Hun havde vidst spørgsmålet ville komme, før han overhoved nået at spørger hende om det. Hun havde ganske vidst også overvejet at sige i samme sætning, at hun nok skulle betale. Men hun ville hellere ikke underminere ham, hvis han nu ikke følte at han kunne tage imod hendes hjælp på den måde. Men han havde givet hende så meget i templet, og dette ville være en fin måde at betale ham tilbage på. Og hvis han kunne tage imod donationer i templet, var det vel ikke meget anderledes end om hun betalte for deres bad eller ej.

Det ene øje blinkede, som hun slap hans hånd igen. “Det skal du ikke tænke på!” Svarede hun hurtigt, og gav ham et beroligende smil. “Det dækker jeg, det er det mindste jeg kan gøre” hun gik hen og talte fandt en lille kiste frem. Fra kisten begyndte hun at tælle de krystaller hun følte hun havde brug for, før at kisten blev pakket væk i skjulestedet igen. 
Man kunne trods alt ikke være for sikker i en by som denne.
“Klar?”

Kai så først lidt tøvende ud, men trak hurtig på skuldrene. Han var vant til at andre betalte for hans ting, og ellers arbejdede han gerne for Chilam for at gøre det op igen. Han så dog ikke nogen grund til at hun skulle betale igen for sin tid i templet. Det havde ikke været hans ressourcer, han havde bare taget dem der naturligt var i templet delt dem ud til en der havde behov for hjælp. Han tænkte aldrig længere end det.

Han vippede lidt på fødderne som Chilam begyndte at finde penge frem. ”Det er jeg glad for. Der er ikke mange penge i at være vandrer.” Og så var der også aspektet af at han ikke kunne finde ud af at administrere penge. Af alle ting han havde lært, så var dét ikke ligefrem noget der havde stået højt på hans liste. Han vidste man betalte penge for goder, men om noget var til overpris eller ej så han næppe, med mindre det var meget tydeligt.

”Okay, jeg er klar,” sagde han med et grin, og kigge kort på sin taske og sin stav, men ignorerede dem. Der var ingen grund til at tage dem med, da de formegentlig ville komme tilbage. Da hun dog kom tilbage til døren, var han hurtig til at tage hendes arm i hans egen. ”Så du ikke bliver væk,” pointerede han. Han havde set alle menneskene, og selvom Chilam stod noget ud, så var der overraskende mange høje folk her i byen, for ikke at nævne minotaurerne. Folk blev hurtig væk syntes Kai.

“Nej - det tror jeg gerne på!” Grinte hun, som hun begyndte at tjekke at hun havde det hele med. Da hun var helt sikker på, at det hun skulle bruge var på hende. Så åbnede hun døren, og skulle til at vise ham ud. Men da lagde hans arm omkring hendes, et skævt forsigtigt smil dannede sig på hendes læber. Som de ravgule øjne kiggede op på Kai. 
Hun tog en langsom dyb indånding, og måtte minde sig selv om - han ved ikke hvad han gør, han forstår ikke hvordan det kan misforstås. Og det var en ting hun var nød til at lære at leve med, hvis hun kunne leve med det. Men nu, var hun i hvert fald mere fokuseret på at de skulle finde vej hen til badehuset mere end nogle andre tanker der kunne finde på at krybe ind i hendes hoved. 
Et kort nik “Ja der er også mange mennesker i denne by! Man kan hurtig blive forvirret.” Svarede hun, inde hun ledte dem ud af kroen igen. 
Ned igennem de snoede stræder, var Chilam ganske enkelt bedre til at undgå de store folkemængder. Det var som om hun havde gjort det hele hendes liv, som hun trak Kai med sig, så de undgik de værste fælder og ville gå i stå på vejen hen til deres destination. 

