Fabian havde ikke tænkt sig at risikere det, selvom Aldamar virkede til at være rimelig engageret i hvad de havde gang i lige nu. Hvis det overhoved kunne gøre det. Det var som om at begge mænd havde savnet det her de sidste par uger, og det var til trods for at deres tidligere møder langt mere havde gået ud på at flirte, men den morgen, der havde lysten og forventningen om næste gang været stor. Nu havde Aldamar selvfølgelig også haft muligheden for at overveje om han var helt villig til at gå så langt, som Fabian havde lagt op til fra starten af.

Han hørte, mere end følte, hvordan skoene faldt til gulvet, som Aldamar fik skubbet af sig, og Fabian smilede lidt mere ind i kysset, men sagde ikke noget om det, som han selv prøvede at få sparket skoene af, hvilket der skete kort efter.
Heldigvis kunne Fabian også godt lide at have Aldamar i denne her position, og han var ganske afklaret med at Aldamar gerne ville have kontrollen, når de endelig var sammen. For uanset hvor meget Fabian kunne lide at få det sidste ord indført overfor Aldamar, så var det noget andet, når det kom til sengen.

Han møvede sig lidt bagud, så mere af hans krop var på sengen, så de kunne være lidt mere bekvemt, og ikke så bange for at falde ned. Men fordi han bevægede sig lidt bagud, så gav han også kortvarigt slip på Aldamars læber, hvilket jo blot betød at Fabian kunne sige noget. ”Nogen er entusiastisk i dag,” pointerede han, lidt åndeløst, og med sammen entusiasme som før, nu når han havde rykket sig tilbage, gav han sig i kast med at kysse Aldamar igen. Nogen var nok dem begge to, hvis man skulle se objektivt på det. 

Der var mange ting som var med til at motivere Aldamar, og en af dem var det pludselige tidspres han følte hang over hans hoved. Med udsigten til ægteskab ville aftenener og møder på Svinet være svære at klemme ind - hvis man altså gik op i at undgå mistanke - og det betød til dels at han følte han skulle 'nå det'. En anden fantastisk grund var hvor forfærdelig meget han havde lyst til Fabian, og en tredje var at det var på hans præmisser. Alt sammen noget der fik fyrstesønnen til at skubbe ham længere bagud, trække ham mere til sig. 
De blå øjne syntes næsten at blive en anelse mørkere ved de ord - en pointe han var hurtig til at nikke i enighed til - og Aldamar smilede næsten lumsk. Entusiastisk var et ord for det, og han satte pris på den finere formulering. Og... han ville næsten vove at påstå at entusiastisk ikke gjorde den blonde formskifter noget. 

Med mere plads på sengen, sneg det andet knæ sig nu også op over kanten, et ben på hver sidde af hans halvsiddende position. Aldamar slap hans læber, men fjernede ikke ansigtet, med panden lænende imod hans og hænderne godt placeret om hans kæbelinjer; tommelfingrene i dovent nussen af hans kæbe og prikkende små skægstubbe. "Nogen har også arbejdet forfærdeligt hårdt, de sidste par måneder" gled det drillende over de buede læber, og Aldamar's hænder bevægede sig samtidigt prøvende ned til den løse skjorte, og de knapper der stadigvæk var lukkede på den. 

Fabian var stadig lykkelig uviden omkring Aldamars giftemål, og måske det også ville putte lidt af en dæmper på aftenens hygge, hvis det var kommet ud, ikke fordi Fabian havde noget imod at knalde en mand der var gift eller skulle giftes. Men så handlede det pludselig mindre om hvad de to af dem ønskede, og mere om at før eller siden ville det her nok være et overstået kapitel, i hvert fald til dels. Deres ugentlige aftaler var dårligt kommet op og stå, inden de måtte sige farvel til det.

