Noah holdte det gulnede pergament mellem sine blege fingre for en stund, mens han stirrede over brilleglasset på den kræssede blæktegning han selv havde efterlignet fra bogen.
Efterhånden havde han vænnet sig til at bo hos sin uanstændige familiemedlemmer, men han havde først rigtig fundet sig til, som han var flygtet ned i de støvede arkiver i Dianthos bibliotek. I lang tid holdte bibliotekaren irriterende meget øje med ham, som var han en lømmel der bare ville ødelægge den imponerende bogsamling. Bare tanken fik ham til at fnyse fornærmet og sænke papiret der blafrede let i den sparsomme vind. Nej, han ville aldrig skade en bog. Bøger var til læsning. Til viden. Til at finde frem til de hemmeligheder, som ikke var nemt tilgængelige. Hvis folk vidste hvor meget indelukket luft, og tung støv han havde været nødt til at indånde for denne lille simple tegning, ville de formentlig tro han var gal.

Den spinkle knægt, med hår sort som kuld, lod benet elegant glide over hestens ryg, til han landede på jorden. Det var en simpel bondeby nogle stenkast fra Dianthos, og trods hans forsøg på at fremstå diskret, var hans blege hud, rene tøj og ikke mindst det fine stof en tydelig forandring fra de jordnære farver alle andre bar. For ikke at nævne hvor beskidte de var. Noah rynkede næsen. Tænk at et hul som dette kunne havde potentiale for et større fund!
Med en irriteret ordre til vagten, der ikke helt brød sig om den unge herres opførsel, begyndte Noah at gå rundt på den travle jordgade. Hans sko var allerede beskidte. Øv! Da han nåede tilstrækkeligt ud af vagtens synsfelt, til han kunne gå imellem nogle bønder for et øjeblik, gled skyggerne over ham. Et veltilfreds hoverende smil gled over ham, som han bevægede sig langs væggen i skyggernes kolde mørke, fredeligt og for sig selv. Der var alligevel ikke nogen der turde gøre ham noget! Ikke hvis de havde deres liv kært.

At knægten fulmede i blinde fik man ham aldrig til at indrømme, men det var langt mere held end forstand, da han på murens væg fandt en grov tegning ridset ind, som passede perfekt på hans egen skitse. Nysgerrigheden boblede i den unge dreng, som han fulgte vejen videre, til den næste viser. Han kunne smage triumfen, som han gik ned af kældertrappen, uden tanke for hvor dumt og potentielt farligt denne handling kunne være. Dette var hans eventyr, og helten overlevede alt på sit eventyr!
I kælderrummet, som blev afsløret bag den let mugne trædør, ramte stanken af fugt ham. Og lokalet var tomt. Det var næsten nok til at han var vendt på stedet, kastet forbandelser over stedet og fået sine mænd til at brænde det ned, fordi det havde vovet at gøre ham nysgerrig og givet ham en falsk forhåbning af success.
Havde hans øje ikke ramt noget underligt stof på væggen. Noah gik ind i mørket, lod sin skyggemagi falde og gik på opdagelse. Måske der var hemmelige rum? Var det ikke noget som Nalish'ra ville sætte pris på hos sine tilhængere?

Kniiirk. Klik.
De spidse ører sitrede kort, idet at præstinden hørte hvordan at døren til kælderrummet og det dertil skyggeskjulte Nalish'ra alter, med en klagende knirken gik op, og lukkede nogle ind. Hvide øjne gled i et abrupt ryk imod retningen hun vidste den hemmelige døre befandt sig, og de mørke hænder slap uden et ord det stof hun havde været i gang med at skifte ud, og lod det slidte symbol af Gudindens hånd falde til jorden. Gæster....
Det var ikke ofte Solari selv tog sig af de mere... simple opgaver der hørte med til livet under gudindens kirke, men hun havde altid haft en forkærlighed for personligt at vedligeholde de mindre altre man kunne finde i Krystallandet. Hvor det stammede fra, det kunne hun ikke sætte en finger på. Men det virkede rigtigt. Mange syntes at nemlig undervurdere altrenes simplistiske vigtighed, og det var måske en af grundende til at ypperstepræsten selv sørgede for at give dem den kærlighed, som de fortjente.
Især fordi, at når så ufaatteligt få ting føltes decideret vigtige for den mørkelviske præst, jah så blev de ting der endelig gjorde, taget til det sorte hjerte. Dyrket, kunne man næsten sige.

Nu var spørgsmålet så bare, hvilke gæster der havde valgt at finde halvdelen af vejen til den sorte religions lille hjørne, og ypperstepræstens hvide tænder glimtede i det svage lys. Velkomne eller ubudne gæster, se det var det spændende spørgsmål. Og hun måtte i den grad blive og se til.
Det var nemlig ikke ofte disse dele blev besøgt. Mange havde glemt i takt med at tiden gik, og dem der ikke havde, skulle lede i gamle, gamle bøger for at kende til hemmeligheden bagved det udadtil helt almindelige kælderum, i denne sølle udkantsby. Bedrag var jo blot en ud af hendes mange domæner, og som det var passende dertil, var det en illussion af bedrag der skjulte alteret for fjendtlige øjne. En mur der ikke var en mur, havde i årtier holdt dette sted skjult.

Mørkelveren bevægede sig med lange skridt imod bagenden af rummet, hvor en stenstøtte bar en granitsort skål, ret så simpel af udseende egentlig. Tidligere havde præstinden bedt en bøn inden udskiftningen af gudindens banner, og i bunden lå den tykke masse af hendes friske blod stadigvæk, hvilket ville være det eneste tegn på at vedkommende ikke var helt alene, skulle de vælge at bevæge sig herind også.
Fordi Solari lod sig falde i et med skyggerne, da hun ville se den 'sande' reaktion og det sande ansigt, på dem der trådte ind. Sandheden så man, når folk troede de var alene. Og måske var det skæbnen at Noah skulle finde lige præcis dette sted, som ikke havde haft besøgende i flere årtier, men nu havde fået to på ganske kort tid. Skæbnen, held eller uheld. 

