Det blev langsomt tydeligt, at han gættede forkert. Meget forkert virkede det endda som om, da hans sidste gæt som gartner - hvilket altså var et meget respektabelt job, blev leet skjult af. På trods af at han prøvede at gemme det lidt bagved sin hånd, var det ikke med nok indsats til at Aldamar ikke så det. Men det irriterede ham ikke - nej, kortvarigt trak han selv i et lidt forvirret smil, godt ledt på vej af den muntre energi der lå i Fabians blik. Hvad var det morsomme dog?  Var han højere end en gartner? Aldrig overvejede Aldamar at man kunne gå længere ned af den borgerlige rangstie, da han mest af alt aldrig havde overvejet muligheden for hvordan adelen udenfor hans eget hjem opererede. 

Udfodringen blev slynget ud i luften, og med et lille brum tog Aldamar den op, en tænkende rynke i panden. Så det var en gætteleg. Han havde altid været god til gåder og gætterier, i hvert fald i følge hans mor. Det måtte da tælle for noget! Aldamar's smil blev i et lille glimt lidt mere ungdommelig drenget, da Fabian sagde at han ikke ville gætte det, og selvsikkert løftedes det ene øjenbryn bagved masken. "Jeg er ret god til at gætte" gled det en anelse drillende over læberne, og Aldamar vippede tænkende hovedet lidt på skrå, og prøvede at trække på alt sin viden om de forskellige erhverv i landet, og hvad der kunne passe til ham. Kort spidsede han munden, med øjne der prøvede at skabe sammenhæng imellem hans udseende og hans hemmelige job.

"Du er jo nydelig og ren at se på, men du kan ligeså godt kun se sådan ud grundet ballet her til aften. Det ville ikke overraske mig, hvis det ikke er dit eget tøj. Du er stærk - " Aldamar holdt en kort pause, Fabian var sandsynligvis endda stærkere end ham selv, ved nærmere øjesyn. " - så et arbejde der kræver en hvis fysik..." selvom der ikke var meget hud at vise i det fine tøj, fyldte Fabian det godt ud. Med en nu mere forvirret hovedrysten gled Aldamars hånd over kæbelinjen, tænkende. "Og så er der det hår..." mumlede han næsten irritabelt, mest fordi han havde svært ved at sætte langt hår sammen med andet end adelige og elvere.

Det var ikke gået op for Aldamar at han i øjeblikket var skiftet til du fremfor de. "Du arbejder som ridder! Eller væbner, de må stadigvæk gerne beholde håret!" hans hænder blev med et understregende klap smækket sammen, og et muntert glimt dansede omkring ham, var det rigtigt? "Det, eller også er du kusk med nogle stride heste at holde styr på..." tilføjede han lidt mere reflekterende, og med tanke på hans stærke overarme, kuske var jo ligeså ofte med for at se  lidt kønne ud i baggrunden, var hans erfaring.

Det undrede ikke Fabian at Aldamar ville have svært ved at gætte hans erhverv. Det var noget af det laveste man kunne være i manges øjne, og hvad lavede en af hans slags her til et bal for de adelige? Mange af dem så sig virkelig blind for potentialet der var i at hyre en som ham, som deres ledsager. Især når Fabian kunne se ud præcis som de ønskede, selvom det indelukkede, lidt stramme tøj, ikke ligefrem var hans fortrukne. ”Nååå...” kom det blot, da Aldamar virkede selvsikker i sin sag.

Fabian kunne nærmest mærke hvordan Aldamar så ud til at sluge hver detalje af ham til sig. Det føltes rart at blive værdsat for den krop man var født i, modsat den krop han skabte. Det eneste der ikke var hans eget i øjeblikket, var trods alt noget af håret.
En let leen slap ud af Fabians mund, da Aldamar nævnte håret, og han kørte prøvende en hånd gennem de lange lokker. De var nu ikke helt så unormale i hans erhverv, og han nød at have det i den længde. Pigerne havde haft fat i noget, da de sagde at det lange hår fik dem til at føle sig smukke.

Da Aldamar endelig kom med sine gæt på hvad han var, lod Fabian stilheden trække ud, mens det hemmelighedsfulde smil dansede på hans læber.
”Det er desværre ikke rigtig,” sagde han langt om længe med et grin. ”Men jeg er da beæret over at du tror at jeg kunne være en ridder.” han lagde sin hånd på sit bryst, med et kækt glimt i øjet.

