Den mørke trædør gled i, som de begge var trådt ind i butikken, men som hun samtidigt dirigerede ham mod næste dør, blev hun selv ved det første som låsen blev slået for igen. Nok var hun ikke økonomisk afhængig af hendes lille butik, men det betød ikke at hun ville lade den være åben uden opsyn, som en ren tag selv bod!
Men ikke længe efter fulgte hun i hælene på ham, som døren til hendes private blev åbnet som han trådte ind. Hun trådte ind efter ham, men hvor hans skridt forblev i stuen, gik hendes modsat.
Hendes skridt gik mod en døråbning, hvor hængsler vidende om der en gang havde siddet en dør, den førte ud til husets køkken. De vare som hun havde haft så travlt med at rede under sit fald, satte hun fra sig på bordpladen. Selvom hun ikke kunne se den høje elver længere, lyttede hun efter ham, forstærket af hendes evne. Lyttende til hans skridt som nærmede sig trænings-dukken.

Hun dukkede op i døråbningen, med en skulder hvilende mod kammen, mens hendes blik fulgte ham nøje. Med sig havde hun to vinglas og en grønflaske, som hun på forhånd havde antaget at selv en elver måtte sætte pris på vin? Ikke længe efter ramte hans mørke øjne igen hendes grønne, hans ord nåede kun lige at forlade hans læber, før en hemmelighedsfuld skygge gled over det smil som havde spillet ved hendes mundsige ”nå, ikke?” tonen var drillende, udfordrende. Hun skubbede sig fri af kammen og trådte frem mod spisebordet i massivt træ, hvor på hun satte glassene for at skænke den røde væske op til dem begge.
På tungespidsen lå hendes lyst til at spørger, hvad havde han forventet?
Om han endnu en gang havde ladet sig lede af sine egne fordomme, eller om det var indtrykket han havde dannet sig om hende? Det sidste var det som rumsterede mest bag den blege pande, som en stikkende nysgerrighed.
I det hele taget var der kommet flere spørgsmål til, som hun havde brugt tiden med ham, han havde fanget hendes interesse, som ingen anden havde gjort længe.

Trods hendes mere beskedne højde, sammenlignet med hans. Tog det hende lige så kort tid at tilbage lægge afstanden til dukken, så hun stod ved hans side, hvor hun greb ham fast om hånden, som han skulle til at stryge en finger over træet. Ikke et ord som nej, slap fra hende.
I stedet landede et ligeså fast blik på hans ansigt, stik modsat matchende til hendes stemme ”Jeg antog du kunne lide rødvin? Vin fra Rubinien?”.
Hans brune hånd blev sluppet, som hun under sine ord havde fjernet så, når hun slap den måtte han atter løfte den for at lægge an til at prøve at røre træet igen, men ville han turde det?

Rakaa så hende komme ind, men valgte at lade værd med at svare her til at starte med. Han var for distraheret af den finurlige trænings maskine ved siden af ham, som han ikke nødvendigvis selv ville have en chance for at bruge ordentligt. 
Idet han strakte fingeren ud for at lade den kører over træet, jah i selvsamme øjeblik valgte Fielthena at stoppe ham. Hurtig som en slange greb hun hans hånd, og overrasket vippede elverens ene øjenbryn opad - nix pille simpelthen? Rakaa betragtede hendes mindre skikkelse ... der var noget stålsat i hendes blik, der i momentet satte en grænse for hvad han måtte gøre. Hvad han måtte røre, helt specifikt. I Rakaa's læber trak stregerne sig til et smil, og små tråde af trods tegnede sig i hans blik. "Jeg kan drikke det meste vin" svarede han næsten på autopilot, slet ikke samme opmærksomhed til hendes spørgsmål som interesse han gav til hendes øjne. Prøvede hun ham af?
Rakaa's hånd stod still i luften, inden at han med et smørret smil begyndte at løfte armen for at sætte hånd på træet igen. Dog foregik det langsomt - en tydelig indikation på at provokerer, men på drillende vis. Man kunne godt kalde det legesygt, den gnist der kort dansede i de mørke øjne. Ville hun virkelig stoppe ham? Nej, spørgsmålet var om hun virkelig kunne stoppe ham? 

Bevægede hun sig til gengæld hurtigt lige pludselig - fordi det kunne hun sagtens være en der kunne, ville han dog ikke lade hende gribe fat så let igen, og vippede med en umærkelig bevægelse vægten mere frem på tåspidserne. 

