Han ruller med øjnene over det hun siger, han havde haft samme holdning, dengang han var uvidende. "Klarer jeg ikke det godt måske? Jeg tænker ikke over det, jeg gør det uden en tanke," brummer han lavt. Han så hver lille ting, uden han foretrak en mine. Han havde slet ikke tænkt over hvad han gjorde før, han gjorde hvad der lige faldt ham ind i stedet for at tænke over det. Tanker kan blokere hvor hurtigt du gør ting, for du skal lige overveje det en ekstra gang, er det mon det rigtige? Han kom med et grynt, som han så hvordan hun bukkede sig lidt ned, inden hun svingede med sværdet. Bare det hun brugte begge hænder, gjorde hun blev nød til at bruge hele kroppen i sine sving.

Han blokerede hende, som han blev ved med at holde øje med hende. Den eneste grund til han var så god til det her, var fordi han havde slåsset med sværd om sit eget liv med sin far, det var inden han selv slog ham ihjel. Mest af alt havde han lyst til at lave en grimasse om tanken, så derfor skubbede hans også tanken ud så hurtig som den kom, så han kunne blokere hendes næste træk. Det var lige før den lyd som kom, når klingerende hamrede sammen var helt beroligende for ham. Hvilket var utrolig mærkeligt, når man tænkte på han virkelig ikke brød sig om vold med hans fortid. Selvom den løve krop han forvandlede sig til, var det mest aggressive man kunne opleve. Selvom han ikke selv var så aggressiv, så var det som om at den løve krop han var givet bare indeholdte en masse aggressive følelser fra livet før. Men på samme tid havde han et voldsomt temperament som virkelig kunne løbe af med ham, så måske det var bare som forvandling det var som han kunne give slip på at være menneske og bare komme ud med alt det aggressive. Han rullede med øjnene igen, som hun igen siger hvis det virker. "Hvem ved, alle er vel forskellige, jeg lærer dig hvordan jeg gør det, så må du finde din egen mellemvej," brummer han.

"Du gør det godt, men jeg giver ikke op med at vinde over dig"sagde hun med en selvsikker stemme, som hun lod hendes blik glide ned over ham, lod hun hendes blik hurtigt finde vej op til hans ansigt igen. Hun holdte stadigvæk fodfæstet. Hendes greb om hendes sværd var fast, og hun havde slet ikke overvejet at bruge en hånd, hun mente at hun bedre holdte fast om sværdet med begge hænder. Men om hun faktisk var stærk nok til at holde fast rundt om sværdet med begge hænder var hun lidt i tvivl om, men hun ville ikke tage chancen og finde ud ad det. Mest fordi at hun godt vidste at Caleb var bedre til at håndtere sværd end hende. Men derfor ville hun stadigvæk ikke opgive, så hun stod og kiggede lidt på ham, og måden han stod på.

Måske hun skulle lade være med at tænke så meget og bare prøve at få nogle angreb ind på ham. Bare ramme ham, eller ikke ramme sådan rigtigt fordi de kæmpede jo med rigtige sværd. Ikke noget der var lavet af træ, eller noget i den stil. Så måske det ikke ville være så god en idé hvis hun endte med at ramme ham. Hun begyndte at blokere hans angreb, og prøvede at finde nogle smuthuller og veje så hun ville kunne komme til at ramme ham. Men hendes tidligere angreb eller forsøg på at skade ham havde ikke virket. Så hun havde ikke tænkt sig at bukke sig lidt ned igen, før senere måske.

"Det er også fint du lærer mig hvordan du gør, jeg håber jeg kan få et angreb ind på dig"sagde hun og blinkede til ham, som hun lod et bredt smil brede sig på hendes ansigt. Hun var slet ikke sikker på hendes evne med sværdet. Men det skadede ikke at finde ud af det jo, så hun prøvede at skubbe sig selv en smule frem, for at presse hendes sværd imod hans i håb om at det måske kunne gøre et eller andet. Eller måske bare håbe på at det kunne ende med at han ville falde bagover. Bare et eller andet, hun pressede lidt hårdt imod hans sværd med hendes eget, som hun lod hendes blik hvile sig på hans ansigt.

Han kom med et grynt, inden han nikkede. "Jeg ville blive skuffet hvis du gav op, for du virker ikke til at være den type," siger han roligt. Det var nu rigtig nok, selvom han ikke brød sig om hende, ville det have været en dyb skuffelse, hvis hun bare havde valgt at give op så nemt. Men sandt som det var, andre væsener gav bare ikke op så nemt. Dog vidste han også, han nok også måtte være lidt sød, og give hende lov til at komme lidt mere ind på ham på et tidspunkt. Han kan dog ikke stoppe det kække smil alligevel, som det virker til hun bliver lidt klogere som tiden går. Det var helt beroligende, at høre hvordan klingerne ramte hinanden.

