Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Mauritz Dimorro Alcheust
Kaldet: Skyggen, Dimorro, Alcheust
Køn: Mand
Alder: 32
Fødselsdag: 11/12
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Hvis folk spørger ham, tror han ikke på det. Men han tror i hemmelighed på Aladrios.
Erhverv: Arbejdsløs - Tjener penge på at hjælpe folk af med minder.
Nuværende levested: Omrejsende - Mauritz har ikke et levested. Han rejser rundt i landet og er ikke meget mere end nogle dage i en by, sjældent gang i mere end nogle dage.
Race: Nordfolk

Udseende

Højde: 182 cm
Vægt: 78 kg
Det tidligt begyndende grå hår viser sig tydeligt ud fra hans øre, hvortil resten af hans hår er mandelfarvet. Hans ansigt er smalt med tydelige kindben der indikere hvor hvor tynd han er i ansigtet. Hans læber er lyserøde og små. Næsen er aflang og smal, og giver ham et ansigt der i sig selv virker ret smalt. Tænderne der gemmer sig bag hans læber, er hvide og sidder pænt.
Hans krop er spinkel bygget og nogle ville nok også sige han var ranglet at se på. Ved højre håndled er han altid at se med arm smykke, lavet i ringe der går rundt om hele håndledet. Han er altid at se iført en en doublet og en kappe der går ned og stopper lige før hans ben. Under tøjet har han en række ar og brændmærker.

Magi

Magisk evne (1): Memory collection
Den der besidder denne evne. Er i besiddelse af evnen til at fratage og give folk minder. Evnen fungere således, at det minde der skal fjernes, skal den der skal have det fjernet tænke på, eller mindes. På det tidspunkt kan evnebesidderen tage mindet. Smerterne der er fra mindet, vil tageren påtage sig. Han eller hun, vil huske på smerterne personen har følt. Selv efter, mindet bliver givet tilbage. For at give mindet til en person, skal giveren. tænke på det minde, han skal give til den nye, som kommer til at mærke det. Evnen kræver en del energi at gøre om dagen, på grund af solens stråler, mens det om natten, er lettere og kan bruges flere gange. 1 gang i sollys, 3 gange i natten. Ud over dette, kan evne bæreren fjerne sig selv fra andres minder. Når minderne bliver taget fra en person, får evnebæreren minderne.
For at gøre brug af evnen, skal evnebæreren røre ved personen i omkring 10 sekunder. Evnebærer kan ikke bruge den på sig selv.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:
- Smidig - Mauritz har trænet sin smidighed, i stedet for styrke da han ikke bryder sig om våben.
- Hurtig - Hans spinkle krop og udholdenhed, har gjort at Mauritz kan løbe let og hurtigt.
- Musik - Mauritz er ofte at finde i skyggen i en skov, hvor han sidder og spiller på sin fløjte.

Svagheder:
- Lang distance våben - Mauritz er som generelt, modstander af våbens eksistens. Men han hader aller mest buer og pile.
- Større mængder - Mindre mængder har han det fint med, men han bevæger sig ikke frivilligt ind i større mængder.
- Edderkopper. - Ja, det er edderkopper.

Generel beskrivelse af personlighed:
Nogle ville beskrive ham som følelses kold og som en der mangler empati. Hans manglen til rent faktisk at interesser folk han ikke kan lide eller kender, er stor nok, men det er et helt andet billede man får af ham når man lærere ham at kende. Er man fremmed, så virker han uinteresseret, eller interesset på nogle få punkter. Man skal ikke forvente at få empati fra ham, hvis han mener man har gjort noget der er dumt, men han giver empati til dem han mener der rent faktisk fortjent det. Folk der ser på ham udenpå, ville nok beskrive ham som at have en sort personlighed, i forhold til at hans interesse for visse ting er høj, mens for andre ting, ikke eksistere.
Folk der lærer ham at kende på venskabelige side, får til gengæld en anden oplevelse. De får en ven der er der og som gerne vil hjælpe. En person der i perioder forsvinder, men som kommer tilbage når han er der og en person der med glæde holder kontakt med folk når han er ude og rejse. Hans venner får lov til at se et smil noget oftere end fremmede, medmindre han er i et godt selskab.

