Når det var gjort. Det var både så pludseligt, og alligevel bare så simpel og rigtig en ting at høre. Det var ikke sådan unge mennesker planlagde at binde sig for livet. Der skulle store fester, stor planlægning og alverdens mennesker blandes ind i et helt stort cirkus. Det havde aldrig tiltalt ham, og hvorfor var det aldrig slået ned i ham, at det ikke var sådan det behøvede at være. Bare de to der bandt båndet, var der og enige om at det var hvad der skete.

"Hun løber i hvert fald ingen steder. Hun har en datter og barnebarn her i Dianthos" det var en beskeden lille familie han havde sig. Tanken om at han nu blev en del af en langt større fik et smil frem i det buskede skæg.

Lances blik gled ned på deres hænder. Hans der lå over hendes, gled ind under og flettede deres fingre sammen, inden han løftede de sammenflettede hænder op, lænede sig frem og lod sine læber hvile mod hendes håndryg. Lance var ikke en mand af mange følelsesladede ord, men en gerningens mand. Selvom det også var sparsomt hvor meget han viste der. Med roligt lukkede øjne, bredte smilet sig over hans læber, mens han mumlede mod hendes hud "Dhalia Bigwig"

Et fast nik anerkendte Lances ord om hans søster og hendes familie. Det gjorde jo tingene nemmere. Meget af Dhalias familie var også i byen eller kom hyppigt forbi, med undtagelsen værende Linea og hendes børn Perla og Safira der sjældent forlod Rubinien. Men resten ville nå forbi før eller siden, så ordet skulle nu nok nå rundt.

Dhalias smil var smalt som Lances fingre flettede sig med hendes, men det skinnede med alt solens varme. Den ældre helbrederske følte sig som en ung pige igen som det vilde skæg kildede hendes fingre, inden hans læber blidt fandt et øjebliks hvile der. Et let og kærligt suk undslap Dhalias læber, mens hun blot sad og nød øjeblikket. Nød synet af hans fjogede, fantastiske smil som hans lavmælte ords ånde kærtegnede hendes hånd.

"Min husbond" svarede hun, mildt som morgendukken, og lænede sig længere indover bordet, for at hvile sin pande mod hans. De var nogle gamle fjolser, var der en del af hende der sagde. Og hun kunne kun give den ret. Gamle, lykkelige fjolser.

Bigwig troede ikke at det var muligt at få en mere varm og rar følelse i kroppen end han allerede havde i dette øjeblik. Men som hun svarede ham med ordene Min husbond var helt fortabt. Han havde vidste i mange år, at han ville gøre alt for hende, men aldrig turde tænkte at det kunne udvikle sig til dette. Denne varme fantastiske følelse der fik den aldrende herre til at smile fjoget og have så meget kærlighed skinnende ud af de varme øjne, så man rent faktisk skulle tro at han var blevet en ung mand igen.

Han lukkede langsomt sine øjne, lænede sit hoved frem og lod sin pande hvile mod hendes, som han lod sig indhylde i hendes duft. De havde alligevel haft ret, da de sagde at han blot skulle finde den rette, og han ville vide det. Som de sad her, tænkte han over hvor længe han i bunden havde vidst at det var Dhalia og kun Dhalia der i sidste ende kunne få vildmanden til at føle denne lykke. "Min viv" hviskede han mod hendes fingre.

Øjeblikket kunne have varet evigt. Dhalia gav det alt den tid og plads hun kunne finde. Et sekund for hver forjaget time i hendes liv. Et mere for hver ensom aften, for hver ensom morgen. Det tynde smil voksede, til kærligheden strålede ud af dybe smilehuller og foldede rynker.
At maden blev kold var en praktisk tanke der dukkede op, overvejet kort og så prompte skubbet til side. Mon ikke de for en enkelt aften kunne leve af kærlighed og frugtjuice?

