Det var sikkert meget tydeligt, at Ingrid ikke var vant til den slag samtale hende og Pax havde gang i. Det tog hende lidt tilbage til handlet med den unge kvinde, der skulle giftes og havde problemer med hvad der skulle ske på bryllupsnatten. Eller hendes ven havde, som hun selv sagde. Ingrid følte sig akavet og usikkert i hvad hun skulle sige og hvordan hun skulle sige tingene, samtidig med hun var spændt i nysgerrig. Hun løftede derfor også blikket igen ved Pax ord, og lyttede til hvad han fortalte. 
 Da samtalen pludselig drejede sig om hendes sure skæbne, sank Ingrids tænder ned i underlæben, og hun slog blikket væk fra Pax' men uden at fjerne blikket helt fra han. Hun hadede det. Hadede at hendes forældre havde taget den beslutning for hende. Hadede hendes forældre. 
 " Der går nok ikke vildt mange måneder før han flytter til Dianthos, og så skal vi giftes.. " mumlede hun, mens hun pillede lidt ved koppen. Det var nok ikke noget Pax var interesseret, men nu vidste han det. Rocco vidste det ikke. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde ikke lyst til han bare forsvandt. 

 Da Pax igen snakkede videre, lyttede Ingrid selvom hendes blik ikke fandt vej til Pax' igen. Koppen blev først op til munden og hun drak et par slurke af teen. Selvom Ingrid ikke kendte Pax og slet ikke nogen af de piger han snakkede om, kunne hun ikke lade hver med at få en varm følelse i brystet. Blikket blev flyttet op i Pax' og et lille, varmt smil havde fået hendes mundvige til at trække sig op. 
 " Du har et godt hjerte, " kommenterede Ingrid da han var færdig med at snakke. Selvfølgelig vidste hun ikke hvad han gjorde ellers. Hvilke uhumske ting denne Ulvens Flok havde gang i, men sådan som han snakkede om hans piger, og hvordan han tilbød at hjælpe Ingrid, selvom hun ikke havde særlig meget at byde på, viste at der gemte sig noget godt inde bagved det rå udseende. Det var ikke noget alle og enhver kunne prale af.

Pax nikkede men hans ansigt var atter lagt i ulæselige folder. Det var trods alt som det, han havde forestillet sig og han var ikke så megen i en sindsmæssig ubalance til, at han ikke forstod, at han ikke kunne redde Ingrid fra den triste skæbne. End ikke selvom han egentlig gerne ville.

”Har du overvejet at blive tyk med barn?”, spurgte Pax, i grunden ret skødesløst og afslappet. ”Det plejer som regel at sætte en kæp i hjulet for sådanne… arrangementer. Du kunne også blive taget af by-vagterne eller stikke af.” Pax skævede til hende med et lille smil i den ene mundvige, velvidende hans mange scenarier ikke var synderligt tiltrækkende.

Smilet i mundvigen blev en smule større og selvom det var fremtvunget, var taknemmeligheden i hans tofarvede blik dog oprigtig. Han nikkede afmålt i tak og tog dernæst en dyb indånding: ”Jeg skal nok skaffe de der orkbær. Vi finder ud af, hvordan du kan betale af på gælden bagefter, medmindre du foretrækker en fast aftale nu. I mellem tiden arbejder du for Edward. Han er god nok men han kommer til at snakke begge dine ører af, og det han siger, er for det meste pisse hamrende ligegyldigt. Hvis –” Pax lod begge sine øjne indfinde sig i Ingrids før, at han fortsatte: ” – hvis du kan lave andet end miksturer til uheldige mænd, der er små mellem benene, så er jeg interesseret men det skal være gavnligt for sådan en bydreng som mig. Du ved… noget gør mig usynlig!” Pax smilede bredt og fnøs dernæst moret, tilsyneladende ikke overbevist om, at en sådan ting kunne lade sig gøre.