Baggrundshistorie

Det kolde vejr der dannede omkring Norvik, var ikke anderledes fra denne dag. I haven var de to ældste sønner i gang med at træne deres våben gejst. Dilor, der var 16, og hans tvilling Angus. Begge var super glade for våben og havde ofte været set lege, som om de var soldater. Og så var der Mauritz storesøster. Mauritz storesøster var ikke glad for at hendes brødre legede med våben, men i dette øjeblik rende hun med deres mor i køkkenet, hvor deres far sad med Mauritz der lå i hans arme. Mauritz havde aldrig været den der larmede mest. Duften af mad var i hele huset, som det var at de lavede mad til den store festmiddag der skulle være. Det var ikke mere end et par dage siden, af Mauritz havde været født, men efter den fjerde fødsel, var hans mor hurtigt klar. En gave der lå i kvindernes side af familien.


"Mauritz! Hør her. Du bliver nød til at lære det." Lød det fra hans far. Mauritz kiggede på trænings sværdet han stod med i hånden. Han kiggede over på sin far og rystede på hovedet. "Jeg synes stadig, vi skal teste om han har sin farfars gave." Lød det fra hans farfar, der kiggede på Mauritz. Hans farfars ansigt så ældre ud end han i virkeligheden var. Han var klædt i tykt tøj, ligesom de to andre, men selvom han sad stille, så lignede han langt fra en der frøs. Det gjorde Mauritz heller ikke som sådan. Men han var også dækket ind i flere lag tøj end han havde lært at tælle til, fordi hans mor havde ment han frøs. Mauritz brød sig egentlig ikke om våbne, han havde set hvordan hans to ældste søskende havde det. "Men, hvis jeg skal lære at kæmpe med sværd. Hvorfor skal Nebby ikke?" Lød det fra Mauritz. Hans søster var den han havde brugt mest tid med, og det var også derfor det betød mere for ham at han ikke ville lære at bruge våben, så længe at hun ikke gjorde. Men hans far rystede bare på hovedet, mens hans farfar kiggede smilende på Mauritz. "Det er fordi hun er en pige. Og piger skal ikke slås, de skal lave mad til deres kommende mand." Lød det fra hans far, og Mauritz kunne mærke hvordan en inderlig vrede tænde op i ham. Han synes det var uretfærdigt, mest af alt, fordi han ikke selv ville lære det, men skulle. Han kunne mærke hvordan hans hånd greb hårdere om træets håndtag. Han stillede sig op i den trænede position, selvom han stod forkert på så mange måder. Det fik hans farfar til at begynde at le med sin bløde latter, mens han kiggede over på Mauritz far, der bare rystede på hovedet, inden han vende sig om og gik. Han havde givet op for den dag, hvilket gav Mauritz noget tid, inden de skulle træne igen. "Du skal nok lære det min knægt." Lød det fra hans farfar, inden han rejste sig og begynde at gå inden for, med Mauritz i hælene.


Familiens udflugt til en af de nærliggende strand byer, gjorde det lidt besværgeligt for hvad Mauritz originalt havde planlagt. Hans to ældste brøde var ikke med, da de begge to havde fået nogle bekendte, de var sammen med. Deres farfar, var med på turen, som han kiggede på Mauritz mor. Mauritz gik og havde sin farfars hånd i sin. Han havde de sidste par dage haft en mærkelig følelse i maven, han havde ikke kunne placere hvor følelsen hørte til, og han havde snakket med sin farfar om det, der havde fået et underligt udtryk i ansigtet. Han havde næsten det seneste, trænet sværdkamp med sin farfar. Mauritz mindede meget om sin farfar, med at de begge to var meget spinkle, og meget lyse i huden på visse punkter.

