Oh - oh ved Isari - hvad havde hun lige sagt? 
Hun slog blikket mod hendes fødder, håbede at brædderne ville åbne op og sluge hende helt. Måske bare i tid nok, til at han ville glemme hun nogen sinde havde sagt som hun havde gjort. Både det, at hun havde ønsket at kysse ham. Men også at hun havde sagt hun ikke var god nok, hvad skulle han da også bruge den information til? Hun kunne nogen gange, være så torske dum - at man skulle tro hun slet ikke havde haft nogen uddannelse. Fingre skulle til at gribe hende omkring ansigtet, eller hive lidt i hendes våde hår. Da hun mærkede en hånd på hendes skuldre. Hun vente sig imod ham igen, en smule forvirret. Det hun mødte, var ikke det hun havde forventet? 
Hun tog et hæst sug igennem hendes læber, som han sagde hun aldrig måtte tro hun ikke var god nok. Men det som der slog pusten ud af hende, var da hans fingre rørte ved hendes kind. Hun mærkede et sug der brølede igennem hendes krop, og fik det til at sitre helt ud i fingerspidserne. Hun, kunne ikke huske - at en fornemmelse havde været så voldsom før. Næsten uden at blinke stirrede hun på ham, forvirret - oh så forvirret. 
Men da han lænede panden imod hendes, lukkede hun helt instinktivt hendes øjne. Hvordan kunne han gå fra at være en forfjamsket knægt, til pludselig at gøre hende blød i knæene som en mand? Hendes læber skilte sig fra hinanden, som hun nød sensationen der bølgede igennem hendes krop. Lige så stille åbnede hun øjnene igen, betragtede ham næsten dovent igennem halvlukkede øjne. “Så.. bliver jeg.” Mumlede hun sagte, og trådte et skridt tættere på. Mærkede hans ånde der slog imod hendes læber, så hun næsten kunne mærke varmen af hans. Men hun kunne stadig ikke få sig selv, til at gå den ekstra skridt - i stedet søgte hun svar i hans øjne. Hendes blik lukkede i, som hun lod sit ansigt hvile imod hånden der stadig lå imod hendes kind. 

Arion kørte en smule på rent instinkt. Han havde aldrig nogensinde i sit liv stået i en situation som den her før, og det boblede i kroppen af en masse han ikke forstod, men alligevel fandt en ro ved at føle. Han forstod ikke helt hvor den ro kom fra, men måske var det bare i grunden den han var.
Han var stadig nervøs til op over begge øre, og det var imponerende at han kunne stå stille og ikke trippede omkring med nervøse trækninger. Men det hun så forfjamsket havde sagt, havde været nok til at sætte ham fast i jorden igen og faktisk bevare roen så godt han nu kunne mønstre. Han kunne ikke håndtere at hun ville tænke sådan om sig selv, og så oven i at det stadig buldrede i maven af både lykke og forvirring over at hun faktisk havde haft lyst til at kysse ham. Han vidste stadig ikke hvorfor hun så nogen form for interesse i ham, selv hvis det bare havde været for et øjeblik.
Der var en blid varme i hans brune øjne, som han så på hende. Et blik der ikke kunne skjule at han i virkeligheden bare kunne stå og kigge på hende hele dagen! Han vidste godt det ikke ville være praktisk, men det ændrede ikke på at han stadig godt kunne.
”Godt” Arion var ikke helt sikker på hvor modet kom fra, måske det blev skabt som han blev mere ør af at mærke hendes varme ånde mod sine læber. Hun var så tæt på – så tæt på at det krævede næsten intet at nå. Han drejede hovedet let som han lænede sig ind og gav efter og ignorerede hans egen fornuft. Fornuften der kunne remse så umådelig mange årsager op til hvorfor det ikke var ham værdigt at gøre det, men de årsager forsvandt som dug for solen da han kyssede hende.
Han havde aldrig kysset nogen før, og vidste ikke hvad han skulle forvente. Han kunne bare mærke at det var det han virkelig vilde. At det frembragte et fyrværkeri hans mave og en sitrende følelse ud i fingrene og især ved den bløde hud ved læberne som førte hendes. Som fik han små elektriske stød.
Det gjorde ham let forpustet, eller også var det fordi hans hjerte endnu engang galopperede afsted, så han trak ganske let sit hoved en meget kort afstand væk fra hendes læber. Endnu engang usikker på om han havde gjort noget han egentlig ikke burde eller ikke havde tilladelse til. Nervøsiteten kriblede op ad ryggen på ham, men han flyttede sig ikke. Han kunne ikke og han ville faktisk heller ikke.

