Fabian havde i det mindste forventet lidt af et modsvar, eller noget, men det var næsten mere komisk som Aldamar gik helt i stå over at få at vide, at det var en ære at være sammen med ham. Dermed skulle Fabian pludselig også anstrenge sig væsentlig mere for ikke bare at grine af prinsen, selvom man kunne se det kæmpe smil der havde spredt sig over hans læber, som det var umuligt for ham helt at holde masken.

”Hvorfor dog ikke det? Er der aldrig en køn kvinde der har sagt det til dig?” spurgte han grinende. Han ville aldrig gætte på at der kunne ligge andre ting gemt bag facaden på Aldamar, som virkede selvsikker, dog ikke helt behændig i den søde snak, som Fabian var professionel i. Det gjorde ham ikke noget, for der kom også en tilfredsstillelse over at kunne få det sidste ord indført overfor en prins.
I virkeligheden burde det ikke fylde så meget for Fabian at Aldamar var fyrstesøn, især fordi arbejdet for ham ikke fyldte så meget omkring Aldamar. Alligevel var det ofte en tanke der kom op, og nogle gange føltes det også bare som om at han havde noget at bevise, ved at tage Aldamar med bukserne nede, så om sige. Han vidste godt at i sidste ende ville ingen vide hvad der skete mellem de to af dem, og Aldamar var mere end sin titel. Den første aften havde han trods alt ikke drillet Aldamar på baggrund af hvem han var, men blot fordi hans personlighed var... sjov. Måske var det også mere et spørgsmål for Fabian, at han vidste at han aldrig rigtig ville kunne måle sig med Aldamar blot med den baggrund de havde.

Som forventet, var det et lidt for selvtilfreds smil der trak Fabians læber leende op, og Aldamar lod ham for en stund nyde det uden andet end bare at smile. 
Det var så uvant, og selvsikkerheden omkring ham var dragende for fyrstesønnen, der dog ikke havde tænkt sig at forblive tavs. I den ringe belysning var det ikke noget mirakelbillede af Fabian - omgivelserne kunne bestemt være meget bedre, men det var alligevel et billede han nød. Overraskelsen måtte dig lægge sig på et tidspunkt og for at vinde lidt stemme tilbage, prøvede Aldamar at kopiere Fabians egen teknik - bare en anelse. "Det er da uretfærdigt at sammenligne de stakkels kvinder, som der har været.." en kort pause hvor at Aldamar tog endnu en tår, men fandt hans blik igen bagefter. "..med dig" to kunne godt danse den her form for tango, og selvom han ikke nødvendigvis fandt det helt smart at sidde så åbenlyst og næsten kun have øje for skøgen foran ham... jah så havde han virkelig heller ikke lyst til at rykke sig. Aldamar havde også yndet sig at lytte mere til hvad han egentlig selv ville, nu hvor han endelig alligevel var taget afsted. Den selvkritiske stemme forsvandt lidt, når han sad her.

Og det var velsagtens også en af de andre grunde til at han blev ved med at komme igen. Han kunne ofte overraskes af hvad den blonde man valgte at sige - han forstod nogle af tingene og var fuldstændig fremmed for andre. Men det var nydeligt for både øjnene og tankerne, og hvem var han til at benægte at han faktisk hyggede sig. På trods af lidt mere nedtonede omgivelser og uvant selskab, jah så sad Aldamar faktisk og nød deres aften ovre i hjørnet. 

Intet kunne have forberedt Fabian på at Aldamar ville smide komplimenten lige ret tilbage i hans ansigt. Aldamar var ikke en der ofte kom med komplimenter til at starte med, så Fabian sugede dem op hver gang der kom noget der lød som et, men åbenbart var han på andre tanker i dag. Eller også forsøgte han blot at give tilbage af samme skuffe.
Alligevel fik Aldamar fornøjelsen af kort at se overraskelsen i Fabians øjne, før at det var væk igen, for bare at være erstattet med et endnu større smil. Der var nok en grund til at man ikke bare skulle give komplimenterne til Fabian. Han åd dem råt, og han havde nok ikke behov for et større ego end det han allerede havde.

