Hun skævede lidt mod det hjørne, som han henviste til at stolene skulle stables i, før hun gav et nik. Med en to stoleskamler samlet ad gangen, begyndte hun at flytte dem til hjørnet og stable dem. Heldigvis var det hurtigt overstået, når nu de var to til at hjælpes ad “E-er du født og o-opvokset her i-i Dianthos?” Spurgte hun nysgerrigt før næste spørgsmål fulgte “O-og har du altid v-været præst? Eller er d-det først noget d-du blev efter d-din kone?”. Hun flyttede blikket lidt spørgerne hen på ham, og da de sidste skamler var stablet gled hun vanligt de brune håndflader over kjolens stof, udglattende de få folder der var kommet. Var det fordi hun var voldsomt forfængelig, nej. Hun havde bare lært altid at tage sig ud for sin bedste side, hvilket indebar ikke at rende rundt med folder i på tøjet.

Han kiggede roligt i mod hende.
Han kunne ganske godt lide hende, også selvom man jo ikke ligefrem kunne prale af at de havde kendt hinanden særligt længe.
Han smilede let i mod hende og rystede på hovedet: "nej, nej jeg er født og opvokset ude på landet. Min familie er alle bønder" sagde han roligt.
Det var mærkeligt for ham at hun spurgte til ham, nok fordi han meget sjældent talte om sig selv, og endnu mindre oplevede han at folk spurgte særligt meget ind til ham. Han var jo ikke et særligt interessant menneske, hvis han selv skulle sige det.

"Jeg blev først præst efter min kone, ja" sagde han roligt: "Jeg døde desværre selv... Genopstod i mindet af Isari og ja.. Nu er jeg her" sagde han.
Han havde altid været troende, men det var da kun blevet bekræftet efter at han var blevet engel, og han havde valgt at bruge sit liv på at tjene hende.
"Det er pænt af dig at spørge sådan ind - men jeg er desværre ikke et særligt interessant menneske" sagde han roligt.

Hun var vel ret forvandt med at man gerne fulgte i de fodspor, som ens forældre allerede havde trådt for en. Det var ikke uvant at det var sådan det forholdt sig, hvor hun kom fra, hvorfor hun selv nu kunne fortælle hun var i lære som diplomat.
Om det så faktisk var sådan det også var blandt mennesker, havde hun ikke nok viden om, men det ville vel give mening at selv de ikke stak for meget ud fra deres familie?

Læberne nåede lige akkurat at skilles, som skulle hun til at spørger nærmere end til hans valg om at blive præst, men blev i stedet lukket sammen, som skulle hun lige have hans ord til at synke ind. For sagde han faktisk lige det hun lige hørte? Havde hun hørt forkert?
Uden meget tanke om pli, lod hun de små minisole af hendes øjne kigge langt mere undersøgende på ham, søgende efter noget, helt bestemt vinger.
Før hun var ankommet til Dianthos, før hun havde forladt Rubinien havde hun stødt på en lille dreng, ikke mere end måske 13 år med hvide vinger som en svane; en engel.
”D-du” begyndte hun, men stoppede sig selv igen, som forvirringen tegnede sig henover hele hendes ansigt, før hun prøvede på ny ”M-men hvor er d-dine vinger? Er d-det overhovedet p-passende at spørger o-om det?” Det var ikke fordi mødet med englebarnet, Bart, havde gjort hende klogere på engle.
Den viden hun havde var tilkommet hende fra bøger, skriftruller og andres fortællinger, men engle havde altid indtil da bare været ammestue fortællinger.
”Ikke s-særlig interessant? H-hvem har dog bildt d-dig det ind? A-alle er interessante, i-ingen er ligegyldige.” sagde hun til ham med et varmt smil, der med lethed nåede hende øje, og forplante sig i dem.

På en eller anden måde, følte han sig ganske rolig når han talte med hende.
Han var ikke helt sikker på hvordan eller hvorfor, men alle de tanker han altid havde om sig selv, alle de dårlige tanker der sagde ham at han intet kunne og aldrig ville være gode nok - de var nok bare faldet en smule til ro.
Måske fordi at hun også virkede lidt usikker og akavet, hvilket han jo kendte alt for godt. Alfredo var langt fra nogen selvsikker person, og han vidste faktisk aldrig helt hvad han skulle gøre af sig selv i sociale situationer.
Derfor det altid var nemmere bare at være alene i templet med sine tanker, og med Isari.

