Sawyer mærkede tydeligt, hvordan hoppen fra tid til anden lagde vægten over imod ham. Med begge ben, solidt plantet og et godt greb om dens hov, tog han imod den værste af vægten. At skubbe tilbage og mosle med hoppen, ville blot eskalere dens løjer. Han mærkede pludselig en mule der skubbede imod ham, og han lod blikket glide over skulderen imod hoppen, han trak let på smilet og guidede dens hoved let væk. "Nej, du må pænt vente.." Hans stemme lød næsten fornøjet, som hoppen havde fisket efter de godbidder der lå i lommen på hans klæde. 

Det tog ham ikke længe efter at hoven var blevet renset, formet og filet til før den nye sko var banket i med et par solide slag med en hammer, inden han fik sømmene klippet, bukket og til sidst filet over så den ikke ville kunne skade sig selv med spidse kanter. "Se det var jo ikke så slemt.." brummede han fornøjet og gnubbede den let på halsen, inden han fortsatte koncentreret som den næste hov. 

Stemme fra den unge arving, fik ham dog til at hæve blikket ganske let, som han stoppede helt i sit arbejde. Tydeligvis mens han overvejede sine ord ganske nøje. "Nej.." Hans svar kom uden varme, dyb og bestemt, for hans våbentid var ovre og hun havde ikke gjort meget for at overbevise ham om det modsatte. Uden at gøre mere væsen af sin afvisning, vendte han tilbage til sit arbejde, som om han ikke netop havde risikeret at fornærme hende på et dybeste. 

Astrid kunne se hvor roligt han taklede hesten. Han forstod i den grad at omgås med hestene, og på meget kort tid var han færdig med det ene ben, og gik i gang med det næste.

Hun beundrede næsten hvordan han roste hesten, som han blev færdig med den første hov.  Hun stillede sig med armene over kors, mens hun ventede på et svar. Det virkede som om han overvejede sit svar, hvilket han selvfølgelig ikke burde. Nu hvor de havde snakket om hvad hun skulle have, var der jo selvfølgelig en handel i hus. Men nej. Astrid blinkede et par gange overrasket med øjnene og tog en dyb indånding, ”Er de sikker?” sagde hun, og det var tydeligt hun var skuffet og en anelse irriteret. Hun havde i den grad set frem til at få et våben smedet specifikt til hende selv.

Hun så op imod hestens øjne og overvejede et øjeblik om det hun skulle til at gøre, var i orden. Det var det nok ikke. Men hun følte han havde trådt hende noget så grusomt over tæerne næsten siden han var ankommet, og han fortjente måske en lærestreg. Hun valgte at gå et sikkert sted hen, for heste havde det med at være uforudsigelige, når de blev bange. Hun så hesten dybt i øjnene, og med et, begyndte hesten kun at se hele dens verden brænde, hendes flok stak af, væk fra brænden, men den selv var bundet fast om det ene ben og kunne ikke flygte, med mindre den fik sit ben løs.

Sawyer burde måske havde overvejet situationen bedre, men han havde truffet et valg for længe siden, om ikke at lave våben igen, de bragte intet godt med sig kun død og ødelæggelse, en ting han ikke længere ønskede at tage nogen del i, og med Astrid som allerede havde slået ham som værende lidt af en strigle, skulle han have forventet en reaktion, men fordybet i sit arbejde med hesten, bemærkede han ikke hvordan hun trak sig væk i sikkerhed. Han havde en god fornemmelse med hesten, for trods det stridige sind havde de alligevel formået at finde en mellemvej der passede dem begge.

Eller det troede han i hvert fald, for uden forvarsel blev hesten pludselig panisk. Den vrinskede højt, kastede med hovedet og bukkede på stedet. Sawyer der var en stor og yderst stærk mand, måtte forsøge at stå igen med alle kræfter, da han havde bagbenet løftet op og var igang med at pille skoen af, og han måtte sikre sig den kom helt af før han slap sit greb, da han ikke ønskede den skulle risikere at komme til skade. Skoen nåede kun lige at ramme jorden under dem, før han mistede balancen og grebet om bagbenet, og blev ramt af et hårdt spark der sendte ham ned på gulvet. Hesten havde sparket ham direkte ind i siden at knæet, og et ubehageligt højt knæk derfra samt et sammenbidt udbrud fra Sawyer afslørede det gjorde smerteligt ondt.

