Jaris kunne se hvordan hans ord påvirkede Albert, der virkelig ikke havde lyst til at se sin søde, uskyldige datter, som en der gjorde den slags. For det første før hun var blevet gift og for det andet med sådan en forfærdelig mand som Jaris. Han kunne ikke selv lade være med at smile bare lidt tilfredst, for lige meget om Albert ville forestille sig den slags eller ej, ændrede det ikke på at det rent faktisk var sådan. Et faktum Jaris helt bestemt nød utrolig meget og han nød endnu mere at han nu kunne få lov til at bruge det mod Daphnies far.
Han så Albert gøre sig klar til at angribe igen, præcis som Jaris havde opfordret ham til og selvom han ikke havde i sinde at slå på ham, udelukkende kun for Daphnies skyld, var han forberedt på at skulle tage imod et par slag mere. Forhåbentligt ikke mod samme kind igen, for den dunkede en smule af smerte i forvejen. Der skete intet, for straks rykkede Jaris sig forskrækket til siden, som han hørte Daphnies skingre stemme. Han var slet ikke klar over at den lille dame kunne lyde sådan.

Daphnie pegede mod døren og beordrede Albert til at gå. Der bredte sig et stort, triumferende smil på Jaris’ læber, der selvfølgelig tog det som en sikker sejr. Daphnie havde valgt ham over sin egen far, det var vel dét, der lige var sket. Og han var vel også lidt taknemmelig for at han ikke behøvede at få flere blå mærker, nu hvor han også var sikker på at det havde givet et par at blive skubbet hårdt mod kommodens kant og skuffeknop. Han forblev stille, mens den lille dame fik smidt sin brede far ud, mens hans blik hvilede fast på Albert, der selvfølgelig lige skulle komme med en sidste advarende kommentar. Jaris smilede helt pænt til ham, eller så pænt han nu kunne med lidt blod blandet ind, og så vinkede han efter Albert, lige inden døren blev lukket. Det så ellers rimelig slut ud for ham.

Som Jaris vendte sig mod Daphnie, førte han lige det ene ærme op for munden og tørrede blodet væk.
”Okay, så jeg har måske ikke meget forstand på hvordan man opfører sig over for fædre… Men det gik da meget godt! Eller… Du valgte da mig, så.. Jeg vinder?” Sagde han og grinede lidt. Selvom han måske ikke ligefrem afspejlede en vinder med det let hævede og underligt farvede ansigt, var det stadig ham der havde fået lov til at blive og Albert, der var blevet smidt ud. Han trådte tættere på og gjorde tegn til at ville lægge armene om hende i et kram. Det plejede at virke, så det gjorde det vel også nu?

 Døren lukkede i, Albert var gået og det hele var ovre. Eller det skulle man tro. Jaris åbnede munden og begyndte at snakke, og Daphnie flyttede blikket hen på ham. Det var det samme vrede og bestemte blik hun havde sendt Albert, og pegefingeren fulgte med. De stod dog noget tættere end hun havde været på Albert, og fingeren prikkede derfor Jaris lidt hårdt i brystkassen et par gange mens hun snakkede.
 " Du skal overveje dine ord nøje, hvis du ikke vil samme vej! " Det var tydeligt at hun ikke fandt det sjovt eller underholdende. Hun var også sur på Jaris, og han skulle ikke tro at hun var helt glad for han lige nu, selvom hun havde smidt Albert ud frem for ham. 
 Jaris trådte et lidt tættere på og gjorde an til et kram, men Daphnie trak sig væk, og tog hånden til sig.
 " Du skal ikke rører mig! " Bed hun af ham, inden hun snøftede lidt og tørrede de våde kinder med hendes ærme i et par aggressive bevægelser inden hun gik helt væk.
 " Sæt dig..  " kommanderede hun og pegede på sengen. Imens gik hun over til en balje med vand hun havde stående, og fik lidt vand i en spand og fandt en klud. 

