De lukkede sig langsomt og gled op igen, hendes øjenlåg. Som ville hver gang hun lukkede øjnene, og hun åbnede dem igen så ville han forsvinde.
Bare et enkelt blink, og hun ville sidde alene i dette lille kummerlige kro værelse. Tiden ville igen være morgen, hun i rummet for at forbredde sig til hvad end der ville ske den aften. Og med et puf ville hun være tilbage i Verbatims hovedkvarter.
Men intet kunne have advaret hende imod dette udkom af deres møde. På ingen måde havde hun forberedt sig på dette.
Hun tog en dyb indånding igennem hendes næsebor, og blev ramt af hans duft. Krydderurter, duften af den varme sand hun havde duftet da hun havde gået igennem byens gader. Og, appelsin?
Den skyllede hen over hende, som et varmt tæppe, en tryghed der borede sig ind igennem hendes ellers så faste facade.
Men i stedet for at blive panisk over det, gav hun velkommen til denne nye forunderlige side af sig selv. En side han havde formået at vække til live, som hans læber havde udforsket hendes.

Hun gav ham et af hendes egne skæve smil, som han betragtede hende. Hun lagde hoved på sned, i en endnu en undrende mine. Hun havde ment hvad et ord, han var i sandhed en af de mest spændende individer hun nogen sinde havde mødt. Hvad fik han ud af at være her, hvad fik han ud af kysse hende? Hvorfor var han en del af Verbatim, hvad andet kunne han gøre med sine hænder.
Hun stoppede op, som disse tanker pludselig borede sig igennem hendes sind. Hans hænder? Oh, hun havde slet ikke lagt mærke til, hvor meget tættere hun havde ladet hans hænder guide hende tættere på ham.
Hendes blik fulgte fingrene der gled over hendes kæbe, ned af halsen og til sidst hendes kraveben. Hun rykkede sig ikke, bad ham ikke om at stoppe. Nej hun lod sig selv falde ind i følelsen af hvad det gjorde ved hende. Følelsen af nøgen hud imod hendes, hvor længe var det siden? Et par årtier efterhånden, som minimum. Sådan var det jo, når man som elver, ikke som sådan døde af gammel alderdom.
Alt blev en smule udvisket i tidens sand, som man blev ældre. Hvad gjorde et par år til eller fra.
Måske var det også derfor de to elver, kunne tage det så roligt, selvom de havde en opgave de dinglede over deres hoveder, og kaldte på at de vente deres opmærksomhed væk fra hinanden.
Tankerne blev dog skubbet væk, hun kunne ikke være mere ligeglad i dette øjeblik med hendes forpligtigelser.

Smilet blev bredere, udfordrende, som han begyndte at presse hende længere ind imod sengen. Var dette overhoved en leg længere? Måske, hun var ikke længere sikker. Men betød det overhoved noget.
Hun kravlede baglæns hen over sengetæppet, ind til hendes hænder støtte på nogle bløde puder.
Smilet forsvandt, mens hun lagde sit hoved ned imod puderne. Blikket borede sig mod hans ansigt, var han overhoved til at læse?
Hun tog endnu en indånding, ja det var helt bestemt appelsin.
Hendes fingre dansede hen over hans kæbe, hen over hans spidse øre. Inden hånden lagde sig imod hans nakke. Hun lod atter læberne møde hans, det var altid et spørgsmål om at hun mødte ham halvvejs igennem, han tog aldrig noget fra hende, før han var sikker på hun stadig ville have det.
Men i hvad hun håbet, var et øjeblik hvor elveren over hende ville være distraheret. Lod hun sit ene ben glide op af hans hofter, hånden der havde ligget på hans nakke gled hen og greb hans skulder. Som hun i et hurtigt og glidende forsøg ville vælte ham om, så hun sad oven på ham, mens han lå under hende.
“Hvad vil du gerne opnå med dette.. Rakaa… Mal’rilen” hviskede hun hæst imod hans læber, med et interesseret om ikke pirrende blik i øjnene.

Det kunne ikke undgåes, at Rakaa følte sig en god potion nærstuderet af Viola's røde øjne. Der var en hvis intensitet i hendes blik, der mere en enkelte gange formåede at få hårene til at rejse sig på hans arm og et fantastisk gys til at glide ned af ryggen. Hvad var det dog hun ledte efter? Ikke fordi det var ubehageligt, nej Rakaa kunne ikke benægte at opmærksomheden var flatterende og hvilede nok i sig selv, til at kunne nyde det. Men det var blikkets ærlighed han følte satte hans grålige sjæl på kanten af sig selv - en ærlighed der fascinerede ham, fordi den gik han sjældent omkring selv. Hun ledte efter noget, og han vidste ikke hvad. Men hans sjæl svarede villigt igen på hendes søgende, klar på selv at lade sig forsvinde i den bølge af nærvær hun kastede imod ham. Langsomt lod Viola sig glide længere tilbage, og synkron fulgte Rakaa med hendes krop idet de bevægede sig over sengen. Han lå nu over hende, støttede sig selv på knæene men med håndfladerne imod sengen, udfra hendes ører.
Smilet forsvandt. Endnu engang dansede en nysgerrig - næsten grådig nysgerrig flamme i elverkvindens øjne, og atter følte Rakaa hvordan hun næsten afklædte ham med øjenkontakten - en følelse der fik ørespidserne til at brænde på den helt rigtige måde - hvad ville hun dog have fra ham, førhen deres læber igen mødtes i en legende lille kamp om kontrol.. Et nydelsesfyldt suk slap over hans læber, og Rakaa følte kortvarigt hvordan hendes ene ben krøb op omkring ham, lokkende. Men inden han nåede at gøre meget ved det, skulle rollerne kastes på hovedet og Rakaa fandt pludselig sig selv liggene under skovelveren. Overrasket kunne man godt sige han var, men der gik ikke længe førhen overraskelsen blev kastet til side til fordel for et mørkt og lusket grin. Hun holdt ham oppe på tæerne her.