Han tager fat i den ene ende af sværdet, som hun presser sit mod hans. Han holder med en flad hånd, så han ikke kommer til at skære sig selv på den skarpe klinge. "Det tænker jeg du kan, du lærer da heldigvis hurtigt," siger han roligt, utroligt han kunne være så afslappet med det. Hun kom dog alligevel tæt på som han holdte ved sværdet, derfor trak han alligevel et skridt tilbage, inden han skubbede til for ikke at vælte helt tilbage. Selvom det var en fornuftig ide, havde han været meget opmærksom på sin egen vægt. For så snart han kommer ned at ligge ved han godt hvad der kunne ske, det kunne trigger hans forvandling alt for meget, som han pludselig ville føle sig fanget. Han kommer med en dyb brummen, inden han igen træder tilbage for at blokere hende. Han prøvede at holde sig helt rolig, hvor begyndte han bliver mere irriteret og lade hans temperament løbe af med ham, så ville der pludselig være en løve i hans sted, det gik jo heller ikke rigtig. Det gik jo ikke han pludselig blev til offentlig skue, det følte han da i hvert fald ikke lige for.

Som han blokerede hendes angreb fik hun et bredt smil på ansigtet, for hun havde enlig regnet med at han ville blokere hendes angreb. Hans ord om at han ville skuffet hvis hun gav op fik så hende til at grine, for hun ville bestemt ikke give op. Det var slet ikke hendes stil, langt fra dog var hun ikke sikker på at vinde, men hun ville give alt hun havde for at håbe på at bryde igennem hans forsvar.

"Så er det godt jeg ikke giver op"sagde hun med et smil som hun begyndte at presse hendes sværd imod hans, men efter nogle få forsøg på det, uden at det enlig hjalp så meget valgte hun at bukke sig lidt ned. Så løftede hun sværdet op imod hans i håb om at måske kunne hjælpe lidt. Måske det ville gøre det lidt nemmere for at hende at bryde igennem hans forsvar. Dog var hun slet ikke sikker, men hun sørgede for at presse så meget hun nu kunne. Hun havde fortsat et smil på ansigtet, og hendes fodfæste havde hun stadigvæk. Så det var ikke helt slemt, hun holdte sig godt fast på jorden. Imens hun pressede lidt mere på med hendes sværd imod hans, bare i håb om at få hans sværd til at løfte sig lidt op holdte hun kort hendes blik på ham.

Hun gav så ham et nik, som hun lænede sig lidt frem men stadigvæk holdte afstand, og efter nogle få sekunder kiggede hun væk fra ham. Hun lod hendes øjne følge begge sværd, og hun pressede stadigvæk lidt på, bare for at håbe på at hun kunne løfte hans sværd lidt op"Det går meget godt indtil videre, men hvem ved"sagde hun med et større smil.

Han vidste han det meste af tiden, ville kunne få hende væk fra sig. Men et sted var han sådan lidt, det ville også være ondt ikke at give hende en chance. Han var virkelig en person, som var lidt for god af sig nogle gange kunne man vist roligt sige. Som hun ændre taktik, følger han med i hvad hun nok lige tænker. Men hun har et godt fodfæste, hvilket har været det vigtigste, hun prøver være kreativ med hvad hun gør. Så han lader hans sværd vippe lidt mere op, selvom han ved det betyder han kommer til at være sat for enden af det sværd hun står med. Det var ikke noget som ville irritere ham, men han skulle vel prøve at motivere hende lidt, ved at give hende nogle chancer.

"Du selvsikker nok, det er vigtigt at tro på sig selv," siger han med et kækt smil. Var der en ting som var svært, så var det faktisk at få ham til at være våben i hans teknik, men han vidste det var måske påkrævet når man skal lærer en om det. Dog var han også meget oppe og danse nærmest, klar til hvis hun viste sig fra en mere dårlig side, hun var trods alt et andet væsen, han var ikke helt klar over hvilken, så han måtte være ekstrem meget på vagt overfor hende. Lige på det tidspunkt var han glad for at have en forvandling, det ville ikke være til at skulle lege med hendes minder, det ville være udmattende for dem begge, dog mest for ham, når det var hans evne. Han stod fast på sine fødder, imens han mere ventede på hvad hun gjorde, som han mere pressede lidt ned på hendes sværd igen. Mest af alt, skulle han bare sørge for ikke falde på røven, så var han virkelig på spanden. Men lige der var han sikker på sig selv, det var jo ikke noget der lagde til ham, slet ikke når han var sikker på hvad han faktisk lavede. Kamp med sværd, det havde han mere styr på end andre ting, udover hans arbejde, det havde han sq mere styr på end så mange andre ting i livet.

Som han pressede lidt ned imod hendes sværd sendte hun ham et bredt smil, som hun heldigvis stadigvæk havde godt fast rundt om sværdet. Så det ikke lige pludselig ville ende med, at hun ville tabe sværdet men hun følte selv hun havde godt fast. Det var nok ikke sikkert at hun ville tabe sværdet, så hun lod nogle fingre kærtegne skaftet på sværdet og lagde hovedet lidt på skrå. Hendes øjne var rettet på ham, som hun betragtede ham. Det var ganske fint det de begge to havde gang i, hun kunne godt lide det. Nød det også rigtig meget, selvom hun stadigvæk var opsat på at ville vinde. Men det var måske også en god ting at være stædig, medmindre det kunne ødelægge det hele. 