”Du har ret, det er ret synd for dem,” sagde han. Det var næsten så han kunne mærke hjertet i hans brystkasse slå og blodet der susede gennem hans krop. Øllen på bordet, og folkene i kroen var fuldstændig glemt for Fabian, og nu var hans øjne kun for Aldamar, og det var tydeligt at se hvad Fabian gerne ville, hvis han var den der bestemte. ”Ønsker du at jeg skal trække mig, så jeg ikke... ødelægger det for flere kvinder,” spurgte han, selvom hele hans krop sagde tydeligvis at det var der ikke nogen chance for. Aldamar havde selv opsøgt Fabian, og hvis han så ikke kunne finde glæde hos en anden krop efterfølgende, så var det vel ikke Fabians problem. 

Sejr, det var hvad Aldamar kortvarigt følte, idet et glimt af overraskelse overtog hans selvtilfredse, kønne ansigt. Den pludselige rus af følelsen var som et skud energi der fik adelsmanden til at læne sig fremad idet at ordende bundfaldede sig hos Fabian, og selvsamme følelse fik ham også til at bemærke hvordan kroen snævrede ind omkring deres bord. Øjenkontakten var til at føle på, og Aldamar indså næppe hvad komplimenten havde gjort, førhen at det næsten sultne blik trak irriterende, forventningsfuld gåsehud over hans arme og ryg. Men han brød sig om det. Han kunne på ingen måde benægte, at det ikke gjorde bare et eller andet ved en mand, at blive set sådan på, og så slet ikke som hans krop allerede havde en forsmag på det usædvanlige men praktiske skillset som Fabian besad. Men det var ikke hans evner, krop eller erfaringer der gjorde det forbandet besværligt for fyrstesønnen at sige nej. Næppe, nej var faktisk noget af det han var bedst til at sige.
Det der gjorde det svært, var indrømmelsen om hvor meget han også gerne selv ville. Den var svær at se i øjnene uden en bagkant af skam, og var nok kun så tydelig som den var omkring Fabian, grundet mandens egen fritsindede vinkel og holdning. "..." Altid skulle det dog være hans beslutning at tage.

Det var ikke så meget et spørgsmål om at trække sig, som det var et spørgsmål om at rykke sig videre - fysisk såvel som i samtalen. Hånden på hans lår brændte, Aldamar kunne fornemme varmen der steg et par grader og endelig åbnede han munden. "Det ville nok være det smarteste" mumlede han for sig selv, øjne fanget af det blå-grønne i Fabians egne. Det ville være det smarte af flere grunde - det ville være hjælp til selvhjælp senere i hans liv, og han var ikke i tvivl om at det først rigtigt ville være svært at opfylde sine 'pligter' som fremtidig mand og potentiel familiefar, hvis han sagde 'jah' nu. Og alligevel blev lige præcis den små-insiterende hvisken skubbet langt bagud idet at Aldamar følte sig selv ryste på hovedet. "Men nej, du må ikke trække dig" fulgte han derfor lavmælt op med, hvilket var ligeså meget en ordre som et ønske. 

Det prikke lidt til værdigheden at Aldamar alligevel lidt havde fået skovlet ind under Fabian, men det var en af de ting der hurtig var glemt, i hvert fald i nuet. Det eneste Fabian selv kunne fokusere på, var det bløde lår under hans hånd, og de smukke blå øjne Aldamar besad. Det var lidt som om at pusten var slået ud af ham, og samtidig, så føltes det som om at han trak renere luft end han nogensinde havde gjort. Han følte sig i live, og hvis det ikke var fordi at han stadig svagt kunne høre baggrundsstøjen, så ville han være gået langt med Aldamar lige her og nu.