Svaret blev trukket ud, og Aldamar nåede faktisk et lille sekund at tro han havde ret, det skulle lige ligne adelsfruen at have trukket en ridder med sig som selskab! Men med et hemmelighedsfuld grin skød han den tanke ned, hvilket fik Aldamar til at ryste opgivende på hovedet. At give sig i kast med flere gæt ville jo næsten kun gøre det pinligt, hvis han ikke begyndte at gætte rigtigt. Dog gled blikket hurtigt tilbage da Fabian med en kæk energi i sig, tog fat i riddertitlen. Aha? "Hvorfor skulle jeg ikke tro det?" gled det undersøgende over Aldamars læber, der et kort øjeblik ikke kunne lade værd med selv at grine en anelse friskt, og følte hans ansigt tage en trækning af påtaget adelig proffesionalisme nu, et vurderende glimt i de blå øjne.

"Jeg kender mange gode folk du kunne gå i lærer hos, hvis det handler om en læreplads.." fulgte han op med, stemmen faktisk ret så seriøs, som om at han mente tilbuddet. Hvem kunne sige nej til en prins? Dog drillede Aldamar ham primært, da noget i hele mandens energi og holdning indtil nu, talte sit eget sprog - det var ikke fordi han ikke kunne. Nok mere fordi han ikke gad. Men måske kunne han lokke svaret ud af ham på den her måde, hvis udsigten til at arbejde som ridder pludselig blev smækket på bordet. "Og mon ikke en rustning ville klæde dig, mr. Silva?" fulgte Aldamar småleende op med, men gjorde samtidigt sit bedste for ikke at bryde den seriøsitet omkring tilbuddet, som han lagde i sin rumlende stemme. 

Fabian mente ikke at han mindede meget om en ridder, men måske var det også fordi han kendte sig selv. Han vidste at han ikke havde personligheden til det, men udefra kommende havde nok en lidt anden mening om ham. De så jo kun hvordan han så ud, og Aldamar havde jo ingen reference at arbejde ud fra, udover at Fabian havde fungeret som Lilianas håndtaske. ”Mmmh... hvis du kendte mig bedre, ville det nok være en anden sag,” indrømmede Fabian alligevel efter lidt betænkningstid.

Fabians øjne blev lidt store, en anelse mistroisk, men mest fordi det lød så absurd, at det var lidt sjovt at høre på.
”Altså, jeg ville se godt ud i en rustning,” sagde han, mens han tydeligt prøvede at holde et grin inde. Adelige var nogle finurlige væsner, og han var ikke vant til det. ”Men, så ville jeg ikke have muligheden for at vise det her frem,” han brugte begge hænder til at indikere sin krop, men holdt også lige et ekstra øje på Aldamar. Bare for at se hans reaktion på så tydeligt at blive indbudt til at se på ham. Han havde lidt haft fornemmelsen af at Aldamars øjne nogen gange havde været lidt lang tid på ham, som var han interesseret.

Aldamar's øjne glimtede en anelse småleende ved hans bekræftende ord, og langsomt begyndte han at nikke. Så bestemt, en rustning klædte trods alt rigtig mange i fyrstesønnens øjne, men var ikke meget i tvivl om at den ville sætte Fabian i et andet lys, end det man så omkring ham nu. Dog stoppede hans nikken med et ryk, da den blonde mand næsten... fremvisende gestikulerede til sin trænede krop. Hvad havde han gang i? Perplex var Aldamar i det øjeblik, da han overrasket tog sig selv i at stirrer næsten skamløst på Fabian i nogle sekunder - det havde han ikke prøvet til et bal før, inden at han med en forlegen rømmen tvang blikket væk og tilbage udover Zircon. Hænderne blev smækket over sten-gelæneret, hvor at dens velkomne kulde forhåbentligt en dag ville bevæge sig op til hans tildækkede men varme kinder.
"Ehøh, nej. det ville du ikke..." gled det mumlende fra Aldamar, der ikke helt vidste hvad han skulle sige eller gøre af sig selv, men nægtede at møde hvad han følte var et  drillende blik fra Fabians side. Måske tog han fejl, men det var som om, at den blonde mand fandt det lidt sjovt? Og det gjorde ham overraskende nok, ikke så meget som det burde gøre. 

Helt reelt burde Aldamar være blevet meget mere forarget over den kommentar, da det bestemt ikke var noget man nævnte eller bragte op til et bal, som det Arys familien havde sat op. Det var et brud på etikkete! Og så slet ikke som en kvindes tilbehør! Men skulle han have reageret 'rigtigt', skulle hans stemme have været mere myndig, fast, og nok ikke bekræftet Fabian i sine egne ord til at starte med... og Aldamar var derfor tavs, imens han prøvede at hitte rede i hvordan mand ikke tabte ansigt.