Endelig stod de foran en bygning, hvor at flere mennesker kom ud. Nogen i kåber, vådt hår andre fuldt påklædt men det var ganske enkelt tydeligt at de havde været i bad. 
Chilam trak dem med ind i huset, hvor de ville blive mødt af en kvinde der sad bag en stor disk. En satyr? Et smil spredte sig på topalis pigen, som hun gik hen. “har i nogle bade klar?” Hun nikkede, som hun tyggede på en pind hun havde i munden. Uden at sige noget, kastede satyren med sine horn imod dørerne. Chilam takkede og smed nogle krystaller foran som der blev taget. To plader blev lagt foran dem. Hun tog den ene, og gav den anden til Kai “Det er delt op i køn, så du kan tage døren der til højre og jeg det andet. Der er fælles bad når man er færdig med at vaske sig af. Man plejer at tage håndklæder der ligger der inde omkring sig som man så kan have på i badende der inde” hun gik hen til dørene og lagde fingrene omkring håndtaget. “Ses om lidt!” Også trådte hun ind i rummet hvor at damp ramte hendes ansigt med det samme. 
Hun kunne allerede mærke hvordan musklerne i hendes krop begyndte at slappe af i hendes krop.

Kai tænkte ikke over det. Han rørte altid folk som om at der ikke var noget galt i det, og måske han ville have mindet sig selv om det, hvis det ikke var fordi Chilam selv lod som om at intet var hændt mellem dem. Hvis hun havde set forkert ud, påpeget det, eller sagt at følelserne stadig var der, så havde han nok også holdt mere igen, men det gjorde hun ikke, så han var hurtig til bare at forsætte den gamle rutine.

Turen ned til badehuset var lidt overvældende. For Kai virkede det lidt som om at der var en konstant lugt af parfume henover byen, og så var der bare generelt meget lummert. Det var helt sådan så han havde lyst til at tage tøjet af, selvom han godt vidste at det næppe ville hjælpe på meget.
Det blev ikke meget bedre da de nåede badene, men det var anderledes her, ikke ligeså meget sved og kæmpe mængder af folk. Det var tydeligvis ikke store badetid i øjeblikket.

Han tog pladen han blev givet, men kiggede med et lidt forvirret blik op på Chilam som hun forklarede. Uanset hvor lang tid han vandrede, så var han ret sikker på at han aldrig helt lærte hvad der lige skete for badehuse. De havde nogle regler, og var meget strenge om at kvinder og mænd skulle være separeret, heldigvis virkede det til at der var et fællesbad.
”Vi ses,” grinede han lidt tilbage, før han selv gik ind i rummet til mænd. Han klæder var mindst ligeså beskidte som sig selv, men han fik hevet dem af, og børstet det værste af, inden han begyndte at bade sig selv. Igennem håret, og hans krop. Vandet var stadig først rigtig mørkt, som han skrubbede flere ugers rejser af sig, men efterhånden blev det klart, og han lignede lidt en ny mand. Noget af at håret og skægget var stadig for langt, men han lignede mere drengen fra et år tilbage. Bortset fra at nu når håret var løst, så kunne man se enkelte steder han var en anelse tyndhåret. Ikke voldstomt dog.

Han fik fat i et håndklæde, før han gik videre ud til de såkaldte fællesbade.

Chilam var slet ikke i nærheden lige så beskidt som Kai, faktisk havde hun været i badehusende blot få dage forinden. Ellers tog hun sig til takke med det lille vand bassin hun havde i kroens værelse, som måtte være mere end rigeligt til at få vasket den værste støv af.
Men derfor, måtte den hvidhåret kvinde indrømme at badende - var hurtigt blevet en af hendes yndlings steder i hele byen. Både hvordan det kunne bløde op i de spændte muskler, men også blot hele velværen omkring det at passe på sig selv. Det havde jo ikke været en ting, som hun havde gjort sig meget i. Ikke før hun var gået på denne rejse igennem landet; det havde bestemt gjort vidunder for den spinkle kvinde. 