"Du ved.." sukkede hun mellem åndedræt, som frygtede hun at bryde øjeblikket med ord "Jeg kender et par folk i præsteskabet der skylder mig en tjeneste eller to efterhånden" pointerede hun næsten henkastet, men den legende tone der dansede under, var af så drilsk en karakter, at den lød som noget der ret burde være kommet ud af Bigwigs mund, og ikke hendes egen. Dhalia havde aldrig været utålmodig af natur, men det lod til at Lance fik det værste op i hende.

For nu de havde besluttet sig, var der da næppe grund til at vente?

Lance havde aldrig set noget smukkere, som Dhalias smil trålede til ham. Han havde ikke troet det muligt, at han i disse sene år af sit liv, kunne føle denne glæde og kærlighed, som han gjorde lige nu. Han forstod ikke hvordan han var så heldig.

Dhalias ord fik Lance's i forvejen bredde varme smil, til at bredde sig endnu mere ud, nu også med et morende træk og et let overrasket glimpt i de friske men gamle øjne. "Solen er endnu ikke helt nede. En sådan tjeneste må da kunne indfries nu" foreslog han og gav hendes hånd et let klem.

Lance var uden tvivl den mest utålmodige og spontane af natur, og lige nu tiggede hele hans væsen om at de skulle gå hånd i hånd ned og knytte båndet. Han havde ikke lyst til at vente et eneste sekund mere, men hans respekt for hende og hendes valg, stoppede ham for at gøre noget, før hun havde givet sin accept.

Dhalia gengældte det lette klem om hendes hånd mere fast, inden hun nikkede bestemt og rejste sig op. "Tag mit sjal over på stolen for mig" bød hun, mens hun samlede deres tallerkener og krus og tog af bordet. Nok ville var de ved spontant at gifte sig, men det gik altså ikke at lade den slags stå. Det ville kun invitere ulykke ind i ægteskabet at vende hjem til et rodet hus den første nat!

Der gik dog ikke mange øjeblikke før Dhalia stod klar ved døren, efter at have ryddet maden af vejen. En bekymring nagede i hendes mave. Ville hun få kolde fødder? Efter alle disse år, ville hun så faktisk være i stand til at give slip på sin afdøde mand, Seto, der forlod hende for så længe siden?
Hun vendte bekymringen i sit sind, men fandt at den ikke slog rod. Der var intet Seto nogensinde havde givet hende, udover hendes børn, som hun kom til at savne.

Hendes blik faldt på Lance, og et smil trak ubudt hendes læber op. Lance gjorde hende lykkelig, mere end Seto nogensinde havde. Det var vist på høje tid hun fik lagt sin enkepligt i samme jord som dem mand den havde forsøgt at ærer.

Bigwig følte sit hjerte springe et slag over, som Dhalia beslutsomt rejste sig. Smilet over hans læber ville være umulig at få til at falme i dette øjeblik.
Han rejste sig knap et halvt sekundt efter, for at efterkomme hendes forespørgsel, og gik med lange skridt hen og tog det bløde sjal fra stolen. På vejen tilbage, skubbede han sin og derefter hendes stol tilbage ind på plads under bordet. Noget havde hun allerede fået lært ham! Hjemmet havde i hvert fald aldrig været så pænt og indbydende som nu - og han forventede kun det blev bedre.

Bigwig fulgte hende til døren, og lagde sjalet om hendes skuldre. Her stod han et kort øjeblik og så ind i hendes varme brune øjne, og lod sig smelte af det smukke smil der prydede hendes læber. Han svor, at han ville gøre alt for at hun skulle smile sådan hver evig eneste dag resten af deres liv.

Bigwig åbnede døren for hende, og som hun var ude, lukkede den efter dem og tilbød hende sin arm. "Klar?" Tanker om tvivl ankom aldrig i hans tanker, og hvis de forsøgte ville de blive aflivet på stedet. Den varme følelse af lykke der bredte sig ud i hele kroppen på ham lige nu, var al den forsikring han behøvede for at vide, at dette var det rigtige valg.

