væltede om på brostenene. Røde lokker faldt fra hvor hun havde stået for et øjeblik siden, og hun tog hånden op til hovedet, hvor en del af håret nu strittede ud i korte totter omtrent på toppen af hendes hoved. Havde Evlyn lige skåret hendes hår af?
Et øjeblik virkede det ikke helt så slemt at ligge på en snavset gade - kjolen kunne jo vaskes.

Raseriet fik det til at plette grønt for Athelstans blik. Han havde ikke forventet at den maskeklædte ville samle sig til et nyt angreb så hurtigt. Rødt hår dalede til jorden, da adelssønnen åbnede hånden og for sent indså, hvad den lyshårede havde gjort.
Angrebene startede kort efter; Hendes fod hamrede ned i hans og som modsvar på det smertefulde helvede hun havde i sinde at udsætte ham for, lod han sin egen aggressioner slippe tøjlerne, der havde sikret ham en vis selvkontrol og gik i flæsket på den gale kvinde.

”Stop!”
”- Får du bank, Stanne?”
Philips en-stavelses-befaling blev suppleret af Ralph, hvis situationsfornemmelse ikke var nær så udpræget som væbnerens. Athelstan prustede arrigt. Før lyden af sine venners stemmer havde nået ham, havde han været sekunder fra at bide hul i det hele. I Bogstavelig forstand. Kællingens kind, øre, arm, hånd, hals. Han havde, i modsætning til hende, hverken været forberedt eller indstillet på at dagen skulle bruges på fysisk kamp; han var iklædt tynde, kostbare klæder og bar intet våben.
Athelstan brugte vennernes pludselige tilstedeværelse til at banke en knyttet næve mod den lyshårede. Forhåbentlig ville slaget ramme hende på munden.
Imens tog Philip atter ordet: ”Ralph! Tag den rødhårede – Hvis den kampvillige kælling synes det er i orden at slå på fine folk uden våben, synes jeg du skal følge hendes eksempel og gøre det samme.” Ralph var ikke sen til at følge opfordringen. Og i modsætning til Athelstan, havde han ikke efterladt sine våben derhjemme, da han satte kursen mod Adena i gyden. 

Et smil bredte sig hen over Evlyns læber, da hun så hvordan adelssønnen reagerede. Dette ville med stor sandsynlighed være hans syndfald, hvis man ikke holde hoved koldt ville man aldrig vinde en kamp. Hvilket var en anelse synd, da det var ganske tydeligt hvor lige de lå i deres evner. 
Hendes blik lagde sig på de to nytilkommende, og øjnene spillede næsten moret. Hvad var dette? De synes at det skulle være en retfærdigkamp, tre mænd mod to kvinder. Den ene ikke i stand til at gøre modstand selv? 
Så da en knyttet næve kom hendes vej, kiggede hun ikke en gang mod Athelstan, som hun snoede sin arm rundt omkring armen der var i retning af hendes mund. Hun brugte muren og placerede sine ben på den, snoede rundt omkring den højere mand, for at tvinge hans arm rundt omkring ham og pressede den derefter hårdt opad, som en kniv rettede sig mod hans strube.
“Oh mine gode herre, jeg synes det ville være umådelig dumt hvis i gik efter den fine dame. Ser i, jeg har ingen kvaler om at efterlade nogle fine ar på dette smukke ansigt.” Hun lænede sig op og fremad, som kniven ændrede retning og pressede sig mod hans kind. Hendes læber ramte Athelstans øregang og hviskede næsten uhørligt - “Ikke også Stanne? Som at skinne en masse killingerne, hvad ville fyrstinden dog ikke tænke? Eller, endnu bedre, rygter spredes så hurtigt, hvad med omkring hvordan at adelssønnen hellere lå i seng med sin mor, end sin hustru - ville det ikke være en skøn ting?” 