Han rykkede sig en smule baglæns væk fra hesten, inden han kom i tanke om arvingen, hvis hoppen fik rykket sig fri, kunne hun komme slemt til skade hvis den ramte hende, så uden tanke på sig selv og det brækkede knæ, fik han sig skubbet op. Han kunne slet ikke bruge benet og måtte støtte sig til en boks, da han så hun allerede stod i sikkerhed. En alvorlig rynke dukkede op i hans pande, for hun burde ikke have været så hurtigt om at komme væk, hoppen tilhørte trods alt hende. Længere nede i stalden kunne han høre Kaisa, hans egen hingst der tydeligvis var yderst opkørt, over at se Sawyer komme til skade. Sawyer følte sig lidt fanget, for han måtte vælge mellem at forsøge at berolige hoppen eller Kaisa, i stedet rakte han en hånd op imod Kaisa der fattede besked, han var okay, for at dæmpe den store hingst. 

Astrid så aktivt til mens kaosset spredte sig i stalden. Flere heste var kommet op af køre, af den røde hoppes panik, og de fleste traskede frem og tilbage i deres bokse, eller bankede deres forben imod boksdøren, for at indikere de alle ville ud. Da hesten bukkede, fik hun en indikation af at fest var lige lovlig godt i gang, og valgte at slå sin evne fra. Hesten blev dog ikke rolig med det samme, selvom den så at stalden ikke brændte. Astrid så ikke præcis hvad der skete men hun kunne høre hoppen fik sparket smeden, et knæk lød og det gjorde i den grad ondt. ”Owen,” kaldte Astrid på stalddrengen, som straks begyndte at kalde de andre staldfolk til, så de kunne hjælpe med at berolige hestene. Astrid bevægede sig roligt frem fra sikkerheden. Han var mod forventning hurtigt på benene igen, hvilket Astrid beundrede.

Hoppen havde heldigvis ikke flået sig selv fri, hvilket var heldigt. Det var altid noget møg at skulle finde og indfange forskrækkede heste. Stalddrengen, som havde været tilstede under det hele, tog den røde hoppe og begyndte at gå afsted med den. Både stalddrengen og Astrid kunne se på smeden, han ikke ville kunne forsætte med sit arbejde nu, og hesten måtte gå med en ordnet hov, en skofri og resten uberørt.

Med langsomme skridt, en utrolig rank holdning, og et blink der nedstirrede smeden diskret, nærmede hun sig den tilskadekommen. ”Jeg fortalte Dem hun kunne være strid,” sagde hun koldt, som nogle stærke stalddrenge nærmede sig med forskellige midler til at hjælpe Sawyer. ”De får en ekstra sum krystaller med, for at dække din indkomst, mens De ikke kan arbejde,” tilføjede hun og så mod den røde hoppe som stejlede med stalddrengen. Drengen tog det dog helt roligt, satte den på plads of forsatte deres nedkølings tur. Astrid så tilbage på smeden, ”Jeg regner ikke med De kan forsætte med det ben,” sagde hun og nikkede mod hans ben, der ikke så ud til at være korrekt på plads. ”Jeg sørger for en anden smed kan færdiggøre det arbejde du var i gang med,” forsatte hun med sine fingre foldet foran hendes mave.

Sawyer var på ingen måde i særlig godt humør, smerten dunkede i hans knæ, og han havde unægteligt en følelse af arvingen var årsagen til hoppens opførsel, den måde hun var trådt væk fra hele episoden i sikkerhed, den måde hun havde opført sig, med snuden så langt oppe i bagdelen på sig selv, alt ved hende skreg indeni ham, men han vidste bedre end verbalt at ytre sine tanker om hvad det egentligt skete, eller hvad han i hvert fald troede var sket. Hvordan hun kunne skabe den frygt i hesten var ham en gåde, men han vidste at mange andre væsner, ligesom ham selv besad forskellige evner. 
Som hun kom nærmere, da den røde hoppe var trukket tilbage af staldknægten, kunne han dog ikke holde et forarget brum tilbage, som han rankede sig op. Smerten skød igennem hans ben, men hans mange år i hæren havde dog lært ham en ting eller to, om at skjule smerte, som han pakkede den dybt ned i sit sind så det ikke spejlede sig i hans udtryk og holdning mens han stod foran hende. 

"Min fornemmelse siger mig ellers, at hoppen ikke var helt alene om skylden.." fnøs han med et dyb ryst, men valgte dog at lade den ligge der, som han gav hende et svagt nik, så længe hun befandt sig i stalden ved ham med sit årvågne blik, havde han ikke i sinde at give sig til at afstive benet for at aflaste det brud hoppen havde forvoldt ham. Det var ikke første gang det knæ havde lydt sådan, han vidste det var den gamle skade hun havde brudt op igen, så hvad der ventede ham var ikke ukendt, men ikke umuligt at komme igennem egenhændigt, omend han nok skulle vise den stor snudede tøs at han sagtens kunne færdiggøre sit arbejde, så frem han satte sig for det. "Jeg færdiggøre mit arbejde i morgen i fred og ro, hvis ellers de tillader det.." det behagede ham ikke lige frem men han vidste det ikke udelukkende var op til ham selv, det ville være smerteligt, men hans stædighed skulle nok få ham igennem det, især uden flere forstyrrelser fra den.... kvinde.. 