 Øjnene voksede sig hurtigt store i det feminine ansigt, som Ingrid stirrede på Pax ved hans direkte ord. Kinderne blev let rosa, og det hvide lys der havde lyst i hendes brystkasse, skiftede til rød som hun blev både flov og forlegen over hans ord. 
 " Jeg... Det.. Barn!? Hmpf..! " Ingrid vidste hverken hvad hun skulle sige eller reagere. Hun vidste jo godt, at når først hun var blevet gift, ville der ikke gå længe for det var forventet hun bragte et barn til verden. Hun følte bare slet ikke hun var gammel nok til den slags, eller havde nået at levet nok af hendes eget liv, til at give til en anden. Skuldrene blev løftet lidt op til ørene og hun slog blikket lidt ned.
 " Jeg klarer mig nok.. " mumlede hun lidt stædigt. Det var en del af livet, at blive gift og få børn, og familien havde fået en masse krystaller ud af det. Krystaller de havde brug for, og ikke kunne klare at miste, hvis Ingrid bare stak af fra den aftale forældrene havde lavet. 

 Blikket løftede sig lidt igen da Pax begyndte at snakke igen, og Ingrid lyttede opmærksomt til det han fortalte. Det røde lys svandt lige så stille ind, indtil det næsten var væk, og skiftede tilbage til en blanding af hvid og rød. Forlegenheden over hans ord sad stadig i hende, men at høre ham fortælle om hvilken hjælp hun ville få, fik også glæden frem i hende. Hun nikkede lidt, uvidende om hvad der var smartest at gøre i forhold til hendes kommende gæld. 
 Pausen i Pax' tale fik Ingrid til at flyttet blikket i hans, da det virkede som om det var ekstra vigtigt det næste hans sagde. Selvom ordene fik den rosa farve til at blusse lidt frem i kinderne igen, fjernede Ingrid ikke blikket, men lyttede og tænkte i stedet over det han sagde. Da han snakkede om at blive usynlig, skar Ingrid en kort grimasse. Ikke fordi det lød urealistisk, men fordi hun ikke vidste nok til at kunne sige om det ville kunne være en mulighed. 
 " Jeg ved ikke med usynlig.. " mumlede hun tænkende og lod blikket glide lidt med. 
 " Men jeg har noget der slår en ud, som man kan kaste på en fjende, hvis man skal stikke af.. " mumlede hun overvejende mens hun tænkte over hvad hun ellers kunne tilbyde. 
 " Med Ork bærene kan jeg lave noget så man bliver hurtigere, stærkere og mere frisk, men det gør også man ser dårligere og bliver lidt dummere.." koppen blev ført op til munden, mens hun overvejede om hun kunne blandet noget mere praktisk. 

Smilet i begge af Pax’s mundvige voksede sig bredere, des mere Ingrid spruttede af forlegenhed. Selvom hele situationen morede ham gevaldigt, forholdt han sig dog tavst. Ingrid havde trods alt ret. Hun skulle nok klare sig – det var trods alt det eller at bukke under, blive til ingenting og ophøre med at eksistere. Noget sagde Pax, at det så absolut ikke var der, i en sådan tilstand, Ingrid endnu befandt sig i.

Han trak lidt på den ene skulder, men lyttede dernæst interesseret. Det var i grunden tankevækkende, at have sådanne kompetencer til rådighed men Pax… ja, han så ikke mulighederne i det, hun fremlagde. Kun i hende.
Ikke, at han havde tænkt sig at indrømme det. Mon ikke der lå en investering et sted ude i fremtiden?

”Skal du bruge andet?”

 Ingrid tømte koppen i er par slurker mens hun sad og tænkte på hvad hun ellers havde at tilbyde Pax og hans flok. Hun ville gerne hjælpe. Vise hun kunne bruges. Det virkede underligt vigtigt for hende at sikre sig Pax ikke synes hun var ubrugelig. Hun havde brug for hans hjælp, og med det han havde tilbudt hende, virkede det at holde ham interesseret som det vigtigste i hele verden. 
 Det var i en lidt fraværende bevægelse at Ingrid satte koppen ned på bordet igen. Hun var helt opslugt i hendes tanker. Det var først da Pax spurgte ind til andet hun kunne mangle, at hun blev hevet ud af tankerne, og hun flyttede blikket hen på ham, med panden rynket lidt. 
 
