Lyden af hestehove på brosten og synet af Alisters uniform fik hurtigt forbipasserende til at flytte sig. Det var lidt færre, der lagde mærke til den lille alf, der fløj ved siden af, men dem der gjorde, kiggede lige en ekstra gang over skulderen. Alfer hos byvagten var lidt af en sjældenhed.

"Hvis vi er heldige, ja. Vores primære mål er at bryde slagsmålet op - selvom det vil være fint at sætte et par af dem i arresten natten over, så de kan køle lidt ned og tænke sig om." Kroslagsmål opstod meget tit. Især på "Hanen" som var et af de mest berygtede steder i byen - man lagde virkelig også lidt op til det, når man døbte sin kro sådan, tænkte Alister. Han havde drukket et par gange derinde som ung, men det var naturligvis ikke noget han ville kendes ved, skulle man spørge ham.

Brosten blev til tætstampet jord og derefter mudder og de smalle gader gjorde at Maximus måtte sætte farten ned. Alister gjorde ikke noget ud af at skjule deres ankomst, for på nuværende tidspunkt var slagsmålet sikkert så godt i gang, at ingen vidste noget om, hvad der foregik omkring dem. 
Skiltet med den dårligt tegnede hane hang skævt på sine hængsler, og Alister fandt en stolpe at binde hesten ved, før han gjorde tegn til Kastanje og den anden byvagt om at følge ham rundt til den modsatte side af bygningen. Allerede herude kunne man tydeligt høre larmen inde i krostuen, og hjertet sank en smule i Alister, for det lød godt nok til, at der var mange deltagende i slagsmålet..

Ikke desto mindre, så var en opgave en opgave. Han lukkede øjnene en kort stund, og da han åbnede dem igen, var hans magiske syn aktiveret - noget der fik hans øjne til at ligne at en skinnende form for hinde var hen over dem. Han rettede blikket mod bagdøren og nikkede. Åh ja, slagsmålet var i fuld gang.
"Tid til at lave noget larm, de herrer og damer." Sagde han brysk og sparkede derefter uden videre døren ind. 

"BYVAGTEN ER ANKOMMET. SÅ STOPPER VI SLAGSMÅLET!" Brølede han af sine lungers fulde kraft.

Normalvis fløj Kastanje så hurtigt at hun ikke kunne ses med det blotte øje, men når hun skulle følges med nogle, så var det anderledes. Nogen gange fløj hun og andre gange satte hun sig bare på dem. Hun var dog aldrig blevet rigtig glad for at ride på heste, så dem undgik hun normalvis, og sergenten virkede ikke til at ville have værdsate hvis hun satte sig på ham.
”Forstået!” sagde hun og ville have gjort honør, hvis han også havde set det. Hendes stemme var dog glad og en anelse højlydt til trods for hendes lille skikkelse.

Det var opgaver som disse som var interessante, og hvor byvagten virkelig skinnede. De hjalp folk.

Kastanje havde været ved denne her kro mere end en gang, selvom den så lige slidt ud hver gang, men det kunne jo også være et valg, som Kastanje bare ikke forstod.
Alister var også den der tog styringen, og lidt forbløffet var Kastanje bare som han sparkede døren ind. Hendes øjne skinnede af fascination, hvilket bare inspirerede hende mere. Hun ville også være ligeså sej. Så Kastanje gjorde, hvad Kastanje normalvis gjorde. Hun fulgte trop på sin helt egen måde.

”I HØRTE HAM! STOP!” råbte hun, ikke i nærheden af ligeså højlydt som ham, men det var heller ikke nødvendigt, som hun fløj som en lille kanonkugle forbi Alister og ind i ryggen på en større halvork, og et stort brag kunne høres gennem krostuen. Støv blev kastet op, som halvorken faldt i gulvet, et ben eller to fanget under ham.
Stilheden fyldte kroen, som Kastanje kiggede op fra sin nye siddeplads på orken, som da sprællede lidt med ben og arme, men ellers ikke havde muligheden for at rejse sig.