Som han begyndte at rejse sig, lod Astrid sig bare se til. Ja, havde det været hendes lillesøster, var der blevet hjulpet, og sikkert healet – men sådan var Astrid jo ikke. Hun stod pænt og rank og ventede på at smeden foran hende kom på benene. En lille rynke mellem brynene kunne kortvarigt spottes hos Astrid, da hun hørte Sawyers hentydning til at Astrid stod bag hoppens unode. Selvfølgelig stod hun bag, men det var da på ingen måde noget han kunne tillade sig at gå og tro om hende! ”Ja, De har nok krævet for meget af hende,” lød det køligt fra hende, som hun rynkede minimalt på næsen, i et lille øjeblik, som hvis hun var utaknemmelig over måden han havde stået med hoppen.

”De skal have helt lov til at forsætte i morgen, hvis De føler De er i stand til det,” lød det måske en anelse snerpet. ”Jeg er selv ret booket i morgen, så hvis ikke min søster kommer ned og ser på, så er stalddrengen her til at overvåge,” kom det fra Astrid. Hun stod et øjeblik lige og tænkte lidt på den opgave hun havde efterspurgt tidligere.

”De skal endelige fortælle Owen hvis De skifter mening omkring dolken,” lød det endelig med et lille, lusket, smil. Hun håbede da smeden ville sove på tanken om dolken – for hvordan kunne han glemme det, når hans knæ sikkert ville holde ham vågen hele natten? Stalddrengene, som stod bag Sawyer, var klar til at hjælpe Sawyer når han sagde god for det. De var i hvert fald klar til både at hjælpe ham, mens Astrid var der, til når hun var gået og klar på en afvisning om hjælp. De stod i hvert fald til rådighed.

Det var et øjeblik tydeligt at se på Sawyers ansigt, at han bestemt ikke var tilpas med hendes kommentar, han burde virkelig vare sin mund, det kunne endelig med at bide ham i bagdelen hvis han udtalte sig for meget, i stedet måtte han bide vreden i sig, hæve sig op over hendes opførsel og indse at denne gang var "pøblen" bedre opdraget end adlen. Han trak vejret dybt, smerten bed til men var ikke afspejlet i hans blik, han ville ikke have på sit ry at han forlod en opgave, det var bedre at være ham der fiksede hele stalden med et brækket ben, end ham der tog hjem før tid og opgav en stor opgave. Til sidst gjorde han dog et lille nik, han vidst det var bedre blot at føje hende, trods han var ganske overbevist om hun stod bag, han vidste hoppen havde haft det helt fint, han havde ikke fejlet i sin håndtering af den, trods dens temperament. 

"Meget vel, jeg skal endelig ikke optage mere af deres dyrebare tid, stalddrengens tilstedeværelse er alt jeg behøver, tilse de endelig deres andre pligter, vi kan nødigt have frøken kommer til skade hvis hun næste gang ikke nåede væk inden det brød ud....." Hvor meget han end havde forsøgt havde han ikke kunne holde sig helt neutral i sin formulering, omend han talte roligt og respektfuldt til hende, selvom det fik hans mave til at vende sig, hun fortjente ikke den titel eller den tiltale, han havde mest af alt lyst til at spytte hende for fødderne, tage sin hingst og drage væk fra det sted. 

"Bare rolig.. Det gør jeg ikke, det er ikke min indtryk de har brug for en.." svarede han med et tvunget smil om læberne, som han gjorde et lille nik til hende, som afsked. Han kunne snart ikke undertrykke smerten længere, han måtte hen til sin taske og have den medicin han altid medbragte, det skete fra tid til anden at han mødte en hest der helt af sig selv forvoldte lidt smerte. 

Åh, det var bare så tydeligt at han ikke brød sig om hvordan hun fejede skylden over på ham. Han var altså overbevist om at det var hendes skyld hesten havde gjort som den havde gjort. Hun trak kort på et skævt smil, som han nævnte han ikke ville tage mere af hendes tid, og stalddrengens tilstedeværelse var mere end rigelig. Da han så pludselig begyndte at snakke om hvis det skulle ske igen var hendes smil for alvor væk. ”Ja det ville ikke være godt for dit ry, hvis jeg, arvingen af Isenwald, kom til skade under dit besøg,” hun gjorde alt for ikke at lyde alt for snerrende, men ordene i sig selv, kunne være nok. Hendes lyse øjne så engang op og ned af ham.

Efter hun havde nævnt at han skulle sove på beslutningen om dolken, vendte hun sig for at forlade stalden. Det varede dog ikke længe før han svarede, at hun ikke havde brug for en. Det fik hende til at standse, kun lige et øjeblik, før hun forsatte ud af stalden.