Noah var ikke helt sikker på hvordan han i fremtiden skulle forklare arret i sin ånd, men han fandt en måde. Han var trods alt en kvik dreng, hvis han selv skulle sige det. Han havde trods alt fundet frem til dette sted! En bedrift han var yderst stolt af, og hvis han havde haft muligheden for, gerne ville prale overfor alle med. Desværre kunne han ikke. Det ærgede ham. Men spændingen ved at have dette for sig selv og med ligesindede, det bragte en helt anden stolthed med sig, der varmede som stærk ild i maven.

Skuldrene dalede lidt ved hendes nedslående ord. Han rynkede let på næsen og kom med en let utilfreds brummen. "Det er ikke muligt at opbygge nye altre udenfor de lyse kirkers syn? ligesom her?" plottede han med rynkede bryn og et eftertænksomhed udtryk. Han var nærmest allerede i gang med arkitækt tegningerne, skjulte lokaler, letopkøbelige kældre og måder at magisk aflukke deres skjul på. Jo, det kunne han godt se muligheden i.
Noahs eftertænksomme blik løftede sig op til Solaris hvide med et sæt. "Jeg kan passe dem! Jeg bor i øjeblikket i Dianthos og kan meget nemmere komme omkring end De kan. Selvfølgelig skal jeg tænke mig om med min beklædning, men det kan sagtens lade sig gøre" kom der ivrigt fra den unge dreng der endnu engang fik pustet sig lidt op og forsøgte at skabe sig en vigtighed. Han kunne bruges til noget! han skulle nok kunne få betydning!

Hvorvidt det var oprigtig glæde, eller decideret fryd som fjernede den svage overraskelse der først havde tegnet sig over mørkelverens ansigt, det kunne være svært at aflæse. Men det var i hvert fald en af delene da Noah bød ind - hun havde trods alt håbet på det her svar. 
Derfor rankede præstinden sig i selvsamme fra sin lettere foroverbøjede stilling fra før, og slog hænderne begejstret sammen. "Ville du gøre det?" ordene var næsten åndeløse, og talte over en passende iver. "For Nalish'ra, for os?" 

Det kunne meget vel være et lille vendepunkt for dem. Mindre altre i Dianthos ville være en start - og en menighed ville være formidabelt! Fordi kunne han først etablerer et skrin til hendes ære, ville det næste, naturlige skridt selvfølgelig være at samle tilbederne om det. Organiserer, opdyrke, tilbede, tanker som fik de mælkehvide øjne til at pulserer sagte. Mennesket var et ligeså formidabelt talsrør for gudinden, som hende, hvis ikke endnu bedrer! Menneskene kunne trods alt spejle sig selv mere i nogle der lignede dem i både væremåde, og talemåde. 
Se dette var en plan som strakte sig over måneder eller år. Men værende et væsen af udødelighed, forekom måneder som ganske nært, og år som et øjeblik af hastigt trufne beslutninger. Hvis det her lykkedes, ville det  på langt sigt betyde mere end hun turde håbe på. 
For ikke at tale om den position en knægt af hans rang en dag ville udfylde. 

Noah mærkede en stolthed spredde sig i kroppen, og med en dybere indånding fik den spinkle knægt næsten også pustet sig mere op. Hans pupiller blev større som han nikke. "Ja, det vil jeg!" bekræftede han med et lille lusket smil, men også en tydelig oprigtighed. Tanken om at han kunne gøre dette her for Nalish'ra og for hendes følgere var sød musik.

"Så snart menigheden er bygget op i Dianthos, kan jeg fortsætte i Turmelinien" tanken om at hun kunne gøre ham fortræd, var så småt begyndt at fordufte. Ikke fuldstændig, i og med de pulserende hvide øjne stadig bragte et ubehageligt gys ned af ryggen på ham. Varsomhed var nøglen. "Vi vil få en æreværdig plads i samfundet, og behøver ikke fortsætte i skyggerne som var vi kriminelle" tanken om at blive set på som noget usselt fik hans næse til at rynke sammen. De skulle nok se dagens lys! og flere ville følge dem.