Slagmålet var i hvert fald stoppet, som øjnene nu var fæstnet på den lille alf i byvagtsklæder.

Alisters skarpe blik gled hurtigt rundt for at danne sig et overblik over krostuen - særligt for at se, om nogle havde søgt tilflugt i andre rum eller havde lusket ud af døren. Ved siden af sig fornemmede han en bevægelse .. en virkelig hurtig bevægelse, da den lille alfekrop susede ind for at kollidere med den største og grimmeste slagsbror.

Stilheden bredte sig, mens Alister tog et par skridt ind i kroen, et tilfreds udtryk begyndte at forme sig om hans læber. Åh, nu begyndte han at forstå, hvorfor Kastanje var blevet ansat i byvagten. Halvorken sprællede lidt, uforstående over for hvorfor han ikke kune rejse sig, og Alister lavede en tsk'ende lyd.

"Hans Halvork.. laver du nu ballade igen?" Sagde han med en skuffet hovedrysten.

"Her!" Et par håndjern fløj gennem luften mod kastanje for at de kunne blive klikket om halvorkens kødfulde håndled. Nu hvor han var indfanget, kunne han lige så godt få en tur i arresten! "Hov hov, det så jeg godt!" Udbrød Alister derefter, da et par af banditterne var begyndt at luske mod udgangen. Han signalede den anden byvagt, der ind til nu havde stået og gloet med åben mund til at indfange de to, der var stivnet ved Alisters råb.

"Ingen rør sig, før jeg siger til." Drævede Alister, mens han med rolige skridt gik hen for at slutte sig til Kastanje.

Håndjernene fløj mod kastanje, og hun nåede lidt at dukke sig til at de ramte ryggen bag hende, og hun vendte sig om. Det havde været tæt på. Hun var altså ikke så stor, så håndjern kunne godt være problematisk for Kastanje. Alligevel ville hun gøre sit bedste.
”Så hvis du bare lige vil samarbejde, så kan vi hurtig få dig op på benene igen,” sagde Kastanje, hvilket bare fik et mere forvirret udtryk i hovedet på Hans Halvork, som han prøvede at kigge sig om for at se om han kunne få øje på den lille stemme. ”Om på ryggen med armene, så vil jeg være taknemmelig.” Han virkede til at tøve lidt, men efter Kastanje bankede et par gange med foden på ham, så kom den ene og så den anden om, så hun kunne hive håndjernene hen, og begynde at sætte dem på hans store hænder.

Først blev den ene hånd låst til, og så måtte hun hive lidt i den for at få den rigtig op, så hun også kunne sætte håndjernene på den anden hånd, men til sidst lykkedes det, og så fløj hun op i Alister's øjnehøjde.
”Sergent, Hans Halvork er lagt i lænker,” orienterede hun ham om, selvom han næppe også godt kunne se det.
Hans Halvork var da også begyndte at bevæge sig op i en siddende position, nu når han ikke var tynget ned af Kastanje overnaturlige høje vægt.

Alister havde aldrig set så stor en mand som Hans Halvork blive nedlagt af så lille en kvinde som Kastanje! Småfløjtende krydsede han krogulvet, inspirerende krodisken før hans støvlespidser næsten rørte halvorkens ansigt. Kroværten så ud til at være stukket af, men sådan var det altid på Hanen. Manden havde en sjette sans for hvornår byvagterne kom rendende. 

”Godt arbejde, Menig Natskygge.” roste han. Han havde ikke på nogen måde glemt episoden med rapporterne, men dette var klart et stort plus i hendes regnskab. 

En bevægelse ud af hans øjenkrog, fik han til hastigt at vende sig fra halvorken, der havde kæmpet sig op i siddende stilling nu hvor vægten var lettet en smule fra hans ryg. En af de andre slagsbrødre var lige så stille ved at kante sig mod udgangen - seende sit snit til at liste ud på gaden, mens Alister og Kastanje var optagede af halvorken. Men man skulle ikke undervurdere Sergent Ponticus skarpe øjne og ører! 
”Stands i lovens navn, eller vi pudser alfen på dig! råbte han bøsigt. Det var en sætning, som Alister aldrig havde troet, han skulle sige højt i sit liv.