Hvor havde Fabian dog ikke lyst til at stoppe med at kysse Aldamar, eller stoppe med at røre ham, og bare have ham tæt på sig.
”Så er det vidst også tid til at slappe lidt af,” hviskede Fabian, og han flyttede endelig sine hænder ned, så han kunne løsne Aldamar skjorte. Det virkede altid til at sidde så godt på Aldamar, men det skulle ikke stoppe Fabians hænder fra at gøre sit bedste for at få den op. Jo hurtigere tøjet røg, jo bedre, også selvom Fabian også lidt ønskede bare at udforske Aldamar.

Selvom hans hænder udforskede, så holdt han øjenkontakt med Aldamar, nu når de var så tætte. Det føltes intenst, især som lysten strålede fra Aldamar, på en anden måde end den havde gjort før. De blå øjne var så mørke, så Fabian næsten følte at han kunne drukne i dem.

En knap, to knapper. Aldamar forsatte hen til den tredje, inden at han kortvarigt måtte stoppe for at høre hvad han sagde, hvilket var ord der fik en lille gnist af forvirring frem i hans blik. Mente Aldamar selv? Fordi Aldamar havde så sandelig ment Fabian, men kunne ikke lade værd med at nikke alligevel - det var det i den grad. Og hvor at sådan en kommentar måske havde fået Aldamar til at vige lidt tilbage, i starten, jah så var det ikke sådan nu. 
Uden den store nervøsitet omkring ham - eller måske helt specifikt, uden den store nervøsitet om hvad han ville, der var Aldamar ikke bange for at lade 'tid til at slappe af' ske. Det ville i hvert fald overraske ham grueligt, hvis de sidste par måneder havde været et eller andet beskidt trick. Men Fabian havde fået sneget sig forbi den nogle gange indgroede mistanke der lurede i Aldamar, hvilket betød at han fik... jah det hele. 

Øjenkontakten var intens, og med et sus af tilfredshed fik Aldamar endelig åbnet den sidste knap - og endda helt uden at kigge (for meget)! Et trick Fillipe havde lært ham for evigheder siden, var hvordan man åbnede dem med en enkelt hånd. Så imens de sidste par knapper var blevet åbnet, havde Aldamar fået sneget den frie hånd tilbage - ind under skjorten - og op langs rygsøjlen, hvor at den nu i cirkulere bevægelser nussede ham, men dog også insisterende. Og måske en anelse afprøvende, var der en prikken af negle her og der. 

Den anden greb kanten af stoffet, et drillende glimt i øjnene imens at han prøvende trak lidt i det. Han kunne godt krænge den af ham, hvis han ville have det. 

Luften var lidt køligere, nu når skjorten var halvt på vej af Fabian, men Aldamars kropsvarme holdt gåsehuden på afstand. Selvom de nussende bevægelser, fik noget der mindede om det frem, især når han engang imellem brugte neglene. Han forventede ikke mere end noget meget simpelt sex fra Aldamar, og derfor forventede han næppe at det blev mere voldsomt, end hvad der skete lige nu. Noget han fint kunne affinde sig med.

Nu når skjorten var løs, så gav Fabian også lidt slip på Aldamar, så han kunne hjælpe med at få den af sig og smidt lidt væk, inden at hans hænder ordentlig også gik i gang med Aldamars skjorte, da det også kun kunne gå hurtigt nok. Modsat Aldamar, havde Fabian intet problem i at holde øjenkontakten, mens han åbnede den. Hans fingre bevægede sig som de aldrig gjorde andet, men han var ikke ligeså hurtig til at hjælpe Aldamar med at få den helt af. Han tog blot fat i hans hofter, før han rykkede hovedet ind, ikke for at kysse Aldamar, men denne gang begyndte at kysse ham ned langs halsen. 