Som reaktion over, at deres læber mødte hinanden. Og selvom hun flere gange, havde været tæt på at gøre netop det samme. Var at hendes øjne spærrede op først, men lige så stille gled de i. Hun mærkede hvordan en boblende glæde, begyndte at glide igennem hendes krop. Det var - en følelse hun aldrig havde oplevet før. Og hun vidste ikke helt, hvorfor at det var så meget anderledes med manden der stod foran hende. Hun havde kysset en anden før, så dette var vel næsten lige så nyt for hende - som det var for ham. Men måske også af den grund, havde hun ikke ville tage skridtet. Et kys kunne være meget vigtigt for nogen, og især deres første kys. 
Et sug greb omkring hendes læbe, og selvom det måske ikke var det bedste kys, ville nogen mene. Men for hende, var det helt perfekt. Det var rart, blidt og kærligt. 
Da de skilte sig fra hinanden igen, stod hun blot og stirrede en smule forvirret imod ham. Læberne let adskilte, som forstod hun ikke helt hvad der lige var sket. Sådan stod de, stilhed der omsluttede dem på en ganske behagelig måde. Mens tanker og handling næsten havde forladt hende. Hvordan, kunne noget så enkelt - være så godt. 
Før hun kunne stoppe sig selv, lod hun sine arme glide omkring hans nakke. Tæppet gled ned af hendes krop og lagde sig omkring hendes fødder. hun nåede lige at glide ind imod ham igen. Men ganske få millimeter stoppede hun fra hans læber. Men før hun nåede at kunne ombestemme sig selv, pressede hun sine læber imod hans igen. En smule mere prøvende denne gang. For at mærke, om den følelse, hun havde følt for lidt siden var korrekt. Og - wow - det var som om et lyn slog ned i hende. Øjnene blev lukket, som hun lagde hoved på skrå og med en blid forsigtighed, masserede sine læber ind imod hans. 

Den stigende nervøsitet blandede sig med glæden og den rare følelse der bredte sig i kroppen. Han havde intet sammenligningspunkt, men det følte han heller aldrig nogen sinde at han behøvede at få, for hun var den eneste han havde lyst til at kysse nogensinde igen. Og han håbede at det var noget han også fik lov til.
Om hun havde kysset andre, tænkte han ikke over. Det ville ikke være underligt hvis hun havde, taget hendes skønhed og boblende dejlige personlighed i betragtning, men det var ikke noget der kunne finde på at genere sig hvis var tilfældet. Det gjorde ikke det her øjeblik mindre vigtigt for ham i hvert fald.
Det var en underligt behagelig stilhed der bredte sig, som var det ikke nødvendigt at sige noget, men uden at det var akavet. Han så godt hendes forvirring, men i stedet for at gøre ham nervøs eller forvirret selv fik det ham faktisk bare til at smile. Han vidste godt hvorfor. Hun havde jo allerede sagt hvorfor, selvom han havde sagt det ikke var sandt.
Men han blev overrasket som hun lagde armene om hans nakke og nu stod få milimeter fra ham. Ikke at han nåede at tænke andet end det øjebliks overraskelse før deres læber mødtes igen, og han lukkede øjnende og mærkede følelsen for fuld kraft. Det var som vildild der spredte sig rundt i hele kroppen på ham. Han lagde sine armen omkring hende, holde hende helt tæt på sig og indlevede sig udelukkende i dette øjeblik. Han gengældte hendes blidhed og den forsigtighed hun udviste. Det var stadig en ny situation, formentlig for dem begge. Han forsøgte at gengive følelserne der løb igennem ham, men også uden at være for ivrig. For selvom denne bekræftelse måtte havde fjernet al tvivl fra hans sind om hun ville det samme, var han stadig nervøs.
Han ville for alt i verden ikke gøre noget forkert, men den blidhed, ømhed og varme han forsøgte at give fortalte hende forhåbentlig også alt hun behøvede at vide.
Når alt kom til alt, var han stadig den samme gentleman, som hun vidste han var.