Selvom Adena lå på brostenene og havde mere skidt på sig, end hun var komfortabel med, kunne hun ikke lade være med at fnise ad Evlyns ord. Stanne - det lød helt forkert i Evlyns mund, og det var henrivende. Sådan et forfærdeligt kaldenavn. Havde hun haft modet til at bruge det, ville hun ikke gøre andet fra nu af - men hun var ret sikker på, at hvordan end det her endte, ville hun kun falde tidligere ud over en skrænt, hvis hun opildnede til mere splid mellem dem. Dermed ikke sagt, at fæhovedet virkelig fortjente det. 
Ralph var stoppet op - det samme med Philip - og Adena benyttede tiden, hvor deres fokus var taget af kniven mod Athelstans bløde hud til at komme op at stå. 
Egentlig ville hun gerne bevæge sig rundt om dem og se optrinnet udspille sig, men hun havde da lært noget af Evlyn. Når man var i undertal og ukampdygtig, var en flugt den bedste taktik. Det var helt sikkert nu. Især med så meget behageligt ubehag i kroppen, at hun næsten ikke kunne gå. 
Det var med afmålte skridt og en hånd på muren, kasser og hvad der ellers stod i det lidt lusede gadebillede, at hun begyndte at bakke væk fra optrinnet og ned mod gydens anden indgang - eller for Adena; udgang. 

At knivens spids endte med at presse mod den unge herres mælkeplejede kind, kom bag på Athelstan, og selvom han vidste at Philip ville komme ham til undsætning og redde ham ud af enhver situation, sørgede Athelstan alligevel for ikke at lave nogle alt for pludselige bevægelser.
Noget, der ikke fandt ham let, da den maskeklædte kvinde begyndte at hviske bespottende ting ind i hovedet på ham. Det var dog ikke den blinde, hensynsløse vrede hun fik fremprovokeret. Godt nok var adelssønnen alternativ når det gjaldt mestringsstrategier, men han var opdraget ordenligt og var retskaffen i situationer omhandlende våbenkamp. (Elvere var den eneste undtagelse). Hendes anarkistiske tilgang var komplet til grin – og selvom Athelstan burde vægte sin sikkerhed højest, bød hans ridderlighed og forståelse af ordentlig kamp ham, at adressere hendes tåbelighed:
”Hån mig bare. Du tør ikke engang vise mig dit ansigt. Du angriber den våbenløse og forventer hvad? Respekt? Ha! Mød mig i en ligeværdig kamp og få mig til at frygte for mit liv. Skær i mig nu, og den eneste som vil være til grin, er dig selv. Der er ingen bedrift i at skære i én, som ingen modstand gør. Ingen vil klappe dig på skulderen og rose dit mod – tro mig.”

I modsætning til Philip blev Ralph ikke stående stille særlig længe, da snakken spredte sig. Han havde sult i øjnene. Som den yngste i Athelstans gruppe af potente mænd, var Ralph kendt for sin fyrighed og udprægede mangel på konsekvenstænkning. Desuden var der blevet afgivet en ordre, der ikke skulle revurderes, blot fordi situationen blev en anden; kællingens forsøg på at være truende kunne i hvert fald ikke ændre noget.
Så da Adena fik rejst sig og begyndte at stavre væk, luntede Ralph efter hende. Athelstan og Philip, der var optaget af den lyshårede uretfærdige kampteknik, bemærkede intet. Ralph havde sine to ringbrynje-handsker hængende i bæltet som han nu med øvet hånd iførte sig.

Den hiksende gnæggen steg i lydstyrke i takt med at afstanden blev reduceret.
Athelstan, der havde haft rigeligt at se til, blev opmærksom på latteren men nåede ikke at protestere. I stedet iagttog han med lige dele forfærdelse og begejstring, hvordan Ralph trak sin arm tilbage, og lod sin knyttede jernhånd ramle mod Adenas hoved.