Rakaa's slanke fingrer gled lurende over hendes lår, stoppede ved hendes buksekant, inden at han med et fast tag i bæltet hev hele hendes overkrop helt tæt på i et pludseligt men også bestemt og guidende ryk. Stadigvæk med en enkelt slank finger i bæltesremmen - bare for at hun ikke lænede sig for langt væk uden at han gav hende lov, gled Rakaa's tommelfingrer over hendes maveskind i en cirkulær, nussende bevægelse. "Opnå..?" hviskede han tilbage imod hendes læber, stemmen en anelse uskyldigt undrende imellem alt det hæse.
På mange måder var ørkenelveren en fri sjæl. Hans ungdom havde formet sig i et nok så farverigt og broget selskab af kunstnere og artister, hvis livsstil sjældent havde været særlig egocentreret omkring sex; man opnåede ikke noget alene på det her punkt. Dog var Rakaa ikke blind for at andre ikke nødvendigvis havde levet på den måde, og et skamløs såvel som lystent smil formede sig imod hendes læber fra hans. Hvad han ønskede at opnå med dette? Han havde intet problem med en lidt lummer ærlighed, og svarede derfor ublufærdigt. "Måske lidt flere af de -" elverens øjne blev knebet en anelse drillende sammen, og Rakaa lod nu hænderne følge bælteremmen om til hendes hvide ryg i små nap. "- specielle smil du gemmer på". Ørkenelverens læber hviskede flygtigt over hendes, men søgende, jah næsten afprøvende nippede han blidt til hendes underlæbe. "Måske vil jeg bare se dig glad?" gled det hæst fra ham, hvilket dog også var ærlig snak. Der var noget unikt over at dele sin krop med andre. 


Ørkenelverens fysik summede af indespærret elektricitet og energi, noget der efterhånden vækkede hans krop til live. 

Trancen hun havde været lagt under, begyndte lige så stille at tå op igen. Som var den nyfaldet sne, på en forårs dag – solen var nu stået op og hun betragtede manden foran ham med et drillende smil.
Øjnene forvandlede sig lige så stille til en blanding mellem gul og grøn, han var i sandheden spændende. Men i aften, var ikke aften hun ville ligge med ham. Lige meget hvor meget han havde tændt op for ilden i hende – det kunne sagtens være hendes krop hungrede efter mere af hans berøring. Især da han greb omkring bæltet og hæv hende frem imod ham. Hans tommelfinger der gled ind under hendes trøje og strøg den bløde hud.
Hun ville lyve, hvis hun ikke kunne mærke elektricitet der bølgede voldsomt igennem hendes krop. Hvordan han fik hende til at blødende op imellem hans erfarende hænder. Men de havde et job, at tage sig af. Og hun var ikke en, der ville glemme det – lige meget hvad hun havde tænkt for bare et øjeblik siden. Hun kunne ikke fortælle, hvad der havde ændret hendes mening, så drastisk, så hurtigt.
Hendes fingre startede på hver side af hans kæbe, og gled hen over dem. Hendes fingre greb ganske roligt omkring øreflippen, på hver side af hans hoved. Før fingrene førte op af de spidse øre og nussede dem blidt. Der til begyndte fingrene at glide ind i de bløde sammenflettede hår. Hendes tunge gled ud af hendes læber, og gled hen over hans bløde læber. Inden hun greb dem i et passioneret og kraftfuld kys.
Men lige så meget lidenskab hun havde lagt i hendes kys, som hun havde ladet fingrene gribe blidt fat i hans hår. 
Lige så voldsom var hendes næste handling muligvis, som hun gled væk fra ham, og stod ved siden af sengen og gav ham et lille blink med øjet.
“Hvis du vil se flere af mine.. specielle smil – må du arbejde for dem” svarede hun kækt og lod fingrene glide igennem hendes lange blå hår og ruskede godt og grundigt rundt i det.
“Så..” svarede hun, satte sig i en læne stol der også stod i rummet og placerede den ene ben over det andet. “Klar på at indlede et skuespil?” kom der med et glimt i øjet, som hun afventede betragtede ham og hans reaktion på det hele. Han havde uden tvivlsomt vundet denne leg, hun ville ikke gå hele vejen med ham. Han havde ikke fortjent det endnu og hvis han ville, måtte han jo se om han ville bruge tiden til det, eller om dette lille scenarie bare gled ud i sandet.
Det var ikke til at vide, men hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke var interesseret i udspilet af det hele. Ikke at hun så selv som en elver, der ikke kunne glide ind i fornøjelserne - som kunne overgive sig til kødet. Var hun stadig ikke en der delte ud af så intime dele af sig selv, til hvem som helst. Et kys - kunne accepteres. Og han havde unægteligt vækket noget i hende, som havde været svært for hende at modstå. Derfor havde hun også brug for at trække sig selv fra situationen nu, inden hun ende et sted hvor hun ikke kunne sige nej til ham. For det ville hun uden tvivl fortryde, så snart det var overstået. Så hellere trække sig ud af situationen nu, før den gik det videre. 

Tungen gled hen over hendes fortænder, inden den tittede frem imellem læberne. Selvom hun havde trukket sig, kunne hun stadig mærke lysten for elver manden der lå i sengen, som hendes blik gled hen over hans krop. Hun rystede på hoved, og lod hendes blik hvile på det mest hæslige billede hun nogen sinde havde set, det skulle om noget få tankerne et andet sted hen!

Hvad der havde startet ud som en uskyldig udfodring, fik også lov til at slutte sådan som det var nu. Rakaa mødte hendes passionerede kys med sine egne mørke læber, og følte med en sund gysen de kolde streger hun trak over hans ansigt, idet hans hud selv brændte. Han kunne ikke benægte at hvad end hun gjorde virkede, og for en stund blev grebet om hendes talje en anelse strammere - næsten krævende idet elveren følte hendes hænder igennem hans hår. Men som blev en storm til en sommerbrise, så trak Viola sig pludselig væk. Luften over ham blev tom, og elverens øjne åbnedes i forundret forvirring. Hvad nu?
Drillende stod hun nu ved siden af sengen, et blink i de gnistrende øjne og en kæk energi omkring sig. Ørkenelveren ene øjenbryn løftede sig i et mildt udtryk af overraskelse over hende - over hendes pludselige beslutning, men snart efter fulgte et smørret smil med og han hævede sig selv op på sine albuer. "Hmmm.." kom det fra ham, mere konstaterende end spørgende idet hun fik sat sig i en af rummets stole. Rakaa's mørke øjne glimtede et lille sekund skamløst med et ekko af momentets tydelige begær i sig, men blev en anelse selvstraffende manet til ro idet han satte sig fuldstændig op og svingede benene ud over sengekanten igen. "Jeg er god til at arbejde" tilføjede han sikkert, med en ublufærdig hentydning - bare for at presse citronen lidt. Nu var ikke tidspunktet til at trække grænsen yderligere, alt han havde prøvet, var trods alt at finde den.