"Du spørger bare... Men de er gemte..." smilede han, han kunne godt folde dem ud, men han bruge dem sjældent: "Jeg har ikke brug for dem, jeg skal bare mærke at jeg er en del af Isari's rige" sagde hun i en rolig stemme.
"Det har jeg nok bare bildt mig selv ind igennem årene" sagde han og smilede roligt til hende og trak på skuldrende.
"Der er sket mange ting i mit liv, der har gjort at jeg måske nok har det bedst med bare at gemme mig her" sagde han og smilede hurtigt.

Alfredo’s ord var forsikrende, det havde ikke været forkert at spørger ham om hvor hans vinger var henne, men tanken om han rent faktisk ville have sagt, hvis det havde været upassende for hende at stille det spørgsmål, var hun ikke helt så sikker på. Ikke fordi at hun ham som en person der havde samvittighed nok til at lyve, og så i et tempel, men fordi han ikke virkede som en der ville træde andre over tæerne.
Gemte vinger..
Selvom hun ikke var mindre begavet, kunne Aqeela stadig ikke helt undgå at kaste et blik over hans skulder, med en eftertænksom mine ”Så d-de er der, m-men alligevel ikke r-rigtig? Ville j-jeg kunne m-mærke dem, hvis jeg r-rakte op hvor d-de ville være?” spurgte hun oprigtigt uvidende, men lige så nysgerrig efter ny viden. Han unne vel ikke bebrejde hende i hendes nysgerrighed? For hvor tit stod man ansigtet til ansigt med en engel, en vingeløs engel?

Et overbærende, næsten lidende udtryk blev synligt hos hun elveren, da han begyndte at snakke om at han gemte sig i templet. Det var jo dissideret sørgeligt både at hører, men også at tænke på at en mand med en lige så lang levetid som hende selv, ikke ville leve livet til sit fuldeste, men i stedet leve gemt væk fra verden ”Men… S-savner du ikke b-bare lidt, a-at leve livet? D-du kan jo godt b-både være en god og d-dygtig præst, forkynder af Isaris ord, men s-stadig nyde det ekstra liv s-som er blevet dig g-givet? Samtidigt u-uden at gemme d-dig væk.” Det brune hoved skrånede sig en smule, mens de mørkeorange øjne hvilede spørgerne på hans skikkelse.

Han smilede og rystede på hovedet.
"nej, de har ikke været fremme i mange.. rigtigt mange, år" sagde han og kiggede roligt i mod hende, han vidste jo godt at engle, var engle - de havde vinger, fløj sikkert rundt og alverdens ting.
Eller faktisk hvis han skulle være ærlig, så anede han jo slet ikke hvordan man var en rigtig engel, og egnetligt var det heller aldrig noget han havde ønsket at være eller blive.
Han ønskede at være et helt almindeligt menneske, han havde ønsket at være sammen med sin kone resten af livet, og han havde ønsket at dø som en gammel mand.
Desværre var der jo ting i livet, man ikke fik lov til selv at styre.

Hendes yderligere spørgsmål fik ham til at tænke let, tjoh - måske. Men nej, han turde slet ikke leve livet i nogen retninger, og han endte derfor også med ganske forsigtigt at ryste på hovedet.
"Ikke rigtigt... Jeg er blevet såret nok i mit liv, og det har været rigeligt" sagde han og smilede roligt til hende.
"Du har måske mere mod på livet?" spurgte han og hævede let det ene øjenbryn, han forstod det nu godt.
HUn var jo ung, smuk og havde hele livet foran sig. han var jo en gammel sjæl.

Armene krydsede sig foran hende, ikke fordi hun ikke var villig til at lytte til hvad han have at sige. Det var ganske enkelt det første lille tegn på hun ikke var enig i hans ord. Stående med korslagte arme, en hofte tilhørende det ben hun ikke lagde sin vægt på skudt let ud til side og hovedet lagt på sned til modsatte side.
Var det fordi hun ikke forstod ham og de grunde han havde til at holde sig tilbage, nej dem forstod hun ganske fint, men det betød ikke at hun var enig i at de var gode grunde til ikke at leve livet.
”D-du har et e-evigt liv foran dig, et liv d-du er bange for at leve og n-nyde, fordi du er blevet såret. H-hvad med alle d-de gode ting i livet s-som du giver afkald p-på?" Langsomt som hun talte trådte hun nærmere hans skikkelse, først stoppende op da der var intet mindre end omkring 30 centimeter mellem dem. ”J-jeg skal ikke fortælle h-hvordan du skal leve dit l-liv, men tag det f-fra en der siden hun b-blev født har vidst hun stod til at l-leve evigt. Et evigt l-liv er ulideligt h-hvis man lader sig s-selv være passiv i det.” en af de brune hænder blev holdt op mellem dem, inviterende til at han lagde sin hånd i hendes ”Hvad m-med du lærer at l-leve igen? Tør d-du?”.