Om han med fuldt overlæg undgik at besvare hende, var hun usikker på, men hun ville samtidig ikke undres hvis det havde været tilfældet. Det betød dog ikke at hendes nysgerrighed blev mættet af den grund, og havde hun haft bare en anelse mindre selvkontrol så havde hun spurgt hvad han havde forventet af hendes hjem, - af hende som person.
Men hun skulle nok få de svar hun søgte, når tiden var til det.

Der var det igen, næsten det samme blik som hos healeren, men denne gang var det ifølge af et smil.
Hendes grønne forlod aldrig hans blå, som han langsomt, drillende gjorde antræk til at ville røre træet. Han testede hende lige så meget som hun testede ham af.
Blikket var ikke mildnet det mindste, men trækningen til et smil begyndte at pryde hendes læber, et ganske lille et. De brune fingre nærmede sig træet på ny og kun få millimeter før, forsøgte hun sig med samme hastighed som før, for at gribe ham om håndleddet, igen.

Ved antrækningen til et smil var Rakaa sikker i sin sag - det var en leg, og lidt af et legebarn havde han vel altid været på den front. En anelse rebelsk kriblede det i hans langre fingre, idet at han stødt og roligt fik nærmet sig den underlige genstand Fielthena ikke ville lade ham røre, men det var ikke fordi han nåede langt! Hurtig som en slange greb hendes blege hånd ud efter ham, og Rakaa nåede dårligt at reagerer førhen at hendes hvide hånd holdt hans fast i et jerngreb; han havde stadigvæk ikke fået rørt træningsdukken med sine fingerspidser.
Hendes greb var stærkt, og med et indvendigt smil greb Rakaa også fat om hendes håndled, så deres hænder nu var låst sammen. Et eller andet sted forventede han at en kamp imellem dem ikke ville blive forfærdeligt lang - der var noget i hendes smidige bevægelser der bar hende med en utrolig elegance, og Rakaa følte - og vidste, han havde set det i trænede krigere før. Men selvom hun nok ville løbe med sejren, måtte hun gerne arbejde lidt for det.
Kortvarigt studerede han hendes ansigt i tavshed, førhen hans læber skiltes i et bredt grin, og Rakaa bevægede sig.

Elveren hev nu pludselig deres låste højre hånd i et ryk tilbage for at prøve at tvinge Fielthena ud af balance, så han kunne prøve at træde forbi hendes måske faldende skikkelse, for at røre ved træningsdukken med sin frie hånd. En lille piuette om hendes slanke krop, og måske en nem sejr samt hurtig afslutning. Det var et simpelt træk og bar præg af billige kneb og taget-i-momentet beslutnigner. Men hvis hendes mål lige nu var at holde ham fra dukken, jah så ville Rakaa holde hende oppe på tæerne hvad det løfte angik.

Smilet lod til rigtig at bryde frem, da han nærmest sig fast til hende, med et tilsvarende grebet om hendes håndled, det gjorde dem for et øjeblik mere lige.
Sådan stod de, ikke længe og aldrig uden det blev akavet, men længe nok til at han for en stund åbenlyst studeret hendes ansigt, men ikke et ord gled over de mørke læber; og der var den igen, den prikkende nysgerrighed efter at vide, hvad der forgik inde bag hans mørke pande.

Et fast, uventet, ryk sendte hende ud af balance og fik hende til at slippe grebet omkring hans håndled, mens hun genvandt sin balance. Han havde udnyttet momentet af sit billige kneb og elegant smøget sig forbi hendes skikkelse. Hun undgik ikke at slippe noget som mest mindede om at blanding af et fnys og en latter ”Så det er med den på?” hun var ikke skuffet, hverken i hendes stemme eller mimik.
I stedet var hun moret, på en god måde. Afventede på endnu et forsøg om at han ville røre træet, stillede hun sig klar til igen at afværge kollisionen mellem hans hånd og dukken.

