Mauritz kunne fornemme på hendes start, og pausen der var kommet fra hende, at hun måske skulle regne ud hvor gammelt mindet fra, set i forhold til hende. Mauritz havde mødt dæmoner før i tiden, han ville ikke sige hun mindede ham om en elver, og hvis hun skulle være ældre end det, var der dæmon tilbage og nogle andre racer. Men det gad han ikke sætte et punktum ved, eller et spørgsmål. Det var ikke hans job til at dømme andre og det havde det aldrig været. ”Det kan man kun dømme, ud fra hvor gammelt man respektfuldt ender med at blive.” Svarede han dertil. Vidste man, at man kunne blive seks tusind år gammel, så var det jo ikke noget, men set på at hans race i gennemsnit kun blev hundrede år gammelt, så var det meget.

Han kiggede på hende, som det var at hun rejste sig efter at han havde tømt glasset. Han nikkede til hende og kiggede lettere efter hende som hun gik derover. Han smilede inden han lænede sig tilbage og slappede lidt af. Han overvejede om han måske skulle tage en flaske mjød med og tage hende med. Der gik ikke lang tid, før glasset med mjød blev sat foran ham, og hendes stemme var at høre i hans øre. Mauritz gav et blink fra sig med det ene øje, næsten som om han prøvede at give en flirtende tak, selvom han ikke duede til det. Han var ikke god til at have et længerevarende forhold. ”Nu når du er så flink. Har jeg heller ikke noget imod at dele dynen med dig.” Lød det fra Mauritz, og han tog en dyb indånding, mens han klappede på pladsen ved siden af ham, for at sige hun godt måtte sidde der.

Hun ville ikke begynde at sige ham i mod, for han havde ganske ret i sin udtale, i stedet nikkede hun sig blot enig med hans ord. Hun ville dog alligevel stadig ikke mene han gik under at være gammel. Han var nok nærmere i sin bedste alder, ung, men med den livserfaring man mangler når man er i sine 20’er og tror man er en verden mand og urørlig.

Glasset nåede kun lige at ramme bordet, før han med en håndbevægelse henviste til at hun skulle tage pladsen ved siden af ham, i stedet for den hun have haft overfor ham. Med smilet dansende over hendes læber tog hun plads ved siden af ham ”Jeg skal nok forsøge ikke at stjæle den hele så” tonen havde en drillende karakter i sig.
Da han sad tættest mod hendes endnu halvt fyldte glas mjød, kunne hun kun lige med nød nå det med fingerspidserne, som hun rakte frem efter det, men det resulterede i stedet i hun fik skubbet glasset en anelse længere væk, et suk slap ud af hende ”Mauritz?” hendes blik flyttede sig spørgerne op mod hans, pænt bedene om hans hjælp.

Mauritz havde egentlig ikke noget imod hendes nærhed, hun virkede flink, rolig og afbalanceret. Alt sammen noget han værdsatte. Han vidste alle havde noget at skjule, spørgsmålet var bare hvad de rent faktisk havde at skjule. Mauritz gjorde ikke noget mod folk som ikke havde gjort ham noget. Og Davina virkede flink og særpræget. Hun var i bund og grund god nok. Hendes svar fik et smil kort frem på Mauritz læber som han nikkede. "Det var godt, jeg ville nødigt sove med min kappe på, den er ikke sønderlig behalig som dyne." Svarede han tilbage, med en undertone af at være lidt kæk. Hun havde humor og så var der et godt humør. Det var decideret helt perfekt at hun var sådan. Han fulgte med i hvordan hun prøvede at nå sit glas med mjød, men kun fik det skubbet en smule væk med fingerspidserne. Han gav et roligt nik fra sig, som han fangede hvad hun gerne ville have ham til. Eller, hvad han troede hun gerne ville have ham til. Han lænede sig frem og greb hendes glas før han løftede det hen så det var inden for vide, med hans hånd under til at støtte, klar til at lade hende tage glasset. "Så, nu burde du kunne nå det." Svarede han og blinkede til hende.

”Mange tak, den herre” fnes hun smilende og sendte ham et lille nik, som havde hun nejet for ham. Hun tog imod glasset da han rakte det frem mod hende. Hun tog en tår af den gyldne sødlige væske, mens hendes blik bevægede sig mod hans kappe, ville hun selv sove med den, næppe, men det var nu heller ikke fordi hun selv syntes den så direkte dårlig ud,- skulle den nu være eneste alternativ.

Glasset blev placeret på bordet foran hende, som hun havde gjort et større indhug i dets indhold, uden det havde virket som om hun havde bællet det ned.
”Må jeg spørger om noget??” hun lagde hagen hvilende i sin håndflade tilhørende, armen, hvis albue hvilede ned mod bordets plade. Hendes blik rettede sig mod hans ansigt, for at finde hans øjne, før hun forsatte sine ord inden han havde nået at kunne svare på, om det var okay hun stillede ham spørgsmål ”Hvilket personer betaler dig for at transportere minder? Jeg mener, er det konger og fyrster? Det er jo sådan lidt spionagtigt, er det ikke??” hun var oprigtigt nysgerrig, men på inden måde dømmende i hendes tone, for alle skulle jo tjene til dagen og vejen, forskellen var bare hvilket arbejde man valgte.