Og fundet den ville han mene at han havde. Rakaa's hænder gled masserende over hans tindinger og hår, inden at han selv ruskede det godt igennem med en raslende lyd af dreadlocks. Både for at få luft til hovedbunden og sig selv, men også for at ruske op i sig selv igen. Et sidste studerende blik gled over hendes feminine skikkelse - Rakaa's pupiller var en anelse størrer end de plejede at være, inden at han med et afværgende smil lænede sig en anelse frem; albuerne hvilende på låret.
"Et skuespil?" gentog han overvejende, og hans tanker kredsede kortvarigt tilbage til et spørgsmål om hvilken slags hun mente, men lod det være usagt for nu, Mon ikke Viola forklarede, når tiden var inde til forklaringer?

Elverens slanke fingre blev tænkende presset imod hinanden, som han overvejede situationen der lige havde udspillet sig. Det kriblede i hans fingre efter at... gøre mere. Men elveren elskede ligeså meget i den frustration hans krop sad med, som han hadede den. Og trak gerne sig selv igennem hvad end Viola havde tænkt sig at prøve af med de spil hun satte op - det var i hvert fald spændende indtil nu. Mon ikke et skuespil ville være ligeså sjovt?
Til tider glemte han næsten at han var på arbejde, da det ligeså meget var en livsstil for ham, på mange punkter.

Det var svært for hende, ikke at blive opildnet af manden der sad foran hende.
Men før havde hun ikke betragtet ham som en smuk mand, for det havde ikke været dét hun havde set. Og det gjorde hun stadig ikke, selvom hun ganske enkelt ikke kunne benægte hun synes han var rar for øjnene. Men når alt kom til alt, så havde det været alt hvad der gemte sig inde i hoved. Hvad han bar rundt på, hvad fik ham til at køre rundt.
Hvad gemte han på. Oh hvor hun håbede han efterlevede hans ganske sikre svar. Men tiden måtte jo vise, hvor meget hun fik lov til at rode rundt i hans pæne lille hjerne.
En lyserød tunge gled ud imellem læberne, som hun fugtede dem. Hun mærkede hvor sprukne de var, heden var virkelig ikke god ved hende. Og det kunne meget vel være, at alkohol hjalp på situationen, men for hendes vedkommende havde det en tendens til at gøre det værre. Men nu var det jo også væske drænene i sidste ende.

Hun rev sig ud af hendes tanke strøm, hun var ikke sikker på hvor længe hun havde siddet og stirret på Rakaa som sad foran sig. Det kunne være alt fra få sekunder, til en halv time. Det havde hent før, at hun havde siddet og stirret frem for sig i flere timer. Typisk fordi hun var usikker på hvordan hun fandt svaret for emnet hun havde med at gøre. Og i dette tilfælde, var hendes nyeste emne den mandlige ørkenelver.
“Skuespil” hun rejste sig og knæk sine fingre, som hun hævede armene over hoved. Et rul med skuldrene, fik den til at poppe ganske højlydt.
Med et knæk i nakken, begyndte hun lige så stille at forvandle sig til en af de mandelige ørkenelver som var repræsentanter for ældrerådet.
Hun vente sig med et kækt smil imod ham.
“Fyrsten prøver ved al magt, at få en fordelagtig aftale med ørkenelveren på plads. Eller” hun løftede en finger, som hun drejede rundt omkring sig selv. Og langsomt blev kroppen ændret til en menneskelig mørkhudet skikkelse.
Den ældste datter, Kaatima Af Kazimi. “Men nu er det også således, at den ældste datter er ude på forretningsrejse, så det ville være umådelig ledt at snige sig ind, som hendes skikkelse.. ville det ikke?” stemmen var det eneste, der var tilbage, som fortalte den anden person i rummet, at dette var Viola.
Hvor hun dog elskede at lege udklædning.

Hvad gik der igennem hendes hjerne? Nysgerrigheden var til at føle på hans tungespids, og havde han kunne smage sig frem til et svar, havde Rakaa skamløs fulgt sine lyster og gravet videre i det. Hvem var hun egentlig? På trods af at Verbatim måske bandt dem sammen, var Viola unægteligt en kvinde af mange ansigter - og det var ikke kun grundet hendes magi at han tænkte det. Nej, i den korte tid de havde siddet sammen, havde ørkenelveren nok så observant taget til sig af de forskellige trækninger der gled over hendes kønne ansigt. Nogle af dem genkendte han i sig selv, hvorimod langt de fleste var svære for ham at skabe forklaring eller sammenhæng bagved - som nu, hvor hun nok så åbent lyst sad og stirrede på ham. Og det var spændende.
Men dog virkede det til at hans stemme brød den magi der havde holdt hende i stases, og med knækkende led udpenslede Viola hvorfor hendes magi var skræmmende perfekt til deres lille mission. Og det var smukt. Rakaa kunne ikke skjule den sitrende fascination idet fremmede ansigter dækkede hendes eget til. Dog havde han ikke forventet at se nogle han kendte.

Ældsterådet... selvom Rakaa godt vidste det var en illusion, var det som om at hele hans krop momentert stivnede i mødet med den ranke mand - en reaktion han ikke kunne stoppe idet den bredte sig til hans solbrune ansigt med et mørkt glimt omkring sig. Ældsterådet... ikke just nogle han satte højt. Heldigvis var han der ikke længe, og en snurrende piruette stod en kvinde nu i stedet foran ham, og som havde det ikke været der til at starte med, erstattedes Rakaa's pludselige reaktion af et mere passende smil ved synet af den fremmede kvinde. Han havde ikke selv set hende, men havde selvfølgelig hørt ikke så lidt om Kazimi slægten. 
"Joh, næsten lidt for let" gav han hende småleende ret i, og rejste sig fra sin siddende position. Elveren gik nærmere med karakteristisk smidige skridt, og tog med betagelse hendes nu menneskelige ansigt i sine hænder, og studerede hende. Det var måske en anelse voldsomt af ham at gøre uden at spørge først, men Rakaa bevægede sig med en elegance hvor at det faldt ham helt naturligt at han måtte gøre det. Det følte han i hvert fald selv, og var på den front ikke i tvivl om at Viola nok skulle smække hans fingre væk, hvis de ikke måtte være der. "Hvor længe kan du holde sådan en illusion?" kom det fra ham, mørkeblå øjne fastlåst i hendes egne nu næsten sorte. 