Noah skjulte ikke sin skuffelse. Han havde haft den naive forhåbning at han via de gamle bøger fandt svaret på hemmeligheden nemt og hurtigt. Han hungrede efter resultatet, og det der havde mødt ham var en forladt, tom og ubrugt kælder. Lyset fra døren var den eneste kilde, og Noah havde et øjeblik en forhåbning om at lyskilden ville afsløre det han søgte. At det var nemt.

Med Nalish'ra var gådefuld, og fyldt med hemmeligheder. Hun bedragede og skyggerne var hendes ven. Med en bestemt indånding, vendte den unge herre sig mod den knirkende trædør og skubbede den i med en lang pinefuld knirken. Mørket fyldte rummet og Noah stod et øjeblik og lyttede som et anspændt byttedyr, hvis hjerte var den mest tydelige rytme der var at føle i sine øre gange.
Langsomt tog han en lille lysende krystal op fra sin jakkelomme og lod den oplyse omkring ham. Måske havde det været dumt at lukke døren, men nu havde han en større forventning om ikke at blive forstyrret i sin ensomhed. For der var ingen andre end ham og denne opdagelse.

Først fulgte han rummets vægge for at finde et tegn. Finde et indhug eller mærket kræsset ind i stenene. Det så overraskende normalt ud. Med et irriteret træk i læben kiggede han ned på skiksen igen. Nej, han måtte være det rigtige sted. Det var her alle de andre tegn havde ført ham. Endnu engang gik han en rundte, men denne gang fulgte hans blege hænder de kolde, let fugtige sten. De føltes rug mod hans fingre, men han fortsatte ufortrødent, til hånden gik igennem.
Langsomt trak han hånden ind i skyggerne, vendte den og trak den ud til sig igen. Gnisten var at spore i de klare blå øjne. Bingo.

Med en fast indånding, samlede mod til faktisk at gøre det, gik han ind i skyggerne og fandt den forlængelse af rummet han havde søgt. Han lyste op på bannerne af den behandskede hånd med blodet dryppende fra fingerspidserne. Det gav et sug i maven, så han slet ikke bemærkede at han puffede til noget stof på gulvet. Lyset faldt over alteret og man kunne se glæden over triumfen sprede sig i hans træk. Han havde aldrig set et alter for sin gudinde før, men ladet sig leve med at læse og be selv. Det var bare ikke det samme. Det betød selvfølgelig også at han ikke vidste hvordan man gjorde.
Noah drejede lyset og så først stenstøtten som skyggerne dansede op ad. Nysgerrig gik han hen og så ned i mørket af skålen. Den metalliske lugt fik ham til at synke klumpen i halsen. Blod. Tryllebundet, rakte han hånden ud og lod fingrene glide langs kanten, uden at ænse nogen var i hans nærvær, selvom blodet gav ham enten en forventning om at nogen havde været her. Han løftede blikket op for at kigge lige direkte ind i væggen bag stenstøtten. Eller at nogen stadig var her.

En illussion var ofte kun en envejs rettet magi, hvilket betød at da døren til det andet rum lukkedes, og lyset fra en krystal tændtes, kunne Solari ane den lavstammede skikkelse der kort bevægede sig forbi indgangen. Hun følte at hun observerede igennem vand, og alt havde en forvrænget og lidt tåget kant omkring sig - specielt lyset der søgende gled omkring væggene indhugget lå imellem. Men det rigtigt spændende skete først da han - efter allerede at have fejlet en gang - endelig fik en hånd ind i mørket, og snart fulgte efter med hele sin krop. Og hvad var det mørkelveren så medd sine skarpe natteøjne?
Et menneske - intet mindre end et menneskebarn. Det måtte velsagtens være en spøg.

Solari's øjne var blege, men matte i det tætte mørke. Nogle gange kunne hun mistænke gudinden for at skjule hende ekstra godt imellem sine mange skygger, eller også var det menneskeracens lysmodtagelige øjne, som gjorde at hun næppe blev spottet særlig ofte. Når  han valgte at tænde et lys, så blev skyggerne nemlig ekstra mørke de steder strålerne ikke nåede ud. Og mørket favnede hende godt.
Derfor var det i stilhed at Solari betragtede det væsen der havde valgt at søge hen til alteret for den mørke gudinde. Observerende, stirrende, stilhed. Hvem var han, og hvad ville han med dette sted? Spørgsmål hun forhåbentligt fik gode svar på snarest, skulle hans blod ikke plette den mørke jord under dem. Og der var velsagtens kun et godt svar i ypperstepræstindens sortplettede verden.

Til at starte med, jah så ville hun først have taget fat i ham når han troede at han var på vej ud. Når han troede at han havde set alt som der var at se i det lille niche kammer, og i sikkerhed kunne vende tilbage til sin sødmefyldte lille hverdag. Men som blikket løftedes fra skålens kolde kant, og i stedet stirrede direkte ind bagved stenstøtten. Jah så var det et glimt af et rovdyr's grøngule hinde der reflekterede lyset i hans krystal; skarpt efterfulgt af skærrende hvid idet Solari i et abrupt ryk åbnede dem begge ordenligt. Og så var hun i bevægelse.
Et kattesmil trak elverens mørke læber fra hinanden - blottede et sæt ligeså hvide og funklende tænder, og præstindens slanke skikkelse var nu trådt forbi statuen. Lange ben bar elveren imod mennesket i en næsten svævende gang, og i samme bevægelse blev hætten omkring hendes hvide hår slået ned.
Krogede hænder rakte ud efter menneskebarnets hals for at han ikke skulle stikke af, omend elveren i sig selv var foruroligende stille i de få sekunder det tog hende at krydse afstanden. Hun smilede bare.
Han ville nok være hurtig til at forklare om sig selv, hvis han var værd at beholde i live. Ellers fik gudinden atter et offer; menneskebarn. 