 " Hmm..  " Ingrid lod tænderne synke ned i underlæben mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Hun ville ikke virke grådig, men der var flere ting som var svære for hende at få fat på. Det ville dog sikkert også være svært for ham, så det ville vel være det samme. 
 " Altså.. " hænderne lagde sig i skødet hvor de foldede sig lidt. 
 " Det er blandt svært for mig at få fandt på englefjer.. Især sorte..  " Ingrid så lidt overvejende på Pax. Læberne foldede sig sammen inden hun trak lidt på skuldrene.
 " Men.. Det kommer også lidt an på hvad du kunne tænkte dig.. Hvad din flok kunne bruge.. Tænker jeg..  " Ingrid lavede gerne et glas til flere af Pax unger eller medlemmer, hvis det kunne være noget han gerne ville have. Hun ville gerne vise hvad hun kunne nu. Vise at hun ikke var helt håbløs. 

Pax hævede begge sine øjenbryn i en forundret grimasse. Dernæst fløjtede han og nikkede forhastet. ”Det tror jeg på”, svarede han, velvidende det øjensynligt også ville være vanskeligt for ham selv. ”Men mon ikke man kan finde ud af noget…” Pax betragtede hende et langt øjeblik, fordybet i tanker og overvejelser, han dog ikke syntes at ville dele, for pludselig sendte han hende et forhastet smil og trak på skuldrene.

Instinktivt forstod han, at Ingrid ønskede at være nyttig. Det ville han også selv, havde Pax været i hendes sko.
”Første prioritet må være, at du dygtiggør dig. Edward kan hjælpe dig med det. Han kan i hvert fald lære dig at læse, skrive og regne. Du ved, de helt basale færdigheder –” Pax forsøgte derefter at stikke et opmuntrende smil i pigens retning, men det forblev usikkert for ham, om det i grunden var lykkes. Det var trods alt ikke oftest det, at han gjorde sig i. ”Og når det er på plads… det bliver nemmere at vide, hvad jeg kan bede om. Som tingenes tilstand er lige nu – jeg ved ikke, hvad det ender med for dig. Jeg har set nogle magikere – finde en slags hylde for deres færdigheder, hvor det de kreere ender som noget… unikt. Jeg er ikke så desperat efter forskellige miksturer lige nu, at jeg ikke kan… afvente og se, om det samme gør sig gældende for dig. Som jeg sagde… Ulvens Flok er en slags børnehave. Hvis du vil lege med de rigtige voksne, kan jeg sætte dig i forbindelse med – sådanne typer i stedet?” 

 Ud fra Pax' reaktion på fjerene valgte Ingrid at holde nogle af de andre ingredienser for sig selv. I hvert fald for nu. Nogle af tingene havde hun heller aldrig selv haft fået fat på før, fordi det simpelthen var for svært, men hun havde hørt om dem, og havde en ide om hvad hun kunne gøre med dem. Måske når hun havde haft lidt mere at gøre med Pax, kunne ud udvide lidt mere hvad hun ikke kunne få fat på, eller havde svært ved at få fat på. Derfor nikkede hun også blot lidt til hans ord, mens hun smilede taknemmeligt. Bare det at han ville gøre et forsøg var i og for sig glædende. 

  For mange lød det Pax sagde sikkert som lidt og ligegyldigt, men for Ingrid var det næsten hele verden. Hun ville så gerne i hvert fald læse, så hun kunne søge biblioteket tyndt for mere viden omkring alkymi, og det hun kunne læse nu var.. minimalt. Der var enkelte ord hun havde lært at genkende, takket være venlige sjæle hun havde rendt bud for, og derfor var det ikke specielt brugbart. Ingrid nikkede derfor igen, til Pax ord, med et stort og ganske tilfreds smil på læberne. Det var ganske fint for hende at starte der, hvis han mente det var der han bedst kunne bruge hende, og hun ville få mest ud af det. 
 De næste ord der forlod Pax, fik Ingrids læber til at presse sig lidt sammen. Det lød på en eller den måde lidt farligt det han snakkede om. Hun havde umiddelbart ikke noget spændende magi, ud over at være en omvandrende lygte, men det var ikke noget der kunne bruges til noget. 
 De rigtige voksne.. Ingrid rystede lidt på hovedet og slog blikket lidt overvejende ned på bordet. Det var mere end fint bare at hjælpe Pax. Børnehave, virkede også mere passende for hendes evner. Hun var jo ikke specielt god eller kunne noget vildt fantastisk. Blikket blev løftet igen, og fandt tilbage til Pax'.
 " Det er mere end hvad jeg nogensinde havde forventet, hvis jeg kan hjælpe og lærer for denne Edward. Jeg tror ikke jeg er.. klar til at lege med de rigtige voksne endnu." Blikket blev igen kort slået ned, inden det landede på Pax igen.