Selvom Aldamar hentydede at det nok var bedst at de trak sig, så havde Fabian ingen plan om det, og han sad bare og stirrede ind på Aldamar, søgte efter noget. Stilheden føltes som om at den strakte sig mellem dem, men det kunne ikke have været lang tid.
”jeg havde heller ikke planer om det,” hviskede han tilbage. Det skulle da kun være hvis Aldamar insisterede, men intet i ham havde gjort det. Det havde været en leg i ordene, mens deres kroppe havde sagt noget lidt andet. ”Må jeg?” kom det, næsten lidt åndeløst fra Fabian, som han kiggede ned på Aldamars læber. Hvis Aldamar ikke ønskede at det skulle gøres offentlig, så ville Fabian acceptere det, hvilket også var den eneste grund til at han ikke havde gjort forsøget, men han ville så gerne. På ingen tid havde stemningen mellem dem bare skiftet. 

Hvordan det kunne skifte så hurtigt, det overraskede nogle gange ham selv. Men han tog glædeligt imod den ensrettede opmærksomhed Fabian gav fra sig, og havde man fysisk kunne mærke den her i krostuen, havde Aldamar nok strakt sig som en solglad kat i en fantastisk stråle af lys. Vejrtrækning blev holdt en anelse tilbage, Aldamar lod sig glide med den intensitet han følte lå i den svage hvisken, og ved det simple spørgsmål 'må jeg', jah der gled flere tanker end først forventet igennem ham. Måtte han? Jah selvfølgelig havde han lyst til at hviske ligeså meget som han havde lyst til at råbe det; han var nået  frem til at Fabian næsten altid måtte. Men måtte han her?
Overvejelser for og til trak ham skiftevis frem og tilbage imellem at gøre det eller ej, men i sidste ende, jah der var et ellers ret så stedfastet koncept som ære, stolthed og frygt, alligevel ikke nok til at overbevise Aldamar, om at det ville skade mere end gavne.
Og det var med den tanke i mente, at fyrstesønnens blå øjne smilede om kap med hans buede læber nu, og han satte kruset med øl fra sig uden at slippe blikket over Fabian. Ikke mange blikke blev kastet til siden heller - Aldamar krydsede fingre og tæer for at han ikke trak så nysgerrige øjne, og satsede på at fremstå som en ud af  de mange forskellige kunder Fabian jævnligt jonglerede rundt med.

"Mmmmh" nikkede han med et bekræftende og dog tavst smil, Aldamar's ene hånd gled søgende frem imod hans ansigt - bare for at understrege, og for at inviterer ham nærmere, hvis han ville nærmere. Ikke fordi han havde tænkt sig at æde Fabian midt i kroen, men... men han ville ikke stille sig tilfreds med et eller andet tantekys. Det ville ikke være nok.

Fabian ville aldrig tage noget fra Aldamar i offentligheden, når han vidste hvor vigtigt et ry var for en adelig, men det betød ikke at han ikke stadig ville opsøge det. Han tog hvad han måtte få, og pressede gerne på for at få lidt mere, hvis han følte at han kunne tillade det. Her i kroens hjørne, med Aldamar i nærmest almindeligt tøj, der følte Fabian godt at de kunne våge det, men han ville ikke havde at Aldamar fortrød noget. Det var også derfor de var stoppet sidste gang. Aldamars tryghed var alt mellem de to af dem.

Derfor var det også først da Aldamar gav tegn til at det var i orden, at Fabian lod sig læne resten af vejen. Han havde bestemt ikke tænkt sig blot at efterlade Aldamar med et lille tantekys. Det var ikke Fabians stil, hvilket Aldamar da efterhånden også måtte have erfaret. Der kunne Fabian godt være lidt grådig.
Deres munde mødtes, og hvis det ikke havde været fordi de begge to sad halvt over deres stole, så havde Fabian trukket Aldamar tættere, men i stedet for prøvede han blot at kommunikere sin lyst gennem kysset. Det var dybt og intenst.
Han kunne dog ikke lægge sine hænder på Aldamars ansigt, da den ene hånd stadig var på hans lår, nussende, og den anden brugte han på ikke at miste balancen mellem de to af dem. Han kunne også godt på siden af hovedet mærke at nogen kiggede deres vej, men hans øjne var lukket og ærligtalt var han lidt ligeglad, om folk stirrede på to flotte mænd der sad og kyssede i en krostue.