Hvor længe de stod og var i øjeblikket - var hun ikke helt sikker på. Kun at hun overtag sig fuldstændig, lod følelserne af glæde og - noget andet - glide igennem hendes krop. Smilet der bredte sig på hendes læber, som han havde lagt sine arme omkring hende. Hendes fingre gled ind i hans våde hår, mærkede sensationen af det, som hun mærkede dråber der gled imellem hendes fingre. 
Hun ville ikke kunne beskrive det, det var bare - virkelig rart. Kunne det siges på en anden måde? Ja, hvis man måske var poet, hvis man skrev en sang omkring det. Ja, så var det vel lige som hun havde læst det i et sonet, eller når hun havde fordybet sig i en kærlighedshistorie. 
Der var så mange ting, der kunne fortælle hende omkring situationen. Men ikke følelsen, som han fik til at boble frem under hendes hud, der næsten blev for meget til sidst. 
Hun trak sig langsomt væk, og kvækkede et halvt grin fra struben. Hvad så nu? Hun vædet sin underlæbe, som de brune øjne gled hen imod hans. 
Ventede på at han kom til sig selv igen, før hun måtte trække sig lidt væk. “Det.. også en måde man kan blive varm igen på.” Mumlede hun en smule forlegen, og vidste pludselig ikke helt - hvad det her var. Skulle de snakke om det? Var det bare det, to kys - eller måske noget mere? 

Det gav en vidunderlig følelse igennem kroppen at mærke hvordan hendes fingre gled ind i hans hår og nakke, og frembragte et dybt velbehag i ham. En følelse af at høre til og det hele bare passede sammen. Hvor lang tid der gik med at de stod sådan holdte han ikke styr på, men før eller siden måtte virkeligheden ramme ham, i stedet for at stå i deres egen kærlighedshistorie, hvor han faktisk helst undgik der kom udfordringer som der oftest var at finde de historier han havde fået fortalt. Selvfølgelig endte det altid lykkeligt.
Arion kunne ikke lade være med selv at komme med en halvkvalt latter. Det her var ikke hvad han havde regnet med ville ske i dag, men han kunne slet ikke beskrive hvor glad han var for at det var. Det tog noget tid før han havde styr nok på sig selv til ikke bare at smile fjoget og nærmest lyse som en lille sol.
Latteren ramte ham mildt igen og mærkede varmen i kinderne. Han rødmede ikke som før hvor han havde kunne sammenlignes med en overmoden tomat. Men der var et strejf.
”Jeg må sige det er en ny yndlingsmetode af mine” svarede han med et skævt bredt smil. Han havde slet ikke styr på sin egen ansigtsmimik lige nu, og den afslørede tydeligt at han var glad.
Men noget realitet ramte ham også. ”Fryser du stadig? Som dine fingre og fødder?” tæppet var faldet ned og havde ikke længere nogen varmende effekt på hende, men der håbede han trods alt at hans kropsvarme havde givet noget. Han følte sig i hvert fald meget varm lige nu.

Hendes latter blandede sig selv sammen med hans, som han grinte over hendes – hvad åbenbart måske lidt havde lydt som en vittighed. Hun havde mest sagt den, ja fordi hun ikke helt havde tænkt sig om.
Men derfor bragte det stadig glæde i hende, at han havde taget så godt imod det. At det gjorde, at det slet ikke var så akavet – som man måske kunne have frygtet. Men deres latter forstummede dog også, så snart en alvorlig grimasse foldede sig hen over hans ansigt. Og han kom i tanke om, at der jo var en grund til de var her – nemlig at hun havde været faldet i vandet, og derfra stadig var kold. Hun fleksede lidt sine fingre, og bevægede fødderne. Hun kunne ikke bedømme, om det var fordi hun stadig var kold, eller hun var blevet varm igen. “jeg – ved det ikke helt” mumlede hun en smule forvirret, dette lod fra hendes mund som hun byggede sig ned og trak tæppet op omkring sig.
“Det er lidt bedre!” formanede hun dog hurtigt, da hun var bange for at han ville blive bekymret igen. Hun stod lidt og skuttede sig i tæppet, som akavetheden begyndte at ramme hende – for hvad skulle man så sige. Eller gøre for den sags skyld? “Har .. har du måske nogle bøger?” kom der som et kejtet forsøg, på at få et eller andet at snakke om. Som en rød farve spillede hen over hendes kinder. Blikket var slået væk fra hans skikkelse, som hun prøvede at få sig selv til at stoppe med, at tænke på det kys de havde delt.