Det var præcis den reaktion Fabian havde håbet på. Ikke at han kunne bruge informationen til specielt meget. At erhverve sig en potentiel til et maskebal, det var måske for meget at bede om, for ikke at nævne at adelige havde lidt højere standarder end faktisk at betale sig til selskab på den måde.

Problemet var lidt, at Fabian så det lidt som en udfordring som Aldamar bakkede tilbage ned, og han var ikke kendt for at bakke ud, når sådan noget først var kendt. Enkelte havde sagt at han ikke havde den der lille stemme til at fortælle ham når noget var for farlig.
Han gik lidt tættere på, brød lidt ind i Aldamar's bobbel, og kiggede på ham, igen med sine intense øjne. Han sagde, med lavmeldte ord. ”Der er intet galt i at kigge.” De gjorde jo ikke noget de ikke måtte. De var bare to mænd på en balkon, som havde en samtale om alt mellem himmel og jord. Om den samtale så måske også faldt på hvor kønne mænd var, det var jo så blot det, og Fabian kunne godt holde på en hemmelighed. Så som at Arys prinsen måske også fandt det lidt charmerende med et par stærke arme.

Havde Aldamar befundet sig alene - eller faktisk bare ethvert andet sted end i deres eget hus og hjem, kunne han lige nu have bandet højlydt af sig selv. En god potion skuffelse hang over hans skuldre, og selvkritisk som han var, var Aldamars tankemylder godt igang med at presse hans stolthed længere ned i jorden. Overraskende nok, så beskyldte han ikke andre end sig selv for at reagerer som han gjorde før og også lige nu. Det var trods alt ham der burde vide bedre, ham der var den dannede i næsten alle sammenhænge og situationer! Havde Fabian ikke rykket en anelse tættere på, kunne Aldamar nok sagtens have forsat den tangent af tanker der kredsede i ham.
Han blev dog distraheret, da den blonde mand langsomt kom lidt tættere på, og brød den høflige afstand der  havde været imellem dem indtil nu. Aldamars blå øjne gled overrasket til siden og blev fanget i det intense turquise blik. Var det her en leg fra hans side? Fordi hvis jah, hvor stod spillereglerne så?

Aldamars ører brændte bagved det sorte hår ved øjenkontakten og de lavmeldte ord der gled over hans læber bagefter. Nej, der var intet galt i at kigge, men det var stadigvæk noget der stred imod en årelang opdragelse i pli, hvilket dog ikke var ord Aldamar kunne få ud lige nu. Fabian måtte til gengæld vide hvad han gjorde, sådan som han bar sig selv... fordi Aldamar havde ligedele lyst til at forlade hans selskab for at søge i sikkerhed imellem gæsterne, såvel som lyst til at blive, for at se hvad der skete. 

Aldamar fik endelig vristet blikket fri fra hans, og holdt nu lidt bedre fast i stengelænderet foran ham, øjnene fastlåst på en prik i horisonten. "Nej..." kom det til sidst fra adelsmanden, der dog gav Fabian ret i sit simple spørgsmål, der var ikke noget galt i at kigge.... for en som ham. For Aldamar, var der noget galt med det, et eller andet kringlet sted i logikken. 
Dog kunne han ikke få sig selv til at rykke sig, da han egentlig... ikke helt kunne slippe den summen der blev skubbet til af den blondes selskab. Det var dog aldrig noget der ville glide over hans læber her, og så slet ikke nu. 

Skam var en sjov følelse. Fabian kunne godt se hvordan den vejede ned på Aldamar, over et par så uskyldige ord, men Fabian selv havde lagt skammen væk for mange år siden. Han savnede den ikke, den fungerede blot for at hive sig selv ned, når der var så meget bedre man kunne bruge sin tid på. Ikke at han ikke følte skam, men skam over sex og hvem han så på, var noget andet, end at skamme sig over at han havde valgt den forkerte kunde og var blevet synderbanket.
Det betød desværre også, for Aldamars vedkommende, at Fabian ikke havde tænkt sig at bakke væk. Det var jo ikke fordi hvordan de stod var fuldstændig uanstændigt. Måske bare lidt mere venskabeligt end de egentlig burde være.

Fabian lagde sine arme mod gelænderet og lænede sig mod det endnu engang, så de stod side om side. Mindre intenst, selvom Fabian stadig kiggede ud af øjenkrogen hen på prinsen.
”Så kig løs. Jeg siger det ikke til nogen,” sagde han med et smil. Ingen grund til at få prinsen i ballade, for i sidste ende ville det komme tilbage til ham selv, og få ham i problemer. Hvilket han ikke gad, men blikkene fra Aldamar. De var nu meget rare. Det fik ham til at føle sig værdsat, ikke at det var en fremmede følelse for ham, alligevel var det rart især når den anden ikke vidste at for lidt penge, solgte han den gerne til ham.