Kastanje ville nok aldrig vinde i en ordinær kamp med et andet individ, men så lang tid at hendes magi virkede, så ville hun forsætte med at være ret god til i hvert fald at indfange folk, hvis de ikke var totalt slangemennesker. Selvom hun vidste det, så var det noget helt andet når man så også fik at vide at man havde gjort et godt arbejde, især af en sergent. Der blev altid kigget lidt skævt til hende og Frejdis, når de patruljerede sammen, men selvom der ikke var mange hjerneceller fordelt mellem dem, så var de ofte meget effektive, selvom lovene altid hang lidt i vandskorpen.
Det var en fin rødlig kulør og et kæmpe smil der spredte sig på hendes ansigt, næsten så hun helt glemt at holde øje.

Hvilket også var grunden til at hun først rigtig reagerede på noget, som Alister kaldte om at han ville pudse alfen på personen, hvis han ikke stoppede. Hun var jo stadig på arbejde.
Hun vendte sig om i luften, for at prøve at få øje på hvem end det var der prøvede at flygte på dem, og af lyden af fødderne, nok stadig ikke var stoppet til trods for truslen.

Frejdis nåde frem til Hanen svedende og små-prustende. Byvagten havde endnu ikke nogle heste der kunne holde til minotaurerens vægt, og klovene var også pokkers besværlige at få ind i stigbøjlerne. Så Frejdis gik, og når det skulle gå stærkt, måtte hun løbe gennem Dianthos gader, med en karakteristisk 'klip klop' fra klovene mod gadens sten.
Her i den nedre bydel var der dog ingen sten på gaderne til at advarer folk om minotaurerens ankomst, så da de listige slagsbrødre så deres snit, flåede døren op, og kastede sig ud, ramlede de lige ind i Frejdis brystkasse.

En solid hånd faldt på listerens skuldre, men han vred sig hurtigt væk fra minotaueren før hun kunne få fat, og satte i løb ned af gaden.

Frejdis sukkede dybt og opgivende. Hvorfor skulle de altid tro de kunne løbe? Uden hastværk bukkede Frejdis sig lidt, så hun kunne stikke hoved ind på kroen. "Mening Knæflækker, melder til tjeneste" sagde hun med et nik til sergenten. Imens rakte hun hånden ud i den generelle retning tølberten var stukket af i og aktiverede sin evne. Hun havde rørt hans skulder, og det var alt hun behøvede. Længere nede af gaden gav afstikkeren et skrig fra sig som hans skulder brat blev trukket tilbage, og sendte ham på røven. Stille kom han dog ikke til at sidde, som hans skulder blev trukket tilbage med stor kraft, og slæbte rester af hans krop med, til skulderen igen var i Frejdis greb.
Denne gang var grebet fast, så meget så hans skulder knagede faretruende. Frejdis trak ham frem, inden hun selv gik helt ind på kroen, og stod som en solid blokade i døren.
"Mangler du ham her sergent?".
Frejdis havde endnu ikke fået øje på alfen.

Selvfølgelig løb han. Det gjorde de altid. Alisters syn var stadig påvirket af aktiveringen af magien, og et lille, smalt smil begyndte at forme sig på hans læber, da han kunne se, hvad der ventede den uheldige afstikker uden for døren. Åh ja, prøv du bare..

"Velkommen til, Menig Knæflækker." Hilste han med et kort nik. Det var første gang han sådan egentlig havde mulighed for at arbejde sammen med minotauren, og han var en af dem, der havde haft en smule tvivl, da han så at hun var blevet en del af byvagten.
Jovist, de kunne da helt sikkert bruge nogle store, stærke typer, der kunne flække et par knæskaller, men hvor mange andet ville der bliver gjort skade på i kampens hede, som de skulle erstatte? Desuden gyste han lidt ved tanken om de rapporter, hun ville indlevere..