Det virkede. Rakaa's slanke skikkelse sneg sig elegant forbi hendes snublende krop, og med to fingre på træningsdukken, mærkede elveren et sus af sejr. Det havde faktisk lykkedes... der kunne man bare se, det havde han ikke troet. Rakaa holdt ikke hånde på træet længe, fordi indenfor få sekunder var balancen genfundet og hun stid nu afventende klar igen. Endnu et forsøg?
"Hmmmm...." en lyd af overvejelse, og med et leende glimt i de mørke øjne, rettede han sig nu en anelse mere op. "Det er det i hvert fald" fulgte han op med, og rullede en anelse med skuldrene. Andet forsøg. Anden gang.
Den her gang, valgte han at tage en lidt mere defensiv vinkel på det hele. Afprøvende trådt elveren nogle skridt bagud, for at se om hun ville følge med ud på det mere åbne område og gå væk fra at stå lige ved siden af træningsdukken. En enkelt hånd blev kørt igennem de lange dreadlocks, der med en stille raslen næsten var den eneste lyd i rummet; udover den skiftende vejtrækning fra mennesket og elveren. Og så var der lige hans hjerte der stødt begyndte at banke højere.

Det var nemlig lidt af en stemning der var imellem dem på den fastlåste øjenkontakt, hvor at Rakaa ikke vovede at slippe hende med blikket. Nej,overmodig havde aldrig været et ord at sætte på ham som person. 

Efter den første kontakt mellem hans brune hud og det mørke træ, havde hun gjort sit bedste for at forhindre ville gentage sig, som de begge havde stillet sig klar på endnu et forsøg på, denne gang med mere afstand til træningsdukken.
Det var ikke lykkes ham, om end det havde været tæt på, at han igen var blevet tilsmilet af heldet. Da det havde virket naturligt, var deres lille ”dans” blevet ebbet ud, men ikke uden at hun på nogle punkter følte spørgsmål var blevet besvaret, mens endnu flere nye var kommet til.

Vinen var blevet skænket til dem begge, som hun var i færd med at lave det mad, som han var blevet lovet for hans hjælp. Afslørende endnu en side af hende, at hun var ganske ferm i et køkken, men mest af alt var hun mere afslappet end hun hidtil havde været gennem dagen. Ikke fordi hans selskab var ubehageligt eller hun på anden vis havde virket anspændt.
Der var ikke noget tidspunkt, hvor hun havde spurgt ind til kød om det overhovedet var noget han spiste, men lige så fordømmende han havde tendens til at være mod mennesker, lige så forudindtaget var hun omkring elvere og havde derfor på forhånd antaget hans naturligvis ikke spiste animalske produkter. Indimellem rørte hun i gryden, så hvad der bedst kunne beskrives som en gryderet, ikke brændte fast i bunden.

Hendes grønne søgte atter hans blå, mens hun blev lidt små tænksom i tonen ”Du er nok en af de mest interessante væsner jeg har mødt længe” det var så bestemt et kompliment, fra den mørkhåret kvinde, men hendes ord afslørede også den prikkende nysgerrighed, som havde siddet i hendes krop, lige siden hendes negle førstegang truede med at prikke hul på ham.
”Raaka Mal’rilen fra Rubinien.. Fordomsfuld ørkenelver mod mennesker og deres natur, ikke helt håbløs under en kyndig healers blik, noget krigstræning og så er der smerten..”.
Hun lod den lyserøde tungespids glide hen over den bagsiden af hendes tænder, før hendes læber skiles i et skævt smil. Hun lod den ene side hoften hvile mod kanten af køkkenbordet, mens hovedet gled mod sat og lagde sig på sned ”Hvad er der med den smerte?” nok var det er spørgsmål, som lå ham frit for at svare, men hendes blik var udfordrende, på samme måde som hans havde været i helbredernes hus, som hun var blevet beordret til at smide bukserne.
Ville han svare hende? Og hvis han gjorde ville det være sandfærdigt?

Rakaa bevægede sig, Fielthena forsvarede sig selv og sin træningsdukke. Det var en underlig form for leg, en ret så barnlig en af slagsen egentlig, da det i princippet bare handlede om hvorvidt han kunne gøre det, eller hvorvidt Fielthena kunne stoppe ham. Men den var god for smilebåndet, og Rakaa kunne ikke andet end at forundres; hun var så zalans hurtig at det føltes som om hun havde danset denne form for dans før. Han tvivlede dog på at det kom af noget så uskyldigt som det de gjorde nu - han tvivlede på at hendes hurtige reflekser kom af decideret positive erfaringer. Sådan var det sjældent. 
Hvilket nok også var grunden til den eftertænksomme ro der hvilede over dem bagefter, hvor at Fielthena med kyndige hænder begyndte at lave et måltid.