“Hvis du så min ansigt, er jeg sikker på, du ikke længere ville ønske at kæmpe mod mig, men nogle helt andre ting” hviskede hun hæst mod hans øregang, en stemme der næsten dryppede af den had og moderiske tanker. “Folk kender dig Athelstan, rygterne omkring din vanvittige tendenser breder sig i Dianthos, tro mig, mange vil bifalde hvad jeg har gang i nu. En mand der vælger at slå på kvinder, der ikke kan forsvare sig, det er der imod -“ mere nåede hun ikke at sige, som hun så ud af øjenkrogen at en af mændene, havde valgt at gå efter Adena. 
Vreden der blomstrede i hendes indre, som en vild steppebrand, var ikke til at tage fejl af. Alle kodekser omkring ikke at dræbe, blev smidt overbord. Ingen rørte Adena, ingen rørte hendes søster, hendes datter.  Nok var det ikke samme blod der flød gennem deres åre, men Evlyn havde for længesiden lært, at blod ikke defineret et familiebånd. Derimod følelsen man havde omkring netop de personer, man omgik sig med. 

Det var et lille snit som der blev efterladt på den mælkehvide kind, som hun brugte styrkerne i hendes ben og skubbede Athelstan mod Philip, alt imens hun havde hævet mekanismen frem, der kunne skyde en pil afsted. Normalt var det noget hun brugte til at komme opad, eller hen over hustage i høj fart. Men denne gang gik den lille pil, på størrelse med en hånd mod Ralph der havde slået mod Adena’s baghoved. Hørte hvordan den borede sig gennem håndleddet og med et fast greb omkring den kraftige og magiske snor der var fastsat på pilen, svang rebet omkring hendes overarm og med fart og et momentum der næsten var umenneskeligt, stormede Evlyn mod manden, og hans maniske gnæggen. 
Hun svang sin venstre arm tilbage, som ikke var fasthold til snoren og smækkede sin hånd direkte ind mod hans næse, med sådan en kraft at hun kunne høre hvordan næsen knækkede under presset. Smerten bølgede gennem hendes hånd, og hun vidste allerede at hun havde brækket samtlige fingre. Men adrenalinen fik hende til at køre videre, som hun betragtede den større mand stavre bag ud. “Tag ikke fejl Athelstan, du er lige blevet milestenen for hvad der kommer til at ske i undergrunden nu” hvæsede hun højt, som hun med lynene øjne vente sig mod den smukke mand. Man skulle ikke tage fejl af denne trussel, også selvom man ikke vidste hvilken magt den blonde kvinde havde.
“Hvis du rør Adena igen, vil du vide at du en nat vågner op med min skikkelse over din seng” 

Smerten var så intens at Athelstan af Erneyll i et øjeblik var overbevidst om, at kniven ikke blot havde prikket hul men flænset hele kinden op. Så snart kvindemennesket fór afsted for at stoppe Ralph fra sit barbariske foretagende (efter det første sammenstød, der havde resulteret i Adenas fald, havde Ralph bukket sig over hende, for at tildele hende et håndfuld nye slag på kroppen), tog Athelstan sig til sit blødende ansigt, efter at have genfundet balancen. Selvom lettelsen over at opdage, at det mere var et overfladisk snit end et reelt kødsår (som frygtet) var mest dominerede, var ansigtsudtrykket alligevel forpint. Synet af sit eget blod på fingerspidserne havde adelssønnen aldrig brudt sig om. At det tilmed kom fra ansigtet, gjorde kun iagttagelsen værre. Der ville gå dage før det ville heale og blive pænt, vidste den unge krigshelt. Og det var kun såfremt at galningen ikke havde dækket knivsbladet med gift eller magisk mikstur inden hun stak det i ham. Tanken derom gjorde Athelstan syg om hjertet.  Frygten for en potentiel og smertefuld forgiftning fik den unge herre til at lukke af for Ralphs skrig af smerte, der i selv samme genlød i gyden.

”En healer,” kvækkede Athelstan til sin væbner. ”Jeg må blive tilset med det samme!”
Philip, der tydeligt var mere optaget af Ralphs skæbne; det makabre syn af dennes gennemhullede håndled, der hurtigt fik følgeskab af en brækket næse, blinkede forundret.
”Philip! Så lyt dog! Jeg kan være blevet forgiftet!”
Ralph vaklede, blindet af smerte, rundt i baggrunden. Forbandelser blev i en lind strøm sendt afsted mod kællingen.