Som hun stod der i Kaatima’s skikkelse.
Havde hun ganske vidst lagt mærke til filmen der havde gledet hen over Rakaas ansigt, da han havde set den første skikkelse som hun havde været i. Se det havde været interessant. Hvorfor havde han opført sig således? Der var mange teorier der gled igennem hendes hoved, overvejede også ganske kort om hun havde lyst til, at bruge tid på at finde ud af hvorfor.
Dette var måske den store ulempe ved at hyre elver, da de så tid på en helt anden måde en et dødeligt væsen. Så her havde de jo ganske tydeligt tid, til at nyde og lære hinanden at kende. Finde en plan på hvorledes de skulle infiltrerer deres mål og få informationen.
Hun lagde hoved på skrå, som hendes øjne gled hjem over ham. Læberne let adskildt som hun ganske afmålt prøvede finde ud af, hvad der skete bag hans øjne.
Viola var tæt på at træde tilbage, da hans hænder greb hendes.
Hvad?
Hendes bryn knyttede sig imod hinanden, og det ene gled op. Kvindens skikkelse hun var i, var tydeligvis misfornøjet. Inden hun blev den samme elver igen, som hun havde været i det øjeblik de havde trådt ind i rummet.

Smilet blev skævt, det var da et yderst personlig spørgsmål.
“Hmm, jeg troede det var sådan noget man delte på måske.. femte date? Men du er måske utålmodig?” fik hun fremsagt, som hun lagde sine hænder omkring hans håndled og trak dem fra hendes ansigt.
“I hvert fald fem timer.” svarede hun så, og trådte et skridt tættere på ham. Udfordrende, som hun gjorde sig selv lige den tand højere så hun kunne kigge ham direkte ind i hans øjne. “Hvorfor? Hvordan skal vi ellers få vej ind i palæet? Fortæl mig gerne om din idé” hendes blik landede på hans læber igen. Men hun valgte ikke at reagere på hvad lysten hviskede i hendes øre.
Nej, hun havde taget et valg – og hvis det virkelig var hvad han ønskede. Måtte han arbejde for det. 

De mørkeblå øjne var studerende over de fremmede træk der nu dækkede Viola's ansigt, og på trods af misfornøjelsen der glimtede i hendes blik, gjorde Rakaa ikke mine til at slippe endnu. Det var bare så... underligt. Så underligt at se hendes magi skifte hendes ansigt og krop så hurtigt. En del af ham ville ønske at det også var en magi han selv besad, men den var ikke stor nok til at elveren følte reel ærgelse. Kort efter stod han atter med et efterhånden genkendeligt ansigt tilbage i hænderne.
Et smil sitrede i Rakaa's ene mundvig ved hendes ord og blev kun en anelse bredere da hun trådte tættere på - voksede sig højere endda. På trods af den instinktive trang til at hive sit hoved og sin krop tilbage, rørte Rakaa sig ikke meget foruden enkelte blink i stilheden efter hendes ord.
"De fleste ville faktisk sige, at jeg er overraskende tålmodig af min alder" gled det over hans læber, men det var slet ikke ordende som Rakaa fokuserede på lige nu. Nej, i hendes øjne lå der en usagt udfordring, og Rakaa kunne ikke lade værd med at se den hænge lokkende foran ham.

Han blev dog knibset ud af sine tanker ved hendes stemme, og følte sig selv løfte et lille øjenbryn idet at han langsomt rystede på hovedet. Skulle han være ærlig, havde han intet imod at følge en andens plan, fordi så slap han for besværet med selv at komme op med en. Han havde selvfølgelig gjort sig sine tanker - ingen tvivl om det, men han tog sig ofte god tid med sine beslutninger, hvilket man ikke altid havde på mere hastige missioner. Han havde af flere grunde ikke sigtet efter at komme længere op i Verbatim end iagter - mest for ikke at være den der skulle træffe beslutningerne. Alt det kunne han sagtens have forklaret for den yngre elver, men holdt det i momentet inde med et overvejende glimt og energi omkring sig. Han kunne altid sige det senere.
"Nu ikke så hurtigt! Er du helt færdig med at forklarer din idé, eller var det alt?" kom det ret så hurtigt og en anelse aflurende fra ham, ikke mange sekunder efter ordet idé havde forladt Viola's tunge, og med et let sammenknebet blik. Hans egne tanker havde været at benytte sig at tjenestefolkene. De hørte overraskende meget om hvad der foregik i de mørke kroge, og der kunne man nemt blende ind i mængden. Rakaa's hænder var blevet sluppet efter hun rykkede dem, og nu gled de med en fattet bevægelse op for at blive krydset foran hans bryst i en selvsikker stilling

Hendes øjne blev smalle i fornøjelse over hans kommentar, især fordi hun ganske tydeligt kunne læse han ikke helt hørte hvad han sagde. Var det mon en sætning han så ofte brugte – når folk kommenterede på hans måde at være på? Hendes tænder begyndte at glide hen over underlæben, igen kunne mærke hvordan de desperat havde brug for noget fugtigvende – denne ørken var bestemt ikke god ved hende.
Efter han trak sine hænder til sig og lagde dem over hans bryst, trådte hun et skridt tilbage. Hendes fingre gled hen over hendes ansigt, mens hun mærkede hendes egne former.
Næsten prøvende at hviske hans berøring ud af huden, da hun stadig kunne mærke farven fra hans fingre. Og det provokerede en anelse i hendes indre, at han stadig kunne vække følelser i hende – hun bestemt ikke var vant til.
Med siden til ham, slog hun sin ene sko hæl mod den andens skos snude. Som en eller anden mærkelig form, for tænke ritual. Hendes hoved begyndte at danse lidt frem og tilbage, som hørte hunelveren musik. Men dette var blot for at vende og dreje hendes idéer i hoved. Især da han insisterede på at hun skulle fortælle hendes idé eller om det – virkelig – var alt hun havde at byde på.
Han havde selvfølgelig ikke sagt virkelig, men hun tilføjede det, da det virkede som om det burde have været en del af sætningen der var rullet hen over hans tunge.
Hun rullede med hendes skuldre, inden hun vente sig imod ham med en hævet finger.
“Vi kunne jo selvfølgelig også bare være kedelige, og snige os ind som tjenere – dem er der selvfølgelig rigelig af i vores… race” sagde hun nonchalant, selvom hun ikke kunne gemme den snigende bid der lå bag ordene. For slaver var stadig en stor del af Rubinien. Og lige som alle andre afskygninger i denne verden, så var mennesket stadig dem der sad øverst på magten.
Måske var det drivkraften bag, at man kun havde få ord og leve i, der gjorde mennesket hungrede så voldsomt efter magten. Mens elveren, havde alt den tid i verden som den havde brug for.
Hun hævede det ene bryn spørgende, som hun betragtede hans stolte skikkelse. “Så?” spurgte hun spørgerende, før hun kom i tanke om at han havde spurgt er det alt. Måske kunne manden bare godt lide, at vide præcis når folk var færdige med deres idéer.
“Nu er jeg færdig”
Tilføjede den blå håret elver, og lod fingrene lide igennem det bølgende hår og ruskede det godt igennem.