Skjorten blev fjernet, og med den fulgte et lille sus af kulde også. Ikke overraskende tegnede der sig små linjer af gåsehud ned over mandens krop, men det virkede ikke kun til at være fremprovokeret af rummets behagelige kulde. Nej, det krævede ikke noget stort geni at finde ud af hvad Fabian - i hvert fald bare sådan nogenlunde - brød sig om, og når det virkede, var Aldamar ikke sen til at udnytte det. 
Selv blev hans egen - med øjenkontakt og det hele - hurtigt åbnet helt op, og trænede fingre gjorde et kort øjeblik fyrstesønnen overrasket over selve tempoet, Aldamar så fascineret og imponeret til. Så hurtig. Ikke at det gjorde noget, hurtigt var godt, og Aldamar skulle lige til at krænge den af sig selv, men blev afbrudt med et lille gisp da han trak ham nærmere. 

Selve bevægelsen havde været nok så krævende - et sus af spænding fulgte med, og Aldamar følte hvordan han instinktivt løftede sig selv en anelse højere op, så Fabian bedre kunne komme til. 
Imens var det noget fumlende han til sidst endelig formåede at trække skjorten helt af, og lod den forsvinde et eller andet sted hen. Almindeligvis ville den være blevet foldet nidkært, men hvad fanden. 
En nynnen, nok så dyb og noget der lænede sig om af en brummen kom fra Aldamar, hvis hånd gled op til det blonde hår, for at tage en smule fat om det. 
Skulle Fabian stoppe, ville han dog ikke være sen til at få ham skubbet tilbage imod sengen så han selv kunne komme til. 

Fabians mund undersøgte glædeligt halsen for Aldamar, mens hans hænder stadig holdt sig på hofterne af ham, for at være sikker på at de ikke bare pludselig væltede over hinanden, fordi balancen til tider godt kunne skride. Han lyttede til lydene der kom fra Aldamar, som gik direkte ind til marv og ben for Fabian, på den gode måde. Selvom lydene gik til Fabian, så var han også bare interesseret i at der skete noget mere bare lidt hurtigere. Jo hurtigere det skete, jo mindre mulighed havde Aldamar også til at overtænke situationen og få dem til at stoppe. Ikke at det lige var de tanker der gik gennem Fabians hoved, som var rimelig fyldt af lyst og Aldamar. Han var blot meget fokuseret, men hvis Aldamar gjorde antræk til at ville tage det lidt langsommere, så var Fabian ikke så langt væk, at han ikke kunne efterleve ønsket.

Derfor gik der ikke lang tid før at han rykkede sin mund lidt væk, med et drilsk smil på hans læber. Han skulle også til at sige noget, men inden noget forlod hans mund, kunne han mærke hvordan Aldamar skubbede ham mod sengen, så Fabian mærkede hans ryg ramme den halvbløde madras.
Han følte sig en smule udsat som han lå ned her, men synet var fantastisk. I de øjeblikke han i hvert fald fik, inden Aldamar forsatte, lod han sig bare nyde at se Aldamars nøgne overkrop, og blikket der kun var for ham, i hvert fald lige nu. 

Det var en rislen af fornemmelser, og måske endda også forventninger der strakte sig ned af Aldamar's ryg, ved den fremmede og alligevel genkendelige kyssen ned af halsen. Genkendelig da det efterhånden var kommet hertil i hvert fald to gange nu, og den mørkhårede mands krop vidste godt hvad der fulgte med den særlige opmærksomhed. Men fremmed, da det aldrig var kommet meget - i hvert fald ikke særlig meget - længere end her, med Fabian. 
Og forventningen i det, gjorde ham let til hovedet. 

Men dog, så snart Aldamar mærkede at han skulle til at trække sig, var han ikke sen til at fange det drillende blik der lurede i de blå-grønne øjne. Og hvad mon han tænkte på? Et tilfreds smil spillede op til det, og uden at nødvendigvis spørge, gled begge Aldamar's hænder frem foran ham, for blidt - men bestemt - at skubbe den blonde Fabian tilbage. Selv møvede han sig en anelse længere ind over ham, stadigvæk på knæene og nu med et på hver side af hans liv. Øjnene syntes dog ikke at kunne slippe Fabian's blik, og med vejrtrækninger der af behandlingen var blevet en anelse mere overfladiske, smilede han langsomt en anelse bredere, inden at han bukkede sig ned over ham. 
Et dybere, mere sultent kys fangede Fabian's læber, tænderne skrabede kortvarigt underlæben og endelig bevægede han sig længere ned over halsen, og imod brystkassen. 