Chilam tog armen af, for at vaske den og stumpen af armen som der havde ligget i en pose. Ellers havde de hurtigt erfaret at metallet ville skære igennem. Det havde været nogle smertefulde uger, som de prøvede at få den til at virke som den gjorde nu.
Men da hun var færdig, tog hun armen på igen. Den skulle hun nødig have at en eller langfingrede person stak af med. Den var uerstattelig, og når man først havde vendt sig til at have to arme, var hun desværre ret sikker på at vende sig til det andet - ville være svære. 
Hun lagde et tyndt håndklæde omkring hendes krop, som hun endelig trådte ud i fællesbadende. Der var flere huller i jorden, hvor at folk sad med håndklæder omkring sig i vandet. Der var da også enkelte der gik rundt nøgne. Blufærdighed, havde hun hurtigt fanget, ikke var en ting her i badende for dem som ikke havde lige så mange penge, til at tage op til badehusende for de adelige. 
Den varme luft ramte dem igen, da det hele foregik i en udendørs have. Hendes blik lagde sig på skikkelserne der kom ud fra mændenes vaske rum. Hun kunne ikke se Kai endnu, så hun lystede over til et bassin som der ikke var andre i. Lige så stille gled hun ned i det varme kilde vand, og lukkede øjnene nydende. Ja, det var bestemt her alle hendes krystaller forsvandt hen. Det gjorde bestemt underværker, for en hårdt arbejdet krop der havde danset rundt. Selvom - i dag ikke havde været så aktiv som normal.

Kai havde ikke engang overvejet at tage håndklædet om sig, men gik bare ud i hele sin herlighed til hvor badene var. Lyset var lidt kraftigere her, og han blinkede et par gange for at få det værste sol ud af øjnene, som han gik i stå og kiggede sig om efter Chilam. Til trods for folkene, så var Chilam nem at se, hendes lyse hud, nu ren, var nem at få øje på blandt folk som generelt var mørkere hernede.

Han gik over til badet, hun sad i og lagde håndklædet til siden, som han sank ned i det varme vand. Han kunne nærmest mærke hvordan alle musklerne begyndte at løsne sig op af det varme vand.
”Du havde nok ret i at jeg havde brug det,” indrømmede han. Nu når Chilam kunne se det hele af Kai, så kunne hun også se at han egentlig lignede sig selv. Der var et par enkelte nye ar, og muligvis også en tatovering eller to mere, hvis hun kunne huske hvordan det havde set ud, selvom det blev var en forlængelse af hvad han allerede havde på ryggen.

Hun smilede til ham, som han kom ud og gik hen imod hende. 
Selvom at hun ikke tænkte videre over, at han ikke havde valgt at tage håndklædet omkring sig. Så mærkede hun alligevel et snert af rødme der steg i hendes kinder. Det var trods alt stadig en mand hun havde haft, havde, følelser for. Så pludselig var det en anden sag, men følelsen forsvandt også hurtigt. Som hendes blik gled over hans krop, han lignede sig selv, og det hjalp en smule af nervøsiteten hos den unge Topalis. Chilam fugtede hurtigt sine læber, og gjorde sig tilpas i badet som hun så ham stige i.
“Med alt det skidt du havde samlet, er jeg ikke i tvivl om jeg havde ret! Men... godt” svarede hun med et smil på læben, hun lænede sig imod stenen bag hendes hoved og lukkede øjnene. Nød hvordan at varmen omsluttede de spinkle arme og ben. Det var næsten lige før hun flød på vandet, så afslappet var hun. 
“Du har fået nogle nye tatoveringer?” Spurgte hun så efter et minuts stilhed, dog stadig uden at åbne hendes øjne. Hvis hun kunne, ville hun tage bolig i vandet, hvordan kunne noget være så skønt?

Kai tænkte ikke over at han blev kigget på. Blufærdighed havde aldrig været en følelse han egentlig havde haft, og ærligtalt var han glad for endelig at smide munkeroberne. De var praktiske, især i det her vejr, hvor man skulle passe på ikke at blive dehydreret, men nøj hvor ville Kai gerne bare rende rundt i bukser som det eneste og mærke den friske luft på hans hud. Lidt hjemve havde han fået, men han følte trods alt at han havde behov for at se lidt mere inden han vendte snuden hjem.
Ligesom Chilam, lagde Kai sit hoved mod stenene, og bare lod sig opsluge om vandet, men vendte hovedet lidt mod hende da hun begyndte at snakke til ham.