At sige han var utålmodig efter kysset, ville være en overdrivelse. Han var ikke mere utålmodig end han plejede at være, og det lænede sig nok nærmere hen af forventningsfuld, hvis man skulle sætte et ord på hvad der rumsterede under huden, de få sekunder det tog for Fabian at lukke afstanden imellem dem. Da han så endelig gjorde, jah der var det med et tilfreds suk at Aldamar følte den velkendte sitren igennem fingerspidserne, der dog ikke skulle misfortolkes med den der kom af hans evne. Nej, det her var langt mere behageligt, og blev kun mere vanedannende, som tiden gik og Aldamar fik lov at opleve det oftere, og oftere.
Aldamar's fremstrakte hånd kuppede den skarpe kæbelinje, og nussede forsigtigt de kradsende skægstubbe imens. Tommelfingeren gled under hagen for at dreje Fabian mere, men ellers var det ikke meget Aldamar gjorde for at hverken stoppe eller afbryde det. Nej, så slet ikke; han følte sig grebet af den overraskende inderlighed der hvilede i det; det var slet ikke ligesom det havde været sidst. Hvilket ikke var noget negativt.

Heldigvis følte han ikke selv øjnene på sig, og hvis han gjorde, formåede han i sin underbevidsthed at skubbe det godt og langt væk, igen. Dog varede kysset ikke evigt, og da Aldamar som alle andre mennesker måtte trække vejret... og da han endelig gjorde, trak han sig blidt tilbage med smagen af Fabian på læberne. Kortvarigt gled tungen over selvsamme, og han næsten hemmelighedsfuldt - stadigvæk vinklet godt væk fra de to gæster der med tavse panderynker observerede de to herrer, Fabian og Aldamar.

Noget havde været anderledes fra da de var hjemme hos Aldamar, men hvad, det kunne han ikke sætte en finger på. Ikke lige nu, i hvert fald. 

Fabian selv var ikke meget for at afslutte kysset, men før eller siden skulle man have luft. Der var endnu ikke opfundet en magisk krystal der kunne stoppe det fra at skulle ske, selvom det til tider ville være belejligt. I stedet for måtte de nøjes med at trække næsten den samme luft, som de trak sig tilbage. Fabian var lidt kulret i hovedet efter det, men på den gode måde.
Han slikkede kort over sin egne læber, som han så Aldamar gøre det, og gjorde ikke noget for at trække sig særlig meget væk. Dog kunne han ud af øjenkrogen nu ane dem sidde i nærheden og stirre på dem. Var det de klamme typer, nysgerrige eller var de her af en grund. Fabian var ikke sikker fordi deres ansigter sagde ham ikke umiddelbart noget. Han ville dog ikke lade dem ødelægge humøret mellem ham og Aldamar.

Han tvang sine øjne tilbage på Aldamar, de havde dog været lang tid nok på mændene, til at Aldamar snildt kunne opdage at Fabian havde været distraheret af noget. ”Det var det jeg sagde, du skuffer ikke,” sagde han, en smulle drillende, men også oprigtig.
Hans hånd forsatte sin nusning af låret, men den virkede dog til at nusse lidt højere op, men inden den kom for langt trak han den til sig igen, og lænede sig mere tilbage, så der var mere plads mellem dem. De to mænd generede hans sind, nok mere på baggrund af Aldamar, end ham. 

Fabian træk sig ikke bæk bagefter, men der skulle ikke gå forfærdelig lang tid, førhen at Aldamar opfangede at hans opmærksomhed ikke længere kun hvilede på ham, men derimod også på nogen - eller for den sags skyld, noget, bagved ham. Det betød dog ikke at Aldamar vendte sig om for selv at se med egne øjne - nej det havde af vane at trække sig mere opmærksomhed end hvad der måske ar meningen, og i stedet forholdt han sig tavs, forholdt sig afventende. 
Endelig vendte opmærksomheden tilbage hvor den skulle, og med et fornøjet smil rystede Aldamar på hovedet, selvom komplimenter faldt i god jord. Fordi et godt kys var trods alt en nok så god start, ikke sandt? 