Noah fumlede i blinde, havde det ikke været for krystallens lys der kastede de tunge skygger omkring ham. Han var komfortabel i skyggerne, men hvis lyset ikke var i hans hånd ville der kun være mørke. Et mørke han ikke kunne fornemme, se eller føle noget i, med mindre det gik direkte ind i ham. Desuden, var han på opdagelse for at finde det han hungrede efter. Hans fascination der skulle tilfredsstilles med den konkrete viden i stedet for gætteri ud fra gamle støvede bøger og lyssky fortællinger.
Ingen talte åbent om mørkets guder. Ingen omtalte Zaladin og hans guder med stolthed i stemmen. Ikke i offentligheden. Og hvem ville introducere et barn? Eller ung voksen, som Noah yndede at kalde sig selv. Ingen.

Men som han gik her i mørket, følte han sig hjemme. Følte han sig til rette i gudindens atmosfære. Han følte hun måtte være til stedet. Så da han så genskæret af rovdyr øjne i mørket, greb det hans sind med stor kraft. Han rettede sig i fuld højde, omend den var ringe i forhold til skikkelsen foran ham, hvis øjne blev tydeligere for øjnende af ham, som han stod neglet til stedet.
Han var stivnet. Stivnet i at se hvordan den sorte skikkelse med skærende hvidt i øjne, tænder og hår trådte frem for hans åsyn. Flygtigt drejede hans blå forskræmte øjne fra skikkelsen til karet og tilbage igen for at fæstne sig ved de knogende fingre der rakte ud efter hans bløde hud.

Noah åbnede munden som en strandet guldfisk, mens hjernen arbejdede på højtryk. Fra bæltet trak han en kniv, hvis blad gav et genskær af krystallens lys fra sig, før han slap den. Med den på jorden var skikkelsen foran ham endnu mere skræmmende, som de sorte skygger gled ind i fuerne. Med stor desperation lagde han bladet mod sin håndflade og skar til. Det var en stikkende smerte der bredte sig i hånden og hans forskræmte træk, som blodet begyndte at piblede frem. "Vent!" han talte til hånden der kom ham nær, mens han i sin forskræmte ivren holdte sin nu blødende hånd over karet hvor de tunge mørke bloddråber begyndte at dryppe.
Gudinden skulle have sit offer, og lige nu var Noah overbevidst om at den hvidøjede sorte skikkelse der var kommet frem fra skyggerne, var gudindens straf for at han ikke havde ofret sit blod til hende med det samme.
Herefter stod han tilbage med hånden over karet, opspillede øjne rettet mod skabningen og fuldstændig anspændt krop hvor han holdte vejret. Afventende. Mere eller mindre rystende, så bukserne var ved af falde af, bange.

En kniv blev trukket op, og mørkelverens hvide blik fixerede kortvarigt på den, og med våbnet i hånden, jah der formåede menneskebarnet at få mørkelveren til at gøre et kortvarigt holdt i sin gang imod ham. En kniv kunne - lige meget hvor lille den var, være dødelig. Og hun havde ikke levet så længe blot for at falde grundet hendes blodige iver efter at lægge hænderne på den hvide, bløde barnehals.
Det skulle dog vise sig at kniven ikke var det mest overraskende som Solari ville møde her til aften. I stedet for at vende den imod hende, vendtes den imod ham selv. Stadigvæk uden en lyd, betragtede præsteskikkelsen hvordan dens bid trak en piblende rød linje over hans lyse hud, og færten af menneskeblod vældede frem i luften over ham; en fært der fik elverens næsebor til at sitre en anelse.

Og så holdt han det over karet.

Solari Seravill havde set og oplevet mange ting. Men det var sjældent menneskebørn formåede at overraske hende, og alligevel stod hun lige nu i tavshed og betragtede ham. Ikke decideret overrasket, men måske mere... fascineret. Opmærksomheden var tændt. De tunge dråber der ramte den i forvejen lettere fyldte skål, var den eneste lyd i det stille rum. Det, og så den overfladiske vejrtrækning hos mennesket, der med sin ofring enten havde formået at redde sig selv, eller gøre det værre for sig selv - det ville tiden i sidste ende være det eneste som kunne afklare. Men ikke endnu. 
Den fremstrakte hånd ændrede kurs fra hals til hånd, hvor at mørkelverens hånd nu i et langt skridt genoptog retningen, og smertefuldt stremmede til da hun fik fat, så blodet faldt i en mere lind strøm fra den gabende flænge. Meget mere passende, hviskede en stemme i elverens baghoved.

"Bedragets moder, Skyggernes dronning, Zaladin's røde hånd, Hemmelighedernes arne, Konflikternes kvinde og Mordets mester, hør vore bøn"
med nattens slør, vil vi fremme harme,
med blod, bedrag - smerte i deres liv
jah da vil vi, atter yppe kiv" Solari kunne ikke stoppe det frydefulde smil der fulgte med velsignelsen af barneblodet, og med en overraskende blød stemme i sin messen, sendte ypperstepræsten knægtens blod afsted. Ikke længe efter slap hun sit jerngreb om hans smalle fingre, for at føre en blodindsmurt finger op til næsen. Og snuse ind. "Inetressandt. Uventet, men interessant" ord der næsten havde en spindende underkant, og Solari førte selvsamme finger ind i munden efter, øjne afventende i deres lurende energi, da hun ikke helt havde besluttet sig endnu. 

Mon ikke hvad end han sagde, ville være med til at afgøre det 

Ingen ville betænke Noah i at være frygtelig bange lige nu. En fjortenårig knægt i en koldt, mørket, skjult rum med et alter og et kar fyldt med blod der fik hele rummet til at lugte metalisk. En ukendt skabning med mord i blikket - som retteligt hørte denne gud sig selv, og blodet der dryppede fra hans hånd, til hun fik fat i den og klemte mere ud. Noahs udtryk fortrak sig i en smertelig grimasse som han hev efter vejret.
Han var ikke vant til smerte. Slet ikke den slags smerte. Men blod var og blev Nalish'ras gave og hvad hun fortjente fra sine tilhængere. Kun en ægte tilhænger ville ofte sit blod til sin gudinde. Havde han læst.
Og ud fra at denne skabning nu ikke længere så ud til at ville flå struben ud af halsen på ham, havde han også gættet rigtigt.