 Det der lige var sket kørte rundt i hovedet på hende, og hendes hjerte sad stadig oppe i halsen på hende, da hun trak en stol med hen til sengen, stillede den foran Jaris og satte på på stolen, og stak spanden med vand og klud i favnen på Jaris. Det kunne han godt holde fast på i mens. Uden at sige noget til Jaris fiskede hun kluden op, vred den lidt op, og gik i gang med at vaske blodet af Jaris ansigt. Tårene løb stadig ukontrolleret ned over hendes kinder, og en gang imellem snøftede hun lidt. 
 " Jeg hader dig..  " mumlede hun lidt, men hun mente det ikke. Der var heller ikke særlig meget lyd over det, og det burde være tydeligt at det ikke var sandt. At hun sad foran ham og vaskede ham, modsagde selvfølgelig også lidt hendes ord. Hun snøftede lidt igen, og lod blikket glide over hans forslået ansigt, med et noget mere opblødt udtryk end før. Nu var det mest af alt bare trist, og det hjalp ikke lige frem med tårene på hendes kinder. 

”Oh...” Med et lidt overrasket udtryk i det forslåede ansigt, stoppede Jaris straks op og trak armene til sig, idet han mærkede fingeren presse sig mod brystet. Daphnie var jo direkte sur på ham og det var ikke engang ham, der havde været den største idiot. I hvert fald ikke ifølge ham selv. Han gjorde an til et kram, men Daphnie trak sig straks væk og han valgte ikke at følge med.
”Men jeg har ikke…” .. gjort noget galt. Det var nok ikke de rigtige ord.
”Det var ikke…” .. min skyld. Nej, heller ikke. Han sukkede tungt, inden han i stedet blev en smule barnligt fornærmet at se på, da han lagde armene over kors.
”Det var ham der startede…” mumlede han i en tone der passede til det fornærmede udtryk. Der lød en lettere irriteret brummen fra ham, mest fordi han ikke kunne finde noget ordentligt at sige, som ikke lod til at være helt forkert i situationen. Derudover fordi han faktisk valgte at gøre som Daphnie kommanderede og sætte sig hen på sengen, nu hvor han lige havde pointeret over for Albert, at han ikke tog imod ordrer. Det var vel bare noget andet, når det var Daphnie. Man kunne ikke sige nej til sådan en lille vred dame.

Jaris tog lidt protesterende imod spanden og lagde armene om den, for ikke at lade den skvatte på gulvet. Han så lidt surmulende ned i vandet og skulle lige til at åbne munden for at sige bare et eller andet. Men lige så snart den våde klud ramte kinden, gav det et gib i ham og der lød en hurtig, hvislende lyd fra ham over smerten. Han bed tænderne lidt sammen, inden han rettede ryggen igen og rettede blikket mod hende.
”Det ved jeg…” mumlede han. Han var klar over at Daphnie ikke mente det, men han var også klar over at hun havde brug for at være sur på ham lige nu. Han var bare ikke sikker på hvordan man trøstede en sur Daphnie, for han havde aldrig oplevet hende sådan før. Til gengæld virkede hun mere ked end vred, som hendes udtryk var blevet langt mere blødt at se på. Han var fristet til at forsøge sig med det kram igen, for det plejede at virke når hun var ked, men hun havde stadig bedt ham om ikke at røre hende.
”Jeg vil bare ikke miste dig.” Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Han kunne ikke lade Albert tage Daphnie med sig, så han valgte at kæmpe for hende. Måske hans metode var lidt uortodoks, men i det mindste gjorde han noget og det lykkedes. Han lukkede kort øjnene i, som han lige holdt endnu et lille smertende støn inde.

 Mens Daphnie ordnede spand og klud, og kom tilbage til Jaris, lyttede hun på det han prøvede at få sagt. Det var lidt sjovt at høre han tage ordene i sig og genoverveje hvad han skulle sige, for det var meget ulig Jaris. Men det gjorde hende glad, for det betød at han tydeligvis tog hendes ord seriøse. Det ændrede dog ikke på at hun var sur og skuffet og da hun satte sig ned på stolen var det med en svag mumlen, til det han var endt med at sige.
 " I var lige gode om det.." 

 Det var næsten i blide bevægelser Daphnie vaskede blodet af Jaris ansigt. Næsten. Hendes utilfredshed kom lidt i spil, som hun lagde lidt pres på kluden. Hænderne rystede stadig lidt fra det lille skud adrenalin hun fået af at være blevet så vred og af at smide Albert ud. Dog som hun lige så stille faldt til ro, tog tårerne lige så stille mere til, og snøftene blev oftere og oftere. Hun håbede ikke Albert var alt for sur på hende.
 Jaris kommenterede på at hun hadede han, og hun nikkede lidt til det. Som var der en underlæggende samtale med ord der ikke var blevet sagt, men de begge godt vidste hvad samtalen handlede om.
 Jeg vil bare ikke miste dig. Ordene hang lidt i luften, mens Daphnie bare tog ordene til sig. Jaris lukkede øjnene i, og Daphnie stoppede med at bevæge kluden, men lod den hvile mod hans Kind.
 " Mente du det?" det lidt triste blik gled lidt undersøgende rundt på hans ansigt.
 " ...At du ikke har andre end mig?" Daphnie slog blikket ned og bed sig lidt i underlæben, mens hendes hjerte slog lidt ekstra hårdt i brystet på hende.