Han måtte dog indrømme, at for nu var hun frygteligt praktisk. Han nikkede anerkendende, da hun igen stak hovedet ind med den stakkels slagsbror, der nu hang som en sølle klud fra hendes stærke hænder. "Menig Natskygge - Håndjernene, hvis du vil være så venlig." Han fremdrog et nyt par klirrende håndjern fra bæltet (en ordentlig sergent havde minimum et par stykker) og kastede dem i retning af minotauren, så Kastanje ikke selv skulle slæbe dem gennem rummet.
Det så ud til, at Hans Halvork ville få selskab i arresten denne aften.

Kastanje ville have fløjet efter manden, men det var der slet ikke nogen problemer i, som et velkendt hoved pludselig poppede ind. Kastanjes små øjne strålede, da hun fik øje på Frejdis, som var kommet lige til rette. Hun var virkelig alt hvad Kastanje ikke var, og det gjorde bare at Kastanje ikke kunne lade vær med at se op til hende, både på den ene og anden måde, da deres størrelser også var meget forskellige.

”Selvfølgelig sergent,” kom det fra Kastanje, som lavede en honnør, før hun susede hen til Frejdis. ”Vi arbejder sammen i dag, Frejdis,” råbte hun glædeligt, som hun allerede fløj i luften ovre ved Frejdis, og prøvede at time det, så hun kunne gribe håndjernene, hvilket var lidt nemmere når man var så hurtig som hende.
Håndjernene var dog meget tunge, især for hendes flyvende skikkelse, og man kunne se hvordan hun fysisk havde problemer med at bære dem helt over til slagsbroderen, for ikke at nævne de problemer der ville opstå når hun også skulle give ham dem på. ”Lidt hjælp?” kom det svagt fra hende, som hun var ved at nå over til ham. Hurtighed fungerede ikke så godt, når man følte noget var tungt.

Frejdis gjorde en halvhjertet salut med den frie hånd. Hun var stadig ikke helt med på hvornår der skulle gøres honør og den slags, men der var næppe nogen der kunne klage over resultaterne!

Den store minotaur lyste op da sergenten nævnte Natskygge, og de små øjne fandt hurtigt den lille skikkelse der pilede hen mod hende. "Kastanje!" udbrød hun glad, og holdt en hånd under håndjernene, for at tage vægten. "Det er altid bedst at arbejde sammen med dig" nikkede Frejdis bestemt, som hun holdt sin fange op med den ene hånd, og tog hjalp håndjernene hen til hans hænder med den anden, så Kastanje kunne sætte dem på.

"Men det ser da ikke ud til i har brug for ret meget hjælp her, udover løberen" lo Frejdis muntert, og smed sin fange hen i en bunke med Hans Halvork, efter håndjernene var blevet fastgjort.

Alister spankulerede tilbage til den håndjernslagte Hans Halvork og placerede en støvle på ham for at sikre, at han ikke stak af. Endnu en dag på "Svinet" .. Det skulle ikke undre ham, om de blev kaldt herud igen i morgen, men for nu så det ud til, at han havde al den back-up, han havde brug for.

Han nikkede tilfreds, som den anden forbryder landede i bunken, og kiggede derefter fra Frejdis til Kastanje med øjenbrynet en smule hævet. Det var ikke lige et makkerpar, som han havde forventet ville være en ting..

"Åh, I to plejer at blive sendt ud sammen?" Spurgte han. Det kunne være, at han skulle bede om dem lidt oftere, for de komplimenterede hinanden meget godt.
De andre krogæster blev stående uden at røre sig. Der var ikke rigtig nogen, der havde lyst til at lægge sig ud med hverken alf eller minotaur.

