"Pfft. De var mennesker, forstår du. En mørkelver hører ikke til på et menneskeskib .. heller ikke blandt de værste af deres slyngler. De vender sig altid mod os i længden!" Sagde han, et snert af harme havde nu sneget sig ind i hans stemme. 

Det var derfor, Valerias Tåre var noget særligt, og det var derfor, at havgudinden havde bragt ham hertil - da dæmonerne først havde fisket ham ud af havet, var han ganske usikker på, om dette her virkelig var stedet, han hørte til, men de havde et skib. Et skib hvor han var velkommen. 

"Du skal ikke være bange Kaptajn. Jeg har alle intentioner om at hjælpe med at holde skibet her oven vande!" 

Det var nu noget Aistaraina kunne forstå, og man kunne også se hvordan ilden brændte bare en anelse mere voldsomt i hendes øjne ved at han nævnte at det var menneskernes skyld. De havde begge været udsat for den uretfærdighed der havde været i at være pirat i nogle omgangskredse der ikke værdsatte deres ophav.

”Det har du også helt ret i,” var derfor også de bekræftende ord der lød fra hende. ”Der er en grund til at jeg har sørget for Valerias Tåre er som den er. Her er der ingen der kan sige noget mod hvem vi er, eller vende sig mod os.” Det havde været noget hun brændte meget for, og kortvarigt havde hun glemt at Zafael mest af alt var her for at lægge an på hende. ”Det glæder mig at du deler samme passion med mig, og måske vi også får noget af Valerias gunst, nu når du er på skibet.” Om han virkelig var velsignet af hende, det kunne Aistaraina ikke sige, men det kunne næppe være en dårlig ting. Hvis han ikke sank alle skibe han var i nærheden af. Hun var dog villig til at tro på at det var menneskenes skyld de andre gange. 

"Det glæder mig, kaptajn." Zafael smilede et tandsmil, uroen i hans krop var stadig tydelig på ham. Det glæder mig meget. "Med tiden skal vi nok vise dem deres fejl. De dør trods alt som fluer mens vi.. lever så meget længere." Dristede han sig til at tilføje. Åh, det kløede i hans fingre efter at lægge dem om halsen på de arrogante menneskekaptajner, der havde spyttet i hans retning og nægtet ham at komme ombord på deres skibe. De ville pisse i bukserne ved synet af Tåren.

Han rejste sig og gav et nærmest fejende buk i hendes retning. "Mit ønske er at sejle under Dem i mange år Kaptajn." Bekendtgjorde han. Med tiden vil du se min nytte .. og min charme. "Og i løbet af den tid, vil vi forhåbentlig lære hinanden meget bedre at kende."

Det trak op i Aistarainas læber, som han påpegede hvordan de andre racer døde som fluer, mens de selv levede længere. ”Det er lidt af en fornøjelse at vide… og hvis ikke, så har vi nu vores muligheder for at tage hævn,” pointerede hun. Det var ikke ofte de gik efter andre pirater, men hvis de havde kommet i forkøbet af dem med at plyndre et stort fragt skib, så var det ganske muligt, og når der lå personlige agendaer bag det. De havde vidst alle lidt en smag for hævn.

Hun rettede sig selv lidt mere op og kiggede næsten lidt stolt på Zafael over de store ord han kom med. ”Det er godt at høre Zafael. Jeg håber dine evner kommer til gavn her på skibet, og hvis de gør… så har jeg altid sørget for at værdsætte de af mine besætningsmedlemmer der gør det godt.” For nogen kunne det lyde som en skjult antydning på at hun ville være sammen med ham, men det var ikke tilfældet. Langt fra. Det betød blot en større del af godset, og at hun behandlede dem godt. Ikke at hun var en slem kaptajn på nogen måder. 

Zafael lod tungen glide fugtende hen over læberne. Åh, han elskede tanken om at tage hævn over de svagere pirater. Sejlende under Tåren ville det måske også blive muligt..

"De har ingen anelse om hvilken glæde Deres ord vækker i mig." Sagde han.

Glæde var ikke det eneste hun vækkede i ham, men han ville ikke presse for meget på. Ikke endnu - ikke før han havde vist hende, hvad han virkelig kunne. Så ville hun selv komme til ham!
Hendes næste ord bekræftede det blot for ham - og han anede ikke, at han opfangede hendes antydninger helt forkert. Tværtimod kunne han mærke, hvordan hjertet slog en smule hurtigere og smilet om hans læber blev bredere.

"Jeg skal give Dem god grund til at værdsætte mig!" Lovede han hende, inden han med et fejende buk nærmest strøg ud af døren, endelig givende efter for rastløsheden og uroen. Han ville finde noget at give hende - noget der kunne vise hende, hvor vigtig hun allerede var for ham.
Deres samtale havde efterladt ham fyldt med mod og tro på sig selv..

Der var vel altid lidt af et hævngerrigt gen hos mørkelverne, og hvis der ikke var, så kom der det efter flere år hvor de var blevet behandlet som anden rangs borgere i landet de selv var blevet skabt i. Aistaraina forstod måske folks påpasselighed med mørkelverne, da mange af dem ikke ligefrem var godhjertet, og den dæmoniske indflydelse havde sat mærker, men det var vel ingen undskyldning.
Derfor var det ikke uden en vis fryd, at også Zafael pointerede hvilken glæde det vakte i ham at få muligheden for at rette bod på hvad der var sket for mange år siden.

”Det glæder mig at høre,” svarede hun igen med et nik, men rejste sig ikke selv op som Zafael gjorde. Hendes øjne fuldte blot hans krop, som han forlod kahytten, og endnu engang var Aistaraina tilbage med sine egne tanker. Man skulle ikke tro at han allerede var ved at runde de trehundrede år med hans tempo, men det var egentlig ikke et problem hun havde med ham som sådan.