Pax nikkede og forstod. Havde han selv fået et lignende tilbud, ville også han have sagt nej. Det måtte være det ukendte faktum, der syntes at få nervebanerne til at trække sig krampagtigt sammen, eller det, at man i den situation befandt sig mutters alene –

Ikke, at Pax havde været omkring voksne, da han var Ingrids alder. Da Pax var fyldt 16 somre, havde han anført Ulvens Flok i knap to år.

”Det kommer måske en dag”, svarede Pax omsider i en mumlende, hvorefter han sendte hende et hastigt – og forhåbentlig opmuntrende – smil. Dernæst rømmede han sig og rejste sig fra stolesædet. ”Lad os se om ham den gamle ikke er hjemme. Du kan ligeså godt gå i gang med det samme.” Pax gestikulerede mod kruset, som tegn på hun skulle række ham det, hvorefter han greb om begge og stillede dem ned i et tomt kar.

”Medmindre dine forældre venter på dig?” Tonen, hvorigennem spørgsmålet var blevet stillet, var knap tilstedeværende men det var påtaget; Pax ville virkelig gerne vide, om det skulle vise sig at være tilfældet.

 Et eller andet sted, havde Ingrid nok aldrig troet hun ville have de muligheder der var blevet lagt ud foran hende nu. Selvom hun havde startet den lille bod, havde hun ikke forventet der ville ske meget med det, og inden længe ville hun blive gift, og det var slet ikke sikkert at hendes kommende ægtemand synes hun skulle fjolle rundt på den måde på Markedspladsen. At hun i stedet bare skulle være hjemme og passe hus og senere børn.
 Nu havde hun i stedet muligheden for at blive undervist i at læse og skrive, og opleve noget og være brugbar. At blive noget andet end en uvidende pyntekone, der bare skulle gå hjemme og være yndig og ubrugelig. 

 Læberne blev foldet lidt sammen og Ingrid nikkede lidt, inden hun så trak på skulderne. Hun troede hun ville komme til at havde noget med de rigtige voksne at gøre, hvem og hvad end de så egentlig var. Det virkede forbudt og farligt, men der var heller ingen grund til at sige mere til det. 
 Som blev Ingrid helt forskrækket over Pax' rømmen og at han rejste sig, fik hun også stillet sig hurtigt op. Ingrid nikkede blot til Pax ord, og samlede koppen op og rakte den til ham. Hun var klar til  at følge med og gøre som han sagde, men det næste spørgsmål fik hende dog til at stoppe lidt op midt i at træde væk fra stolen. Hun kiggede kort mod døren. Mon Rocco stod og ventede på hende? Det var dog ikke det Pax havde spurgt om, og da hun så tilbage på ham, rystede hun på hovedet.
 " Jeg skal bare ikke være hjemme alt for sent.. " Solen havde stadig være oppe, da Ingrid var trådt ind med Rocco og mødt Pax, og hun havde spist aftensmad. Hendes forældre ville nok være okay med hvis hun var ude lidt endnu, og hun var også sur på dem, så det var også okay at trække den lidt længere end de var okay med. De kunne lade hver med at gifte hende bort.

Noget spøgefuldt satte sig fast i Pax’s stålgrå øje i det, at han vendte sig om. ”Jeg skal nok sørge for, at prinsessen kommer hjem til tiden”, sagde han, hvorefter han blinkede drillende og et smørret smil indfandt sig på hans læber.

Dernæst gik turen til Daggry Stræde, hvor Edward boede. Turen derhen var ganske begivenhedsløs. Tavs var den dog ikke. Rocco sørgede for at tale i et væk, selv længe efter Pax var stoppet med at svare ham og da han omsider kunne banke på den gamle helbreders dør, var hans øjne trætte og afslørende; fucking hjælp mig!