På trods af at det langsomt trak op til et lille stormvejr i Aldamar's krop og sind, kom det ikke meget til udtryk i det fattede ansigt, der før havde skulle holde facader oppe under pressede situationer. Givet, det her var lidt ude i en anden boldgade end den han normalt spillede på... men hans hårdt prøvede selvkontrol var nok også det eneste der gjorde, at han... turde blive omkring Fabian lige nu. Han kendte sig selv ret godt, og regnede med at han kunne stoppe imens legen stadigvæk var sikker - det var den stadigvæk nu.
Hvordan Fabian havde gennemskuet ham, jah det var han nu ikke helt overrasket over. Han var en køn mand at se på, og Aldamar var af person en der værdsatte skønhed i alle dets former, dog altid på afstand. Men hvorfor han følte for at samle op på det, se det kunne han ikke helt greje... hvad fik han ud af det? Mistænksom anlagt var han - rygter hang forfærdelig ofte fast længe, og selvsamme mistro mødte kortvarigt Fabians blik da han alt for afslappet lænede sig imod gelænderet og talte. Jah som om, havde han lyst til at le. Men efter kort tid glippede Aldamar overrasket med øjnene, ved den manglende snurren i fingerpidserne, som burde være kommet efter hans ord; en anelse overrumplet over at han i givet fald måtte tale sandt.

Med mistro og tiltro i konflikt, strammede Aldamar nu grebet om kanten - det her var decideret absurd, det gav ingen mening! Men i sidste ende gav det mistroiske blik sig, og Aldamar tillod sig at udnytte tilbudet der stadigvæk hang i luften. 
Han havde altid kunne læne sig op af sandheden i sin magi.... og så længe det ikke virkede som farligt terræn - så længe ingen alarmklokker gik i gang, kunne han lægge mistænksomheden på hylden, til fordel for en sjælden fornøjelse til sig selv... kunne han ikke? De var jo trods alt en anelse langt væk fra hovedfesten... og talte Fabian sandt - som det virkede til at han gjorde, jah så var det en flygtig mulighed for en mand som Aldamar, en ud af få.

"Ikke helt dårligt..." mumlede han til sidst, og kiggede igen ud imod Zircon, et fattet udtryk over masken, men en forræderisk varme i bagved den. Oven i det, opdagede han først hvor adelig-arrogant det lød bagefter, men stod ved det. Han havde ikke vidst hvad han ellers skulle sige i stilheden der havde fulgt, efter han havde betragtet Fabian. 

Det var måske et lidt for selvtilfredst smil der var over Fabians læber, som han mærkede øjnene fra Aldamar tog ham ind. Tøjet gjorde da også vidundere for at vise blandt andet hans røv frem til offentlig skue. Det var meget sjældent han havde så pænt tøj, så det måtte hellere udnyttes, og hvis det blot var for at få prinsen til at stirre, så måtte det være det.
Han øjne kiggede lidt til siden, og de røde kinder gik ikke stille forbi Fabian. Tænk at der stadig var nogle der var så uskyldige. Det var et dejligt afbræk fra hans dagligdag.

”I lige måde, man kan se at du selv gør noget ud af din krop,” svarede han tilbage, med et vågent øje på Aldamars reaktion til det. Der var bare noget sjovt at stikke til den anden mand omkring det her. Hans reaktioner var måske ikke tydelige, men når man vidste hvad man skulle kigge efter, så var de så... sjove.
De to mænds fysik var dog ganske langt fra hinanden, og Fabian havde ærligtalt ikke haft mange jobs, hvor han havde skulle ligne en som Aldamar. Han var ikke nærheden af ligeså muskuløs som Fabian selv var, men hans tøj skjulte irriterende nok også kroppen fra Fabians ellers meget nysgerrige øjne.