"Ari, jeg tager lige Mauritz med over hos." Lød det fra hans farfar, mens hans hoved nikkede i retning af et ældre hus der var. Mauritz vidste godt hvad det hus var. Det var huset hvor hans farmor havde levet, inden hun havde været uden for en ulykke, der havde gjort hans farfar til en enkemand, Mauritz havde ikke oplevet sin farfar, ville gå derind, siden han havde været fire, hvor det skete. Hans minder stod mere klar, dag for dag, siden det var sket. Han fulgte med sin farfar hen til huset, huset så forladt ud, da det ikke var kommet i brug siden da. Hans farfar åbnede døren med et skub, og de trådte ind. Mauritz fulgte med sin farfar, og de stoppede op inden i stuen. Mauritz kunne fornemme alle minderne der havde været skabt i huset, sorgen der sad. Mauritz farfar satte sig ned på knæ, så han var i øjenhøjde med Mauritz. Han greb begge Mauritz hænder, men der var ikke nogen signaler fra Mauritz der skræmte ham, ud over følelsen af energi der kom med deres hænder. "Mauritz. Åben dit hoved op. Og prøv at få din hjerne, til at trække." Mauritz kiggede på sin farfar med hans ord, og blinkede et par gange. Han havde lært at lave en mental væg, men han fjernede væggen, og prøvede at trække. Hans farfar lukkede øjnene og Mauritz kunne fornemme, hvordan minder begynde at ryge ind. Minder hvor han kunne se brændeovnen brænde, lyden af at de lo og hvordan humøret var. Han slap sin farfars hænder og hans farfar kiggede på ham. "Du har gaven." Lød det fra hans farfar, mens der var et minde Mauritz sad fast i, han kiggede på sin farfar og kunne fornemme hvordan deres grå-blå øjne mødtes. Hans familie der havde brune øjne, virkede anderledes. "Du er syg." Lød det lavt fra Mauritz, som han kiggede ned i gulvet. "Det er jeg. Men, dette er noget, vi to skal træne på, i stedet for sværdkamp. Dette her, kan blive mere brugbart for dig." Lød det fra hans farfar, inden han rejste sig op, og kiggede på Mauritz, og de gik sammen tilbage til hans forældre og søster, mens hans hjerne bearbejdede hvad der var sket.


Mauritz sad på det ene knæ nede i sneen, mens han var badet i sved. Det var koldt og han kiggede op bag sin farfar, hvor solen var ved at stige. Begge to lignede noget der var løgn, fra deres træning. Mauritz kunne mærke hvordan han ikke kunne mere, hvordan hans krop var ved at knække sammen. Han havde kunne gøre det to gange i løbet af natten det sidste halve år, men denne gang havde han formået at gøre det tre. Hans krop var fysisk træt, som han begynde at le. Han kæmpede for at komme op og stå. "Natten er der, hvor vi er stærkest. Derfor vi træner her." Lød det med en blide latter hans farfar havde. Der var sket meget de sidste fire år. Fra han havde fundet ud af sin farfar var syg, til at de trænede så hård som de havde. Nogle nætter havde han nærmest følt at der var en hånd der havde været hold over ham. "Jo mere du træner evnen, jo flere gange kan du. På et tidspunkt, kan du enten, tage fire om natten, to om dagen. Eller en om dagen, tre om natten. Men til gengæld, kan du så rippe dem for alt." Lød det træt fra hans farfar. Og Mauritz vidste allerede hvad han skulle svare. "Jeg foretrækker det sidste. Men, jeg ved den skal bruges med omhu. Og jeg husker på dine regler." Lød det fra Mauritz. De vidste hans farfar ikke havde særlig lang tid, og bestemt ikke med måden de trænede på. Han kunne ikke blive ved med det på den måde som han gjorde, det ville ende med at blive hans død på et tidspunkt. Og det ville Mauritz ikke være skylden til. Han havde trænet med sin søster. Hun havde ikke evnen, men det havde været deres måde at træne på, når deres farfar havde været for træt til at træne. "Det er godt at høre, nogle tager ved lære. Og hvad er regel 2?" Lød det fra hans farfar. Inden Mauritz fik rejst sig helt op, og over til sin farfar. "Lad vær, med at brug den som en hævn, brug den, som en straf, til dem der fortjener det." Lød det fra Mauritz, uden han så meget som viste tegn på at han skulle tænke sig om. Hans hukommelse var næsten perfekt.

"Korrekt. Lad os gå ind, og få noget mad." Lød det fra hans farfar, der sende et smil, men som stoppede lige pludselig op. Mauritz kunne se hvordan det var at han næsten gik i hak. Mauritz satte i sprint, de sidste meter hen til ham, og nåede kun lige at gribe ham, som det var at han falde om. "MOR! NEBBY! JEG HAR BRUG FOR HJÆLP!" Råbte Mauritz, mens han stod med sin farfar i armene, som han gik og rystede. Han blev ved med at råbe, indtil døren nærmest fløj op, og hans far kom løbende ud til ham. Stadig i sit nattøj. Hans far der var et stort brød, trak Mauritz farfar ud af armene og begynde at bære ham ind. "Løb hen til doktoren, hurtigt." Lød det hurtigt. Hans farfar havde haft sådan nogle tilfælde før, men det havde stadig en overraskende effekt på Mauritz. Det var ikke første gang det var sket under eller efter en træning. Men han gjorde som han blev bedt om. Han satte i løb og begynde at løbe i retning mod et hus længere nede af vejen, hvor der boede en læge.

