Krystallandet
Hobbit 03.08.2020 21:58
Viktoria havde aldrig sluppet sin menneskelighed. Hun havde aldrig haft lyst til at være dette, og heller aldrig haft lyst til at give slip på det som engang var. Nogle gange overvejede hun om det ville være nemmere bare at glemme og lade sig hengive over til de dyriske instinkter. Men når alt kom til alt, var Viktorias sinds stadig som det menneske hun var før, om end nu med laster hun aldrig nogensinde ville kunne byde sin familie igen. Forbandet tage hendes ægtemand, nogle gange.Viktoria løftede et øjenbryn som hun så mistroisk på ham. De var udødelige, ikke usårlige. Oftest glemte nogen af deres fællesarter at de to ting ikke var nøjagtig det samme.
Et lavmælt latter forlod hende som hun opgivende rystede på hovedet. ”Eller evnen til ikke at rode sig ud i problemer?” pointerede hun nærmest moderligt. Hun skubbede sin kop til side med den varme væske, inden hun igen rejste sig. ”Kan du få den af, eller er sårene størknet?” spurgte hun som var det en normal samtale i hendes hjem. Hvilket det egentlig også var.
Hun tog en balje frem med nogle rene klude og hentede kedlen der stadig havde det resterende kogte vand. Hun hældte det over kludene. Lænede sig dernæst op ad sit køkkenbord og kiggede afventende på ham, med armene over kors. Han skulle bare lige prøve at indvende sig mod at få renset sine sår og hans argumenter ville blive skudt godt og grundigt i sænk.