Til at starte med, jah så havde Aldamar indstillet sig på ikke at lade sin nysgerrighed afsløre hvad der havde trukket Fabians øjne til sig. Det var ikke dét værd. Men som en ellers opsøgende hånd trak sig tilbage, jah så måtte der være noget der distraherede nok til at han ikke kunne ignorere det, og Aldamar følte en spørgende rynke trække hans øjenbryn en anelse op. "Hvad er der..?" Kom det lavmælt fra ham, og Aldamar lagde en hånd over Fabian's, over bordet. 

Det kriblede efter at vende sig om - de blå øjne søgte kortvarigt til siden inden at han stoppede, og tvang nysgerrigheden en smule bagved det andet, igen. Fordi det virkede... Og var måske også sådan, at det trods alt var distreherede nok, til at kunne hive en erfaren person ud af sit virke. 

Det var nok meget godt at Aldamar ikke vendte sig om, for han havde ret i at det nok ville skabe mere opmærksomhed. Ikke at Fabian var alt for diskret med hans egen stirren af mændene, de så dog ikke ud til at være specielt påvirket af det, og så lang tid at han ikke stirrede for lang tid på dem, så gik der vidst ingen alarmer af hos dem. Det var bare måden de stirrede på, der lagde en dårlig smag i Fabians mund. Han havde intet imod at blive kigget på, mens han udførte sit arbejde, men der var forskel når det kom til ens kunder.

Desværre havde Aldamar også opdaget at Fabian var distraheret, hvilket Fabian lidt måtte bande over inde i sit hoved, selvom han ikke viste det udadtil. Han smilede blot lidt for sødt til Aldamar, og sænkede stemmen, så det kun var Aldamar der kunne høre ham. ”Der sidder to mænd og stirre meget... betaget af os,” svarede han og kiggede kortvarigt mod dem igen, før han kiggede på prinsen igen. Det var nok bedre hvis de trak sig tilbage et sted, væk fra øjne der kunne stirre på dem, hvis Fabian skulle være helt ærlig.
”Jeg kender dem ikke, men jeg vil nok foreslå, at vi rykker det her... et lidt mere privat sted hen,” tilbød han. Om det var her, eller et andet sted, det var Fabian ligeglad med. Han brød sig bare ikke om hvordan de stirrede på især Aldamar, som om at han var et eller andet objekt. 

Det lidt for søde smil passede ikke til de mere irriterede øjne fra tidligere, det skabte et lidt mere mistroisk blik på ham, indtil at han endelig talte. Med et lille stik af bekymring hørte Aldamar derfor hans ord ubehageligt tydeligt. Betaget? Fristelsen til at vende sig var nu endnu større end den havde været tidligere - hvem var det mænd, hviskede en insisterende stemme i ham, og den blev desværre ikke mindre af at Fabian ikke kendte dem - det var aldrig en forsikring. Nogle gange kunne man helt glemme at hans netværk var ret så stort.

Han sagde dog noget fornuftigt, og Aldamar hævede kruset til sine læber imens at han nikkede - det virkede som en af de bedre alternativer, da han heller ikke selv ville kunne blive siddende, og hele tiden føle deres blikke i nakken. Nu hvor han var bevidst om det, var det i hvert fald umuligt at ignorere det. "Det er ikke et dårligt forslag" tilføjede han som en ekstra bekræftelse, og tippede hovedet en anelse på sned, overvejende. "Har du noget specifikt sted i tankerne?" ord der blev sagt en anelse mere afslappet end de andre førhen, og var dog også oprigtige - han var ikke ligefrem hvad man kunne kalde stedkendt på det her kanter. 

Derfor kunne et privat sted ligeså godt være et af værelserne på kroen, som sidst, såvel som en anden del af byen. Selv kunne han ikke helt bedømme hvad der ville være bedst.

Fabian ville ikke bekymre Aldamar, men samtidig så var det her noget der potentielt kunne bide dem begge i røven, hvilket Fabian ikke var interesseret i. Selvfølgelig havde de allerede set hvad end de havde haft gang i, men det ville i hvert fald stoppe det værste, hvis de ikke gjorde det mere tydeligt mellem dem. Fabians rygte var jo også at han var formskifer, så det var ikke usandsynligt at Aldamar var her for at være sammen med den kvindelige side af ham. Det kunne Fabian i hvert fald godt hårdnakket påstå, hvis det kom til det.

”Hmmm... enten her på værelset, eller... et andet sted,” sagde han, hvis Aldamar ikke brød sig om værelserne her, så kunne de jo finde en anden kro eller tag hjem til Aldamar, men det var op til ham. Fabian havde ikke nogen præferencer, udover at de ikke blev hernede i krostuen. ”Måske et andet sted faktisk ikke ville være en dårlig idé.” Det ville i hvert fald gøre at de kunne finde ud af om de to mænd faktisk havde en real interesse i dem, eller om de blot stirrede fordi de kunne og de godt kunne lide at se på mænd der var intime sammen. Der var jo nogen der foretrak blot at kigge frem for at være med. 

Man kunne ikke påstå, at den information var ligegyldig for Aldamar, der stødt følte hvordan hans lyst til at blive dalede desto mere prikkende fornemmelsen af øjne blev. Han overreagerede sikkert, det var ikke engang med garanti at de kiggede efter ham eller Fabian, og han kunne sagtens genkende den nysgerrighed det måske kunne vække, hvis man så dem ud af øjenkrogen. Men overreaktion eller ej, var han taknemmelig for at det ikke var ham der skulle være den 'sarte', og argumentere for at de skulle videre. Nej, det virkede som en plan der var enighed i. Og betænksomheden fik en lille gnist af varme til at flakke op i alt det trælse.
Man kunne dog ikke umiddelbart se noget på fyrstesønnen, der havde års erfaring i at bære ukomfortable tanker med et glat smil om læberne. Men så snart Fabian satte ord på at et andet sted ikke ville være en dårlig idé, jah så var Aldamar i bevægelse. Han nikkede, og rejste sig.

Vestens krave blev slået op for at skærme ansigtet lidt mere, og hånden fandt vej til ølkruset for at tage en sidste tår af det. Han havde ikke noget synderligt behov for at tømme det, lige nu i hvert fald. Imens rodede hans frie hånd rundt i den ene pung efter enkelte ravstykker, som han - måske endda mere af vane end nødvendighed, lod blive tilbage på bordet.
Bare en tak for betjening.

Han skulle næsten til at tilbyde en drillende arm af galante manerer til Fabian da han gjorde sig fri af stolen, men kom på bedre tanker og lod i stedet - måske en anelse halvhjertet, hænderne falde på plads i bukselommerne. "Jeg har en idé" stemmen var lavmælt og smilet ret så dæmpet, 'proffesionelt'. Men øjnene, jah de glimtede efter at komme fri fra den fornemmelse der havde lagt sig over dem begge, en anelse utålmodig i sin iver efter at være mere alene med Fabian. 

Det var meget svært at holde lysten ved lige, når man vidste at man blev overbegloet af andre, og det ikke liiige var inde under de ting man synes var lækre.
Om betænksomheden faktisk betød noget for Aldamar, tænkte Fabian ikke over. Måske var det også en nærrig del af Fabian der tænkte at hvis de ville kigge, så skulle de også betale for det. Han var ikke helt sikker på det. Men nu hvor de begge var blevet enige om at de skulle gå, tog Fabian selv en sidste tår af øllen, og rejste sig også op.

Han kiggede kort over bordet og stolene for at være sikker på at de ikke havde glemt noget, før at hans blik fangede Aldamars egne, som de begge to gjorde klar til at bevæge sig videre. ”En idé?” spurgte Fabian, nysgerrigt og en anelse overrasket. Hvad var det for en idé? Fabian ville nok være med på det værste, men han var faktisk ikke sikker på hvad han skulle forvente af Aldamar. Han kunne dog se på Aldamar at han var ligeså ivrig efter at komme væk fra situationen, som han selv var.
Selvom han havde lyst til at se om de to mænd blev ved med at stirre mod dem, så tvang han sig selv til at holde den fastlåst på Aldamar. Inden de forlod kroen, så skulle Fabian nok nå at få set på dem en allersidste gang. 