Havde der ligget en udfordring i hans ord, så tog det ikke lang tid for Viola at samle op på den og tage den til sig. Overvejelser skyllede ind over hendes formskiftende krop, og i tavshed lod Rakaa hende gøre hvad hun nu engang... havde gang i. Givet, han forstod ikke hvorfor eller hvad alle de små finurlige tics hun havde, han forstod ikke hvad de gjorde godt for. Men han kunne ikke komme udenom at det var en anelse betagende; det var utrolig unikt. Således var det at Rakaa små-observerende betragtede hende idet hun endelig vendte sig imod ham, hævet finger og det hele.
Oh? Kedelige simpelthen, Rakaa kunne ikke lade værd med at smile en anelse leende ved hendes kommentar, selvom ordene ikke var sjove i sig selv. Slaveriet var forfærdeligt, bevares.... men det var mere ordet kedelig der fik ham til at ryste lidt på hovedet. Kedeligt eller sikkert; de to ting mindede i mange henseender om hinanden, og Viola ville tydeligvis ikke spille den sikkert. 

Rakaa's småsmilende ansigt nikkede langsomt da hun konstaterede hun nu var færdig med sine idéer, og overvejende gled de lange fingre over hans kæbeparti og forsatte om til håret. "Jeg havde tænkt vi skulle benytte os af tjenestestaben..." gav han hende ret i, et glimt af anerkendelse over sig. Hendes første plan var helt sikkert bedre og langt mere interessandt, men Rakaa kunne ikke ligne nogen fyrstedatter, selvom tøjet sikkert ville klæde ham. Men hvordan havde han skulle passe ind i hendes plan så? Nu kom hun jo selv frem til svaret, kunne man sige.
"...men så lad mig om at være den kedelige i det her selskab" kom det lidt efter fra ham, og Rakaa smækkede hænderne sammen i et beslutsomt klap. Et lusket smil dansede i de mørkeblå øjne, og ørkenelveren tog nogle skridt imod hende, en teatralsk hånd på hjertet idet at han bukkede; som var hun reelt set en fystedatter. "Lad mig være din slave, og så vil jeg gå med til at følge din første plan" fulgte hans smilende stemme op med, og kiggede op på hende igennem let sammenknebne øjne fra hans bukkede position. Der var blevet lagt tryk på 'din', en drillende energi i elveren der stadigvæk flirtede med Viola's grænser. Men ville hun sige nej til at have ham som slave?
Han havde intet problem med at være slave for en stund. Hvem ved, måske var det sjovere end det man hørte; Rakaa vidste at han aldrig var mere bundet end hvad folk troede han var.

Hun betragtede manden sigende som han stod over for hende, hun genkendte mange af følelserne der rullede hen over de mørke blå øjne. Men hun formåede at lade sig selv blive fanget af dem, hvilket fik hendes bryn til at knytte sig imod hinanden. Dette, det var bestemt ikke godt.
Hoved gled lige så stille til den ene side, som kunne hun ikke helt forstå hvorfor hendes følelser blev ved med at drage sig hen mod elveren – på den måde. Det var en begyndelse til frustrerende, for hun ønskede dem ikke. Bare ved første øjekast, kunne hun allerede fortælle sig selv, ja hvad? Hun var ikke en gang sikker længere, men det ville ikke ende godt. Lige meget hvor, langt han ville trække hendes udfordring.

Så lad ham være den kedelig? Hvad snakkede han om, hun havde jo planen under kontrol, havde endda forvandlings eliksir – hvad havde han lige sagt?
Hun spærrede øjnene ganske betydeligt op, som hendes pupil lige så stille blev større. Igen kunne hun ikke holde tilbage, hvordan hendes øjne begyndte at blive en form for gul og grøn. Hendes slave, hvad skulle det betyde? Og hendes første plan? Men det, hun – forstod ingen ting.
Lige så stille åbnede hendes mund, for at svare ham og lukkede sig igen.
“Jeg tror ikke..” fumlede hun efter sine ord, og for første gang i denne aften fik Rakaa lov til at se skovelveren være forfjamsket omkring hvad hun skulle stille op. Ingen eliksir hun havde i tasken, kunne hjælpe hende på dette problem. Det var da helt hundrede procent sikker, og havde han så vundet kampen?

Hun trådte et skridt tilbage, som brynene knyttede sig imod hinanden. Okay tænk, hun pillede ved hendes bryn, som hun slog blikket væk fra ham. Han tilbød hende jo bare en væsentlig god idé til planen. Men hvorfor protesterede hende indre sig så – så meget? Fordi han var ørkenelver, og det at være slave for hans race – var en ganske reel ting.
Fordi at hendes pompøse forfærdelige folkefærd, levede i bedste velgående i skovene og ikke kunne komme ned fra deres høje heste.
Hun snerrede af sig selv, som hun vente ryggen til ham. Hænderne begyndte at ryste, som hun kørte dem igennem det blålige hår. Dybe indåndinger, du er dygtig, du kan godt.
Hun gled rundt og nikkede så. Hendes mund lavede en twist imod den ene retning og hendes øje lukkede sig i en meget underlig maner. Hun rystede på hoved, og tog en dyb indånding.
“Så du vil være min slave?...” hun frugtede læberne, og selvom at stemmen havde kontrol over sig. Kunne hun ikke stoppe de rystende hænder. “Det er også en måde at gøre det på…” hun næsten smagte på ordene, som hun trådte et skridt tættere på ham igen.

“Pas på dine drillerier, ikke bliver dit endelig.” mumlede hun imod hans læber, og lod blikket glide fra dem imod hans blå øjne. Øjnene var blevet smallere, og betragtede ham afmålt. “Men hvis det er vores plan ser jeg ingen grund til at blive hængende meget længere.”