Fabians hænder gled væk fra deres plads på Aldamars hofter, og i stedet for gled de op af den bløde krop, til at de lagde sig komfortabelt ved Aldamars nakke, som Aldamar lænede sig ned og kyssede Fabian endnu engang.
En let nynnen af tilfredshed kom fra Fabian, som han grådigt trak Aldamar lidt tættere på sig, og den ene hånd gled op for at køre igennem det fantastiske, mørke hår, mens han bare lappede alt der var Aldamar i sig. Kroppen, smagen, duften.

Det var derfor heller ikke med Fabians gode vilje, at Aldamar forlod hans mund, og man kunne høre en lille brummen af protest, komme fra Fabians bryst, inden den hurtigt blev erstattet, men lidt mere nynnen af tilfredshed, som kyssene forsatte.
Hans hånd borede sig mere ind i håret på Aldamar og ind mod hovedbunden, som hans øjne gled lidt i og nød hvordan Aldamar tog sig af ham. Han ville være ligeså hurtig til at gengælde det, hvis Aldamar ønskede det, men prinsen virkede ligeså villig til at gøre Fabian tilfreds, som det var den anden vej. 

Målrettet kunne man vel godt kalde Aldamar, der stødt bevægede sig et sted hen han havde været ved før i tiden. De metalpiercede nipples havde fungeret og reageret fint - tidligere - hvilket betød at de ikke måtte blive sprunget over, hans nogle gange ret så prikkende utålmodighed til trods. Den fyldte ikke meget, generelt var tempoet sjældent så hurtigt omkring Arys prinsen, men der måtte være noget over Fabian, om formåede at ændre på det. Det hjalp heller intet på nævnte tålmodighed, at en insisterende hånd også borede sig ned i det sorte hår, og en behagelig stemmme nynnende krævede mere. Intet overhovedet!
Men lidt kunne han efterkomme, og mere kunne han godt give ham. Lige her til aften... sagtens. Aldamar's blå øjne bevægede sig kort opad foruden at rykke  hovedet, og med et drillende smil fik han fat i den sensitive hud, og klemte lidt til med de hvide tænder. Trods det ikke var noget han havde set før på andre, var det bestemt ikke grimt når man først lige vænnede sig til dem og den metalliske opmærksomhed de krævede. 

Uden at ville lade dem få alt opmærksomheden, begyndte en blød hånd dog langsomt at snige sig ned over mavenhuden og imod bukserne. Med vilje var bevægelserne over huden dog utroligt fjerlette, jah drillende i deres overfladiske berøringer, og 'dansede næsten om den varme grød'. Måske lidt for at se hvor langt han kunne trække den, måske fordi at han brød sig om at drille Fabian generelt. 
Der gik i hvert fald liiige nogle sekunder, inden at Aldamar's hånd endelig fandt vej til bæltet, eller snørrene omkring bukserne. 

De skulle nok få tid til rigtig at lære hinanden at kende, men forventningen havde ledt op til det her i ugevis. Det var ikke underligt at Fabian var en kende utålmodig, nu når Aldamar endelig virkede til at være villig. Desuden, så var det også Aldamar der styrede tempoet som det var lige nu.