Ikke mange timer efter lægen havde været der, havde de fået vide, han ikke levede dagen ud. Mauritz begynde at få en inderlig vrede, da han beskylde sig selv, selvom han havde kendt til sygdommen. Men, inderst inde, vidste han det ikke var hans skyld. Men han begynde herpå, at bygge sig skjold op for sig selv, og for at lade andre se hans indre jeg.


Rebet der snart havde holdt fast på Mauritz i noget tid, størknet blod var at se på hans krop mens han ikke kunne se ud af det ene øje. Rubiniens varme luft slog om ham. Mauritz havde opbygget en måde efterhånden, til at få informationer ud af folk, men den havde givet bagslag på en kro, da han havde spurgt om et tilholdssted. Det samme sted som han var på daværende tid. Hans krop havde fået adskillelige ar fra kniven der havde været kørt hen over hans hud. Hans øjne var lukket og han kunne mærke det friske blod der var fra hans hænder. Skridt fra ham der havde bevæget sig rundt i bygningen stoppede, og Mauritz kunne fornemme øjnene der var pointet på ham. "Hvordan fandt du frem til at vi holde til her?" Lød det bare fra stemmen, Mauritz kende alt for godt. Angus. "For den der synder, den der falder. Den der...." Startede Mauritz. Hans stemme og ansigt havde ændret sig meget, siden de sidst havde set hinanden. Det var trods alt også 9 år siden på daværrende tidspunkt. "HOLD SÅ OP!" Råbte han, og Mauritz kiggede ham i øjnene. Han havde arbejdet med rebet om natten, velvidende at der ikke skulle så meget til mere, før det gik op. "Angus Dimorro Alcheust." Mauritz kiggede Angus i øjnene. Rygter kom langt, når man stillede de rigtige spørgsmål. Angus trådte et skridt tilbage, og kiggede på Mauritz. Angus kunne stadig ikke genkende ham. Han var for langt væk til at Mauritz kunne røre ham. Men Angus var blevet rigtig tynd, manglen på mad for ham var tydelig, da han ikke længere var den bulkede stærke dreng, han engang havde været. Mauritz greb fat i rebet og rykkede sig selv på hovedet. Hans ben grav fat i bjælken hans reb var bundet fast til, og han trak i rebet det sidste stykke med alt sin vægt. Rebet gik op omkring hans hænder og han kiggede på sin bror der var ved at stikke af. Mauritz lod en arm gribe om bjælken inden han svang sig ned på gulvet, og satte i sprint efter sin bror. Hans bror havde retning imod våbenrummet, men Mauritz der var mere trænet i at løbe og være udholden, kom hurtigt op på siden, og skubbede til ham, så han falde omkuld. Mauritz stoppede på gulvet et par meter derfra.

Han vende sig om, som hans bror rejste sig op. "Du forlod familien, og du syndede for familien. Du opgav os, du var med, til at dræbe dem." Mauritz vrede var tydeligt, som han lagde sin hånd om halsen på sin bror og talte ned. Hans arme var længere, end Angus. Og da tiden var inde, lod Mauritz minderne strømme ud igennem. Minder han havde samlet op i månedsvis. Han pressede sin hånd imod halsen, og blokerede for Angus vejrtrækning. Mauritz havde ikke været i det nordlige, siden han var fyldt sytten, og han havde en masse minder han havde taget for folk, som han pressede ud. Og hvad han gemte til sidst, var det sidste minde, Mauritz havde med ham, Og smerterne fra torturen de havde lavet i over en uge. "Som du sagde til os dengang. Farvel. Og her er min afslutning. Lad smerterne omsluge dig, som I lod dem omsluge mig, og jeres ofre. Og håb på, du aldrig ser mig igen." Mauritz gav slip på hans hals og rejste sig op. Han vende sig om, og ledte nogle kister igennem, mens han lyttede til Angus, der søbbede i smerterne. Hans skrig var tydelige i smerterne han havde fået. Mauritz fandt en tunika og nogle bukser, og en kappe som han tog på, inden han gik mod udgangen af bygningen, og forsvandt ud i mørket.

Familie: Ariala "Ari" Adolesence Alcheust - Mor - +38 år - Levende, mentalt skadet
Thomas "Tom" Dimorro - Far - +42 år - Død, dræbt af Angus venner
Nebby Dimorro Alcheust - Søster - +10 år - Død, dræbt af Angus
Dilor Dimorro Alcheust - Bror - +16 år - Død, dræbt af Angus
Angus Dimorro Alcheust - Bror - +16 år - Levende, forsvundet
Jerry "Jey" Dimorro - Farfar - +65 år - Død.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Under middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel