Pax fnøs – og denne gang ikke moret – som Evlyn atter lod sine følelser overtage. Ikke, at han ikke nåede at skimte overraskelsen i hendes blå blik, som Caitlins navn var gledet over hans læber og til trods for, at Pax selv mærkede den ulmende vrede, mærkede han også… nysgerrigheden; det så velkendte instinkt der fortalte ham, at her var noget på færde.

Som Evlyn satte sin finger på hans udmagrede bryst, trådte Pax et skridt tættere på hende, så deres næser næsten kolliderede. Her stod de, som to glubske alfaer, der emmede af kun en rivals foragt – og under ingen omstændigheder, at Pax ville gå herfra som en kuet hund.
”Og hvad har du tænkt dig at gøre, hvis jeg alligevel vælger at dele din lille hemmelighed med alle, jeg kender og alle, som gider lytte? Komme efter med mig med dine, ja, hvad fem trofaste soldater?”, spurgte han i en lige dele hvislende og påtaget spørgende tone. ”Eller har du tænkt dig at sende bud efter din anfører, ham der virkelig bestemmer? Det kunne jo gå hen og blive rigtig interessant, taget dit eget mørke i betragtning. Ved han godt det, Evlyn? At du handler på egen hånd og så ikke helt alligevel?” Pax lod de brede øjenbryn skyde en anelse op i panden i en udfordrende grimasse, der talte sit tydelige sprog; prøv mig.

I det Pax trådte et skridt tilbage, greb han om plantegningen. ”Vi ses til festen, Eve. Pas på dig selv så længe”, lød det køligt, hvorefter Pax drejede rundt på hælen og gik. 


// Ville lade dig vælge, om du vil svare på den :-) 

Hun bukkede ikke under, da han trådte tættere på som deres ansigt var lige over for hinanden. Hun kiggede tilbage med lynene øjne. Hele hendes krop var spændt som en flitsbue, mens hun knugede begge hendes hænder sammen. 
Hvis det ikke var fordi hun havde brug for ham, var hun gået lidt i flæsket på ham. Vist ham, at selvom hun måske virkede som en lille petit kvinde, så kunne hun stadig en tricks oppe i hendes ærme. 
Men hun havde brug indgået en aftale med ham, og selvom hun kontemplerede om hun kunne nå at styre uden om. Vælge ikke at bruge hans hjælp, måtte hun alligevel anerkende at det kunne hun ikke. 
Ikke når hun var så ustabil i hendes sind, så havde hun brug for en leder. Lige mege hvor meget vrede det frembragte inde i hende.
Det var faktisk næsten utroligt, hvor hurtigt han kunne frembringe den vrede i hende. Hvor hurtigt han kunne kravle ind under huden på hende, som et ulækkert lille parasit! 

Hun fnyste over hans udtale. Så det var sådan landet lå? 
Godt så, det kunne godt være, at hun ikke havde mange følge her i Dianthos. Men det betød ikke, at hun ikke kunne gøre det et helvede for ham. Hvis han havde nogen han elskede ville hun finde ud af det, hvis han havde noget han holde af ville hun tage det fra ham. Hun ville bruge lige så lang tid, som det behøvede, ind til han forstod at hun ikke var en kvinde man skulle tale sådan til.
Men hans sidste udtales fik alligevel en bangeanelse til at brede sig i hendes indre. For med alt hendes bravade, var der også en skræmt kvinde der blev undertrykt og trampet på. 

Stadig med rank ryk, kiggede hun efter ham som han tog papirerne og gik. 
“Vi ses Pax” stemmen som forlod hendes mund, var næsten ikke menneskelig. Og da han var helt ude af syne, kiggede hun ned på bordet, nu med helt kulsorte øjne.