Han var alt for selvtilfreds, så meget blev Aldamar efterhånden mere og mere sikker på med de stjålne blikke han en gang imellem fik kastet på Fabian. Sådan som han smilede, sådan som han gjorde sig til i det glimtende tøj; Aldamar var forvirret over hvordan han både virkede til at nyde opmærksomheden han blev givet, samtidigt med at han slet ikke sparede på at give ud af sin egen - et sjovt personlighedstræk, gled det kortvarigt igennem ham. Det var flatterende... men modsat Fabian, tog Aldamar ikke bare imod komplimenten med et smil der fortalte 'at han allerede vidste han var smuk'. Nej, et overvældet gib gled igennem hans krop ved det hurtige modsvar, og Aldamar's blik lynede kortvarigt frustreret da han så skyggen af et smil danse omkring Fabians læber - han havde selvfølgelig set det. Han følte sig leget med. Og han havde ikke helt besluttet sig for, om han kunne li' det endnu.
På den ene side, så havde Fabian lidt for frit spil, og morede sig lidt for godt med at se ham svede. Det var sjældent at Aldamar ikke var i kontrol over hverken samtalen eller samtaleemnet... sådan plejede det at være, ofte i kraft af hans blod alene. Men på den anden side, så vidste Aldamar reelt set ikke hvad han skulle sige eller gøre for at vende skuden og sætte sig selv i førerhuset igen - ligesom nu, hvad svarede man på sådan en kommentar? Der var ikke mange adelige lektioner der havde forberedt ham på de ord fra det menneske. Man kunne måske endda mærke hvordan det tirrede fyrstesønnen at være den der stod både forlegenhed og mumlende tavshed - nu to gange i træk. Hvorfor lod han Fabian gøre det? 
Aldamar rankede sig en anelse. 

"Jeg træner en gang imellem, men nok ikke på samme niveau som dig" fik han endelig tænkt sig frem til som et passende svar, men dog sandfærdigt - han vidste jo stadigvæk ikke hvad Fabian lavede til hverdag, da det ikke var blevet røbet endnu; noget han stadigvæk gerne ville vide, men mest fordi at det nu var blevet holdt så hemmeligt. "Det må være tunge ting du normalt bærer rundt på?" fulgte Aldamar op med, og drejede sig en anelse mest for at holde hans nysgerrige øjne i hans ansigt og ikke andre steder.. Et uskyldigt spørgsmål i Aldamar's øre, og mest af alt for at se om det ville uddybe lidt af hans gætterier fra før. 

Hvad var pointen i at se smuk ud, hvis det gjorde at andre følte sig intimiderede, fordi de slet ikke følte sig ligeså smuk. Det var lidt af en balancegang, men gik den glædeligt, selvom han normalvis gerne holdt hemmeligt at han i den grad vidste at han så godt ud. Måske var det fordi han brugt en god del tid på det, selvom han så let som ingenting kunne ligne en drøm for andre.

Han holdt et vågent øje på Aldamar, kiggede efter reaktioner. Det var vel bare et spørgsmål om tid før han begyndte at blive frustreret over at Fabian fuldstændig dominerende samtalen, og Fabian vidste, dybt inde, at han nok burde trække sig, men det var svært at lade vær. Det var næsten som at drille en lillebror, bortset fra at emnet ikke ligefrem passede til den sammenligning. Men man havde bare et behov.

Da spørgsmålene kom ud, blev smilet hvis det var muligt lidt bredere, og Fabian lod sine øjne kører op og ned af Aldamar, som var han i gang med at fortærre den anden mand med øjnene alene. Han fugtede let sine læber med tungen, før han endelig sagde noget.
”Det kan man vel godt kalde det,” sagde han. ”Jeg gør også mit bedste for at holde mig selv i form.” Han kunne nok godt bære Aldamar, ikke på permanent basis, og det var en anelse nemmere hvis det var oppe mod en væg. Det var da også den primære træning Fabian havde, når det var en del af selve akten.

En ubehagelig trækning gled over Aldamars ansigt da Fabians smil blev bredere, og med et skarpt, jah næsten belærende blik prøvede han at slippe fri af de grådige øjne; men var allerede der sat op til at fejle der. Fordi der var ikke ligefrem meget at gemme sig ved herude på balkonen og helt fra starten af, var det ikke ham der skulle have trang til at gemme sig her i deres eget hjem! Omend det havde været nysgerrighed der havde fået ham til at blive her i starten, gled det nu tættere og tættere hen på en underlig dobbeltsidet frustration over at ville blive men samtidigt vide han burde gå - hvordan kunne den blonde man få sig selv til at stå sådan - kigge sådan? Det var reelt set uretfærdigt, men sådanne smålige følelser gjorde adelsmanden sig ikke i. Som minutterne var passeret forbi dem, havde Aldamar et eller andet sted forventet at Fabian ville være den første til at trække sig senere. Måske efter at have fået sin mistanke om ham bekræftet, måske efter at have fået et par minutter af hans dyrebarer tid. Han indså nu, at det måske ikke var sådan det ville udspille sig.