Fabian var dog mere end villig til også at påpege hvor meget han værdsatte Aldamars mund mod hans krop. Man kunne i hvert fald godt sige at den ældre mand var vokal omkring hvad de havde gang i, og ikke genert omkring det. Især da munden fandt hans piercinger, og det gik et gys gennem Fabians krop.
Det var næsten det eneste han kunne fokusere på, indtil han mærkede hånden nærme sig hans bukser, som kun var bundet med snøre. Han kunne mærke utålmodigheden brænde i hans mave, som Aldamar nægtede at gå i gang med dem, men endelig gled hånden længere ned. Han åbnede øjnene halvt, så han gennem halvlukkede øjne kiggede ned mod Aldamar. Hans øjne var mørke af lyst, men samtidig var der også en udfordring i Fabians øjne. Hvis Aldamar gerne ville have kontrollen, så skulle han i hvert fald også vise det. Sidste gang havde Aldamar tøvet når de var kommet så langt som Fabians bukser, men det ville være en skam, hvis det skete igen i dag. 

Måske var det fordi at han var utrolig ædru og bevidst om hvad han gjorde, måske var det fordi at han følte sig mere selvsikker, i og omkring den blonde Fabian. Måske en blanding af de to ting. Noget havde i hvert fald ændret sig siden sidst gang - en gang hvor at Aldamar var stivnet, og næsten følt at han ikke vidste hvordan - eller nok nærmere, hvad - han skulle gøre som det næste. Han kunne ikke sige det med sikkerhed, men det noget fik ham nu i stedet til at gribe fat i snørrene med et forventnirngsfuldt smil, imens den anden hånd gled ned under ryggen på Fabian, og derefter ned imod lænden. 
Inden at han nåede videre, skulle der ikke gå forfærdelig lang tid inden at Aldamar atter kiggede op, og den stille udfordring han mødte i de halvåbne øjne, havde en flabet kant omkring sig. Hvad var nu det her? Troede han virkelig at han var så nem at 'manipulere'? Adelsmandens negle skrabede kortvarigt imod den tynde hud ved buksekanten idet at han uvilkårligt strammede grebet, og der måtte han alligevel grine lidt af sig selv, indvendig. Hvad end det blik var, så virkede det. 

Ikke sen til at tage en udfordring op, var det hurtige fingre der tog sig af den lille knude han havde fået bundet sig, og Aldamar møvede sig længere ned imellem hans ben. 
Buksestoffet blev i små ryk fjernet, og den tydelige situation der havde spændt imod hans bukser, foldede sig nu ud i fuldt flor. Noget der kortvarigt overraskede Aldamar med et lille 'woah', der bestemt havde forventet underhoser. Men der kunne man bare se. "Spøjst" mumlede han næsten uhørligt. 
Det var dog ikke hvor at Aldamar stoppede den her gang. Nej. Mørkeblå øjne blev vendt opad imod Fabian, og med en øjenkontakt der fik det til at brænde i hans kinder, men stadigvæk en øjenkontakt han med et skråsikkert smil holdt fast i at han forsatte, greb både hånd og mund fat om Fabian, og begyndte langsomt at bevæge sig. 
Imod lænden pressede hånden en anelse styrende på, selvom han stærkt overvejede at tage den ned af låret i stedet. 

Fabian følte i hvert fald ikke at Aldamar skulle ynkes om, for at de kom så langt, især i forhold til nogle af de andre kunder Fabian havde haft gennem årernes løb. Han ville være i kontrol, og så havde han sin stolthed. At han ikke kunne gå igennem med det, når han først var gået i gang, det ville nok ramme lidt på stoltheden, og Fabian var nu også sikker på at Aldamar faktisk var klar. Han skulle bare lige skubbes lidt i den rigtige retning, og hvis det betød at Fabian tabte den udfordring, ja, så var han villig til det.

Som der blev hevet i bukserne, løftede Fabian også lidt sin lænd og røv, så Aldamar havde en chance for faktisk at få dem af ham. Man kunne dog godt se på Aldamar at noget kom bag på ham, da bukserne blev fjernet, og Fabian var blottet for Aldamar at se. Om det var manglen af underhoser eller Fabian i alt sin herlighed, det kunne Fabian ikke helt tyde.