Som havde der ligget noget tåget over de hvide øjnes ildevarslende overvejelser, forsvandt det mærkeligt i et lile minut. Ypperstepræstens sidste smil glattedes ud, og det næsten maniske forsvandt da hun tilfreds nikkede. I det korte øjeblik kunne man også ane hvordan de skarpe kanter nu forsvandt til fordel for oprigtig glæde, og Solari lagde en velmendene hånd på hans skulder. "Godt" spandt hun.

Se hvorvidt hun stolede på at mennesket ville opretholde sine løfter, eller ikke, kunne være svært at aflæse. Men til forveksling kunne hun se næsten stolt ud, da hun fangede Noah's blik. "Vi er skyggerne, Noah af Erneyll. Men du har ret, vi er ikke kriminelle" en direkte løgn, set med samfundets usynlige øjne. Men de var et nødvendigt onde, skulle verden og dens orden udfolde sig naturligt. Bare fordi man ikke brød sig om - for eksempel bedrag, kunne man ikke sige, at det ikke fandtes. Eller sågar; nogle gange var de for alles bedste. 

Og med det, gled en næsten usynlig hinde atter ned over Solaris øjne igen, imens tankerne tog himmelflugt. 

Hun ville ikke glemme ham, det kære menneske, men ville nu give ham tiden til at få etableret sin drøm. Det kunne være svært at finde fodfæste, og i den nuværende situation, ville hendes støtte kun kunne komme fra det skjulte. Men hun ville vende tilbage. Og der ville de afveje situationen, og måske rette ham ind på kurs igen, skulle han få kolde fødder.
Et afventende smil fyldte sekunderne efterfølgende, i en tavshed hun bevidst holdt lidt for længe, inden at hun endelig slap ham fuldkommen, hænderne teatralsk slået ud. 
"Jeg vil være at finde, skulle du få brug for mig" gled det konspiratorisk over læberne, og præstinden lavede en lille bevægelse, hvorefter en ring dukkede op i hendes ene hånd. Den var simpel i sit design, med en enkelt sort onyx sten smedet ind. En lille afskedsgave, som hun trillede imellem fingrene, inden at hun knipsede den i hans retning. 

Inden hun atter forsvandt fuldkommen væk i mørket, som havde hun aldrig været her til at starte med, løftedes hånden i et lille vink. Og uden at hun behøvede at vende sig, kunne man høre smilet under de melodiske ord. 
 "Jeg kan næsten ikke vente" 

Noah følte en stærk stolhed bredde sig varmt rundt i kroppen ved synet af Solaris smil og tilfredse blik. Han nikkede i forståelse. De var skyggerne, og de var ikke mindre vigtige. Han skulle nok sørge for at skyggerne blev stærkere i antal - det var hans mål!

Stilheden der derefter efterfulgte fik Noahs øje til let at flakke nervøst. Han sank en klump i halsen og slap luften han havde holdt inde, i lettelse da Solaris slap ham igen. Hun havde virkelig en forfærdelig effektiv evne til at gøre ham nervøs. Forhåbentlig ville han vokse fra det!
Uforberedt, måtte han gribe ud efter ringen der blev knipset i hans retning, og til hans store lettelse greb han den. Det kunne lige så godt være endt med at han skulle ned og rodde på det mørke gulv efter en sort ring. "Tak" han kiggede ned på ringen som han vendte mellem fingene, trods det flakkende flammelys ikke gjorde det nemt at nærstudere den.

Han løftede blikket, tids nok til at se hende bakke og vinke kort til ham. Han løftede sin egen spinkle hånd til farvel, med et stort veltilfreds smil på læben. Han lukkede hånden om ringen, bukkede en sidste gang for alteret og bevægede sig mod udgangen mens han lavmælt mumlede med et skummelt smil på læben. "Heller ikke jeg"