Et sug gik igennem Aldamar idet hans krop næsten summede under det studerende blik, inden at han med en god mængde viljestyrke - og nok kun noget der kom efter flere timers opdragelse i etikette, formåede at lægge ansigtet i... relativt upåvirkede folder. Han kunne ikke stoppe den momentærer sitren af et forræderisk kuldegys der gled over hans ryggrad, men han kunne i hvert fald prøve at lade værd med at vise den. "Kan man vel godt? Kommer der ikke snart et direkte svar fra dig, Fabian?" gled det uddybende over hans læber, og Aldamar foldede armene mere beskyttende foran brystet, men tog sig selv i at holde blikket på den anden mand den her gang. Måske nok mere som en udfordring til ham selv om ikke at kigge væk, end en udfordring til Fabian. 

Fabian lo af udtalelsen, måske han havde danset lidt for meget om emnet, og måske fortjente den anden mand et ordentlig svar. ”Jeg bærer kun når det er nødvendigt, men det er noget der komme an på... den pågældende kunde jeg har,” sagde han. Uden tvivl var den anden mand stadig meget interesseret i jobbet som han dyrkede, og det føltes mindre og mindre farligt at komme omkring det. Det var så tydeligt at Aldamar ikke kunne lade vær med at kigge, ikke kunne lade vær med at føle noget under Fabians blikke.

En del af Fabian havde lyst til at se hvor langt han måtte gå. Måtte han røre prinsen, men heldigvis vant den mere rationelle side af ham, så han i det mindste holdt hænderne for sig selv. Tænk på hvor du er.
”Gør det dig utilpas at jeg stirrer på dig?” spurgte han endelig. Et ekko af det spørgsmål der var tidligere, om nysgerrigheden Aldamar havde om Fabian. Hele deres dynamik havde ændret sig på så kort tid. ”Eller er det fordi du ikke helt ved hvem jeg er?” Der kunne være mange grunde til at Aldamar virkede lidt påpasselig omkring ham, men det gjorde ham sikkert mere utilpas at Fabian pointerede det.

Havde Fabian prøvet at række ud efter Aldamar, jah så havde aftenen nok sluttet hurtigt. Han gjorde sig ikke i unødvendig nærkontakt, og selvom han ikke kunne benægte det ville være... spændende, ville hans stolthed og ærer have sat lidt hårdere ord i munden på ham end ordet spændende. Og selvom han kortvarigt følte det grænsesøgende glimt i Fabian næsten blusse op, lettede det, da han holdt sig hvor han var.
Man kunne nemlig roligt sige at rollerne var byttet om, desto længere ud på dybt vand Aldamar var kommet. Det betød også at han blev mere defensiv. Med det sagt, havde han hele tiden haft en livline at redde sig i land med - så det var selvforskyldt panik en gang imellem. Og det var jo heller ikke fordi det var en dårlig form for gysen, nej. Vidste han ikke bedre, var det noget man kunne blive afhængig af.

Ved hans ord blev Aldamars øjenbryn presset sammen inde bagved masken, og ganske uskyldigt så han ud til ikke helt at kunne greje hvad kunde helt præcist betød. Var han handlende? "Aha... " Aldamars stemme var stadigvæk en anelse præget af forvirring. Nu var det jo ikke fordi Aldamar var opvokset isoleret, men interessen eller lysten havde aldrig været der. Og som den ældste, havde man ikke lige haft en frisk storebror til at hive ham afsted på horetur. Ikke at det i sig selv havde været særlig succesfuldt for ham, selv hvis det havde været en mulighed. Aldamar skulle til at tilføje noget - endnu en uddybning, men nåede ikke så langt.
En anelse overrumplet over at Fabian tog hans egne ord i munden, slap et fornøjet smil fri fra Arys prinsens indtil nu påtaget reserverede ansigt, og det fik lov til at blive lidt. ".... primært det sidste, vores familie har det med at trække mere end kun øjne til sig" Aldamar egne øjne glimtede kort ved udsigten til måske endelig at få løftet sløret - og masken. Hvis ikke nu, så senere...når klokken slog tolv, var der ingen vej udenom. En del af ham, havde lyst til at spørge om han burde være utilpas, men han var ikke helt sikker på at han ville kende svaret til det spørgsmål.

Hænderne greb lidt hårdere fat i hans arme. "Så er det noget du endelig vil dele, eller er det Liliana Reiners hemmelighed?

Den eneste måde man ovelevede i Fabians erhverv var at gøre folk afhængige af en. Få dem til at indse at de ikke kunne undvære hvor fantastisk de fik dem til at føle sig. Så det var noget Fabian kunne gøre, selvom normalvis så var hans mund også involveret i den process. Han var dog også ret sikker på at hvis den blev involveret, så ville Aldamar alligevel stikke halen mellem benene, og det var begrænset hvor meget privatliv de egentlig havde herude.