Rakaa sad tilbagelænet i en af husets stole, og slyngede med dovne bevægelser den røde væske rundt i glasset. Øjnene hvilede dog undersøgende over Fielthena fremfor glasset; hun så så... fredfyldt ud. Af stereotyper ville Rakaa aldrig hævde at en kvinde hørte til i køkkenet - han havde aldrig forstået hvor den tanke kom fra idet kvinderne i hans familie, og i hans bekendtskaber, sjældent var passive nok til at finde fred i livet med det. Men roen kunne han genkende, da han selv også dyrkede kokkerier og køkkenfærdigheder.
De grønne øjne blev slået op, og mødte Rakaa's mørkeblå med et tænksom blik og tone. Og han lyttede; Rakaa vippede umærkeligt en anelse frem og lagde benet over knæet, opmærksom.
Ordende fik et lille smil frem på de mørker læber - interessant ligefrem, og undersøgende hørte han sig selv forklaret igennem hendes øjne og erfaringer indtil nu, en konstatering af hvem han var indtil videre. Et billede han sagtens kunne genkende og forstå hun havde fået af ham. Ørkenelverens skarpe ansigt tippedes på skrå idet hun fulgte op med et spørgsmål, et spørgsmål der fik noget lunefuldt til at spille i de mørkeblå øjne.
"Fielthena Ch'vyalthan, en tilfældig og klodset menneskekvinde i mængden, der dog bærer stolthed nok i hjertet til sammenbidt at afvise hjælp når den gives..." Rakaa holdt en kort pause idet at han tog en slurk af vinen. "... af fremmede. Men er stadigvæk afklaret med at inviterer dem hjem til en bid mad" to kunne lave en konstatering, og elveren løftede det ene øjenbryn.
"Hvad er der med den fascination?" fulgte han op med, og lod en slank hånd glide op til sin ene skulder, der stadigvæk bar præg af menneskets negle, og strøg det mærkede område ømt. 

"Det kommer an på situationen..." endte han dog med at svare hende, fordi det gjorde det virkelig. Elveren lænede sig tilbage igen i stolen, og lod eftertænksomt tungen glide over de hvide tænder. Smerten var for Rakaa, ikke nødvendigvis velkommen på alle tidspunkter. Men han kunne ikke benægte at den kunne slibe hans forfinede og ekstravagante sider ind til benet, og efterlade ham som et rodet, kontaktsøgende og begærligt væsen - en side han ikke skammede sig over, men dyrkede når muligheden bød sig.
Helt specifikt, jah så kunne det rigtige pres hjælpe ham med at opdage mere af sig selv end han kendte til i forvejen, hvilket var... spændende, når man troede at man vidste alt om sig selv i forvejen, i takt med at årene sneglede sig tidsløst forbi. 

Hun havde måske sat den kønne elvermand overfor hende lidt firkantet op i sine konstateringer, men det betød ikke han på nogen måde var fastlåst i dem. Delvist havde hun sat ham sådan op, for diskret at prikke til ham. En test om han ville reagere opfarende eller afrette hendes ord. Hvor meget stolthed og kontrol var der gemt i ham? Eller nærmere hvor meget hvilede han i sig selv?
Et nyt smil voksede sig frem over hendes læber, men denne gang voksede det sig større, som morede det hende, hvordan han greb hendes ord og vendte dem mod hende selv.
Han var i sandhed noget for sig selv.
Det havde været lige ved og næsten at hun korrigeret ham, som han begyndte med at kalde hende klodset. I stedet bed hun sig i tungen, mens den korte kropsopspænding som afslørede at hun havde været ved at sige noget, lagde sig igen. Skulderne faldt afslappet på plads igen, inden hun løftede sit eget vinglas til læberne. Den slanke hånds færden blev fulgt hen over vinglassets kant. Ikke noget hun lagde synderligt skjul på.
Et næsten ligegyldigt træk lod den ene skulder trakkes op mod øret, før den sænkede sig igen ”De færreste kan hvile i smerte. Det er der typisk kun to typer som gør, meget firkantet sat op naturligvis”.
Hånden der holdt omkring glasset, hvilede hun ind mod kravebenet, med pegefingeren tappende let imod det et par gange. Endnu en tår og glasset blev placeret tilbage på bordpladen, i en rolig bevægelse.
”Du tænder på smerten, alt efter situationen, ikke sandt?” kom det langt mere ublufærdigt, som havde hun spurgt ind til vejet udenfor. Denne gang lyse nysgerrigheden ud af ikke bare de grønne øjne, men hele hendes kropssprog.