Skikkelsen stemme flød rundt i lokalet og pakkede Noahs øre ind i et nyt univers. Han følte en stærk veltilfredshed ved at høre ordene fremfor kun at læse dem. Det han havde læst, havde formentlig været mere oldkrystaliansk anlagt, men han følte han var det rette sted. Endelig havde han fundet en ligeværdig. En som forstod vigtigheden af løgne, bedrag, ofringer og skyggernes magt.
Noahs næsebor var udvidede som han trak vejret hårdt ind og ud, stadig påvirket af situationens alvor og fremmedhed. Han var stadig bange. Et fejltrin og ikke bare en stråle af hans blod ville fylde karet.

Noah lukkede sin hånd og trak den langsomt til sig, uden ønsket om at afsløre hvor ondt det gjorde. Noget han håbede på skyggerne kunne være med til at hjælpe ham med. Han sank en klump i halsen, ude af stand til at fjerne sit blik fra den mørke skabning med stemmen der fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. "Er De hendes udsending? Er De her for at vise mig den rette vej til hendes unådige styre?" Hans stemme var et barns, men der var en ivren der ikke passede overens med frygten der brusede i hans blod. Han var så tæt på. Han ville ikke opgive det nu, blot fordi skabningen foran ham var mere skræmmende end et dragegab.

Det var næppe fordi mørkelveren direkte elskede smagen af blod, at hun gjorde det. Den røde væske var ikke en eller anden forvrænget form for delikatesse, og den bidragede ikke på anden vis til at styrke hendes krop, sjæl eller sind, som den gjorde med vampyrer. Nej, tværtimod, store mængder kunne være decideret kvalmende for mørkelveren, der dog også godt kendte til de kannibalistiske rygter mange mørkelvere bar på sine skuldre. Men ikke desto mindre var det stadigvæk dragende; ikke desto mindre fik det elverens puls højere op, og havde Solari haft almindelige pupiller, ville man tydeligt kunne se hvordan de i forventningens til tider maniske rus, blev uhyggeligt små. 
I løbet af et langt liv, var blod blevet en essentiel del af Solari's erhverv og eksistens. Hans ville nu blive tilføjet til samlingen.

Og det var der mange underliggende grunde til, og alt ville blive besvaret i god tid. Blege øjne observerede med et krybdyrs nøgterne tavshed hvordan hånden langsomt blev trukket tilbage, og et pust af frygt syntes at hvirvle omkring den mørkhårede knægt, hvis stemme dog ikke syntes at følge samme mønster som kroppen pressede ham imod. Ikke at man kunne bebrejde ham, kroppen reagerede blot som den skulle.
Men var det iver hun hørte, bagved facaden af en skræmt mus? Var det... interesse? Var dette.. en af de troende? Elverens hidtil nu afventende statur, gjorde et enkelt nik idet et funklende smil trak skarpe linjer over hendes mørke ansigt, og Solari vendte håndfladerne opad idet at hun talte. "Det kommer an på hvem du spørger, jeg er mange ting"

"Mit navn, barn, er Solari Seravill, ypperstepræstinde af Nalish'ra og forkynder af gudindens vilje på Krystallandets flade" mørkelverens stemme fyldte rummet ud, og med en forfængelig illusion af magi, begyndte elverens øjne og tatoveringer at gløde svagt. Hænderne knyttedes med en knækkende lyd af gamle, gamle led, og elveren tippede det smalle hoved på sned; et lidt for blidt smil til sammenligning med de kyniske øjne. "Er du hendes følger, er jeg din udsending... er du hendes fjende, er jeg din død" hvislede hun, og bevægede sig med den klikkende lyd af såle imod stengulv, nærmere det unge menneskebarn, med intention om at stoppe foran hans skrøbelige skikkelse. Så fin som han så ud, nu hvor at hun fik et bedre syn på ham... så fin. Og meget alene. 

"Så spørgsmålet er måske nærmere, 'hvem er du', min kære"

Han mindes ikke nogensinde at havde været så bange i hele sit liv. Fra kvindens bevægelse med at smage på blodet, til det funklende smil der optegnede hendes ansigt groteskt og frygtindgydende, var der intet der tydede på at Noah var i nogen synderligt heldig og fredelig situation. Tvært imod.
Han tvang spyttet til at blive sunket, og følte sig pludselig tør i øjnende af at stå og stirre stift frem for sig i halvmørket. Krystallens lyskilde fra gulvet var sparsom, og kvinden mørkhudet og svær at se. Det eneste han rigtig kunne se, var det hvide smil der sendte kuldegysninger ned af rygsøjlen, der hvide hår, og de skarpe komplet hvide øjne der syntes at opfange enhver form for bevægelse han foretog sig, for ikke at tale om den svage glød der udsprang af hvad han gættede var tattoveringer over hendes krop.

Alligevel nåede der at komme et stik af skuffelse da hun ikke med det samme gav ham ret i at hun var udsending. Sendt dertil for hans skyld og for at vise ham den rette vej. Tør i munden lod han hende fortsætte, mest af frygt end af forstand, som den kraftige stemme omsluttede ham. Den stikkende fornemmelse af skuffelse var forsvundet som dug fra solen og Noahs øjenbryn skød i vejret. Munden åbnede sig, overrasket over at hans held havde bagt ham ypperstepræstinden. En kort overraskelse der blev erstattet af et selvtilfreds smil. Selvfølgelig var han vigtig nok til at ypperstepræsten ville finde interesse i ham. Helt sikkert.