Det så ud som om, at Fabians antydninger ikke hjalp på den stakkels forvirrede prins, som overhoved ikke kunne spore sig ind på hvad Fabian var. Han forstod måske også godt lidt den utryghed, især som han påpegede hvordan andet end også øjne faldt deres vej. Det kunne ikke være nemt altid at skulle være påpasselig.
”Jeg tror vi lader det forblive Lilianas hemmelighed,” svarede han endelig, og undslap et lille suk. Det var ikke tidspunktet at sætte en adelig i dårligt lys, bare fordi han havde lyst til at lege. Kunderne kom altid først.

Han stod lidt og overvejede sine næste ord, men et lidt mere afslappet smil erstattede det tidligere. ”Men selvom jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg laver, så giver jeg dig gerne muligheden for at få svar på et spørgsmål omkring mig. Nu når du alligevel brænder af nysgerrighed,” tilbød han endelig. Han havde vidst fået mere end rigeligt ud af Aldamar, det her var det mindste han kunne tilbyde ham.

Et noget skuffet fnys forlod Aldamar da han sagde nej, og dermed satte Liliana's hemmeligheder foran hans ret så åbne - og længerevarende nysgerrighed. Ikke at han kunne være bebrejdende eller direkte snagende, men stadigvæk... hemmeligheder. Ikke at han var hellig på den front heller. Han havde dog ikke lagt skjul på at ville vide hvem Fabian var, hvilket kom af  to grunde. Den første - og helt klart også den der fyldte mest rent pligtmæssigt, var med bagtanke om at vide, hvem hans gæster omgik sig med, hvem de inviterede og hvem de ikke gjorde. Den anden var helt klart mere en personlig nysgerrighed, godt ledt på vej af en farlig fascination. 

Derfor kunne Aldamar da ikke helt tilbageholde et lidt mere tilfreds smil ved hans næste ord - hvor overordentligt gavmilt af ham, eh, og overvejende vippede han hovedet på skrå. Han havde måske givet mere af sig selv end hvad smart var - men! Det var trods alt deres bal, og med det fulgte et ansvar for at enhver gæst forlod med en god følelse i kroppen. Det havde vel også måtte inkluderer Fabian, sagde han til sig selv. 

Den mørkhårede mands kæbe spændtes op idet han bed sammen, et lille tegn på at tvivl trak ham i to forskellige retninger. Et spørgsmål, som han til gengæld ville få et ordentligt svar på. Hans evner var overraskende lidt værd omkring Fabian, virkede det som om, og det gjorde ikke meget godt ved den forvirring der til tider blussede op og faldt sammen i ham. Et kort sekund forlod Aldamar øjenkontakten for at skæve imod den lukkede dør - måske for at tjekke at der ikke var nogen, førhen at det atter landede på Fabian. "Kommer jeg til at se dig her igen...?" endte han med at spørge, stemmen nok så monoton på trods af at han ikke helt kunne nægte at hans hjerterytme lige steg et par slag i stilheden der fulgte. Var han adelig nok til at komme til endnu et bal, hvis det blev holdt? Ville hans blonde skikkelse en eller anden dag stå på deres trappetrin? Fordi det var en detalje der var god at vide. 


Spørgsmålet kunne tages godt som dårligt, og for hans skyld, måtte Fabian gerne være i tvivl. Det ville være en god forandring. 

Det var nok lidt gavmildt, og Fabian havde sin del af idéer til hvad Aldamar kunne spørge om, og han gnaskede på flere muligheder, og hvad han kunne svare til det. Hvor meget han kunne fortælle, selvom han nu mente at han ville svare ganske ærligt på et hvert spørgsmål. Aldamar havde jo ikke engang betalt ham for at lyve.

Spørgsmålet der lød, forvirrede dog Fabian, og man kunne godt se det i hans blå-grønne øjne. Han var ikke helt sikker på hvilken måde Aldamar mente det. Han forsøgte at holde sig monoton, og Fabian havde da overskredet et par grænser i dag. Alligevel var der noget over vendingen, der for Fabian lød positiv.
”Det er hvad du vil bruge dit spørgsmål på?” spurgte han en enkelt gang, for at få det bekræftet, før et lille suk undslap ham. Det var jo et kedeligt spørgsmål, men måske fordi Fabian ikke så meget nytte i at vide det, men hvis det var det han ville have at vide, så måtte Fabian hellere hoste op.
”Nej, det regner jeg ikke med. Det har var blot en engangsforestilling,” sagde han. Det havde aldrig rigtig været hans mening at komme til en fest så stor. Det havde været en oplevelse, men ikke noget han havde planer om at gøre igen. End ikke for Liliana. ”Men du kan sagtens komme til at se mig igen, hvis det er det du ønsker.” Nok ikke her på højborgen, men hvis Aldamar tog lidt af sine yndige klæder af, og besøgte pøblen i Dianthos, så kunne det sagtens arrangeres.
En lille pause, før Fabian tilføjede. ”Med mindre du helst ikke vil se mig nogensinde igen?” Det ville alligevel nok svede lidt på Fabians selvtillid hvis det var tilfældet. Der var noget over den anden mand som bare var anderledes. Lidt havde han nydt den andens selskab, men det kunne ligeså godt være fordi det var bedre end dem der var inde i balsalen.