Det var ikke gået elverens skarpe øjne forbi, hvordan at hun syntes at trække en anelse op ved beskrivelsen af hende. At han lod hende færddigøre sin sætning var derfor noget der overraskede ham en anelse, men ikke mere end at han lod det gå forbi. Det betød dog også at han med skjult nysgerrighed lyttede til hvad hun svarede igen, og et skævt smil krusede hans læber som hun groft inddelte smerte - og hvad smerte gjorde ved folk - ind i to typer. Jaså, syntes det at glimte i de mørke øjne. 
Rolige bevægelser til følge, ord der blev sagt som når nogle nævnte at det havde været en hård regnsæson, og de to ting gjorde at hun faktisk fik et overrasket, enkelt løftet øjenbryn fra ørkenelveren, hvis hoved i et lille ryk gled på sned... fordi hun havde læst ham korrekt; det var der så forfærdeligt sjældent nogle der gjorde, udadtil. 
Det krævede ikke sit geni at vide om ørkenelveren, da han bestemt heller aldrig havde gjort meget for at lægge skjul på det. Men det krævede alligevel sin mand - eller i dette tilfælde, kvinde - at sige så højt og så nonchalant. 

Elverens læber åbnedes i et lidt bredere smil, idet at han med et blink af øjet, umærkeligt nikkede. "Selvfølgelig" var det korte svar, og de mørke øjne glimtede en anelse mere længselsfyldt ved tanken. Rakaa lænede sig - måske endda ubevidst - nærmere, og ørkenelverens fingerspidser blev presset imod hinanden, efter at han stillede vinglasset på bordet igen. Han følte der lå noget mere bagved hendes spørgsmål, men når han kiggede ind i menneskets nysgerrige øjne - følte at han så et eller andet bagved det grønne græs-hav, jah så var det svært at sige helt præcist det noget var. Ikke desto mindre, havde samtalens drejning fået Rakaa Mal'rilen en anelse mere... nysgerrig. Tændt, på  hvorfor det var hvad hun spurgte om, og tungen fugtede kort de smalle læber. 
"... og det er den ene, af dine to typer" fulgte han undersøgende op med.

”Men nu er smerte trods alt noget mere finurlig end den altid lige til, selvom det oftest virker sådan, så jeg kunne jo naturligvis tage fejl.” Fulgte hun næsten eftertænksomt op med. Sandheden var bare at den mørkhåret kvinde overfor ørkenelveren ikke var den mindste smule i tvivl, ikke fordi hun var hovmodig.
Hun havde ganske enkelt blot lyttet til sin mavefornemmelse, efter at have lagt alle de små tegn sammen som var blevet opsnappet i løbet af deres møde Derfor betød det ikke at hendes antagelser, om den mørkhudet elver var noget af en påstand, en påstand som ikke alle ville være tilfredse med at blive mødt af, men han tog ganske afslappet.

Et selvfølgelig lød det fra ham, som havde det været den mest naturligste i verden ting i hele verden, at lade smerte være et virkemiddel til en mere intens form for nydelse. Det var vel næsten forventeligt sådan som hun selv havde taget hul på emnet, med en ret nonchalant tilgang.
Uden selv at havde bemærket det, havde hun imens hun lyttede suget underlæben lidt ind. Først da tænderne sank ned i den blev hun bevidst om det, men ikke før mundvigene trak sig op i smil, der grænsede til hemmelighedsfuldt. Skubbende fra mod kanten af køkkenbordet hun hidtil havde stået henslængt mod, flyttede opmærksomheden sig tilbage til den simrende gryde. En gavmild mængde mad blev øset op i to skåle, en ske placeret i hver og med en skål i hver hånd, nærmede hun sig spisebordet og Rakaa.
Stoppende foran ham blev skål rakt frem mod ham, så snart han ville række ud efter den ville hun flytte skålen væk i sidste øjeblik, kun lige så de mørke fingerspidser akkurat blev undgået. ”Du kender allerede svaret på dit eget spørgsmål, men bare for god pli er det vel kun passende at jeg svare? Jeg fortrækker smerte på mine præmisser.. Eller andres.” Svarede hun endeligt med den samme ophøjede ro over sig, som havde været der det meste af tiden, men de grønne øjne slog næsten gnister af noget udefinerbart og afventende.