Endnu engang blev det sparsomme spyt sunket som frygten stålede ud af de unge øjne og han kæmpede for ikke at bakke væk fra hende. Væk fra de knækkende lyde fra fingre og hendes hvislende ord der fik ham til at lukke hænderne om sin egen rejsekappe. Han hev vejret ind i små hurtige stød og tiltede hovedet tilbage jo tættere hun nærmede sig. Ude af stand til at flytte sig så meget som en milimeter. Han var ikke hendes fjende, og alligevel fik han følelsen af at han skulle dø i denne klamme kælder.
"M-mit.. Ahem.. Mit navn er Noah af Erneyll." måske var det ikke klogt at videregive sit fyrstenavn, men han var endnu mere bange for at tilbageholde information og i værste fald lyve for hende. "Nalish'ra er min gudinde. Omend" han tøvede, bed tænderne sammen og kiggede ned. Væk fra de kyniske øjne. "Omend ingen har lært mig hvordan jeg tilbeder hende ordentligt"

Der var ingen tvivl om at præstinden havde en nok så dramatisk energi omkring sig, sådan som hun formulerede sine ord, og sådan som hun manipulerede sit udseende. Det var ikke noget hun lagde synderligt meget skjul på, og en selvhøjtidelig del af hende ville aldrig se noget galt i at tilføje krydderi til en trist eksistens, eller kedeligt liv. Som illusionist, kunne hun så være bekendt at lade værd? Hvis ikke hendes eget liv, så i hvert fald nogle andres, og i dette tilfælde så i hvert fald menneskets. Tingen var bare, at det ikke kun havde en forfængelig funktion, mere. Nej, ikke kun. 
Sådan som lugten af frygt hang i luften omkring menneskebarnet, vidste Solari at det ikke kun var hendes smil der sendte kuldegysninger ned af hans ryg. Ej heller hendes øjne. Nej, det var det hele på en gang. og uden dét, ville suset af ubehag der løb igennem ham, ikke være den samme. Som en musiker der spillede på sit instrument, spillede mørkelveren på de strenge hun havde til rådighed, og frydede sig når han vred sig under hendes blege måneøjne. Nød det, også selvom han ikke var mere end et barn. 

En overfladisk vejrtrækning, en stammende stemme og ypperstepræstindens næsebor vibrerede en anelse som lugten af sved begyndte at blande sig med den fugtige kælderluft. Så tæt på som hun stod lige nu, jah der kunne hun snildt have trukket en skarp negl over den blottede hals, eller lagt sine krogede hænder på de unge skuldre. Men hun valgte at lade værd. Alting til sin tid. 
Der var ikke meget at aflæse på den mørke præstinde, imens Noah talte. Ikke meget, men dog øjne der alligevel formåede at funkle en anelse ved benævnelsen af både gudinden, og dertil også et slægsnavn af interesse. Hvad var det dog nattens moder, havde valgt at præsentere for Solari her til aften. 
Det her var jo næsten en gave. Lange sekunder passerede i overvejende stilhed, indtil at elveren med en abrupt bevægelse, smækkede begge hænder sammen i et hårdt klap, og nikkede. "Nuvel" Spandt hun i et interesseret tonefald; hun måtte vide mere om denne dreng. 

"Hvordan har du fundet dette sted, Noah af Erneryll. Alteret her har ikke haft besøgende i årtier, og langt de fleste har glemt dets eksistens" Lavmælte ord, og Solari's slanke skikkelse var atter i bevægelse, denne gang en glidende gang der fik hende til at gå omkring adelsknægten i en doven cirkel. Vurderede ham. Observerede ham. 

Måden Solaris øjne funklede på sendte et skud af ubehag ned igennem Noahs ryg, så han ubevidst pustede sig lidt op i en mere rank stilling. En anelse stiv af anspændthed og frygt over situationen, blandet med hans egen selvhøjtidelighed. Ja, hun skræmte ham fra vid og sans, men han var ikke nogen ynkelig lille dreng som rystede i bukserne af skræk! Han var en fornem herre og han ville også gerne vise at han var mere end bare en dreng. Ikke at det fungerede helt efter hensigten, men han prøvede trods alt.

Noah sank klumpen af spyt der ubevidst havde formet sig i hans mund og slikkede sig over de tørre læber, der var blevet affugtet af det overfladiske åndedræt der var sluppet over dem som hele denne situation var blevet mere og mere intens for ham at befinde sig i. Han blev stående, anspændt men rank i ryggen og lod hende cirkle omkring sig som et dovent rovdyr der ikke helt havde besluttet sig for om han var dagens måltid eller en madpakke til senere.
”Symbolerne. Jeg fandt symbolerne i en gammel bog på biblioteket, der omtalte gamle ritualer og skjulte bederum. Ikke alle forstår vigtigheden af vores gudinde ej heller at hendes tilbedere burde havde fri adgang som enhver anden Isari tilbeder.” han havde ikke meget til overs for lysets gudinde, af god grund. Hun havde aldrig haft en stor indvirkning i hans familie, og hendes blødsødenhed havde kostet hans familie dyrt. ”Jeg så dette” han drejede hovedet mod skuldertasken, trak hånden ned i skjulet og tog et stykke pergament op med hans egen nedkræsning af mærket han havde fulgt igennem byen.

Det var svært for ham selv at se i den mærkelige oplysning der kom fra gulvet og op. Hvilket ikke hjalp på Solaris noget dramatiske udseende i forvejen, da hun mildest talt virkede endnu mere skræmmende end hun formentlig var. Hvilket var en del. ”Der var hentydet at en ægte følge kunne finde plads ved Nalish’ras alter, hvis blot han eller hun var snedig og klog nok.” alle guder kunne havde nogen der dumt fulgte dem, men dem som kunne tænke var mere værd. Sådan tænkte Noah i hvert fald selv, og regnede med at hans gudinde havde samme tankegang. Hvad skulle hun ellers bruge følgere til.