”Et par stykker,” indrømmede han. De var dog ikke ligefrem nemme for ham selv at se. ”Jeg fik en inden jeg tog afsted fra templet.” Det var både for minde ham om templet, men også minde ham om hvorfor han tog afsted. Ikke at han kunne se det uden et spejl. Han havde en tendens til at vælge placeringer så han ikke selv kunne se dem. ”Og der var også en venlig kvinde oppe i Medanien som gav mig en gratis.” At hun havde valgt motivet, gjorde ham ikke noget. Det passede jo stadig til resten af den mørke farve på hans hud.

Da han svarede, lænede hun sig en smule op, så hendes øjne der åbnede kunne ligge sig på hans skikkelse. Hun havde altid været imponeret over hans tatoveringer, men hun mindes ikke at hun faktisk havde spurgt omkring meningen bag dem.
Hun fugtede læberne, og skulle lige til at snakke til Kai, som en yngre kvinde kom forbi dem med en bakke med te på. Hun var klædt i næsten de samme løse klæder som Chilam selv havde haft på, som hun dansede rundt på pladsen. Det fortalte også en mulig historie om, at stedet her også havde andet service de kunne tilbyde. “Kan jeg byde jer på noget te?” Spurgte hun, og satte sig på knæ ved siden af bassinet, Chilam nikkede med det samme. Te blev stillet ved siden af dem, sammen med et glas kølende væske. 
Med et smil, nikkede hun og gik videre til de næste kunder der sad og nød vandet lige om dem selv. 

Ganske hurtigt, drak hun noget af den kølende væske, det smagte lidt som nedkølet te med en meget sød smag. “Så - har alle dine tatovering en betydning for dig, eller er der nogen du bare fik fordi - hvorfor ikke?” Spurgte hun stille, og satte kruset fra sig igen, og gled lidt længere ned i vandet. 

Kai kiggede lidt undrende op på kvinden, som hun kom og tilbød dem te, før han kiggede over på Chilam, og nikkede med hende. Han var aldrig blevet serveret noget i badet før, hvilket var et lidt mærkeligt koncept for ham. Man spiste og drak på andre tidspunkter end at man var i badet, men hvis Chilam mente det var en god idé, så måtte han jo gå med til det.

Han tog selv noget af den kølende væske, stadig lidt forvirret omkring det, men kommenterede ellers ikke rigtig på det.
Hurtigt blev samtalen dog også vendt mod Kais tatoveringer igen. ”Det er lidt forskelligt,” indrømmede Kai, og fik møvet sig lidt rundt, så han kunne vende ryggen til hende. ”Altså, det store Thatos symbol, som er midt på min ryg,” han prøvede at pege med sin arm over skulderen, selvom han ikke ramte helt rigtig. Dog var symbolet meget tydeligt, og stod ud mellem de mindre tegninger omkring det. ”Det betyder naturligvis noget. Han er trods alt guden jeg følger, men sådan noget som den her,” han flyttede sin arm ned for at pege lidt på nogle tatoveringer der var ved hans talje. ”Det var fordi hende i Medanien mente at det var ville se fedt ud med resten.” Egentlig kunne han dårligt huske hvad han havde på ryggen efterhånden, men han holdt nu stadig af dekorationen.