Aldamar smilede en anelse ved gentagelsen af hans ord, og han nikkede - en idé. Ikke fordi det var nogen genial, banebrydende eller nytænkende idé til hvor man kunne bevæge sig henad, og hvis Fabian forventede det helt store, måtte han nok blive en anelse skuffet. Fordi det var egentlig meget, meget simpelt, på trods af at det kunne fremstå hemmelighedsfuldt uden den store kontekst.
Med Fabian ikke så langt bagved sig fik de endelig bevæget sig udenfor, og i flugt fra den prikkende øjne var det en velkommen kulde der slog Aldamar i møde, idet at han fik åbnet den knirkende dør. Den friske luft smagte såvel som føltes ren i munden på ham - specielt med den krydrede lugt af pibetobak der havde sneget sig ind på kroen imens klokken nærmede sig mørkere timer, og med tanke på at de - de træls mænd Fabian havde lagt mærke til, ikke kunne se hans mimik bagfra, gled det påsatte ansigt med et tilfreds suk væk. Aldamar stoppede op, og kiggede fra den ene side af gaden, og så over til den næste, inden at han med et skuldertræk kiggede på Fabian. Han kunne virkelig ikke finde vej, alle gaderne lignede - for at være helt ærlig, ret meget hinanden. 

"Min idé var at gå en tur. Jeg har ikke fået set forfærdelig meget af Dianthos, endnu.." Det var ikke løgn - det havde været nogle lange dage for den unge fyrstesøn, og de fleste aftener med nogenlunde plads i programmet, jah der havde han ikke haft lyst eller mod på at begive sig alene rundt. "Hvis der da er noget, som er værd at se hernede" et drillende smil blev tilføjet, men det kunne sagtens være sandt. Måske var der ikke så meget heromkring af interesse for ham... men selv der, ville han da indrømme at det kunne overskues, hvis Fabian var den der slog følge med ham,

Fabian tog et sidste blik mod mændene, inden han bevægede sig udenfor med Aldamar. De havde kigget deres vej, som de havde bevæget sig videre, men om de også havde tænkt sig at følge efter dem, det kunne de ikke vide endnu.
Luften ramte som en mur af kulde, også selvom det egentlig stadig var en behagelig temperatur udenfor. Det var rart, og det gjorde da Fabians eget hoved lidt mere klart, som om at han kunne tænke bedre ude i den friske luft.

En tur? Det var ikke hvad Fabian havde regnet med, men idéen var ikke nødvendigvis dårlig, selvom det var lang tid siden at Fabian blot havde gået en tur, for turen. Han kiggede lidt overvejende på Aldamar, før han endelig smilede til ham. ”Jeg er sikker på at der nok skal være noget. Der er altid nogen der laver noget på denne her tid af aftenen.” Især om sommeren, hvor nætterne var korte og varme. ”Foretrækker du Fabia til denne her ekskursion, eller er jeg stadig god nok til det?” kom det efterfølgende mere drillende. Der var dog ikke nogen fordømmelse at se eller høre på Fabian. Han forstod behovet for at fremstå som en anden mand, end den man nødvendigvis var, og det var lidt sigende at rende rundt med den mandlige skøge på armen. ”Eller noget derimellem, hvis du ikke har lyst til en der ser for kvindelig ud,” tilføjede han så også. Han var fleksibel med sine ændringer på kroppen, så Aldamar skulle endelig sige til. 

Sommernætter og lyse aftener var nu engang et af de bedre tidspunkter at bevæge sig omkring, og det var heller ikke helt tilfældigt, at Aldamar havde valgt at tage til Dianthos i sommerhalvåret. Det lunere vejr og de få timer ekstra man frit kunne bevæge sig omkring i, var underværker for en der aldrig følte der helt var tid nok, og derfor var det med tilfredshed at Aldamar nikkede - nogen lavede et eller andet; mon ikke de også kunne finde noget.