Alle havde sin rolle at fylde ud i denne verden, og Solari selv, var utrolig bevidst om sin. Hun havde ikke altid kendt sin plads ved skyggernes gudinde, hun havde ikke altid vidst, at det var der hun skulle ende. Men hun havde følt for rigtigt det var dengang hun endelig tog titlen til sig, og havde aldrig, aldrig nogensinde været i tvivl, siden. Alle havde deres rolle, og til det havde hun intet problem med at hjælpe landets væsner, med at finde deres. Fra den største konge til den mindste bonde, de havde alle en trone at fylde ud, at sidde på. Selv de små mider der kravlede for hendes fødder. 
Hun havde aldrig været bleg om sin holdning til liv, og vidste at den stærkes ret var urykkeligt hvad der dikterede livets gang. Sådan som menneskedrengen bævede foran hende, var det kun gudindens nåde og det blod han havde ofret, der holdt hende fra at udøve sin ret, på ham. Så Solari lyttede, en foruroligende tålmodighed, trods hendes til tider maniske blik. 

Og hvad var det dog menneskebarnet sagde... de hvide øjne lyste kortvarigt en anelse op, og i et ryk stoppede mørkelveren bagved ham, og lod en behandsket, sort hånd hvile på hans ene skulder. Klemte lidt til, og følte hvor varm han var, indenunder sit overtøj. 
Det var en... spøjs holdning, for et barn af adelen at have. Ikke desto mindre lød det ikke til at han løj om sine holdninger, og gjorde ham var det et bedrag der var Nalish'ra værdigt. 
"Og du, min kære, er en ægte følger?" stemmens hvislen var ud fra hans øregang, inden at hun i selvsamme satte den anden hånd på skulderen, for at vende ham om; det mørke ansigt direkte ud fra hans. 
Der var forskel på gudindens følgere, og Solari benyttede sig kun af dukker, når dukker var nødvendige. Folk der kunne erstattes, liv der kunne ofres. At hævde sin egen snilde var god nok til at være udenfor den kategori, var vovet. Især af et barn som ham, omend muligheder begyndte at vise sig, alt efter hvad han svarede. Mørkelverens smil sitrede idet det blev en anelse bredere imens hun ventede, tydeligt en... form for underholdt, af hele denne sitation. Den var absurd på den fantastiske måde. 

En rystelse gik igennem kroppen på drengen som Solari greb om hans skulder. Han var bange. Alt andet ville være underligt, hvis et skravl som han ikke frygtede kvinden der gik rundt om ham som et farligt dyr. Trods tålmodigheden og at hun lyttede, var han overbevist om, hvis han trådte et forkert skridt, ville der flyde mere blod end nogle dråber fra hans hånd, ned i karet.
Han fastholdte den ranke ryg som han skævede over skulderen uden helt at kunne se hende. Klumpen der havde formet sig i halsen blev sunket tungt som han trak en beroligende vejrtrækning. Tiden måtte vise om det hjalp.

Ordene fik hårene i nakken til at rejse sig. Mest fordi han mærkede hendes ånde mod sin sarte hud ved øret. Han havde lyst til at løbe sin vej. Løbe væk fra hende og glemme alt om dette. Være den unge knægt han var, og gemme sig bag sin mor. Langsomt lukkede han sine øjne og øjenlågene på ny som hun vendte ham. Han kiggede op. Op på det mørke ansigt med skræmmende øjne. Alt ved hende var mildest talt skræmmende.
”Ellers var jeg ikke kommet så langt i min søgen” blev der svaret påtvunget roligt, men han mente det. Hvis han virkelig ikke følte sin sag, var han ikke taget ud på en besværet rejse for at finde et mildest talt sølle rum hvor Nalish’ras tilhængere i skjul måtte krybe ned for at vise deres tro. Om hun troede ham var en anden side af sagen, men han stod fast, trods frygten der spejlede sig klokkeklart i de blå øjne.

Ellers var jeg ikke kommet så langt i min søgen'
Ordende blev sagt med en tvungen ro over sig, og selvom overlevelses instinktet nok hev og sled i den unge knægt foran hende, formåede han alligevel at styre sin stemme nok til at lade det trænge igennem. Ellers var jeg ikke kommet så langt - vovet sådan at påpege, når man i kraft af sit efternavn ofte blev båret igennem livets prøvelser, spurgte man den sortblodede ypperstepræst. Men ikke desto mindre med en grad af sandhed, som fik hende til langsomt at trække hovedet en anelse tilbage; give ham en smule luft at trække vejret på. 
Hun brød sig om denne... kant. Solari følte hendes indre spinde tilfreds, da han trods frygten i øjnene formåede at fremstå stærkere end mange andre ville, i hans situation, og tilfredsheden var nok til at lade fingrenes hårde greb i skuldrene løsnes, og lade tommelfingeren blidt glide over de mærke der måske var dannet under tøjet. Næsten beroligende. "Sandt" konstaterede hun med et leende smil. 

Og så var det som om at 'prøvelsen' - i hvert fald for nu - var overstået. 

Mørkelveren rankede sig igen, og slap med et sidste klap på skulderen hendes greb i ham, så han kunne træde væk fra hende, om det var et ønske. En afklaret ro syntes at falde over elverens dødningehvide øjne, som havde den beslutning hun var kommet frem til nu, været den afgørende brik at lægge i kaosspillet omkring hende. Solari Seravill's øjne blev en anelse mildere, i selvsamme. "Så byder jeg dig oprigtigt velkommen denne gang, barn af Erneyll" 

Det var praktisk talt umuligt for ham at aflæse hvordan hun modtog hans besked. Han svedte og følte en forfærdelig trang til at hive efter vejret. Han var bange.
Så snart hun trak hovedet en anelse tilbage, forlod den tilbageholdte luft hans lunger og hans skuldre dalede en lille bitte smule, trods han stadig var faretruende anspændt, da det hårde greb også syntes at løsne sig en smule. Han var overbevidst om at der ikke skulle havde været mere end et par gram mere, var der gået hul på hans sarte blege hud.