 Daphnie holdt kun en lille pause, inden hun vaskede videre, og så vred kluden op igen, så den blev nogenlunde ren. Den blev foldet lidt sammen, og så lod hun den noget blidere end før, ligge sig mod Jaris kind. Det var ikke helt vildt koldt, men den fugtige og let kolde kuld var vel bedre end ingen ting.  Den frie hånd gled blidt hen over den anden kind og bider ned over Jaris købe.
 " Det var virkelig dumt.." mumlede hun, inden hun snøftede igen, trak hånden til sig, og tørrede de værste tårer væk. Hun var faktisk ikke helt sikker på om hun sagde det til Jaris eller sig selv.  Hun var ikke rigtig sikker på om det havde været så smart ikke bare at lytte på hendes far.

Selvom Jaris egentlig ikke havde gjort noget for at dæmpe sine ord, da han mere eller mindre lagde al skylden over på Albert, havde han måske alligevel lidt håbet at Daphnie ikke hørte det. For han vidste jo godt, at hun ikke var helt enig, nu hvor hun var så sur. Han kunne ikke lade være med at komme med en lidt utilfreds grimasse over hendes kommentar, som hun selvfølgelig ikke skulle gøre ham opmærksom på, at han ikke var den mindste smule bedre end hendes far. Nok havde Albert svunget den første næve, men Jaris havde uden tvivl gjort sit for at skubbe ham til at gøre det. Han havde jo ligefrem bedt ham direkte om at slå ham op til flere gange, men som Jaris så det, behøvede Albert da ikke at handle på det. Jaris delte tydeligvis ikke samme mening som Daphnie, men han kommenterede ikke yderligere på det. Det ville nok ikke være et smart træk lige nu.

Jaris rynkede let på brynene en gang imellem mens Daphnie førte den våde klud hen over den misfarvede kind, men siden det første strøg, havde han ikke sagt en lyd, som han stadig holdt ethvert lille støn af smerte inde. Det var bestemt ikke fordi det var særlig rart, men Jaris kunne alligevel ikke lade være med at smile svagt, da han helt sikkert mente, at det havde været det værd. Han svarede ikke på hendes spørgsmål med det samme, men kun fordi han blev lidt distraheret over hendes noget triste udtryk, som hun sad og betragtede ham. Men efter et øjeblik nikkede han let.
”Ja,” bakkede han mumlende sit nik op med. Jaris havde Anna på bordellet, men hun var der kun fordi hun ikke kendte andet. Nyssa havde hjulpet ham før, men hendes kendskab til hans far fik ham til at tvivle på hvor meget han kunne stole på hende. Daphnie var den eneste, der ikke helst ville undvære ham. Så vidt han vidste.

Idet Jaris mærkede hendes hånd glide ned over kinden, blev det svage smil lidt tydeligere. Han gik ud fra at det betød, at hun måske ikke var helt så sur på ham længere. Smilet bredte sig endnu mere over hendes kommentar, som han selvfølgelig tog som en hentydning til sig selv. Han trak lidt smågrinende på skuldrende. Det havde da måske været en lidt dum beslutning.
”… Men det var virkelig sjovt!” Sagde han straks, mens han forsøgte ikke at grine alt for meget. Han nåede ikke at tænke på om det overhovedet var en god ting at sige i øjeblikket og det samme var tilfældet for det næste;
”Du burde snakke med ham om at få styr på sit temperament, han er alt for let at irritere. Ikke at jeg brokker mig, selvfølgelig,” smågrinede han videre. Det ville da ikke have været underholdende at stikke så meget til en, der ikke gad at tage sig det mindste af det.