Et kort nik bekræftede at det helt oprigtigt var hans spørgsmål, som Fabian af gode grunde måske ikke helt så det spændende i. Det handlede i bund og grund om hvem der kendte hvem, til bal som det Arys familien havde holdt i dag. Hvem der kendte hvem, hvordan de snakkede sammen og hvad  de snakkede om. Skulle rygter om hele familien starte, skulle det ikke ligge på Aldamars skuldre, at det var ham de var kommet fra. Da ordende engangforestilling til gengæld gled over Fabians tunge, følte den sorthårede hvordan et selvisk lille smil pressede på. Så han hørte - på trods af alle de undvigende svar, ikke rigtig til her... og det skubbede lidt til fyrste-sønnens selvtillid og naturlige vigtighedfølelse. Så, han snakkede ikke med alle folkene derinde? Han havde danset så forsigtigt omkring Fabian, for nu at finde ud af at han nok aldrig ville vise sit kønne ansigt her igen? Og endnu værre, han havde ladet ham skubbe ham rundt på den måde? En anelse typisk, måtte han indrømme.

Dog var det ikke alt, og stadigvæk med det tilbageholde smil i stram snor, nikkede Aldamar langsomt. Fysisk kunne det næsten ses, hvordan Aldamar voksede en anelse på sine få centimeter og for første gang i aften, gled hans kantede skikkelse nærmere Fabian; hænderne nu bevæget om bagved ryggen for at hvile over hans lænd i en ret så rank holdning.

"Nogensinde..." gentog han, en overvejende tone i den dybe stemme, på trods af at han allerede vidste at det var en påtaget overvejelse. "Nogensinde er et meget stærkt ord..." tilføjede han, lyseblå øjne en anelse sammenkneben imellem maskens sprækker, og energien omkring Aldamar havde ændret sig for.... hvad var det efterhånden, 5 gang i aften? Det havde ikke været nogen let dans at komme hertil, men det kildede sundt i sjælen på den unge adelsøn. Og det havde det ikke gjort længe for ham; så skulle han lade den fornemmelse forgå, nu hvor at han var i et selskab få fra hans omgangskreds kendte?

"Hvis det er et ønske jeg har, hvor er det så jeg kan finde dig?" endte han ud med at sige, og lod endelig det smil havde havde holdt i skak bryde frem, der trak skævt op i den buede mundvig. Et smil af muligheder, for den der kiggede godt efter.

Det var sjovt at se hvordan Aldamar lidt virkede til at blive større af at få svar på sit spørgsmål. Var det så vigtigt for en som ham, at vide at Fabian ikke ville komme forbi igen? Var det virkelig så underligt at han ikke var interesseret i det adelige miljø, andet end for et par ekstra krystaller? Åbenbart, men selvsikkerheden klædte Aldamar. Han så lidt mere ud som han havde gjort tidligere, da de først var begyndt at snakke, og han havde haft kontrollen af samtalen. Inden Fabian havde vendt alting på hovedet.

”Det er det,” indrømmede Fabian, men der var noget i Aldamars stemme, som drog ham til ham, og han vendte sig, så han endelig havde sin fulde front med Aldamar igen, og trådte det mindste skridt tættere på ham.
Det gav et sug i Fabians mave, som han hørte det næste. Hvad forventede han egentlig af det her? Der var bare noget spænding over at være med Aldamar, som han ikke havde følt længe. Måske det også lidt kom af at de efterhånden kom i en mere og mere intim position, især hvis nogen skulle komme ud til dem.

Hans øjne blev lidt større, før smilet spredte sig, helt op i øjnene. ”Dianthos,” sagde han, og for en stund lod han som om at det var alt den uddybning det krævede. ”Spørg på det Halve Svin efter Fabian. Jeg plejer at være der, men ellers kan de nok overbringe en besked om at du ønsker at se mig.” Måske der ville Aldamar også endelig finde ud af hvem Fabian så rigtig var. Der var i hvert fald massere der kunne forklare ham det.