Dhalia lod Lance tage sin arm, og lagde den varme hånd fra sin anden, ovenpå hans "Mere klar end nogensinde" svarede hun uden tøven, og satte afsted.

Gåturen gennem byen føltes som et flygtigt øjeblik af lykke, men samtidig synes tempeldistriktets høje spir at snegle sig tættere på, som var turen uendelig lang, trods de gik i rasks tempo og vant trådte af små genveje for at gøre vejen kortere.
Deres mål var Isaris tempel, og trods Dhalia var troende, var det pinligt længe siden hun sidst havde sat sine ben i de lyse haller, under de hvælvede lofte.

En tempel tjener mødte dem få skridt inde, og da Dhalia bød ham finde Reina, stillede de ikke spørgsmål. Det måtte være vigtigt når lederen af helbrederhuset og en af byens løjtnanter troppede op og efterspurgte ypperstepræstinden - også selvom tempel tjeneren ikke kunne andet end studse over at se dem arm i arm.

Dhalias blik blev draget tilbage til Lance, og straks smeltede hendes sædvanlige strenge træk væk i et mildt smil. "Sidste chance for kolde fødder" sagde hun lavmælt, mens hendes hånd uvilligt klemte lidt ekstra om hans arm. Hun forventede ikke de ville være noget så langt, hvis han holdt nogen tvivl... Men alligevel nagede hans flygtige natur. Det var alt sammen sket så hurtigt, og hun kunne ikke bærer hvis han skulle binde sig og fortryde det den næste morgen.

Det var noget af en overraskelse som Reina hørte hvem der spurgte efter hende. Dhalia var en hun var ganske bekendt med, omend de næppe var tætte, men hvad der ikke kunne tages af mindre skræmmer oppe i templet, gjorde ofte at de blev sendt ned til helbredelseshuset. Ikke at Isari templet ligefrem var kendt for at være et sted for helbrederske, men de havde en del der havde de evner.
Byvagten havde hun dog endnu mindre at gøre med, især ikke rigtig efter dæmonplagerne.

Som hun gik dem i møde, var det med lidt hurtigere skridt, hun var ikke sikker på om det var seriøst, eller bekymrende, eller hvad var grunden for at der blev spurgt efter hende. Tempel tjeneren havde ikke ligefrem haft mange informationer at give hende til.
"Velkommen til," lød hendes ord dog som det første, som hun endelig stoppede op foran dem. Hun så ud som hun plejede. De store vinger der omkransede hendes skikkelse, og de hvide klæder der vidnede om hvor hun gjorde sin gang. "Jeg kunne forstå at I har sendt bud efter mig? Hvad kan jeg hjælpe med?" Og selvom hendes ansigt ikke umiddelbart vidnede om en uro, så kunne man alligevel se en undren i hendes blå øjne. 

Bigwig holdte masken som templets tjenestefolk syntes at få ekstra fart under skoene ved synet af lederen af helbrederhuset og en af byens løjtnanter. Han kunne kun gisne om hvad de tænkte, men det gik ham ikke forbi at de opdagede hvordan de to’s arme var låst sammen. Den ældre løjtnant drejede blikket og smilede varmt til Dhalia. ”Hos dig bliver mine fødder aldrig kolde” han om ikke til at fortryde. Han havde fået en forsmag på hvordan hans liv kunne være, når det var sammen med hende og det ville han ikke undvære. Han trak hende lidt tættere på, for at bekræfte sine ord. Hun ville aldrig blive en fortrydelse i hans liv.

Bigwig bukkede hovedet høfligt for ypperstepræstinden, både af respekt og som hilsen. ”Mange tak for at De tager dem tid til at se os.” startede han og kiggede tilbage på Dhalia. ”Vi.. Vi vil bede dig om Isaris velsignelse og blive gift” det var ikke mange i byen der kunne sende direkte bud efter ypperstepræstinden og nok endnu færre der ville havde gjort det. Men det var vigtigt for de to og Bigwig havde ikke lyst til at vente mere end højst nødvendigt.