 Det varmede lidt om Daphnies hjerte, da Jaris endelig sagde ja, til at han ikke havde andre end hende. At han ikke ville miste hende. Hun havde jo heller ikke lyst til at miste ham, ellers ville hun jo ikke havde være så modvillig i at gå med Albert. Hun ville nok have ham en hel del mere, end han ville have hende, men hun tog hvad hun kunne få for nu, og nikkede lidt til det. Det hjalp det lidt på hendes humør, og hun snøftede kort. 

 Det burde ikke være kommet bag på Daphnie, at Jaris stadig morerede sig over situationen, men det gjorde det. Det var derfor også en kort fornøjelse for Daphnie, med den lille glæde over han ikke ville miste hende, for som Jaris begyndte at grine og sagde det var sjovt, blev hendes triste udtryk stramt og vredt igen, og hånden der ikke holdt kluden hev hun til sig, som brændte hun sig på Jaris. Og da han forsatte med at snakke, trak hun også hånden der havde ved kluden til sig, hev spanden væk fra Jaris. Med et vredt fnys klaskede hun kluden en smule hårdt mod hans brystkasse, og hvis ikke Jaris selv tog fat i den, ville den falde, som hun trak hånden til sig og rejste sig. 
 " Det kan godt være han ikke kan lide dig! Og du ikke kan lide ham! Men han er stadig min far!  " Bed Daphnie endnu en gang af Jaris, mens hun, med spanden i din favn, gik over til døren med hurtige skridt, åbnede døren, gik ud og smækkede så døren efter sig. Det var ikke sikkert det var gået op for Jaris, at Daphnie altid hvad være Albert lille pige. At hun var en fars pige. Men lige nu havde Daphnie det virkelig ikke særlig fedt. Hun var bange for at hun havde ødelagt forholdet med hendes far, til fordel for Jaris, og det var hun ikke sikker på, at hun var klar til. Albert havde set hende i en ydmygende stilling, og ud fra hvad Daphnie havde hørt, havde Jaris også sladret mere end hun havde lyst til. Hvordan skulle hendes far kunne være stolt af hende nu? Hvordan skulle Albert overhovedet kunne få sig til at se på hende? Det hele blev endeligt for meget for Daphnie, og et lavt, lille hulk gled over hendes læber.

 Selvom hulkene begyndte at glide over hendes læber, forsatte Daphnie med hvad hun havde gang i, og gik ud og tømte spanden et ansvarligt sted, inden hun vendte tilbage til det lille hjem, og smækkede igen døren efter sig. Læberne havde hun presset hårdt sammen for ikke at lade hulkene komme ud nu hun var kommet ind til Jaris igen, men de slap stadig over hendes læber, som nogle lidt sære lyde.  
 Uden at sige noget til Jaris, eller så meget som at se hen på ham, gik hun hen og satte spanden på plads. Og der blev hun stående, med ryggen til Jaris. Armene viklede sig om hende, som prøvede hun at omfavne eller kramme sig selv, og hun kneb øjnene hårdt sammen. Et hulk fik sneget sig over de ellers sammenpressede læber, og et forsøg på at dæmpe hulkene der fulgte efter, lagde Daphnie rystende en hånd over hendes mund, som skulderne let bevægede sig op og ned med hulkene. 

I et kort øjeblik troede Jaris at han var ved at tabe spanden, da Daphnie hev den fra ham. Det var derfor han stoppede med at grine, som han lidt overrasket prøvede at tage fat i spanden, men lod være i det samme det gik op for ham, at den ikke var ved at glide ned. Det gav et lille gib i ham da kluden blev skubbet ind mod ham og lidt akavet forsøgte han at gribe den, men i forhold til hans opmærksomhed på Daphnie, var det et slattent fokus han havde på kluden, der alligevel endte på gulvet.
”Sagde jeg noget forkert?” Mumlede han, mest som en ironisk kommentar til sig selv, for han havde tydeligvis sagt et eller andet forkert. Hun havde et underligt forhold til sin far, som han ikke rigtig forstod, fordi han aldrig selv havde prøvet det. Med et så anstrengt forhold til sin egen far, havde Jaris muligvis et ubevidst behov for også at ødelægge alle andres forhold til deres fædre. Og det morede ham gevaldigt at gøre det.