Arion vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv. Det hele var fuldstændig nyt og ubetrådt område for ham. Men alligevel følte han ikke uro over det. Han følte sig egentlig bare glad. Men stadig i nuet et sted i kroppen, som hele tiden trak ham tilbage til det mere alvorlige aspekt. Det kolde vand som havde påvirket hende langt mere end ham.
Han rakte ud efter hendes hænder, og mærkede efter hvor kolde de føltes. Hans hænder var varme end hende, og det virkede til at hendes fingerspidser stadig var meget mere kolde end han synes var godt. Han lod hende få hænderne tilbage og trak tæppet tættere om hende, stadig bekymret. Hvis hendes fingre var kolde, var tæerne det formentligt også, og det havde han svært ved at finde ud af hvad han skulle gøre ved, andet end at pakke hende ind i flere sokker og tæpper.
Lidt fanget i sine egne tanker omkring hvad løsning han kunne finde, blev han en smule forvirret over hendes spørgsmål. Han løftede blikket fra hendes hænder, blinkede et par gange og smilede skævt. "Øh, nej.. desværre ikke. Jeg er faktisk, rigtig dårlig til atlæse" indrømmede han en smule forlegent og kiggede igen ned på hendes hænder. Han tvang et smil frem og trak let på skulderen. "Har du nogen? Jeg mener. Nogle gode historier eller legender eller.. lignende, du kan lide at læse?" Han guidede hende forsigtigt og en smule nervøst til at hun skulle sætte sig ned på sengen, så han kunne finde et par ekstra strømper frem til hende. Han havde mest af alt lyst til bare at kysse hende og omfavne hende igen, men han var simpelthen nødt til at sikre sig at hun havde det varmt, godt og trygt først! Men åh det var svært lige nu, som han satte sig på sine knæ. "Må jeg?" hendes fødder. Han ville normalvis bare gøre det, men pludselig blev han meget observant omkring hver gang han rørte ved hende, og om han overhovedet måtte.

Hun løftede et bryn, over at han var dårlig til at læse - dog forsvandt det hurtigt igen. Det gav vel i grunden mening, ikke mange føltes at det var en ting værd at lære folk - når det de skulle, var at overtage gårde og køre landbrug. Hvilket hun også var fuld forståelig med, det var hårdt arbejde - og tog rigtig mange af døgnets timer; så hvornår skulle de så have tid til at studere og læse? 
Derfor kunne hun alligevel mærke en lyst til, at lære ham det - for hvilken verden det åbnede for folk. Det at læse, var en frihed for hende selv. Når verden blev for meget, eller at hun havde lyst til at fordybe sig i noget, der ikke var hendes eget liv. 

Hun nikkede ivrigt, som han guidede hende hen til sengen og satte hende ned.
“Åh der er så mange skønne! Jeg elsker virkelig at læse, så det er svært at fortælle dig nogen gode.” Sagde hun begejstret, og lagde ikke helt mærke til, hvad han lavede omkring hende - som hun gik igang med at begynde at forklare nogle af hendes yndlings eventyr. Mange af dem, var omkring eventyr, ud i verden for at opleve noget nyt og overkomme sine egne svagheder. Der var også nogle historiske bøger imellem, som hun remsede op efter hun havde nikket og rakt sin fod frem - så han kunne putte yderligere sokker på dem. 

Arion vidste egentlig godt, at der ikke var noget for ham at være forlegen over. Mange af hans status kunne slet ikke læse noget som helst. Han kunne trods alt forstå de fleste småting uden de største problemer, men en sammenhængende tekst var ikke noget han videre forstod. Tatiana hånede ham naturligvis heller ikke for det, det kunne hun ikke finde på, men han kunne alligevel ikke lade være med at tænke hvad hun måtte tænke.

