Den røde farve på hans kind var ikke til at overse. Det var en farve Amara så udmærket kendte fra sig selv, og af en eller anden grund gav den hende mere selvtillid end hun havde haft længe. Måske fordi han virkede nogenlunde ligeså socialt akavet som hende, hvilket måske betød han havde en længere line hvis hun kom til at sige noget fjollet. "Den der have... måske kunne du vise mig den en dag?" Denne gang var det hende der rødmede, men hun mente det faktisk. Han havde ikke været andet end sød og imødekommende, og Amara måtte erkende at det var voldsomt tiltrækkende at kunne bruge mere tid med ham.

63 familiemedlemmer. "Waow!" Udbrød hun. "Det er godt nok mange, I kan jo fylde en hel by til familiefester!" Okay det var måske lidt overdrevet, men stadig, det var langt flere end hun nogensinde før havde hørt om fra én familie. "Men det er smart I kan genkende hinanden sådan. Jeg vil i hvert fald bemærke flere med rødt hår og fregner nu." Det var da meget smart at have et kendetegn på den måde. Det havde hun ikke før mødt nogle der havde: jo folk havde da haft noget der gjorde dem lidt anderledes, men generelt var elverne hvor hun var fra en temmelig homogen masse. "Jeg er ung," svarede hun da han spurgte om hendes alder. "Jeg er kun 150 år, så jeg er kun lige blevet voksen. At rejse var faktisk en del af min frigørelsesproces. Jeg har aldrig været væk fra mine forældre på denne måde før. Jeg mener: jeg flyttede for mig selv i udkanten af skoven for halvtreds år siden, men det var ikke helt frivilligt, så det hele er lidt nyt og spændende."

//Jeg beklager det sene svar, jeg har desværre haft vanvittigt travlt på arbejdet.

Flynn lignede til forveksling en tomat og med en ivrig skingerhed til hans ellers mørke stemme, udbrød han: ”Ja, det vil jeg da mægtig gerne! Det kan vi bare gøre! Jeg kan – altså, jeg kan hver dag efter arbejde. Jeg lukker altid omkring klokken seks.” Flynn smilede så bredt, at hele hans ansigt fortrak sig, hvorefter han forsøgte at mønstre så megen selvtillid, at han kunne læne sig afslappet op af disken -

Det lykkes bare aldrig, og da Amara i øjeblikket efter kom med sit eget udbrød, rejste Flynn sig straks op fra sin akavede og halvbøjede position. ”Oh, ja, det gjorde vi faktisk også engang og det var noget værre skidtmads, kan jeg godt fortælle dig”, svarede han prompte, hvorefter han hævede sine smalle øjenbryn i en sigende grimasse. ”Så var der jo slet ikke nogle, man sådan kunne gifte sig med, for så er det jo ens kusine eller – ja, søster for den sags skyld! Jeg er den eneste, der er enebarn –” Flynn stoppede brat med at tale, velvidende at han nu rablede løs som en sindssyg. Han skulle dog bare ikke forblive tavs særlig længe heller –

”Hundrede og halvtreds?”, udbrød han vantro, hvorefter han tabte underkæben. ”Jeg er altså kun femogtyve! Men kan vi så godt gå en tur i haven stadig? For altså – det vil jeg virkelig gerne! Så kan du også fortælle mig om den der fri- altså hvorfor, at du skulle flytte. Hvis du vil selvfølgelig!” 

Og så kunne de ellers stå her: mennesket og elveren og konkurrere om, hvem der kunne rødme mest. Umiddelbart lignede det at Flynn ville vinde, men Amara var på en tæt andenplads. Aldrig før havde hun gjort noget som dette, og det var både grænseoverskridende og befriende. Hun havde turde, og han havde sagt ja, og det var en succes hun skulle holde fast i. "Jeg arbejder over i healerhuset, så jeg arbejder når der er brug for mig. Men det er som oftest også i dagtimerne." Svarede hun. "Men jeg kan sagtens møde dig uden foran butikken en dag efter seks." Nu var aftalen jo lavet, så havde hun ikke tænkt sig bare at lade ham i stikken. Hvor provokativt det end havde været for hende at spørge på den måde havde hun pli nok til at følge op på sin ord. Eller invitation, som det jo nok mere havde været.

Amara havde godt hørt at mennesker ikke gifte sig indbyrdes, eller at det i hvert fald var ilde set, men forstod det ikke rigtigt. Altså hun forstod godt hele det der med kun at have én by er var en familie men.... i princippet var det vel det samme i den by hun kom fra. Gik man langt nok tilbage var alle relaterede på en eller anden måde, for det var sjældent der kom nyt blod ind. "Altså... der er oftest ikke nok nye mennesker i en elverby til at forhindre at man gifter sig med en gran fætter eller kusine." Fortalte hun med et lille skuldertræk, som havde det ingen betydning. Hvilket det heller ikke havde for hende.

Hans overraskelse fik hende til at le igen. "150 svarer til ehm 18-20 år i jeres alder." Forklarede hun, stadig med smilet på læberne. "Og jeg vil meget gerne fortsat gå en tur i haven. Og udveksle flere historier." Hun havde mest lyst til at foreslå at de gjorde det i dag, men det ville alligevel måske nok være at presse den lige rigeligt. Flynn var bare så interessant et menneske.

Flynn nikkede hastigt og begyndte rastløst at pille ved den blyant, han krampagtigt holdte i sine hænder. ”Skal vi sige i morgen så?”, udbrød han, førend han nåede at registrere sin egen ivrighed.

Den efterfølgende samtale gik hurtigt og Flynn kunne lukke døren efter den smukke skovelver så storsmilende, at hans kinder begyndte at gøre ondt. Og til trods for den lette smerte, skred alt det fjogede og fornøjede ikke resten af dagen, der syntes at slæbe sig afsted, for –

Flynn Morris skulle på et stævnemøde og det havde han alligevel aldrig skulle før.

//Tænkte vi lukkede den og startede en ny op? :)

Amara var egentlig ikke helt klar over, at det var et egentlig stævnemøde hun lige havde inviteret Flynn på. Hun havde bare syntes han var sød og vidst hun gerne ville bruge mere tid med ham, og havde set sit snit til at få det til at ske. Senere ville det muligvis gå op for hende, og så ville hun blive voldsomt forlegen over sit eget mod. Eller også ville det ikke, og hun ville være totalt blankt på, hvad hun egentlig lige havde gjort. 
Om ikke andet mærkede hun, hvordan smilet på læberne bredte sig, som han foreslog allerede at ses den kommende dag. "Det vil jeg se frem til med glæde." Svarede hun mens rødmen svagt bredt sig på hendes kinder igen.

Og så var der ve ikke så meget mere at sige. De småsnakkede lidt, men da det hele ente med at blive for akavet endte Amara med at undskylde sig med, at hun skulle ned i healerhuset. Det skulle hun jo sådan set også, men det var også en god undskyldning for hende til at få tid til at forberede sig til den kommende dag. En dag hun så frem til med både glæde og spænding.

//Out