Så snart Solari slap ham, var Noah parat til at falde om. Hans ben føltes som gele og han skulle virkelig anstrenge sig for ikke at give efter for svimmelheden. "Jeg takker mange gange" kom der åndeløst fra ham, og han nåede grænsen. Adrenalinen pumpede stadig så det susede for ørene, og han var nu nødt til at række ud efter en væg at støtte sig til for ikke at falde sammen. "Føler man sig altid så.. let i hovedet efter at havde afgivet blod" han forsøgte at dække sin frygt med at det var knivens skarpe æg der havde brudt hans hud, der var synderen og ikke frygten.

Med reflekser skærpet igennem århundreders træning, og med en jægers yndefulde lethed, var det at ypperstepræsten tilbød sin arm som tvungen støtte idet at hun trådte over på hans side, fremfor væggens kolde og fugtige overflade. I bevægelsen trådte hun tæt på - ligeså tæt på som hun havde været før, hvis ikke tættere - men modsat før hvor at bevægelsen var gjort med tanke på at vække den unge mands naturlige flugt instinkter, var den her gjort med tanke for at være... nær. Den anden hånd søgte med overraskede nænsomhed at gribe hans stadigvæk bloddryppende hånd... så man det udefra, ville det næsten have været en bizar danseposition, med mørkelverens slanke skikkelse som en lurende skygge over hans blege. 

Det var dog også en noget delikat dans barnet af sortebjørn var trådt ind i, og skyggepræstens latter ekkoede imod de natkolde vægge, idet at hun klukkede over det dækkende spørgsmål. Om man altid gjorde det? "Nogle gør..." valgte hun blot at sige i sammenspillet om at bevare noget af hans menneskelige stolthed, stemmen gradvist mere blød og venlig, fremfor den slangehvislen der havde sluppet de sorte læber i starten. "... men det er kun godt at mærke hvorledes vi lever, en gang imellem" 
Og det var en konstatering hun bestemt stod ved. I dødelighedens skygge gav man alt hvad man kunne af sig selv, og lige præcis den rus af adranalin, var en Solari altid selv prøvede at finde, prøvede at rage til sig. At mærke man var i live, var ingen svaghed. 

Forsigtigt slap hun armen der var grebet i faldet, og lod den behandskede hånd gribe om den unge mands ansigt, og blidt vippe det opad. "Lad mig rense dine sår, Skyggevandre. Det vil hjælpe på... svimmelheden" smilede hun, og og trak ham langsomt en anelse med sig idet at hun bakkede. 
Der var et tilhørende rum, hvor at knap så okkulte genstande farvede stemningen mere tryg, og hvor salvie, forbindinger og vand var lagret væk til de trætte og sultne tilkommende. Omend mørkelveren ingen mad havde at tilbyde, ville sterinlysets orange glød og roen ved at sidde på en stol, nok hjælpe det bankende, lille, harehjerte hun hørte, med at falde til ro. 
Hans natteblinde øjne ville dermed også kunne se hende bedre. 

Det ville være forkert at antage at Noah var begejstret for at Solari kom helt tæt på ham igen. Men han var simpelthen for rystende i benene til at gøre ret meget mere ved det, andet end at acceptere at han rakte ud efter støtte og fik fat i hendes arm og acceptere at han ikke kunne gøre andet end at hun tog sig af såret der stadig dryppede blod på hans hånd. Han sank en klump i halsen. Forvirret over den nænsomhed hun rørte ham med. Som var han en dyrebar skabning hun ville passe rigtig godt på og beskytte.

Det stoppede ikke der. Hun blev ligefrem tiltalende som hun svarede ham og han slap noget mere af den anspændthed der fik det til at suse for sine øre. Han sank endnu en klump i halsen, men lukkede derefter et lettet suk ud. ”Jo.. Ahem, det vil jeg give dig ret i. Jeg må indrømme jeg virkelig kan mærke jeg lever lige nu” og det var faktisk en klam oplevelse. At holde sine former, fremstå usårlig og nærmest gudelig. Det faldte alt sammen til jorden i kropslige reaktioner når man forventede at man stirrede ind i dødens øjne.

Noah havde åben mund og et måbende udtryk som Solaris blidt vippede hans hoved opefter og talte til ham med noget han sammenlignede lidt med en moderlig stemme. Han følte sig pludselig underligt tryg ved hende. Hun var hans gudindes talskvinde, så han måtte lytte til hende. Frygten fra før lagde man ikke bare lige på hylden, men han overbeviste sig selv om at det var en nødvendig test. En test han havde bestået og nu fik han den sande Solari at se. Et helt rart væsen!
Han missede med øjnene som farven og belysningen skiftede i det nye rum, hvor den skræmmende tone var forsvundet og hjertet kunne begynde at falde til ro. Langsomt, men stadig med sikre skridt i den rigtige retning.
I dette lys kunne han også bedre se hende. Hans udtryk var stadig måbende, men mere nysgerrig end bange nu. Han lod sit blik glide over hende, dybt fascineret. Han havde aldrig set en mørkelver før og slet ikke så tæt på! Han var så fascineret at han ikke engang fandt ord til at svare hende.