Men det betød ikke at han holdte op med at smile. Faktisk var det et fantastiske syn at se hvordan Tatiana lyste op og ivrigt gav sig til at fortælle. Imens hun begejstret fortalte om de forskellige yndlingseventyr, satte han de tørre sokker over hendes fødder og gav sig til først at varme den ene med køre sine hænder frem og tilbage over sokken for at fremme varmeproduktionen og skiftede over til den anden efter lidt tid, mens han kiggede op på hende engang imellem med et stort smil på læberne og et betaget glimt i sine brune øjne. Han havde ikke lyst til at hun skulle holde op med at fortælle, mens han sad på gulvet foran hende, fortsatte med at varme fødderne og bare lyttede.

Hun lagde slet ikke mærke til, hvor meget hun fortalte - ej hellere hvor sød han var, med at putte sokker på hendes føder og dernæst begyndte at varme dem. Hun var så optaget, af at nogen faktisk virkede oprigtig interesseret i hvad hun fortalte. Eller, måske var han bare god til at virke opmærksom og lyttende. Hvilke i sig selv, var en ganske god egenskab, og så længe han ikke stoppede hende. Begyndte hun at skrive den fantastiske følelse, at at leve sig ind i bogen. At hun kunne lukke øjnene, og se de storslået klipper foran sig - vandfaldet der faldt fra hundrede meters højde. 
Hvordan drager fløj frit, og skovtrolde der lavede unoder. Men mest af alt; “Jeg elsker hvordan at historier, giver mig lov til at leve mig ind i en historie - jeg ville ønske jeg kunne udleve selv, men ikke kan.” Sagde hun med et stort smil, og vente endelig sin opmærksomhed ned mod hans skikkelse. Hendes næse var begyndt at blive kold, og selvom det hjalp gevaldigt med hans hænder der gned omkring de kolde fødder. Var det som om det ikke helt hjalp som det skulle. 
“Tror ikke helt jeg kan blive varm.” Mumlede hun endelig, og begyndte at gnide håndryggen hen over den kolde næse og trak hendes tæppe tættere omkring den kuldeskære krop. Det var kommet meget efter tiden, hvor hun ikke havde haft adgang til så meget mad. Hvordan kiloene havde raslet af den ellers før, ganske sunde og velpolstret krop. 
Skuttede sig lidt, og gav ham et forsigtigt smil. “Du har vel ikke noget te måske?”

Der var noget fortryllende over at sidde og lytte til hende. Måden hun havde indlevet sig i bøgerne hun nu kunne genfortælle det med en virkeligheds fornæmmelse, der mindede ham om da han var barn og lyttede til sin bedstemors historier. Men Tatiana kunne gøre det mere eventyrligt. Hendes beskrivelser var mere dybdegående. Mere virkelige. Som var man der. Ikke at hun fortalte en egentlig historie, men mere følelsen af at leve sig ind i bogen. Han kunne forestille sig det nu, uden overhovedet at være i stand til at læse.
Arion lyttede altid til folk af høflighed, men lige nu var der heller ikke andet han hellere ville end at lytte til hende.
"Hvorfor kan du ikke udleve dem?" selvfølgelig var der nogen ting der var urealistiske, men man skulle leve sit liv efter hvad man drømte om, skulle man ikke? Det havde han altid fået at vide.

Som hun nævnte at hun ikke kunne blive varmt, slap han hendes fødder og rejste sig eftertænksomt. "Jeg går ned og tjekker om Asta har varmet noget vand jeg må tage. Jer er hurtigt tilbage" Han vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle gøre. Han havde forsøgt med at varme hende selv. Give hende tørt tøj. Tæppe.
Heldet var med ham da han nåede køkkenet og den ældre dame kiggede undersøgende på ham, som han en smule fumlende fik fat i et krus. Har du gæster, min dreng. Arion blev rød i kinderne, mens han fortalte at det var en ven som var blevet våd og trængte til at få varmen, og det var ganske fredeligt. Alt imens han hældte varm vand ned til urterne og tog koppen med sig op igen. Hyg jer. Den ældre dames ord gav genlyd i hans øre. I det mindste lød hun til at more sig, og ikke være sur eller finde det uanstændigt. Alligevel fik han røde øre.