Edward åbnede ikke lang tid efter, at hånden havde mødtes med træet og det tog ham mindre end et sekund at fatte, at Pax var tæt på en mental sammensmeltning.
”Rocco, hold din kæft og sæt vand over til te! Du der –” Edward rettede en kroget finger mod Ingrid, hvortil Pax mumlede noget kun for den gamles øre. Hvad end han havde sagt fik Edward til at smile og hastigt tilføje; ”Ingrid! Du der Ingrid! Du kan hjælpe ham guleroden! Vand til te! Af sti af sted det gik!”

 Prinsesse. Den røde farve fandt med det samme vej til hele Ingrids ansigt igen, sammen med det røde, lysende skær fra hendes brystkasse. Hun åbnede og lukkede munden gentagende gange i forargelse og forlegenhed. Hun var bestemt da ikke nogen prinsesse! Noget hun skulle til at gøre klart for ham, men stoppede sig selv da hun så det drillende blink der blev sendt i hendes retning. Læberne blev presset hårdt sammen, og Ingrid trak skulderne lidt op mod ørene, mens hun trak hendes kappe lidt mere om sig, for at dække det røde skær.
 " Godt..!" mumlede hun en smule surmulende, inden hun fulgte med ham ud. 

  Turen gennem Dianthos gader forgik stort set i stilhed, i hvert fald fra Ingrid. Rocco snakkede som var der gået hul på hans mund, og nogen gange svarede eller kommenterede Ingrid på det han sagde. Før hun vidste af det, stoppede de foran en dør, og Ingrid stoppede med at lytte på Rocco, og betragtede i stedet nysgerrigt omgivelserne. Da døren blev åbnet, og Rocco derefter blev bedt om at holde kæft, fnes Ingrid lidt, men kort efter blev der peget på hende, og latteren stoppede brat, og Ingrid rettede sig op, nærmest helt skræmt over hvad der nu skulle ske. 
 Blikket flakkede lidt mellem Pax og manden hun gik ud fra nok var Edward, inden hun skævede mod Rocco, der bare stod og surmulede lidt, formentlig over at være blevet bedt om at holde kæft. Ingrid vandrende blik, landede dog hurtigt på Edward, da han sagde hendes navn, og hun rettede sig lidt ekstra op igen, mens hun nikkede et par gange. 
 " Ja-javel! " sagde hun hastigt, inden hun skyndte sig efter Rocco, der virkede til at vide hvor de skulle gå hen. 

”Sagt med en prinsesses elegance”, mumlede Pax med et anerkendende nik, hvorefter han fulgte efter Ingrid; hans øjne gnistrende af spøgefuldhed og hans læber adskilt i et vaskeægte djævlesmil.
Der var bare nogle kvinder, der kunne det der med at surmule…

Pax lænede sig op af dørkarmen imens, at Edward råbte sine kommandoer. At se Ingrid ranke ryggen og straks satte i gang, fik Pax til at smile bredt, for det talte unægtelig for hendes hårdtarbejdende karakter. Det var kun godt og det var med en art ro i sindet, at Pax skubbede sig fri af sit hvilested og skridtede efter de øvrige ind i det lille, vakkelvorne hjem.

Edward strøg direkte efter de to unge ud i køkkenet. Kun Pax skridtede dovent efter – han havde trods alt ingen opgaver, han sådan skulle skynde sig at løse. Det var også med stor morskab og fornøjelse, at han betragtede den gamle helbreder hundse rundt med både Rocco og Ingrid, og da teen omsider kunne blive serveret, nikkede Pax opfordrende i den kønne piges retning.

”I kommer til at se en del til hinanden. Ingrid skal være din – lærling”, fortalte Pax, hvorefter han greb om det var krus og betragtede det umage par med forventningsfulde øjne. ”Fortæl lidt om dig selv, Ingrid.”