Elveren's dødningehvide øjne studerede ham i stilhed efter de tøvende ord, og blev ved med det, selv efter at de var kommet ind i de mere lyse omgivelser og den mere behagelig stemning. Forskellen var dog at Solari's blik ikke længere hungrede som en haj der duftede blod i lavvande, men derimod... var fredeligt, blot for en lille stund. Der var kommet ro i det stormvejr der var trukket op omkring Noah. En misvisende orden, selvom kaosset aldrig forlod elverens nærliggende aura. Mørkelver præsten lod ham se alt hvad han ville i den ro, idet at hun endelig slap hans blik, og vendte sig omkring for at finde forbindinger og salvie frem. 
Af natur var Solari ikke længere væk fra elverne, end at de delte den samme næsten overjordiske elegance, hvilket gjorde hendes bevægelser rundt i rummet så godt som lydløse, metalrustning til trods. Handskerne blev hevet af - afslørrende nogle mørke fingre med hvidlige streger tattoveret ind i den bløde hud, og med en lille nynnen åbnede hun en metalæske i mat sort, og pakkede indholdet ud "... det kræver et kløgtigt hoved, at finde vej via for længst glemte symboler.." Solari vendte sig rolidt omkring, trådte et skridt frem og faldt i selvsamme glidende bevægelse ned på det ene knæ, foran den siddende ungherre. En våd klud lagde sig med en lille svien ind imod flængen i hånden, og da hun sikrede sig at hele såret var dækket, kiggede hun endnu engang op. "Jeg er imponeret" 

Det pupilløse blik tog en gnist af respekt til sig, og selvom den bagved facaden var en forfalsket kopi af hvordan mørkelverens almindelige respekt blev givet, burde den være nok til at stryge et sårbart ego. Den frie hånd gled roligt op for at fjerne hætten omkring håret, hvilket afslørrede snevidt hår i bløde krøller langs hovedbunden.
Undersøgende rykkede øjnene kortvarigt ned for at tilse skaden, men da den stadigvæk ikke var stoppet med at bløde, lagde hun kluden over det igen, med et let pres idet at hun vendte håndfladen opad. 

På mange måder, følte Noah at han var et byttedyr der var blevet lullet ind i tryghed, som Solaris fremtræden havde skiftet. Det krøb ham stadig koldt op af ryggen når en pludselig bevægelse fra bare et lille insekt fangede hans perifere synsfelt.
Var det en falsk tryghed? Noah havde ikke lyst til at være naiv og tro på at hun intet ondt ville ham nu. At han havde bestået testen og at de nu ville være på ene god fod. Men trods at han stadig var en forskræmt knægt, havde Solaris ændring alligevel beroliget ham nok til at han ikke længere frygtede at hun ville flå hans hals op ved første stående mulighed. For så havde hun vel gjort det, ikke?

Så snart hun også talte til hans stolthed, pustede han sig et par gram mere op. Hans brystkasse blev hævet af den veltilfredse indånding af luft og hovedet løftede sig en smule. Trods at han også mærkede svien i hånden og bekæmpede lysten til at trække hånden til sig med en sur mine. ”Det var en god udfordring – men Nalish’ra fortjener også kun det bedste i sine følgere” mente han også selv at han var et geni? Selvfølgelig. Og at se den lette gnist af respekt hos præstinden, gjorde at Noah også kunne vælde sig i det. Han var imponerende! Jo før folk accepterede det, des bedre.
Men i sin stolthed brugte han også tiden til at studere mørkelveren foran sig. Nysgerrig som drengen også var for at lærer. Nu han trods alt aldrig havde set en af hendes slags før. De måtte være meget anderledes end skovelverne, som ikke ligefrem var en rar race at være i nærheden af. ”Findes der flere steder som disse i eksempelvis Dianthos?” det ville være akavet og direkte upraktisk at skulle ud til denne flække hver gang han ønskede at vise sin gudinde sin respekt – der måtte være en nemmere måde.

Frygt havde sine brugbare sider, hvorom at tryghed havde sine egne. De to ting kunne ikke sammenlignes, og kunne sagtens bruges hver for sig... se det var vel ingen stor hemmelighed for nogen her i landet, om de kendte bare lidt til hvad der motiverede, eller for den sags skyld demotiverede landets borgere... Solari, den mørke skyggepræst af gudinden Nalish'ra, nød selv i særhed at bruge dem hver for sig - hun nød hvad de individuelt kunne gøre, og endnu, endnu mere... så elskede hun at veksle imellem dem, foruden at det behøvede at være noget man nødvendigvis lagde mærke til... var bevidst. 
Som nu, med det kære menneskebarn. Solari fornemmede ikke længere den frygt der havde fyldt rummet før, og vidste at i hvert fald for nu, jah så var han indenfor hendes rækkevidde. Fordi ganske rigtigt, så ansporede frygten til at han måtte have en form for værdi for hende. Ellers ville han ikke stadigvæk være her. 

Hun lod ham observere hende, og samtidigt, tog hun sig også den skjulte tid til at observere hvilken form for god jord hendes ord faldt i, et lille smil om læberne da hun færdiggjorde forbindingen, og lukkede de blege små barnefingre omkring det nye sår. Det skulle nok blive et kønt ar. 
Hvide øjne mødte hans, og præstindens hoved gled i et elegant ryk en anelse på skrå. Nalish'ra fortjente i sandhed kun bedste, det havde han ret i... og hun kunne ikke lade værd med at muse; var det virkelig hvad han så som sin mest værdifulde egenskab? Hans evne til at opspore og afkode? 
Læberne skiltes i et suk, og hendes ene hånd gled op til drengens pande, og fjernede en vildfaren og lettede svedig lok, fra den fine, hvide porcelænshud. "Desværre ikke længere, skyggevandre... de lyse kirker følte sig berettiget til at fjerne, brænde og ødelægge de enkelte altre der var at finde i hovedstaden" kom det med en snert af oprigtig bitterhed fra ypperstepræsten, der fandt den handling... ondskabsfuld. En rendyrket udnyttelse af deres forvrængede magt, sådan at nægte eksistensen af enkelte guddomme, blot fordi de frygtede dem, blot fordi at de var uenige med dem. 
Undersøgende blev hendes hvide øjne i et kort glimt, inden at hun virrede en anelse afvisende på hovedet, som skulle hun kaste en tanke fra sig, som havde sneget sig ind i et sekund. Tydeligt, for ham at se. 
"... en ubalance, ville nogen mene. Hvor der er lys, bør der være skygge. Enkelte steder har jeg formået at plante små... hyldester, til gudinden, men... uden nogen til at holde det ved lige inde i Dianthos, er det ikke meget værd"