Kastanjes kinder blev lidt mere røde, mere end de havde været i forvejen, da Frejdis komplimenterede hende, men smilet der var på hendes ansigt var ikke til at tage at fejl af. ”I lige måde,” sagde hun, en smule forfjamsket. Stolt over at den store minotaur mente det om hende, især fordi de virkelig komplimenterede hinanden. Det eneste problem der var mellem de to af dem, var at der ikke var specielt meget hjerne at rykke rundt med, men normalvis var resultaterne gode.

Efter at Hans Halvork også var blevet smidt i bunken, havde Kastanje dog krav på en rigtig hilsen fra Frejdis, selvom Alister kort distraherede hende. ”Ja, vi gør. Bedste byvagtspar lige her,” sagde hun, ikke nødvendigvis med stolthed i stemmen over hende selv, men mere fordi hun bare tydeligvis holdt af at være sammen med Frejdis. Dette kunne også ses som hun fløj op og holdt sig stille lidt foran Frejdis.

”Ordentlig hej,” sagde hun og lagde hænderne på Frejdis' pande, før hun nikkede en skalle mod Frejdis, og tumlede så lidt tilbage, som alting ringede en smule i hovedet på hende, men efter et par ryst på hovedet, var det næsten overstået. Frejdis havde en hård pande, og Kastanje havde tydeligvis opfanget et eller andet, som hun ikke skulle, siden hun var begyndt at nikke en skalle til Frejdis som en hilsen.

Mens sergenten tog bestik af situationen, lænede Frejdis sig tilbage mod væggen, der knirkede faretruende under hendes vægt, og betragtede endnu et veludført stykke arbejde. Blandt Hanens lamslåede gæster fik hun øje på et velkendt ansigt, der forsøgte ikke at gøre noget væsen ud af sig. Frejdis smilede, og sendte ham et lille nik, der fik manden til at blive askegrå.
Han skyldte Frejdis penge, efter de havde spillet kort. Han havde flænset Frejdis først, men Frejdis havde taget ham i at snyde, og efter lidt rusken og to brækkede fingre, havde han betalt alle hendes penge tilbage, plus lovet at betale hende det dobbelte tilbage for 'svige og smerte'. Det var et godt koncept byvagten havde lært hende.

Men hun måtte kradse sine penge ind senere. Lige nu var hun på arbejde!
"Bedste byvagtspar" bekræftede Frejdis med et dybt grynt, og et skævt smil om mulen. Frejdis skubbede sig op fra muren igen, som Kastanje fløj op til hende. Den store minotaur stod meget stille, gjorde sit bedste for ikke at bevæge hoved, og holdt vejret for at undgå noget alfestøv skulle kilde hende i næsen, mens Kastanje aede hendes pande. Frejdis viste ikke helt hvad alfen lavede deroppe, men det var blevet deres særlige hilsen, og med alle guderne som vidne, Frejdis ville flække hvem end der vovede at sige noget til det på langs!

Med deres lille ritual overstået, holdt Frejdis en hånd frem, som Kastanje kunne lande på. "Skal de bare slæbes ned i arresten sergent?"

Alister gloede lidt undrende frem og tilbage mellem de umage par og kløede sig lidt i nakken. Altså hvis de sagde det, så måtte det jo passe, og han måtte give dem, at de havde været effektive når det kom til at rydde op her på Hanen.

"Jamen så må jeg jo hellere bede om at få jer med på patrulje lidt oftere." Sagde han muntert, selv om ingen af dem sandsynligvis var særlig gode til at skrive rapporter, men det var vel hvad man havde en sergent for.

"Ja tak, Knæflækker, bare en nat dernede til lige at tænke over ikke at starte slagsmål en anden gang.." Han sendte et årvågent blik rundt i krostuen, hvor de færreste i øjeblikket turde røre en muskel. "Og I andre husker det, ik' os?" Sagde han strengt.
Der blev nikket, men de flestes blikke var rettet mod minotauren og ikke halvelveren.