Arion lukkede døren til sit værelse efter sig og rakte hende den varme kop, inden han, muligvis igen uden at tænke, kravlede op i sengen, trak det andet sengetæppe omkring dem begge, som han lagde armene omkring hende. Isolere varmen omkring hende så godt han kunne, så hun også stadig kunne drikke teen. "Vi skal nok få dig varm igen!" kom der opmuntrende fra ham, mens varmen i hans øre stikkede lidt. Var han lige.. Kravlet op.. i sengen.. sat sig bag hende.. og trukket hende ind til sig bag et tæppe... Hvordan lykkedes det ham altid at slå hjernen så meget fra?!

Hun gav ham et forsigtigt smil, og trak på skuldrene som han spurgte, hvorfor hun ikke bare kunne udleve hendes drømme. Det var lidt svære for hende at svare på, og derfor valgte hun ikke at gøre det. Mest fordi, at han havde jo ret - hvorfor ikke bare begive sig ud på sit eventyr? Hvorfor lytte til normen der fortalte hende, at hun skulle finde en mand. Blive en god viv, og få nogle flotte sunde børn. Der - kom hendes adelige baggrund nok og fik en finger med i spillet, og hendes mor indgående stemme der prøvede at overbevise hende om, at hendes frisindet måde at være på bestemt ikke var godt for hende. Måske, en dag - hvilket jo så typisk betød aldrig.

“Tusind tak Arion” svarede hun med et smil på læben, og skuttede sig lidt i det lune tæppe hun havde omkring kroppen. Der sad hun så, stirrede ind i væggen frem foran sig - og selvom det ikke var nær aften. Kunne hun mærke hvordan at trætheden lige så stille var begyndt, at snige sig ind i den kolde og stive krop. Der var trods at dagen stadig havde nogle timer at gå på endnu, være en meget spændings rig en af slagsen. 
Derfor var det også en smule dovent blik, der blev rettet mod døren der gik op igen. Hun tog meget taknemmeligt mod det varme krus. 
Dog var hun endnu mere taknemmelig for gestussen han lavede, da han kravlede op i sengen og pludselig fandt hun hans arme omkring sig. Lige så nænsomt lod hun sig glide ind i hans favn, og sukkede tilfreds. Øjnene lukkede sig i, mens hun blot nød varmen fra ham - og fra kruset i hendes hænder. 
“Det hjælper helt bestemt.” Sagde hun en smule snøvlet, da varmen kun gjorde hende mere træt. 

Han nåede lige at blive skræmt over sig selv og ikke mindst hvad hendes reaktion ville være. Men han mærkede en sten falde fra hjertet da hendes umildbare reaktion var læne sig tilbage og ind i hans favn. Det kildede underligt i maven og han mærkede hvordan hans i forvejen bredde smil blot blev endnu større. Han var ikke sikker på hvad han havde gjort for at fortjene det her, men han havde sådan set heller ikke tænkt sig at spørge. Han ville blot nyde det. For han havde en frygt for at det forsvandt igen før eller siden. En irriterende frygt, og måske ubegrundet.
Men han kunne ikke undgå engang imellem at mærke stikket af tanken der omhandlede deres status. Hun var adelig. Han var bonde. Han forsøgte at bekæmpe den tanke hver gang, for han vidste ikke om han kunne håndtere at have den i for lang tid.

I stedet holdte han bare om hende og smilede over hun begyndte at lyde træt. Hun havde formentligt brugt al sin energi på at holde sig varm eller forsøge på det. Han selv begyndte også at mærke det, men ikke nær så kraftigt. "Jeg stopper i hvert fald ikke med at prøve" hvis han kunne gøre at hun altid ville have det godt i hans favn, ville han. Han lænede sin kind ind imod hendes hår og gyngede dem ganske ganske let frem og tilbage, for også at producere rigeligt med varme til at få hende opvarmet igen. En bieffekt var dog at han selv begyndte at blive træt. Men han holdte sig vågen så længe han kunne, sikrende sig at kruset ikke faldt, men derimod blev stilt fra hende, skulle hun nå dertil hvor søvnen overtog.