Hendes blik blev fanget ganske hurtigt af de mange snoede tatoveringer, der fæstnede sig på Kais ryg. Selvfølgelig; som han også udpegede var der ene af dem symbolet for Thatos - et skjold som var gennemboret af et spyd. Ude omkring tatoveringen var en masse andre markeringer, som hun ikke helt vidste hvad betød. Sådan som de snoede sig rundt, og dannede tykke sorte streger hen over ryggen hans skuldre og ned til taljen. Uden helt at tænke over det, lod hun finger glide hen over der hvor han påpegede hun skulle kigge. 
“Det vel også helt okay, at dekorerer sig selv, hvis det er hvad man føler for!” Sagde hun med et smil på læben, og lænede sig tilbage i badet igen. Dog uden at tage hendes blik fra ham. Hun havde selv overvejet at få nogle, men hun vidste ikke helt om det ville gå så godt til den meget lyse hud hun besad. Derfor gled ordene stadig hen over hendes læber, som hun rakte ud efter teen som hun håbede var kølet af på nuværende tidspunkt. “Tror du tatoveringer ville klæde mig?” Hun tog en slurk “Av av av, åh, det var varmere end jeg regnede med!” Udbrød hun, som hun satte kruset fra sig ganske hurtigt, og begyndte at drikke grådigt af den kølige væske, som også var blevet dem givet.

Kai lod Chilam pille som hun ville, det var lidt ligesom når han viste dem til småbørn. De blev altid så fascineret af det. Ikke at han havde vidst meget af dem det sidste års tid. De var trods alt godt gemt når han faktisk sørgede for at have tøj på.
"Jeg ser i hvert fald ikke noget galt med det. Det er meget fascinerende at man har formået at kunne farven ens hud permanent, ikke?" sagde han, også selvom det gjorde ondt. Der var dog bare noget ved at se gamle mennesker der havde fået tatoveringer for unge, og de stadig havde dem. HUden var mere rynket og slap, men Kai syntes stadig at det så sejt ud.

Han nåede slet ikke at svare på hendes spørgsmål, før hun begyndte næsten at skrige op om at drikkelsen var varm. Først så han lidt bekymret ud, før han begyndte at grine, og han lænede sig tilfreds mod muren.
Der gik noget tid, men efterhånden fik han styr på sin latter. "Jeg troede du var vant til at komme her!" Hvis hun var, måtte hun da også kende til varme på deres te. Der gik et øjeblik mere, før han endelig også svarede på spørgsmålet. "Men jeg tror det ville se smukt ud mod din lyse hud."

Hun kiggede bebrejdende på ham, som hun hørte hans blide latter der rungede omkring dem. Men også grundet dette, var det svært for Chilam at blive alvorlig sur på ham. Selvom, at den varme væske virkelig havde gjort et nummer på hendes tunge. “Jamen jeg troede jo ikke den var så varm!” Mumlede hun på bedste vis, hvilket var svært når tungen var helt ru grundet chokket fra teen. 
Men jo mere hun tænkte over det, desto mere blev hun også enig omkring at det var sjovt. Og en latter forlod også hendes strube, som hun viftede med hånden imod den brændende tunge. 

Da det endelig var blevet en smule bedre, løftede hun brynene i overraskelse. Han synes det ville se smukt ud på hende? Blikket lagde sig på den ene arm som stadig var den blege lyse farve, som resten af hendes hud var. Måske han havde ret, men i så fald hvad skulle hun få? Lidt af det samme snoede, som han havde? “Hmm, du har ret, der er noget ganske fascinerende ved at man har kunne formå at skabe vedvarende kunst på ens krop.. men det vel også derfor så mange ikke for det tænker jeg?” Sagde hun med et smil på læben, og trak lidt på skuldrene. Hun lagde sig stille ned i vandet igen, og tog en dyb indånding. “Synes ikke at dine hvide plamager har spredt sig ganske meget, siden sidst? Eller er det noget jeg bilder mig ind?”

Alle havde vel prøvet at brænde sig på noget varm mad eller te, og selvfølgelig var det ikke sjovt i selve øjeblikket, men når det kom ud af det blå. Der var bare noget så menneskeligt over det.

"Det tror jeg, det er en svær beslutning," indrømmede han, selvom den ikke havde været svær for ham. Han havde dog set hvordan folk var bekymret for at de ville fortryde det senere hen. En tanken der havde slået ham engang, men den var hurtigt forsvundet. Han levede ikke så mange år, siden han var menneske, så hvorfor skulle han kunne nå at fortryde valget?