Observerende. Det var det ord man kunne bruge til at beskrive måden hvorpå Rakaa betragtede mennesket, hvis underliggende selvsikkerhed fik hans hud til at simre behageligt under hendes grønne øjne. Observerende og lyttende, da hun på mange måder havde formået at fange interessen hos ørkenelvere, og lige nu, også var i gang med at fængsle den. Stadfæste den. 
Hun virkede hemmelighedsfuld, og desværre ikke kun i hendes lille smil, men ligeså meget i de små bevægelser der udgjorde hendes gang; han fik hende til at tænke på en kats legende dovenskab. Den type kat der kiggede ned på dig fra rækværket, og med et enkelt slag af halen ville afvise enhver håbløs form for 'tsk'en', da den ikke kunne lokkes af noget så simpelt som en nussende hånd - ikke før den ville, i hvert fald.
Hvilket hendes næste handling såvel som ord kun støttede yderligere op omkring. 

Hånden rakte ud efter sin portion mad, men strejfede den knap nok; Fielthena trak den fra ham med et noget næsten provokerende i hele sit udtryk, spurgte man Rakaa. 
Og elverens mørkeblå øjne mødte hendes gnistrende, afventende blik. Hvad hun forventede af ham, jah det kunne man tænke længe og godt over; elverens sind strakte sig mageligt i den specielle interesse. "Fleksibelt..." spandt han næsten, idet at smilet strakte sig en anelse bredere over læberne. 

Han havde levet længe, og alligevel skete det en gang imellem, at man kunne finde sig selv overrasket. Han måtte bide sig selv i indersiden af kinden for ikke at rette hende ind lige her og nu - det her var præcis lige som med dukken før, og en provokerende kernedel af ørkenelveren søgte at fange skålen med mad... ikke så meget fordi at han var interesseret i indholdet - den kunne han altid smage senere. Nej, nok en anelse interesseret i hvilken symbolsk betydning der lå bagved den konstante prikken. 
Så måske fik hun en grad af hvad hun ville have - eller ikke have, da ørkenelveren i et blink af grønt lys forsvandt fra hendes front...
... for at dukke op bagved hende, slanke hænder der greb ud efter hendes arme, tydeligvis ligeglad med hvilket svineri det kunne skabe med skålene.  
Hun var - af hvad han kunne fornemme - både stærkere, hurtigere og mere kampvant end ham. Men det gjorde ham absolut intet; hænderne greb ud efter hende, for at se om hun kunne tvinges rundt. Eller, om hun ville vende tallerkenen og (måske en anelse forventeligt givet hendes muskuløse krop) tvinge ham væk. 

Stadig stående med en skål i hver hånd, skrånede hun hovedet ved hans spindene ord. Det var en ret så bemærkelsesværdig kommentar, kunne tolkes på mange måder og de fleste ville nok slå det hen i simpel observation og konstatering; harmløst og uden noget underliggende.
Fielthena var bare ikke som de fleste, måden han havde spundet ordet, fik hende straks til overveje hvilken undertone det havde. Hovedet bibeholde sin skrå position, med tungespidsen bevægende over tænderne i overmundens kant, før mundvigene trak sig op i et smil, som var hun mere end tilfreds med den komplementerende kommentar. I stedet for at takke pænt, som det ellers ville have været forventet og det rette at gøre, svarede hun mere små flabet ”Du skulle bare vide.”.
Hovedet vippede sig en anelse bag over, uden at det grønne forlod hans skikkelse, bare lige nok til at hun på en og samme tid, virkede delvis hoverende over at have hindret ham i at få fat i maden, men mest af alt kastede en udfordring af sig og så var det op til elveren at gribe den. Usagt hævede det ene af de mørke bryn sig i et ’Vil du bare sidde der?’. Hun testede ham af på ny, nøjagtigt som han havde testet hende inde ved træningsdukken. Denne gang var det bare med en helt anden underliggende drivkraft bag. Det var ikke længere bare for bekræftelsen, af om det hun havde haft fornemmelsen af, var som hun antog, det have han bekræftet.