“Det var dejligt” svarede hun en smule snøvlet, og glemte helt at drikke af den varme væske der var i hendes hænder. Den fornemmelse som den formåede at få bredt igennem hendes kolde krop, var mere end rigelig. Selvom det nok ville hjælpe unægtelig meget mere, hvis hun så også drak af den - for så ville varmen også begynde at tage fart indefra. 
Det var bare så dejligt - hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så tryg, som hun gjorde i hans arme. Det var en helt vidunderlig følelse - en hun ville tage med sig, i meget lang tid fra denne dag. 
Men det betød også at søvnen lige så stille kom krybende. Især hans gyngende bevægelser, hjalp ikke just på det. Hun mærkede derfor ikke, da han trak koppen ud af hendes hånd. Eller da hun blev lagt ned. Kun at hendes hænder begyndte at søge, og trak noget varmt og beroligende ind til sig. 
Drømmende der gled hen over hendes sind, gav ikke meget mening. Men søvnen, og roen der havde lagt sig i hende. Den var fuldstændig - og uden tvivl noget af det mest fantastisk længe.
At en mand som Arion, kunne skabe så meget sikkerhed ved blot at være som han var. At det at begrave sig ind i hans arme, var som at føle man var blevet pakket ind i det blødeste og bedste tæpper. Ja det kunne ikke beskrives. 
Ud over den lavmeldte snorken der forlod hendes næse, som hun gryntede lidt og begravede sig dybere ned i varmen.

En tanke stak ham roligt i baghovedet. Han burde havde fulgt hende hjem. Det havde han lovet hende så snart hun havde fået varmen. Men han kunne ikke få sig selv til at vække hende nu hun faldet til ro, og det virkede til at varmen havde bredt sig godt ud i hendes krop. I stedet lod han hende komme ned og ligge, mens han til stor glæde og forundring mærkede hvordan hun trak sig helt ind i hans favn og sov trygt med hans arme omkring sig.
Hans ene hånd nussede hende blidt i håret, mens han lyttede til hendes tunge vejrtrækning og den lavmelde snorken der engang imellem forlod hende, der fik ham til at smile endnu mere.
Efter lidt tid, føltes hans egne øjenlåg tunge og hånden i hendes hår begyndte langsomt at stilne ud som han selv faldte i søvn.
Han havde aldrig haft nogen til at sove i sin favn før, og han vidste ikke at det kunne føles så afslappende og roligt. Også selvom han engang imellem mærkede et let træk i øjenlåget og et snert af bevidsthed hvis hun bevægede sig, men aldrig blev hevet helt ud af søvnens tag.
Det var først da en skarp solstråle skød igennem hans gardiner og ramte ham direkte ned over det ene øje og fik ham til at presse dem lidt mere sammen, før han indså at det ikke nyttede noget. Langsomt åbnede han øjnende, først forvirret over at han var faldet i søvn i sit hverdagstøj, til bagefter at blive meget bevidst om at han ikke var alene.
Minderne væltede ind i hans nyvækkede hjerne og især det faktum at de havde kysset hinanden fyldte hans krop med en varm kildende følelse. Men han ville ikke vække hende, så han sørgede for ikke at flytte sig overhovedet.

Hvor lang tid der var gået, før at den vågne tilstand lige så stille begyndte at prikke til hende igen. Det var hun ikke helt sikker på, men hun smilede stort som hun strakte sig fra den dejlige varme.
"Hmm" mumlede hun med følelsen af søvnen der stadig lå som et varmt og blødt tæppe omkring hendes krop. Det var uden tvivl noget af det bedste hun havde sovet - i meget lang tid. Hendes øjne fæstnede sig på vinduet hvor at solen tittede ind og kastede dens dejlige stråler på de to skikkelser i sengen. 
Vent sol? Hvor længe havde hun lige sovet? Med et fór hun op af sengen. De varme tæpper og hans arme der gled af hende - gjorde at hun pludselig mærket kulden igen. Men denne gang ikke så voldsomt som før hun var faldet i søvn. "Oh nej!" udbrød hun og lod fingrene glide igennem det filtret hår, der sikkert stod ud til alle sider. At falde i søvn med vådt hår, var aldrig en god ting! En anelse forvildet kiggede hun ned på Arions ansigt - og et smil brød ubevidst frem på den unge kvindes ansigt. Det havde været - nej fokus! "Hvad er klokken? hvor længe har vi sovet? Oh gud!" kom der en anelse febrilsk, som hun, kastede det sidste af tæpperne fra hende og rejste sig op fra sengen. 