Han skulle til at spørge, hvad der var galt, som han fik rykket sig op på sine albuer, så han havde bedre syn ned til Aldamar. Blikket der blev sendt i hans retning, fik ham dog hurtig til at tie stille. Og så gik Aldamar igang.
Fabian havde forventet en tøven, en usikkerhed med hvordan man skulle håndtere det, men et øjeblik virkede det som om at Aldamar havde gjort det her med hundrede af andre mænd, hvis det ikke var fordi  at Fabian trods alt godt kunne mærke at han faktisk ikke var så rutineret i det. Men selvsikkerheden gjorde alverden for det!

Et støn af nydelse undslap Fabian, og selvom hans krop tidligere havde været påvirket, så blev han hurtigere hårdere, som varmen omsluttede hans nedre dele. 

Rutineret kunne man ikke ligefrem kalde Aldamar, der egentlig kun havde ligget i den her situation med en enkelt anden person. Det var ikke nogen bred reference-ramme, men det skulle det velsagtens heller ikke være når man var ham. Det betød dog ikke at selvsikkerheden bagved det manglede, og Aldamar benyttede sig da også af de små tricks han havde fået lært sig, da han lod tungen hvirvle en ekstra gang omkring, eller lod hånden tage bedre fat. Ikke længe efter blev kroppen varmere og Fabian hårdere, hvilket kun var en motivation til at forsætte. 
Men dog ikke for længe, vel? Aldamar kunne ikke benægte at det bestemt også gjorde noget for ham selv, når små lyde af nydelse fulgte med hans behandling, og når man tydeligt kunne mærke grebet i det sorte hår blive en anelse strammere. En dunkende følelse der fulgte hjerterytmens spænding. Men han havde intet ønske om at Fabian var færdig før de overhovedet kom i gang, og var derfor opmærksom af sig. Til hans overraskelse... eller, måske noget der ikke burde være en overraskelse, var den blonde mand god til at holde sig tilbage. 

Hånden omkring hans læn knyttede sig kortvarigt, inden at Aldamar med en vibrerende nynnen i halsen, atter foldede den ud, og lod den glide ned imod den ene balle, som han pirrende greb fat i. Nok var hans negle ikke lange nok til at give det lille niv man forventede, men det var heller ikke hvad han ledte efter - blot en bonus. Nej, Aldamar's greb strammedes en anelse krævende, så han ikke bevægede sig for meget. 
Det kunne han ikke bruge til noget lige nu, det måtte han vente med; ret så fastlåst på at tempoet var hans at styre. 

Fabian havde absolut ikke tænkt sig at komme alt for tidligt. Han ville nyde turen med Aldamar, og heldigvis var han efterhånden blevet god til at holde sig tilbage. Han ville ikke blive købt så meget, hvis man ikke kunne forvente en ordentlig tur med ham. Det betød dog ikke at han ikke nød enhver bevægelse fra Aldamars tunge. Hele hans krop føltes lidt som om at den brændte, men han drak hvert lille indtryk i sig, som han lod Aldamar gøre hvad han ønskede, mens han selv forsøgte at holde stille. Det hjalp lidt som hans hånd holdt godt fast på Aldamars hoved, og Aldamar selv forsøgte at hjælpe med ikke at få Fabian til at rykke sig.

Et lille gisp undslap ham, da Aldamar tog ordentlig fat i hans balle, hvilket bare fik ham til at ville rykke sig mere op mod Aldamar, men han kunne ikke, uanset hvor meget han ville.

”Alda.... Baldric,” sagde Fabian høj lydt, som hans øjne begyndte at rulle lidt tilbage, selvom han gjorde sit for at forsøge at holde øjnene bare lidt på Aldamar. Der var noget fascinerende ved at se den anden mand gå ned på ham. Måden hans læber strakte sig på og bare lappede det i sig. Men det var også intenst på en måde som Fabian ikke var vant til.

