I et lille sekund, der glemte den flygtige skabning hvor det var hun var på vej hen, da hun med endnu en overrasket mine, måtte hører halvdyret sige at hun var høvdingedatter. Fandtes sådan nogle stadig? Hun havde aldrig stødt på noget der mindede om en... klan, eller hvad man ville kalde det, omend det i sidste ende ikke kunne være meget anderledes end slægter og slægtsled. 
Det lød dog som noget med en del mere tyngde, og satyren nikkede eftertænksomt, idet at hun overvejede det. 
Skridtene blev dog genoptaget, i jagten på cirkussets leder. 

"Hvad indebærer det så, udover at redde folk?" fulgte hun op med, en tydelig nysgerrighed over hvad man ellers gjorde - det lød ganske eventyrligt! Og var det eventyrligt nok, ville det ikke være skidt at lave en sang over det... en lille ballade, om høvdingedatteren der befriede halvdyr og andet gøgl, på trods af de forpligtelser der ellers lurede! 
Man var trods alt stadigvæk en skjald, når man ikke styrede lysene og lygterne i det farvede telt. 

At gøre noget for andres bedste, se det var ikke en mentalitet som Aria mødte i forfærdeligt mange væsner. Det skete selvfølgelig - ligesom at det skete lige nu - men langt de fleste gange, så var det ikke en kvalitet der blev højnet, desværre. Sikken en verden det ellers ville være, hvis alle havde samme tankegang som høvdingedatteren havde. 

Hun havde set slaverne i Rubinien, og hun var ikke fan af det. 

Det føltes bare som en uoverskuelig byrde at løfte, med så smalle skuldre som hendes. 
Men det virkede ikke helt som om at hun havde det nemt, heller. Imens de kom mere og mere ind i gøglergruppens forunderlige univers, forklarede halvdyret også selv mere og mere. Og selvom Aria ikke nødvendigvis forstod grundene til meget af det - kvindelige ting? Var hun en forbandet god lytter. 
"Du... du ligner heller ikke en, som der ville trives under de opgaver" kom det til sidst fra hende, natsorte øjne undersøgende i deres blik. "Hvordan er din flok?" 
Alle havde deres ting at slås med, alle havde egne problemer, og gamle flokke kunne være utrolig drøje med deres traditioner. Det vidste hun godt. Og det kunne være svært, at være så konfliktet omkring ens familie, som den unge halvtiger virkede til at være. 
Selv havde hendes egen familie heller ikke været decideret lykkelige for at hun rejste, men de havde aldrig holdt det imod hende - eller for den sags skyld forventet andet af hende. Og det havde hun altid været taknemmelig for.