Armene krammede hende ind til sig, som hun så småt begyndte at vågne. Tanken om hvor upassende det måtte se ud for alle andre, var ikke nået hans nethinde overhovedet. Mest af alt fordi, der var ikke noget upassende foregået. De havde sovet, og det var mest sket fordi hun havde brug for at blive opvarmet og det havde virket. Desuden kunne han absolut ikke være ked af at det var sket.
Heller ikke efter at hun forskrækket kom op at sidde med et udbrud der afslørede at hun, nok ligesom han, ikke havde regnet med at det var sket. Men han kunne ikke lade være med at smile over det, og komme med en lille latter.
Hans eget hår bar præg af den tidligere fugt og afslørede en der havde sovet godt, mens hans rolige blik og smil på læberne ændrede det gode til rigtig godt. Komfortabelt og bare, rart.

Langsomt kom han op og sidde i sengen, mens han strak kroppen. "En time eller to efter daggry vil jeg tro." han rakte ud efter gardinet og skubbede det en smule til siden. Der var allerede bevægelse nede på gaden, afslørende at morgenen var i fuld gang. "Så, vi har nok sovet længe" det var så svært at fokusere på alle de problemer det her kunne indeholde, og ikke bare fokusere udelukkende på det gode og rare. Gjorde det ham naiv, ja, men han kunne alligevel ikke holde op med at smile. "Har du fået varmen?"

En time eller to efter daggry? Oh nej, hvad ville folk i huset ikke tænke, over at hun ikke var kommet hjem! Og hvordan skulle hun forklare sig fra det; Jamen jeg faldt i åen, og ser de en ung herre hjalp mig - også faldt jeg i søvn hjemme hos ham. Det var jo ikke fordi hun fortrød at hun havde gjort det, det havde jo været dejligt - ja næsten fantastisk! For hun kunne trods alt ikke huske, hvornår hun sidst havde sovet så godt. Men derfor, var der jo stadig en uanstændig ting, at en ung kvinde sådan overnattede hos en mand - også selvom at der ikke skete noget. Foruden de selvfølgelig kyssede - det fik rødmen til at stige voldsomt i hendes kinder. 

“Oh, så - så vi har sovet hele natten var.” Sagde hun, som hun flyttede noget af det brune hår bag hendes øre en anelse forlegen. Blikket rettede sig flygtigt mod ham, inden hun kiggede lidt rundt i rummet. Pludselig vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv - da han spurgte om hun havde fået varmen, nikkede hun hurtigt. “Ja! Det er - det er meget bedre!” Udbrød hun, og lagde armene omkring sig selv. “Men - men jeg må hellere komme afsted - det, det var virkelig hyggeligt Arion - må vi gøre igen - eller du ved, ikke falde i søen - Åen! Og.. ehm” hun var begyndt at gå, og gik direkte ind i døren - “Av...” mumlede hun, som hun begyndte at gnide hendes næse med hendes fingre. Et hul måtte gerne åbne sig under hende, så hun kunne forsvinde i mørket. Aldrig havde hun været så forlegen før.

Arion burde havde tænkt over hvordan det ville lyde i andres øre, men hans uskyldighed grundlagde også en fast grund hvor han ikke kunne forestille sig at noget upassende ville være sket. Ganske simpelt fordi han havde så stor respekt for Tatiana, at han ikke kunne finde på at gøre det, samtidig med at tanken simpelthen bare ikke var nået hans naive hjerne endnu. At de havde kysset, var noget han tydeligt kunne huske og også tydeligt havde haft lyst til at gøre, men det var i hans hoved jo heller ikke upassende! Det havde han set mange unge mennesker gøre efterhånden.

”Ja det ser sådan ud” kom der muntert fra ham, som han lagde hovedet let på skrå. Hendes forvirring, gættede han på det var, og noget usammenhængende talestrøm fik ham både til at blive bekymret og til at more sig en smule mere. Til hun gik ind i døren.
Her rejste han sig forskrækket og rakte ud efter hende. ”Pas på, du må ikke komme til skade” han anså det ikke som pinligt, men derimod var han blot bekymret. Han nussede langsomt hendes overarm, som han forsat så bekymret på hende. ”Er du okay?” pludselig blev han virkelig nervøs og bange for at han havde gjort noget forkert og fuldstændig uanstændigt.