Kastanje fløj ned og stillede sig med rank ryg og det hele på Frejdis' hånd. Hendes blik blev væsentlig mere begejstret og rettet mod Alister, da han nævnte at de nok hellere måtte komme på patrulje lidt oftere, formegentlig med ham, men det var ikke hvad det handlede om. Kastanje var ovenud lykkelig over at kunne bruge mere tid sammen med Frejdis, for Frejdis var... ret fantastisk, hvis Kastanje selv skulle sige det.

”Det skal vi nok tage os af, sergent,” sagde Kastanje så højt hun nu kunne, og gjorde honør mod ham. Og når hun sagde vi, så var det nok nærmere at Frejdis nok skulle slæbe dem ned, og Kastanje skulle nok sørge for at ingen stoppede dem for deres færd for i virkeligheden... så kunne Kastanje ikke gøre meget når det kom til at hive kriminelle tilbage ned i arresten.

Derfor lettede hun også igen, så Frejdis havde sine hænder fri. 

Frejdis svarede sergenten med et grynt, og rettede blikket tilbage ned mod aftenens to tabere. Det kunne have været hvem som helst i kroen de var slæbt af med, men disse to idioter havde gjort sig så uheldigt bemærket, at det i dag blev deres tur.
Sådan var livet på Hanen.

Med Kastanje på vingerne igen, samlede Frejdis de to lænkede idioter op, og smed dem over skuldrene. Selv halv-orken gav ikke Frejdis meget mere end et øjebliks problem, som hun lige skulle justere sit greb. Det var som at se en mor smide samle sine besværlige tumlinge op. 

"Jeg ser frem til den nye vagtplan sergent Sølvklinge" prustede Frejdis, og slap kort sin ene fange, for at lave en halv-hjertet honnør. Man skulle jo huske formaliteterne! Minotauren vendte sig mod døren, som hun forventede allerede var åbnet igen af Kastanje. Frejdis kunne ikke andet end at se frem til at arbejde mere med alfen. Hun var let at arbejde med, havde styr på ting Frejdis ikke havde, og så kunne den voldlige kvinde rigtig godt lide alfens optimisme og gåpåmod. De var ikke et godt makkerpar...

De var det BEDSTE makkerpar!

Alister betragtede Fejdis gå med fangerne over skulderen og nikkede kort efter hende, endnu engang noterende sig, at der kunne være ganske praktiske ting ved en minotaur i delingen. F.eks. at man ikke havde brug for en hest til at fragte banditterne til arresten..

"Godt arbejde, I to. Vi ses tilbage ved hovedkvarteret. Jeg forventer at der ligger en rapport fra dagens arbejde på mit skrivebord i aften."

Tilføjede han med et smørret blik på den tilbageblevne Kastanje. Han forventede ganske vidst, at han selv måtte ende med at skrive rapporten, hvis det skulle gøres ordentligt, men man kunne lige så godt holde de menige til ilden!

Han rettede lidt på det velpolede emblem ved brystet, nikkede til de tilbageblevne folk i kroen, der stadig stod mere eller mindre stivnet og spankulerede ud af døren.

Det var ikke nemt for Kastanje at åbne døren, men med lidt ekstra pres på, så formåede hun at holde den åben, så Frejdis kunne komme ud af døren, selvom hun lignede en der så ud til at have noget besvær med det, til trods for at døren ikke ligefrem var tung af sin art, men for en alf, der var rigtig mange ting rigtig tunge.
”Den skal nok være skrevet og færdiggjort i aften,” kaldte Kastanje en sidste gang, hele hendes krop vibrerede nærmest af lykke over at have fået så store komplimenter af sergenten, og da det virkede til at være færdig, fløj hun med en frygtelig fart ud til Frejdis igen, så hun kunne sætte sig på Frejdis hoved, som Frejdis bar både slynglerne, men også den lille alf mod byvagtskontoret.

Rapport Alister fik senere samme aften, var dermed også skrevet af Kastanje, i så store bogstaver hun kunne formå. Desværre var den primære tekst: Menig Knæflækker tog sig af de to slyngler og satte dem i arresten.