Jaris blev siddende på sengekanten og rettede blikket mod gulvet, da han hørte Daphnies lille hulk på den anden side af døren. Lige meget om han forstod hendes reaktion eller ej, ændrede det ikke på at han virkelig havde såret hende og så var det ikke engang med vilje. Som døren smækkede igen og Daphnie kom ind, vendte straks blikket mod hende igen.
”Daffe…” Han var ikke klar over hvad han skulle sige, men det lod egentlig også til at være ligegyldigt, for Daphnie skænkede ham ikke det mindste blik da hun passerede ham, for at sætte spanden på plads. Han sukkede. Han havde stået situationer med kede kvinder før og hver gang var han pænt drejet udenom. Han vidste jo godt, at trøst ikke var hans stærke side. Alligevel valgte han at rejse sig og tøffe over bag Daphnie, hvor han lænede hovedet lidt ind over hendes skulder.
”Undskyld. Det var ikke min mening at såre dig. Kan du tilgive mig?” Lød det lavt og lidt tøvende fra ham. Hans ord nu ændrede jo ikke det mindste på, at han stadig havde fundet situationen med hendes far virkelig underholdende, men nu prøvede han i det mindste at gøre det lidt bedre for hende.
”Du må også gerne slå mig?” Tilbød han med et skævt smil. Som far som datter? Måske Daphnie også havde nogle aggressioner under hulkene, hun gerne ville have afløb for. Og Jaris kunne sagtens tage et par slag mere, han havde vist også fortjent det lidt.

 Optaget af hende egen lille ulykkelige tilstedeværelse, hørte Daphnie ikke at Jaris havde rejst sig og var gået hen til hende. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende og gjorde hende både usikker, bange og nervøs, hvilket bare gjorde det hele værre og fik hulkene og tårene til at tage til. Det gippede derfor forskrækket i hende da Jaris pludselig gav lyd fra sig ved siden af hendes hoved, og hun  drejede overkroppen en smule, i en forskrækket bevægelse.
 Lige efter vendte hun sig dog helt rundt, og stille sig helt ind til ham. Søgte hans omsorg og omfavnelse. Begravede ansigtet i hans brystkasse. Hun blev ved med at holde om sig selv med den ene hånd, og havde den anden hånd for munden, mens hun trykkede sig helt ind til ham, og bare håbede at han ville lægge armene om hende. Selvom hun var sur på ham lige nu, ville hun jo heller ikke være foruden ham. De havde i realiteten ikke kendt hinanden særlig længe, når man så på hvor meget de havde set hinanden, men Jaris havde alligevel fået en stor plads i hendes hjerte, nok større end hun ville erkende. 
 Daphnie kommenterede ikke på Jaris undskyldning, for det at hun havde stilt sig ind til ham, måtte vel næsten være svar nok. Desuden var hun ikke sikker på hun hendes tårer og frustrationer var mest mod ham eller sig selv. Hun kunne jo bare være gået med Albert fra starten af. Hun kunne havde brugt Zane som grunden til at hun var bundet, løjet og sluppet for at Jaris og Albert var stødt ind i hinanden. Hun kunne havde gjort noget mere for at stoppe dem. I sidste hende var det hele jo hendes egen fejl, for at have troet hun kunne hævne sig på Jaris. 

 Det lettere depressive tankemylder blev afbrudt da Jaris forslog hun kunne slå ham, og en blanding af en fnys, hulk og grin forlod hendes læber, som et lille smil kort fandt vej over hendes læber, inden hun rystede lidt på hovedet og drejede det til siden så hun kunne ligge øret mod hans brystkasse og lytte til hans hjerte banke.
 " Hvad hvis han ikke vil snakke med mig..  " hviskede Daphnie sørgmodigt og snøftede. 
 " Hvad hvis han også hader mig, nu?  " 
 

Jaris havde med vilje valgt ikke at omfavne Daphnie med det samme. Han var stadig i tvivl om hendes ordre fra tidligere gjaldt og han ville ikke gøre det hele værre, ved at gøre noget hun egentlig ikke ville have. Det viste sig dog hurtigt, at hun ikke havde helt samme mening som før, da hun vendte sig rundt og stillede sig helt ind til ham. Der tøvede Jaris ikke det mindste med at lægge armene om hende og hvile sin gode kind mod hendes hoved. Han tog det samtidig som et svar til hans spørgsmål, som det da lod til at hun bestemt kunne tilgive ham og måske allerede havde gjort det. Selvom han vist havde misforstået kvinder nok til at vide, at det de gjorde, måske ikke altid var det de mente. Hun havde næppe skubbet sin vrede til side så hurtigt.