’Tag ikke fejl Athelstan..’
Den maskerede kvindes advarsel fik drejet Athelstan rundt.
Stum af vrede og indebrændt arrigskab gloede han tilbage på hende, til hun var færdig med sin trussel. Intet i den unge herres ansigt gav udtryk for at ville tage truslen til sig og følge hendes krav om at lade Adena være. Tværtimod dansede et tyndt, og blegt grimassesmil frem. For hvem ville bruge tid på at true en, som var blevet forgiftet? Ingen, tænkte Athelstan. Ingen.
Ergo var den snarlige død ikke så nær som frygtet.


Med et synligt hovedryst kaldte han på sit følge (Ralph var særlig ivrig efter at komme væk), og forlod stedet uden at svare igen med ord.

Hun ønskede ikke at gøre andet, end blot at betragte den ynkelige adelige knægt, der tog sig til kinden. Som var det det største mest dødelige snitsår, der nogen sinde var blevet tildelt ham. Så vidste hun da, hvor at hans svaghed lå, hans egen forfængelighed. 
Alle fik lov til at kante sig forbi kvinden, som der skete en flugt fra gyden. Men lettelsen over, at kampen nu var forbi, forblev ikke hos hende længe, da hun så Adena’s forslåede lig der lå ved hendes fødder. Med en hurtigt bevægelse, og en styrke, man ikke skulle tro lå i den spinkle skikkelse. Samlede hun kroppen op, og skyndte sig afsted mod deres healer, hun var nød til at komme sig helt, ikke have nogen af disse voldsomme mærker at vise til sine forældre. Det var hvad hun kunne tænke på, det eneste hun kunne tænke på. At sørger for Adena igen var hel, og hun kunne komme hjem til sine forældre, uden at hun skulle svare på spørgsmål hun ikke ønskede at svare på. 
Dumme pigebarn, hvad havde hun også lavet sammen med den stodder, uden at flygte. Hun sukkede opgivende over sig selv, fordi hun udemærket godt vidste hvad der var sket. Men derfor blev hun stadig panikslagen, da hun kiggede ned på den bevidstløse kvinden hendes arme. 
Med hurtige skridt, og fuldstændig uden at tage hensyn, fik hun fragtet den unge kvinde til healerhuset. Da det gik op for hende, hun ikke ville kunne nå hele vejen ned i undergrunden. 

Hun skyndte sig ind, og formåede at smide krystaller nok efter folk, at de tog sig af hende med det samme. “Beklager jeg ikke kan blive” hviskede Evlyn mod hendes pande, inden hun forsvandt fra folkemængden. Dette var en af grundene til, at hun hadet at være den anonyme person hun var. For meget var på spil, til hun kunne blive hos Adena, selvom det var det eneste hun ønskede lige nu.

Adena burde være vågnet med lige så ondt i hovedet, som hun var besvimet med. Slagene, Ralph havde tildelt andre steder af hendes krop, var slet ikke blevet opfattet af hendes sind, der var endt i drømmeland langt, langt væk. Da hun vågnede, havde hun det fint omend hun var helt afsindigt tør i halsen og stadig virkelig våd i trusserne. 
Hun kom op at sidde rimeligt svimmel, og en sød helbreder fik givet hende vand og hjulpet hende med at sætte håret, så den afklippede, korte tot ikke så helt herrens ud. Det ville være noget af en bedrift at få fundet på en god historie for hvorfor netop dét var sket, men det måtte hun gøre i kareten på vej hjem. Dertil kom hendes rimeligt beskidte kjole, men mon ikke hun kunne snige sig ind ad bagindgangen derhjemme, inden forældrene opdagede at hun var hjemme igen. Hun havde så sandelig brug for at skifte tøj. I det mindste skulle hun ikke bortforklare blå mærker og blodige plamager i nakken, hvor Ralphs handske havde skrabet hendes hud. 
Adena gøs ved tanken om den store mand og endnu mere, da Athelstans unaturligt bleghvide hud dukkede op i hendes bevidsthed. Det var kun fordi Evlyn var kommet hende til undsætning, at hun var her nu og ikke kommet mere til skade. Hun kunne ikke tage det for givet at være så heldig næste gang. Måske skulle hun bare blive inde en dag eller to... Eller en uge... Måske en måned.