 Da de kom ind i huset, og blev hundset rundt med, var der ikke meget tid til at Ingrid kunne betragte omgivelserne eller tænke over hvordan hun havde det. Ingrid brugte alt hendes energi og koncentration på at gøre som der blev sagt, og være særlig opmærksom på hvor Rocco fandt ting, eller hun selv blev dirigeret hen, for hun forventede lidt det nok ikke var sidste gang hun var her, og så var det godt nok at have styr på så meget som muligt. 
 Rocco prøvede at fjolle lidt en gang i mellem. Han var jo vant til Edward hundserig og så intet problem i at have det sjovt imens, mens Ingrid havde slet ikke overskud til at se det sjove i hans fjolleri, og kom i stedet med irriterende og frustrerende lyde når han forstyrrede hende.

 Da det hele var klart og teen blev hældt op, kom der lidt mere ro på Ingrid. Det var dog ind til Pax begyndte at snakke, og alt opmærksomheden blev vendt mod hende. Præsentationen af Ingrid, gik hende til at blive en smule forfjamsket, og uden at vide hvad hun ellers skulle gøre tog hun kort fat i kjolen og meget hurtigt og kort, lavede et let naj, bare lige for at markere og hilsen. Hun indså dog lige efter, at det måske var unødvendigt og ligegyldigt i den setting hun var i nu, og mærkede varmen stige til hendes kender. 
 En varme der kun tog til lige så stille, da Pax bad hende fortælle om sig selv.
 " Uhm altså.. " Ingrid så lidt søgende mellem alle mændene, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hvilket kom til udtryk ved læberne der bevægede sig en smule, uden der kom noget lyd. For fortalte man lige?
 " Je-jeg hedder Ingrid, og jeg eh er 16 somre.. Jeg er interesseret i alkymi og vil gerne lærer mere om det.  " hænderne pillede lidt uroligt ved kjolen, indtil en af hænderne i stedet flyttede sig op for at pege på de tre reagensglas hun havde om halsen.
 " Jeg samler ting fra naturen og laver blander der gør lidt forskelligt.. Uhm.. ja.." Blikket flakkede hen på Pax, i en søgen efter hvad mere hun skulle fortælle. Om der var noget specifikt han søgte efter hun fortalte. Hun var ikke vant til at være sådan i spotlyset hos flere mænd. 

Edward betragtede Ingrid med afdæmpet og påtaget begejstring, tydeligvis ikke synderlig interesseret i at have en køn tøs rendende. Faktisk lignede han en, der ikke ønskede at lave andet end at gå tilbage i seng, hvormed han uden entusiasme gestikulerede til Ingrid, at hun skulle komme i gang.
Pax derimod… måtte kæmpe med morskaben, der sendte behagelige bobler rundt i hans krop. Det var næsten kært, sådan som pigebarnet stod og blev helt forfjamsket over al opmærksomheden, men han stak en tommelfinger i vejret, da hun var færdig, i håb om hun forstod, at hun havde gjort det godt.

”Hun vil gerne lære mere om alkymi”, gentog Pax med en art begejstring, der ikke normalt tilfaldt ham selv. Edward nikkede og tvang et smil over sine læber, hvorefter også han bekræftede, hvad den anden havde sagt. ”Hun vil lære om alkymi, javist – ja.”
Pax nikkede og lo dernæst hæst, hvorefter han vinkede Ingrid tilbage til bordet. ”Såeh, hvad tænker du? Kan du hjælpe os?”
Edward himlede med øjnene og satte kruset til læberne, hvorefter han modvilligt nikkede langsomt. Da Pax dernæst afbrød ham og spurgte, om han ville være i stand til det, spruttede Edward fornærmet: ”Ja sgu da! Jeg kan fandeme da lære hende alt, hun behøver! Hvem tror du, jeg er? En skide amatør?”

 Der var noget over måde Edward så på hendes og satte hende i gang med at snakke, der gjorde hende usikker på om det var en god ide at blive hans lærling. Hun ønskede ikke at skulle presse sig på, og være til besvær for ham, og det var lidt den følelse hun havde nu. Pax virkede dog noget mere engageret i ideen, og det var også det der fik hende i gang med at tale. 
 Tommelen op fra Pax da hun var færdig, fik hende til at trækker vejret ind i en tung vejrtrækning og nikkede lidt. Hun skulle nok fortælle de samme ting som hende og Pax havde snakket om, da de bare var de to alene, men det lettede hende at hun ikke behøvede. 