Det var egentlig ikke fordi Jaris havde ment det så meget i sjov, han havde vitterligt lige tilbudt hende at slå ham. Selvom det ikke virkede i den forstand han havde til intention, så virkede det da alligevel, da han hørte hendes lidt hulkende grin. Han rynkede let på brynene over hendes første kommentar, som han ikke helt var klar over hvad han skulle svare. Hendes næste kommentar fik ham straks til at fnyse kort i morskab.
”Jeg tvivler på at han havde slået så hårdt, hvis det var fordi han hadede dig,” smålo han, efterfulgt af en lille grimasse, som han lige skulle mærke hvor meget han kunne bevæge ansigtet uden det gjorde ondt. Det var ikke overvældende.
”Han bliver sikkert god igen, når han får at vide at jeg er taget hjem,” forsøgte han at berolige Daphnie lidt. Han var næsten overbevist om, at det også var sandt.

 Hvis Daphnie tænkte over det, kunne hun ikke huske at hun nogensinde havde slået nogen. Ikke sådan rigtigt. Ikke som Jaris nok havde ment det. Puf og utilfredse dask gjorde hun sig meget i, men det lå bare ikke rigtig i hende at slå folk. Ikke hvad hun havde oplevet i hvert fald. Men han havde måske fat i noget. Måske lidt slag kunne gør hende godt. Det måtte dog blive en anden gang, for hun stod lige så godt, nu han havde lagt armene om hende. 

 Selvom Jaris ord var trøstende, var det kun en lille smule. Daphnie havde fået sig selv viklet ind i et tankespind der kun bragte usikre og dårlige tanker med sig, og selvom det var sandt hvad Jaris havde sagt, gjorde det ikke den store forskel.
 " ... Men det var før jeg smed ham ud..  " det var mere en overvejelse end en konstatering, og som sådan derfor ikke noget hun forventede noget svar eller respons på. Det næste Jaris sagde fik hende dog til at nikke lidt og et lavt opgivende suk sneg sig ud mellem hulkene. Armene der var klemt lidt mellem deres kroppe fik sig møvet fri, og Daphnie lagde armene om ham, så hun kunne trykke sig mere ind til ham. Hænderne greb lidt fast i hans trøje. 

 I et stykke tid sagde Daphnie ikke noget. Hun stod bare og lyttede til Jaris hjerte banke, og faldt lige så stille til ro. Hulkene stoppede og hun stod i stedet blot og snøftede. Hun flyttede ikke særlig meget på sig, kun for at kunne trykke sig endnu mere ind til ham. 
 " Jeg vil heller ikke miste dig.. " mumlede Daphnie så endeligt. Det var måske ikke nødvendigt at sige, hendes handlinger i dag havde muligvis gjort det klart, men det var nok det tætteste hun kunne komme på at erklære hendes følelser for Jaris, ind til han selv erklærede at han havde følelser for hende. Hun frygtede at skræmme ham væk, eller at han vil ændre hvordan han var over for hende, og det var hun jo ikke interesseret i.

Jaris trak let, næsten ubetydeligt på skuldrene som en form for svar på hendes overvejende kommentar. Han kunne selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at hendes far ikke ville være skuffet over hendes opførsel, men han gættede da på, at det hele nok skulle ordne sig. Albert havde et stort problem med den mand, som Daphnie åbenbart havde besluttet sig for at blive gift med, ikke med hende. Måske han tvivlede på hendes evner til at tage beslutninger generelt efter dette her, men forhåbentligt ville han med tiden børste det af sig og beskylde det på hendes manglende erfaring, når nu hun var så ung. Efter den reaktion han havde formået at få frem hos Albert, var han da i hvert fald ikke i tvivl om at han elskede sin datter og ville gå langt for at beskytte hende. Selv hvis det betød, at hun ville være sur på ham over, at han havde forhindret hende i at gifte sig med den forkerte.

Lige så længe Daphnie havde brug for det, lige så længe havde Jaris tænkt sig at blive stående med armene omkring hende. Han brokkede sig bestemt ikke, da han ikke havde regnet med at få lov til det så længe hun var vred på ham. Jaris havde ingen tvivl om at Daphnie helst ikke ville undvære ham, netop grundet hendes handlinger i dag, men det var alligevel rart at høre hende sige det. Det var han ikke vant til at høre nogen sige. Han kunne ikke holde smilet helt tilbage.
”Det gør du heller ikke. Lige meget hvad,” forsikrede han hende, som han lige klemte lidt mere til i det tætte kram.