Det var tilgengæld ikke en helt forfærdelig idé. Tonen var drillende, og Aldamar bevægede sig en anelse tættere på ham med et ligeså drillende smil om læberne; det smittede så godt at det var svært at lade værd. Om han stadigvæk var god nok til det? Et fjollet spørgsmål havde han lyst til at sige, og havde halvt om halvt lyst til at understrege hvor fjollet det lød i hans øregang. Men fornuften i det var stadigvæk ret så insisterende, og han skulle ikke nyde noget af at starte rygter, når det kunne undgåes. Det var dog et lidt frustreret udtryk der tegnede sig i hans øjne ved tanken om hans anden form, men forsvandt så snart han nævnte en tredje mulighed. En blanding? Se nu snakkede de avanceret. 
Ligeså meget af nysgerrighed som forhåbningsfuld overfor hvordan han ville blande de to sider af samme mønt, nikkede Aldamar. "Jeg ville elske at se dig eksperimentere" grinte han, og lod et studerende blik glide over hans nuværende og mest almindelige form. "Hvordan ser en 'noget derimellem' ud?" hænderne rørte ham ikke, selvom det var fristende. 

Fabian kunne egentlig godt forstå frustrationen der kunne ligge hos Aldamar, om at han ikke kunne se på en pæn mand, men måtte se på en pæn kvinde i stedet for. Derfor var det også derfor han lagde muligheden frem til at de kunne gøre så Aldamar var lidt gladere. Hans primære kvindelige form var trods alt også en han havde lavet for at interessere masserne, i stedet for en specifik person.
”Eksperimentere ligefrem? Jeg plejer at være lidt bedre til det andre steder,” kom det kækt fra ham, før han hev Aldamar lidt mere hen i skyggerne. Det ville se lidt mærkeligt ud, hvis han bare skiftede form midt i det hele.

Fabian rullede lidt skuldrene, før han lod magien overvælde ham, mens han fokuserede på hvad han ville have. Det tog ikke mere end et par sekunder, og faktisk ændrede hans form sig ikke særlig meget. Skægstubbene forsvandt, og han blev lidt mindre kantet. Det der mindede om to meget små bryster voksede frem, og der var intet til at bule i bukserne. Han lignede en androgyn kvinde. Nok til at have de gode ting fra Fabian, men samtidig nok til at fremstå kvindelig i form. ”Noget i denne her dur tænkte jeg?” sagde han. Det ville i hvert fald give dem mindre blikke i deres retninger, og det lange hår hjalp også blot på at få det til at ligne en kvinde. 

Aldamar blev villigt trukket afsted imod skyggerne, og måtte presse læberne sammen for at skjule et større smil over den kække kommentar. Han var efterhånden van til et hvis tempo af kække kommentarer og drillende ord - han ville ikke kalde sig hærdet af det endnu, fordi det kunne  stadigvæk forbløffe ham hvor hurtigt tanker kunne tænkes og omdannes til grænsesøgende ord, i Fabian's mund. 
Men det var dog overhovedet ikke det mest spændende af hvad der skete. En enkelt gang mente Aldamar at have set ham skifte sin form, men derfor var det stadigvæk en underlig process som de havblå øjne betaget fulgte med i. Hvordan at skægstubbe forsvandt, mindre former blev skabt og håret voksede. Hvordan at Fabians kantede ansigt nu mødte ham med mere bløde linjer. Undervejs havde der ikke været mange lyde at høre fra Aldamar, der nu opdagede at han havde holdt vejret en anelse de få sekunder processen var startet og allerede overstået på. "Noget i den her dur.." gentog han og studerede hans færdige resultat af en androgyn kvindelig skikkelse; blå øjne eftertænksomme. 

Og så nikkede han, som havde han fået taget føling på situationen, og var nået frem til at det her udseende var til at overskue.  ...selvom det ikke ligefrem handlede om at 'skulle overskue det' for Aldamar. 

Undersøgende kiggede han kort på Fabian - må jeg røre? - syntes øjnene at spørge, og da han mente han spottede hvad der i hvert fald lignede en accept, var det med begyndende fascination at han lod hænderne følge hendes - hans... den krop, som Fabian havde fået skabt. Hvad der egentlig var ret uskyldig nysgerrighed om hvad han havde ændret, til at starte med, men som med et lidt fjoget udtryk på hans ansigt, blev til en lidt god undskyldning for at mærke Fabian an. Det havde han trods alt ikke kunne gøre hele aftenen.