Havde nogen fortalt ham hvor overrasket Viola ville blive over det foreslag, jah så havde han nok prøvet at finde en måde at forevige øjeblikket. Han vidste godt at selve idéen dansede på kanten af hvad der var acceptabelt i den elviske opfattelse - især hans egen hjemmefra, og lige præcis den splittelse af morale fik et gulligt glimt frem i de ellers løvgrønne øjne. Forfjamsket. Men også nervøs? En gnist af tilfredsstillelse gled igennem elverens krop, og langsomt rettede han sig op igen imens endnu en lavine af tanker overtog skovelverens opmærksomhed. Hun trådte væk fra ham, men kun for i sidste ende at komme tilbage i et enkelt, langt skridt. Helt tæt på vel og mærke. Rakaa følte et sug gå igennem hans mave ved hendes pludselige bevægelse, men rykkede sig ikke ud a flækken som Viola valgte at bryde enhver form for intimsfære; et afslappet smil hvilede dog omkring Rakaa imens. 
Med den varme ånde imod hans læber, var det koncentration såvel som viljestyrke der sørgede for ikke at afbryde hendes talestrøm, selvom det var ufattelig tillokkende bare at skære hende af i et kys - hun var lige der, og det lagde han heller ikke skjul på. Men han havde allerede fået det som han var kommet efter, og det ville næsten være lidt for grådigt at blive ved. Hun gjorde det bare ikke nemt, når hun nu dinglede endnu end trussel foran ham og han mest af alt havde lyst til at modbevise den med det samme, fremfor at tage videre fra kroen og værelset. 

Derfor var Rakaa eftertænksomt stille i lidt tid, men lod med en umærkelig lille nikken; nok kun mærkbar fordi hun stod så tæt på ham, Viola få det sidste ord i den beslutning. Så måtte de vel videre... men før dét og stadigvæk imens de stod sådan her, sneg Rakaa forsigtigt sine hænder omkring hendes  rystende fingre, og holdt dem presset sammen imod hinanden i noget tid; hendes håndflader imod hinanden og hans udover dem. Det havde trods alt aldrig været meningen at hyle hende mere ud af den, end at hun kunne slippe af med lidt af de begrænsninger Rakaa følte hun satte for sig selv. Hovedet flyttedes en anelse tilbage for at se hendes ansigt mere klart igennem nedadvendte øjenvipper, men elveren følte stadigvæk de varme spøgelses berøringer af hendes læber lige ud fra hans, på trods af afstanden nu. 

"Så bestemt man blev lige pludselig?" gled det en anelse drillende fra ørkenelverens leende læber, og Rakaa slap hendes hænder med et smil. "Der skulle godt nok ikke gå længe..." fulgte han op med, og følte et skeptisk øjenbryn bevæge sig antagende opad; hun styrede det jo allerede nu. 

Viola selv, havde ikke lagt mærke til hvor tæt hun igen befandt sig mod hans krop. Til at varmen var hans ånde, ramte hendes læber. De altid skiftende øjne, gled fra den hårdhed som havde stirret ind i hans. Til at flygte ned imod hans læber, der løb et gys igennem hendes krop som hun huskede dem imod hendes. Meget af den uro, som der havde strømmet igennem hendes krop, forsvandt lige så stille. Dog ikke uden, at små sammentrækninger blev ved med at skylle hen over hendes ansigt. Den måde at små muskler blev ved med at spænde op og slappe af igen. Brynet der gled op flere gange, små antrækninger ved hendes ene øje.
Mange forstod sig ikke på det, enden ville man se det sjovt, eller måske endda fascinerende. Den måde hun ikke kunne styre sin egen krop – eller ganske enkelt som en sygdom. Som rigtig mange af de skovelver hun kendte, havde tænkt – der iblandt hendes egen bror.
Hendes vejrtrækning blev meget svag, som tog hun slet ikke luft ned i lungerne. Klamme hænder rev igen hendes sind, paranoide tanker begyndte prikke og rode rundt i hendes hoved. Sådan som han stod og kiggede på hende, betragtede hende og lod stilhedens tæppe trække sig rundt omkring deres kroppe. For hende, var det som om at rummet blev mørkt og det eneste der var lyst var ham.
Og det skræmte hende. Svedige håndflader, blev presset imod hinanden. Øjnene flyttede sig fra hans mørke læber, ned mod hans hænder der havde lagt dem sammen og ført sine egne hen over hendes.
Forvirringen var ganske tydelig, som hun hurtigt fik sit hoved op så hun kunne kigge ham ind i øjnene. Og det hun så, tog helt hendes vejrtrækning fra hende. For hvad hun opdagede var, at hun kunne slet ikke læse ham. Og hvorfor han gjorde som han gjorde. Og det skræmte og fascinerende hende lige dele.
Vejrtrækningen vente tilbage, lige så stille, og ikke som en ujævn – men lige så stille og roligt.
Han kunne hurtigt blive hendes undergang, hun kunne mærke det helt inde i hendes sjæl.

Men selvom følelsen af lyst, til at trække sig ud af hans greb. Angribe ham med ord, for at holde sådan fast, at vække følelser i hende hun ikke havde prøvet før. Så kunne hun ikke gå igennem med dem, som hun blot stirrede på elveren foran sig.
“Jeg” kuldegysninger gled ned af hendes krop, men som han slap hendes hænder. Var det også som, at magien også løb ned igennem sandet. Selvom den havde lagt sine tydelige præg på den yngre elverkvinde.
“kan egentlig slet ikke lide at bestemme.” mumlede hun forsigtigt, og trådte endelig væk fra ham. Instinkter greb i hende, i sådan en grad var tæt på at teleportere sig ud af rummet. Ud af rubinerne - hendes fingre knyttede sig hårdt sammen. Men det kunne hun ikke. Det måtte hun ikke.
Eliksiren kunne, kun tage så meget af hendes tvangstanker.
Tungen gled hen over hendes gane, mærkede tændernes takker og den glatte overflade de også besad. Derefter slog hun et lille klik med tungen.
“Men hvis det er det du foretrækker, bare at følge efter – så må det jo blive sådan” sagde hun med en tilbagevende selvsikkerhed i stemmen. Hun var nød til at glemme hendes egne personlige konflikter, gøre arbejdet hun var sendt ud på – og gøre det godt. Så kunne hun bag efter, lade de følelser han havde vækket i hende, overrumple og rive hende afsted på en bølge. Hun allerede nu vidste, ville tage flere dage, før hun at man ville kunne komme i kontakt med hende.
Sådan var det, og hun havde endnu ikke lært hvordan hun skulle bearbejde det.