 Nervøsiteten voksede sig lidt størrer da der ikke var synderlig meget reaktion fra Edward. Hun var selvfølgelig forberedt på at han måske slet ikke var interesseret, men Pax havde lydt så sikker i at Edward kunne hjælpe, at hun ikke kunne lade hver med at frygte skuffelsen ved han ikke ville hjælpe. Som Pax indikerede, kom hun tættere på bordet med læberne foldet sammen, og et håbefuldt blik mod den ældre mand. 
 Da han nikkede lige så stille, skilte Ingrids læber sig i et stort smil. Der var ingen tvivl om at hun var glad -- end ikke den Haldis' Halefjer blanding hun havde om halsen, kunne holde glæden tilbage - og det hvide lys begyndte at lyse op i hendes brystkasse og bredte sig til hendes hals og skuldre, hvilket gjorde det sværere for kappen at dække lyset. 
 En mild latter forlod Ingrids læber som Pax prikkede til Edwards evner til at kunne hjælpe, og det gjorde hende kun mere motiveret at hører Edward var så selvsikker i hans arbejde. 
 " Ih, mange tusind tak Hr.. Uhm.. Edward..! " glæden lyset ud af Ingrid - bogstaveligt talt - og hun bukkede taknemmeligt hovedet inden hun så end på Rocco med et lige så glad og taknemmeligt smil. Det var trods alt ham der havde forslået hun kunne snakke med Pax. 

”Edward er fint, tak!”, udbrød helbrederen hastigt og med en affærdigende håndbevægelse, hvorefter de buskede øjenbryn, om muligt, krøb endnu længere ned. ”Men selveste Zaladin ved, at jeg fandeme ikke er tidligere op af den grund! Nej, jeg sover sgu til middag, uanset om du står med svovlstikker udenfor og banker på i en vinterstorm! Jeg vil simpelthen ikke hundses ud af fjerene og hvis – oh, hvis! – du ikke giver mig i hvert fald en time til at åbne øjnene, så bliver jeg i et uhyggeligt djævlehumør resten af dagen! Jeg kan slet ikke magte andet! Jeg er en gammel mand. Jeg har betalt skatterne – eller, jeg har da i hvert fald nogle gange – hvad jeg mener, er, at jeg har vidst, at de fandtes i, ja, i hvert fald halvtreds år, så jeg har sgu retten til – hvad fanden griner du af knægt?!”

Pax havde kæmpet en bragt kamp siden, at Edward uendelige talestrøm var sat i gang og måtte til sidst klukke ganske enkelt for ikke at eksplodere. De tofarvede øjne lyste af morskab og da de lagde sig på Ingrid, sneg en mærkværdig stolthed, han ikke burde føle, sig også derind og satte sig fast.
”Han er helt tændt på idéen, Ingrid. Du skal ikke være i tvivl”, forsikrede han, stadig halvleende, hvorefter han rejste sig. ”Jeg tænker, at I kan starte med det samme –”
”Ja, men det fandeme-fisme da først i morgen! Jeg gider da ikke nu! Desuden er det langt, langt hen på eftermiddagen, at du ved det!”
Pax nikkede og klappede smilende Edward på skulderen, hvorefter han greb de to unge og skubbede dem – blidt – ud igennem døren. ”Vi er dem der er skredet!”
”Hagen op, Pax! Hagen op, unger!”
”Hagen op!”

Ingrid nikkede kort, da det blev gjort klart Edward ikke var nogen Hr., eller noget andet. Det var også meget nemmere når det hele ikke skulle  være så fornemt. Det glade smil, ændrede sig kort til lidt moret som ordene pludselig fløj ud af Edward, men Ingrid fik pludselig noget mere travlt med at skrive mentale noter om hvornår hun skulle møde op og ikke møde op, så hun ikke længere havde tid til at være underholdt at tsunamien af ord. 
 Da Edward blev distraheret af Pax der nærmest havde virket underholdt af det hele siden de trådte ind i Edwards hjem. Ingrid foldede læberne lidt sammen, som det underholdte smil fandt vej til hendes læber igen. Nervøsiteten der havde summet i hendes krop tidligere var væk, og hun stod tilbage med en mere afslappet, men spændt følelse, som hun et eller andet sted følte sig velkommen i det lidt mystiske selskab. 

