Daphnie lagde godt mærke til Fielthenas reaktion, ikke at hun tolkede den helt rigtigt. Det virkede som om Fielthena var lige så forvirret og undrende over Daphnies svar, og derfor slog hun bare blikket ud til siden og trak lidt på skulderne. Det var den bedste måde hun kunne forklare det, og hun vidste stadig ikke helt selv hvordan hun skulle forholde sig til det. Hvad det egentlig var for en følelse. 
 Daphnie bukkede en lille smule for Fielthena og kunne ikke holde en svag latter tilbage. Derefter nikkede hun lidt, til det sidste hun sagde og sendte hende et lille smil, der dog sagde hun ikke selv helt troede på det hun selv sagde.
 " Jeg skal prøve.. " og så vendte Daphnie sig rundt, gik over til døren og åbnede den, for at gå ud.

 Inden Daphnie gik ud så hun sig over skulderen og sendte Fielthena et stort, venligt smil. Hele hendes attitude ville nok have været anderledes hvis hun vidste hvad Fielthena og Declans forhold var. Så var hun nok heller ikke kommet forbi. Slet ikke efter hvad der skete ved sidste møde med Declan.
 " God arbejdslyst! " sagde Daphnie, inden hun gik ud af døren, lukkede den efter sig og begav sig hjem af. Som forventet gik hendes tanker resten af dagen på Declan. På hvad der var sket da hun havde været på besøg, og de ting Fielthena havde sagt. Hvordan nogle ting pludselig gav mening, og nogle ting bare var blevet mere forvirrende.

Den ene hånd blev løftet hilsende tilbage til den lille skikkelse, der stoppede op i døren, med en kimende klokke hen over sig. Med samme venlige smil og tone som Daphnie var blevet modtaget med, blev hun sendt afsted igen ”Mange tak Daffe, og kom nu godt hjem”.
De grønne øjne lå fastlåst på døren der efter endnu en gang at have fået den lille klokke til at ringe, lukkede sig i som Daphnie forsvandt ud af den.

Planen var ikke at lukke allerede, men med hurtige skridt var hun henne ved døren, hvor låsen gav et klik ved den drejede nøgle. Vreden rasede inden i, som var det selveste Zaladin’s flammer.
Daffe havde ikke sagt meget, men hun havde sagt nok. Visheden om at Declan faktisk lå med andre, fik lov sammen med vreden og jalousien at fylde den resterende dag.