Der var noget utroligt ærligt over den måde Viola's krop og sind reagerede på. Et eller andet sted, var det som om at hun stivnede ved den pludselige berøring, og i et lille glimt følte Rakaa at han så noget utroligt sandt skubbe de mange tics væk i nogle sekunder idet hun talte. I de få sekunder stod han stille, endnu engang observerende men overraskende opmærksom på hendes... jah hvad var det han følte hvilede i luften? Det var som om at de underlige hak der spillede i Viola's hjerne i nogle sekunder var forsvundet. Men idet hun mumlende trådte væk fra ham, og et lille klik med tungen fulgte med, jah der vidste Rakaa at melodien med det underlige hak var startet på ny. Hvad var det der foregik derinde? Uden at forstå, følte han sig stadigvæk underligt investeret i hvilke tanker Viola gjorde sig... men det var ikke noget han fik lov at se mere af nu, virkede det som om.
Tålmodighed var en dyd.

Med en mere selvsikker tone, vendte den blåhårede elver sig nu omkring og Rakaa - der stadigvæk havde stået ligeså stille som en stenstøtte igennem det hele, følte et drillende øjenbryn løfte sig. Han kunne ikke lade værd, da hele overgangen fra de tikkende træk over ansigtet, til at 'tage sig sammen igen' var spøjs. Hvornår mon det vil overtage hende igen, hviskede en lille stemme i Rakaa der følte et lille smil trække de mørke mundviger opad. Hvor var det absurd.... han ville aldrig kunne leve et liv med så lidt kontrol over sin egen krop, over sig selv. Aldrig. I de timer han havde tilbragt i skovelverens selskab, der forstod han efterhånden mindre og mindre hvad der drev hende fremad; skubbede hende til at gå forbi hvad end der blev ved med at smerte hende sådan.
"Det er i hvert fald hvad jeg forestrækker, lige nu..." kom det lavmælt fra ørkenelveren, hvis stemme dog lød ligeså selvsikker som Viola's egen. Både i hvad han foretrak men også i faktummet at det var 'lige nu'. Fordi han var spændt på hvordan hun ville tackle hvad end der kom bagefter, og blev gerne hængende for at se den her plan udspille sig. Han satte skam også gerne en scene op for hende, skulle det kræve det! Men hun ville ultimativt være i spotlightet på den scene, og det var ikke alle der indtog den rolle lige godt.

I et lille grønt glimt forsvandt Rakaa, kun for at dukke op, afslappet tilbagelænet op af døren til værelset. Så hvad nu, syntes hans mørkeblå blik at sige med en drillende afventen i sig; hun havde ordet.

Hendes blik blev smalle, som han nægtede at interagerer. Det var som om, at han havde lagt et bånd på sig selv om kun at gøre det mindst nødvendige. At alt skulle trækkes, og hives ud af ham før han ville give hende noget som helst! Ud over en flabet tilgang til tingene, den eneste tidspunkt han havde været seriøst, var da han havde kysset hende over i sengen - hendes blik vandrede og det samme gjorde tankerne som hun huskede. Mærkede igen hans læber imod hendes, og måtte ryste voldsomt på hendes hoved. Hold kæft han var frusterende!
Hun lagde uimponeret sine arme overkors, og betragtede hvordan hans skikkelse forsvandt, og dukkede nonchalant op af døren til værelset. Hvad var meningen? Hun tog en dyb indånding, den mand, den elver, havde en helt fantastisk evne til at rive op i alle følelser i den spinkle elverkvinde. Og hun vidste vitterligt ikke, om hun skulle begynde at grine eller græde. Derfor valgte hun ikke at gøre nogen af delene, det kunne alligevel ikke hjælpe. Måske hun kunne sparke til ham, når hele opgaven var lyst, og hun måske slet ikke ville se ham igen. Så kunne hun tillade sig at udvise sin frustration. Men ikke før det. 

Hun tog en dyb indånding, og indtog hans skikkelse, hans tøj. Mon ikke han godt kunne gå for en slave? Hm, men hun var vel forberedt. Hun gik hen til dragekisten der stod over i hjørnet, og åbnede den. Hun tog ind af det tøj som der lå på den. Og begyndte nøjsomt at tage tøjet af hende selv. “Vi klæder om, også teleportere jeg os hen til Balzera, jeg har allerde udset mig et godt sted.” Der var jo ingen grund til at han vidste, hvor grundig hun allerede været. Eller hvorfor han var blevet tildelt denne opgave - nogen i Verbatim ønskede og se, om han var værd at tage i betrækning til at blive opgraderet fra at være iagttager til en mulig agent. Mange ting, var endnu ikke langt på bordet - i hvert fald ikke for den spinkle skovelver. Måske havde hun også glemt nogle af tingene, det hele kom lidt som vinden blæste. Hun huskede i hvert fald tingene, når det galt! Det var vel det vigtigste. Hun vente sig rundt, og placerede noget tøj på sengen til ham. “Tror det fungerer bedre, til når du skal spille min slave” sagde hun med et anstrengt, men stadig kækt smil på læberne. Derefter vente hun ryggen til, og trak alt tøjet af sig. Tydeligvis ikke blufærdig nok til at tænke, at han måske skulle vente uden for. Eller bede ham om at lukke øjnene. Nej, dette skulle overstås, og desuden havde hun været i fleres situationer under oplæring af Verbatim agent, hvor hun havde måtte ligge blufærdigheden på hylden. Desuden, havde hun jo stadig noget der forbandt hen over hendes bryster, og dækkede hendes andre intime dele. Det var sikkert alt sammen helt fint!