Udfordringen hang ikke længe mellem dem. Et grønt lys magten til det fra tidligere, lyste for intet andet end et øjeblik køkkenet op. Var hun gået over grænsen? Tanken nåede kun at strejfe, før ørkenelverens mørke skikkelse dukkede op, bag den mindre menneske kvinde, før ærgrelsen nåede at trække sig over det kønne ansigt.
Lange slanke, men stærke fingre lukkede sig om arme. Overrasket glippede det i kroppen, så begge madportioner styrtdykkede mod gulvet, hvor deres indhold ville spredes som en tsunami der efterlod spor efter sig. Denne gang var der ikke et gram af modvilje da han tvang hende rundt, til de igen stod front mod front, ansigt mod ansigt på ny.
Måske havde hun fejlfortolket elveren, men hun tillod sig selv at træde helt tæt ved hans skikkelse, uden at trække armene fri af grebet. Strække sig så meget det var muligt i både i krop og på tå, nærme sig hans ansigt med sit, tæt nok på til deres ånde ville blandes. ”Hvor sulten er du, Rakaa?” spurgte hun en spinden lignende den han selv var kommet med, lokkende og legende. Var han klog nok ville det ikke tage ham mange øjeblikke at regne ud, at hun ikke snakke om hverken den tilbageværende mad i gryden, ej heller den på gulvet blandt skår fra skålene.
Nej, hun mente noget helt, helt andet.

Det var vidst ingen hemmelighed, at ørkenelveren foran det mindre menneske, var af en lidt spøjs karakter på nogle punkter. Hans sind var gammelt, hans krop det stik modsatte og ung, sund, stærk af udseende og hans øjne gnistrende med en underliggende energi af provokerende kaliber. Alle tre ting reagerede næsten prompte som mennesket frivilligt vendte sig om, og ikke bare for at sende et af hendes gnistrende blikke, igennem halvlukkede, dovne øjenlåg. Nej, den her gang var der noget mere, som han med en indespærret gysen fornemmede liste sig nærmere samtidig med hendes nærvær. 
Hvad var personlig sfære? Ikke noget han selv gjorde sig i, da han ikke kunne vige tilbage, da hendes ansigt nærmede sig hans. Så tæt at han kunne mærke hendes varme åndedrag fra da ordende slap hendes læber, og så kælen i sin stemme, at pupillerne i elverens øjne langsomt udvidede sig en anelse; øjne der blev mørkere idet at det havblå svandt til fordel for det sorte. 
Hvor sulten han var? 

Hænderne om hendes underarme greb fastere fat, idet at de prøvende trak hende tættere, så hendes bryst ramte ind i hans, og hver en vejrtrækning - dybere end den havde været for blot få minutter siden - ville kunne føles imod hende selv. Hænder hvoraf den ene også sneg sig på afveje, idet at den krøb op imod hendes kæbelinje, for at følge den til hagespidsen med en enkelt, slank finger. 
Hvor sulten han var? Et så ladet spørgsmål kunne ikke ignoreres, ville ikke ignoreres. 
"Som har jeg fastet i flere måneder" 
I samme øjeblik som ordende forlod hans smalle læber, foldedes hånden om hagen i et bestemt ryk og han løftede hendes ansigt en anelse op, imens han selv bukkede sig længere ned. 

Elveren stoppede dog millimeter fra hendes læber, så smertefuldt tæt på at han fornemmede hvordan huden i hans fingerspidse begyndte at brænde svagt, men samtidigt så kontrolleret at de halvlukkede øjne betragtede hendes hvidlige menneskeansigt med en lunefuld gnist. Hun var ikke den eneste der var i et legende humør, men grundreglen var dog altid at han lod dem tage det første skridt. 
Og så ville han selv tage det næste lige bagved dem, da den handlingsprægede accept var stærkt motiverende, stærkt tiltrækkende. 

Det sorte åd sig ind på det blå ude af elverens kontrol, som hans krop forræderisk sladrede til hende. Han havde forstået spørgsmålet fuldkommen som det var tiltænkt at skulle forestås. Hverken han eller hun lod til at ville trække sig, givende den anden noget af den personlige sfære igen, som Fielthena så skamløst havde taget af, da han tillod hende det.