I et stykke tid havde det været svært at kigge op, da han lige havde skulle finde rytmen og dertil også koncentrere sig om det han gjorde. Men ved fornemmelsen af halvåbne øjne over sig, vendtes blikket næsten skamløst op imod Fabian, igen, for faktisk at lade ham få synet af ham, med. Ikke helt ublufærdig kunne man sige at han var, selvom lige nu, var det okay for Fabian at se ham sådan. Han kunne ikke drage paralleler imellem sine partnere... men vidste af egen erfaring, at det tit kunne bare et eller andet. 
Mundvigerne krølledes opad i et smil - stadigvæk kiggende op på Fabian -  og med nogle afsluttende bevægelser var det at Aldamar langsomt stoppede sin behandling af den nu stive kropsdel, og hævede hovedet. Stoppede førhen at han kom, han skulle ikke risikere noget. Ord - et navn der blev sagt som sød musik i hans øre, og kærtegnende, jah givende forsatte hånden sin flygtige nussen af hans andet 'hoved' idet at han hævede sig en anelse igen, så han kunne sidde med røven på sine egne lægge, stadigvæk et ben på hver side af hans. "Fabian" smilede han, bevidst om at han aldrig havde brugt så blød en tone omkring hans navn førhen. 

Det var dog også her, at Aldamar med et halvløftet øjenbryn samt et sidste lille klem omkring hans lem, slap den, og lod hånden glide ned af låret i stedet. Mørke, meget mørkeblå øjne så sultent ned på hans liggende skikkelse, og selvom fyrstesønnen ikke selv gjorde meget for at be' om hvad han gerne ville have, var det et krævende greb der fulgte med over hans lår, da han ikke kunne lade værd med at føle sig lidt.. utålmodig. Og det var kun godt, da det betød at fyrstesønnen med summende krop, kunne fornemme at han var ret tændt. 

Fabian havde ikke tænkt sig at komme, det havde han virkelig ikke, men et øjeblik, og heldigvis kun et øjeblik, så følte han sig alligevel bare slappe lidt mere, og være lidt mere villig, som de mørkeblå øjne borede sig ind i hans. Det var lidt som om at han mistede pusten, men heldigvis var det ikke nok til at få skøgen til faktisk at komme. Hans hånd gav også endelig slip på Aldamars hånd.
Og så navnet. Fabian fugtede sine læber, som han stirrede betaget, og tydeligt lysten på Aldamar, på en måde han hidtil endnu ikke havde set på Aldamar.

Der var en del af ham der ærgrede sig over at Aldamar var stoppet inden det var blevet rigtig godt, men der var en ting som Fabian ønskede mere, og var det eneste der ikke fik ham til decideret at protestere, for hvis det var sådan Aldamar sagde hans navn? Ja, så ville han høre det gennem det hele.

”Jeg vil have dig, Baldric,,” hviskede Fabian, kælent, men sultent, som han satte sig lidt mere op. Det hårde lem kunne han tydeligt mærke, men der var noget mere presserende lige nu, som han fandt balancen, så han kunne række forud, for at tage fat i Aldamars bælte, eller snørre, så også han kunne blive nøgen. Fabian ville med glæde hjælpe ham ud af bukserne, om det så skulle gå hurtigt, eller der skulle kæles om det. Han ville også bare have en smag af Aldamar.

Ikke længe skulle der gå inden at Fabian fik sat sig op, og lyden af den kælne stemme sendte et behageligt kuldegys igennem ham. Havde han altid kigget på ham sådan? Mentalt rystede Aldamar på hovedet - ikke af hvad han kunne huske, det her var anderledes. Men så han sig selv i spejlet, var han ikke meget i tvivl om at en spejling af selvsamme sult kunne spores i de mørkeblå øjne, hvilket et eller andet sted, gjorde det hele lidt mere specielt. 
Fordi Aldamar hungrede nemlig ikke efter folk. Han kunne sagtens stille sig tilfreds med et godt blik på et nydeligt ansigt, eller sine egne små distancerede drømmerier om fine riddere. Men måden hans krop ufrivilligt spændtes op ved det lille kaldenavn, sagde at det så slet ikke ville være hvor grænsen blev trukket i aften. Derfor var der ingen protester da Fabian løsnede metalspændet på bæltet, og intet andet end forventningsfulde øjne, der fulgte hans fikse fingre. Endelig. Aldamar løftede sig selv en anelse, satte sig bagud på sengen så Fabian uden for meget mosleri kunne få trukket de skide bukser af ham. 