Af Rakaa's tanker om Viola, jah der ville man næppe kunne tillægge dem mere logik end så meget andet. Han var på det punkt en elver af sine lyster, og lagde ikke skjul på hans tiltrækning af den solprægede elver, hvis tanker om ham syntes at bevæge sig i modsatrettede retninger. Ikke at han kunne læse hendes tanker, men man bar trods alt en livserfaring med sig igennem et langt liv. Og han havde set det blik af splittelse før; han havde tilmed dyrket det for flere år siden. Brød hun sig om ham eller ej? Hendes uimponerede øjne talte imod det røde skær de havde haft over sig tidligere.... og et eller andet sted, var det svært for ham ikke at grave mere i det.
Han lod dog værd for nu. Afholdenhed og alt det.
Rakaa var om nogen bevidst om hvor doven han kunne fremstå i sådanne situationer, og kunne heller ikke løbe fra at han ofte gjorde en minimum indsats af arbejde, hvis han kunne slippe afsted med det. Viola var vel ligeså kompetent som ham når det gjaldt at træffe en beslutning - hvis ikke mere, og indtil hun ikke var længere.. havde han ikke grund til at blande sig. Indtil hun fejlede, det var.
Men, nogle deroppe måtte have en pointe med at sætte hende i en position af lederskab. Og med den titel over sig, var det ikke på hans plads at gøre andet end at acceptere den. Vel?
Et dovent ører lyttede derfor også til hendes ord, men lod sig dog reagere idet Rakaa rejste sig fra sin tilbagelænede position. Skridtende imod Viola var lange; Rakaa bevægede sig med en forbløffende arrogance over sin slanke skikkelse og studerede en anelse nysgerrigt det tøj hun havde fundet frem til ham og hans rolle i alt det her.
"Mon ikke du har ret..." gled det over hans læber, idet de solbrune hænder tog fat i det kedeligt farvede tøj og tog det i øjesyn. Hvis det handlede om hvad der var flatterende, ville han aldrig sætte disse klæder ind under nævnte kategori. Men når det handlede om hvad der var praktisk... jah det måtte han give hende ret - tøjet her ville bestemt fungerer bedre.

Der skulle ikke gå længe inden planen blev i gang sat. De mørkeblå øjne gled fra tøj til elver, og selvom Viola ikke så det med sin ryg imod ham, jah så gled der et kort øjeblik et overrasket udtryk over Rakaa ved hendes beslutsomhed og fart. Han tog endda sig selv i at studerer hendes halv-blottede krop med en tidligere kunstners betagede udtryk - hun var smuk, inden at han med en hovedrysten selv gav sig til også at klæde af. "Man skulle næsten tro det her var forberedt" stemmen blev båret af elverens smil, der trak små streger over det solbrune ansigt.
Rakaa havde dog  ikke meget til at dække sin senede krop, og havde dertil ikke travlt. Nej. Nok var han ikke noget fysisk vidunder, men den slanke krop havde sin egen skarpe charme. Og ublufærdig af natur som han var, skulle Viola da ikke spares.
"Hvad er vores mål helt præcist, Viola?" stemmen var nysgerrig, men også en anelse fast idet han trak i tøjet. Der skulle være en plan, og han måtte trods alt vide hvad der skete efter de ankom til Balzera, hvis skovelveren nu havde planlagt noget uventet. Så helt ligeglad kunne han ikke være - det var en sjov balance at opretholde.

Skovelvere havde altid haft en mærkelig tilgang til det med at være nøgne. I hvert fald over for andre, for det at holde i hånd og udveklse kærlighed mellem sig – det kunne være meget mærkeligt, for rigtig mange af dem der boede i Elverly. Det at være nøgen, var bestemt hellere ikke noget man gjorde sig i – med mindre det var en person man – udfoldede sig seksuelt med. Men på den anden hånd, gik man som udgangspunkt nøgen i bad sammen i de varme kilder der sprang ud ved byen.
For hende havde det aldrig været en stressende faktor for nogen at se hendes krop, for den person havde jo ikke nødvendigvis en idé om hvordan hun så ud i virkeligheden. Skulle hun ønske det, kunne hun gemme den fornøjelse til en helt bestemt person.
At skikkelsen, som Rakaa i dette øjeblik lod sine øjne betragte – nok var det tætteste man kom på den egentlig krop – det måtte eksperterne gisne om; hvorfor det var tilfældet.

Hun iklædte sig smukke klæder, kun en prinsesse kunne være værdig i. Inden hun vente sig imod ham, blikket gled over hans halvnøgne skikkelse, og selvom hun ikke ønskede det – formåede han alligevel at trække en reaktion ud. Øjne der flakkede væk, som en let rosa farve dannede sig i hendes kinder.
Mest fordi hun vidste, at det havde hun kunne få lov at se, i et helt andet lys – skulle de havde fortsat, hvad end de havde haft gang i over i sengen. Hvis hun ikke havde valgt, at afbryde det som hun havde gjort.

Langsomt sank hun den klump der havde dannet sig i halsen, inden hun med et smil på læben gik hen til ham. Rettede på tøjet – skikkelsen ændrede sig til den af Prinsesse Kaatima af Kazimi.
“Er du klar?” Sagde hun, og hævede et bryn – da hun nu var en del lavere end elveren der stod foran hende. De flotte brune lokker gemte heldigvis, hendes tendens til at have en anelse spidse øre. Dette var endnu en ting, hun ikke havde kunne vende sig selv af med.
Så snart han gav et svar, ville hun tage hans hænder – lukke øjnene og teleportere dem til Balzera. Lige uden for Kaatimas palads.

Rakaa mere følte end reelt så Viola betragte ham, og skjult smil trak de mørke læber en anelse opad, idet at han fik styr på sit tøj og hvordan såvel som hvor det skulle sidde. Nogle af tingene forstod han ikke at menneskerne benyttede sig af, men mange af tingene havde han dog set før, da dette på mange måder var lidt hen ad Rakaa's hjemmebanefordel. Han havde trods alt brugt størstedelen af sit liv i det varme ørkenområde, og kendte sit til de mennesker der færdedes der. Det gjorde ham dog ikke mindre kritisk overfor tøjet... og da han endelig havde fået lukket det sidste spænde i hans løse bukser, var det et par solbrune hænder der gav sig til at rette det en anelse til i perfektionistisk stilhed. Rakaa lod hende gøre det, og mødte hendes ord med et drillende smil, og udsigten til den her opgavde havde alligevel fået en halvspændt gnist frem i et ellers mørkeblåt og stillehavspræget blik.

"Jeg er klar"
Elverens hænder fulgte hans melodiske stemme, og lagde sig i Viola's egne - nu meget mindre og meget... tykkere fingre, der  ikke længere besad elvernes elegante kropsform. Bevares, hun var dog ikke grim i den skikkelse, af den grund. Det var bare anderledes.
Mere nåede Rakaa ikke at tænke, inden at han selv lukkede øjnene og med et sus følte dem flytte sig igennem tid og rum.