Hun valgte ikke at tro på det, og rystede tankerne væk. Hun var selvsikker i det hun gjorde, også selvom at hun aldrig havde trænet med et sværd før, det var ikke lige noget hun kunne huske om hun havde gjort. Så lige nu kunne hun godt lide at se, hvad denne træningskamp ville ende med, for indtil videre var den meget god. Hun blinkede til ham, som hun løftede sværdet lidt op imod hans lidt hårdere den her gang, i håb om at det måske kunne få skubbet ham lidt tilbage, dog var det slet ikke sikkert at det ville virke. Men det skadede jo ikke at prøve"Selvsikkerhed er jo en god ting"sagde hun med et smil på ansigtet, som hun pressede lidt på i samme takt med at hun lod hendes sværd presse sig lidt hårdere imod hans, og hun prøvede stadigvæk på at løfte det en smule op.

Hun holdte fodfæstet også, bare så hun ikke pludselig ville ramme gulvet på røven, for det var ikke lige noget hun ønskede. Det ville heller ikke være et særlig kønt syn, men hun håbede hendes handling ved at løfte hendes sværd op imod hans lidt hårdere, kunne gøre et eller andet.

Det var alligevel et kort øjeblik det trak op i hans ene mundvig, som han havde fået en ide. Han kunne nemt mærke presset, så snart hans sværd var gået lidt op, hans sværd bevægede sig hurtig omkring hendes, som han trillede til siden i en enkelt bevægelse, han var hurtig på fødderne igen, for at kunne blokere igen, eller daske til hende. Han var dog klar til at forvandle sig, nu han kunne fornemme den lagde under overfladen, men de havde også været frygtelig tæt, det var virkelig ikke noget han brød sig om, han kunne bare lige acceptere det, men det var også det. Hele hans krops rystede en enkelt gang, som en hel skælven der gik igennem ham. Han rystede lidt på hovedet, han var taknemlig for at løven ikke havde sin egen personlighed, så ville det have været noget helt andet, så var den dybt provokeret og han ville ikke kunne have stoppet det.

Mest af alt var det en svag knurren der kom fra ham, men han forblev alligevel i sin menneskeskikkelse, for han gad egentlig ikke rigtig lege med dette væsen foran ham mere end hvad der faktisk var helt nødvendigt. Lige nu var han bare flink at han havde villigt tænkt, okay lad mig træne hende, selvom han nok var klar over det ikke ville være den bedste ide. Men han skulle vel prøve at være flink, så kunne han jo overveje senere hvor klogt det var af ham at gøre disse ting. Men han havde ikke ladet hans ryg være til hende på noget tidspunkt, men en ting var sikkert, hun kunne sikkert være hurtigere end ham, nogle væsener var bare meget hurtige, så han var alligevel klar på der kunne ske alt for mange ting som han egentlig ikke brød sig om, men der var intet at gøre ved det. Han var ikke en mand som stoppede med det han lovede, bare fordi han måske var lidt i fare. Han så glædeligt fare i øjnene, han var ikke bange for at dø, hvilket var ret tydeligt, som han havde taget udfordringen op og lærte dette væsen noget om at slås med sværd. Men han kunne nu godt se hvorfor hun ville foretrække en kniv/dolk, det passede bare bedre til hende.

Det havde aldrig været et problem for hende, at være tæt på denne mand. For Zaika så slet ikke noget problem med det, men vampyren vidste godt at denne mand overfor sig havde et problem med det. Måske var det derfor, hun fandt det ganske underholdende og sjovt. At tænke på manden, og tage hensyn til problemet var ikke helt noget Zaika tænkte på, for hvorfor skulle hun det. Stående fortsat fast på jorden, med sværdet i hånden. Den tydelige knurren fra ham kunne tydeligt høres, men det bekymrede ikke hende. Derimod bredte der sig et lusket smil. 

Lige pludselig fik hun mange idéer i hovedet, men om de allesammen var gode var hun ikke særlig meget sikker på. Hun havde måske også været bedre med en kniv, eller et eller andet i den stil, i stedenfor sværdet. For det var slet ikke noget hun havde været vant til, langt fra. Det var bestemt noget hun lige skulle forberede sig på, og blive lidt bedre til at håndtere. Dog synes hun selv at hun havde godt styr på det, men man kunne aldrig vide"Det går da meget godt indtil videre, er der andre teknikker jeg skal lære"spurgte hun undrende dog nysgerrigt med et bredt smil på ansigtet. Hun stod med begge hænder rundt om sværdet, bare for at være sikker på at hun holdte godt fast i det flotte sværd.