Kulden dansede over hans lyse hud, men med den ild der efterhånden var tændt i hans årer, var den ikke til at føle når han betaget fulgte den blonde mand med blikket. De bløde hænder dansede kælent over hans nøgne hud, hans markerede kæbe og endte til sidst ved de kortklippede sider, hvor at han næsten hypnotiseret ikke kunne lade værd med at følge med i hvad han lavede. 

Luften var klam og tæt omkring dem, som de nærmest kun indåndede hinanden, og selvom man i de fleste ville føle at det var klamt, så gjorde spændingen mellem de to at man helt glemte det. Fabians fokus var i hvert fald helt og holdent på Aldamar, som han drak ham op, blot med blikket, og følelsen af at have ham i nærheden.
Og den måde han reagerede på sit navn, som om at han aldrig havde hørt det blive sagt på lige den måde.

Bukserne blev smidt ud til siden, så Fabian kunne nyde Aldamar i alt sin stolthed. Hans øjne gled ned på Aldamars manddom, og så op til Aldamars øjne endnu engang, som Aldamar pillede ved hans ansigt, og til sidst fandt sin plads på hans kortklippede sider.
Et sug gik igennem ham, som det endnu engang gik op for ham, at Aldamar ville det her, og endnu engang hviskede Fabian blidt ”Baldric.”

Hans hånd greb omkring basen af Aldamars lem, før han kiggede næsten lidt spørgende op på Aldamar. Mere for at han ville være sikker på at Aldamar var sikker på at det her var hvad han ønskede, inden at det var tur til at Aldamar skulle mærke hvordan det var at blive taget sig godt af. Fabian havde altid været god med sin mund, men det var heller ikke hans plan at få Aldamar til at komme, når de dårlig nok var startet, han ville bare sørge for at Aldamar var klar til den store begivenhed. 

Bukserne forsvandt, og Aldamar hverken ikke kunne eller ville kigge på andre end manden foran sig, mest af alt for at se hans udtryk. Værende en der havde haft sin del af partnere, lå der velsagtens altid en lille frygt for en uretfærdig sammenligning, i den her del. I hvert fald for Aldamar. Men godt tændt af hele optakten indtil nu, jah så var lemmet ikke dødt og ved stemmen - ved grebet, jah alene dér kunne Aldamar i hvert fald føle hvordan det kortvarigt dunkede igennem hele hans senede krop. 
Hånden der fraværende nussede hans hovedbund greb i selvsamme ryk fast i det blonde hår, med en sammenbidt vejrtrækning. 
Var det tilladelse han ledte efter? De mørkeblå øjne glimtede - han havde alt den tilladelse han havde brug for, fra fyrstesønnen selv, og Aldamar nikkede langsomt, og en rumlende lyd af tilfredshed forlod ham, da Fabian så gik i gang. 

Og egentlig måske gjorde noget af det han gjorde bedst. Det var ingen hemmelighed at den blonde skøge havde sine erfaringer bagved sig - næsten enhver Aldamar havde vovet kortvarigt at lade sin nysgerrighed gå ud over, havde haft sin ting at fortælle - men det var ikke før nu at han faktisk gav sig selv lov til at læne sig tilbage i det. Og hvilken følelse!
Grebet om håret strammedes til, Aldamar's øjne lukkedes nydende i idet at hovedet lænedes tilbage, og ansigtet blev vendt imod loftet.