Han tog en hånd op til sin hals, da hun nævnte de hvide plamager, næsten i et forsøg på at dække over den der var der. "Jeg ved det ikke... vi har aldrig helt fundet ud af hvorfor de breder sig, og hvornår de gør," indrømmede han, en anelse forlegent. Han havde lært at leve med dem, men de kunne stadig frempovokere den følelse af at være lidt af et udskud pga. dem. "Jeg har dog ikke haft så mange spejle at se mig i for faktisk at kunne tjekke."

Hun nikkede, og kunne mærke et sug i maven. Det var ganske tydeligt, at se hun havde gjort ham forlegen ved at nævne det. Og det havde trods alt ikke været hendes mening. 
Tungen gled en smule hastigt ud over hendes læber, for at væde dem, for at have noget at lave mens hun tænkte. Dog havde hun glemt hvor brændt tungen var, og pev en smule over smerten der skyllede sig kortvarigt over den. Forhåbenligt ville der ikke gå særlig længe, før at det ville stoppe. Selvom hun før havde prøvet, at brænde sig så voldsomt på varmt mad, at der var gået næsten over en dag før det var blevet normalt igen!

“Det.. er rigtigt” mumlede hun, som hendes fingre gled igennem det våde hår, og trak det helt væk fra hendes ansigt. “Havde glemt, du ikke helt var sikker på hvordan det fungerede” hun gav ham et forsigtigt smil, og blinkede med sit ene øje. “Men jeg husker også, at jeg synes det var ganske smukt!” Grinede hun, og lukkede øjnene, som hun sank ned i vandet. 
Igen ramte tankerne omkring deres sidste møde, og selvom det var rart at kunne sidde og snakke som om intet var hent. Blev det ved med at søge i hendes underbevidsthed, ind til at hun igen kom i tanke om det. Scenen af hvordan hun var stukket af, mens at Dairinn havde holdt omkring ham. 
Hun måtte igen tage en nervøst vejrtrækning, som fyldte hendes lunger. Fraværende begyndte hun også at gumle på underlæben. 

Det forlegne smil forlod ikke ligefrem Kai,som hun begyndte at kalde  ham smuk igen. Han huskede stadig en af de første samtaler de havde haft, hvor hun havde sagt at han lignede et kunstværk. Det var svært ikke at lade det brænde sig fast, selvom Kai næppe genkendte sig selv i komplimentet. Hun havde dog heller aldrig selv virket til at værdsætte sin lyse hud, selvom Kai synes den var smuk. Som nyfalden sne om vinteren.
"Jeg... Tak," sagde han og grinte lidt, forlegent og akavet, og han løftede hånden fra nakken og op til det filtrede sorte hår på hovedet, før at køre den igennem, selvom det hurtigt sad fast og han blev nødt til at vikle den ud af det igen, et par sorte strå fulgte med.

Hendes nervøsitet gik ham dog ikke helt forbi. "Er du okay? Er varmen ved at blive for meget?" spurgte han forsigtigt, som han kiggede på hende med de blå øjne. Han havde lidt lyst til at række ud efter hende, men han var ikke helt sikker på at han burde. Måske der stadig var en mur mellem dem.

Er du okay? Er varmen ved at blive for meget?
Hun trak sig lidt ind i sig selv, som hans ord ramte et ømt punkt. Det havde været for meget at forvente, at hun bare kunne ligge hendes følelser på hylden. At hun bare kunne tro at alt ville være okay, hvis de lod som ingen ting. Men det sidste hun havde lyst til, var at lave en scene midt i badeanstalten. Men hun var også overbevidst om, at hun ikke kunne lyve for ham. 
Alligevel fik hun fikset et smil på læberne, som hendes øjne åbnede sig og lagde sig på hans skikkelse. “Ja jeg er okay..” startede hun ud, og da hun godt kunne høre det ikke lød helt oprigtigt. Sukkede hun og satte sig op i en stilling hvor hun igen kunne betragte ham ordenligt. “Jeg - synes måske stadig det er lidt svært at få det ind i mit hoved, at du igen sidder foran mig” sagde hun smule forlegen, og lod blikket glide hen over de mange mennesker som var i rummet med dem. Lagde mærke til de farverige klæder pigerne der bragte drinks rundt tilbød dem der nød de varme kilder. Folk der havde sat sig i midten af rummet, og nød drikkevare og en vandpibe. Det var generelt en meget rolig atmosfære omkring dem, men lige nu havde hun svært ved at lade roen sætte sig helt i hendes indre. 