Grebet i armene strammede sig, burde have sendt ubehag rundt hendes krop ved følelsen af at være fast holdt, fanget om man ville. I stedet affødte det kun et afventende smil, der gled over i et langt mere tilfreds et, da han valgte at æde den sidste afstand mellem dem.
Havde der været den mindste tvivl om det kun var hendes egen vejrtrækning, der kunne høres blive både blive dybere og tungere, blev tvivlen fjernet i det øjeblik hendes brystkasse stødte mod hans. Helt naturligt rettede hendes egne vejrtrækning sig efter ham, så de fulgte hans brystkasses bevægelse. Fingerens færden stak og prikkede under den lyse hud, efterlod sig et spor af elektriske stød, der kunne mærkes længe efter at den var vandret videre.
De hvide tænder sank i mellemtiden dybt og hårdt i underlæbens bløde kød, tog den til gidsel, så den svagt mistede noget af sin kulør. Et lige dele overrasket og lystfyldt suk slap fra hende ved det bestemte ryk. Slap læben fri fra sit fængsel, men ikke uden at dens gidseltagere havde efterladt midlertidige mærker. Havde hun været intet andet end ulmende gløder, i bunden af et næsten slukket bål og han et livgivende vindpust, fik svaret tændt en ild i hendes indre. Den forventningsfulde sammentrækning i mellemgulvet, gik varmen til at spredes ud til i de fjerneste kroge af den mindre menneskekrop. Alt mens det samme indre skreg efter han skulle handle på den sult der fyldte ham; for guderne ville vide, hun ikke havde tænkt sig at lade ham gå sulten meget længere.

Oplagt havde været et kys, et kys fuldt af intensitet og grådighed, havde det bare ikke været for den ene regel den mørkhåret menneske kvinde havde for sig selv; ingen kys, nogensinde.
I stedet lukkede tænderne sig i elverens mørke underlæbe, hårdere end de fleste nok ville forstrække, men ikke så tænderne truede med at penetrere den sarte hud. Det grønne søgte det blå, da hun trak hovedet lidt fra hans, uden at slippe læben – ikke før den naturligt ville glide fri. Den frie hånd placerede at fast skub mod brystkassen, guidede ham bestemt bagud, men ikke for at afvise ham for hendes skikkelse fulgte straks efter ”Så spis.” lød det endelig beordrende.

Man kunne stadigvæk overraskes, og her var det så absolut ingen undtagelse. Rakaa havde forventet et kys, lidenskaben i ham afkrævede det af kvinden foran ham, trods han aldrig nogensinde selv ville bekende eller følge den lyst, uden at vide at den ikke i det mindste var gengældt. Gerne i tifold. Men trods det ikke var forventet, var det stadigvæk spændende nok til at et gys spredte gåsehuden på de mørke overarme. Rakaa sukkede svagt, sukkede tilfreds og de slanke fingre dansede nedover hendes kæbe og  hals, for til sidst at fæstne sig omkring hendes nakke og skulder, og finde sig tilpas der. Trak hende med. 
Fordi et bestemt skub i brystet førte ham tilbage ved kvindens kommando, og nu, var der ikke en vej tilbage som han ønskede at tage i brug. 

Med et dæmpet bump ramte lænden ind imod en kommode bagved ham, og den skramlende lyd af noget der faldt ned, indikerede at han ikke havde været videre elegant med at passe på tingene - noget der nok var en grad af med vilje. 
Når kys ikke var på tale, måtte hendes hals gøre op for elverens krav på udforskning og med en dæmpet knurren, noget der nok mere mindede om en spinden i det her øjeblik, greb hånden omkring nakken en anelse fat i håret, for at blotte den mælkehvide hud ved at trække det bestemt til siden. De smalle læber lagde sig hurtigt til, hurtige flygtige kys og med hvad han forventede var en ønsket skraben af tænder, her og der. På hendes præmisser? Han var bøjelig som et siv i vinden, og kvinder i kontrol havde aldrig truet hans maskulinitet - nok nærmere det modsatte. Og det var så sjældent man måtte det imellem menneskerne og deres kedelige normer. 
Hvad hun foretrak her, måtte de vel se an - hun havde været ret så bestemt lige før. 

Med grebet om hendes nakke og det andet om hendes liv, var det at Rakaa forsægte at vende dem omkring så hun selv ville føle kommoden presse imod hendes lænd, og om muligt, se om hånden kunne snige sig længere ned, eller et knæ kunne presses imellem de muskuløse ben.