 "  I mor-uh! " Udbrød hun overrasket da Pax begyndte at skubbe hende afsted, som hun var ved at sige det var helt fint de først startede  den næste dag. Blikket flakkede lidt mellem dem alle mens hun gik mod døren de var kommet ind fra. Hagen op? Ingrid foldede læberne lidt og flyttede blikket tilbage på Edward.
 " Vi.. Ses i morgen, eh.. Efter middag! Og.. Tusind tak, Edward..! " nåede hun lige at tilføje, før hun ikke længere kunne se Edward, og hun i stedet flyttede blikket frem, så hun kunne se hvor hun gik. Et stort smil sad nærmest som limet mod det kønne ansigt, mens det hvide lys forsat fik Ingrid til at lyse en smule op.

Rocco lænede sig ind mod Ingrid med et bredt smil over munden. ”Hagen op er sådan, du ved, en slags ’pas på dig selv’ og ’og held og lykke’ i en sætning! Du svarer bare ’hagen op’ ligesom os, når det er! Du er jo nærmest en del af Flokken nu!”, fortalte han lavmælt og begejstret, alt imens Pax baksede de to unge afsted.

I det at de kom udenfor smilede Pax tilfreds og klappede Ingrid på skulderen. Det var det bedste, han kunne gøre i forhold til at vise hende, at han var ganske godt tilfreds med dagens udfald – og ikke mindst hende.
”Du ved, hvor du skal indfinde dig i morgen – efter frokost vel og mærke”, sagde han, alt imens han begyndte at tage noget afskeds-skridt bagud, væk fra de to turtelduer. ”Rocco møder dig og følger dig herhen. Hvis du mangler noget, så sender du bud efter mig, okay? Jeg gør det samme, når jeg har fået skaffet det, du bad mig om. Hagen op”, begyndte Pax smilende at opremse, hvorefter han stak pege- og langefingeren til panden i tyvenes hilsen.
”Hagen op!”

 Blikket blev løftet op på Rocco som han forklarede deres afskedshilsen. Det gav mening, og Ingrid havde da også selv tænkt sig til det var noget i den dur. Hun nikkede derfor lidt som han snakkede, men stoppede da han sagde hun nærmest var en del af Flokken. Det fik en varm føles til at brede sig i hendes krop, og mundvigene til at trække sig en smule mere op. Det gjorde hende glad at vide hun nærmest var en del af noget, men også en smule forlegen, på grund af måden Rocco så åbenlys sagde det. Var det ikke noget Pax bestemte? 
 " Oh.. Okay " lød det lidt usikkert og forlegent fra de spinkle læber. 

 Udenfor så Ingrid mod Pax, som han klappede hende på skulderen. Noget der vækkede en eller anden stolthed i hende. Hun nikkede til hans ord og foldede hænderne foran sig.
 " I morgen, efter frokost," gentog hun for at forsikre hun havde forstået. Hun skævede kort op på Rocco inden hun så efter Pax som han begyndte at gå væk, og nikkede så lidt. 
 " Hagen op!" sagde hun nærmest forhastet, mens hånden løftede sig i et vink. Det virkede underligt at sige, men alligevel også rart.
 Mens Pax forsatte væk, trådte Rocco ind foran Ingrid og lænede sig ned mod hende, men et skævt og smørret smil. Noget der fik hende til at rynke panden lidt. Hvad luskede han nu rundt med i tankerne? 
 "Du lyser.." Mumlede han moret. Ingrid så ned af sig selv og kom med en irriteret og flov lyd, mens kinderne blev røde, og det samme gjorde lyset fra brystkassen. Et lys der kun blev forstærket da Rocco pressede læberne mod Ingrids for et kort øjeblik.
 " Jeg hader dig.." lød det mumlende fra den lyshåret pige, efter hun havde trukket sig fra kysset med ekstra røde kinder og lys. Ordene lød dog langt fra oprigtige, og hun tog da også Roccos hånd i sin som hun trak ham ned af gaden, og trak kappen mere om sig med den anden hånd.