Heldigt for Chilam, så var Kai ikke en der vidste  når hun løj, og tankerne om at hun kunne finde på det, lå så langt fra hans tanker at han ikke overvejede det. Selv var han jo også overvældet over at hun var her. Derfor forsøgte han heller ikke læse hende, ikke som han måske gjorde med andre folk, dem han huskede kunne være lidt skidte.

Kai rakte en hånd mod Chilam, og lagde den på hendes skulder, med omsorg i øjnene. "Jeg synes også det er lidt mærkeligt. Det er så lang tid siden," prøvede han at trøste hende med. Hans egne øjne gled dog ikke rundt for at kigge på alle de farverige folk. For ham var det vigtigere at hun fik det okay igen. Måske var det fordi hun var anspændt? Spørgsmålet lå på hans tunge, men han kunne alligevel ikke få sig selv til at spørge. Var det for meget så tidligt, men det kunne være at hun så ikke virkede så anspændt og ked af det.

Som hånden blev lagt på hendes skulderen, kommanderede han hendes øjne tilbage på hans skikkelse. Ikke at han nok havde ment det, men hun kunne ikke andet. Et skævt smil var at finde på hendes ansigt, øjnene betragtede ham sigerligt. Det var et af de øjeblikke, hvor hun havde set noget der var alarmerende, men ikke helt fået proceserede det i hendes hjerne. 
Vent, noget var galt, var det ikke?
Brynene rynkede sig imod hinanden, som hun drak ham ind. Hvad var anderledes? Hendes fingre gled dog hurtigt hen imod hans hoved, og trak det så ned som hun betragtede hans hår. “Vent, hvad er der sket med dit hår?” Sagde hun med en hæs forskrækket stemme, havde der ikke lige været hår i hans hænder som han havde trukket dem ud? Hun prøvede dog at få sig selv til at falde ned igen, måske havde han blot prøvet at klippe sig selv - også var det gået grueligt galt! Ja, det måtte være - det måtte være det ikke? 
Dog hvæsede en stemme af hende, at det var hendes skyld. Hun havde jo set det kort, da han var begyndt at rive sig selv i håret. Havde det virkelig været så voldsomt?

Kai havde ikke engang registreret hårene selv, så derfor følte han sig også en smule overfaldet som Chilam bare næsten skubbede til ham, så hun kunne se hans hovedbund igennem. I det hele taget var det okay, og ingen rigtige skaldede pletter, men længden af hår var tydelig, og lidt tyndt visse steder.
"Hvad laver du?" udbrød han, som hun begyndte at gennemsøge ham, og han ikke kunne gøre så meget andet end at lade hende. Alligevel voksede panikken lidt i ham, for han vidste hvad der var sket sidste gang (selvom minderne var lidt sløret), og det var en kamp han måtte bære lige siden.

Spørgsmålet om hår var ikke unormalt. "Det... Ehhhmm.." hvordan skulle han forklare sig, især som han ikke engang kunne se ind i hendes øjne, og sørge for at det er okay.
Han forsøgte at få fat i hendes hænder, så han kunne fjerne dem, og tvinge hende til at stå stille og kigge ind i hendes øjne. "Rolig Chilam. Der er ikke noget galt." Lidt af en løgn, men lige nu måte hun slappe af. Den efterfølgende sætning gjorde det endnu mere tydeligt at noget var galt. "Det her er nok ikke stedet at snakke om... mit hår." Han kunne ikke fortælle alle om at han rev sit hår ud. Det var mærkeligt.